Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Klarup – også kaldet Rumpen. Der er to gårde, og Otto Hesselholt fortæller i et interwiev fra 1966 ( brudstykke heraf i Tinghusets arkiv)  følgende:

  “Har faaet fortalt, at de to Gaarde i Rumpen engang laa endnu tættere sammen, end de gør nu. Engang ved Vinter var en ung Kone fra den vestre af Gaardene paa besøg paa den anden Gaard. Hun havde et lille Barn paa Armen. Da hun gik hjem om Aftenen, gik hun galt i Snevejret, og de fandt hende først om Foraaret ude i Klitten.”

Olavius Skriver i “Beskrivelse over Skagens Kiøbstæd og Sogn”,1787  flg:

( Citat side 48): Klaae-Rumpe, Klarup, eller, som Gaarden nu kaldes, Rumpen, er fast det eeneste Sted eller beboelig Gaard i Schagens Sogn tilbage, fordi at Sandflugten der hverken har giort synderlig Skade paa Ager eller Eng, men vel ødelagt Overdrevet paa den vestlige Side af Gaarden, og der opkastet nogle fæle Sandmile, som ere noksom befrygtelige i Fremtiden.”

A. P. Gaardboe skriver om gårdene, at der er tre: “Klarup, 3 steder. Endelsen -rup tyder på et ældre torp, men dette behøver jo ikke at have været en by, en udflyttergard er jo det oprindelige. I daglig tale benævnes disse steder endnu stadig Rumpen. ( Fra den ny udgivelse 2006 – Historisk -topografisk Beskrivelse af Elling Sogn, Raabjerg Sogn og Skagens Landsogn.

Vi vil begynde med Øster Klarup – her er nemlig min farmor Elise vokset op.

Det gamle billede, som jeg fandt af gården, vil jeg ikke vise her, for jeg viste det på Hulsigmødet i forrige uge, og der lød protester fra flere ældre mennesker, som vidste, at det IKKE var et billede af Klarup. Derfor ser I det, som det ser ud i dag.:

Jeg har dog et gammelt billede fra aktiviteter ude på gårdspladsen – fårene vaskes. Det er Peter og Kristine Houkjær, vi ser på billedet:

Her arbejdes der bag laden, men jeg har faktisk fundet et godt billede af det gamle Klarup – mangler min scanner – billedet vil blive sat på, når jeg kommer hjem.

Men nu vil vi se på gårdens historie – hvem har ejet og drevet den og hvordan endte det med at blive et fornemt nyrestaureret landsted?

Gårdens ejere:

Fra 1752 og til 1775 drives gården af Fæster Chresten Madsen Klarup, der er gift med Karen Sørensdatter. Ejer er Madame Cathrine sl. Ferslew. I 1787 overgår fæstet til Chrestens svigersøn Hans Nielsen, der er gift med 1. Kirsten Christensdatter og 2.Kirsten Nielsdatter. Han driver gården, indtil sønnen Niels Hansen gift med Marie Larsdatter overtager den i ? ( måske 1834) og indtil 1850, hvor den overgår til sønnen Lars Christian Nielsen gift med Karen Marie Pedersdatter, i 1869 driver Marie gården efter Lars’s død, han drukner sig i brønden. I 1880 køber Maries bror, Ole Pedersen Houkjær, gården, han er gift med Marie Christiansen. I 1904 overtager sønnen Peter Pedersen Houkjær, som er gift med Ane Kristine Larsen ( = Krøg). Deres søn Haakon Houkjær overtager gården.

Disse oplysninger er stykket sammen af dokumenter, jeg har fundet hist og pist. Karen Marie og Lars Christian har en søn, men han overtager ikke gården – den bliver solgt til Maries bror, min oldefar. Om sønnen siger Karl Krøg i et interview i Skagen Avis 27/7 1968: “Ole Houkjærs Søster havde Gaarden i Rumpen, hun solgte den til sin Broder Ole Houkjær, efter at hendes Mand havde druknet sig i Brønden – han var tosset i Hovedet. De havde en Søn, Niels Peter Larsen, senere Landinspektør Klarup i Hjørring.

Kristine Larsen gifter sig med sin fætter Peter Houkjær – hans mor Marie er en søster til Kristines mor Maren. Jo, de giftede sig ofte i egen familie. Ikke så sært, at der fødtes en overvægt at “tossede” i det lille samfund.

Familiehistorien byder på ikke så få selvmord i den her periode. Hvorfor? Min tipoldefar hænger sig, det samme gør Mads Kokholms bedstefar ( også en Houkjær) og Lars Christian styrter sig altså i brønden. Var de syge? eller var levevilkårene så barske, at kun “rigtige” mandfolk kunne klare dem.

