At rydde op 2

Udgivet den 01/04/2023 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Oprydning af bøger er ikke en almindelig oprydning. Det drejer sig jo om intet mindre end at flytte verdner. Og selv om jeg gerne vil være færdig, som man altid vil med en oprydning, så trækker jeg det lidt. Giver mig tid til at dvæle ved hver bog. Til at åbne den. Til at læse lidt i den. Til at mindes.

Da jeg købte den her bog. Da jeg læste den første gang.

Med de fleste bøger er det sådan, at jeg ved hvor og hvornår, de kom ind i mit liv.

Nu er jeg nået til en af de sidste i alfabetet, Verlaines ”Poèmes Saturniens” og det er tid at sætte den op på sin rette plads. Den her beholder jeg nemlig. Mange bøger flyver ellers direkte over i stakken til Kirkens Korshær, fordi de ikke (mere) siger mig så meget. Ud med dem!

Men nu står jeg med den her bog i hånden, og husker, at den gjorde et stort indtryk på den unge pige, jeg var, da jeg læste den første gang. Jeg hutlede mig dengang igennem som studerende i Paris. Hutlede og hutlede, det er måske så meget sagt. Men jeg var ret fattig, ikke mindst fordi jeg VILLE købe bøger. Havde lige råd til det billigste hotelværelse på Montparnasse: Et jernseng. En vaskekumme. En stol. Og det var så det. Og så havde jeg råd til en hel flutes og en kop café au lait, inden jeg gik i skole, og senere en billig frokost på den billigste bistro.

Alle de penge, jeg havde til overs i de måneder gik til bøger: livres de poche, de kunne fås for en slik. Og det er en af dem, jeg sidder med nu, og jeg husker tydeligt den dag, jeg købte den. Jeg satte mig på min bistro og bestilte en cola og drak den i små bitte dråber for at den skulle vare i så lang tid, at jeg kunne læse min bog færdig. Tjeneren kom et par gange og rømmede sig og skulede til pigebarnet, der brugte hans bistro som opholdsstue. Men han sagde ikke noget. Og havde han gjort det, så ville jeg ikke have hørt ham. Jeg var helt opslugt af Verlaine. Nu genlæser jeg nogle af digtene, og forstår ikke helt pigens fascination.

Måske en forklaring: Digtene svarede til en livsmelankoli, en træthed, som jeg så reflekteret i ordene, blandet med en vild længsel efter flammende kærlighed. Ja, den rene og skære romantik. Verlaine er nu ikke romantiker, men i min ungdommelige optik blev han det. Nå ja, så var jeg også lige i den tid forelsket.

Nu skriver jeg som en prøve på digtene et par linjer og hvis du kan fransk vil du forstå:

Digtet hedder: LASSITUDE

De la douceur, de la douceur, de la douceur!/ Calme un peu ces tranports fébriles, ma charmante./ Meme au fort du déduit parfois, vois-tu, l’amante/ doit avoir l’abandon paisible de la soeur.

Sois langoureuse, fais ta caresse endormante, /Bien égaux tes soupirs et ton regard berceur./ Va, l’étreinte jalousie et le spasme obsesseur/ Ne valent pas un long baiser, meme qui mente!

Mais dans ton cher coeur d’or, me dis-tu, mon enfant,/ La fauve passion va sonant l’olifant! …/ Laisse-la trompetter à son aise, la gueuse!/ Mets ton front sur mon front et ta main dans ma main,/ Et fais-moi des serment que tu rompras demain/ et pleurons jusqu’au jour, o petite fougueuse!

At rydde op

Udgivet den 28/03/2023 af marianne

Svar

Oprydning

Ordet får mig til at tænke på barndom og opdragelse. Rydde op, det var vigtigt, da vi var børn. Børneværelset skulle være ryddeligt. Legetøjet på plads. Alt har sin rette plads. Lærte vi. Og glemte det nok (desværre måske) senere. Og vores børn fik ikke en ordentlig opdragelse på det punkt. At rydde op på deres værelser måtte de selv om. Det blandede jeg mig ikke i.

Deres rum var deres rum.

Men nu er jeg nået dertil, hvor jeg synes, at det er på tide, at jeg igen kaster mig over faget: oprydning. Og tja … først må jeg have mine bøger sat i system og på plads. Og der er mange hyldemeter at gå i lag med. Det har jeg selvfølgelig gjort tidligere; engang sorterede jeg alle de bøger fra, som ikke mere vakte minder eller tændte andre former for lys. Væk med dem! Drengegymnastik i syvende! Nej, vel! Ud! Det var let nok. Og der forsvandt mange hundrede bøger. Og senere skete der jo det, at jeg savnede en og anden bog, som jeg havde afleveret i Kirkens Antikvariat, og ind imellem lykkedes det mig at opstøve og kapre den igen.

Sådan kan tingene gå i ring.

I dag har jeg forsøgt at ajourføre mit bogkartotek. Det var jo mest at krydse af og skrive nytilkomne bøger ind i systemet, men selv om jeg har arbejdet hele dagen, så nåede jeg ikke længere end til bogstavet L.

Det går jo langsomt, hver bog skal ud af reolen og tages i hånden og hilses på og så er det, at minderne vælder frem. Længe stod jeg sådan med en bestemt bog i hånden og fløj i tankerne tilbage til en sommer for meget længe siden.

Jeg var dengang lærer i dansk på Randers Handelsskole. Bogen hedder Der Besuch der alten Dame” og er skrevet af Friederich Dürrenmatt. Hvad var det nu med den sommer? Det var i juni. Eksamen var forbi. Mine elever havde alle bestået. Nu skulle de næste 8 uger bruges på at lade op til nye danskhold. Nye elever.

