Engle 3. Bibelens engle

Udgivet den af
Svar

 
 
 
I det gamle Testamente møder vi mange engle. Og efterhånden flere og flere engle – undertiden endda hele hærskarer. Men den allerførste engel vi støder på optræder helt alene. Og han er en “rigtig” engel,  hvis vi da skal holde fast i, at engle er Guds sendebud.
Vi er stadig i Første Mosebog – det er i den bog, de mest elskede og kendte fortællinger findes – grundfortællingerne om vi mennesker. Historierne om Noa og hans Ark og om Abraham og Isak og Rebekka og om Esau og Jakob og om Laban, den laban, og om Josef og hans sønner. Hele denne brogede familie, der ligner alle kommende familier gennem flere 1000 år, ja til alle tider.
En familie med stærke følelsesbånd og ligeså stærke konflikter, der skiller dem. Når jeg læser 1. Mosebog synes jeg, at jeg kan nikke genkendende til så meget. Det er eviggyldige fortællinger.
Men nu gælder det englene, og de begynder virkelig at spille en rolle i disse historier. Det første menneske, der ser en engel, er nu slet ikke medlem af famlien – hun er en fremmed, en slavinde ved navn Hagar.
Sagen er den, at Abraham og Sara, der lever ganske lykkeligt i Mamres Lund, er barnløse, og det er noget rod, for Herren har åbenbaret for Abraham, at han skal blive stamfader til et helt folk: lige så mange efterkommere, som der er stjerner på himlen, har Gud lovet. Men hvor skal de komme fra? Sara er oppe i årerne, faktisk har hun rundet de 90, og i den alder er håbet om at føde andet end fantasibørn stærkt dalende, dengang som nu.
Abraham og Sara bliver enige om, at den unge Hagar passende kan fungere som rugemor – og hun bliver da også gravid, men kommer selvfølgelig i klammeri med Sara, der i sin jalousi piner og plager hende, så hun til sidst må flygte ud i ørkenen. Og her møder hun en Herrens Engel. Den har ikke noget navn, men En Herrens Engel optræder mange steder i Det gamle Testamente, og nogle angelologer (= engleforskerne ) mener, at denne anonyme engel er identisk med Gud selv – men så er den jo ingen engel, så den køber jeg ikke (helt). En engel er en engel – men sandt nok falder den undertiden (næsten) sammen med Gud: f.eks. da Moses ( langt senere ) ser en Herrens Engel i en brændende tornebusk.
Englen får i al fald Hagar til at vende tilbage til Mamres Lund.
Senere flygter hun igen ud i samme ørken og nu med sin lille dreng Ismael ved hånden. Hun farer vild under den brændede sol og lægger sig til at dø et pileskud fra sin lille dreng, hvis gråd hun ikke kan tåle at høre. Men Gud hører barnets gråd, og Guds Engel råber til Hagar fra himlen, at hun skal gå tilbage til sin dreng og tage ham ved hånden, og netop som hun griber den lille barnehånd, skyder en brønd op foran hende.
Men hvorfor flygter Hagar?
Jo, Sara fødte en søn trods sin høje alder – og fødselen gik fint. Lille Isak så verdens lys. Men 9 måneder forinden havde der været fornemt besøg hos det aldrende ægtepar i Mamres Lund. Der kom tre fornemme mænd vandrende, og Abraham så straks, at det ikke var almindelige vejfarende, og han diskede nervøst op med dejlig middag ude under de skyggefulde træer. Hvem de mystiske mænd er, får vi ikke at vide, men de introduceres som hellige, for der står i indledningen: Siden åbenbarede HERREN  sig for ham.: Og en af dem taler med Guds stemme: “Da sagde HERREN til ham,” står der.
De tre mænd er altså Gud og to engle, eller det er tre engle, der er sendt af Gud og gennem hvis mund HAN taler, eller de er måske alle tre inkarnationer af Gud. Det er her som andre steder lidt uklart.
Næste gang en engel optræder er i den frygtelige historie om Abraham, der af Gud har fået befaling om at dræbe sin søn. Netop i det mest højdramatiske øjeblik, hvor faderen hæver kniven for at gennembore sin søns hjerte, lyder der en røst fra himlen. Og der står: “Da sagde Englen: “Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget.”
Reddet i sidste sekund.
Og det er karakteristisk, at englen er der, når der er brug for den. Herrens Engel er som sagt anonym i den forstand, at den ikke har noget navn og i øvrigt er blottet for karakteregenskaber. Den er en frelserengel – det er dens funktion, der kendetegner den.
Anderledes er det med ÆRKEENGLENE, som mit næste indlæg skal fortælle lidt om.
 

Engle 2. Englenes skabelseshistorie

Udgivet den af
Svar

Englene har ingen skabelseshistorie. I al fald ikke, hvis vi skal holde os til Bibelen. Her hører vi i første kapitel om, hvordan Herren skabte “Himlen og Jorden med al deres hær” -og med de ord indledes kapitel 2, hvor skabelsen er fuldbyrdet. Måske er hæren at forstå som en englehær, men det siges ikke.
Først ved uddrivelsen af Paradiset møder vi en slags engle, nemlig Keruberne med deres flammesværd. Men er de egentlig engle? Engel betyder Guds sendebud, og Keruberne har den udtrykkelige opgave at spærre for menneskenes adgang til Paradiset. De er altså ikke sendebudsengle, men nærmest en slags spærreengle –  anti- engle måske?
I kapitel 1 hører vi om den hele kreationsproces. Men ikke et ord om engle. Så der må vi kigge andre steder hen, og det gør vi så.
I de gamle religiøse skrifter, dem, vi kalder de apokryfe eller pseudepigrafiske, hører vi, hvordan og hvornår Gud skabte englene og hvordan det videre gik dem.
Hvad er det for skrifter?
Da Bibelen i sin tid blev sammensat til den bog, vi kender i dag og regner for en slags fundament for vores religion, da valgte man en række tekster ud blandt de mange: man “kanoniserede” dem kort sagt – og gav dem således en højere status end de andre, som man undlod at indlemme i den store bog.
Hvem er “man”?
Det er de gamle lærde (MÆND), der tænkte og regnede og bestemte og sluttelig valgte. Og så fik vi Bibelen. Men de andre tekster mister jo ikke af den grund deres betydning eller deres religiøse indhold, og mange af dem har kristne da også gjort stor brug af – ( Kingo skrev f.eks. en af sine bedste prædikener ud fra Enoks Bog).
Jeg nævner nogle stykker i flæng: Jubilæerbogen – Judiths Bog, Enoks Bog – Adam og Evas Bog – Johannesapokryfen – Thomasevangeliet og Petersevangeliet.
I mange af disse skrifter finder vi engle og også fortællinger om, hvordan Herren skabte dem og navnlig om, hvor galt det senere gik (mange af) dem.
Et sted hører vi, at da Gud havde skabt alt, hvilede dette ALT i stor harmoni. Der var fred og ro og ingen fare, og alle enedes. Kort sagt: idyllen var total. Men så skete der noget, og det må der vel gøre der, hvor alt ånder Den Totale Idyl.
Et sted hører vi, at Gud talte til en af sine engle, han hed Lucifer og var en seraf ( der var forskellige slags engle med forskellige grader af betydningsfuldhed )-  seraferne havde den største stjerne hos Gud Herren, og deres kærlighed til ham var brændende. Derfor ser man dem ofte fremstillet som RØDE engle. De flammer for Gud. Og Lucifer var netop en sådan Lysets Engel, og han elskede Gud, og Gud elskede ham. Men så en dag kaldte Gud ham til sig og talte til ham og befalede ham at tjene mennesket Adam.
Og så slog det klik for Lucifer.
“Det kan du da ikke mene!!!!???? skreg han med præcis så mange udråbstegn og spørgsmålstegn, som jeg har sat. For det forstod han ikke. “Mennesket er skabt af ler, JEG er skabt af ånd. Jeg ER ånd!!! Mennesket er STØV!!Jeg vil ikke bøje mig for støv.”
Sådan protesterede Lucifer. Og Herren svarede sikkert noget i retning af: “Du skal bøje dig for MIG!” Men det ville englen altså ikke, og i det skjulte begyndte han at agitere blandt de øvrige engle, store som små, alle gik han til, og hos alle indgød han sin giftige snak om oprør. Oprør mod Herren. For hvad lignede det dog, at HAN skulle sidde der og regere enevældigt, når de nu var så mange!!!! Var det retfærdigt??? Havde ENGLENE måske ikke et ord at skulle have sagt? Var der ikke noget, der hed DEMOKRATI???? Nej, det sidste ord brugte Lucifer selvfølgelig ikke, men tanken var der altså.
Og så gik det, som det måtte. Den Store Kamp begyndte mellem Gud og hans engle og Lucifer og hans engle.
Gud vandt kampen, og han sendte Lucifer Fanden i Vold. Styrtede ham ned i det sorteste Helvede ( i nogle tekster står der ned til Jorden, men det er åbenbart det samme). Og hernede skiftede han navn til Satan eller Fanden, og her har han lige siden raset og regeret med alle sine faldne engle. Alle sine Hells Angels.
Men kampen mellem det gode ( Gud ) og det onde ( Djævelen) er jo ikke ophørt. Det er den evige kamp. Og måske ophører den aldrig. Men skal vi tro “Johannes Åbenbaring” så skulle det dog ske engang. I endnu et drabeligt slag, hvor Ærkeenglen Mikael kæmper med Slangen ( eller Dragen) som er Satan og vinder over den. Og så har det gode omsider sejret. Men der er sandelig lang vej.
I det pseuepigrafiske skrift “Adam og Eva” mødes Djævelen med Adam, og vi erfarer af førstnævntes mund, hvordan det hele startede, og hvordan det som bekendt endte med, at de begge faldt så grueligt dybt –  blev uddrevne af Paradis.
Adam spørger Satan, hvorfor de ikke kan forliges. Hvorfor hader Satan ham så voldsomt? “Hvad har jeg da gjort dig?”siger han fuld af undren, og Satan svarer: “O, Adam, hele mit fjendskab og min misundelse og smerte er imod dig, fordi jeg for din skyld blev jaget ud og fjernet fra min herlighed, som jeg havde i Himlen midt blandt englene, og for din skyld blev jeg kastet ud til jorden.”
Og Satan fortæller nu Adam, hvordan Gud befalede ham at tilbede Adam med det argument, at denne var skabt i Guds billede. “Men hør nu, Adam! Du er og bliver yngre end jeg, og jeg ved desuden, at han skabte dig af støv og jord.”
I samme skrift hører vi om, hvordan Adam og Eva sulter nede på jorden, men så sender Gud englen Mikael, og denne rare engel giver Adam et lynkursus i agerbrug. Der står: “Gud Herren sendte ved englen Mikael forskellige slags sæd og gav dem til Adam og viste ham, hvorledes han skulle bearbejde og dyrke jorden, for at de kunne få frugter, hvoraf de selv og alle deres slægtled kunne leve”. Verdens første landbrugsskole indstiftedes altså og med engle som lærere.
Det var lidt om de første religiøse skrifters beretninger om engle. Det næste indlæg skal handle om Biblens engle, som vi møder dem i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente.