Jeg ved ikke, hvornår gården går fra arvefæste til selvejerskab. Og jeg ved ikke, hvornår Haakon overtager, og om det er i hans tid, den overgår til tvangsauktion. I følge en annonce i Skagen Avis 17 nov. 1988 under tvangsauktioner er ejendomsværdien 520.000 kr heraf jorværdi 51.100 kr..

Interessant for mig er jo navnlig perioden, hvor min oldefar Ole Pedersen Houkjær driver gården. Han var ligesom min farfar, Janus Hesselholt, der blev gift med Oles datter Elise, en driftig og særdeles aktiv mand. Og streng mand, det var han også. Han krævede det utrolige af sig selv og andre. Jeg citerer:

Vendsyssel Tidende 30/12 1907:

Om den gamle Sognefoged og Strandfoged, Dbmd. ( = Dannebrogsmand), Ole Pedersen Houkjær, Skagen Landsogn, der i Gaar begravedes, skal vi hidsætte nogle Mindeord på Grundlag af Oplysninger, der er tilstillet os af en Mand, som i mange Aar har kendt den afdøde. Det er Avlsbruger og Redningsmand Chr. Nielsen Kokholm ved Kandestederne, der fortæller:

“Jeg skal ikke komme ind paa Ole Houkjærs dygtige og samvittighedsfulde Arbejde i sit Hjem og i sit Sogn, hvor han har udfoldet en Virksomhed, der har sat sine varige Spor og sent vil glemmes. men der er en Gren af hans Livs Gerning, der bør dvæles lidt nærmere ved, og det er hans Arbejde som Strandfoged. Hvad han her har udrettet, er næsten uden Sidestykke. For Aar tilbage, da mange flere Skibe strandede og Pligten til at patrouillere langs Kysten paahvilde Strandfogden, kan man godt sige, at Ole Houkjær næsten boede paa Stranden eller i Klitbakkerne. Der var i hvert Fald ofte mange Døgn i Træk, hvor han næsten ikke var Hjemme, ligegyldigt hvor haardt Vejret var.

Som et Bevis paa hans Pligtfølelse kan anføres, at han endogsaa i de sidste Aar som gammel, svagelig Mand, da Vagten om Vinteren udførtes af Redningsvæsenets Faste Mandskab, selv midt om Natten i Bælgmørke, naar Storm og Sne rasede allerværst, kunde træffes paa Stranden eller i Klitterne, skuende ud over det oprørte Hav.

Og spurgte de vagthavende Redningsfolk ham, hvorfor han gik her ved Havet, hvilket han jo ikke behøvede, svarede han, at han kunde ikke være hjemme i et saadant Vejr. Han kunde jo maaske paa en eller anden Maade være til Nytte, om Skibe kom i Havsnød.

Hvis alle de Søfolk – og deres Tal gaar i hundredevis – som er bleven reddet ved gamle Ole Houkjærs Aarvaagenhed, vidste, at han nu har lukket sine Øjene, vilde der utvivlsomt blive sendt ham mangen en hjertevarm Tak.”

“Mangen Gang har jeg truffet Ole Houkjær i det mest forrygende uvejr …” ( her mangler desværre resten af artiklen … måske finder jeg den igen.

Som sagt var han en bøs mand også. Det kan man se af nedstående billede, synes jeg. Flot og stolt, men jeg gad ikke tjene i hans gård.

Han drev det vidt. Men driveri ville han ikke tolerere. Hør blot, hvad Lars Hesselholt skriver om ham i sine erindringer:

“I det andet Rumpensted boede min morfar, Ole Houkjær. Han var sognefoged, strandfoged og andet. Han var meget virksom, men noget ilter. Når han kaldte på tjenestekarlen, og han ikke kom straks, gik han hen til karret med svineføde og hældte en spandfuld ned over ham. Min mormor var ikke altid tilfreds med det, da hun skulle vaske sengetøjet. Ole Houkjær døde i 1907 efter at have lidt af mavekræft i flere pinefulde år. Gården overgik til hans søn, Peter Houkjær, der også blev sognefoged og strandfoged, men han havde ikke faderens energi. Han blev gift med sin kusine Kristine, og de fik 5 børn. Peter Houkjær døde 84 år gammel af et hjerteanfald eller en blodprop.

I et interwiev med Karl Krøg 27/7 1968 fortæller han følgende: “Ole Houkjærs Søster havde gaarden i Rumpen, hun solgte den til sin Broder Ole Houkjær efter at hendes Mand havde druknet sig i Brønden – han var tosset i Hovedet. Det havde en Søn ( Niels Peter Larsen) senere Landinspektør Klarup i Hjørring.”

