Tag-arkiv: Hændelser ved Hulsig

176 – Lidt mere om Hulsig Kirke

Udgivet den af
Svar


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægges tekster i deres spæde vorden – her diskuteres i kronik- eller essayform – her fabuleres og her leges med ordene. Kort sagt: bloggen er et kig ind i mit værksted. For mig selv er den både blog og blok: notesblok og den blok, hvorpå jeg tør lægge min hals. Jeg vil altid gerne høre din mening, kære læser.
 

Forleden fik jeg et par udklip fra Jyllandsposten 25. februar 1893 og 23 november 1893. Det er Hans Henne Hansen, som før har skaffet mig sjove og vigtige detaljer til Hulsigundersøgelsen, som har været ude med saksen. Jeg afskriver her de to små notitser fra de gamle aviser. Senere vil jeg (måske) lave en scanning af dem og sætte under.
25/2 1893:  Nye Kirker: Udvalget med Undtagelse af C. Hage gaar ind paa at bevilje 6.000 Kr. til en Kirke i Kritianshed ( Bording Sogn på den jydske Hede) samt 8000 Kr til et Kapel i Nærheden af Hulsig Station ( Skagen Landdistrikt); …
23/11 1893: Undertegnede tillade sig herved at opfordre Alle, som kunne interessere sig derfor, til at yde Gaver til det nu næsten fuldførte Kapel ved Hulsig Station i Skagen Landsogn. Til Kapellet har Rigsdagen bevilget 8000 Kr. og i frivillige Gaver fra de ca. 240 Beboere er der indsamlet ca. 2100 Kr.; men der vil endnu kræves en Del til Anskaffelse af de hellige Kar, Messeklæder m.m. Eventuelle Gaver bedes sendte til et af undertegnede Komitemedlemmer eller til dette Blads Kontor.
C. Place, Sognepræst, Skagen – Jensen Wirring – Lærer Rannerød, O. Hovkjær, Sognefoged, Skagen Landsogn – Mads Hesselholt, Detailhandler, Skagen Landsogn – Simon Simonsen, Avlsbruger, Skagen Landsogn – Peter Hjorth, Gaardmand, Storholm – Chr. Høgenhav, Avlsbruger, Kannestederne.
Bidrag modtages på Jyllandspostens Kontor.
Læs mere om Hulsig Kirke f.eks. i indlæg 172. Der er også tidligere indlæg om Kirken på bloggen, ligesom der er et afsnit i Hændelser ved Hulsig, der handler om kirken og det religiøse liv i Hulsig. Det er på side 338.
En pudsig tilføjelse: Det er min onkel Lars Hesselholt, der som den første bliver døbt i Hulsig Kirke. De var to småfolk, som havde ventet ret så længe på den kirke: Lars og en pige, som kom til at hedde Magda, men som nær var blevet døbt Lars, fordi den distræte pastor havde byttet om på navnesedlerne. Min oldemor Kirsten så fadæsen og fik i sidste øjeblik gjort Place opmærksom på fejltagelsen.
Lars skulle have været dyrlæge, det var både min farfars og hans egen drøm, men han fik sit syn skadet, det kan man også læse om i Hulsigbogen, og blev jo i stedet lærer. Og her er så en anden sjov detalje, som Hans Henne Hansen også har gravet op til mig. Det er en annonce i Horsens Folkeblad. Her står der, at en vadsæk er blevet stjålet på stationen, og at der udloves en dusør til den, som finder omtalte vadsæk. Sækkens er den unge Lars’, og han er just rejst fra Hulsig til Gedved Seminarium for at læse. Stakkels unge mand, der må begynde sin tid på seminariet uden sine ejendele.
Her annoncens ordlyd:
For Tilvejebringelse af eller Oplysninger om En Vadsæk og en Stol, som LØRDAGEN D.5.DS. ER BORTKOMMET fra Godsekspeditionens Perron, udloves en Dusør. Vadsækken var mrkt. L. J. Hesselholt, Gedved Seminarium, og Stolen M. Sørensen, Gedved Seminarium.
En anden lille tilføjelse til de to notitser: Det er interessant, i det mindste for mig, at Mads Hesselholt, min farfar Janus’ bror, endnu bor i Hulsig i 1911 – som jeg husker det, så har han lejet (lånt) det lille hus på Hesselholts grund og driver herfra sin slagterforretning. Det morsomme er, at han er opført som Detailhandler og ikke slagter. Det vil faktisk også sige, at min far og mine onkler har kunnet lege rigtig meget med fætrene, som jo altså endnu ikke er flyttet til Skagen, hvor Mads sammen med sin Mathilde bygger den smukke slagterbutik – og så jo desværre dør tidligt fra Mathilde og sine 4 drenge. Man kan læse mere om detailhandlen i Hulsig i Hændelser ved Hulsig side:387.
Om Hændelser ved Hulsig i øvrigt: Der er endnu enkelte eksemplarer tilbage, men det ser ud, som om den snart er udsolgt, og jeg har ikke i sinde at genoptrykke den, så hvis du gerne vil eje en bog, så haster det lidt. Købes ved at sende mig en e-mail: marianne@hesselholt.com – skriv din adresse, og jeg sender en bog