Men indtil da … Ikke andet end at læse gode bøger. Tage på ferie med familien, som dengang var far, mor og to små børn. En lille pige og en lille dreng. Nu skulle der være tid til dem. Troede jeg. Så ringede telefonen. Det var min direktør. Ja, handelsskolen lededes dengang af en direktør. Foged hed han og tituleredes direktør.

Han ringede, og jeg forstod ikke lige først, hvad det var, han sagde. Jo, noget med, at skolen manglede en tysklærer til næste semester. Javel. En tysklærer? Men hvorfor ringede så han til mig? Jeg var lærer i fransk og dansk.

”Jeg er dansklærer,” sagde jeg.

”Ja, ja, men du kan vel også tysk?”

Det svarede jeg ikke på.

Vel kunne jeg ej!

Der var tavshed længe.

”Jamen, du er da sproglig student?”

”Jo.”

”Så kan du da sagtens klare det. Det er jo bare en HX-klasse.”

Jeg fortalte ham ikke, at jeg havde fået g+ i tysk stil og aldrig fik lært grammatikken.

”Jeg har jo glemt meget,” mumlede jeg.

”Ja, ja selvfølgelig, men nu får du seks uger til at læse det op.”

Nå ja, tænkte jeg. Det kan jo være at jeg kan lære det. Jeg gik reolerne igennem og fandt ”Der Besuch der alten Dame.”

Jeg begynder med den, tænkte jeg. Og det gjorde jeg. Og da semesteret startede fik eleverne en lærer, som i det mindste var indstillet på at lære grammatikken i takt med, at de selv lærte den.

Og vi var alle flittige, og eleverne bestod med anstændige karakterer. ”Så tak, direktør Foged! Og tak Dürrenmatt!”

Sammen er vi stærke.

Her er en af mine klasser. Var deres dansklærer det år, hvor jeg også bøvlede med et tyskhold. Det kan jeg ikke finde nogen steder. Til gengæld glimrer jeg på dette billede ved mit fravær. Men det ER min klasse. Og jeg genkender hvert eneste kært ansigt og får et sug af længsel efter igen at stå over for sådan en herlig flok.

Men det bliver alligevel forår

Udgivet den 24/03/2023 af marianne

Svar

Vi vil gerne blive gamle. Men vi vil ikke være gamle. Vi vil med vold og magt holde gang i krop og sjæl til det sidste åndedræt. Måske er det ikke noget, vi vil, men noget vi skal. Nu har jeg skrevet vi så mange gange, at man må tro, vi er en homogen gruppe. Vi = de gamle. At vi alle sammen er ens.

Nej, vi er alle sammen forskellige. Det, som er fælles, er at vi ældes og er på vej ud af livet. Det er vel i grunden det eneste fælles. Vi bliver ved at være de forskellige folk, vi altid var, og nu træder forskellighederne måske tydeligere frem – for som vist nok Søren Kierkegaard har sagt: ”vi fødes som kopier og dør som originaler.”

Dette forår var jeg ude i tovene (igen) og tænkte, at nu var det slut med mig. Nu døde jeg. Det gjorde jeg ikke, jeg sidder jo her stadigvæk og slår i mit tastatur, ganske veltilpas endda. Og højst levende. Fik bare den der nat et voldsomt svimmelanfald og en blodtrykshimmelfart, som svækkede alle sanser og sendte sund fornuft ad h. til og gjorde mig til ærkehypokonder på et splitsekund.

Men det var en ”sund” oplevelse set i bakspejlet. Nu fik jeg taget min egen dødelighed op til revision. Revision skriver jeg, som om det var et statusopgør. Hør lige!: stemmer pengene? Har du rod i regnskabet? ”Kom Hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage …” som Brorson skriver i salme 714 …

Tja … hvorfor ikke? Jeg har i al fald i denne tid tænkt mere på mit livs talte dage, end jeg har gjort i lang tid. Og taget nogle beslutninger.

Og en af dem er, at nok vil jeg trave mine daglige ture i Guds frie natur (den findes stadig) og jeg vil frydes over hvert eneste forårstegn og hvert lille levende væsen, der stirrer frem på himmel og på jord. Men jeg vil også (og især) lade den gamle krop hvile.

Jeg vil i denne den sidste del af livet forsøge at bevare glæden over at være her jorden, den jord, som man kommer til at holde mere og mere af, jo ældre man bliver og jo mere bevidst man bliver om, at man skal forlade den.

Det er en lise for sjælen at gå. Bare gå. Og når sjælen er glad, følger kroppen med. Det er moderne at sige det modsatte: vi skal eksercere kroppen, så den bliver stærk, så følger sjælen nok med. Rent bort set fra, at moderne mennesker vist ikke taler om sjælen mere. Men om psyken.

”Kristne har kronede dage,” siger Grundtvig i en salme. Jeg vil sige: ”psykologerne har kronede dage.” Vi render rundt med et hav af psykiske diagnoser – ADHD eller bare HD eller asperger eller border-line, eller autisme eller anoreksi eller depression eller angst eller fobi eller noget andet, man kan trylle frem med ord. Og dertil kommer alle de regulære sindssygedomme, der også er taget voldsomt til: skizofreni, neuroser, bipolar lidelse etc.

Nu blev jeg helt træt. Og jeg vil slå fast med ti-tommer-søm, at vi skal være parate som samfund og medmennesker til at hjælpe alle de mange nødlidende mennesker, hvis lidelser vores velfærdssamfund har frembragt. For de er vel både samfundsskabte og arvelige forekomster. Og langt fra alle er sindrige psykologopfindelser.

Men jeg ville blot nævne en passant, at vi er havnet i en grøft af græmmelse, og at den grøft må vi se, om vi ikke kan kravle op fra.

Og jeg vil i al fald ikke være i den. Men undgår ikke ind i mellem at falde i den.

