Fattigdom i Danmark

Udgivet den af
Svar


Nej, forresten tror jeg ikke, det var vrede, jeg følte – snarere lede. Over vores passivitet. Min passivitet. Jeres passivitet. Vi lever i vore egne, trygge verdner, og det er godt nok, og det har vi selvfølgelig lov til, og hvorfor skal vi så ikke nøjes med at værne om den? Vores egen verden.
Ja, hvorfor?
Måske fordi, der ikke er så langt til  “de andre” – dem, der ikke kender ordet “tryghed”. Dem, der er udsatte.
Det er ikke de uskyldige ofre i de mange krige, eller torturen eller ondskaben eller … der giver mig lede … og mens jeg skrev det, kom jeg i tanker om et digt af Halfdan Rasmussen, det lyder sådan her efter hukommelsen:
ikke døden gør mig bange/ ikke hadet og torturen / ikke dødens riffelgange/ eller skyggerne på muren/ ikke nætterne / når smertens sidste stjerne styrter ned / men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed.
Den nådesløse verdens BLINDE LIGEGYLDIGHED.
Vi tolererer jo, at det sker lige her – så tæt ved. Børn, der mistrives ( men vi skal ikke blande os), kvinder der mishandles hver dag og hver time, ( men vi skal ikke blande os.) I Viborg Kommune er der indenfor kort tid lukket 5 bordeller , men de blev genåbnet kort efter ( det har ikke engang stået i aviserne, men jeg har det fra pålidelig kilde! – Ganske få kilometer herfra i den nærmeste nabolandsby har et faldefærdigt hus i årevis fungeret som bordel – kvinderne bliver kørt dertil hver morgen og hentet igen hver aften. En af mine bekendte, som ser dem blive afleveret og hentet, fortæller, at det er kvinder af anden etnisk herkomt.
Jeg er lige blevet færdig med at læse Sofi Oksanens roman: Renselse. Den handler om prostitutionsmafiaen: hvordan de finder og bortfører piger i fjerne egne af Rusland og kører dem til vesten og bruger dem som ludere, indtil de dør af det. Jeg kan ikke citere fra bogen, for der kunne være børn, der læste min blog. Men til voksne: læs den og tænk over, hvad det er, vi vender det blinde øje til!
Og den fattigdom er på en måde ikke “vores egen” – men vi har jo også fattige og frysende og socialt lidende folk, der er født her i vores eget lille sukkerland. Jeg skrev nedenstående klumme forleden for at blive af med noget af min egen følelse af magtesløshed. Ja, den blev vel ikke mindre for det, men så fik jeg sagt det. :
Klumme i Amtsavisen:
Min far var konservativ og politisk aktiv både i byråd og i amtsråd. Alligevel, eller måske derfor, var der sider af samfundet, han ikke vidste meget om, og som vi ikke hørte om i vores opvækst. Vi lærte, at alle mennesker er frie og lige, og at de selv er skyld i det, hvis de ikke styrer deres liv på en ordentlig og fornuftig måde.
Men ingenting er mere forkert. Sådan er livet ikke, og alle fødes ikke med de samme muligheder. Meget afhænger af, hvor ens vugge stod. Jeg var bare heldig: min stod i hjem, hvor der hverken var mangel på kærlighed eller materiel velstand.
I dag som dengang er der børn, der fødes i hjem med svigt og misbrug og fattigdom, og hvor forældrene ikke har overblik eller evner til at leve et ”normalt” liv. Nu og da popper der et lille glimt af den sociale elendighed op i aviser og fjernsyn, for det kan være godt stof, især hvis der er incest involveret. Så hører vi om nogle misrøgtede børn og nogle forkvaklede forældre og føler vel med dem i øjeblikket. Men vi glemmer dem hurtigt igen.
Men vi må ikke glemme, at der i vores samfund er mennesker, som lider social nød. Og det er ikke deres egen skyld. Og de kan ikke tage ansvar for deres valg – ja, mange af dem har aldrig haft noget valg.
Jeg læste en artikel i Information i dag, hvor en læge, Mogens Elmer, skriver om, hvor svært det er at leve op til lægeløftet i dag. Her er et lille citat fra hans artikel: Som læge er jeg tvunget til at være med i en klapjagt på svage og syge medborgere, fordi de bliver udråbt som en trussel mod dansk økonomi.”
Det er nødvendigt med nedskæringer, det hører og læser vi hver dag, men man kan blive rigtig bange for, at det er de svage og de mest sårbare, der først mærker kniven. Der er kommet en anden holdning til mennesker, der ikke kan holde sig oppe i livets stride strøm: de er tabere og kun foragt værd! Nassere som de er – kun ude efter vore elskede penge. Jo, min fars tro på at: enhver er sin egen lykkes smed” trives desværre i bedste velgående.
Men et stærkt og godt samfund kendes på, at det gavmildt deler sin styrke og sine goder med de svageste.

 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Jeg blev vred forleden dag – mest på mig selv. Og lidt chokeret, ikke kun over mig, over OS – DANSKERNE – nej, men så tror jeg alligevel slet ikke, jeg kunne adressere min vrede hverken mod mig selv eller mod “de andre” –
Mod samfundet? Ja, måske, men det er jo også os.
Og vrede er jo aldrig en løsning. Men måske kan vreden alligevel få en handling i gang, som ikke er en undergangshandling.
Det handler mit næste indlæg om.
Vi vender tilbage til Hulsig senere.

47 – Hulsigbilleder

Udgivet den af
Svar


Tre søstre: fra venste: Kristine Houkjær, Marie Larsen og Anna Larsen ( eller måske Andersen – hvis billedet er efter 1937) – til højre Anna som ung ( min bedstemor, som jeg kalder hende, fordi hun giftede sig med min morfar Anders Andersen ( Brugsuddeler) – hun havde et interessant liv i København – billedet her er fra den periode.

Den gamle brugs, som den ser ud i dag – min fars første bil


Hulsig station før og efter Plesners ombygning

Hesselholtgården – taget 2011 –

Mads Houkjærs gård i Kandesterne – til højre: uddeler Andersen i sin butiksdør i 20’erne vil jeg tro.

Uddeler Andersen med familie ca. 1915 – Lille Vera Andersen ca. 1910 – og som ung pige.

Ole Madsen – en hædersmand – Peter Madsen – nok en hædersmand

Endnu en hædersmand – Christen Høgenhaug – og endnu en – Ole P. Houkjær

Kokholms hotel i 20’erne – så et lille indblik på vejenes tilstand, sådan så Ålbækvejen ud.

