38 – M. Goldschmidt: Skagen 1865

Udgivet den af
Svar


Fra Illustreret Tidende kort efter -Daphnes forlis
Goldschmidts oplevelse af Skagen kan man læse om i indlæg 33 – men jeg synes skildringen er så smuk, at jeg vil afskrive hele hans lille dagbogsberetning. Også fordi den er særdeles tidstypisk – når der endelig kom digtere til Skagen, så fandt de denne egn meget eksotisk. De rejste overalt i Europa, som digter og kunstner skulle man ud på en sådan dannelsesrejse, som regel til de store byer i Tyskland, til Paris og  især til Rom. I Rom mødtes Ingemann f.eks. med en hel koloni af danske kunstnere. Og H. C. Andersen drog endda til Tyrkiet. Men Skagen fik ikke mange besøgende, og når digteren kom hjem og skrev om stedet, så virkede det yderst fremmedartet. Tyrkiet kunne ikke have undret og chokeret mere end Skagen gjorde. Derfor denne beretning fra Illustreret Tidende 1865.
“Tirsdag d. 8de August. Jeg var for kort Tid paa Skagen til at see Tilstrækkeligt og faae god Besked. skal jeg dømme efter, hvad der kan opfattes i Løbet af 1,1/2 Dag, saa er Egnens Charakter Usikkerhed, Ordet brugt i videste Forstand. Jeg mener ikke blot dermed, at den smalle Landtunge mellem de to Have synes i bestandig Fare for at blive overskyllet, eller at Vandet, som der siges, bestandig siver i Sandet ( dog rimeligvis kun der, hvor dets Afløb er hindret), eller at  Stranden er bekjendt som usikker for Skibe og Skibsførere. Usikkerheden gaaet meget videre, Tingene flimre En for Øinene, Skuffelse og behagelig Overraskelse skifte bestandig, dog saaledes, at sidstnævnte i sin Kortvarighed giver Anledning til førstnævnte. Naar man ved Høien eller Gammel-Skagen kjører ind fra Stranden gjennem Sandet, venter man at finde en nøgen, øde Egn, men modtages af de rigeste Bygmarker. Dette Særsyn hidrører fra Fiskegjødningen. Et lille Stykke videre frem seer man en vid Eng med Stakke og troer da, at det er Høstakke – nei, nu er man allerede ude af Frugtbarheden, det er Lyng. Sletten strækker sig, begrændset af Klitter mod Nord, ud mod Øst saa flad som en Pandekage, og man venter at kunne kjøre  rask hen derover – ingenlunde;  den er, næsten ved Kunst, ved behændig Anbringelse af Lyngtørv, gjort saa knudret og hullet, at Hestene kjøres trætte paa den, og vil man kjøre bort fra, hvad der kaldes Vei, ind paa den grønlige Slette, saa findes den knoldet, vortet, ufremkommelig. Fra denne pinagtige Vei sees endelig Skagen, langt udstrakt fra Nordøst til Sydvest, og det seer ud, som om man skulde kjøre lige ind paa denne Linies Midte – nei, aldeles ikke, Veien gjør en ret Vinkel mod Syd, saa mod Øst, saa mod Nord, ganske som om Byen havde Ret til at være coquet og gjøre sine Tilbedere Nærmelsen besværlig. Men coquet og nydelig ligger den alligevel, men mange, nye, røde Tage, bagved grøn Mark og foran det blaae Kattegat. Man kan ikke lade være at troe sine egne Øine og vente en net, hyggelig Kjøbstad – atter Skuffelse! Saasnart man kommer ind paa den tunge Sandvej, der er Byens Hovedgade, seer man, at de smukke Bygninger som snilde Coulisser skjule Stedets Blanding af Embeds- og Fiskervæsen, og foruden Fiskernes beskedne Boliger staaer der tjærede Hytter med gamle, indsynkende Straatage og med Lyre, d.v.s. Røghul, istedenfor Skorsten. Disse sidste ere malerisk taget, de smukkeste, og de vække, menneskeligt taget, Deltagelse, men saa faaer man pludselig Øie paa den nye Kirke, der kneiser over de fattige Hytter med en vis Fordring paa Skjønhed, ligesom den ogsaa har Ord for at være “opført i Stil med Slotskirken og Frue Kirke,” men er den styggeste Bygning, man kan see. Hvad har Skagen syndet, at denne Kirke, hvortil der blev indsamlet over hele Landet, skulde have de hæsligste Linier, som nogen Architektur kan frembyde? Stolede man  paa, at saa faa Fremmede komme herop, og at Skagboerne kunde taale et Forsøg i “Ästhetik des Häslichen?”
Den underlige spredte Maade, hvorpaa Alt dette ligger i Sandet, giver Byen et ganske eiendommeligt Physiognomi. Hvert Hus synes at protestere imod, at det hører til Byen, til noget Fælles, skyder Sand op mellem sig og sin Nabo, vil ikke ved Rydning eller Brolægning bidrage til, at han kommer og aflægger Besøg. Jeg nægter ikke, at dette jo kan være Naturens Skyld, men naar man kommer mellem Mennesker, troer man uvilkaarlig, at deres Tanke og Vilie har Indflydelse paa deres borgerlige Anstalter, og jeg har ikke seet nogen By, der saaledes synes symbolsk at opløses i Egoisme.
Ny overraskelse. Indenfor Plankeværk, der gjenne Sandet bort, er hist og her Smaahaver eller Beviser for, at Træer kunne groe i Bunden. Byfogden har en stor, smuk Have, og Sydvest for Byen ligger en hel, frodig Lund, hvori rigtignok Klitten stikker op mellem Træstammerne, ligesom en vis Persons Hestefod naaer ud til civiliserede Pantalons; men smukt er det alligevel, og man forestiller sig uvilkaarlig, at paa disse Steder, der ere ligesom aftvungne en uvillig Natur, samle sig hyppig paa blide Sommerdage dette fjerne Steds Beboere, Embedsmænd, Kjøbmænd og Fiskere, og frydes med hinanden i idyllisk Glæde , med The og en Pibe Tobak. Men de, der kjende Byens Temperament, erklære dette for, mildest talt, usikkert.
Men Usikkerheden ophører ikke hermed, tvertimod, nu begynder den først rigtig. En Mand omtalte tilfældigvis til mig, at der intet Apothek var i Byen. Ordene bleve liggende udenfor mit Øre, og jeg opfattede dem først tydelig lidt senere, da jeg talte med en anden Mand. Har De intet Apotek i Byen? spurgte jeg ham. Nei, svarede han. – Altsaa, naar Deres Kone faaer ondt, maa De kjøre til Frederikshavn og hente Hofmandsdraaber! – Nei, svarede han, her er en Doctor i Byen, og han handler med nogen Medicin. – Kan De da hos ham faae al den Medicin, der behøves? – Han forskriver vel ikke Andet, end hvad man kan faae hos ham. Er der nu et Apothek i Skagen eller ei?
Hvor usikkert dette nu end var, saa ansaae jeg det for nogenlunde vist, at der ingen Apotheker var, og jeg spurgte en tredie Mand: Hvorfor have De ingen Apotheker i Byen? – Jeg fik det pythiske Svar: For saa vilde der være to Øine flere.
Jeg var ude ved den gamle Kirke, beliggende en Fjerdingvei sydvest for Byen, skjøndt ogsaa dette er usikkert, da det kommer an paa, hvor man regner, at den egenlige By ligger. Den var engang Skagens og Landdistrictets Sognekirke, er nu forladt, begravet i Sandflugt. Taarnet rager op over de omgivende Sandbølger, der ere bedækkede med Klittag og Tjørn, og i Fordybningerne med Solen staae Brombær og vilde Roser. I Nærheden er imellem  Klitten en Flade, hvor der voxer Siv; det var engang en Sø, og jeg troer, lærde Folk vide, naar de sidste Fisk fangedes deri, for ikke hundrede Aar siden. I Sandhed, her er trist; man staaer som ved noget levende Begravet. Taarnet, eller idetmindste dets øverste Halvdel, rager som sagt op og tjener til Sømærke. Jeg spurgte: Hvor er selve Kirken? – Skagboen svarede, den var dernede, begravet i Sandet. Han har H. C. Andersens Autoritet for sig; thi A var , vel ikke personlig, men med Tanke og Phantasi dernede og saae sælsomme Ting. Men Vendsyssel er ikke fri for Bagtalelse; den ene By bagtaler en Smule den anden, og jeg har hørt i en anden By, at Kirken vistnok med nogen Anstrengelse havde kunnet frelses; men den laa Skagboerne for langt borte, og det af Sand overvældede og af Hav formindskede Landdistrict, hvor der nu kun boer 65 Mennesker, kunde ikke gjøre noget Krav. Derfor blev Kirken en Tidlang overladt til at kæmpe mod Sandet, som den kunde bedst, og derpaa erklæret død og begraven, men i Virkeligheden nedbrudt, og af dens Sten ere Huse i Skagen opførte. Ja, tilføiede man, de havde gjerne taget Taarnet med. Hvad er nu sandt? Hvor er Kirken?
At jeg under saadanne Omstændigheder ikke kunde erfare noget Sikkert om en Strandingssag, der netop interesserede mig, er en Selvfølge. Den Ene gjorde Vedkommende sort som en Ravn, den Næste gjorde ham saa hvid som en Svane. Den sløve og feige Maade vilde være, deraf at slutte, at Manden var graa; men det skal nok skjønnes, naar man har Kjendsgjerninger rigtig for sig, om en Mand helder til det honnette eller det uhonnette. Imidlertid, umuligt at faae en Kjendsgjerning at støtte sig til; Alt bølgede og gyngede, som selv Landet syntes at gjøre, naar man saae ud til en af Siderne, til et af Havene.