Engle 1. Engle hist og her og alle vegne

Udgivet den af
Svar

 
Et af mine børnebørn spurgte mig: “Findes engle rigtigt?” Og jeg svarede: “Jamen, lille skat, du har jo lige tegnet en.” “Åh ja,” sagde hun glad, “det er også sandt.”
En anden gang holdt jeg foredrag om engle, og en af tilhørerne spurgte mig: “Tror du selv på engle?” Og jeg kunne jo have svaret: “Jamen, kæreste, nu har jeg jo snakket om dem i to timer.” Det sagde jeg ikke, men hvis jeg havde gjort, så ville hun ikke have svaret: “Åh ja, det er også sandt.” For hun var voksen, og voksne mennesker har lang vej til troen. Den voksne vil kun tro det, hun ved. Og det, man tror, det ved man jo netop ikke. Man tror det, og der er ingen grund til at sige “kun” – det er ikke noget, vi “kun” tror. Vi kan sige, at vi “kun” ved det og det, for vores viden er begrænset af forstandens sølle fatteevne. Det er vores tro ikke – den er ufattelig stor og rig og føles med hjertet. Men vi moderne mennesker i en teknologisk verden er opdraget til at være logiske, og der er ingen logik i troen. Og vi skal være forstandige, og det skal vi selvfølgelig, men forstanden hjælper os ikke i trosspørgsmål. Troen er hinsides al fornuft.
Jeg holdt foredrag om engle i Hald ved Randers for nogle år siden. Det var i forbindelse med, at præsten gik på pension, og han fortalte efter foredraget, at det første foredrag, han var med til at arrangere for 25 år siden havde haft samme tema: engle. “Og vi var så nedtrykte, da vi gik hjem, for foredragsholderen tog englene fra os. De fandtes overhovedet ikke, sagde han. Men du har givet os englene igen.”
Da blev jeg glad, og jeg har siden været meget omhyggelig med ikke at tage englene fra nogen.
I de næste indlæg vil jeg i små rids lave en slags “englenes historiebog” – og den har jeg vel ikke fra troens verden, men snarere fra bogens. Alt, det der er nedskrevet om englene i tidens løb, dels i Bibelen og dels i de mange andre gamle religiøse skrifter vil jeg fortælle om. Og så også lidt om de moderne engle. Dem, der viser sig ( for os) i dag og måske vil gøre det i morgen.
I avisen læste jeg forleden om en kvinde, der havde mistet en, hun holdt af, og hun var så bedrøvet og så ensom i sorgen. Men så kom der en engel. Det var nabokonen, og før sin sorg havde den ulykkelige aldrig anet, at hun boede dør om dør med en engel. Den slags engle, der kommer og holder om os, når vi er mest ulykkelige, har mange af os mødt. De er Guds sendebud. For engel betyder sendebud.

40 – Mylius Erichsen: Strandingshistorier ( 1901 )

Udgivet den af
Svar

Dette indlæg vil blive det sidste om Skagen i denne omgang. Der er nu 40 indlæg, og de kan alle findes under Hjemstavnsroman.

Englene har meldt deres ankomst og får altså lov at kile sig ind og rane skriveblokken for en tid. Men vi vender tilbage til Skagen – snart.

Mylius Erichsen er mest kendt for sine grønlandsekspeditioner og navnlig den sidste, hvorfra han aldrig vendte hjem igen. Han døde et sted på indlandsisen i 1908. Men han var også skønlitterær forfatter, glemt i dag. Ikke så underligt – han var ikke noget litterært geni. Alligevel er det interessant i forbindelse med Skagenstudier at læse bogen: Strandingshistorier, som han fik publiceret i 1901 – Den udkom på Gyldendal. Jeg har læst en e-bogsversion – udgivet i 2011, og det er fra den, jeg i det følgende vil citere. Bogen skrev han åbenbart efter et længere ophold i Skagen. Og han vier de første mange sider til en forherligelse af Anna og Michael Ancher.

 

Mylius besøger Skagen i den tid, hvor malerkolonien stadig findes, men er på vej til at forsvinde. Tænk på Drachmanns vers: “Der var et andet Skagen/ et bedre måske …. suk suk. Fiskerne er heller ikke mere samme djærve folkefærd. Mylius udtrykker det sådan her:

“Den sidste halve Snes Aar har været en Overgangstid ogsaa for Skagen – og for Skagen hurtigere end for nogen anden Fiskeplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som i det Ydre, har fortrængt meget gammelt. ” ( side 15 ) Citat slut.

Og senere samme side: “Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et præg af Naturtilstand og stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og glatraget Hage eller dor det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg.  … Fiskerne er i det hele blevne moderniserede … ” ( side 15 )

I en lille fortælling “Strandvagt” skildrer Mylius dels den gamle gæve fiskertype – fuld af sympati og dog med en æstetikers vurderende blik – Personen er opdigtet og hedder Holst. Og samtidig får man en beskrivelse af stormvejret ved kysten, som man kan se af følgende citat fra side 27 – sidetallene svarer til den gamle førsteudgave fra Gyldendal)

“Paa Toppen standsede de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev som løftet og slynget – – da pressede han sig med rundet Ryg mod Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at han endnu rørte den faste Bund – og derpaa kneb han Øjet tæt i taagen, til den rasende Byge var lænset noget længere bort. ( citat slut)

Skildringen af stormen og den unge Mands livtag med naturkræfterne er tidstypiske. Selv kommer Holst til at tænke på Johansen og Nansen, der foretog halsbrækkende ekspeditioner til det endnu uudforskede Antarktis – ( citat fra side 43) “Han kom til at tænke på Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustandseligt, mens Tankerne blundede dybt inde bag Bevidstheden.”( citat slut)

Det ligger i tiden at berømme den fysiske vitalitet, og manddomsbegrebet knyttes tæt til fænomener som legemelig udholdenhed og vilje til at trodse fysiske forhindringer. Man kender det fra Bønnelyckes og J.V. Jensens digte, og fra Thomas Dinesens ( Karen Blixens bror) skildringer af livet ved skyttegravene i Første Verdenskrig, hvor han deltog sammen med Canadierne. I “Ved Vestfronten” beskriver han det brutale og modbyrdelige myrderi set med æstetiske briller: Det bliver i hans gengivelse smukt – som et festfyrværkeri af farver. Og man ser den samme måde at beskrive på hos Ernst Jünger i hans bog om samme krig, hvor han var tysk soldat – her er et par citater fra bogen “I Stålstormen”: “Det natlige landskab var mudret og øde og genlød ofte af bragene fra tunge skudsalver. Men jævne mellemrun steg gule raketter til vejrs og eksploderede, og ned dalede en ildregn, hvis farve mindede mig om lyden af en bratsch.”  Og videre: “På de rådnede marker voksede der blomster med en varm og vild lugt. Langs vejen stod undertiden enkelte træer, som landmanden kunne have hvilet sig under i fredstid, med hvide, rosa eller mørkerøde blomster, et fortryllende syn i ensomheden. Krigen havde givet landskabet en heroisk og tungsindig kulør uden at ødelægge dets skønhed; den blomstrende overflod virkede mere bedøvende og strålende end ellers.”