Lige nu sidder jeg imidlertid på kanten og nyder en anemone, der lyser så forårsglad, at glæden smitter.

Og lad os dvæle der. I glæden. Så længe vi lever.

Stjernestøv

Udgivet den 21/03/2023 af marianne

Svar

Af støv er du kommet

Sådan lyder begravelsesritualets ord på engelsk. Dust to dust. Og hvor er det rigtigt. Og smukt. Og trøsterigt. Af støv er du kommet.

Hørte astrofysiker Anja Andersen forleden i et program i DR (Pilgrim 8 jan.) fortælle om verdens skabelse set med naturvidenskabelige briller, og det var præcis den dag, hvor jorden havde tænkt sig at være blød og føjelig, og solen skinnede, og foråret syntes lige om hjørnet trods kalenderens vrøvlen om vinter, og jeg gik der og rodede som et andet lille (eller stort) dyr i den danske muld og følte mig omtrent lykkelig, fordi der spirede så meget grønt op mellem senegræsset, som jeg til gengæld hev op i lange rodstrimler og slængte på komposten. Glad og næsten genfødt af fryd ved synet af det, der endnu kun var grønne løfter om farver og skønhed – nå ja, og ved selve arbejdet, som i den bløde, fugtige jord forekom let.

Som at gå rundt i Paradiset. Og endnu engang faldt den tanke mig ind, at vi er lige midt i … ja, ikke bare evigheden, men Paradiset. At det virkelig er på jorden. Ligesom vi er på jorden. Og at vi engang før altings skabelse, eller i den første spæde begyndelse, allerede var der. Som stjernerne. Som stjernestøv.

Støv på hjernen, kan jeg høre dig sige, for nu vrøvler hun da!!!!

Mennesket og Stjernerne. Ja, men det er jo lige akkurat sådan det er: Mennesket og Stjernerne.

Og så var det jo, jeg hørte A. A. ’s beretning om al tings forbundenhed og blev endnu mere glad. At vi har et fællesskab med universet, der går over al forstand. Lige som det går over al forstand, at vi små, bitte, ja mikroskopiske størrelser er en del af uendeligheden.

Vi behøver ikke antropomorfisere universet – uden at vi behøver tillægge det menneskelige egenskaber, kan vi konstatere, at det er en del af os og vi af det.

Det gør jo ikke universet menneskeligt: Stjernerne blinker, men ikke venskabeligt eller skælmsk – universet er dybt, men det favner os ikke kærligt, træerne springer ud, men de pynter sig ikke for os.

Der kan falde en meteorsten ned og dræbe os, men det er ikke en ond meteor, der vil os til livs. Vi kan rammes af et lyn, men det er ikke et ondt lyn, der vil os til livs.

I universet er der ingen menneskelige følelser, det er os, der lægger dem derud: det er koldt, fremmed og umuligt at leve i for et menneske. Astronauterne og cosmonauterne kan ikke slå sig løs, når de flyver rundt derop.

Det er rigtigt: vi kan kun leve på denne her lille bitte klode, og kun fordi den er velsignet med et tyndt luftlag på bare nogle kilometer, som gør det muligt for os at ånde.

Og på kloden er der en NATUR som ikke er venlig, men som er med til at gøre det muligt for os at leve: træerne sørger for, at vi har ilt osv. – ja, den hele natur spiller sammen i en symfoni, som giver os mulighed for liv.

Den harmoni kan vi mennesker ødelægge. Det er vi efter sigende i fuld gang med. Og så er det slut med vores liv. Det er ikke særlig fortrøstningsfuldt. Og i den konstatering risikerer min barnlige glæde over havens spirende forårstegn at drukne.

Og det ville den også, hvis det ikke var, fordi jeg tror, at der findes en GUD – en SKABER – om hvem jeg ikke kan fortælle ret meget. Han er og bliver ukendt for os. Åbenbaret i Jesus ganske vist – forklaret i Helligånden, siges det. Men det forstår vi heller ikke ret godt. Eller jeg gør ikke.

Vi har en Bibel, men den er skrevet af os, og det er vore egne billeder, der tegnes ind der.

Et billede af GUD har vi ikke.

Vi har kun troen.

At GUD findes og vil os det godt.

”Ske din vilje!” siger vi i bønnen. Den tillid må vi vise GUD, hvis ikke vi kan det, så falder vi.

Vi falder, ja, det gør vi.

Men jeg tror, GUD griber os.

—————————————————–

Et par billeder af den jord, jeg går rundt på hver dag:

Totalitarismens dæmoni 1

Udgivet den 13/03/2023 af marianne

Jeg har tænkt i den kommende tid at skrive noget om, hvad et totalitært styre kan gøre ved mennesker – ved MENNESKET. Det er ikke uden forbindelse med det, der foregår i Rusland lige nu, og det var en overskrift i Kristelig Dagblad, som vakte ideen om at studere emnet totalitarisme nærmere.

Moskva 1964 – byen forbereder sig til fest i anledning af kosmonautmodtagelse – foto: Ole Henne Hansen

Overskriften i avisen var noget i retning af det her: “De russiske soldater mangler krigsmoral” ( desværre er avisen ikke gemt, måske kan jeg finde den præcise formulering senere). Som jeg før har skrevet, så kan efter min mening de to ord MORAL og KRIG ikke sammensættes. Jeg ved godt, hvad avisen mener: man er moralsk, når man kæmper en retfærdig krig – og russerne ved godt, at det gør de ikke.

Den antagelse er imidlertid ikke korrekt. Det ved de ikke: Sovjetstaten ville skabe “det sovjetiske menneske” en ny mennesketype, der var 100% loyal over for Det kommunistiske Parti – og “systemet”, og det havde 70 år til at gennemføre projektet. Og jeg er bange for, at utrolig mange – mere end en generation blev så “fast formede” i loyaliteten over for det, de blev indoktrinerede i barndom og ungdom, at de ikke kunne slippe fri.