Et er der, som ikke kan skuffe: de kraftige Hoveder og kløgtige, behjertede, djerve Physiognomier blandt Fiskerne. En Befolkning kan ikke blive enig om at sætte saadanne Ansigter op for at narre Fremmede, skjøndt dette, for at fuldende Stedets usikkerhed, blev sagt mig. Jeg var fristet til at bryde Aftale og blive for om mulig at aabne den lukkede Bog, disse Menneskers Liv. Men hvor lang Tid vilde behøves? Alt ligger saa adspredt og kigger saa forsigtig ud, og Kjøbstadsudseendet borttager den Naivitet, som andensteds tiltrækker. Maaskee burde jeg dog, med Opgivelse af Thy, have blevet der. Af de faa Samtaler, om Baadfiskeriet – de halede et ( ? ) Baad ind i et 1000Alen langt Toug – og om Fiskesalteriet o. s. v., opfangede jeg en Berigtigelese af Noget, jeg hørte ved Hirtshals. Der stilledes Fiskerne saa langt i Skygge af de Svenske; her derimod erfarede jeg, at Vore gaae ud og fiske og sælge Fangsten til Svenske.
Det var paa Seilads til “Grenen” – Seilads for ikke at gaae i Sand – og Vandring herude, at vi traf Fiskere. Det er det eneste Sted, hvor jeg har været, der seer ud som paa Kortet. Ellers er ethvert Sted for stort til at aftegnes i fuldstændig Nøiagtighed, har en Høide eller Farve, som Kortet ikke kan angive; men her er det en hvid Flade mellem to Bølgestriber, og Fladen trækker sig efterhaanden sammen, saa at man kan sætte den ene Fod i Kattegattet, den anden i Vesterhavet, Landets Spidse bliver ikke større end paa Kortet. Det Eneste, Kortet ikke kan give, er den hvide Brænding paa Revet udenfor Spidsen, og Søfuglene, som i store Skarer sidde derude. Da disse hvide Fugle pludselig lettede, gjorde det et Indtryk, som neppe lader sig beskrive. At sammenligne dem med Aander eller Spøgelser, vilde være trivielt og overdrevet; ei heller var det uhyggeligt, men aldeles fremmedartet, et besynderligt Bud om, at nu hørte Menneskeriget aldeles op, og Naturriget herskede ensomt og mysteriøst.
Vi vare i Vandet herude om Morgenen og kunde opføre os med mere end kongelig Luxus. En valgte Kattegattet, en Anden Vesterhavet, jeg valgte Middelveien og fik begge. Aftenen forud havde de af os, der stege op i Fyrtaarnet, en anden Luxus: Solskiven blev oppe over Horisonten nogen Tid længere for os end for andre Mennesker.
Hvilke Revolutioner, som vi ovre paa Øerne ikke drømme om, have ikke tumlet med denne sandede Strækning! Martørven vidner om, at her har staaet Skove. De bleve kuldkastede, begravne, sammenpressede til Tørv. Egnen forsvandt og steg op igjen eller blev nyopdaget i det 13de Aarhundrede.
Anno 1355, ved et Retterting i Aalborg vare mødte de elleve ældste Mænd i Vendsyssel, bl. hvilke Thorkil Hwal, som var hundrede Aar gammel. De vidnede, at en Konge, som var i Danmark, paa en Jagt i Vendsyssel gjæstede en Bonde Thorsten Skarpæ, som de Tid boede i Oorne ( Horne), hvem Kongen forlenede med den Mark og Skov, som ligger omkring Skagen, til sit Fæ og sine vilde Øg. Og Bonden havde en Hyrde, som hed Trondkar, som var den Første, der fandt paa at fiske på Skagen, og byggede et Hus der. Senere nedsatte Flere sig under Thorsten Skarpæ. Item, at fra den Bæk Hjertbæk østen for Hofsø til det ydre Skagens Ref havde Alt været Kongens Forstrand, aldrig bygget paa af Nogen, før da for faa Aar siden Jylland voldelig blev overfaldet og medhandlet.
Videre Optegnelser vise Tryghed, Virksomhed og en vis Velstand.
Anno 1517: Hans Tydsk i Skagen fik Brev, at han maa opbygge et Hus og et Kapel i Skagen nordpaa til Byen, som kan tjene til deri at indtage syge Mennesker, og maa han samle Almisse til deres Underhold.
-1523. Gav Kong Frederik Biskop Styge Krumpen Skjøde paa dette Kapel, der var kaldet Sr. Jacobs Kapel.
– 1529. St. Johns Baptists Aften var Bisp Styge Krumpen hos Kongen og viste aabent Brev, beseglet af Borgemester, nogle Raadmænd og Borgere i Skagen, hvor de lovede at give til Bisp Styge og hans Eftermænd paa Bispestolen Biskops Gave Kalass, som og kaldes Helligdags Kalass,  ligesom deres Forfædre.
-1535. Hr. Laus Nielsen fik Konfirmation paa en Kirke i Skagens By, dog saa, at han skal besørge de syge Folk i Hospitalet i Aalborg af den Rente, som ganges af samme Kirke.
-1546. Skagens Borgere fik Brev til Eiendom paa deres Byes frie Græsgang og Uddrift paa Kronens Gaard Hoffsøgaard og Grund, som Niels Iversen iboer, udenfor deres By liggende, Intet undtaget uden de Enge, som nu ligge til Toldergaarden sammesteds, dog at de og deres Efterkommere skulle aarligen give deraf Aalborghus salte Fisk og Flynder.
-1569. Kong. Brev til Erik Podebusk, Lensmand paa Aalborghus, om, at han skal paasee, at Fyrlampen paa Skagen holdes tændt; thi de Søfarende beklage sig og ville ikke betale Fyrpenge til Kongen. Iligemaade skal der udlægges Sømærker, navnlig paa Trindklint ( Trindelen).
Saa begynder Havet at tage, hvad Havet gav:
-1635. Ansøge Borgere og Indvaanere i Skagen om Nedsættelse i deres Skat, der bestaaer i 90 Slettedalere om Aaret og Løn og Føde til en Karl ved Fyret. Thi deres Næring og Brug er blot Fiskeri ( ingen Stranding?), der nu meget forringes, ligesom ogsaa Vandfloden aarlig bortskyller deres Huse og Gaarde, ligesom ogsaa Kongens Lygte, der stod her i forgangne Aar, er henskyllet i Havet.
Og endelig kom, maaske tildels ved Indbyggernes Uforsigtighed, idet de oprykkede og brugte Væksterne og Beplantningen paa Sandet, den forfærdelige Flod og Sandflugt 1775, der kun efterlod, omtrent hvad vi nu see.
For en Del paa Grund af Historien, syntes mig den interessanteste Bygning heroppe at være den gamle Raadstue. Den er rigtignok forfalden, straatægt og utæt.; men Stuernes Rummelighed og de gamle sortebrune Borde o. s. v. give den et Udtryk som en gammel Mand af god Familie, det er gaaet tilagters med. Et ret kraftigt Kommunevæsen kan godt have fundet Sted her, uagtet den fortræffelige Olavius korsede sig ved den Tanke, hvad Følger det i Henseende til borgerlig Lyksaligheds Bestyrelse maatte have, at Borgemester og Raadmænd dreve borgerligt Erhverv, navnlig Fiskeri. I hans Tid ( 1787) var det aldeles udslettet af Folks Sind, at Andre end Herremænd, kongelige Fogeder o.s.v. kunde forestaae den borgerlige Lyksalighed.
Paa tilbagereisen, der ligesom Henreisen gik ad Stranden, men fuldstændigere indtil Tværsted, standsede vi i den begyndende Skumring omtrent udfor Skiuerne ved et Værk af en eller anden Revolution. Klittens Sand afbrydes nemlig pludselig af Sten, at en Slette bestaaende af Stene, omtrent saa store som dem, der bruges til at macadamisere Landeveiene. Stenmassen ligger i en Høide af omtrent 20 Fod, strækker sig nogle hundrede Alen langs Stranden og rækker dybt ind i Landet. Den bekjendte Stenslette Erau i Frankrig er unægtelig mere udstrakt, men er nogenlunde dyrkelig Jord eller Sand belagt med Sten; her er med Undtagelse af enkelte smaa Planter alt organisk Liv udslugt, og Ødheden træder frem imod En med næsten imponerende Magt. Dødens Gudinde kunde passende sidde der i Baggrunden paa en Stenthrone. Hvordan ere disse talløse Stene komne hertil, opdyngede her i jevn, ubrudt Flade? De Lærde kunne vel besvare dette Spørgsmål. I Øieblikket griber Phantasien f.ex. den Forklaring, at alle Himlens Stjerneskud, naar de blive kolde, falde herned, at her er Begravelsesplads for alle døde Meteorer.”
Her slutter artiklen fra Illustreret Tidende. Jeg har skrevet den ordret af, og den lidt ukonsekvente stavemåde af f.eks. kunne= kunde ville = vilde – der bruges i flæng er altså ikke min beskadigelse af teksten.
Den korte opremsning af Skagen Historie sidst i artiklen har Goldschmidt fra Olavius, selv om han ikke nævner sin kilde.
Goldschmidt besøgte byen i 1865 – allerede i 1869 sker der store ændringer i byen. Den ny kommunallov af 1886 demokratiserede kommunerne, og i 1869 nedsættes et mark- og vejudvalg med flg. medlemmer: Konsul N. Fabricius, P. Thellefsen og L. Holst. Noget at det første, de foretager sig, er at sikre vejene i Skagen – de macadamiseres med ler fra Strandby tilsat grus, der erstattede de tidligere materialer som var tørv og lyng. Nu skete der noget. Vejene stabiliseredes, og også internt i byen blev der indført store ændringer: alle husejere med grund op til vejen opførte hegn, som hindrede sandflugt og desuden gjorde det muligt at dyrke haverne.
Det næste indlæg vil blive et historisk rids af en af de fænomener, der betog Goldschmidt ved indkørlsen til Skagen – nemlig den imponerende Skagen Plantage.
Undskyld, det blev lidt anderledes – først ville jeg gerne lave en slags status over indlæg om skagen, og den findes nu herover – og desuden skulle jeg gerne slutte de indlæg, der handler om skønlitterær skriveri om Skagen – og der manglede teksten af Mylius Erichsen, som ikke findes i bibliografilisten, men ikke destomindre er ganske interessant i hele sin tidstypiskhed.
 
