KOKHOLM 5 – Lidt om Kristian Kokholm

Tilføj overskriftAfsnit

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 630cd425-23f1-42b5-ba1e-281ea601858a3.jpg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com 

KRISTIAN KOKHOLM

I indlægget KOKHOLM 4 kan man følge en families udviklingshistorie gennem ca. et århundrede. Indlægget vil vokse i takt med at jeg lægger det på bloggen, som jeg vil være i stand til at grave frem af glemslen og strukturere med en slags sammenhæng for øje.
I mellemtiden vil jeg foregribe begivenhedernes gang og tegne nogle streger til et portræt af den ene af Elisabeth og Christen Kokholms to sønner, nemlig Kristian, der skulle få en omtumlet tilværelse. Man kan meget kort opsummere hans skæbne således: Han søgte lykken, men  kom aldrig blot i nærheden af den. Det kunne i den forbindelse også være interessant at undersøge, hvordan Kristian forstod begrebet “lykke” – hvad var det helt præcist, han søgte. Det var jo f.eks. ikke den lykke H. C. Andersen søgte og fandt. berømmelsen. Det var helt sikkert noget med rigdom, og her tror jeg, at barndommens fornemme og velhavende familier (fædrene måske især) har dannet idealet for drengen.

Han ville være som dem.

Det kommer dette blogindlæg til at handle om.
Vi kan ikke vide alt om, hvordan Christen og Elisabeth opdrog deres børn, men sikkert er det, at de ikke var ene om opgaven. Børnene var fra først til sidst massivt opdækket af voksne, nogle med samme status som dem selv, tjenestefolkene f.eks., andre tilhørende det bedre borgerskab eller ligefrem den danske overklasse, andre igen var adelige, enkelte ligefrem kongelige. Som nævnt, så spillede hotellets gæster en stor rolle i børnenes opvækst. Var de også rollemodeller? Breve fra disse mennesker viser, at de satte det kokholmske familieliv meget højt. Ja, en del af dem, som f.eks. skuespilleren Poul Reumert, idylliserede det ligefrem. Han ramte næppe plet, men vel heller ikke helt ved siden af, når han forestillede sig livet i familien som forbilledligt. Disse ”opdragere” fra den store verden kom senere til at betyde en del for børnene i deres vej videre frem. Det vender jeg tilbage til.
Der var andre opdragere. Forældrene naturligvis, men de var i al fald en stor del af året travlt beskæftiget med driften af både gård og hotel og havde næppe meget tid til overs for børnene. Hvad angår den gamle Christen K, så tror jeg, at der var tale om kontant afregning i form af lussinger evt. prygl, hvis sønnerne ikke makkede ret, hvad Kristian i al fald ikke gjorde, og forholdet mellem Christen og Kristian var spændt, det ser man af Kristians breve. Og det er helt sikkert en af årsagerne til den unge mands løsrivelsesforsøg. Ja, jeg skriver forsøg, for selv om han kom så langt væk fra faren, som man kunne komme, så frigjorde han sig alligevel ikke for alvor. Der var en navlestreng, som bandt livet igennem.

Bedstemoren derimod havde god tid. Og stor indflydelse.. Og hun hvilede som sine formødre i de gamle forestillinger om det hårde slids naturlige plads i dagliglivet. Arbejdet var livet og vejen. “Jeg er livet sandheden og vejen,” siger Jesus i  Johannes evangeliet og opfordrer menneskene til at nedlægge alt og følge ham. Men i Kandestederne var religionen jordnær og gammeltestamentlig og Jesus så vidt jeg kan se aldeles fraværende.

Så det sande liv lå i arbejdet – det var vejen, ikke til velstand, men til overlevelse. Som skrevet står: ”I dit ansigts sved …”. Sådan havde det været i umindelige tider, og sådan var det stadig for de fleste folk på disse kanter. Her blev ingen skånet, heller ikke børnene. Når gæsterne tog for sig af de lækre tranebær, tænkte de næppe på, at de små rollinger i bærtiden blev purret før hanegal for at nå at plukke tilstrækkeligt med bær til at syltetøj, saft og andre lækkerier kunne strække helt til næste sæson.  Og jeg tror, at bedstemoren, Karen Marie, som boede hos dem, har sørget for, at den del af opdragelsen ikke blev forsømt.