Det er æstetikeren, der oplever. Etikeren er afgået ved døden.

Også hos Mylius er det æstetikerens briller, man ser med og samtidig forherliges det nye stærke mandsideal, som J.V. Jensen skriver i et digt fra perioden: “Vi vil bekræfte de raske i retten til riget.“

Her ser vi Mylius udfolde sig: ( citat fra side 29) : … Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en organsik Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til at give fortabt.”

Samtidig med, at Mylius berømmer det nye menneske(mands)ideal: det stærke, sunde legeme, har han øjne at se med og giver en udmærket skildring af den nye fiskertype: den hellige. I den første del af bogen taler han om forandringen i det ydre, og her drejer det sig om forandringen i det indre, efter at Indre Mission har sejret i de små fiskersamfund:

( citat fra side 35): Og med den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt – men kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den fælles Landingsplads … Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til fælles Udbytte og var ordaniserede i en Eksportforening, hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.”

Måske har Hans Kirk været inspireret af Mylius ideer om en slags kommunisme, da han skrev “Fiskerne”?

I det næste kapitel giver Mylius et portræt af en gammel fisker, der har været tilknyttet redningstjenesten. Og som fortæller om strandinger og sin indsats der. Der er også et smukt portræt af hans kone ( og af deres kærlighed til hinanden ). Den gamle mand får koldbrand, og derfor bliver hans tæer, der er sorte af sygdom, amputerede, men uden at lægen bemærker det, lister konen de afskårne tæer til sig, og ude i bryggerset vasker hun dem omhyggeligt og pakker dem fint ind, hvorefter hun graver dem ned på kirkegården. så er de, hvor de skal være på Opstandelses Dag.

Den gamle mand beretter om redningsaktioner, men ind imellem hører man Mylius’ stemme erstatte den gamles, som her: ( citat side 62) “Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren – eller mod … nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi  s k a l  og vi  v i l!”

I den næste fortælling “Skagen Fiskere før og nu” tager Mylius os med til tiden omkring 1800tallets første halvdel og lader den gamle fisker Wolle berette om, hvad han husker, og det er gennem ham, man får historien om Byfoged og Kancelliråd Lund ( navnet nævnes ikke, men det er ham) og negerslaven Jan Leton. Begge er fornemt skildret i Wentzels roman “Dødemandsbjerget” se indlæg 34. Det bliver også til en fortælling om fiskernes største indtægtkilde: det ilanddrevne vraggods, som kun strand- og byfogden måtte røre, men som alle stjal med arme og ben. Her er et citat fra side 77) :

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man “tyvtede” ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst mellem Øvrigheden og Fiskerne om, at enhver rapsede det, han turde paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend, mens de stod midt i “Bjergningen”, naar Tolderen eller Strandfogden kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den lykkelige “finder” sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kende være, Havet kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjernene. “

Også Præsten stjal, og der fortælles en lille anekdote om en samtale mellem Kancelliråden og præsten – den citeres her fra side 82: ” – Efter Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: “Hvem følger bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?” Ja, det var et mærkeligt Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug, kunde da være i tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en Kristen end Præsten, endda ogsaa han erkendte sine Synder for Gud. Men Kancelliraaden med højtidlig Røst: “Nej, bitte Præst,  j e g  er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren paa Korset, og  j e g  tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig og lydig”

Senere beretter Mylius følgende lille anekdote: ( citat si. 88) Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun med Strandingskommissæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget “paa Forretnings Vegne”, og Kommissæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme med i Kancelliraadens Baad. Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissæren skaffe sig den Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissæren naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin Handel om. “Lad ham blive liggende,” raabte Kancelliraaden fra Baaden. “Han har altid villet haft Munden fuld – nu behøver han ikke gabe efter mér.” Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: “Det er godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i Skagen  – næste efter mig selv.”

Det var samme Lund, der plantede en lille lund rundt om sin bolig, og i følge overleveringen skulle den sorte slave Jan havde været uvurderlig for ham i dette arbejde, og det er vist sandt nok, at der opstod en slags venskab mellem de to mænd.

Mylius tager nu med en af de moderne kutterfiskere på fiskeri og skriver om den oplevelse det var for ham. For mig forekom det jævnt kedeligt at læse, og jeg citerer ikke derfra. Derimod slutter kapitlet med et smukt stemningsbillede, som jeg vil citere i sin helhed. ( citat side 106):

“Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken øverst i Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesthimmel ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et par Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene var Vesterhavet høres, naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, de fører deres tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko, der skal Hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne og lukke dem ind i Folden – et omvendt Baadskrog – for at ikke Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er – som naar Børnene paa Skagen synger – en Salmemelodi, men han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op, sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav.”

Sandelig om vi ikke her møder Danmarks første “rapper!”

Der er flere historier i samlingen, men ikke alle foregår i Skagen, og har man lyst at læse resten, kan man gratis hente teksten ned fra Nettet. Behøver blot søge på Mylius Erichsen. Hele bogen er lagt ud på Nettet og hedder Project Gutenberg ebook.

På Skagen gamle Kirkegård står disse sten over slaven og kancelliråden.

Vi holder en pause med hensyn til Skagen som sagt. Englene kræver deres plads her og nu. Det kan jeg ikke lave om på – sommetider kuldkastes ens planer, og man må omrokere. Så er du ikke til engle, men til Skagen – så vendt blot en lille tid.

39 – Oversigt over indlæg om Skagen

Udgivet den af
Svar

Oversigt over indlæg om Skagen fra august 2011 til 11. januar 2012 –
Alle indlæg kan findes under kategorien hjemstavnsroman
1. Skagen i Tankerne
2. Olavius:      Beskrivelse over Skagen Kiøbstad og Sogn 1787
3. Olavius 2:   Beskrivelse … fortsat …
4. Klitgaard:   Skagen Bys Historie indtil 1870
5. Klitgaard 2:  Skagen … fortsat …
6. Sandflugten
7. Nogle billeder fra Tranestederne
8. Et par bøger om Skagen: Tønnesen: ”gamle Skagensfiskere fortæller – Poul Carit
Andersen: Skagen i Fortid og Nutid
9. Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen Tilsandede Kirke
10. Når det blæser til kuling i Tranestederne: nogle fotos
11. Anekdote 1 –  Magnus Hesselholt og Poul Reumert
12. Poul Hammerich og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen
13. Liste over litteratur om Skagen – fra Hans Nielsens Skagenbibliografi
14. Anekdote 2 – Magnus Hesselholt fortæller erindringer i et interview i en avis
15. Huse i Skagen – Højen og Vesterby
16. Anekdote 3 – kaffe med familien på Kokholms Hotel
17. Henrik Pontoppidan – En Fiskerrede ( novelle)
18. Jens Tønnesen: Den forsvundne Skagen fortæller
19. En Strandingsberetning – Illustreret Tidende 1863
20. Thagaard: Blade af Skagens Historie
21. Oktoberbilleder fra Tranesteder – fotos
22. Anekdote 4 – Lars Hesselholt fortæller
23. To romaner og en erindringsbog:  Hanne Marie Svendsen: Guldkuglen – Bech Nygaard: Livets Dræt og Dødens – Bent Haller: Så mange rum
24.  H. C. Andersen: Skagen
25. Et hus i Hulsig – om den gamle Brugs
26. Rifbjerg og Kandestederne
26A. Aase Hansen: Alt for kort er duggens tid
27. Tilføjelser til Et hus i Hulsig
28. Gården Hesselholt
29. Harry Søiberg: Historier fra Skagen – Bent Haller:
Skagensbillede
30. Mere om Hesselholt
31. Johannes Jørgensen om Skagen
32. Rifbjerg og Wivel om Skagen
33. Flere digtere om Skagen: Steen St. Blicher – H. C. Andersen – A. M. Goldschmidt – Holger Drachmann – Johannes V. Jensen – Georg Brandes – Anna Ancher – Martha Johansen – Henrik Pontoppidan – Hans Kirk – Klaus Rifbjerg
34. Ole Wivel og Henrik Venzel – digte og en roman
35. Ole Stjernø – en lokal digter?
36. Et par trivielle værker: F. Wermuth: Familien fra Aalbæk – Reerslev: Præsten i Ødemarken – Friis: Strandingskommissæren i Skagen.
37. Karsten Lund: Den amerikanske Sømand – Viggo Stuckenberg – Valravnen
38. A. M. Goldschmidt: SKAGEN  ( 1865)
39. Oversigt over indlæg fra august 2011 – 12. januar 2012
 