 
 

173 – Hulsig Forsamlingshus d.22 august 2015 og lidt om rødder

Udgivet den af
Svar

 

 
Jamen, så skulle der jo være et billede fra en dejlig eftermiddag i Hulsig Forsamlingshus. Den varmeste dag i sommeren havde jeg den glæde at blive inviteret til Hulsig og fortælle om bogen “Hændelser ved Hulsig”. Da jeg kørte derop tænkte jeg, at ingen da vel havde lyst til at sidde i den hede og høre på foredrag. Men det var der nu mange, der havde, og jeg ved jo ikke, om det var de fremragende, hjemmebagte kager, eller mine tvivlsomme ord, der trak. Et faktum er det i al fald, at jeg blev glædeligt overrasket.
En dejlig dag med det mest lydhøre publikum.
Jeg vender tilbage til dette indlæg med nogle billeder senere. Fra selve foredraget har jeg som sagt ingen, men et af forsamlingshuset, vil jeg sætte ind herunder. I øvrigt var der, som flittige læsere af min blog vil vide, i lærer Wirrings tid i slutningen af 1800tallet en ivrig diskussion om, hvorvidt Hulsig skulle begaves med en kirke eller et forsamlingshus. Det blev kirken, der vandt, selv om mange syntes, at det var en unødvendig udgift ( de betalte selv for bygningen af kirken) – og at et forsamlingshus ville have været en mere overkommelig løsning.
Her er huset, som det ser ud i dag.

 
Her er lidt skriveri om rødderne ( bragt som kronik i Randers Amtsavis d. 27 august):
 