 
 

Vort daglige brød

Udgivet den af
Svar


Mens julemaden endnu står klar i erindringen og i mavens urolige indre sidder jeg tænker på det med mad, sådan ret generelt:
Jeg var 18 år og gik på sprogskole i Paris og havde absolut ingen penge og var næsten altid sulten. Annie hed hende, jeg delte værelse med, og en morgen, hvor vi sad og nød vores café au lait til en duftende nybagt baguette, sagde hun: ”Hvor er det dejligt at spise!” Og det er jo rigtigt. Det er dejligt. Og aldrig har noget måltid været dejligere end det brød og den kaffe, vi drak til.
Jo, jeg holder af mad. Enkel mad. Frisklavet mad. Mad fra bunden. Men i juletiden er jeg lige ved at blive vænnet af med den glæde, der erstattes af noget, der ligner madlede. Det er bare for meget. Og det er, som om det drejer sig om at fylde maven konstant og så oven i købet med ret hæslige ting, når man tænker efter: fedt og sødt i vild forvirring. Hele kroppen protesterer da også julen i gennem, men den får ikke et fornuftigt ord indført:
julen er bygget på urokkelige traditioner, og en af de mest hårdnakkede hedder: vi skal spise og helst som grise.
Men det er nu ikke kun i julen, at maden har møvet sig ind på en førsteplads i folks bevidsthed. Man behøver blot vende blikket mod medierne, og man vil straks se, at både blade, aviser, og navnlig fjernsynet svælger i programmer, der handler om mad – et af de populære er endda forsynet med en ret vulgær overskrift: ”Nak og Æd” hedder programmet. Her er brutalitet og svineri sat i højsædet: ”at nakke” er voldeligt, og kun dyr æder. Men det ”bøvede” og primitive har jo fået stjerneplads i mange andre programmer også, så det tiltaler åbenbart folk. Underligt.
Hvorfor har maden fået en så central plads i vores medieverden? Hvorfor kan vi ikke åbne et ugeblad eller tænde for TV’et uden at blive budt på lækre retter? Det må betyde noget, men jeg kan kun gætte – og måske har du andre forklaringer. Jeg forestiller mig, at det er, fordi det moderne menneske altid er sultent – akkurat som den unge pige i Paris – men nu er det bare ikke mere en sult efter mad, for den er jo ingen mangelvare, det er snarere en søgen efter noget, vi har mistet, og som vi i vor kvide erstatter med overspisning og kulinarisk forherligelse af maden. Det giver os en umiddelbar fornemmelse af mæthed, men den varer kun kort, og snart efter gnaver sulten videre, og vi, ja vi haster også videre i vor søgen – og stadig mere febrilsk leder vi i madskabet, i kogebogen, i delikatesseafdelinger og lignende steder.
”Supersize-me” hed en amerikansk film, som handlede om vores overspisning og problemer med at have et afslappet forhold til mad. Mad er for mange blevet et problem, der styrer deres liv og undertiden fører dem i døden. Mange unge går helt amok i madpyramiden – den bliver et helvede, der styrer deres liv. Det skrev jeg engang en novelle om: Yoghurt, hed den.
Men hvad er det da, vi søger i maden? Er det kærlighed måske? Engang lå hver eneste af os ved et bryst og næredes af kærlighed og mad. Der var tale om en totaloplevelse, en tilfredsstillelse, som vi aldrig genfandt, og som vi måske netop derfor søger der, hvor vi fandt den som spæde: i maden og varmen fra et andet menneske, den, der har lavet mad til os, har tænkt på os, akkurat som vores mor. Vi forbinder ganske enkelt mad med omsorg – eller med omsorgssvigt, for det var jo ikke os alle, der blev lagt ved en kærlig mors bryst.
Men det kan også være en sult efter noget helt andet. Det kunne tænkes at være en erstatning for noget åndeligt, som vi har mistet? Sekulariseringen skar jo den religiøse dimension ud af vores daglige liv. Vi kan ikke leve uden en mening med livet, men den taler vi ikke ret mere om, og få vil vedkende sig noget så gammeldags som at tro på Gud. Så fik vi måske andre guder? Brød og skuespil? Tja … jeg ved det ikke.
 

 
 
 

37 – En roman og en novelle om Skagen

Udgivet den af
Svar


Karsten Lund: “Den amerikanske sømand” og Viggo Stuckenberg: “Valravnen”.
Teksterne er vidt forskellige, og det skyldes jo dels tiden – der er ca. 100 år mellem dem – og dels stilen. Begge er fortalt i et smukt og letlæst dansk – Stuckenbergs viser dog tydeligt, at han er mere til det lyriske – novellen er som et langt vemodigt digt – kun en del af den foregår i Skagen, og her er naturen godt nok skildret, men set og sanset af en ulykkelig forelsket mand, og det farver beskrivelsen. Handlingen udspiller sig i sidste halvdel af 1800 tallet og episoden i Skagen over kun ganske kort tid. I Lunds roman udspiller handlingen sig over nogle tiår, og slutter i den periode, hvor skagensmalerne er ved at takke af.
Citat fra side 172 lyder: “Malernes tid var ved at være forbi oppe i tyverne; mange af de nye holdt den kørende på de gamles renommé. Anchers var her endnu, Anna og Michael, de boede omme på Markvej”.
I romanen er omdrejningspunktet en ret makaber begivenhed. Ane kan ikke få børn med sin mand – der strander en sømand, det sker jo tit – han bringes til Anes hus, hun plejer ham, hvorefter han forsvinder. Ni måneder senere føder Ane en dreng. Han ligner ikke helt sin far, eller de øvrige skagboere. Historien er måske sandfærdig. Sandt er det i al fald, at der strandede mange sømænd på de kanter, og der er ikke så få indbyggere i byen, der har en mørkere lød end den, de hjemlige gener er i stand til at fremstille. I et af de tidligere indlæg citerede jeg et digt af Ole Stjernø, her kan man læse i historien i en anden version.
Jeg vil ikke skrive mere om romanen – men anbefale den som god og underholdende litteratur.
I “Valravnen” der er en roman om ulykkelig kærlighed, et trekantsdrama, er fortælleren en videnskabsmand, som ikke er helt ung, men som har giftet sig med en purung pige – På en rejse til Skagen møder parret en maler, der ikke nævnes ved navn, men som ligner P.S. Krøyer. Den unge kvinde, Hedvig, forelsker sig i maleren, og på et tidspunkt forlader hun sin mand. Mere får vi ikke at vide. Jeg-fortælleren er en tør forskertype, man hører f.eks., at han på et tidspunkt sidder fordybet i en sanskrit-tekst. I et tilbageblik, efter at hun er rejst, ser han sin ungdom sådan:
“Jeg saa de tre Aar ( = årene med Hedvig) for mig som en fjern, lys Stribe under en mørk Himmel. Minderne gled saa hjemløst igennem mit Hjærte, og min Tanke strøg som en træt Maage mod de Aar, der som en fast Strimmel Land dukkede op yderst i Horisonten, de Aar, jeg havde delt med ingen, min Ungdoms menneskefjerne, ensomme Øland.”
Her er en af skildringerne af Skagen, sådan som Jeg-fortælleren husker det, og man mærker både skønheden og vemoden i teksten:
“Jeg ser ned over Stranden. Tæt ved mig staar et graamalet Badehus halet op paa Sandet, og længere borte, saa langt jeg kan se, tegner tjærede Baade deres sorte Skrog paa den gule Flade. Jeg driver uden om Badehuset og følger Havstokken og føler mine Skosaaler fugtige af det vaade Sand. Men Brændingens ensformige Brus trætter mig, og Havets aabne Ensomhed strømmer med Vinden ind over mig og spiler sig ud om mig, saa jeg føler mig lille og fremmed. Jeg vender om og gaar tilbage den Vej, jeg er kommen, og ser ikke til Siden, og jeg mærker intet uden, at Solen bager min Ryg, og at Sandet bliver tungt at træde i, da jeg drejer op mod Huset.”( side 26)
Her er et citat, hvor vi møder de to ved stranden. Endnu er maleren ikke blandet ind i forholdet, men alligevel mærker man ( eller i al fald han) tydeligt, at hun er ved at glide fra ham. Skildringen er næsten et maleri:
( Side 28) “En Tid lang bliver vi staaende tavse. Hedvig ser ud over Havet, og jeg staar og holder paa min Straahat og følger med Øjnene et halmgult Flaskehylster, som ligger og flakker frem og tilbage i Havstokken. Saa kommer der pludselig en Sø, der løber højere op end de forrige.
– Tag dig i Agt! Nu bliver du vaad! siger jeg og ser ned på Hedvigs Remmesko.
Hun flytter sig paa Taaspidserne et Par smaa Skridt baglæns og ser forsigtigt ned paa sine Fødder og vender saa atter Øjenene mod Havet og Horisonten.
Men jeg bliver staaende og tager ikke Øjnene fra hende.
– Hvorfor ser du saadan paa mig? spørger hun pludselig og drejer Hovedet og stryger et Par Haarlokker bort fra Kinderne, der rødmer af Sol og af den friske Vind.
– Du skulle vide, hvor smuk du er, som du staar der! svarer jeg. Jeg har aldrig set dig saa smuk før.
Hedvig ler.
–Nu bliver du nok galant! siger hun.
Jeg ryster paa Hovedet – Det er aldrig faldet mig ind, at et Menneske kunde se saa lykkelig ud! siger jeg.
– Lykkelig du! svarer hun, – jeg er mere end lykkelig! Du kan slet ikke finde Ord for, hvor glad jeg er!
– Og saa ung, bliver jeg ved, og saa knejsende – og saa skær, – – jeg bliver helt forskrækket, naar jeg tænker paa, at det er med mig, du er gift, at jeg virkelig kender dig og tør tale til dig!
Hedvigs Øjne skinner af Glæde, og hun rødmer højt op under den gule Hatteskygge.
– Nej, hvor kan du gøre Nar! ler hun.
– Jeg gør ikke Nar, Hedvig, siger jeg ganske alvorlig, tværtimod du, – jeg er beklemt om Hjærtet.
– Mener du virkelig? spørger hun og skyder sin Arm ind under min.
Jeg nikker, og vi begynder at gaa hjemad. Jeg gaar og ser ned.
– Synes du da ikke, her er storartet? spørger hun lidt efter.
– Det ved jeg ikke, svarer jeg og tager ikke Øjnene fra Sandet. Naar jeg ser paa dig, tror jeg, her maa være det!! ( citat slut )
Her er et citat fra en scene, hvor Jeg-fortælleren er med maleren på jagt – endnu ved han ikke noget om de følelser, maleren vækker hos den unge kvinde:
“Langt borte foran os strækker Klitternes kullede Række sig, og op over Klitterne rager en Barks øverste Sejl regnvaade og mørke mod den grå Himmel.
– Jeg vilde egentlig ønske, siger jeg, at De ikke fik Deres Lyst styret.
Han ser bestandig frem for sig med sine graa, søgende Øjne.
– Aa jo, svarer han omsider og føjer lidt efter til: De maa ikke ønske ondt over mit Krudt!
Jeg gaar ved hans Side, og den dybe Stilhed strømmer imod mig klam og kølig, baaren af en sagte glidende Vind, og mit Blod hamrer i nervøs Angst for, at noget levende skal rejse sig og et Skud splintre den graa Tavshed og bore Døden ind i denne regnduggede Hedes ensomt aandende Sjæl.” (Citat slut)
Der skal en solnedgang til for at rive ham ud af melankolien. Her hører vi skildringen af fænomenet:
(Citat side 33) “Solen er lige sunket smukt, og Himlen i Vest gløder af et svagt Rødt, der farver skyernes lange, blødt buklede Bræm. En Tid lang dvæler dette Røde og fylder Stilheden som med en mildt varmende Dugg af Lys. Saa skifter det umærkeligt, ganske langsomt og bliver til en blegt lysende, tyndt Gult, og min Sjæl, som er fyldt af Ensomhedens Højtid, føler dette Skærs stille, stigende Skiften, som flød der imod mig fra et uhyre Orgels Piber en enkelt, dyb, længe lydende Tone, der langsomt stiger og glider over i en høj, skær, dvælende Klang af uendelig Klarhed.
Og jeg svimler under en Lykke, der strømmer fra mit Hjærte og hvisker til mig hendes Navn, hvisker det gennem hver Fiber i mit Legeme, hvisker det i det uendelige, mens Skæret fra Himlen lyser om hendes Billede i min Sjæl og smelter Hav og Jord og Himmel sammen til et luftsitrende, grænseløst Rum, fyldt af et hvidt, uendeligt Lys, der bader i sin fredlyste Glans hendes og min Lykke.” ( Citat slut).
Jeg personen iler hjem og mødes ikke som han forventer af en utålmodigt ventende kvinde:
(Citat si.35) “Men hun rejser sig ikke, hun er ikke løbet hen til mig, intet af det er sket, som jeg har gaaet og fablet sammen i mit Hjærte. Hun bliver siddende tavs og ser paa mig.
– Har du længtes efter mig? spørger jeg og søger at skjule, hvor pludselig forstemt jeg staar.
— Nej! siger hun.” ( Citat slut.)