Men det er Kristians liv, jeg vil ridse op i dette afsnit, og han er næstældste søn af Christen og Elisabeth. Den ældste hed Mads, opkaldt efter farfaren, og det blev ham, der kom til at overtage gård og hotel, sådan som skik og brug var.

Breve fra ham til Kristian, skrevet i 1950 og frem og altså ca. 16 år efter farens død og kort efter, at Kristian er vendt hjem fra sit lange ophold på New Zealand, viser imidlertid, at Mads ikke i juridisk forstand overtog hotel og gård. Elisabeth beholdt skødet, og han arbejdede for hende. Hun sad vel i uskiftet bo? De omtalte breve er faktisk fulde af bitterhed over, at han, som han selv udtrykker det, ”har gået herhjemme i 50 år og slidt for far og mor.” Et andet sted skriver han, at han er sin mors tjenestekarl og at andre (hans søskende f.eks.) ikke betragter ham som andet end det. Allerede her ses tydeligt krakeleringerne i det forgyldte kokholmske familiebillede. Senere går det helt i skår, men det vil jeg lade hvile..

Men tilbage til Kristian. Han fik en uddannelse som kontrollør inden for landbruget og med den i bagagen plus en sum penge (arveforskud?) og en hed drøm om at opleve det helt store eventyr emigrerede han i 1925. Han er en dråbe i den store danske emigrantbølge, der ruller ind over den ”nye” verden. De fleste rejste til Nordamerika, det gjorde andre unge mænd fra egnen, f.eks. min farfars bror Mads fra Hulsig og en af hans kammerater fra Rannerød. En del valgte Sydamerika og andre igen Australien og New Zealand. Det sidste gjorde Kristian.Så kunne han heller ikke komme længere væk fra far og fortid.

I den nye verden lå mulighederne, sådan tænkte mange unge mænd.
En anden dansker, der også valgte at rejse til New Zealand – en kvinde –  er berømt, nemlig digteren Ingeborg Stuckenborg, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Hun ”ser” med sit følsomme digterblik på sine medrejsende og forstår allerede på udrejsen, at håbløsheden venter de fleste. Hun giver en barsk og realistisk skildring af disse emigranter og deres usikre håb om et bedre liv i det fremmede. Og det, hun oplever senere, bekræfter på uhyggeligste vis de bange anelser.

.
Alt det ser Kristian ikke. Han giver en lys og munter beskrivelse af rejsen til det fremmede. Han er på vej til selve livet, synes han. Og han har penge med hjemmefra. Og han nyder rejsen. Her lever han som ”badegæsterne” på Kokholms – i luksus og lediggang.
Via en genlæsning af Kristians breve synes jeg, at jeg kan ane billedet af en ung mand, der barndommen igennem har arbejdet alt for meget og alt for hårdt samtidig med, at han langt ind i sin egen privatsfære har oplevet mennesker, der uhæmmede og overmætte har kunnet hengive sig til nydelsen: hotellets badegæster. Det er det liv, han drømmer om, og som han tror, at han har fundet vejen til. 

Jeg har tidligere skrevet bøger om danskernes udvandring til Argentina, og også de rejste ligesom Kristian med håbet om at finde et bedre liv. Hjemme havde ældstesønnen måske overtaget gården, og de yngre kunne imødese en trøsteløs fremtid: som ”karle” på fremmede gårde. Så rejste de ud, og de fleste blev chokerede over det benhårde arbejde, der forlangtes af dem i det nye land. Og kun ganske få, som sled utrætteligt og levede på en sten i mange år og sparede op og knoklede videre og blev ved og ved og ved, indtil de havde en smule penge, som de satte i jorden, hvorefter de sled videre i mange år, kun de klarede sig, og kun de kunne udvide og investere og ende med at blive  velhavende.