En uddybning af denne teori kræver lidt mere refleksion og tid, end jeg har haft i den seneste tid, men jeg går i gang med at undersøge, om der er hold i det. Og det vil jeg skrive om, når jeg er nærmere en påvisning af teoriens sandhedsværdi.

Kan man folkeopdrage i en sådan grad, at selvstændig tænkning fortrænges, forsvinder?

Og er det, hvad vi oplever i Rusland nu?

Fra udstilling om Sovjetunionens teknologiske fremskridt. Foto: Ole Henne Hansen (1964)

Som baggrund for min analyse vil jeg bruge flg. litteratur, hvoraf jeg mangler at læse de sidste kapitler af Ginzburgs erindringer. Derefter vil jeg vende tilbage. Muligvis vil der støde mere litteratur til. F.eks. husker jeg fra min studietid, at Camus i l”exil et le royaume” beskæftiger sig med emnet. Den vil jeg nok genlæse for at have mere end et centraleuropæisk værk og desuden for at belyse emnet, så både nazisme og kommunisme inddrages ligeligt:

Litteratur til indlægget dæmoni:

Dostojevskij: Det døde hus

Soltjenytsin: En dag i Ivan Denisovitjs’ liv – Gulag Øhavet

Svetlana Aleksijevitj: Bøn for Tjernonyl

Jevgeni Ginzburg: Min tunge vandring

Primo Levy: Hvis dette er et menneske

KRIGEN – IGEN

Udgivet den 01/03/2023 af marianne

Svar

Tak for reaktion på mit indlæg (mine) om krigen.

Jeg tillader mig i disse indlæg at sætte mig ud over min begrænsning og i det mindste en kort stund bilde mig ind, at krigen IKKE er en nødvendighed, selv om hele verdenshistorien taler mig midt imod. Og (næsten) alle andre også. Og det er ikke, fordi jeg føler mig BEDRE end alle andre, eller fordi jeg ved BEDRE end alle andre. Tværtimod vil jeg gerne indrømme min uvidenhed.

Claude Simon (fransk forfatter) skriver et sted, at lysten til krig nok er en drift i mænd ligesom lysten til sex – og derfor ikke kan udryddes, uden at alle mænd udryddes. Og jeg vil ikke gå så langt som Maren Uthag gør det i sin seneste roman “11%”. Lad dem leve med deres uudryddelige voldsdrifter.

Den israelske historiker Harari giver i sin lange “en kort historie om menneskeheden” Simon og Uthag ret: det er et biologisk træk ved mennesket, at det udfolder sig krigerisk. Nå!

Det er det sikkert. Men jeg kan ikke lade være at være umenneskelig og sig NEJ til drab. Alle drab. Jeg er også modstander af dødsstraf. Det er efter min mening derfor, Kristus kom til jorden. “Ja, de kan dræbe mig,” siger han, “men jeg løfter ikke en hånd for at slå. Det gør for ondt på den, jeg rammer.”

Det har han vist aldrig sagt, men han lever det.

Voltaire er den bedste til at sige det lige ud. Han bruger ironien ligesom Uthag ( hvis det er det, hun gør?). Men for begge er det alvor. Og nu citerer jeg et afsnit fra Voltaires “Candide”. Jeg har den ikke i dansk oversættelse, så du må nøjes med mit bud på en fordanskning:

( Citat fra kapitel 3) –

“Intet var så smukt, så vævert, så velordnet som de to hære. Trompeterne, fløjterne, oboerne, trommerne og kanonerne formede en harmoni, som aldrig sås magen til i Helvede. Kanonerne mejede først henved seks tusind mænd ned på hver side; derefter rev geværerne henved ni til ti tusinde slyngler, som forpestede denne jord, bort fra denne den bedste af alle verdners overflade. Bajonetterne blev ligeledes den tilstrækkelige grund til nogle tusinde mænds død. Det hele løb op i en ca. tredive tusinde sjæle. Candide ( hovedpersonen) skælvede som en filosof og skjulte sig så godt han kunne under dette heroiske slagteri.

Endelig, mens de to konger lod “TE DEUM” afsynge i hver sin lejr, bestemte han sig for at løbe væk for andetsteds at udgrunde årsager og virkninger. Han løb hen over bunker af døde og døende og nåede til en landsby; den henlå i aske. Det var en landsby, som bulgarerne havde brændt ned i overensstemmelse med lov og ret. Her så forkrøblede mænd deres halshuggede koner dø, mens de med blødende bryster ammede deres små; der lå unge piger og stønnede sig til døde, efter at have fået maven flænset op og tilfredsstillet nogle heltes naturlige behov; andre, som ilden kun halvt havde fortæret, skreg om hjælp til at dø. Hjerner lå spredte på jorden side om side med afrevne arme og ben.”

“Rien n’était si beau, si leste, si brillant, si bien ordonné que les deux armées. Les trompettes, les fifres, les haut-bois, les tambours formaient une hamonie telle qu’il n’y en eut jamais en enfer. Les canons renversèrent d’abord à-peu-près six mille hommes de chaque coté; ensuite la mousquetterie ota du meilleur des mondes environ neuf à dix mille coquins qui en infectaient la surface. La bayonnette fut aussi la raison sufficante de la mort de quelques milliers d’hommes. Le tout pouvait bien se monter à une trentaine mille d’ames. Candide qui tremblait comme un philosophe, se cacha du mieux qu’il put pendant cette boucherie héroique.