36 – Et par trivielle værker om Skagen og Skagen Landsogn

Udgivet den af
Svar


 
Jeg kunne springe dem over, men tager dem med, fordi de er karakteristiske folkelæsningsbøger fra tiden – i lighed med den litteratur, der undertiden kaldes “skolelærerlitteratur” og som er tænkt som et middel til almuens moralske opbyggelse.
1. C.A. Wermuth “Familien fra Aalbæk”, fra 1883 – et lille citat fra indledningen kan bruges som karakteristisk eksempel på stil og indhold: “Vi se her et Billede paa huslig Lyksalighed under fattige Kaar.” og følgende: “Jens sidder paa en Bænk i Kakkelovnskrogen med en lille Dreng paa det ene Knæ og en lille Pige paa det andet.” Den fortæller om en familie, der trods fattigdom dog lever i harmoni med sig selv og omverdenen og rigtignok også til slut belønnes for det. Noget særligt om Aalbæk hører man ikke – det er stereotype skildringer af såvel personer som miljø.
2. Svend Aage Reerslev har skrevet to bøger om livet og menneskene ved vestkysten: “Præsten i Ødemarken” ( fra 1942) og “Søen”  ( fra 1954) – jeg vil blot melde, at det var en lidelse at læse begge bøger. Det er helt flade tekster uden nuancer og dybde. Et par naturskildringer hæver sig lidt over resten. Her føler man forfatterens kærlighed til egnen.
Mange lokaliteter er kendte. Studeli mile f.eks. Her et lille uddrag fra bogen side 5)
“Bare det, at milen engang hed “Studeli” og altså var et sted, hvor bønderne græssede deres stude, mens det nu ligger hen som golde sandbanker, måtte få hjertet i et sådan landskab til at krympe sig. For ikke at tale om udslettelsen af alle de mange menneskebogliger, hvis tilsandede brønde er så godt skjult, at man kun har fundet ganske enkelte af dem frem, for atter nødtvungent at overgive dem til den grådige vandreklit.”
3. J.J.F. Friis: “Strandingskommissæren i Skagen” ( fra 1974) – den er jævnt underholdende, men har altså samme svaghed som de øvrige – er belærende og sproglig triviel.
———————-
 

Rollen der opløser sig (mig?)

Udgivet den af
Svar

 

Jeg faldt forleden over en artikel om Karen Blixen og hendes forfatterskab – og da hun har huseret i min seng hele julen ( har ligget og læst Morten Henriksens : “Bag Blixens Maske” til den mørke morgen ) – så læste jeg den med stor iver. Og også fordi den var skrevet af Fay Weldon, og hun har altid stået for mig som et værdigt forbillede for alle ( kvindelige) forfattere og i al fald for mig, der dog ikke har drømt om at forsøge at nå hende så meget som til sokkeholderne ( se nu bare! sokkeholdere – det er så naturligt at flyve ind i den slags maskuline billeder!!!). Men altså: hende har jeg altid beundret.
I artiklen skrev hun bl.a. om, hvorfor Karen Blixen først sprang i blomst som forfatter, da hun var over 50 år, og Weldon mener, at hun måtte opfylde den anden rolle først, hustru- og elskerinderollen ( husmor kan man vel ikke kalde hende) – og at hun i al den tid lagrede indtryk og reflektioner på sin indre harddisk, som jo efterhånden løb fuld, men først da hun definitivt var afskåret fra de to dominerende kvinderoller – ægtefællen død, og hun selv syfilitisk – begyndte hun at øse af det store lager, der havde ophobet sig. Og hun opdagede jo hurtigt, at hun bevægede sig ind i en verden af dæmoner. Det dæmoniske lå som en fernis over stoffet, og selv siger hun ligefrem, at hun måtte gøre Djævelen til sin bedste ven, før hun kunne trænge igennem og gøre stoffet levende. Men så flød det også … eller måske ligefrem fossede fra hende med litteratur af en kvalitet, der aldrig er eller vil blive overgået af nogen anden forfatter. Jeg nøler med at sige digter, for digter var hun ikke. Hendes tekster er fortællende og ikke lyriske – hun skrev også digte, men de var jammerlige.
At der er dæmoniske kræfter på spil, når man skriver, det ved jeg, for det har jeg erfaret gang på gang. Og så hjælper det ikke, at man forsøger at standse fingrenes dans over tastaturet, for de danser videre. Og det skal de måske. Da jeg skrev novellen Grønne Grænser og bagefter læste den, blev jeg kold af skræk.  Havde jeg skrevet det!!?? Og da jeg genlæste den hurtigt nedfældede novelle Yougurt, da græd jeg. Og det var ikke skaberi, men en form for magi – Jeg var kommet ind et kraftfelt, hvor stoffet griber en og holder så godt fast, at man ikke kan slippe det. Man kan jo så lade være at udgive det. Men jeg udgiver. Og jeg gør det, fordi det, der står på linjerne, det være sig nok så smerteligt ondt, dog er sandt. Løgn ville jeg aldrig publicere.
Men tilbage til Fay Weldon. For hun skrev jo ikke først, da hun blev 50, men gennem hele sit lange liv ( er en gammel kvinde nu, men skriver stadig ). Så hun måtte nødvendigvis skifte mellem forfatterrollen og rollen som mor og hustru. Og det gjorde hun jo også, men ikke smertefrit, det ved alle, der har læst hende, og de ved også, at der hele tiden er dæmoner på spil, når hun skriver, navnlig om kvinder, mænd er for små og grå til at rumme det dæmoniske. Jeg vil slutte min lille snak om roller med et citat, som jeg faldt over forleden og blev så glad for at læse, fordi det kunne passe på så uhyre mange kvindlige forfattere. Og langt hen ad vejen også på mig. Navnlig nu lige efter jul, hvor jeg IKKE BURDE SIDDE HER MEN LAVE DET SKIDE SYLTETØJ, FOR IKKE AT TALE OM AGURKESALATEN OG BANANKAGEN DER VENTER MEN IKKE KAN VENTE I AL EVIGHED – IKKE ENGANG EN DAG – OG SÅ SIDDER JEG BARE HER OG LAVER INGENTING!!!!!!!
I citatet giver Fay Weldon en beskrivelse af sig selv. Og det lyder sådan her:
Hun begynder med at indrømme, at det er svært, fordi hun er så tæt på den person, hun skal karakterisere …” … det overordnede billede blev uklart ligesom et Google-kort, man har zoomet for meget ind på …. der var personen A, og så var der forfatteren B. De levede i samme krop. A var en hårdtarbejdende husmor, men var underinddelt i flere forskellige sub-personligheder. De havde alle sammen travlt med at tage sig af B, så hun kunne få arbejdsro og tid til at skrive. Der var børnenes mor, hende, der købte ind, lavede mad og vaskede tøj, og en helt anden kvinde, der klædte sig pænt på og lavede interviewene; der var en festhungrende, tudevorn kvinde, som ikke kunne være alene ude efter mørkets frembrud, og som forsynede B med en hel del af det stof, hun havde brug for.
B var selv inddelt i to: den kreative forfatter, styret af højre hjernehalvdel – kvindelig og følelsespræget – og redaktøren, styret af venstre hjernehalvdel, mandlig, rationel og kontrollerende. Jo bedre disse to kom ud af det med hinanden, desto bedre blev det producerede værk.
Det mærkelige var, at A stort set ikke anede, at B eksisterede. Sidst på ugen havde jeg skrevet det alt sammen ned, og det lå i nydelige små bunker, men A kunne næsten ikke huske, at hun havde gjort det. Hvem, mig? Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. B vidste til gengæld alt om A og hendes bipersonligheder, men nærede en vis foragt for den samlede pakke, som var A. A var så gennemført almindelig og kedelig.
B udnyttede A på det groveste for at få sine praktiske behov tilfredsstillet, for at få mad på bordet, børnene passet og sekretærarbejdet overstået, og desuden opfordrede hun hende til at skabe huslige og følelsesmæssige spektakler, der kunne bruges som råstof til bøger.” Citat slut.
Citatet er fra Weekendavisen d.6 januar 2012