38 – M. Goldschmidt: Skagen 1865

Udgivet den af
Svar


Fra Illustreret Tidende kort efter -Daphnes forlis
Goldschmidts oplevelse af Skagen kan man læse om i indlæg 33 – men jeg synes skildringen er så smuk, at jeg vil afskrive hele hans lille dagbogsberetning. Også fordi den er særdeles tidstypisk – når der endelig kom digtere til Skagen, så fandt de denne egn meget eksotisk. De rejste overalt i Europa, som digter og kunstner skulle man ud på en sådan dannelsesrejse, som regel til de store byer i Tyskland, til Paris og  især til Rom. I Rom mødtes Ingemann f.eks. med en hel koloni af danske kunstnere. Og H. C. Andersen drog endda til Tyrkiet. Men Skagen fik ikke mange besøgende, og når digteren kom hjem og skrev om stedet, så virkede det yderst fremmedartet. Tyrkiet kunne ikke have undret og chokeret mere end Skagen gjorde. Derfor denne beretning fra Illustreret Tidende 1865.
“Tirsdag d. 8de August. Jeg var for kort Tid paa Skagen til at see Tilstrækkeligt og faae god Besked. skal jeg dømme efter, hvad der kan opfattes i Løbet af 1,1/2 Dag, saa er Egnens Charakter Usikkerhed, Ordet brugt i videste Forstand. Jeg mener ikke blot dermed, at den smalle Landtunge mellem de to Have synes i bestandig Fare for at blive overskyllet, eller at Vandet, som der siges, bestandig siver i Sandet ( dog rimeligvis kun der, hvor dets Afløb er hindret), eller at  Stranden er bekjendt som usikker for Skibe og Skibsførere. Usikkerheden gaaet meget videre, Tingene flimre En for Øinene, Skuffelse og behagelig Overraskelse skifte bestandig, dog saaledes, at sidstnævnte i sin Kortvarighed giver Anledning til førstnævnte. Naar man ved Høien eller Gammel-Skagen kjører ind fra Stranden gjennem Sandet, venter man at finde en nøgen, øde Egn, men modtages af de rigeste Bygmarker. Dette Særsyn hidrører fra Fiskegjødningen. Et lille Stykke videre frem seer man en vid Eng med Stakke og troer da, at det er Høstakke – nei, nu er man allerede ude af Frugtbarheden, det er Lyng. Sletten strækker sig, begrændset af Klitter mod Nord, ud mod Øst saa flad som en Pandekage, og man venter at kunne kjøre  rask hen derover – ingenlunde;  den er, næsten ved Kunst, ved behændig Anbringelse af Lyngtørv, gjort saa knudret og hullet, at Hestene kjøres trætte paa den, og vil man kjøre bort fra, hvad der kaldes Vei, ind paa den grønlige Slette, saa findes den knoldet, vortet, ufremkommelig. Fra denne pinagtige Vei sees endelig Skagen, langt udstrakt fra Nordøst til Sydvest, og det seer ud, som om man skulde kjøre lige ind paa denne Linies Midte – nei, aldeles ikke, Veien gjør en ret Vinkel mod Syd, saa mod Øst, saa mod Nord, ganske som om Byen havde Ret til at være coquet og gjøre sine Tilbedere Nærmelsen besværlig. Men coquet og nydelig ligger den alligevel, men mange, nye, røde Tage, bagved grøn Mark og foran det blaae Kattegat. Man kan ikke lade være at troe sine egne Øine og vente en net, hyggelig Kjøbstad – atter Skuffelse! Saasnart man kommer ind paa den tunge Sandvej, der er Byens Hovedgade, seer man, at de smukke Bygninger som snilde Coulisser skjule Stedets Blanding af Embeds- og Fiskervæsen, og foruden Fiskernes beskedne Boliger staaer der tjærede Hytter med gamle, indsynkende Straatage og med Lyre, d.v.s. Røghul, istedenfor Skorsten. Disse sidste ere malerisk taget, de smukkeste, og de vække, menneskeligt taget, Deltagelse, men saa faaer man pludselig Øie paa den nye Kirke, der kneiser over de fattige Hytter med en vis Fordring paa Skjønhed, ligesom den ogsaa har Ord for at være “opført i Stil med Slotskirken og Frue Kirke,” men er den styggeste Bygning, man kan see. Hvad har Skagen syndet, at denne Kirke, hvortil der blev indsamlet over hele Landet, skulde have de hæsligste Linier, som nogen Architektur kan frembyde? Stolede man  paa, at saa faa Fremmede komme herop, og at Skagboerne kunde taale et Forsøg i “Ästhetik des Häslichen?”
Den underlige spredte Maade, hvorpaa Alt dette ligger i Sandet, giver Byen et ganske eiendommeligt Physiognomi. Hvert Hus synes at protestere imod, at det hører til Byen, til noget Fælles, skyder Sand op mellem sig og sin Nabo, vil ikke ved Rydning eller Brolægning bidrage til, at han kommer og aflægger Besøg. Jeg nægter ikke, at dette jo kan være Naturens Skyld, men naar man kommer mellem Mennesker, troer man uvilkaarlig, at deres Tanke og Vilie har Indflydelse paa deres borgerlige Anstalter, og jeg har ikke seet nogen By, der saaledes synes symbolsk at opløses i Egoisme.
Ny overraskelse. Indenfor Plankeværk, der gjenne Sandet bort, er hist og her Smaahaver eller Beviser for, at Træer kunne groe i Bunden. Byfogden har en stor, smuk Have, og Sydvest for Byen ligger en hel, frodig Lund, hvori rigtignok Klitten stikker op mellem Træstammerne, ligesom en vis Persons Hestefod naaer ud til civiliserede Pantalons; men smukt er det alligevel, og man forestiller sig uvilkaarlig, at paa disse Steder, der ere ligesom aftvungne en uvillig Natur, samle sig hyppig paa blide Sommerdage dette fjerne Steds Beboere, Embedsmænd, Kjøbmænd og Fiskere, og frydes med hinanden i idyllisk Glæde , med The og en Pibe Tobak. Men de, der kjende Byens Temperament, erklære dette for, mildest talt, usikkert.
Men Usikkerheden ophører ikke hermed, tvertimod, nu begynder den først rigtig. En Mand omtalte tilfældigvis til mig, at der intet Apothek var i Byen. Ordene bleve liggende udenfor mit Øre, og jeg opfattede dem først tydelig lidt senere, da jeg talte med en anden Mand. Har De intet Apotek i Byen? spurgte jeg ham. Nei, svarede han. – Altsaa, naar Deres Kone faaer ondt, maa De kjøre til Frederikshavn og hente Hofmandsdraaber! – Nei, svarede han, her er en Doctor i Byen, og han handler med nogen Medicin. – Kan De da hos ham faae al den Medicin, der behøves? – Han forskriver vel ikke Andet, end hvad man kan faae hos ham. Er der nu et Apothek i Skagen eller ei?
Hvor usikkert dette nu end var, saa ansaae jeg det for nogenlunde vist, at der ingen Apotheker var, og jeg spurgte en tredie Mand: Hvorfor have De ingen Apotheker i Byen? – Jeg fik det pythiske Svar: For saa vilde der være to Øine flere.
Jeg var ude ved den gamle Kirke, beliggende en Fjerdingvei sydvest for Byen, skjøndt ogsaa dette er usikkert, da det kommer an paa, hvor man regner, at den egenlige By ligger. Den var engang Skagens og Landdistrictets Sognekirke, er nu forladt, begravet i Sandflugt. Taarnet rager op over de omgivende Sandbølger, der ere bedækkede med Klittag og Tjørn, og i Fordybningerne med Solen staae Brombær og vilde Roser. I Nærheden er imellem  Klitten en Flade, hvor der voxer Siv; det var engang en Sø, og jeg troer, lærde Folk vide, naar de sidste Fisk fangedes deri, for ikke hundrede Aar siden. I Sandhed, her er trist; man staaer som ved noget levende Begravet. Taarnet, eller idetmindste dets øverste Halvdel, rager som sagt op og tjener til Sømærke. Jeg spurgte: Hvor er selve Kirken? – Skagboen svarede, den var dernede, begravet i Sandet. Han har H. C. Andersens Autoritet for sig; thi A var , vel ikke personlig, men med Tanke og Phantasi dernede og saae sælsomme Ting. Men Vendsyssel er ikke fri for Bagtalelse; den ene By bagtaler en Smule den anden, og jeg har hørt i en anden By, at Kirken vistnok med nogen Anstrengelse havde kunnet frelses; men den laa Skagboerne for langt borte, og det af Sand overvældede og af Hav formindskede Landdistrict, hvor der nu kun boer 65 Mennesker, kunde ikke gjøre noget Krav. Derfor blev Kirken en Tidlang overladt til at kæmpe mod Sandet, som den kunde bedst, og derpaa erklæret død og begraven, men i Virkeligheden nedbrudt, og af dens Sten ere Huse i Skagen opførte. Ja, tilføiede man, de havde gjerne taget Taarnet med. Hvad er nu sandt? Hvor er Kirken?
At jeg under saadanne Omstændigheder ikke kunde erfare noget Sikkert om en Strandingssag, der netop interesserede mig, er en Selvfølge. Den Ene gjorde Vedkommende sort som en Ravn, den Næste gjorde ham saa hvid som en Svane. Den sløve og feige Maade vilde være, deraf at slutte, at Manden var graa; men det skal nok skjønnes, naar man har Kjendsgjerninger rigtig for sig, om en Mand helder til det honnette eller det uhonnette. Imidlertid, umuligt at faae en Kjendsgjerning at støtte sig til; Alt bølgede og gyngede, som selv Landet syntes at gjøre, naar man saae ud til en af Siderne, til et af Havene.