Ja, sådan så Ålbækvejen ud, når det regnede. Og her ser vi den lille skole Rannerød, hvor vore forfædre gik. en af drengene må være onkel Lars og en anden onkel Otto.
Indlægget vil blive udvidet om nogle dage. Jeg overlader skuden her til Ole nogle dage – han navigerer sikkert, til jeg atter er hjemme … jeg skal bl.a. på jagt efter billeder i det nordlige – regner med fangst.
Så er jeg her igen: Og vi får først et billede af Hesselholt, som den så ud i første del af 70’erne. Jeg står sammen med Otto Hesselholt, min farbror, der dengang drev gården. Det andet billede er af min farmors bedstemor – det var hende, der fortalte spøgelseshistorien til min farmor ( Elise) og hun er også Lars Hesselholts ( og min fars ) oldemor. Kristiane Krøgh hed hun og var gift med Chr. Krøgh – ham, der hængte sig, og som bl.a. stifter bekendstskab med i P. A. Gaardboes beskrivelser af egnen:
 

Nu skal vi til Hesselholtgården – her sidder i begyndelsen af det nye århundrede et ægtepar, der klarer sig godt. Hun er en  dyftig og effektiv landhusmor, og han er ud over at drive sin gård optaget af Sparekasse, Sygekasse, Strandfogedjob og Sognefogedarbejde. Kort tid efter dør han af lungebetændelse, som vi kan læse i Lars’ optegnelser:


Her ser vi en ganske særlig hulsigdame, ja, måske er hun endnu ikke flyttet til Hulsig, og så er hun jo en Ørumdame. Men hun kommer, så snart hun møder den unge Anders Andersen. Så vover de at flyttet til denne her tidligere så vilde og øde egn. Men nu er den jo på vej til at blive en mondæn del af kongeriget endda med flittige besøg af kongeparret. Og uddelerparret kommer med nye tanker, vil jeg tro. De har i al fald gået på højskole.  Magdalene ser så ung ud her på billedet. Måske er hun netop vendt hjem fra Ollerup. Et eller andet sted i mine mange gemmer, gemmer hendes Ollerup-poesibog sig, og når den findes, vil versene poppe op her.
 
Jeg er glad for at få billeder fra hulsigfolk og andre, der interesserer sig for egnen.
For en tid forlader vi Hulsigbilleder, men jeg vil løbende forfatte nye billedindlæg om Hulsig – så send endelig billeder. Min adresse er : marianne@hesselholt.com
 

46 – Lars Hesselholt: Hulsig-minder

Udgivet den af
1



De to øverste billeder er fra Hulsig Hede, og den har ikke ændret sig nævneværdigt, siden Lars Hesselholt skrev om egnen. Det nederste er taget på Tranevej, og man kan faktisk godt skimte tre traner i baggrunden.
I det følgende vil jeg fortælle om, hvilke mennesker, der boede på egnen, og hvor de boede, da min onkel Lars Hesselholt var dreng, og vi er omkring 1908-10 og lidt frem. Men måske skulle jeg først introducere min onkel – og nu fortæller jeg, hvad jeg mindes og har fået fortalt om ham.
Han var den ældste af de fire Hesselholtdrenge og skulle vel drive gården videre, men han kom i stedet på seminarium og blev lærer. Han blev gift med Magda, som han traf på seminariet, og de blev senere lærerpar i Skagen. Deres børn var så meget ældre end os, så jeg husker dem knap – de er alle døde nu, men jeg erindrer dog vagt nogle unge mænd, der ikke snakkede til os: fætter Janus, fætter Poul og fætter Knud. Jeg var på alder med fætter Janus’ søn Stig, og ham legede jeg med. Ret hurtigt mistede vi forbindelsen med fætrene. Onkel Lars fik i Skagen et tilnavn, som folk stadig husker, nemlig Sko-Lars. Jeg går ud fra, at det kommer af, at han var skolelærer. Min Skagenresearch har vist mig sider af onkel, som jeg ikke kendte, f.eks. at han var en ivrig lokalhistoriker og aktiv i foreningslivet og ikke mindst i Fortidsmindernes Bestyrelse. Jeg mindes, at han engang på plejehjemmet i Skagen viste os et håndskrevet hefte ( eller flere, tror jeg endda ), hvor han havde noteret meget om sit liv. Måske er det gået tabt, måske findes det på lokalarkivet, og måske er en stor del af det optaget i det hefte, som jeg nu vil fortælle om, og som handler om Hulsigegnen. Af tidligere elever, som jeg har talt med, har jeg fået at vide, at han var striks: trak dem i ørerne. Men det var vist meget almindeligt.
Her er først et billede af Lars som nybagt far.

Sandsynligvis med den førstfødte ( fætter Janus), som sidder på skødet af sin oldemor, Marie Houkjær – til højre i billedet sidder hendes datter, min farmor, Elise Hesselholt. Og hende husker jeg som en rar og værdig dame.
P.A. Gaardboe, hvis artikel jeg gennemgik i forrige mail nr. 45, beskrev egnen og dens bebyggelser i 1874, og kom til det resultat, at der var 15 ejendomme, ingen jordløse huse og 15 familie, i alt 78 individer.
Min onkel Lars beskriver samme egn i tiden omkring 1900. Han er født i 1893 og skriver om den tid, da han var dreng – det strækker sig altså et stykke ind i det nye århundrede. Alligevel er det forbavsende at se, hvilken udvikling der sket på egnen på den relative korte tid. Nu er der 48 ejendomme, nogle af dem jordløse, og der bor langt flere individer på egnen, hvor mange kan man ikke se af Lars’ optegnelser, men det må være over 50 familier. Der er sket en stor udvikling i perioden i hele Danmark, ikke mindst med Andelsbevægelse og Folkeoplysning ( Højskoler ) og det mærkes også i det lille sogn om det end kommer lidt senere hertil. Der kommer brugs og mejeri og telefoncentral, skolen moderniseres og der bygges makadamiseret landevej og en jernbane fra Frederikshavn til Skagen. Og ikke mindst begynder det at strømme til Kandestederne med mondæne badegæster. Da min mor blev gammel og dement spurgte hun ofte interesseret: “er der kommet mange badegæster i år?” Det var noget, der optog det lille samfund.
I det følgende vil jeg tage jer med på den lille rejse, som Lars fortager fra Kandestederne og til og med Tranestederne. Her nævner han ejendom efter ejendom og familie efter familie. Det er ikke altid med samme stringens: han springer lidt frem og tilbage – her vil vi forsøge en lige linje og altså se på, hvilke familier, der boede i Skagen Landsogn i tiden omkring 1900. Som Lars skriver i indledningen: dem, der betjente sig af Hulsig Station. Jeg fandt er billede af stationen på den tid i min fars papirer:
Her ses stationen – i næste indlæg vil jeg vise flere af slagsen.
Lars skriver i indledningen: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder, held og uheld. Jeg mindes aldrig at have mødt misundelse, hvis det gik én godt, men derimod medlidenhed, hvis det gik én dårligt. Det var en ret ufrugtbar egn, og der sad mange små jordbrugere med 3-4 køer og en hest. Hvis en sådan husmand mistede en ko eller hesten døde, blev der næsten altid iværksat en indsamling til støtte for den skadelidte. Jeg har som stor dreng tit været ude med en sådan liste og mindes aldrig at have mødt modvilje.” ( citat fra s.52 i det lille særtryk: Hulsig-minder)
KANDESTEDERNE:
1. Længst mod øst: MADS HOUKJÆR gift med MARIE
Maries søster KIRSTEN boede sammen med dem. De havde 2 børn: PEDER og LISE
MADS HOUKJÆR var min onkel  LARS HESSELHOLTS farbror
Mads Houkjær hængte sig. Lars skriver ikke nogen grund. Gården var stor og veldrevet, så det var ikke økonomiske problemer, han havde. Datteren LISE giftede sig med en mand fra Harboøre, som var håndværker og i Kandesterne for at reparere redningshuset. Han hed KRISTEN NIELSEN KOKHOLM og da han overtager gården bygger han den om til hotel.
2. Lige øst for  boede CHRISTEN HØGENHAUG, gift med ANE KIRSTINE –  han var landmand + drev hotel, var strandfoged og Dannebrogsmand.  Det er Chr. Høgenhaug, der giver Kristen Kokholm ideen til sit hotel.
 