plan for januar

Udgivet den af
Svar


Andreas har tegnet mormor, sådan som han opfatter mig: skrivende og om to ting, nemlig kultur og natur. Det er meget rigtigt set, synes jeg, og Mette fortalte, at han en dag havde reflekteret lidt over sine nære forfædres(mødres) forskelligeheder: “Bedstefar kan jo næsten reparere alt, og han interesserer sig for ting, der fungerer – Mormor er anderledes, hun interesserer sig for teater og bøger.” Der fik han os på kornet. Nu har vi været gift i snart 50 år, og ikke tale om, at vi har ændret os eller hinanden – osmotisk har vores samliv i al fald ikke været. Nå, der smuttede vist et underligt ord med i farten, men vi lader det stå, og I kan hver især lægge jeres i det.
Mormor ved computeren – jo, men det varer lige lidt endnu. Der er et par bøger, der skal læses. Til gengæld vil jeg forsøge i den nærmeste fremtid at præsentere endnu en bid af den skønlitteratur, som er mere eller mindre inspireret af Skagen. Kort sagt: Skagenprojektet fortsætter, og det er dejligt at tænke på, at der måske er nogen et eller andet sted i universet, der læser med og endda kan komme med forslag til stof, der er gået min næse forbi, selv om jeg har snust vidt og bredt og til meget godt i de forløbne måneder.
Nu ikke mere snak. Men tak. Fordi du var med. Et lille stykke af vejen i al fald, og det er allerede meget.
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Vi er i juleugen stadigvæk – det er nok ingen overraskende oplysning – og sådanne har jeg da tænkt at forsyne siderne med i den kommende tid. Nu er det julepjank i al fald forbi – men endnu står min jul i fuldt flor. Der er jo andet end pjank til.
Juledag var jeg i kirke, og dagens tekst var indledningen til Johannes Evangeliet, og den har jeg altid elsket – ligesom resten af det evangelium, der efter min mening er det smukkeste i hele Biblen. Men indledningen handler jo om ORDET – den mest fantastisk opfindelse overhovedet.
I kristen forstand er ORDET lig med Jesus – “I begyndelsen var ORDET og ORDET var hos GUD og ORDET var GUD.
Jeg citerer i den forbindelse et vers fra Brorsons “Mit hjerte altid vanker …” Men ak/ hvad skal jeg sige/ når jeg vil tænke på/ at Gud af Himmerige/ i stalden ligge må/ at Himlens fryd og ære/ det levende Guds ord/ skal så foragtet være/ på denne slemme jord.
Og så lige et par ord til kristne fundamentalister i alle afskygninger: NEJ! Biblen er ikke Guds ord.
Guds ord hedder Jesus.
Juledage hele ugen – og børn og børnebørn – Velkommen igen Guds engle små – ja, puslinger har vi i hver en vrå – og hvor er vi velsignet heldige med det. Tak!
I den kommende tid – fra ca. 1 januar vil jeg fortsætte med at sætte fokus på Skagen og særlig på Skagen Landsogn. Det er derfra vor ( min) verden går, men det er altså også et særligt folkefærd, der har boet der, det håber jeg på at kunne påvise hen ad vejen, og jeg vil selvfølgelig være rigtig glad for følgesvende på samme vej. Så træd endelig med! Men på den anden side kan jeg ikke love, at vejen ikke bliver både stenet og “træls” at trave på ind i mellem. For revl og krat skal med. Og kan I bidrage med stof, det være sig revl eller krat, så vil jeg være taknemmelig og indlemme det i samlingen. Som jo altså meget gerne i sidste ende skulle føre frem til en roman.
Og endnu engang tak til alle jer ( tre ved jeg i al fald ) som fulgte med Djævlene, Nisserne og andet Tøj rundt i de 24 dage, hvor de slog sig løs på bloggen. Et par læsere har spurgt mig, om jeg ikke fortsætter med en ny julespøg næste år, og det er jeg selvfølgelig smigret over, men mon det går? Ole siger, at jeg har været alt for bloggeret hele måneden, og sandt er det, at jeg har forsømt at lave både klejner og rødkål ( og hvad med ham???).
 