Et er der, som ikke kan skuffe: de kraftige Hoveder og kløgtige, behjertede, djerve Physiognomier blandt Fiskerne. En Befolkning kan ikke blive enig om at sætte saadanne Ansigter op for at narre Fremmede, skjøndt dette, for at fuldende Stedets usikkerhed, blev sagt mig. Jeg var fristet til at bryde Aftale og blive for om mulig at aabne den lukkede Bog, disse Menneskers Liv. Men hvor lang Tid vilde behøves? Alt ligger saa adspredt og kigger saa forsigtig ud, og Kjøbstadsudseendet borttager den Naivitet, som andensteds tiltrækker. Maaskee burde jeg dog, med Opgivelse af Thy, have blevet der. Af de faa Samtaler, om Baadfiskeriet – de halede et ( ? ) Baad ind i et 1000Alen langt Toug – og om Fiskesalteriet o. s. v., opfangede jeg en Berigtigelese af Noget, jeg hørte ved Hirtshals. Der stilledes Fiskerne saa langt i Skygge af de Svenske; her derimod erfarede jeg, at Vore gaae ud og fiske og sælge Fangsten til Svenske.
Det var paa Seilads til “Grenen” – Seilads for ikke at gaae i Sand – og Vandring herude, at vi traf Fiskere. Det er det eneste Sted, hvor jeg har været, der seer ud som paa Kortet. Ellers er ethvert Sted for stort til at aftegnes i fuldstændig Nøiagtighed, har en Høide eller Farve, som Kortet ikke kan angive; men her er det en hvid Flade mellem to Bølgestriber, og Fladen trækker sig efterhaanden sammen, saa at man kan sætte den ene Fod i Kattegattet, den anden i Vesterhavet, Landets Spidse bliver ikke større end paa Kortet. Det Eneste, Kortet ikke kan give, er den hvide Brænding paa Revet udenfor Spidsen, og Søfuglene, som i store Skarer sidde derude. Da disse hvide Fugle pludselig lettede, gjorde det et Indtryk, som neppe lader sig beskrive. At sammenligne dem med Aander eller Spøgelser, vilde være trivielt og overdrevet; ei heller var det uhyggeligt, men aldeles fremmedartet, et besynderligt Bud om, at nu hørte Menneskeriget aldeles op, og Naturriget herskede ensomt og mysteriøst.
Vi vare i Vandet herude om Morgenen og kunde opføre os med mere end kongelig Luxus. En valgte Kattegattet, en Anden Vesterhavet, jeg valgte Middelveien og fik begge. Aftenen forud havde de af os, der stege op i Fyrtaarnet, en anden Luxus: Solskiven blev oppe over Horisonten nogen Tid længere for os end for andre Mennesker.
Hvilke Revolutioner, som vi ovre paa Øerne ikke drømme om, have ikke tumlet med denne sandede Strækning! Martørven vidner om, at her har staaet Skove. De bleve kuldkastede, begravne, sammenpressede til Tørv. Egnen forsvandt og steg op igjen eller blev nyopdaget i det 13de Aarhundrede.
Anno 1355, ved et Retterting i Aalborg vare mødte de elleve ældste Mænd i Vendsyssel, bl. hvilke Thorkil Hwal, som var hundrede Aar gammel. De vidnede, at en Konge, som var i Danmark, paa en Jagt i Vendsyssel gjæstede en Bonde Thorsten Skarpæ, som de Tid boede i Oorne ( Horne), hvem Kongen forlenede med den Mark og Skov, som ligger omkring Skagen, til sit Fæ og sine vilde Øg. Og Bonden havde en Hyrde, som hed Trondkar, som var den Første, der fandt paa at fiske på Skagen, og byggede et Hus der. Senere nedsatte Flere sig under Thorsten Skarpæ. Item, at fra den Bæk Hjertbæk østen for Hofsø til det ydre Skagens Ref havde Alt været Kongens Forstrand, aldrig bygget paa af Nogen, før da for faa Aar siden Jylland voldelig blev overfaldet og medhandlet.
Videre Optegnelser vise Tryghed, Virksomhed og en vis Velstand.
Anno 1517: Hans Tydsk i Skagen fik Brev, at han maa opbygge et Hus og et Kapel i Skagen nordpaa til Byen, som kan tjene til deri at indtage syge Mennesker, og maa han samle Almisse til deres Underhold.
-1523. Gav Kong Frederik Biskop Styge Krumpen Skjøde paa dette Kapel, der var kaldet Sr. Jacobs Kapel.
– 1529. St. Johns Baptists Aften var Bisp Styge Krumpen hos Kongen og viste aabent Brev, beseglet af Borgemester, nogle Raadmænd og Borgere i Skagen, hvor de lovede at give til Bisp Styge og hans Eftermænd paa Bispestolen Biskops Gave Kalass, som og kaldes Helligdags Kalass,  ligesom deres Forfædre.
-1535. Hr. Laus Nielsen fik Konfirmation paa en Kirke i Skagens By, dog saa, at han skal besørge de syge Folk i Hospitalet i Aalborg af den Rente, som ganges af samme Kirke.
-1546. Skagens Borgere fik Brev til Eiendom paa deres Byes frie Græsgang og Uddrift paa Kronens Gaard Hoffsøgaard og Grund, som Niels Iversen iboer, udenfor deres By liggende, Intet undtaget uden de Enge, som nu ligge til Toldergaarden sammesteds, dog at de og deres Efterkommere skulle aarligen give deraf Aalborghus salte Fisk og Flynder.
-1569. Kong. Brev til Erik Podebusk, Lensmand paa Aalborghus, om, at han skal paasee, at Fyrlampen paa Skagen holdes tændt; thi de Søfarende beklage sig og ville ikke betale Fyrpenge til Kongen. Iligemaade skal der udlægges Sømærker, navnlig paa Trindklint ( Trindelen).
Saa begynder Havet at tage, hvad Havet gav:
-1635. Ansøge Borgere og Indvaanere i Skagen om Nedsættelse i deres Skat, der bestaaer i 90 Slettedalere om Aaret og Løn og Føde til en Karl ved Fyret. Thi deres Næring og Brug er blot Fiskeri ( ingen Stranding?), der nu meget forringes, ligesom ogsaa Vandfloden aarlig bortskyller deres Huse og Gaarde, ligesom ogsaa Kongens Lygte, der stod her i forgangne Aar, er henskyllet i Havet.
Og endelig kom, maaske tildels ved Indbyggernes Uforsigtighed, idet de oprykkede og brugte Væksterne og Beplantningen paa Sandet, den forfærdelige Flod og Sandflugt 1775, der kun efterlod, omtrent hvad vi nu see.
For en Del paa Grund af Historien, syntes mig den interessanteste Bygning heroppe at være den gamle Raadstue. Den er rigtignok forfalden, straatægt og utæt.; men Stuernes Rummelighed og de gamle sortebrune Borde o. s. v. give den et Udtryk som en gammel Mand af god Familie, det er gaaet tilagters med. Et ret kraftigt Kommunevæsen kan godt have fundet Sted her, uagtet den fortræffelige Olavius korsede sig ved den Tanke, hvad Følger det i Henseende til borgerlig Lyksaligheds Bestyrelse maatte have, at Borgemester og Raadmænd dreve borgerligt Erhverv, navnlig Fiskeri. I hans Tid ( 1787) var det aldeles udslettet af Folks Sind, at Andre end Herremænd, kongelige Fogeder o.s.v. kunde forestaae den borgerlige Lyksalighed.
Paa tilbagereisen, der ligesom Henreisen gik ad Stranden, men fuldstændigere indtil Tværsted, standsede vi i den begyndende Skumring omtrent udfor Skiuerne ved et Værk af en eller anden Revolution. Klittens Sand afbrydes nemlig pludselig af Sten, at en Slette bestaaende af Stene, omtrent saa store som dem, der bruges til at macadamisere Landeveiene. Stenmassen ligger i en Høide af omtrent 20 Fod, strækker sig nogle hundrede Alen langs Stranden og rækker dybt ind i Landet. Den bekjendte Stenslette Erau i Frankrig er unægtelig mere udstrakt, men er nogenlunde dyrkelig Jord eller Sand belagt med Sten; her er med Undtagelse af enkelte smaa Planter alt organisk Liv udslugt, og Ødheden træder frem imod En med næsten imponerende Magt. Dødens Gudinde kunde passende sidde der i Baggrunden paa en Stenthrone. Hvordan ere disse talløse Stene komne hertil, opdyngede her i jevn, ubrudt Flade? De Lærde kunne vel besvare dette Spørgsmål. I Øieblikket griber Phantasien f.ex. den Forklaring, at alle Himlens Stjerneskud, naar de blive kolde, falde herned, at her er Begravelsesplads for alle døde Meteorer.”
Her slutter artiklen fra Illustreret Tidende. Jeg har skrevet den ordret af, og den lidt ukonsekvente stavemåde af f.eks. kunne= kunde ville = vilde – der bruges i flæng er altså ikke min beskadigelse af teksten.
Den korte opremsning af Skagen Historie sidst i artiklen har Goldschmidt fra Olavius, selv om han ikke nævner sin kilde.
Goldschmidt besøgte byen i 1865 – allerede i 1869 sker der store ændringer i byen. Den ny kommunallov af 1886 demokratiserede kommunerne, og i 1869 nedsættes et mark- og vejudvalg med flg. medlemmer: Konsul N. Fabricius, P. Thellefsen og L. Holst. Noget at det første, de foretager sig, er at sikre vejene i Skagen – de macadamiseres med ler fra Strandby tilsat grus, der erstattede de tidligere materialer som var tørv og lyng. Nu skete der noget. Vejene stabiliseredes, og også internt i byen blev der indført store ændringer: alle husejere med grund op til vejen opførte hegn, som hindrede sandflugt og desuden gjorde det muligt at dyrke haverne.
Det næste indlæg vil blive et historisk rids af en af de fænomener, der betog Goldschmidt ved indkørlsen til Skagen – nemlig den imponerende Skagen Plantage.
Undskyld, det blev lidt anderledes – først ville jeg gerne lave en slags status over indlæg om skagen, og den findes nu herover – og desuden skulle jeg gerne slutte de indlæg, der handler om skønlitterær skriveri om Skagen – og der manglede teksten af Mylius Erichsen, som ikke findes i bibliografilisten, men ikke destomindre er ganske interessant i hele sin tidstypiskhed.
 
