Det er blevet efterår, og melankolien sænker sig rundt om. Men faktisk er november ikke bare trist – den er også smuk – trods det svindende lys. Skoven især. Træerne smider om sig med farver, og jordbunden er et herligt syn – og træerne klamrer sig til de sidste farvestrålende blade. Jo, det er værd at vandre i denne tid. Kun når man sidder indendørs kan man gribes af denne genkomne tristhed.
Men se nu farverne, som var vildere og stærkede for 14 dag siden, men stadig kan glæde øjet.

Her kommer så nogle mindre muntre efterårsreflektioner – måske skrevet lidt ud af et mismod, men dog også med troen på, at der er en mulig fremtid. For landsbyens altså, og alle os, der bor her:
Apropos mørke dage.
Landsbytanker.
Jeg sidder ved mit vindue og stirrer som en anden
melankoliker ud i tågen. For november er tåge, regn og varsler om vinter og
kulde.
Inde i byen bekymrer man sig mindre om vejr og vind, men
herude hos os i de små landsbyer mærker vi årstidernes skiften, for vi ligger
omgivet af natur og er tæt forbundne med den evige cyklus af spirende liv og af
blomstring og henvisnen. Af liv og død.
Og måske er det derfor, vi er mange, der foretrækker at bo
her og ikke inde på stenbroen og under gadelygternes kunstige lys. Og det på
trods af de ulemper, der følger med en sådan levevis.
Desværre må vi se i øjnene, at vor mulighed for at blive boende
her bliver stadig mere usikker. I det gamle Rumænien tog diktatoren Caucesco
den beslutning at destruere alle landsbyer, fordi de i hans optik var urentable,
og det gjorde han så, de blev alle jævnede med jorden. Vores diktator hedder ikke
Caucesco, den hedder ”Udviklingen”, men faktisk er den ligeså kompromi- og
bevidstløs som den gamle diktator var. Og blind på begge øjne.
Vi har mistet, og vi mister hele tiden flere og flere af de
fornødenheder, som gør det muligt for os at leve et normalt liv herude i
landsbyerne. Vi har længe ikke haft en skole her i Ålum, og nu hører vi om
skolelukninger i mange andre landsbyer. Skolerne er kulturelle åndehuller, og når
de bliver lukkede, bliver den åndelige vejrtrækning anstrengt.
Det samme gælder kirkerne, også her er der et levende miljø
og en mulighed for at forny sig og finde mening med livet, og her er tilmed et
sted, hvor man jævnligt kan mødes. Men vi hører om stadig flere kirkelukninger.
Hvornår rammer det os?
Vi har stadig et forsamlingshus, men også det lever kun så
længe, der er ildsjæle nok til at holde det kørende. Så er der butikkerne. Hos
os fungerer Brugsen stadig, men hvor længe får vi lov at beholde den? Hvornår
har ”Udviklingen” kvalt vores lille, gode butik?  Mennesket lever ikke af brød alene, men det kan ikke klare sig uden.
Og som det nyeste i rækken af dødsstød har man nu nedlagt
vores rutebil, der kørte mellem Viborg og Randers, og dermed afskåret
forbindelsen til byerne, som vi trods alt er afhængige af: vore børn skal
undervises, og en del landsbyboere skal til og fra arbejdet, og ikke alle har
råd til to biler. Og desuden: nu kan vi ikke mere tage ind til byen for at
deltage i de kulturelle eller andre aktiviteter, som er nødvendige, for at vi
kan udvikle os.
Skal vi ende med at blive underudviklede individer herude i
landsbyerne? Og er det rimeligt, at ”Udviklingen” skal styre os og ikke
omvendt: at vi skal styre den? Det er nogle spørgsmål, som jeg ikke kan
besvare, men gerne bliver ved med at stille.
For er ”Udviklingen” blind, så må vi blive seende.