Enhver er sin egen lykkes smed. Det var de alle enige om, men smedearbejdet krævede stor udholdenhed og en smertegrænse, der var så høj, at kun de færreste tålte den. Nogen få blev rige i Syd-og Nordamerika, og i Australien og New Zealand. Men de flestes liv fik et liv i fattigdom. Og Kristian havde ikke den hårde hud, som krævedes for at nå i mål i det hårde nybyggerliv.

Jeg vil citere nogle få af de breve, Kristian sender til familien. Fra rejsen ud. Og fra arbejdslivet i det nye land. Jeg ændrer ikke på tegnsætning og stavemåde. Det, jeg ikke har kunnet tyde, står i parentes.

Her er han nået til Osterley mellem Indien og Australien. 4/1 1925:

Kære Alle sammen
Hermed et Par Ord igen, jeg haaber, I har modtaget mit Brev fra Colombo, det var saa kortfattet til sidst, fordi jeg havde saa drabelig travlt, men nu kan I faa mere, jeg har mere Tid nu, om ti Dage er vi i den første Havn i Australien, jeg kan knap forstaa, at det er en Maaned siden, jeg rejste hjemmefra. Tiden gaar hurtigt her. Vi har 2-3 Aftener om Ugen (?) Teater, 2 Aftener Concert, 2 Aftner Bal, saa Ugen er besat, om Dagen har vi alle Slags Sport, alt sammen gratis, og ellers kan vi ligge i Flugtstolen paa Dækket, vi har hele Agterskibet fra øverst til nederst, vi mærker knap at vi sejler. Vi har fire Spisetider om Dagen. K.7½ Morgen Frokost, Kl.12 Middag, Kl.4½ The og Kl.7½ Souper, nu gaar det hel godt med at spise maden, men i den første Tid, var den ikke behagelig at faa ned.
Naar jeg skal nævne en smuk Plads paa Turen, saa er det absolut Colombo paa Øen Ceylon, jeg vilde ønske at I havde set den; jeg gik i Land om Morgenen d.28/12 tillige med en Del af Frelserens Hær. Vi blev modtaget af 3-4 Førere fra Frelserens Hær i Colombo, der viste os rundt hele Dagen, de var meget imødekommende og elskværdige, om Middagen fik vi Middagsmad og kolde Drikkevarer i deres Residens, jeg traf her en svensk Dame, som var ansat i Fr. H. i Colombo, saa vi kunde tale sammen i vores eget Sprog, jeg havde ikke ventet at træffe Skandinavere her, saa det var meget interessant. Der var en herlig Varme, for ikke at sige for varmt, Solen stod omtrent lodret over os, og endda sagde de, at det var Vintertid, jeg gad vide, hvor varmt der er, naar det er Sommer. Jeg kunne ønske at bo her om Vinteren for Naturens Skyld ikke for Befolkningens, thi det er hovedsagentlig Farvede ogsaa Embedsmændene, Sporvognskonduktørerne, Politibetjente og Forretningsfolk, men til trods herfor, er der dog rent overalt, Gaderne er brede og jævne. Der er den herligste Tropevegetation, man kan tænke sig. Frugter, Kokosnødder, Appelsiner, Bananer, Annanas osv. vokser fortrinligt her. Vi gav en Indfødt 1 sh. for at klatre op i en høj Palme og ryste Kokosnødder ned til os, vi fik saa mange vi kunde bære. Australien.Jeg var i en særlig smuk Park (Blomsterparken) for at nævne en Park, der er ellers Parker overalt uden for Byen.