 
 

Vort daglige brød

Udgivet den af
Svar


Mens julemaden endnu står klar i erindringen og i mavens urolige indre sidder jeg tænker på det med mad, sådan ret generelt:
Jeg var 18 år og gik på sprogskole i Paris og havde absolut ingen penge og var næsten altid sulten. Annie hed hende, jeg delte værelse med, og en morgen, hvor vi sad og nød vores café au lait til en duftende nybagt baguette, sagde hun: ”Hvor er det dejligt at spise!” Og det er jo rigtigt. Det er dejligt. Og aldrig har noget måltid været dejligere end det brød og den kaffe, vi drak til.
Jo, jeg holder af mad. Enkel mad. Frisklavet mad. Mad fra bunden. Men i juletiden er jeg lige ved at blive vænnet af med den glæde, der erstattes af noget, der ligner madlede. Det er bare for meget. Og det er, som om det drejer sig om at fylde maven konstant og så oven i købet med ret hæslige ting, når man tænker efter: fedt og sødt i vild forvirring. Hele kroppen protesterer da også julen i gennem, men den får ikke et fornuftigt ord indført:
julen er bygget på urokkelige traditioner, og en af de mest hårdnakkede hedder: vi skal spise og helst som grise.
Men det er nu ikke kun i julen, at maden har møvet sig ind på en førsteplads i folks bevidsthed. Man behøver blot vende blikket mod medierne, og man vil straks se, at både blade, aviser, og navnlig fjernsynet svælger i programmer, der handler om mad – et af de populære er endda forsynet med en ret vulgær overskrift: ”Nak og Æd” hedder programmet. Her er brutalitet og svineri sat i højsædet: ”at nakke” er voldeligt, og kun dyr æder. Men det ”bøvede” og primitive har jo fået stjerneplads i mange andre programmer også, så det tiltaler åbenbart folk. Underligt.
Hvorfor har maden fået en så central plads i vores medieverden? Hvorfor kan vi ikke åbne et ugeblad eller tænde for TV’et uden at blive budt på lækre retter? Det må betyde noget, men jeg kan kun gætte – og måske har du andre forklaringer. Jeg forestiller mig, at det er, fordi det moderne menneske altid er sultent – akkurat som den unge pige i Paris – men nu er det bare ikke mere en sult efter mad, for den er jo ingen mangelvare, det er snarere en søgen efter noget, vi har mistet, og som vi i vor kvide erstatter med overspisning og kulinarisk forherligelse af maden. Det giver os en umiddelbar fornemmelse af mæthed, men den varer kun kort, og snart efter gnaver sulten videre, og vi, ja vi haster også videre i vor søgen – og stadig mere febrilsk leder vi i madskabet, i kogebogen, i delikatesseafdelinger og lignende steder.
”Supersize-me” hed en amerikansk film, som handlede om vores overspisning og problemer med at have et afslappet forhold til mad. Mad er for mange blevet et problem, der styrer deres liv og undertiden fører dem i døden. Mange unge går helt amok i madpyramiden – den bliver et helvede, der styrer deres liv. Det skrev jeg engang en novelle om: Yoghurt, hed den.
Men hvad er det da, vi søger i maden? Er det kærlighed måske? Engang lå hver eneste af os ved et bryst og næredes af kærlighed og mad. Der var tale om en totaloplevelse, en tilfredsstillelse, som vi aldrig genfandt, og som vi måske netop derfor søger der, hvor vi fandt den som spæde: i maden og varmen fra et andet menneske, den, der har lavet mad til os, har tænkt på os, akkurat som vores mor. Vi forbinder ganske enkelt mad med omsorg – eller med omsorgssvigt, for det var jo ikke os alle, der blev lagt ved en kærlig mors bryst.
Men det kan også være en sult efter noget helt andet. Det kunne tænkes at være en erstatning for noget åndeligt, som vi har mistet? Sekulariseringen skar jo den religiøse dimension ud af vores daglige liv. Vi kan ikke leve uden en mening med livet, men den taler vi ikke ret mere om, og få vil vedkende sig noget så gammeldags som at tro på Gud. Så fik vi måske andre guder? Brød og skuespil? Tja … jeg ved det ikke.
 