3. Øst for dem boede JEPPE KYK –  om ham fortælles der mange historier. Han var tilsyneladende fattig, børnene gik klædt i sække. Men faktisk lagde han penge til side. Og lune havde han. En dag kom han ind til min farfar og spurgte, om han kunne låne 200 kr. Farfar gav ham pengene, og næste dag mødte Kyk op og afleverede dem med ordene: “Jeg ville bare se, om du turde betro mig pengene.”
4. Øst for Kyk boede CHR. RASMUSSEN – havde et lille landbrug + slagteri – var barnløs, men havde enplejedatter MATHILDE, som blev gift med MADS HESSELHOLT, en bror til JANUS HESSELHOLT, Lars’ far, altså min fars onkel. Mads drog til Amerika – vendte hjem igen og startede et slagteri i Skagen.
5. Lige nord for boede THOMAS FREDERIKSEN i det hus, der senere blev ombygget til “Kandehus”, Thomas havde været med Mads i Amerika, og det fortælles, at han reddede denne fra at drukne.
STARHOLM
Vi er nu nået til Starholm.
6. Her lå JØRGEN PEDERSENS gård = Kandestedvej nr.307 – han var en fattig gårdmand med mange børn, en af dem LISE tjente på Hesselholtgården. Det var Jørgen Pedersen, der solgte sin mølle til balletmester Hans Beck – den står opstillet som sommerhus i Kandestederne. Han solgte senere sin gård til ovennævte Thomas Frederiksen.
7. Lidt længere mod nord lå ANDREAS LARSENS gård – han var også urmager. Havde en søn, Christian, som var spillemand ( violin)
8 Syd for Kandestedvejen boede JENS JACOBSEN ( JENS KYK) han var landmand og garver. En dybsindig type.
9. I nærheden af ham boede OLE MADSEN – han var ilter og opfarende  – bådmand ved redningsstationen – var som ung omgangslærer. Hans søn JANUS overtog gården.
10.  I nabogården boede MARTIN BENDTSEN – havde et lille brug med 3-4 køer  og en hest. Han skar martørv.
RANNERØD
11. Vi er nået til RANNERØD hvor skolen ligger – onkel Lars’ første lærer var lærer Wirring, og selv den lille dreng kunne forstå, at han var noget særligt. Han var grundtvigianer og gjorde et stort folkeoplysningsarbejde på egnen. Min bedstemor, ANNA ANDERSEN, ( som ikke var min biologiske bedstemor, men min bedstefars anden kone ) nød også godt af hans pædagogiske evner, og hun glemte ham aldrig – hun har fortalt mig en del om ham.
12. Øst for skolen lå SØREN CHRISTENSENS lille husmandsbrug – han var også møller og skomager.
13. Lidt længere mod øst boede JENS NIELSEN han var daglejer og arbejdede bla. på Hesselholt.
14. Nord for Kandestedvejen boede THOMAS CHRISTENSEN ( INGER THOMAS) han var daglejer og graver – arbejdede ofte på Hesselholt – berømt for sin håndtering af en le. Hans løn var 33 1/2 øre om dagen + lidt mælk, sul og brød til familien.
15. På nordsiden af Kandestedvejen lå PEDER HJORTS gård – han var gift med JØRGINE (GINE) De havde en stor ejendom.
16. Øst for ham boede MADS MORTENSEN ( MADS STARHOLM)  han var gift med ANE – De havde en stor gård. Der er mange historier om Mads – en af de sejlivede ( jeg har hørt far fortælle) var den gang, Mads var i Skagen hos købmand Møller, og Ane havde bedt ham købe safran med hjem. Da købmanden spurgte, hvor meget han skulle have svarede han: “Åh, lad mig få et pund.” Møller gjorde en bemærkning om, at safran var meget dyrt! – “Men a hår da pæng mæ!” svarede Mads og drog af med sit pund. – “Så hår a safran te dæ, Ane,” sagde han, da han kom hjem. En anden gang spurgte købmand Møller konverserende til hans helbred, og Mads svarede, at det var galt med det højre ben, og kømanden sukkede og sagde: Ja, det er alderen.” “Næj, de ær intj, det  venstre bien er li så gammel og det feiler ingenting.”
17. Øst for ham boede PETER MADSEN på en middelstor gård. Han havde begavede børn, Anna blev lærer og Christian post. Anna vikarierede i Rannerød Skole, inden hun giftede sig og flyttede fra egnen.
18. Endnu længere mod øst boede CHR. CHRISTENSEN ( CHRESTEN MADSEN) han blev kaldt Chresten Madsen. Hans søn Karl blev billettør på det første Skagenstog. Der går en historie om, at han en dag havde skældt en fornem turist ud og kaldt ham en ubehøvlet lømmel. Karl blev kaldt til baneinspektøren og fik en overhaling, men svarede: “Det kan godt være, jeg skældte ud og kaldte ham en lømmel, men jeg gjorde det på en pæn og høflig måde”.
19. Ved siden af ham boede NIELS SOVKROG – Han solgte på et tidspunkt gården til to svogre i Skagen: KRESTEN THOMSEN OG CHR. LEER – de havde ikke meget forstand på landbrug, og det gik ikke godt. Niels Sovkrog blev vognmand i Skagen og var fast kusk for Kong Christian, når denne var på Klitgården – i Rannerød var han redningsmand og dekoreret med Dannebrogskorset. Velhavende. Hans søn JENS CHRISTIAN blev lærer og boede på Frederiksborg. Han skrev til bladene under navnet “Helge”
20. Nabo til Sovkrog var LAURITS LARSEN  søn af MADS LARSEN, hvis vogn var forhekset. Han kunne troldkunster.
21. Vest for ham boede LASSEN HØGENHAVEN bror til MADS HOUKJÆRS MARIE OG SØSTER KIRSTEN ( Kandestederne) Han var 3 alen høj – spekulant. Når han fik en ide, gik han i seng og lå tre dage og tænkte, så stod han op og gik i gang med planerne, der som regel mislykkedes. Nogle af hans forsøg var succeser, f.eks. forsøg med plantning af træer.