Meget af Persontrafikken foregaar paa de tohjulede Vogne, der trækkes af en Farvet, der er kun Plads til én Mand, det er en meget behagelig Køretur, de Sorte er meget udholdende, de kan løbe mange strækninger uden at hvile. Jeg fik desværre ikke taget nogen Billeder af disse, thi jeg kunde ikke faa nogen Film i Byen, det var Søndag, men jeg haaber at snuppe en i Australien.. Jeg er glad for, jeg har mit Fotografiapparet med, jeg sender eder nogle Billeder fra Colombo her, de er desværre bleven lidt for mørke, thi jeg kender ikke rigtig Solen her, saa jeg havde indstillet Apparatet forkert, men jeg tænker, de næste skal blive bedre. De Billeder, jeg sendte sidst var følgende: Havnen med Bjerget i Baggrunden, fra Gibraltar en Oase i Sinaiørkenen, mig selv alene,  den lille med Hatten nærmest mig er New Zealænder, den anden Dansker, og en Englænder.
Colombo kan egentlig ikke beskrives, den skal ses, saa jeg kan ikke foreslaa eder, Fader og Moder, noget bedre end at tage en lille Vinterferie og smutte til Colombo. I vil aldrig fortryde det, I kan gøre hele Turen paa én Maaned eller 1½. Fra Danmark ned gennem Europa 2 Dage, med Damper fra Neapel til Colombo 12 Dage.
Det er kedelig, at jeg aldrig faar nogle Breve her, jeg ved jo ikke, hvordan I har det, og hvorledes Brylluppet er spændt af, alle de andre Passagerer faar Post i hver Havn vi anløber, men det tænkte vi jo ikke over, da jeg rejste, men vi maa regne med, at Skibet gaar uden om Europa, mens Post gaar gennem Europa, saa Breve kan komme meget før.
Jeg har snart ikke mere at skrive om, vi er i Australien om 2 Dage, vi har passeret Æquator, saa vi har det knap saa varmt mere, men vi har ogsaa haft nok, alle her sveder saa det driver ned ad os, jeg ogsaa, skønt vi er i meget lidt Tøj, bestiller ikke noget og er paa Havet, jeg vilde ikke ønske at være i Lnd her for at arbejde. En Del lider meget af Varmen, jeg selv befinder mig saa vel som jeg kan ønske. Jeg bader 2 Gange om Dagen, dejlig kølige Bade. Igaar passerede vi tæt forbi nogle smaa Øer (Kokosøerne) der beboes af ca. 20 Mennesker (Englændere) der skal være der et Aar ad Gangen, de ser kun fire Skibe i Løbet af et Aar, vi har alle skrevet Breve til dem, saa jeg tænker, de er blevet glade, de hentede selv Posten hos os.
Jeg vil slutte med mange kærlige Hilsener til eder alle og lykønsker Bedste, Moder, Mads og Marie i Anledning af Fødselsdagen.
Eders Kristian