 
 
 

37 – En roman og en novelle om Skagen

Udgivet den af
Svar


Karsten Lund: “Den amerikanske sømand” og Viggo Stuckenberg: “Valravnen”.
Teksterne er vidt forskellige, og det skyldes jo dels tiden – der er ca. 100 år mellem dem – og dels stilen. Begge er fortalt i et smukt og letlæst dansk – Stuckenbergs viser dog tydeligt, at han er mere til det lyriske – novellen er som et langt vemodigt digt – kun en del af den foregår i Skagen, og her er naturen godt nok skildret, men set og sanset af en ulykkelig forelsket mand, og det farver beskrivelsen. Handlingen udspiller sig i sidste halvdel af 1800 tallet og episoden i Skagen over kun ganske kort tid. I Lunds roman udspiller handlingen sig over nogle tiår, og slutter i den periode, hvor skagensmalerne er ved at takke af.
Citat fra side 172 lyder: “Malernes tid var ved at være forbi oppe i tyverne; mange af de nye holdt den kørende på de gamles renommé. Anchers var her endnu, Anna og Michael, de boede omme på Markvej”.
I romanen er omdrejningspunktet en ret makaber begivenhed. Ane kan ikke få børn med sin mand – der strander en sømand, det sker jo tit – han bringes til Anes hus, hun plejer ham, hvorefter han forsvinder. Ni måneder senere føder Ane en dreng. Han ligner ikke helt sin far, eller de øvrige skagboere. Historien er måske sandfærdig. Sandt er det i al fald, at der strandede mange sømænd på de kanter, og der er ikke så få indbyggere i byen, der har en mørkere lød end den, de hjemlige gener er i stand til at fremstille. I et af de tidligere indlæg citerede jeg et digt af Ole Stjernø, her kan man læse i historien i en anden version.
Jeg vil ikke skrive mere om romanen – men anbefale den som god og underholdende litteratur.
I “Valravnen” der er en roman om ulykkelig kærlighed, et trekantsdrama, er fortælleren en videnskabsmand, som ikke er helt ung, men som har giftet sig med en purung pige – På en rejse til Skagen møder parret en maler, der ikke nævnes ved navn, men som ligner P.S. Krøyer. Den unge kvinde, Hedvig, forelsker sig i maleren, og på et tidspunkt forlader hun sin mand. Mere får vi ikke at vide. Jeg-fortælleren er en tør forskertype, man hører f.eks., at han på et tidspunkt sidder fordybet i en sanskrit-tekst. I et tilbageblik, efter at hun er rejst, ser han sin ungdom sådan:
“Jeg saa de tre Aar ( = årene med Hedvig) for mig som en fjern, lys Stribe under en mørk Himmel. Minderne gled saa hjemløst igennem mit Hjærte, og min Tanke strøg som en træt Maage mod de Aar, der som en fast Strimmel Land dukkede op yderst i Horisonten, de Aar, jeg havde delt med ingen, min Ungdoms menneskefjerne, ensomme Øland.”
Her er en af skildringerne af Skagen, sådan som Jeg-fortælleren husker det, og man mærker både skønheden og vemoden i teksten:
“Jeg ser ned over Stranden. Tæt ved mig staar et graamalet Badehus halet op paa Sandet, og længere borte, saa langt jeg kan se, tegner tjærede Baade deres sorte Skrog paa den gule Flade. Jeg driver uden om Badehuset og følger Havstokken og føler mine Skosaaler fugtige af det vaade Sand. Men Brændingens ensformige Brus trætter mig, og Havets aabne Ensomhed strømmer med Vinden ind over mig og spiler sig ud om mig, saa jeg føler mig lille og fremmed. Jeg vender om og gaar tilbage den Vej, jeg er kommen, og ser ikke til Siden, og jeg mærker intet uden, at Solen bager min Ryg, og at Sandet bliver tungt at træde i, da jeg drejer op mod Huset.”( side 26)
Her er et citat, hvor vi møder de to ved stranden. Endnu er maleren ikke blandet ind i forholdet, men alligevel mærker man ( eller i al fald han) tydeligt, at hun er ved at glide fra ham. Skildringen er næsten et maleri:
( Side 28) “En Tid lang bliver vi staaende tavse. Hedvig ser ud over Havet, og jeg staar og holder paa min Straahat og følger med Øjnene et halmgult Flaskehylster, som ligger og flakker frem og tilbage i Havstokken. Saa kommer der pludselig en Sø, der løber højere op end de forrige.
– Tag dig i Agt! Nu bliver du vaad! siger jeg og ser ned på Hedvigs Remmesko.
Hun flytter sig paa Taaspidserne et Par smaa Skridt baglæns og ser forsigtigt ned paa sine Fødder og vender saa atter Øjenene mod Havet og Horisonten.
Men jeg bliver staaende og tager ikke Øjnene fra hende.
– Hvorfor ser du saadan paa mig? spørger hun pludselig og drejer Hovedet og stryger et Par Haarlokker bort fra Kinderne, der rødmer af Sol og af den friske Vind.
– Du skulle vide, hvor smuk du er, som du staar der! svarer jeg. Jeg har aldrig set dig saa smuk før.
Hedvig ler.
–Nu bliver du nok galant! siger hun.
Jeg ryster paa Hovedet – Det er aldrig faldet mig ind, at et Menneske kunde se saa lykkelig ud! siger jeg.
– Lykkelig du! svarer hun, – jeg er mere end lykkelig! Du kan slet ikke finde Ord for, hvor glad jeg er!
– Og saa ung, bliver jeg ved, og saa knejsende – og saa skær, – – jeg bliver helt forskrækket, naar jeg tænker paa, at det er med mig, du er gift, at jeg virkelig kender dig og tør tale til dig!
Hedvigs Øjne skinner af Glæde, og hun rødmer højt op under den gule Hatteskygge.
– Nej, hvor kan du gøre Nar! ler hun.
– Jeg gør ikke Nar, Hedvig, siger jeg ganske alvorlig, tværtimod du, – jeg er beklemt om Hjærtet.
– Mener du virkelig? spørger hun og skyder sin Arm ind under min.
Jeg nikker, og vi begynder at gaa hjemad. Jeg gaar og ser ned.
– Synes du da ikke, her er storartet? spørger hun lidt efter.
– Det ved jeg ikke, svarer jeg og tager ikke Øjnene fra Sandet. Naar jeg ser paa dig, tror jeg, her maa være det!! ( citat slut )
Her er et citat fra en scene, hvor Jeg-fortælleren er med maleren på jagt – endnu ved han ikke noget om de følelser, maleren vækker hos den unge kvinde:
“Langt borte foran os strækker Klitternes kullede Række sig, og op over Klitterne rager en Barks øverste Sejl regnvaade og mørke mod den grå Himmel.
– Jeg vilde egentlig ønske, siger jeg, at De ikke fik Deres Lyst styret.
Han ser bestandig frem for sig med sine graa, søgende Øjne.
– Aa jo, svarer han omsider og føjer lidt efter til: De maa ikke ønske ondt over mit Krudt!
Jeg gaar ved hans Side, og den dybe Stilhed strømmer imod mig klam og kølig, baaren af en sagte glidende Vind, og mit Blod hamrer i nervøs Angst for, at noget levende skal rejse sig og et Skud splintre den graa Tavshed og bore Døden ind i denne regnduggede Hedes ensomt aandende Sjæl.” (Citat slut)
Der skal en solnedgang til for at rive ham ud af melankolien. Her hører vi skildringen af fænomenet:
(Citat side 33) “Solen er lige sunket smukt, og Himlen i Vest gløder af et svagt Rødt, der farver skyernes lange, blødt buklede Bræm. En Tid lang dvæler dette Røde og fylder Stilheden som med en mildt varmende Dugg af Lys. Saa skifter det umærkeligt, ganske langsomt og bliver til en blegt lysende, tyndt Gult, og min Sjæl, som er fyldt af Ensomhedens Højtid, føler dette Skærs stille, stigende Skiften, som flød der imod mig fra et uhyre Orgels Piber en enkelt, dyb, længe lydende Tone, der langsomt stiger og glider over i en høj, skær, dvælende Klang af uendelig Klarhed.
Og jeg svimler under en Lykke, der strømmer fra mit Hjærte og hvisker til mig hendes Navn, hvisker det gennem hver Fiber i mit Legeme, hvisker det i det uendelige, mens Skæret fra Himlen lyser om hendes Billede i min Sjæl og smelter Hav og Jord og Himmel sammen til et luftsitrende, grænseløst Rum, fyldt af et hvidt, uendeligt Lys, der bader i sin fredlyste Glans hendes og min Lykke.” ( Citat slut).
Jeg personen iler hjem og mødes ikke som han forventer af en utålmodigt ventende kvinde:
(Citat si.35) “Men hun rejser sig ikke, hun er ikke løbet hen til mig, intet af det er sket, som jeg har gaaet og fablet sammen i mit Hjærte. Hun bliver siddende tavs og ser paa mig.
– Har du længtes efter mig? spørger jeg og søger at skjule, hvor pludselig forstemt jeg staar.
— Nej! siger hun.” ( Citat slut.)