22. Længere inde mod klitten i øst boede JANUS JENSEN (SOVKROG) gift med TILDE. De var slidere. Janus Sovkrog og hans sønner gravede hovedvejen gennem Rumpens Mile.
23. Sydøst herfor lå Rumpen ( eller Klarup) her var to gårde. Vester Rumpen ejedes af OLE CHRISTENSEN ( WOLLE RUMP) gift med ANE – han fik gården ved giftermålet. De var velhavende. Wolle Rump var smed og spillemand. Efter Anes død overtager MARTIN CHRISTENSEN gården.
24. Efter at have solgt gården byggede WOLLE RUMP en ny gård øst for banen. giftede sig med TRINE ( Mor til Chr. Thomsen). Men nu er vi sprunget til HULSIG vi skal tilbage til RUMPEN ELLER KLARUP.
25 Vi skal til Øster Rumpen, som ejedes af OLE HOUKJÆR han var far til ELISE HESSELHOLT ( min farmor og gift med Janus Hesselholt) Han var sognefoged og strandfoged og i det hele taget meget virksom – ilter natur. I 1907 overtager PETER HOUKJÆR gården, han blev gift med min bedstemors søster KRISTINE, dem besøgte vi en del som børn.
26. Nu er vi nået til HANS NIELSEN ( HANS I RUMPEN) – Han var en original – læste i Cyprianus og også han var lidt af en troldmand – kunne f.eks. standse løbske heste. Hans datter ANES søn MADS var onkel Lars’ bedste kammerat – de byttede mad i skolen og gik på jagt og fiskeri sammen.
HULSIG
Vi er nået til HULSIG og Hesselholtgården, som var ejet af JANUS HESSELHOLT – Da Janus var dreng døde deres far LARS JENSEN ( VERSTERLARS) – Han skovlede snekvadder væk i 3 dage i træk i året 1872 – der var en stor oversvømmelse – så gik han hjem i seng og døde af lungebetændelse. Han var gift med KIRSTEN Og de fik sønnerne Mads og Janus – Mads var ham, der blev slagter i Skagen langt senere, og Janus overtog gården efter sin mor, da han blev gammel nok. ( se tidligere indlæg) – jeg vil citere afsnittet om Hesselholt gården herunder:
“Gården lå i sin tid henne ved klitrækken, men omkring 1820 måtte den flyttes på grund af sandflugt. Alt brugbart materiale blev brugt til opførelsen af husene. Senere blev der bygget en del til af munkesten fra Den tilsandede Kirke. Stenene kunne de bare hente. Min bedstefar hentede mange læs. De tunge kampesten hjalp de tilstedeværende med at læsse, når de fik en flaske dram. Bedstefar havde ikke dram med, men han var meget stærk, over 3 alen høj og kunne alene læsse vognen til stor forbavselse for tilskuerne. Det fortælles, at der engang var nogle stærke mænd, der kunne løfte og holde den lange bænk i stuen op. Da de havde prøvet med mere eller mindre held, tog han bænken i tænderne og holdt den vandret ud i stuen. Så var de duperet, men han døde ret ung af lungebetændelse. Min far, Janus var kun 12 år gammel, og min farmor sad for gården i mange år og holdt den i god drift efter den tids forhold. Min farmor havde forskellige bestyrere, men hun var altid øverstbefalende. Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelig skolefag var han forlængst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem ombord på krydseren Lion. .. . Til gården hørte et gammelt egekrat fyldt med liljekonvaller. Der går mange fortællinger om det, bl.a. at de 12 apostle skulle ligge nedgravet der. Min farmor fortalte, hvad hun havde fået fortalt. Et skib sejlede fra Le Havre og skulle til Stk. Petersborg. Det strandede ved Karred og forliste. En mand gik tidligt morgen til stranden, hvor han fandt 12 trækaaser og en større kasse. De 12 var sølvfigurer,og den større kasse indeholdt et harmonium. Han fik hjem og fik tjenestekarlen til at hjælpe sig hjem med det i landdrevne, som de stillede ind i vesterstuen, hvor de fyrede godt. Ved aftenstid kom et sort får gennem gården, og harmoniet begyndte at give lyde fra sig. Det var spøgeri, og om aftenen kørte han og karlen de 12 kasser og harmoniet væk og begravede det hele i klitten, vist ved det gamle egekrat. …
Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg Sogns Sparekasse, opkøber af svin for Hjørring slagteri, formand for sygekassen og mange andre ting. Efter hans død blev min bror Otto hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham …
28. Aftægtshus til Hesselholt var lejet ud til CHR. MADSEN(HULSIGSNEDKEREN) – han byggede senere et hus lige øst for “Hotel Inger” – dette blev senere købt af LARS THOMSEN ( LARS HEDEN) .
30. MEJERIET – blev bygget ca. 1900 – første bestyrer var LAURITS LARSEN han var gift med KRISTINE – senere kom VILHELM CHRISTENSEN som var gift med  JOHANNE ( mejerske).
31. Et lille hus, der hørte til Hesselholt – her boede en tid MADS HESSELHOLT inden han flyttede til Skagen og blev slagter. – Det var en overgang købmandsbutik og senere brugs. Senere igen kom LARS PEDERSEN og drev her en høkerhandel.
32. 1890 blev STATIONEN bygget – første bestyrer hed HANSEN og han var gift med MADAM HANSEN – der var kun to madamer i Hulsig – den ene var madam Hansen, den anden var madam Wirring.