I maa skrive om I har modtaget Brevene og Billederne

Det er tydeligt, at Kristian ikke har en hård nybyggerkarakter. Han knokler på gårdene og når han har tjent penge, holder han ferie og bruger hver øre på det. Jeg kender historien igen fra mine studier af danske emigranters liv i Argentina fra samme periode. Jes Hansen f.eks. knoklede flittigt som Kristian, og derpå tog han ind til byen og levede højt og flot for pengene, hvorefter han vendte tilbage til gårdene og knoklede videre. Han er med i Peter Elsas’ film: ”Mit Danmark er ikke dit Danmark” fra sidst i 70erne. Han endte sit liv på et alderdomshjem, hvor han havde en seng på en stue med mange gamle (fattige) mænd.
Kristian bruger også pengene efterhånden, som han tjener dem. Her er et brev fra ham efter at han har forladt sin første arbejdsgiver, Otto Bjerring:

Auckland 1/10 1925
 
Kære Alle sammen:
Jeg takker for eders sidste Brev som jeg modtog for lidt over 2 Maaneder siden og for Helgas Brev der kom lidt senere (Datoen var ikke nævnt) jeg kan ikke huske om jeg har takket eder for Bladet (Danmarksposten) som jeg faar jeg er meget glad for det. Jeg har modtaget Maries Fotografi hvilke jo er udmærket. Jeg har nu forladt Otto Bjerrings og har nu en lille Ferie i Auckland, New Zealands nordligste og største By og ser efter andet Arbejde jeg har ikke faaet noget endnu men trænger ogsaa til en lille Ferie, jeg har slidt haardt i Skoven.
Hvad Personen Otto Bjerring angaar da vil jeg nærmest kalde ham en uoplyst og uciviliseret Person der kun tænker paa at tjene Penge og atter tjene Penge disse er det eneste han lever for han forstaar at handle med Kvæg men dermed er ogsaa alt sagt. Der er en Del Danskere i Waihidi-distriktet, som han har lokket til at købe Jord han har faaet Betaling af Sælgerne for at anbefale det til disse Danskere der gik i den Vildfarelse, som man er tilbøjelig til at tro, nemlig at naar det er en af sine Landsmænd saa kan man have Tillid til ham. Hans Jord stiger jo i Værdi naar der bliver bebygget rundt omkring. Han har ogsaa foreslaaet mig at købe Jord men jeg vil betænke mig. Saa vil han jo ogsaa kommandere disse Danskere som dog ikke rigtig vil lykkes ham undtagen hans Broder Chr. Bjerring som er økonomisk afhængig af ham. Jeg vil kun nævne et Eks., som vil fuldt ud vise hans Natur.
Vi oprettede en dansk Klub hvis Formaal var at holde det danske Sprog vedlige. Vi mødtes en Aften hver Uge hvor vi talte dansk sang danske Højskolesange og havde dansk Oplæsning o.s.v. Vi fik ogsaa Chr. Bjerring interesseret i det, viste ham at det var forkert at hans Børn glemte det danske Sprog. Otto Bjerring fik ogsaa en Indbydelse men sagde meget kort Nej og prøvede paa at forbyde mig at gaa dertil fordi jeg var hos ham. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at hvis han troede at han kunde forbyde mig at gaa bort Lørdag Aften eller Søndag for at tale det danske Sprog saa havde han taget uhyre Fejl af mig. Der var altsaa ikke noget for ham at gøre der, men derimod sagde han til Chr. Bjerring at hvis han støttede os med at tale dansk saa vilde han ikke have Spor med ham at gøre ( en af Sønnerne fortalte mig det) Det kunne Chr. Bjerring ikke taale, da han er økonomisk afhængig af sin Broder Otto, saa han faldt fra igen. Dette maa være nok til at vise hans karakter. Der er ikke noget saa oplivende som at have en Aften sammen med virkelige Danskere og synge gode danske Sange her ude i det Fremmede, men det kan Otto ikke forstaa han er blottet for al Dannelse og Kundskaber jeg har aldrig set ham læse en Bog eller Avis. Det er ikke Løgn alt sammen naar man hører at man skal holde sig saa langt fra sine Landsmænd som vel mulig. Faren er at man tror at man kan have Tillid til dem. Det er selvfølgelig ikke alle, Chr. Bjerring er en oplyst og dannet Mand. Dette her behøver I jo ikke at fortælle alle Vegne, kommer det herned igen vil det jo ikke være noget Gavn for mig.
Jeg har nu besøgt en Dansker her i Auckland, det tog mig nogle Dage før jeg vovede mig til det. Jeg er blevet lidt bange for Danskere, jeg tror dog han er af en hel anden Støbning. Det er ham jeg talte med paa Paladshotellet i København. Han tog mig til Foredrag i aftes og hentede mig her paa Hotellet i sin egen Bil og kørte mig tilbage igen. Jeg er inviteret til Middag hos ham paa Søndag hvorefter han vil køre en Tur med mig og vise mig Byen og Omegn. Der er dejligt mildt her i Auckland nu. Vi har jo nu Foraar. Frugttræerne staar i deres fuldeste Blomsterpragt.
Jeg har lige taget Afsked med en Dansker, der nu rejser tilbage til Danmark efter at have været her i 2 Aar mest for at lære Sproget. Han vil muligvis besøge eder hvis i bryder jer om det.
Til Slut mange venlige Hilsener fra eders Kristian
Jeg haaber I alle er raske , jeg er i bedste velgaaende.
Speciel hilsen til Bedste

Hvor barsk tilværelsen i det fremmede har været ind imellem, ser man tydeligt i det brev han sender hjem d.11/11 1925.