Enfin tandis qu les deux rois faisaient chater des TE DEUM, chacun dans som camp, il prit le parti d’aller raisonner ailleurs des effets et des causes. Il passa par dessus des tas de morts et de mourans et gagna d’abord un village voisin; il était en cendre; c’était un village que les Bulgares avaient brulé selon les loix du droit public. Ici des viellards regardaient mourir leurs femmes égorgées, qui tenaaient leurs enfants à leurs mamelles sanglantes; là des filles éventrées après avoir assouvi les besoins naturels de quelques héros,, rendaient leurs derniers soupirs; d’autres à demi brulées criaient qu’on acheva de leur donner la mort. Des cervelles étaient répandues sur la terre à coté de bras et jambes coupés.

Da jeg var et lille barn fik vi en barnepige fra Bollehede, og jeg kan huske, at hendes far, da han afleverede hende, sagde til min far: “Du skal bare tæve hende, når hun bliver strid. Det er det eneste, hun forstår.

Selvfølgelig løftede far aldrig en hånd mod hende, han så hende som det skræmte barn, hun var, og han snakkede med hende. Der skulle ikke så mange ord til. Men det skulle være de rigtige. Ordene ændrede hende – ikke pryglene.

Er det eneste, russerne forstår, tæv? Jeg tror det ikke. Prøv at tale til dem i et andet sprog end det, vi har brugt hidtil.

Selv om alfabetet kun har 28 bogstaver kan det meget. Der er så mange ord at tage af. Prøv dem!!!!

1940’erne – MIN FAR

Udgivet den 28/02/2023 af marianne

Svar

Min far

En nat kan jeg ikke sove. Måske har jeg sovet, det husker jeg ikke, men nu er jeg lysvågen. Det sker ganske ofte, at en ond drøm vækker mig og at dens uhyrer trækkes med ind i børneværelse, hvor de skjuler sig i krogene, hvorfra de lurer på det rette øjeblik. Engang gjorde det ingenting, for jeg kunne høre Anders trække vejret i mørket og vidste, at når han var der, sovende eller vågen, så havde hverken døden eller uhyrerne nogen magt overhovedet. Men nu er han her ikke. Han har fået pigens værelse oppe på loftet, for vi er så store nu, at vi ikke behøver nogen pige, siger mor. Og derfor sover han langt væk. Og så er der kun mig i kammeret. Mig og lillesøster Dorte, men hun tæller ikke, for hun er så lille, at hun ingenting ville kunne stille op mod det onde, som vi godt nok har bedt Gud fri os for i vores aftenbøn, men som er så revnende ligeglad med Gud, og bare maser sig på, trods bønnen og alt det. Og Gud rører heller ikke en finger for at hjælpe. Og Dorte kan ikke redde os.

Så er der kun Far.

Jeg skubber dynen til side og lister ind til far. Lidt efter står jeg ved hans side af dobbeltsengen. I børneværelset er radiatoren tændt, og der er lunt hele natten, men herinde i Mors og Fars soveværelse er der ligesom i vores isskab. Jeg står og tripper i kulden og ved godt, at jeg ikke har noget at gøre her. At jeg er på forbudt område. Og Mor ville blive stram i ansigtet, hvis hun så mig. Heldigvis ser hun mig ikke, for der er næsten helt mørkt. Kun et svagt lys fra gadelygten trænger gennem rullegardinet og sender et blegt skær ind i værelset. Og desuden sover hun. Hun har spist sine piller, men det tænker jeg ikke på, for jeg ved ingenting om piller. Først langt senere bliver jeg klogere: min mor spiser piller.

Lige nu er jeg bare en lille, dum unge, der ryster af skræk. For jeg skal dø i nat.

”Far,” hvisker jeg. Hans hånd har forladt kroppen og ligger nøgen og ene på dynebetrækket, mens resten af ham er hyllet i fjer og bolster. Jeg rykker ham lidt i ærmet, men han grynter, og jeg vil ikke, at han skal lyde som en gris, så jeg planter min varme hånd på hans kolde og klemmer om den. Og han holder op med at trække vejret. Det gør jeg også. Nu dør vi begge to, tænker jeg og begynder at græde.

Far er ude af sengen, inden gråden har fået lyd, og han griber mig og flygter ud af soveværelset med mig i armene, som om han vil redde mig fra en brand. Inde på sit kontor, som nu er oplyst af bordlampen og uden et eneste uhyre, lægger han mig fra sig på divanen og pakker mig ind i det brune, lodne divantæppe, som han folder ind under mig, så stramt, at jeg ikke kan røre en finger og så kysser han mig på kinden.

”Nu bliver jeg siddende her på stolen,” siger han og sætter sig ved mit hovedgærde.

”Hele natten?”

”Hele natten.”

Og så falder jeg i søvn, og da jeg vågner, sidder Far ikke på stolen, han er allerede gået på havnen, og det er for længst blevet meget mere end morgen.

Hen på dagen trækker Far mig til side.

”Hvad var det med dig i nat?”

”Ingenting,” siger jeg.

”Hvordan ingenting?”

”Jeg var bange,” siger jeg.

”Ja, det ved jeg nok, men for hvad?”

”Jeg drømte,” siger jeg.

”Det skal du holde op med,” siger han meget mere alvorligt end han plejer, og så siger han, at det er usundt at drømme. Og at fantasere.

”Lad være med det,” siger han.

Og jeg nikker og lover.

Jeg er ikke ret gammel, før jeg ved, at far har en bror, som er sindssyg. Bedstemor fortæller mig det. Men jeg ved det godt uden. For en gang imellem er far borte en hel dag. Og selv om ingen snakker om det, så ved vi det godt alle sammen. Han besøger sin bror på sindssygeanstalten i Risskov. Og når han kommer hjem, er han fjern i blikket og meget tavs. I lang tid er han det.

Og Far har let til latter. Han er det, man kalder lattermild, og han elsker at være i selskab med glade mennesker og at feste igennem – glæde og fest – det er ham – og alle elsker at være sammen med min far.