33. PETER NIELSEN var skrædder – der står ikke, hvor han boede, måske hos sønnen EMANUEL, der også var skrædder, og som boede i huset lige nord for stationen. Senere købte CHR HØGENHAVEN huset, og han var gift med KRISTINE – de drev central der. Som barn har jeg besøgt Kristine på Centralen, som hun blev kaldt, sammen med mor. Kristine må være blevet meget gammel.
34. – 35. De to KRØG-STEDER – de lå begge lidt længere mod nord og stadig vest for baneskinnerne.
Nordre Krøgsted: Hos A. P. Gaarboe hører vi en del om CHR. KRØG . Han ejede dengang Det nordre Krøgsted, og var på mange måder en begavet og agtet mand. Men han drak. Og en dag gik han op på loftet og hængte sig. CHR. KRØG er min tipoldefar og onkel Lars’ oldefar, og vores farmor fortalte om, hvordan hun som barn besøgte tipoldemor ( hendes bedstemor) og da hørte hun pludselig larm på loftet og troede, at det var CHR. LARSEN, svigersønnen, der var vendt hjem. “jamen, sagde hendes bedstemor, ved du da ikke, hvad dag det er? Han kommer jo altid en tur på loftet på sin dødsdag.” Min farmor var modig nok til at gå op på loftet. Det var tomt. Jo, de havde det hyggeligt i sin tid!!! – CHR. LARSEN overlod gården til sin søn CHR. PETER ( er bror til hende, jeg kalder min bedstemor ANNA ANDERSEN gift med min morfar ANDERS ANDERSEN ( uddeler ) og Chr. Peter igen lod sin søn CARL fortsætte gården – det havde han ikke evner ( lyst) til, så han solgte til MARTIN GÅRDLUND som restaurede og moderniserede gården og drev moderne landbrug. Han blev velhavende.
Søndre Krøg-sted: her boede KRESTEN JENSEN,  han solgte til CHR. LARSEN hvis søn JANUS LARSEN overtog gården. Hans enke solgte den til MARTIN GÅRDLUND, som jo også købte den anden Krøggård. Han rev den ene ned, og den anden er i dag en moderne gård, hvor der også er Bed and Breakfast.
36. Øst for banen længere mod syd boede NIELS HUSTH – han var ringer og graver og meget flittig – kunne spare op.
37. Øst for HUSTH boede SIMON SIMONSEN ( SIMON THY) Han var indremissionsk og holdt søndagsskole for børn – også juletræ – det sidste husker Lars som festligt. Senere overtog sønnen MARTIN SIMONSEN gården – han var postbud og gift med DAGMAR – svigersønnen SOFUS GRØNKÆR overtog ejendommen.
38. længere mod nord lå en lille ejendom, som ejedes af ERIK JENSEN – kaldet JERRIK
39.længere mod øst ( her springer min onkel Lars nok CHR.THOMSENS gård over, men den kommer vi til) boede PETER SJÆLLÆNDER  PEDERSEN) han var en dygtig håndværker og blev gift med Chr. Thomsens THOMINE.
40. Vi er nu nået til SØREN LØTH. Han opdyrkede en hedelod og levede ellers som daglejer. i LØTHS udhus boede OLE HVOLSKOV der levede af at lave tøjklemmer. Han solgte dem 2 øre stykket.
41. Øst for SØREN LØTH boede CHR. SENIUS PEDERSEN på et lille sted. Han var en agtet mand med tillidshverv og gift med CHRISTINE . De fik døtrene GERDA og AGNES sønnen OSCAR HUSTH overtog gården.
42. OLE CHRISTENSEN ( WOLLE RUMP) var gift med ANE, som var LARS ‘ bedstemors søster. Han var smed og spillemand. Stedet kaldtes også DET VESTRE RUMPSTED senere, som enkemand byggede han en ny gård på sin opdyrkede hede og giftede sig så med TRINE, som var CHR. THOMSENS enke. Deres datter giftede sig med BOYE SØRENSEN der overtog gården.
43 Længere mod øst ( hvor Tinesvej går nu ) boede JENS PIESENS TINE. Hendes hus forfaldt, og JANUS HESSELHOLT købte det og brød det ned og byggede en ny gård. Den blev dog dårligt drevet. Mere skriver Lars ikke om den sag, men så vidt jeg har hørt, var det min onkel KARL der drev den, og han var syg og blev kort tid efter sendt til hospitalet i RISSKOV hvor han levede resten af sit liv. Så har jeg hørt, at min far MAGNUS HESSELHOLT en overgang drev gården, men han må have været meget ung, for hans far døde jo, da Magnus var 18 år. Gården blev solgt til CHR. HUSTH – for få år siden blev den revet ned og nu ligger huset STADUM der .
44. Længere mod øst lå CHR. THOMSENS gård. Sønnen KARL overtog gården. Der var mange uheld og de flyttede til “DET BETTE HJEM” – jeg kan ikke af optegnelserne se, hvor det hjem lå.
Vi har længe bevæget os mod TRANESTEDERNE hvor vi nu kommer til de to TRANESTEDER. Og dermed er rejsen endt.
45. Det søndre Tranested – – her boede AUGUST TRANE  – det var en stor ejendom med 10 køer – han var velhavende og desuden strandfoged. Fik døtrene MAGDE og ALMA – Min onkel Lars blev døbt samme dag som ALMA. August Trane solgte til NIELS PETERSEN.
46. Det nordre Tranested – her boede PETER TRANE gift med STINE – de drev et hæderligt landbrug med 3 – 4 køer. De fik dattene ANNA som blev gift med CHR. PETER LARSEN ( Krøgstedet) – gården blev solgt til solodanserinde ULLA POULSEN, der ombyggede gården til sommerhus. Hun var gift med JOHANNES POULSEN , der ligger begravet i klitten. I dag ejes ejendommen af FRU HERING.
Navnene er stavet, som Lars har gjort i sit hefte – f.eks. staver han Krøg og ikke Krøgh.
Min onkel Lars slutter med at sige, at der er bygget en del sommerhuse og andre huse, men han kender ikke tilflytterne. Nævner sært nok ikke min far som en af disse sommerhusbyggere.
I det næste indlæg vil jeg supplere med en del billeder. De fleste har jeg fundet i familieskatkisten, andre har jeg fået tilsendt.