New Zealand 11/11 1925
Kære Alle sammen!
Jeg takker for eders Breve 4/9 og 7/9, 30/8, 24/8, 10/8, 12/8, og 14/8, som jeg alle modtog for nogle Dage siden paa engang.
Jeg vil nu lade eder vide, hvordan jeg har det, det er ikke absolut som jeg kunde ønske det. Mit sidste brev var skrevet fra Auckland. Jeg gik i Auckland i ca. 3 Uger for at finde Arbejde hvilket viste sig at være umuligt undtagen Farmarbejde, og det havde jeg ikke saa meget Lyst til da det altid er daarlig betalt og lang Arbejdstid. Hvis jeg har skrevet at der ikke findes Arbejdsløshed her paa N. Z. saa er det forkert thi jeg har selv været i de Arbejdsløses Rækker. Det blev mig fortalt da jeg kom her men alting er ikke saa lyst som man bliver fortalt. Jeg søgte alt Arbejde der kan tænkes, men alt forgæves det er ikke morsomt at blive puffet ud alle Vegne desuden var jeg heller ikke rigtig rask jeg laa i Sengen somme Tider i Auckland. Til sidst saa jeg mig nødsaget til at tage et Farmjob et Sted som er kaldt Hauraki Plains. Jeg tog det igennem et Fæstekontor.
Jeg tog med en Baad herned, jeg tog fra Auckland om Aftenen og blev sat af paa en Flodbred midt om Natten i ravende Mørke – her var hverken Mennesker eller Huse at se kun et aabent Træskur hvor jeg kravlede ind og havde Tag over Hovedet for Resten af Natten. Da det blev lyst vandrede jeg saa ud ad Sletten til Farmen, hvor jeg skulde arbejde. Hvis det havde været i Danmark, vilde man vel nok have gaaet bagover af Forbavselse eller Forskrækkelse, men her er man vant til at se saa meget, gerne det modsatte af hvad man venter, saa jeg blev ikke videre forbavset. Her er nemlig et mageløst Svineri. Jeg har set meget Svineri, men dette er dog det værste, naar jeg skriver, at det er lige saa meget som hos Jeppe Kyk saa er det aldeles ikke overdrevet. Huset bestaar af to Rum, det ene er Sovekammer, det andet er saa brugt til alt andet, et tommetykt Lag Møj er der selvfølgelig baade i Huset og paa Farmeren, hans Kone og Ungerne. Maden er jo derefter og bestaar mest af tørre Kartofler og halvraa Kød til hvilket man drikker Vand. Saus bruges ikke. Selvfølgelig bliver man fyldt med Utøj i dette Land og særlig her. I Førstningen var det jo frygtelig men man bliver vant til det.
Alle Svinene her (Menneskesvinene) er jo fyldt med Utøj. Jeg tænker de Newzealandske Farmere er de største Svin i Verden, nogle Danskere synes at faa samme Svaghed, naar de kommer her eller maaske de har haft det før.
Arbejdstiden her paa Farmen er 15-16 Timer i Døgnet fra 4 Morgen til 7-8 Aften. Her er ikke Malkemaskiner saa vi malker med Hænderne, jeg klemmer 500 Pund Mælk af Køerne daglig. Jeg har nu været her ca. 1 Maaned og bliver her nok en Maaned mere saa gaar jeg til Sydøen til Høsten der begynder lige til Jul som jo er vores varmeste Tid. Jeg kunde jo flytte herfra straks ( her siger man op med en Maaneds Varsel) men hvor er det bedre? Farmeren her er en uhyre raa Tamp, han har været i Krigen i 4 Aar, det gør jo ikke Folk bløde. Han fortæller om, hvordan han har skudt masser af Mennesker.
Næsten alle New Zealændere har været med i Krigen. Hvis England kommer i Krig igen saa er jeg vel nok sikker paa at komme med.