24. december

Udgivet den af
Svar

24. december
Samme sceneri. Personerne er ligesom alle en smule forstenede, hvis man da kan være det en smule. Men det forstår vi jo godt: Fyrsten føler måske sin magt vakle, han står over for kræfter, han ikke begriber, og de to forelskede befinder sig i et urørlighedens rum ( hvori alle forelskede befinder sig), og så er der en lille Trold, der gerne vil hjem til
mor. Vi vil lytte til deres samtale:
Fanden var blevet ligbleg og temmelig febrilsk. ”Hør nu!” råbte han som fra en
synkende skude. ”Vi må glemme alt det våseri og pjat, for nu gælder det
Verdenssituationen. Og derfor: det er bydende nødvendigt, at vi får samlet
Klenodierne, så JEG og ingen anden holder dem i min hånd, når klokken slår 12,
og det gør den jo snart.”
Trolden var nødt til at være mere snu, end hans natur tillod og sagde derfor: ”Søde ven, kan det ikke vente med al det samleri?”
Fanden gloede olmt på ham: ”Søde ven!! Og vente!!! Men jeg har da aldrig hørt magen! Hvis I to ikke med den vuns ( lidt vendelbomål havde han da lært) bliver normale, så tilkalder jeg alle mine djævle ( lige nu havde han glemt, hvor få det efterhånden var), og I vil ende i det syrebad, jeg holder parat til syndere af 3 grad.”
Faust lænede sig ind mod Troldmanden og hviskede i hans øre: ”Det er nu, vi skal vise, hvor vi står.”
Og trolden sagde lidt forvirret: ”Jo, men hvor er det nu lige. …?”
Faust rystede på hovedet og hviskede hastigt: ”Vi må træde i karakter og sige højt, at vi er imod.”
”Er vi … imod … ? jamen, jeg vil altså ikke ende som fedtklump i en gryde. Det kan du ikke forlange.”
”Hellere martyrdøden end et Fandens Regimente.”
”Hør nu I to, kan I holde op med det skænderi, vi har vigtigere ting for nu.” Han pegede på Hofsnogen. ”Hvad laver den snog her?”
”Det er jo ham, der har vogtet HJERTET,” forklarede Faust. ”Ja,” føjede Trolden til, ”men nu har englen stjålet det.”
”Hvad siger du??? Det siger du ikke!!!Har det afpillede skelet igen været på spil? Hun som lå bastet og bundet.”
Faust: ”Det gør hun ikke mere.”
Fanden: ”Fandens også!”
”Lige mine ord,” sagde Faust, hvad han så mente med det. Fyrsten tog atter til orde og sagde, at nu skulle hans tro venner, som han håbede var vendt tilbage til deres onde gamle selv, holde vagt ved Snogen, mens han selv ville jage englen, og så skulle hun komme til at
fortryde, at hun nogensinde havde forladt sin himmel. I en sky af os og ondskab forsvandt Den Ondeste, og tilbage stod de to elskende og en lille troldunge, der netop nu og for resten også før fortrød, at han havde lånt sin hvide tryllepind til englen.
De to gamle forsvandt i en øm omfavnelse, og Troldepus så sit snit til at smutte hjem til mor i højen. Om det lykkedes for ham får vi aldrig at vide. Hans rolle i vores historie er imidlertid udspillet.
”Hvorfor sagde du til ham, at englen havde stjålet HJERTET?” spurgte Trolden, og Faust svarede, at det var for at få ham væk. ”Og for resten,” lagde han til, ”så må vi nu lade vore julehjerter stå på stand by. Og i stedet bruge vor kolde fornuft, for så snart han fanger englen og opdager vores bedrag, så er spillet ude.”
”Men hvad skal vi da gøre? ”brummede Troldebamsen ulykkeligt. ”Det er jo d. 24 i dag, og vi er med i en julekalender, og sådan nogen tingester slutter altid d.24 – kort sagt: enden er nær.”
De begyndte uden særlig tro på, at heldet var med dem, at gennemrode snogens kofte. HJERTET var og blev borte.
De så på hinanden, og Faust sukkede: ”Om få timer slår Apokalypsen sine flammevinger ud og forvandler alt godt til aske.”
”Hvad skal vi gøre?” gentog Trolden og begyndte at bide kløer.
”Ingenting,” sukkede Faust. ”Vores tid er forbi.”
”Lige som den skulle til at begynde.” De græd lidt i hinandens arme, men det kunne jo fedt hjælpe. Tabt var tabt, og de var så fortabte som aldrig før.
Men da hørte de støj i gangen og fór med hinanden i hænderne langt ind i mørket, hvorfra de så de tre venners entre i rummet. De unge standsede brat op lige foran Hofsnogen, der stadig lå og snorkede.
”Føj for Den Lede!” bandede Tom. ”Det er ham, Snogen. Død, tror jeg.”
”Og Lise?”
”Gud i Himlen! Han ligger oven på hende”, gøs Jerry og lukkede øjnene.
Svend spærrede sine op, så bøjede han sig over de to besvimede og halede pigen fri. Straks begyndte han at give hende kunstigt åndedræt. Og langsomt kom hun til bevidsthed. ”Hvor er jeg?” Hun fik øje på Hofsnoen og for ind i favnen på Svend, der slog armene om hende. ”Åh, nej, nu husker jeg.”
”Bare rolig, han sover tungt.” Svend trykkede hende ind til sig og glattede kejtet hendes hår. ”Sig os, om du har HJERTET,” spurgte han bange.
”Det tror jeg ikke, eller … hvordan var det nu ?… åh nej , det er jo ham, Snogen der, som har det.”
Endnu engang blev Snogens lommer endevendt og endnu engang uden resultat.
”Det forstår jeg ikke. Åh jo for resten, lige før jeg faldt i søvn, var englen her. Usynlig godt nok, men det var hende.”
”Ja sikkert, for vi sendte hende herned for at finde dig.”
”Og hun fandt mig, men vent lige: åh jo, her var også en buk.”
”En buk, hvad lavede en buk her???”
”Det er jo jul. Det var vel en julebuk. Men fæl så han ud, og fæl var han.” Hun gøs.
”Hvad nu, hvis han har taget HJERTET,” hviskede Svend og så usikkert på hende.
”Så kommer det an på, om han er på vores eller deres side,” sagde Tom. “For det ved vi vel ikke?”
”Det er jeg bange for, vi gør. Han virkede smadderlumsk,” sagde Lise.
”Måske kan vi endnu nå at gøre noget,” sagde Svend uden overbevisning.
”Vel ka’ vi ej,” kom det da også straks fra de andre, men i det samme hørtes en let støj, og Troldmanden og Faust dukkede ud af mørket.
”Vel ka’ I så!” sagde de.
”Jamen, I to!!! hvad mener I med det??” Udbrød vennerne og i munden på hinanden.
”Ja, hvad mener vi i grunden,” sagde Trolden og så tankefuld ud, men Faust fortsatte med fast stemme, mens han favnede den lille flok med sine kloge øjne. “I står ikke alene. Det er bare det, jeg vil sige.”
”Så vidt jeg ved, så I hører begge til på det andet parti,” sagde Svend med hævede bryn og rynket pande.
”Hører til og hører til,” brummede Trolden. “Ja, men vi hører til. Engang var det på det ene parti, og nu er det så på det andet parti. Man har vel et standpunkt til man ta’r et nyt,” føjede Faust til. Mere nåede han ikke at sige, før svovlugten fra en vis person sivede gennem den i forvejen forurenede luft og fik dem til at hoste slemt. Og så lige med ét stod Fanden, eller Mefistoles, som Faust plejede at kalde ham, da de var perlevenner, i hele sin diktatoriske vælde midt i rummet og forsøgte at fylde hvert eneste atom med Den totale Ondskab.
”Overgiver I jer med Det Gode, eller med Det Onde? Ha ha ha … Ja, for netop i dag, hvor min triumf bliver total, vil jeg åbne en lille bitte sprække og skåne mine små og ubetydelige fjenders liv, hvis I ellers kan samarbejde.”
”Du har ikke vundet endnu,” kom det skarpt fra Lise, ”for du har ikke HJERTET.”
”Nå, og hvem har det så?” For første gang så Fanden en smule spekulativ ud.
”Ja, det kan vi vist begge to gætte, mon ikke!” Svarede hun uden nogen form for glæde. Og hun havde også at glæde sig over. For det var jo klart, at hun lige som du og jeg for længst havde regnet ud, hvor HJERTET  befandt sig: nemlig indfiltret i Julebukkens lange skæg.
Og nu kom han trampende i egen person – ja, akkurat som sit forbillede “Den store Bukkebruse” bralrede han lige ind i det dunkle kælderrum, og forpustet stillede han sig foran Fanden og lo ham med sin vanlige frimodighed lige op i hans åbne ansigt.
”Nå, det havde du nok ikke regnet med, din gamle satan!” triumferede han.
”Jo vist. Jeg vidste nok, det var dig,” sagde Fanden og forsøgte at smile venligt til det store prustende Juledyr.
”Men sikker kunne du jo ikke være, vel?” dundrede Bukken og forsøgte at ligne Dyret i Åbenbaringen. Og vist gjorde det indtryk. Fanden mistede en stor procentdel af sin selvsikkerhed og begyndte sågar at undskylde sig: “Jeg har jo ikke set dig så
længe. Hvad skulle jeg tro?” og Juledyret svarede: ”Nej, du har det med at
glemme dine venner.” Hvad han så mente med det.
Den Onde rettede sig op og forsøgte at nedstirre Dyret, mens han brølede: ”Om få minutter slår klokken 12, så du kommer virkelig i sidste øjeblik – fly mig nu straks og uden tøven HJERTET!” og Bukken bukkede sig fornøjet og nød øjeblikkets magiske magt –
så filtrede han Klenodiet fri og holdt det op i den belumrede luft, hvor det skinnede, så alles øjne blændedes.
”Kast de andre Klenodier til mig,” befalede Bukken, ”så får du HJERTET!”
”Du må være sindssyg,” Den Ledeste fnøs, så snottet stod i kaskader omkring ham, og Julebukken måtte tørre sig med skægget, før han tog et skridt frem og næsten rørte ved Fanden.
“Så,” sagde han, “så kom vi så vidt.” Han skrabede lidt med forbenene og fik et par tudser op under hovene og måtte ryste dem rene, før han i en stilhed, hvor alle holdt vejret, forsigtigt lagde Klenodiet i en af dem og igen rakte det op i lyset.
Fanden åbnede sin klo, hvori de to andre Klenodier lå og funklede. ”TAK gamle ven! Jeg vidste, du var mig tro. Ræk mig nu blot din hov, og jeg skal lade dig føle suset før alle andre – lad os lægge vore to hænder sammen i en fælles besværgelse af Det Gode!”
Bukken lo en underlig latter, så stak han sin hov, hvori HJERTET lå og bankede og lyste, helt hen til Fanden, og deres to “hænder” mødtes, men kun et sekund, for netop som Bukken gjorde mine til at lægge HJERTET ved siden af ANKERET og KORSET, kom den anden hov op som et lyn og snuppede alle tre KLENODIER og kastede dem hen til Svend, der gudskelov havde nærværelse nok til at gribe dem og samle dem i sin hånd.
Besværgende holdt han dem over sit hoved, og i det samme slog midnatsklokken. Fanden var allerede på vej frem mod drengen, men lige med et stivnede han og stod som en saltstøtte foran dem, derefter lød der en underlig syden, og støtten smeltede ned og blev til en stinkende mudderpøl.
I samme øjeblik stod der en engel og lyste midt i herligheden, mens hun lo sin klokkelatter.
”Det kan man da kalde bad timing!” lo hun, ”jeg var så sikker på, at jeg nåede frem i tide.”
”Men det gjorde du jo også,” sagde Svend glad.
”Gjorde jeg det? Men så hit med sagerne, de er faktisk mine!”
”Sludder! De ligger i den rigtige lomme, men mon ikke vi alle sammen trænger til at komme hjem. Og holde en forsinket juleaften.”
I en snakkende og leende flok myldrede de ud af det Helvede, der nu ( i al fald for en tid) havde mistet al magten og æren.
S L U T
Her slutter den lille julespøg. Og Marianne, som I ser et billede af herunder – med en anden frisure ganske vist, men dog visselig den samme og med barnesindet i behold, siger jer tak, fordi I ville følge med hele den lange vej.