45 Historisk topografisk Beskrivelse af Skagen Landsogn

Udgivet den af
Svar

Resume af Gaardboes artikel. Gaarboes artikler er genudgivet i bearbejdning af Gurli Hansen under titlen: Fortidsminder fra Vendsyssel 1893. Herunder gennemgås ovennævnte artikel dog efter Samlinger til jydsk Historie og Topografi 1 rk. bind 5.
Gaarboe skriver om beliggenheden: “Skagen Landsogn grændser mod Syd og Vest til Raabjerg Sogn, mod Nord til Versterhavet og mod Øst til Skagen Bys Klitter og Kattegattet. Befolkningen udgjør for tiden ( 1974) 78 Individer, 15 Familier. Sognets Hartkorn er 6 Tdr. 5 Skpr. 3 Fdkr. 1/2 Alb.m Gammelskat 13 Rdle. 301/2 Sk.” ( citat side 308)
 
Gaarboe mener ( udfra fund) , at egnen var beboet i Stenalder og Bronzealder. Men ikke i Jernalderen. Først med Thrond(er), Skarpæs hyrde, beboes Skagen og derefter Skagen Landsogn.
Gaarboe mener endvidere, at “Egnen i et længere Tidsrum, umiddelbart før Thrond(er)s Fremtræden, har været øde og ubeboet.
Han skriver nu om sandflugten og dens ødelæggelser og mener, at befolkningen stærkt bidrog til dette værk ved at skære bravt af “klittaget” og således skabte sår i bevoksningen. En gammel kone Marie Krøgh i Hulsig har fortalt om hvordan,: “hver Mand om Efteraaret ikke alene fyldte den halve Lade med Klittag, som brugtes til at fodre Kreaturerne, men solgte endogsaa aarlig flere Læs til samme Brug i Skagen. ( Citat side 313)
Der er i 1874 15 gårde ( = Steder) i Skagen Landsogn:
1. HEISELHOLT:
Det eneste sted i sognet, som har over 1 Td. Hartkorn. Navnet tyder på skov, og der er da også et gammelt egekrat, der hørte til gården. Citat: “Heiselholt har tidligere staaet længere mod N. V., omtrent lige Øst for Klarup, og det var af Frygt for Sandflugten, at det 1810 blev flyttet saa langt som muligt mod S. O. næsten til Raabjerg Sogneskjel. Aar 1637 skjødede Dorthe Friis, sal. Mogens Godskes Til Lidemark, til fru Sophie Brahe til Odden noget Gods i Skagen, nemlig Heiselholt.” ( citat side 314)
2. LUNDHOLM:
Består af 4 gårde ( = Steder) Det oprindelige Lundholm er bygget i 1300tallet og tilhørte Niels Bugge, – Niels Vendelbo fik den ved sin hustru Elne Buggesdatter. I 1401 tilskøder Elne Buggesdatter gården til Dronning Margrethe.
Hvor den oprindelige gård stod, ved man ikke, men i 1653 lå den vesten for Gl. Skagen, og folk i Skagen har fortalt Gaardboe, at Lundholm lå i den vestre ende af den såkaldte Kjaalklit. I 1674 havde flere gårde fået navn Lundholm. De er byggede af resterne af det af sandflugten ødelagte Lundholm. Gaardboe har en gl. fortegnelse fra 1684, der anfører 3 steder med navnet Lundholm, og der står i optegnelsen om det ene af stederne: “Proprietær, Borgmester Fedder Hansen Høyer, bruger selv Gaarden.” (s.317) Det siges også, at den oprindelige gård ikke findes mere, og at Gaardboe mener, at de nævnte gårde har ligget i nærheden af den gamle kirke, da borgmesteren ellers ikke havde kunnet bruge den ene af dem.
Gaardboe, der gik meget omkring og samlede stof fra gamle mennesker, fortæller at der for 70 år siden boede en mand i Skagen, der havde tjent på Lundgården, der da stod lidt i vest for den gamle kirke.
Senere bliver stederne flyttet sydpå på grund af sandflugten og kommer til at ligge i Landsognet.
3. KLARUP:
Som Olavius kalder “Klaa-Rumpe” består af 3 gårde ( = Steder) Stederne omtales stadig af folk som “Rumpen”.
4. HULSIG:
Her ligger 2 gårde ( =Steder). De blev sidse gang flyttet for ca. 100 år siden ( ca. 1774) og stod dengang inde i klitterne ved en større bæk kaldet “Hvolsig” – det er den samme, der løber igennem heden nu ( altså 1874 – men den løber der også i dag, Marianne) – og videre mod øst norden for “Christen Pedersens Sted, Matr. 9a og ud i Kattegat.”(s.318).
5. KARRED :
Her ligger 5 gårde ( = Steder). Hørte i 1684 under Odden. Alle de ovennævnte gårde tilhørte Borgmester Fedder Hansen Høyer, der ejede en større gård i Skagen, Hovsøgaard, som disse var “Tjenere” til.
Gaardboe skriver om gårdene i Landsognet følgende lille passage: “Navnene på de foran nævnte Steder stamme alle fra de i Fortiden af Sandflugt ødelagte Gaarde og steder, som alle have staaet længere mod Nord, hvor de vældige Klitter med deres imponerende Sandmiler have leiret sig over den skjønne Egn og ødelagt Alt fra det ene Hav til det andet og tvungen de seige og nøisomme Beboere til flere Gange, og sidste Gang, at flytte deres Huse dertil, hvor de nu forefindes, og hvor de sandsynligvis ogsaa i mangfoldige Aar ville kunne leve i god Forstaaelse med deres gamle Fjende og nære Nabo ( Klitterne), der vel kan antages, forudsat, at den bliver fornuftig behandlet, at være bleven træt af sit Ødelæggelsesværk.” ( citat side 318)
De fleste af gårdene i Landsognet hørte altså under den nu forsvundne proprietærgård “Hoffsiøgaard”, der indtil 1546 tilhørte Kronen – og Kongen vedblev at være ejer af stranden: Kongens Forstrand.
I slutningen af 1700tallet ejede Byfoged Ferslev gården. Den brændte i 1792 og blev genopført i vestre ende af Skagen. På pejsen står fl. indskrift: “Jeg bygget er paany og grundet på Guds Naade/ Før var jeg fri fra vand, / Men ei fra Ildens Vaade/ Men Herre Du som saae, Hvor jeg i Skarnet laae,/ Du byde Ild og vand herefter fra mig gaae!”
OM BEFOLKNINGEN I SKAGEN LANDSOGN:
Gaardboe skriver flg.: “Befolkningen er meget arbeidsom og nøisom, og Culturtilstanden, Sæder og Skikke samt Levemaaden er ialmindelighed her som i Nabosognet Raabjerg og kan herom eftersees min ommeldte Beskrivelse af dette Sogn. Skjøndt Beboerne ere meget fredsommelig og gjæstfrie, kan en naturlig og stræng Selvstændighedsfølelse dog siges at være bevaret her længere end i andre Egne, og det kunde i culturhistorisk Henseende vist have Interesse for Efterslægten at bevare et Par karakteristiske Exempler herpaa.
Han fortæller så f.eks. om en kone, der bankede en ung Fuldmægtig fra Skagen med et stykke forhåndenværende rørtag, da han kom for at minde hende og andre af beboerne om, at klitterne var fredede og ikke måtte bruges til græsning af får. Det skulle landboerne nok selv bestemme, om de måtte.
Ligeledes fortæller han om, hvordan man så igennem fingre med, at landboerne i sognet forsynede sig rigeligt med strandingsgods. Og ikke lod sig skræmme af trusler om straf. De tog sagen i egen hånd og opfandt deres egne love.
Gaardboe fortæller, at hovedernæringen stadig er landbruget, men at der også fiskes flittigt og sælges fisk, især til de svenske fiskere ved Skagen. han skriver: “Størstedelen af Markjorderne ere endnu temmelig frugtbare, og der haves en ikke ubetydelig Høbjergning på Klitslætterne, men det kan forudsees, at i Tidernes Løb ville Markjorderne blive for tørre og Græsbunden paa Slætterne i Klitten forvandles til Lyngland, dog ville de nøisomme Beboere ganske vist endda kunne ernære sig ved Hjælp af Fiskeri og Indtægt af Strandinger, hvilke Indtægtskilder væsentlig maa tilskrives den almindelige gode Velstand i dette eiendommelige Sogn.
Kreaturholdet i hele Sognet er for Tiden (1874) 17 Heste, 68 Køer, 56 Unghøveder og 150 Faar – 8 af Beboerne ere tokjørende. Der gives ingen jordløse Huse.”( citat side 323)
Man får indtryk af, at folk i Skagen Landsogn trods sandflugten har klaret sig godt og fortsat gør det på Gaardboes tid.
Det næste indlæg vil omhandle egnen ca. 50 år senere. Det er fra et hefte, min onkel, Lars Hesselholt skrev om hele egnen fra Kandestederne og til Tranestederne. Det omfatter det ovenfor omtalte område bortset fra Karredgårdene, der ikke nævnes.
 