Her er tre smaa Unger som jo er sorte som Negre af Møj. De kommer ikke i Nærheden af Vand ret ofte. Den største Glæde Kællingen kan gøre dem er at pille Lopper af dem, hvilket hun er nødt til at gøre naar de skriger alt for højt paa grund af Loppestik. Jeg haaber I kan læse Skriften, den er ikke god thi jeg sidder paa mine Knæer foran min Seng og skriver dette, som Bord bruger jeg min Kuffert som jeg har lagt paa min Seng. Der er en Ting inde i Stuen som skal kaldes et Bord men der er et frygteligt Virvar paa det. Kopper, Tallerkener, Børnetøj, Sko, Støvler. Naar man kommer ind fejer man lidt af det til side med en Arm og gnider Kopper og Tallerkener af med sit Ærme, den slags Ting bliver heller ikke vaskede for ofte. Det er egentlig heller ikke morsomt at faa en stump halv raa Kød foran sig som man hverken kan skære eller tygge naar man er saa sulten som en Ulv.
2 Dage efter jeg kom her blev jeg syg af Influenza og Mæslinger. Det er jo ikke saa morsomt naar man maa ligge ude. Jeg ligger nemlig ude i et Telt, hvor Vinden jo suser igennem alting. Jeg er dog for lang Tid siden blevet rask igen. Jeg havde for resten ogsaa ventet noget i den Retning, thi det jeg har døjet af Regn og Kulde i Vinter. Det er kun en naturlig Følge at det giver Bagslag. Ja, det lyder maaske lidt mærkelig at man kan fryse her men det kan man altsaa, ikke ofte om Dagen thi saa er det gerne varmt og man bliver ophedet naar man maa slide haardt, men Nætterne er pissende kolde. Der er meget mere Forskel mellem Nat og Dag her end i Danmark, og er man gennemblødt af Regn og kommer hjem i et Hus hvor der er frygtelig gennemtræk fra Døre, Vinduer og Sprækker saa kan I tro man kan fryse saa Tænderne klaprer i Munden. Det er altsaa om Vinteren, dog kan det være koldt om Natten endnu. For nogle Nætter siden havde vi endog Frost. I Huset her er der selvfølgelig ikke hverken Døre eller Vinduer kun Karme. Jeg tjener kun lidt her. Hvis ikke det viser sig at være bedre paa Sydøen saa er jeg snart færdig med at være paa New Zealand saa tager jeg til Australien eller Canada. Dette Liv her vil jeg ikke blive ved med. Selvfølgelig sætter man sit Helbred paa Spil men man maa jo gøre noget for at opholde Livet. Man kratter jo for Livet saa længe man kan.
Jeg har haft en daarlig Arm i ca. 14 Dage, jeg var ved at være bange for den, jeg ved ikke hvad det var maaske Forgiftning. Jeg kunde ikke sove om Natten for Smærter, tog Sovepulvere som ikke hjalp meget, selvfølgelig malkede jeg mit Hold selv om det gjorde rasende ondt; nu er det ovre. Her er ca. 5 danske Mil til nærmeste Læge saa man tager jo ikke til Læge, det koster jo ogsaa for meget.
Ja, jeg skriver kun alt dette for at jeg ikke vil lokke andre herned i den Tro at man ligger paa en Sofa og skovler Penge sammen, med mig kan det  jo være lige meget jeg er jo i det.
Selvfølgelig kan andre let være mere heldig end jeg har været. Skuffelser og Modgang mangler det altsaa ikke paa. Med Tiden kan man maaske arbejde sig op til at faa et nogenlunde Udkomme.
15/11 Ja, nu er det allerede d. 15. jeg skriver lidt hver Aften ved en blaffende Tællepraas der staar i Sengen. Jeg har lige væltet Blækket i Sengen. Reddede dog noget af det.
Jeg modtog igaar eders Brev af 20/9 og Helgas af 27/9. Jeg kan ikke lade være med at rette dig Helga. Du skriver Adspredelse med f hvilket er en frygtelig stor Fejl og du har ogsaa skrevet med lille.
Til Slut vil jeg ønske eder en rigtig glædelig Jul og haaber at I alle maa være raske. Mange kærlige Hilsener til Bedstemoder.
De bedste Hilsener fra eders Kristian.
Hjertelig til lykke med Fødselsdagen Moder og Bedstemoder.