 

23. december

Udgivet den af
Svar

23. december
Trolden og Faust – ja, dem møder vi senere i fortællingen.
Nu bevæger vi os atter op i slottet. Her sidder de tre drenge og hænger med næbbet. Og det ser mere sort ud end nogensinde, det kan ikke skjules. Vi nærmer os verdens udløbsdato, hvis der ikke sker mirakler. Men selvfølgelig – det er jul  – og julens budskab er jo netop fortællingen om Det største Under. Miraklernes tid er måske ikke forbi.
Svend smed sig på sengen. ”Jeg holder det ikke ud længere. Vi kommer jo ingen vegne.”
”Nej, og hvor var det svært at være venlig og underholdende i aftes. Og Isabella, der blev ved med at spørge til Nissepigen,” sagde Jerry, og Tom fortsatte. ”Det var i det hele taget en syret aften. Lagde I mærke til ham hofsnogen, han blev skidefuld – og ind i mellem
forsvandt han og kom endnu mere døddrukken tilbage.”
”Hov, hvad var det lige, du kaldte ham?” sagde Svend.
”Idioten?”
”Nej, du sagde noget andet.”
”Nå ja, hofsnogen, for han slikker jo kronprinseparret op og ned af ryggen, kunne han slikke dem i røven, så gjorde han det.”
”Du er genial!” råbte Svend og slog ham på ryggen.
”Hvad?”
”Det er jo for pokker ham, der har stjålet HJERTET – Feen talte jo om en slange – eller en snog! Nu må vi se, om vi kan få fat i ham, det bliver ikke let, for han forstår jo at sno sig.”
”Ja,” sukkede Jerry, ”nu kunne vi godt bruge vores skytsengel, for hun er endnu bedre til at sno sig.”
”Når man taler om solen,” lød en lys pigestemme, og i det samme så de hende. Hun stod og lyste midt i kammeret. I hånden holdt hun en lille trold.
”Det havde I nok ikke regnet med!” lo hun så smittende, at de tre drenge for første gang trak en anelse på smilebåndet.
”Du kommer som sent fra Himlen,” sagde Svend.
”Desværre,” mumlede hun og lyste knap så klart. ”Jeg kommer faktisk fra Helvede.” Det sidste ord hviskede hun, men de hørte det.
”Sig mig lige!” kom det strengt fra Svend, ”fløj du ikke op til Vorherre med Klenodierne for at bede ham passe på dem?”
”Altså … lige Vorherre … altså lige ham, mener jeg … vi … altså … generationskløften du ved …,” vrøvlede hun i mangel af en bedre forklaring.”
”Forklar dig ordentligt!” kommanderede Svend da også og fortsatte: ”Og hvad er ham dimsen der, hvad er han for noget?” Han pegede på Troldepus, der var begyndt at blive urolig og stod og trippede.
”I skal i al fald ikke lade det gå ud over ham, at I er sure på mig,” mukkede hun.
”Nå, men vil det sige, at du ikke engang ved, hvor Klenodierne er, og at vi står på bar bund?”
”Øhh … jeg … ja, eller … nej det ved jeg faktisk ikke … men så meget kan jeg sige: jeg gav dem ikke godvilligt fra mig … jeg blev tvunget til det.”
”Hvad gør vi så nu?” sagde Tom og fortsatte, ”ingen af os tør gå ned i den farlige kælder, hvor Lise er helt forsvundet. Måske ligger hun bagbundet, måske er hun allerede død.” Han så bange på vennerne.
”Det finder jeg ud af,” sagde englen. ”Det skulle bare mangle.”
”Men du kan jo ikke mere flyve.”
”Nej, men jeg kan noget andet, noget, som Troldepus der har lært mig.” Og hun holdt en lille hvid pind op foran dem. ”Den har han lånt mig.”
”Se bare! – hokus pokus.” Hun stak pinden i munden og var væk.
”Hun er væk” sagde Svend.
”Nej,” sagde Troldepus og gned sig på næsen, ”hun er bare usynlig.”
”Det tror jeg ikke på,” sagde Tom, og så skreg han. Den tomme luft begyndte at sparke ham over skinnebenet. ”AV! AV! Jo, det tror jeg på!” hylede han.
 
Dybt nede i kælderen var der ikke blevet lysere – et næsten nedbrændt stearinlys hang og blafrede på en søvnig slanges halespids. Lise sad på en sten med benene trukket op under sig. Hun var bundet på hænder og fødder. Og minsandten om ikke Julebukken var sat til at holde vagt ved hende.
”Du kan altså ikke være det bekendt. Dig, som alle børn elsker. Og så opfører du dig som den ledeste af alle svinebukke.”
”Nå, du glemmer vist, at det var mig, der drak alle de andre pissefulde, så de ikke kunne gøre dig fortræd.”
”Men du holder vagt for dem.”
”For dem? hvem siger, det er for dem?” sagde Bukken og følte sig for første gang som en gammel tvivler.
”Men hvad er det, du er ude på?” klynkede Lise, hvis stadigt vaklende mod efterhånden var til at se ende på. Men inden Bukken nåede at svare på det vanskelige spørgsmål, følte hun et let strejf af noget blødt på kinden og en stemme, som hun genkendte, hviskede hende i øret: ”du skal ikke være bange, og nu skal du høre godt efter. Det er Hofsnogen, der har
taget HJERTET, og han gemmer det under sin kofte.”
”Er det sandt?” hviskede hun ud i luften, og Bukken så surt på hende. ”Sidder du nu og hvisker til dig selv?”
”Ja, for du er ikke værd at spilde ord på.”
De nåede ikke at uddybe den dristige anklage, før Hofsnogen kom snoende hen ad den mørke gang med kurs lige mod dem.
”Nå, man hygger sig nok.” Sagde han, og Bukken svarede med falsk oprigtighed i stemmen: ”Ja, hun er sød, den lille strik, og du har bare at behandle hende anstændigt!”
”Og det skulle komme fra en gammel buk som dig.”
”Julebuk,” korrigerede Bukken fornærmet, “men for at snakke om noget andet, så har jeg medbragt min mors hjemmebryg, og nu synes jeg, at vi skal drikke en lille tår og ønske hinanden glædelig jul.” Og han serverede til både Hofsnogen og pigen, og begge faldt øjeblikkelig i en lige dyb søvn.
Nu fik Bukken travlt, og man kunne se, at han bøjede sig over de to, men hvad han foretog sig, kunne man ikke se. Desværre. Men hvad man kunne se var englen, der tog pinden ud af munden og blev synlig og synligt forvirret betragtede Julebukken, der lykkeligt brægende galopperede hen ad den mørke kældergang. Hvorhen kunne hun ikke se, og jeg ved det ikke.
”Jeg må skynde mig at finde HJERTET, mens han sover,” sagde hun til sig selv og gik i gang med at rode i Snogens lommer, men nåede ikke til de aller-inderste, før hun hørte støj og hurtigt gjorde sig usynlig, og nu blev hun vidne til et besynderligt optrin, som sandelig også forbløffede mig, og som I andre nok heller ikke lige ventede. Men hun så det med egne øjne og hørte hvert ord af det sære sceneri, der udspillede sig der dybt nede under jorden. De agerende var Troldmanden og Faust.
Det var Troldmanden, der først tog til orde og sagde, idet han så Faust dybt i øjnene:
” Jeg kan ikke holde det skjult længere, skat. Jeg er brændt varm på dig.”
”Jamen, også jeg bager så vidunderligt på dig. Oh, hvilken ild, der flammer i mit hede bryst!”
”Og den liden Gretchen?” sagde Trolden med en stemme, der dryppede af undertrykt jalousi.
” Åh hende! hun er jo det rene ånde-flimmer – aller højt en skueret. Du derimod, du er kød og blod.”
”Ak ja,” sagde Trolden med lykken lysende i sit troldeansigt, ”så vil vi da sammen vandre ind i vor blomstringstid.” Hvor pokker har jeg det fra? nåede han at tænke, inden Faust
omfavnede hele hans imposante troldefigur og udbrød: ”Hele mit liv har jeg ventet på en som dig. Vil du være min?”
”Frier du til mig?” spurgte Trolden lidt mistroisk, for det var da et vældigt skridt at tage, ikke sandt?
”Ja. Jeg gør. Og vi gifter os den dag i morgen. Og vi skal vies af biskoppen, mindre kan ikke gøre det.”
”Nej, hør nu, jeg hader kristenblod, men det ved du da!”
”Nu vil vi ikke skændes, vel, og du behøver jo ikke sutte på ham,” sagde Faust og fortsatte: ”og jeg er skam ikke kristen.”
”Men hvorfor skal vi vies i kirken?”
”Åh, vil du ikke nok? Kirkebryllup er så romantisk. Og Keld Holm er så sød.”
”Hvad er han!!!?” trolden lod atter jalousien slå gnister. ”Er der noget mellem jer to? Har I noget kørende, som jeg bør vide?”
”Rolig, jeg elsker kun dig.” Lad os sjunge en elskovsduet! Og de greb hinandens hænder og sang så hjerteskærende smukt, at jeg fik tårer i øjnene. Hør nu blot:

Endelig rev de sig ud af favntaget og så sig om, for i deres feberforelskelse var de da vist faret vildt.
”Åh, men se dog, der ligger ham den ækle snog,” sagde Faust.
”Ja, han er til at brække sig over.”
”Du, vi tager HJERTET fra ham og flygter langt bort.”
”Jamen, Fanden! for fanden. Har du rent glemt ham?” spurgte Trolden uroligt, men jo også lidt dumt, hvad Faust gjorde ham opmærksom på ved at skære Fandens plan ud i pap: ”Fanden vil jo slippe ragnarok løs, det husker du nok,  og han vil gøre menneskenes hjerter kolde som is.”
”Ja, hvad så?” bøvlede Trolden, og Faust nev ham i den hårede arm og sagde højt og tydeligt: ”Er der ikke noget, du lige har glemt?”
”Glemt? Nej, jeg glemmer aldrig noget, for jeg kan slet ingenting huske,” sagde han og grinede. Men Faust lo ikke. Han sagde: ”JEG er et MENNESKE.”
En tid var der kulde og tavshed imellem dem, men som du sikkert ved, så er kærlighedens kraft stor nok til at bygge bro over selv de største kløfter. Alligevel var Troldens første replik ikke velegnet til byggeri. Han sagde: ”Fy for Satan … jeg HADER mennesker .. De
stinker af kristenblod.”
”Ikke jeg,” sagde Faust roligt, ”her, lugt selv!” og han rakte ham en hvid, behåret arm. Trolden så mistænksomt på det nøgne kød, så bøjede han sig ned og satte tænderne i.
Faust vred sig af smerte. ”AV!” hylede han.
”Jamen, du sagde da selv …” mumlede Trolden forvirret.
”Jeg sagde lugte. Ikke bide.”
”Bare en lille bitte hapser,” ivrede Trolden. ”Bare så jeg ved, du ikke fupper, og at jeg ikke køber katten i sækken.”
Faust strøg den store troldebamse over pelsen og sukkede: ”Du sære gamle Trold – mit hjerte dunker af menneskeblod, det er sandt, men mit eneste ønske er, at det må slå i takt med dit.”
”Det var smukt sagt,” sagde Trolden og kyssede ham ret inderligt, mens en lille tåre trillede ned ad de ru kinder.
”Ja,” sagde Faust, ”Kærligheden er det smukkeste af alt, og alt er smukt for dem, der elsker, men hvis Fanden får fat i HJERTET, så er det ude med kærligheden.”
”Og med os,” sagde trolden helt forstandigt.
”Ja, og derfor skal vi finde HJERTET, inden han slår kløerne i det.”  Og han bøjede sig over Hofsnogen og begyndte at gennemrode de mange lommer, men nåede ikke ret langt, før en hæslig stemme bremsede ham og fik ham på benene i en fart.
Det var Den Onde selv, der pludselig dukkede op og nu brølede: ”Hvad foregår her!” Faust så ængsteligt på ham, som han stod der og tordnede vredt og med en lille bange Troldepus hængende ved den ene arm.
Hakkende begyndte Faust på en lang række søforklaringer, der jo intet forklarede, og Fanden bød ham da også holde kæft med det bavl. Så vendte han sig mod Troldmanden.
”Og her har du din dumme lærling, Troldmand. Jeg snuppede ham på vej herned. ” Han puffede Troldepus over mod Trolden, der uden at tænke sig om knaldede den lille fyr en lussing. ”Så kan du lære det,!” brummede han og fortrød allerede, men han måtte have afløb for den skræk og rædsel, der nu susede i ørerne og for øjnene af ham.
Men Faust lyste op i et lykkeligt smil og sagde, at den lille trold, ham måtte han da ikke slå. Det var jo et barn, kunne han ikke se det? Og nu de skulle giftes, så kunne det være så yndigt at få et barn og stifte familie. ”Så bliver vi en rigtig familie, ligesom Frede og Mary,” sagde han bevæget og fik med de rolige ord Trolden til at slappe af. Og mens de således smilede lykkeligt midt i al uhyggen, der hang over dem i form af en frådende Fanden, hørte man Troldepus’ lille barnestemme: ”Hvoffor en familie?? Hjælp moar! Jeg vil hjem.”
Men det hørte ingen af de oprørte
væsner, der dannede kreds om ham.
 
ens skæg 2

22. december

Udgivet den af
Svar

22. kapitel

Se, nu er englen jo befriet takket være Troldepus, så derfor er hun igen glad. Det kan man tydeligt se på Theodors tegning af det lille væsen:
Ingenting at være ked af. Det tror hun, men hun bliver måske klogere juleaften.
22. december:
Han slæbte hende hen til en næsten usynlig dør, som han lirkede op. Så skubbede han
hende ind i en mørk gang for enden af hvilken man kunne skimte en trappe.
”Ja, der skal vi ned! Du først!” befalede han og skubbede til hende, så hun snublede ned ad den stejle trappe, der endte dybt nede i et stort kælderrum, der var ganske svagt oplyst af osende fakler.
Da hun nåede bunden, trådte hun et skridt frem. Så skreg hun. Hendes fødder gled i noget blødt og fugtigt, og hun vendte sig om og klamrede sig til hofmanden, der skubbede hende fra sig og lo højt.
”Bare rolig. Det her er blot nogle fredelige snegle og tudser, vent til vi kommer længere ind, for der hersker slangerne.”
Hun skulle kaste op nu og holdt begge hænder for munden, mens hun mumlede: ”hvor er vi?”
”Åh, vi er, hvor vi skal være, i vores eget lille lokale helvede.” Han begyndte at hive efter vejret, så faldt han i kramper og hans åndedræt gled over i en hæs rallen, og lige med ét voksede der en slangeham frem og dækkede ham fra isse til tå. Han bøjede sig over hende: en kæmpelindorm over sit offer. Men da var hun besvimet.
”Pokkers til tøs, snerrede han, så rejste han sig på bagbenene og greb hende med forbenene og sådan vrikkende og vraltende med pigebarnet trykket ind til sig, bevægede han sig længere og længere ind i den uhyggelig kælder og kom til sidst til et kælderrum, hvor der flakkede et lysskær fra brændende fakler, fæstnede med snogesnot til lange
slangehaler, der svingede dem frem og tilbage.
På et par rå, slimede sten sad Trolden i dyb samtale med Faust. De stak hovederne helt sammen, og hvad der foregik mellem dem, var ikke let at se. Et par sære lyde hørtes nu og da efterfulgt af lidt fnisen. Så fik Faust øje på Hofsnogen og slap Troldens arm og rykkede et par centimeter fra ham, men Trolden rykkede med, så de atter sad som siamesiske
tvillinger. ”Aha, ” sagde han, ”Den onde Hofsnog! Og bærende på sin egen dejlige Gretchen.”
”ÅH hende … hun er blot en tøs, der ved for meget.” Snerrede Snogen.
”Sådan går det, lærer man dem for meget, så tager de magten fra en.” Faust sukkede af dyb erfaring. Og nu blandede Troldmanden sig: ”Præcis det samme med mine lærlinge: slår man dem ikke ihjel i tide, så tager fanden ved dem.”
De sidste ord fik Hr. Hofsnog til at smile: ”Du siger noget. Vi slår hende ihjel. Men hvordan? Jeg er ikke rigtig uddannet i det fag.”
”Smid hende i krogen der, så ordner rotterne og slangerne resten.”
”Fint med mig,” savlede sagde Snogen og vred sig, og Faust benyttede lejligheden til at spørge om det, der lå ham mest på sinde: ”Lykkedes det dig så at få fat i HJERTET?”
Snogen rodede rundt på kroppen, så stak han en hånd ind under det glatte skind og trak triumferende HJERTET frem. Det funklede som diamanter i hans hænder, og tændte begærlighedens grumme ild i de to andre.
Trolden stønnede ligefrem: ”Nu har vi vundet.”
”Ja, vi har,” sagde Snogen, Fandens flinke Triumvirat, nemlig os tre, har i sandhed båret ved til Verdensflammehavet, og i morgen ved midnatstide vil Fyrsten I Egen Person møde
os her, og vi vil overrække ham Det gyldne HJERTE. Og han vil holde alle tre KLENODIER i sine magtsyge kløer, og så sker det: alle stemninger og alle fantasier, alle smukke følelser vil fordufte, og jorden vil igen blive VORES.
”En gang for alle,” jublede Trolden, men der var en lille falsk tone i hans jubel, som ingen hørte.
Faust derimod gik helt amok og hylede, ( og han hylede ellers aldrig) at nu ville han denondelyneme drukne sig i druk, liderlighed og hor. Og lad os bare begynde med hende der,” fistede han allerede som beruset.
”Hold bøtte,” sagde Trolden spagt og uopfindsomt, ”jeg hader kristenblod, det klæber til ganen.”
”Åh, men hvem siger, vi skal spise hende – vi vil bare sno os lidt om hende,” hvislede snogen ulækkert.
”Føle hende på tænderne,” fjollede Faust med ( og den gamle Faust, som vi kender ham fra Goethe,  var langt væk, det kan I nok høre) – Men nu skete der noget uventet ( det var da også på tide .)
En infernalsk larm lukkede munden på triumviratet, og ind tumlede Julebukken med kunstige julelys vrikkende på sine bukkede horn. Trolden fór op og brølede: ”Hvad skal DU forestille at bestille her?!!”
”Det samme som dig?” sagde Bukken.
”Det forstår vi slet ikke,” råbte de tre i et uharmonisk kor, der dog ikke lukkede munden på den Store Bukkebruse, som i en kaskade af lattermildhed bog dårlig ånde betroede dem, at
han havde været til møde med alle ”the good guys.”
”Åh”, sagde Trolden, ”du mener Satan og hans djævleyngel!”
”Vrøvl, jeg taler om de virkelig, virkelig, virkelig gode. De ligefrem stinkende gode.”
”Nå dem, tåberne altså, men hvad fanden havde du at bestille i deres flok?” spurgte Hofsnoen mistænksomt.
”Jeg forsøgte at ligne en, der føler sig hjemme i det selskab.”
”HVAD!??” bralrede Trolden løs, ”er du på det hold????”
”Nej da, men det tror de, tåberne. I skulle have set det fjollehoved til Elverkongen, han savlede ligefrem af fryd over den ene omvendte synder.”
”Prøver du så også at bilde os ind, at du føler dig hjemme her?” spurgte Faust med en rest af sin gamle skarpsindighed.
”Jeg kommer til jer med insideroplysninger, det begriber I vel?”Trolden så hånligt på ham.
”Store fjollede Buk”, sagde hofsnogen, ”fjol rundt et andet sted. Vi kan ikke bruge dine oplysninger til noget. Vi er ved vejs ende. For jeg har allerede HJERTET.”
”Hvor?”
Snogen slog sig på maven, ”her, og her bliver det, indtil det skal overrækkes Den Mægtige Fyrste.”