44. Andreas Peter Gaardboe

Udgivet den af
Svar

I næste afsnit vil jeg give et præcist bud på hvor mange gårde, der lå i Skagen Landsogn hen mod slutningen af 1800tallet.
Det gamle Raabjerg Sogn grændser mod nord op til Skagen Landsogn, og det er kun perifert, jeg vil berøre den egn i reseachen, men kan ikke komme uden om en vis A. P. Gaardboe, som var født og levede det meste af sit liv her. Han var søn af gårdejer Mads Jensen, der ejede Sønder Gaarboe, som ikke kan have været en helt ringe gård, for i Raabjerg Kirkes Historie ( Wikipidia ) kan man læse, at samme Mads Jensen Gaardboe i 1835 arver kirken, og at denne senere overgår til sønnen Andreas Gaardboe.
Sandsynligvis har gården ligget ved den på den tid store Gaarboe Sø, som senere bliver afvandet. Man kan undre sig over, at sønnen ikke får nogen undervisning – men det gør han ikke. Han var dog så videbegærlig, at han lærte sig selv at læse og begyndte at samle bøger og hele tiden søgte ny viden. Skønt han var ægte autodidakt tilegnede han sig meget omfattende kundsskaber, navnlig om historie og geografi. Han fik også tid til som ung at fungere som “løbedegn” og lærte fiskere og bønder at læse.
I 1866 kom han i forbindelse med direktionen for De Antikvariske Mindesmærkers Bevaring og foretog mange undersøgelser og fredninger for foreningen. Han var medstifter af Det Jyske Historietopografiske Selskab, og leverede mange videnskabelige artikler til tidsskriftet.
I 1855 overtog han familiegården, som han solgte i 1880. I 1855 kom han i sognerådet og var formand i tyve år. 1863-93 var han opsynsmand ved Aalbæk redningsstation og sognefoged. I 1868 oprettede han en læseforening og medvirkede til oprettelsen af Hjørring Museum. Skønt han var 100 autodidakt fik han i 1879 fortjentsmedaljen i guld for sin videnskabelige forskning, og i 1890 blev han Dannebrogsmand. Det er ikke mindst hans energi og dygtige forskning vi kan takke for, at vi idag ved ret meget om Nordjyllands topografiske og lokalhistoriske forhold.
I det næste indlæg vil jeg gennemgå en af hans mest spændende artikler, når vi taler om Skagen Landsogns udseende i 1800tallet. Artiklen hedder: Historisk topografisk Beskrivelse af Skagens Landsogn.
 

Intermezzo – en engel fløj forbi

Udgivet den af
Svar

 

Sandelig om der ikke kom en forsinket engel flyvende lige ind på siden her. Den hører jo faktisk til lidt længere nede, men som jeg skrev forleden, så har engle det med at dukke op, når man mindst venter dem.
Så denne her lille engel kan vi sige tak til Cecilia for.

43 Aalbækvejen

Udgivet den af
Svar


Min far i sin bil. Han, Magnus Hesselholt, blev faderløs som 18 årig, og familielegenden fortæller, at farmor for at beholde ham hjemme lovede at købe ham en bil. Sådan mener jeg at have hørt historien som barn. Men måske passer den ikke. Måske er det slet ikke hans egen bil, han sidder og stolter i!  – det var da en vældig flothed af en bondekone at give sin søn en bil. På den anden side var far meget ivrig efter at lære. Han rejste som helt ung til landbrugsmesse i Tyskland og hjembragte den første traktor til Nordjylland. Det har jeg hørt ham fortælle, ikke til mig, men små potter har som bekendt også øren. Og det er som lille potte, jeg har fået de fleste fortællinger om “dengang” – det var aldrig sådan, at far satte sig med os på skødet og sagde, “nu skal I høre om dengang far var dreng …”
Han havde i al fald bil i en meget ung alder og på billedet ( som er lidt utydeligt her) ser man en flot ung mand med smarte bakkenbarter – jo, en pigernes Magnus, det var han vist – der har jeg også hørt et og andet. Piger og biler. Far syntes om begge dele. Og det lagde han aldrig skjul på.
Men nu Aalbækvejen. Jeg vil senere komme tilbage til den, når jeg har læst nogle af tidens aviser. Der var nemlig rigtig mange klageindlæg i Skagen Avis over den vej, da de endelig fik den, men dem har jeg kun på anden hånd. Her er et udpluk af en af dem. Det er et læserbrev fra Kantor Larsen, og han skriver bl.a. :
“Allerede før Verdenskrigen brød ud, lød der gang på gang klager over dette vejstykke fra bilister og motorcyklister. Mens benzinmanglen rådede, forstummede disse røster. Men, efter at motorkørselen nu igen har taget mægtig fart, lyder kravet om at få vejen gjort farbar, fra dag til dag, med voksende styrke. Kgl. dansk Automobilklub og selskabet Forenede danske Motorejere har for længere tid siden indgivet andragende til Hjørring Amt om at lade vejen grundigt istandsætte. De to foreninger har endogså tilbudt amtet et tilskud på 10.000 kr. til dette øjemed. Skagen Turistforening har, mend byrådets anbefaling, andraget amtet om det samme.
Men endnu er der intet som helst foretaget. Daglig suser biler og motorcykler hen over den grufulde hulvej med den største fare for både passagererne og for køretøjerne.” ( citat slut – fra Skagen lokalhistoriske forenings “Aalbækvejen.”
Herunder et billede fra ovennævnte blad:

Som man kan se, er dette billede taget mange år efter det første, hvor far sidder i sin gamle (=nye) HGF – eller hvad det nu er for et mærke? Bilen her har nr. p 15 – så den er sikkert fra sidst i 20’erne – verdenskrigen er jo forbi. Men det var den selvfølgelig også, da far fik kørekort. hmmm … hjælp mig! … mine søstre ved sikkert – noget med, at han kørte i nr. P 5 eller P 6?
Søster Annelise siger, at han var ansat som chauffør for de store badehoteller. Men han var i al fald også taxachauffør, og her arbejdede han sammen med Thomas Olesen Løkken. Far fik en bog af ham ( de var venner ), og her vil jeg vise jer titelbladet, som er forsynet med en dedikation ( ikke til far ) og underligt er det da, at Thomas O. Løkken har givet far den. Den er fra Thit Jensen. Den har hele min barndom stået i fars bibliotek.
Bogen er skrevet i 1934 – så far har fået den på en tid, hvor ingen af dem mere kørte taxa.