Jeg har kun set skyggen af ulykkelighed hos ham de gange, han kom hjem fra et besøg hos bror Karl.

Senere, langt senere, forstod jeg sammenhængen, og så vidste jeg, at han mistede sin bedste ven og elskede bror igennem en hel lang og smertelig barndom, hvor hver dag var en afsked. Han har levet i ”ventesorg” hele sin barndom.

Nej, ikke hver dag, selvfølgelig.

Der var mange dage, hvor de to drenge var lykkeligt sammen og legede uden tanke for andet, men bror Karl var syg gennem hele sin barndom, og da han var omkring 20 år, blev han indlagt i Risskov og kom aldrig mere hjem. Og han fik ikke andre besøg end min fars. De andre brødre besøgte ham ikke. Hans mor besøgte ham ikke. Og han led af hjemve hver dag, indtil han i 1952 fik ”det hvide snit” og det tog længslen fra ham. Jeg har læst hans journal, så jeg ved hvordan han havde det. Dag efter dag. Jeg har læst om længslen og sorgen. Man gav ham lobotomi-behandling for at tage savnet fra ham. Livet tog de så også fra ham. Men det havde han jo allerede mistet. Og måske var det OK at dræbe følelserne. Det blev vel gjort i en god mening. Det vælger jeg at tro. Men det er hårdt at tænke på.

Jeg har aldrig set min far ulykkelig ellers. Kun de dage, hvor han kom fra hospitalet i Risskov. Og jeg har aldrig set ham græde. Måske har han grædt alt det, der lå i hans lod at græde.

Måske har han grædt op.

Min unge far. . der skulle gå næsten ti år, inden han blev gift med min mor.

KRIGEN

Udgivet den 23/02/2023 af marianne

Krigens vanvid

Børn skal dryppe af sved. Ikke af blod. Menneskebørnene skal ikke dræbe hinanden. De skal værne om hinanden.

Nu kan du da ikke mere være pacifist! Sagde et af mine børn til mig. Det var forrige år, da krigen i Ukraine brød ud. Da der blev krig i Europa. Og det var jo slet ikke svært for os danske at vælge side. Rusland var fjenden. Ukraine var vennen. Ukrainerne var på vej over til os. Rusland holdt dem tilbage.

Det var så enkelt. Og nu ville de onde (russerne) dræbe de gode (ukrainerne), og kunne vi stå på sidelinjen og se det ske?

Nej!

Men det er ikke så enkelt.

Eller det er enkelt på en anden måde.

Det handler om magt.

Det er et storpolitisk spil. Og vi er kun brikker i det spil. Stormagterne flytter rundt med os, som deres magtinstinkter byder dem at gøre. Og vi lader os flytte.

Krigen kunne være undgået. Det vil jeg vove at påstå. Det ville (måske) have kostet os (NATO USA) i spillet om magt. Og det kunne vi ikke risikere, om der så skulle en krig til.

Vi kunne have ladet være med at rage mere og mere magt til os (NATO USA ), efterhånden som Sovjetunionen faldt fra hinanden. Vi kunne have åbnet os mod et land, der langsomt var begyndt at befri sig for det jerngreb, der havde knuget dets befolkning i så mange årtier.

Rusland var på vej. På vej mod os. Men vi mødte dem med mistro og arrogance. På Gorbatjovs tid så det en overgang ud, som om det ville gå godt med Rusland. At det ville kunne rejse sig på ruinerne af det fejlslagne sovjetprojekt. Jeltsin sagde det helt klart: ”det er ikke Rusland, der er mislykkedes. Det er det kommunistiske system, som vi har været påtvunget.” Det sagde han. Desværre var han svag af for megen vodka ( det var de fleste russiske politikere dengang) desværre var hans magt svagere end hans agt. For han ville (som Gorbatjov) indføre markedsøkonomi, parlamentarisk demokrati og indgå i et fælleseuropæisk samarbejdssystem. Han var åben mod vesten. Mod os. Og i 1992 indgik han en samarbejdsaftale med George Bush om atomnedrustning. Det var et kæmpeskridt mod varig fred. Der var i det hele taget så mange tegn på vilje til forbedring i de år.

Og hvorfor gik det så ad helvede til?

Hvorfor endte det med en krig, der nu truer os alle?

Ja, en af grundene, og den vejer tungt, er vores egen (Vestens – Natos) arrogante holdning til det store land. Der var ingen åbenhed at spore der.

Det har jeg tænkt på hele tiden, men været ret alene med de tanker, synes jeg. Og jeg har gået lidt stille med dem. Men nu har jeg læst flere udsagn fra fredsforskere, som siger præcis det samme: at vi ikke er uden skyld i den her krig. Som eksempel kan jeg nævne Jan Øberg, der har forsket i fred i mange år og været leder af Lund University Peace Research Institute.

Jeg vil som afslutning på min tese om Vestens medskyld i Krigen citere fra en dansk forsker, som i al fald har begge ben på jorden og ikke på nogen måde (som måske en del fredsforskere) idealiserer virkeligheden, nemlig Bent Jensen, dr. phil. i historie,