36 – Et par trivielle værker om Skagen og Skagen Landsogn

Udgivet den af
Svar


 
Jeg kunne springe dem over, men tager dem med, fordi de er karakteristiske folkelæsningsbøger fra tiden – i lighed med den litteratur, der undertiden kaldes “skolelærerlitteratur” og som er tænkt som et middel til almuens moralske opbyggelse.
1. C.A. Wermuth “Familien fra Aalbæk”, fra 1883 – et lille citat fra indledningen kan bruges som karakteristisk eksempel på stil og indhold: “Vi se her et Billede paa huslig Lyksalighed under fattige Kaar.” og følgende: “Jens sidder paa en Bænk i Kakkelovnskrogen med en lille Dreng paa det ene Knæ og en lille Pige paa det andet.” Den fortæller om en familie, der trods fattigdom dog lever i harmoni med sig selv og omverdenen og rigtignok også til slut belønnes for det. Noget særligt om Aalbæk hører man ikke – det er stereotype skildringer af såvel personer som miljø.
2. Svend Aage Reerslev har skrevet to bøger om livet og menneskene ved vestkysten: “Præsten i Ødemarken” ( fra 1942) og “Søen”  ( fra 1954) – jeg vil blot melde, at det var en lidelse at læse begge bøger. Det er helt flade tekster uden nuancer og dybde. Et par naturskildringer hæver sig lidt over resten. Her føler man forfatterens kærlighed til egnen.
Mange lokaliteter er kendte. Studeli mile f.eks. Her et lille uddrag fra bogen side 5)
“Bare det, at milen engang hed “Studeli” og altså var et sted, hvor bønderne græssede deres stude, mens det nu ligger hen som golde sandbanker, måtte få hjertet i et sådan landskab til at krympe sig. For ikke at tale om udslettelsen af alle de mange menneskebogliger, hvis tilsandede brønde er så godt skjult, at man kun har fundet ganske enkelte af dem frem, for atter nødtvungent at overgive dem til den grådige vandreklit.”
3. J.J.F. Friis: “Strandingskommissæren i Skagen” ( fra 1974) – den er jævnt underholdende, men har altså samme svaghed som de øvrige – er belærende og sproglig triviel.
———————-
 

Rollen der opløser sig (mig?)

Udgivet den af
Svar

 

Jeg faldt forleden over en artikel om Karen Blixen og hendes forfatterskab – og da hun har huseret i min seng hele julen ( har ligget og læst Morten Henriksens : “Bag Blixens Maske” til den mørke morgen ) – så læste jeg den med stor iver. Og også fordi den var skrevet af Fay Weldon, og hun har altid stået for mig som et værdigt forbillede for alle ( kvindelige) forfattere og i al fald for mig, der dog ikke har drømt om at forsøge at nå hende så meget som til sokkeholderne ( se nu bare! sokkeholdere – det er så naturligt at flyve ind i den slags maskuline billeder!!!). Men altså: hende har jeg altid beundret.
I artiklen skrev hun bl.a. om, hvorfor Karen Blixen først sprang i blomst som forfatter, da hun var over 50 år, og Weldon mener, at hun måtte opfylde den anden rolle først, hustru- og elskerinderollen ( husmor kan man vel ikke kalde hende) – og at hun i al den tid lagrede indtryk og reflektioner på sin indre harddisk, som jo efterhånden løb fuld, men først da hun definitivt var afskåret fra de to dominerende kvinderoller – ægtefællen død, og hun selv syfilitisk – begyndte hun at øse af det store lager, der havde ophobet sig. Og hun opdagede jo hurtigt, at hun bevægede sig ind i en verden af dæmoner. Det dæmoniske lå som en fernis over stoffet, og selv siger hun ligefrem, at hun måtte gøre Djævelen til sin bedste ven, før hun kunne trænge igennem og gøre stoffet levende. Men så flød det også … eller måske ligefrem fossede fra hende med litteratur af en kvalitet, der aldrig er eller vil blive overgået af nogen anden forfatter. Jeg nøler med at sige digter, for digter var hun ikke. Hendes tekster er fortællende og ikke lyriske – hun skrev også digte, men de var jammerlige.
At der er dæmoniske kræfter på spil, når man skriver, det ved jeg, for det har jeg erfaret gang på gang. Og så hjælper det ikke, at man forsøger at standse fingrenes dans over tastaturet, for de danser videre. Og det skal de måske. Da jeg skrev novellen Grønne Grænser og bagefter læste den, blev jeg kold af skræk.  Havde jeg skrevet det!!?? Og da jeg genlæste den hurtigt nedfældede novelle Yougurt, da græd jeg. Og det var ikke skaberi, men en form for magi – Jeg var kommet ind et kraftfelt, hvor stoffet griber en og holder så godt fast, at man ikke kan slippe det. Man kan jo så lade være at udgive det. Men jeg udgiver. Og jeg gør det, fordi det, der står på linjerne, det være sig nok så smerteligt ondt, dog er sandt. Løgn ville jeg aldrig publicere.
Men tilbage til Fay Weldon. For hun skrev jo ikke først, da hun blev 50, men gennem hele sit lange liv ( er en gammel kvinde nu, men skriver stadig ). Så hun måtte nødvendigvis skifte mellem forfatterrollen og rollen som mor og hustru. Og det gjorde hun jo også, men ikke smertefrit, det ved alle, der har læst hende, og de ved også, at der hele tiden er dæmoner på spil, når hun skriver, navnlig om kvinder, mænd er for små og grå til at rumme det dæmoniske. Jeg vil slutte min lille snak om roller med et citat, som jeg faldt over forleden og blev så glad for at læse, fordi det kunne passe på så uhyre mange kvindlige forfattere. Og langt hen ad vejen også på mig. Navnlig nu lige efter jul, hvor jeg IKKE BURDE SIDDE HER MEN LAVE DET SKIDE SYLTETØJ, FOR IKKE AT TALE OM AGURKESALATEN OG BANANKAGEN DER VENTER MEN IKKE KAN VENTE I AL EVIGHED – IKKE ENGANG EN DAG – OG SÅ SIDDER JEG BARE HER OG LAVER INGENTING!!!!!!!
I citatet giver Fay Weldon en beskrivelse af sig selv. Og det lyder sådan her:
Hun begynder med at indrømme, at det er svært, fordi hun er så tæt på den person, hun skal karakterisere …” … det overordnede billede blev uklart ligesom et Google-kort, man har zoomet for meget ind på …. der var personen A, og så var der forfatteren B. De levede i samme krop. A var en hårdtarbejdende husmor, men var underinddelt i flere forskellige sub-personligheder. De havde alle sammen travlt med at tage sig af B, så hun kunne få arbejdsro og tid til at skrive. Der var børnenes mor, hende, der købte ind, lavede mad og vaskede tøj, og en helt anden kvinde, der klædte sig pænt på og lavede interviewene; der var en festhungrende, tudevorn kvinde, som ikke kunne være alene ude efter mørkets frembrud, og som forsynede B med en hel del af det stof, hun havde brug for.
B var selv inddelt i to: den kreative forfatter, styret af højre hjernehalvdel – kvindelig og følelsespræget – og redaktøren, styret af venstre hjernehalvdel, mandlig, rationel og kontrollerende. Jo bedre disse to kom ud af det med hinanden, desto bedre blev det producerede værk.
Det mærkelige var, at A stort set ikke anede, at B eksisterede. Sidst på ugen havde jeg skrevet det alt sammen ned, og det lå i nydelige små bunker, men A kunne næsten ikke huske, at hun havde gjort det. Hvem, mig? Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. B vidste til gengæld alt om A og hendes bipersonligheder, men nærede en vis foragt for den samlede pakke, som var A. A var så gennemført almindelig og kedelig.
B udnyttede A på det groveste for at få sine praktiske behov tilfredsstillet, for at få mad på bordet, børnene passet og sekretærarbejdet overstået, og desuden opfordrede hun hende til at skabe huslige og følelsesmæssige spektakler, der kunne bruges som råstof til bøger.” Citat slut.
Citatet er fra Weekendavisen d.6 januar 2012