 

Kristian bliver 23 år i New Zealand – jeg har ingen breve fra hans senere år, men han får i al fald ikke succes på arbejdsmarkedet, og på et tidspunkt tilbyder hans mor at betale hans hjemrejse til Danmark. Det bliver ikke billigt, for han er nu gift og de har et barn. Elisabeth betaler rejsen for den lille familie.
Kristian, som jo ikke vender hjem med en øre på lommen, havde regnet med at der ventede ham en arvepart, for faren er død i mellemtiden. Men Elisabeth sidder i uskiftet bo, og der er ingen penge til Kristian. Han får sine søskende til at kautionere for et lån og køber en lille ejendom ved Struer. Det lykkes ham ikke at drive stedet, og hans kone Maren holder det ikke ud og forlanger skilsmisse. Hun er fuld af had til Kristians familie, især er hun vred på Elisabeth, som hun anklager for 1) at have lokket sønnen hjem på falske løfter 2) at have forkælet ham hele barndommen, så han aldrig rigtig er blevet voksen.
Sandheden om årsagen til Kristians forliste liv kender jeg ikke. Jeg gætter på, at han ikke var gjort af det hårde stof, der skulle til for at skabe sig et udkomme i den ”nye” verden, hvor enhver virkelig var sin egen lykkes smed, og der ikke stod hjælpere parat. Det var ikke noget sikkerhedsnet under emigranterne, heller ikke under Kristian … og mor var langt borte.
Kristian udrejser igen – jeg tror, at det denne gang er til Australien – husvennen Poul Reumert er med til at bane vejen for ham denne gang, så han får udrejsetilladelse – detaljerne har jeg ikke present – jeg vender tilbage til det senere. Jeg ved heller ikke, hvordan det går ham i det fremmede denne gang, hvor han igen

Det er muligt, at jeg vil vende tilbage til Kristians historie for at uddybe den, men set fra min vinkel, så er hans historie typisk for tidens unge (20’ernes) – de troede at finde lykken, men fandt alt andet end den. Bristede illusioner – det var den virkelighed, der chokerende klart tegnede sig for dem. Et realitetschok.
 
Jeg vil herunder citere et brev fra Danmarks Nationalbank, hvoraf det fremgår, at Poul Reumert spiller en rolle i realiseringen af hjælp til Kristians og konens hjemrejse i 1946:

Brevet er stilet til Rigmor Kokholm og der står:

Skuespiller Poul Reumert har paa Deres Foranledning henvendt sig hertil angaaende eventuel Tilladelse til Oversørsel af et til Kr. 2000, – svarende Beløb til Chr. Kokholm og Hustru, New Zealand, til Dækning af Omkostninger ved disses Hjemrejse til Danmark.

I den Anledning skal vi meddele, at De vil kunne paaregne Nationalbankens Tilladelse, men forinden vi tager endelig Stilling til Spørgsmaalet, beder vi Dem meddele os, hvorledes Hjemrejsen ønskes foretaget, i det vi skal tilføje, at saafremt Hjemrejsen foretages ombord paa et sansk Skib, vil Udgifterne kunne dækkes ved Indbetaling af et Kronebeløb til det danske Rederi.

Brevet er underskrevet af nationalbankfuldmægtig, hvis navn er ulæseligt.

Det viser blot, at familien har betalt hans (udrejs? ) og hjemrejse, og vi har 4 kvitteringer bevaret for beløb, som faren har sendt ham i 1934. Det er små beløb:godt 21 Pund, godt 10 Pund, godt16 Pund og igen 16 Pund.

Sandsynligvis er der sendt flere penge, og da Kristian og Maren kommer hjem og går i gang med husmandsbruget, (faren er død) sender moren jævnligt penge, og det samme gør brødrene og søstrene + at de sender tøj og mad. Men Kristian forbliver forbitret og desuden overbevist om, at han er blevet snydt (for arv?) pengene etc, som de sender ham, takker han for, men han gør gang på gang opmærksom på, at det er som at kaste et halmstrå ud til en druknende.

Hvordan det forholder sig, vil jeg forsøge at komme til bunds i engang til efteråret. Men ikke mere denne gang. Derimod vil siden sikkert (dette indlæg altså) omskrives nogle gange. 

Og der vil komme nye.

 

 

 

 

 

 

 

Tilføj overskriftAfsnit