(Citat) ”Vestlige forklaringer lægger som regel entydigt skylden på Rusland. Forsuringen af forholdet mellem Vesten og Rusland forklares med henvisning til Kremls politik, mens USA, NATO og EU ikke tillægger egne handlinger nogen betydning. … De ville jo udbrede vestligt demokrati til andre lande, og hvem kunne have noget imod det? Det er imidlertid en meget ensidig og derfor kun halvsand forklaring, som ikke ser ud over egen næstetip og er blind for, hvordan den faktisk førte vestlige politik blev opfattet i Rusland – og ikke kun af regimet. USA/NATO’s politik over for det ny Rusland bidrog allerede under Jelsin i 1990’erne til den forværring af forholdet mellem Rusland og NATO, som indtrådte efter Jeltsin. Muligheden for at opbygge en ny fælles sikkerhedsstruktur i et Europa uden et jerntæppe mellem øst og vest blev forskertset, da USA/NATO meget hurtigt og ensidigt besluttede at udvide NATO med en lang række central-og østeuropæiske stater. Da Tysklands kansler, Helmut Kohl, i 1992 gjorde præsident H.W. Bush opmærksom på, at en udvidelse af NATO med det tidligere DDR stred mod et løfte til Gorbatjov om ikke at inddrage dette territorium i NATO’s magtsfære, reagerede Bush med irriteret at svare: – ”Det er os, der har vundet, og Rusland, der har tabt – skråt op med deres indvendinger!”” ( Bent Jensen: Modløber s.335)

Hvilken arrogance! Hvilken barnagtig måde at misbruge sin magt på! Som store drenge, der pisser deres territorier af – eller er det kun dyr, der gør det? Engang i mellem, alt for ofte, optræder dem, der har alles skæbne i deres hænder, som dyr. Men kun hos menneskene sætter det så store ødelæggelser i gang.

Og vi taler uden skælven i stemmen om at donere dræbermaskiner til slagmarken. Hvordan kan vi gøre det? Og hvordan kan vi tale om ”kampmoral”? Som om krig er forenelig med moral! Som om der findes fine og ædle krige! Som om drab, tortur og ødelæggelse ikke er krigens ansigt!

Hvorfor ryster vore stemmer ikke, når vi taler om de ting? Er en russisk dreng eller pige, som de ”ædle” krigsmaskiner, vi så gavmildt donerer, flænser i småstykker, ikke lige så meget værd som de drenge og piger, vi har klasseret som ”venner”?

En, jeg snakkede om de her ting med forleden, begyndte at udpensle de frygtelige torturmetoder, som russerne bruger mod tilfangetagne ukrainere og brugte det som argument for, at vi skulle sætte alt isenkram ind på at knække Rusland. Jeg sagde det ikke, for hvad nytter det? Men jeg tænkte, og nu skriver jeg det: det, som hun skildrede er jo netop et af krigens hæslige ansigter, og jeg er helt sikker på, at ukrainerne er lige så grusomme mod russiske fanger. De ser dem ikke som mennesker, ikke engang som fjender, det hørte jeg forleden i TV, nej, de ser dem som ORKER = uhyrer, som man har lov at tortere. Og selvfølgelig er man nødt til at umenneskeliggøre dem, man skal dræbe.

Og det er soldatens håndværk at slå ihjel.

Sådan er krig.

Al krig

Der findes ikke venligtsindede bomber.

Og atombomben vil dræbe om ikke livet så i al fald menneskene på denne klode. Men det er måske godt nok, sådan som vi behandler kloden og hinanden. Vi har ærlig talt ikke fortjent bedre.

Men så hørte jeg jo at pensionskasserne nu investerer i våbenindustri. Er det der, vi er?

Ærlig talt: mennesket er en primitiv art.

Havet, himlen, solen og sandet – som jeg husker

Udgivet den 12/02/2023 af marianne

Svar

Jeg er fem år.

Jeg kan høre dem hele tiden – mågerne – de skarpe skrig på himlen – min barndoms lydkulisse. Som en lang advarsel om ikke at komme nærmere. Ikke ud til dem. Ikke op i himlen. Hold dig væk! Du er ingen fugl. Du kan ikke flyve. Nej, jubler jeg, jeg er en fisk. Og det kan jeg mærke. Min spinkle barnekrop spændes og drages mod havet.

”Ha ha ha … skriger det fra himlen. Du er ingenting. Når du løber over sandet kommer du ikke langt. Du er så tung. Så bundet af knogler og kød og blod. Så ufri. Se på os! Hør på os! Vi flyver i flok. Vi svæver over dit hoved. Vi dykker i havet. Vi er frie. Du … ha ha ha. Du er en unge. Ikke en sælunge, ikke fiskeyngel. Ingen fugleunge. Gumpetung er du. En menneskeunge. Det er dig.”

Jeg trodse stemmerne og deres billige trusler. Kender min krop, kender min sjæl. Ved nok, hvem jeg er. Et havdyr, det er mig, en havfrue i svøb, tænker jeg, mig skal de ikke narre. Ikke fuglene, ikke fiskene. Jeg kan flyve i drømme, og jeg kan dykke i enhver tilstand og fra ethvert sted over havet.

Jeg løber udad og udad, indtil vandmasserne slår sammen om mig, og jeg lader mig falde. Er er en lille plaskende unge nu. En sælunge, siger jeg til mig selv, mig kan havet aldrig skade. Jeg svømmer så fint. Mine arme og ben går. Rundt og rundt cirkler de. Og jeg giver ikke op, hjuler mig gennem vandmasserne og er et havets barn. Og nu vil jeg ned til fiskene. Det er let nok. Jeg dykker og lader bølgerne sluge en femåring, der tror sig hjemme lige der. Og nu nærmer jeg mig bunden, som jeg allerede rører med fingerspidserne, og nu mærker jeg bugens finner glide hen over det fine, riflede mønster. Jeg kradser i riflerne, spærrer øjnene op og glipper med lågene, for sandet vil trænge ind i hulerne, men jeg ser alligevel farverne og fanger deres skønhed og vil, at kroppen skal blive sten og bliver der. Falde til ro på havets bund. Så nægter den og vil op til overfladen. Nej, nej, og jeg spræller og raser. Dumme kød. Og jeg tvinger det nedad og nedad, lige indtil mit ansigt skurrer mod det lysende sand. Der hører jeg til, der vil jeg blive. Og jeg forsøger at krumme mig til rette på det våde leje af stivnede rifler. Nu hviler jeg i havets skød, tænker jeg, og langsomt mærker jeg modstanden forsvinde og kroppen føje sig.