Rødder og identitet 
Jeg sidder i mit skriveskjul og kigger ud gennem ruden. Himlen er blå, og det blæser kraftigt, alt er uro og bevægelse: marehalmen, lyngplanterne, grårisene og grenene på de forkrøblede egetræer piskes frem og tilbage, som var de en del af det oprørte hav, der længst ude slutter panoramaet. Flaskegrønt og med lange, hvide skumsprøjt.
Jeg er her nu ikke for at skrive denne gang, men dog i min egenskab af forfatter, idet jeg skal holde foredrag i det nordjyske. Og derfor ligger der ikke nogen manuskriptfil på min PC og skriger på flid og virksomhed. Med god samvittighed kan jeg lade mig opsluge af tidløsheden og opleve en indre ro.
En ro i sindet. Ja, for den finder man her. Men i flere år, var det ikke lige den, jeg søgte, når jeg slog mig ned heroppe på spidsen af Danmark. Tværtimod. Jeg gik i lang tid og legede med planer om at grave stedets fortid frem – lag for lag – og som en anden arkæolog forsøge at finde frem til sandheden. Om egnen. Om gårdene. Om menneskene.
I mands minde levede mine forfædre på disse kanter, og måske var researcharbejdet ikke kun drevet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at den ene generation efter den anden holdt ud i en egn, der var så nådesløs og fjendtlig, hærget af naturkatastrofer og deraf følgende død og ødelæggelse. Hvorfor flygtede de ikke til mildere egne?
Måske lå der også et skjult ønske om at finde ud af, hvem jeg selv er. Måske. Denne identitetssøgen ligger jo i tiden, og samtidig med, at den store, fælles historie fortoner sig for mange moderne mennesker, så skærpes interessen for deres egen individuelle historie. Slægtsforskning er blevet en folkevidenskab. Man vil vide, hvor man kommer fra og hvorfor man tænker og handler, som man gør, og måske kan man finde svarene et sted i de støvede arkiver.
Efterhånden som arbejdet skred frem, voksede papirbunkerne i takt med min egen usikkerhed, for jeg fandt så mange sandheder om min slægt, at skeletterne ind i mellem var umulige at holde inde i skabene. De væltede ud. Men ikke altid lige ind i mit manuskript. En overgang var jeg endda i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte projektet. Men det gjorde jeg. Heldigvis. Mit bagland stod vagt i gevær og tvang mig nærmest til tasterne: ”du skal skrive den bog, for den fortæller noget vigtigt om, hvem vi er,” sagde min datter.
I Det gamle Testamente (2. Mosebog, kap. 3,14) beder Moses Gud om vise sin identitet. ”Hvem er du?” vil han vide. Spørgsmålet hænger lidt i luften, inden Gud giver det underlige svar: ”Jeg er den, jeg er.” Ikke et ord mere til forklaring. Og vi andre kunne såmænd svare akkurat det samme: ”Jeg er den, jeg er.” Men måske kan vi grave lidt i fortiden og finde nogen forklaringer på hvorfor?
Det seje arbejde med mange forskellige kilder: aviser, interviews, kirkebøger og andre arkiver gav mange svar, og nu ved jeg f.eks. lidt mere om, hvorfor jeg imod al rimelighed og fornuft kan falde i et sort hul af mismod og manglende tro på stort set alt. Sådan var de jo nemlig, de gamle. Arven. Generne. Det gav pludselig mening.
Og nu har jeg mødt dem, alle disse forfædre og formødre, og jeg set dem i deres svaghed og i deres styrke. Jeg har set nogle af dem bukke under i kampen for at (over)leve; sindssyge og selvmord har det ikke skortet på i slægtshistorien. Navnlig mændene har været en sær blanding af umådelig styrke og stor sårbarhed. Tre af dem var med i krigen i 1864, og de blev senere redningsfolk, og når vinterstormene rasede, satte de uden tøven deres liv på spil for at redde andres. Det kostede. Og de holdt det ikke altid ud. Kvinderne var stærkere og bar deres hårde skæbne med stolthed og tålmod og en ubegrænset tillid til Vorherre.
Jeg ser ud ad vinduet. Nu trækker skyerne sammen ude over havet, og det sortner. Det er også begyndt at storme, men selv om der ligger skibe derude, så kommer de ikke i havsnød. Tiden har ændret sig, og vi mennesker ændrer os med den, men vi har alle en historie, og vi er præget af dem, der gik forud. På godt og ondt.
 
 
 
 
 
 

– 30 års jubilæum

Udgivet den af
Svar

Info:  marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

Dette forår er 30 år siden, jeg underskrev min første forlagskontrakt. Det var i foråret 1985. Jeg har siden skrevet mange kontrakter under og udgivet mange bøger, sådan ca. en om året. Jeg har aldrig skrevet af kommercielle grunde – så ville jeg have valgt helt andre genrer. Jeg har skrevet de bøger, jeg godt selv gad læse, hvis en anden havde skrevet dem.

Men den første tekst var en lille komedie, “Ballade i Brugsen”,  og den solgte jeg ved at underskrive mit livs første kontrakt – for 30 år siden – og da var jeg jo lidt benovet over at nogen gad købe det lille håndarbejde, jeg havde nørklet sammen, og jeg skrev glad under på nedenstående  tilbud. Og med skam at melde havde jeg ikke tænkt mig om. Stykket blev en stor succes. Det blev spillet overalt i landets forsamlingshuse og på de små amatørteatre. Og jeg havde jo givet afkald på forfatterhonoraret, som normalt er 10-15 % af indtægterne.

Og lad det så være dig en lære, kære forfatterspire! Se dig godt for og tænk dig godt om, inden du skriver under på en kontrakt! Jeg ved, at det her stykke spillede langt over 100.000 kr. ind allerede i de første år ( og det har spillet lige siden og spilles stadig). Senere stykker blev slet ikke den samme succes.

Jeg holdt op med at skrive skuespil, da vi nedlagde vores hjemlige scene i forsamlingshuset. Det har mange af os savnet, og måske genopliver vi det.