42. L. Holst: Skagen klitplantage

Udgivet den af
Svar


Billederne ovenfor: 1. planter på Hulsig hede, 2. stranden ved Tranestederne 3. Møllen ved Fortidsminderne 4. Aftenstemning ved Kattegat.
Når man følger cykelstien fra Tranestederne og til Skagen kommer man først gennem et stort hedeområde med et vildsomt og smukt flor af planter og små vådområder og spredte klitter, men efter et par kilometer begynder plantagen – den store plantage, der strækker sig helt til Skagen by – altså 5 – 6 kilometer.
I det følgende vil jeg gennemgå hovedpunkterne i en artikel fra Vendsyssels Aarbog 1922. Den er skrevet af L. Holst, som var medlem af Skagen Byråd fra 1869 og nogle årtier frem. Han sad i Vejudvalget sammen med Konsul N. Fabricius og  Bager P. Tellefsen, og dette udvalg skulle blive hårdtarbejdende i lang tid frem, idet vejene på den her tid var ganske ufremkommelige, om vinteren p.g. af vand og om sommeren p. gr. af sand. Og trods ihærdig oprensning og påkørsel af lyng og sand og græstørv, så forblev de lige ubrugelige. Man forsøgte sig med nogle læs ler hentet i Strandby, som man lagde i vejen ved Købmand Møllers og et lille stykke frem – blandet med grus. Det var effektivt, men for dyrt. Efter nogle år, hvor man havde prøvet med tang og sand, gik man tilbage til den dyre løsning og fik fiskerbåde fra Skagen til gratis at hente ler fra Strandby i store mængder. På den måde blev Skagen Hovedgade anlagt og lidt efter lidt også sidevejene. Der skete så det, at de bedre veje dæmpede sandflugten og folk begyndte at indhegne deres haver, hvilket yderligere dæmpede sandets flugt. Senere blev også vejene til Højen, Nordstrand og Grenen istandsat med ler og grus.
Vejudvalget havde også tilsyn med et stort område fra markjordene ved Skagen og til skellet mellem Skagen og Landsognet, og det var et område på ca. 2000 Tdr. land. Og det var et vildt område, plaget af åbne miler og evige sandstorme. Sletterne mellem klitterne blev hvert år udbudt til afslet til bønderne. Udbyttet ved denne forretning var dog ikke stor: 800 kr. årlig og til sanddæmpning brugtes 1000 kr. årligt, der betaltes til sandflugtsvæsenet.
Indtil 1854 gik vejen til Skagen på Kattegatsiden langs stranden – der var ingen vej over klitten – når stranden var ufarbar var man henvist til at køre opad damstederne, der lå øst for Sandmilen og øst for Stokmilen.
Også på nordsiden måtte man køre langs stranden, nemlig fra Tversted til Skagen. Her kunne stranden kun passeres ved lavvande.
Skagens største problem var og blev samfædselsforholdene.
Det var vanskeligt at komme til og fra Skagen.
Man søgte om hjælp til grusvej eller bane til Skagen. Blev afslået med fl.g. begrundelse: sandflugten ville dække vej og skinner igen og igen.
Eneste effektive mulighed var effektiv sandflugtsdæmpning.
Ideen til klitplantagen opstod.
Man søgte om at få staten til at overtage de af kommunens arealer, der lå omkring Den tilsandede Kirke og helt hen til grænsen til Landsognet og plante det til med træer. Argumenterne var: 1) at Skagens og navnlig Højens beboere ville få bedre arbejdsfortjeneste 2) at klittens beplantning ville medføre ly for stormene og blidgøre det barske klima 3) Skagens beboere ville få adgang til brændsel.
Der blev nedsat op til flere udvalg, som arbejdede med sagen, og den sidste med uindskrænket fuldmagt til at søge sagen ordnet.
I byrådsmødet d.4 juli 1888 fremlagdes en skrivelse fra Klitinspektøren om, at ministeriet havde approberet hele det tilbudte plantningsareals erhvervelse. Det tilføjes, at dem, der plejede at skære tørv havde ret til fortsat tørveskær.
Sådan gik det til, at Skagen fik sin plantage – som altså er en statsskov – og derved blev sandflugten så effektivt bremset, at det blev muligt både at anlægge en vej og en bane til byen. Skagens status som isoleret “ø” ophørte hermed.
Det næste afsnit vil handle lidt om den vej, der blev lavet. Min farfar var vognmand i Hulsig og fik jo stor glæde af den, men senere var det min far, der daglig sled på vejen i sin flotte bil, og den kørsel udviklede sig ofte til forhindringsløb. Den såkaldte Ålbækvej var just ikke nogen ideel kørebane, når det f.eks. regnede. Da blev den til ét pløre og kunne sammenlignes med de veje, Ole og jeg kørte fast på langt ude på den argentinske Pampa. Men det er en anden historie.

41 – Et digt af Camillo Bruun

Udgivet den af
Svar

 
Camillo Bruun var redaktør på Hjørring Amtstidende fra 1844. Han rejste senere til København for at slå igennem som digter. Det lykkedes ham ikke. Dog skrev han en roman, som skulle være vellykket: “Hvad Marehalmen fortalte.” Den vil blive omtalt senere.
Men han sendte 2 digtbreve til H. C. Andersen – herunder står det ene, det andet ligger i Rigsarkivet, og vil blive citeret senere. Om Andersen se: Hjemstavnsroman tekst nr. 33 og nr. 24.
 
 
 
Du kjære Digter, tag imod min Tak,
 
Der kun er fattig mod din rige Gave.
 
Hvor Sandet hvirvler vildt ved Skagerrak,
 
Du plukkede Blomster for Din Digterhave;
 
Du bar dem ved dit Bryst en stakket Stund,
 
Saa slog de rod i Digterhjertets Grund.
 
Saa skød de frem med Yppighed og Glands
 
Med Duft som Blomster fra et himmelsk Eden,
 
Og dog det var den lille, simple Krands,
 
Du samlede i Klitten og paa Heden –
 
Kun Lyngens Blomst og Sandets vilde Tjørn,
 
Som fra dit Hjerte skød, liig Englebørn.
 
Saa flagrede de ud, i Verden om
 
Ved Vintertid, som Sneens hvide Flager,
 
Og dog med Vaarens Farvepragt de kom,
 
Med Øiet mildt og Kinden rosenfager;
 
Fra Dig de kom med Kjærlighedens Bud:
 
Det var Dit Hjertes Børn, Du sendte ud.
 
Jeg har fornummet deres Englerøst,
 
Og deres Toner kan jeg ei forglemme;
 
Her hørte jeg dem, her ved Havets Kyst,
 
I selve Klitten, hvor de have hjemme,
 
Her, hvor den vilde Bølge for Dig sang,
 
Her, hvor Du nylig gik din Digtergang.
 
Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur,
 
Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,
 
Du blev begeistret af en vild Natur,
 
Et deiligt Syn gik op for dine Tanker;
 
Da var det, at dit Seerøie saae
 
Hin Kongesnekke med den gyldne Raa.
 
Da var det, at Du hørte Psalmesang
 
Og Orgeltoner under Kirkens Bue,
 
Da var det, at din ædle Digtertrang
 
Brød frem i Phantasiens høie Lue,
 
Da var det, Lyngens Blomst og Klittens Tjørn
 
Skød fra dit Hjerte ud, liig Englebørn.
 
 
 
( Hjørring Dec. 1859)