Pludselig gør det ondt. Jeg kan ikke trække vejret. Så forsvinder alle farverne. Jeg lukker øjnene og falder ind i min skal og ved, at her skal jeg ligge og vugge i dønningen, mens solen slukkes over mig. Et stik af angst. Og smerten, der vokser. Og en ny tanke falder mig ind. Døden. Døden. Og den ser mig og visker angsten ud.

Jeg dør. Ja. ja.

”Det var i sidste øjeblik,” siger en voksen stemme, og jeg ser op i et ansigt, jeg ikke kender. ”Jeg så, at du dykkede og at du ikke kom op.”

Jeg nikker. Godt, at han så det, tænker jeg. Jeg er ingen fisk. Det ved jeg nu.

”Jeg er ikke en fisk,” siger jeg.

”Nej, og du er vist også alt for lille til at færdes her alene. Hvor er din mor?”

”Min mor?”

”Ja.”

”Jeg har ingen mor,” hører jeg mig selv sige.

”Er du alene?”

”Ja.”

”I hele verden.”

”Ja,” nikker jeg ivrigt og tænker på Palle og at jeg nok snart vågner.

”Så er det da godt, at jeg er her,” siger den fremmede mand, og jeg nikker igen. Kraftigt. Og jeg putter mig ind til ham og mærker hans trask over sandet og hans menneskevarme, mens han bærer mig op i klitterne og lægger mig fra sig i en af de trygge sandhuler.

Jeg er en menneskeunge. Ingen sæl. Det er der ikke noget at gøre ved.

BOGEN

Udgivet den 09/02/2023 af marianne

Svar

Prolog

I mange år rejste jeg land og rige rundt med foredraget: ”Alderdom er Visdom.” Det har mange og ikke mindst undertegnede haft stor fornøjelse af. Det er så fint at holde fast i, at vi bliver klogere med alderen, ikke dummere. Heller ikke kvikkere ganske vist, men klogere. Og som regel var det svært at slippe løs de aftner, for mange henvendte sig til mig for at fortælle, at de enten var i færd med eller gerne ville skrive deres erindringer, vise deres efterkommerne, hvor de kom fra. Og jeg opmuntrede dem altid til at fortsætte projektet.

Fortæl! Fortæl! fortæl! sagde jeg.

En enkelt gang var der en, der skar igennem og sagde, jamen hvorfor har du så ikke selv skrevet dine erindringer?

Det samme har mine børn spurgt mig om. Og jeg har altid svaret det samme: ”Jamen, jeg har da aldrig skrevet andet.” Og sådan forholder det sig virkelig: Alt, hvad jeg har nedfældet de seneste 30 år er mine egne erfaringer, mine egne erindringer, mit eget sind, mine egne hændelser. Allerede den første bog ”Johan” viste det klart. Jeg havde i mange år min bror Anders som første læser, og han var begejstret for ungdomsbogen om den vilde Johan, som systemet forsøger at knægte, men som ejer en indre styrke, der sejrer over selv de ondeste kræfter. Da Anders havde læst bogen, sagde han. ”Hvor er det sjovt, at du har skildret dig selv som barn. Jeg genkendte så tydeligt pigen.” ”Jamen, Johan er en dreng.” ”Det gør inden forskel. Han er dig.” Og selvfølgelig er han det. Og salmedigteren Thomas Kingo er mig. Vel derfor, at han fik så sære anmeldelser: Jens Kistrup brugte en hel side i Berlingske Tidende med overskriften ”Kingo in love.” – Andre ( bl.a. Mette Winge i Politiken ) skrev, at Kingo var for kvindagtig. Og selvfølgelig handlede bogen om Kærlighed med stort K ( selv om anmelderne hævdede, at en sådan kærlighed ikke fandtes før romantikken – de skulle læse Det gamle Testamente, der er masser af kærlighed med stort K) og selvfølgelig var Kingo en kvinde. Alle mine personer er kvinder. Og Lucie i “Digteren og Malerinden” gennemgår i en nedtonet version mit eget personlige teenagermareridt. Jeg måtte skrive hele to bøger om hende, for at komme fri af mit eget traume. Lucie er en vild og uregerlig pige, og hun knækkes i teenageårene, og bliver en anorektisk, bleg og nervøs ung kvinde, der vender livet ryggen og drømmer om et klosterliv. Det forløb kender jeg.

Ja ja, det er jo rigtigt, at jeg ikke deltog i Svenskekrigene eller overværede Københavns bombardement. Selvfølgelig er de historiske romaner tro mod Historien. Og jeg har også researchet på de historiske personer. Men mit eget liv strømmer gennem den litteratur, jeg skriver, og det burde anmelderne vide. Nå, pyt nu med dem.

Så altså: vist har jeg skrevet mine erindringer, de ligger i hver eneste af mine mange bøger. Det er sådan, jeg skriver, og det er sådan ALLE forfattere med noget på hjertet skriver. Tag som eks. Per Petterson, vist er Arvid ikke Per, og selvfølgelig er han (også) det.

Men hvis jeg virkelig vover at erstatter Brorson, Kingo, Ingemann, Lucie, Johannes, Johan, Tobias etc. med Marianne, kan jeg ikke krybe ind i en anden person og altså ikke krybe udenom.

Det ved jeg stadig ikke, om jeg tør.

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

At rydde op 2

At rydde op

Men det bliver alligevel forår

Stjernestøv

Totalitarismens dæmoni 1

KRIGEN – IGEN

1940’erne – MIN FAR

KRIGEN

Havet, himlen, solen og sandet – som jeg husker

BOGEN