Det er en fornøjelig beskæftigelse af skrive de små spil for amatørteatre, og jeg begyndte jo at skrive, fordi jeg fandt de stykker, der egnede sig til den lille scene enten for dumme eller for vanskelige. Og jeg havde skrevet hovedopgave på universitetet om slægtskabet mellem Molière og Holberg. Det var let at dramatisere hverdagens små intriger.

Hændelser i Hulsig er min sidste store bog. Måske skriver jeg nogle meget små bøger og udgiver dem i hemmelighed. Det kan vist gå an. Men det store hurlumhej med udgivelser orker jeg ikke mere.

Så derfor vil jeg bruge resten af min tid på denne velsignede jammerdal af en jord med ikke at skrive bøger. I stedet vil jeg gruble over,hvorfor vi er her, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Ja, de tre spørgsmål finder jeg ikke svaret på, for det er der ingen, der har gjort og heller ingen, der nogen sinde vil gøre. Men der er mange, der har forsøgt, og jeg vil så længe jeg kan, traske i deres fodspor. Eller løbe. Eller springe. Eller danse.

Den 30. marts er der reception på Skagen Bibliotek – billetter a 50 kr. skal bestilles i god tid. Den 8 april er der præsentation på Randers Bibliotek af Hændelser  – og her er det gratis. Efter præsentationen er alle interesserede velkomne til vin og lidt mad på Sct. Kjeldsvej 2 i Ålum.

167 – Hulsigbogen

Udgivet den af
Svar

Forfatterinfo: marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

I næste uge lander den færdige Hulsigbog på mit bord. Så skal den sendes til anmeldelse og til bibliotekernes lektørudtalelse. Den 24. marts udkommer den officielt. Det bliver en bamse af en bog, men jeg kunne ikke skrive den “tyndere” – for selv om “det hele” ikke kom med i slutfasen, så har jeg skåret meget skånsomt, synes jeg. Bogtrykkeriet har gjort det rigtig smukt – lavet meget ud af, at det skulle være det bedste papir osv.  Hornslet Bogtrykkeri – og resultatet er vægtigt og smukt.

Herunder sender jeg et par billeder, der ikke tilnærmelsesvis er så smukke som originalen, men den var for stor til, at jeg kunne uploade den her.



Her kommer nogle kommentarer til specielt denne udgivelse og til udgivelser fra min hånd i det hele taget.
Bogen er som sagt fint håndværk – det er bedste kvalitet papir, så billederne træder smukt og tydeligt frem. Den er på 420 sider og heftet, så den tåler flere ( mange) læsninger. Bogladeprisen er 299,00 kr.  Den bliver ikke højere af flere grunde, men den vægtigste er, at jeg gerne vil have solgt til mine læsere, og så ligger smertegrænsen lige der.
Andre interesserede må gerne skrive til mig og få den tilsendt, her bliver lagerprisen 239.00 kr ( prisen – moms).

Somme tider, navnlig når jeg er i udgivelsesfasen tænker jeg på at vende tilbage til et af mine tidligere forlag. Jeg har udgivet på Gyldendal, Haase og Søn, Modtryk og Thaning og Appel. Men den tanke glemmer jeg heldigvis igen. Min kontakt med den etablerede forlagsverden har været skuffende og det samme gælder hele den måde, forfattere behandles på. De skal vente og vente og vente somme tider i månedsvis på en gennemlæsning af deres manuskript. Den sidste oplevelse, jeg havde i den forbindelse var med Gyldendal, som gerne ville udgive 1. del af min roman om Hans Fugl, men hele 2. del skulle skrives helt om. Og det skulle den netop ikke. Ved Haase og Søn fik jeg en fin behandling, men det var alligevel frustrerende at måtte slette meget af det i mine bøger, som jeg selv syntes bedst om. Modtryk var OK, da vi først gik gang med redigeringen, men det tog til gengæld mange måneder eller var det år? Min utålmodige sjæl led under den langsommelighed. Thaning og Appel lavede slet ingen markedsføring for min bog, og det gjorde de andre forlag for så vidt næsten heller ikke.

Nu er jeg min egen herre og hurra for det! Det kommer der mere glæde ud af.

Jeg har en aftale med to biblioteker om at komme og præsentere bogen. Det først er Skagen Bibliotek, hvor jeg kommer d. 30 marts, og det andet er Randers Bibliotek, hvor jeg skal fortælle om bogen d.8. april.