Og så synes jeg lige, at vi skal se Ole P. Houkjærs selvangivelse fra 1903 – heraf fremgår vel også, at han var en holden mand – målt med det lille samfunds alen:

Og nu den anden gård i “Rumpen” også en Klarupgaard

Lidt om ejerforhold:

Den første bonde, jeg kunne finde er Christen Christensen, og han er fæster af gården indtil 1787, hvor den overgår til hans svigersøn, Jens Christensen, der ligeledes er fæstebonde og gift med Johanne Christensdatter. Gården ejes ( ligesom den første Rumpegård) af Madame Holm sl. Ferslew. I 1812 overtgar sønnen Christen Jensen driften ( om han er selvejer, ved jeg ikke), men han er åbenbart ugift, og allerede i 1814 overtages gården af hans brod Mads Jensen, gift med Mariane Sørensdatter, og deres datter Ane Madsen driver den fra 1870 og gifter sig med Ole Christian Christensen ( Ole Rump), og det er hans bror Martin Christian Christensen og dennes kone Inger Marie Madsen, der driver den indtil 1936, hvor deres søn Martin Adolf Christensen overtager den.

Herefter er jeg usikker, men jeg tror, at Inger fra Ingers Hotel er datter af Martin Adolf, i al fald er hun født der på gården, og hendes søster Else bor der i dag. Flere oplysninger vil følge.

Her følger en folketælling fra 1834:

Mads Jensen 47 Aar Huusmand – Mariane Sørensdatter 42 Aar, hans Kone, Johanne Madsdatter 14- Jens Houkjær Madsen 13 – Kirsten Madsdatter 5 – Ane Madsdatter 1, deres Børn, Johanne Christensdatter 75 Aar, Huusfaderens Moder. 1 Tjenestekarl.

Her følger en anden folketælling fra 1860 – Mads Jensen sidder stadig i tronstolen.

Mads Jensen 73 Aar, Enke, Avlsbruger – Huusfader, Jens Houkjær Madsen 39 Aar, ugift, Anne Madsdatter 27 Aar, ugift, Christine Madsdatter 25 Aar, ugift. Andreas Carlsen 11 Aar, Tjenestedreng.

Det har åbenbart været lidt svært at få afsat børnene! Og den stakkels tjenestedreng, som skal betjene sådan en flok voksne – forhåbentlig var de gode mod ham.

Og dog gift bliver i al fald Ane eller Anne, som det staves ind i mellem. Men hvad sker der med Jens? Ane arver gården og driver den senere videre med sin mand “Ole Rump”

Her et billede af gården forsynet med oplysninger, der ikke helt passer til dem, jeg har, men næsten – så pyt:

Under billedet, som jeg har fundet på Tinghuset i Skagen, står flg.:

“Ole Christian Christensen ( “Ole Rump” ejede gården 1874 – 1901, hvorefter den blev overtaget af broderen Martin Chr. Christensen.

30.07 1987: Søren Due Larsen, som kom til sin bedstefader Martin Christensen i 1917 er helt sikker på, at det er Ole Rump, der er på billedet. Det er ikke hans bedstefader. Samme mening havde Heinrich Jensen ( Sovkrog). Det er også sandsynligt, fordi billedet har hængt hos Ole Rump. fik det af “Stine Bøje” ( Kirstine Jensen), barnebarn af Ole Rumps kone nr. 2 Ane Katrine Nielsdatter i 1986. Det er muligt, at det er Ole Rumps første kone, Ane Madsen, der står tæt ved ham på billedet. Hun døde i 1899.“

Her uddrag af et par skøder:

Skagen Skøde-og Panteprotokol 1811. Skøde: Jens Christensen til hans Søn Christen Jensen paa en den første tilhørende i Skagens Landsbye Sogn beliggende Gaard for den Summa 500 Rdl. – Undertegnede Jens Christensen til hans Søn Christen Jensen boende i Houkjær i en i Skagens Landsogn beliggende Gaard … HK 2 skpr.

19 Februar 1814: Christen Jensen af Skagen til sin Broder Mads Jensen paa en den første tilhørende i Skagen Sogn beliggende Gaard Klarup kaldet. Købesum 400 Rdl.

Skagen Avis 6.9 1944: Om Martin Christensen og Inger Maries Diamantbryllup i 1944 ( begge 84 Aar) : Uddrag: “Deres Hjem “Klarupgaard” hører til de største i Skagen Landsogn … ved deres store Flid tages nye Hedearealer ind under Ploven, saa der til sidst … kunde holdes et par Heste og 15-16 Køer. En Søn har overtaget Hjemmet i Hulsig.”

I Vendsyssel Tidende var der også en omtale af diamantbrudeparret, og her står om gården, da de overtog den: “Klarupgaard: “Den var ikke meget værd paa det Tidspunkt, det store Tilliggende bestod næsten udelukkende af Hede og Klit og Besætningen var en Trækstud og en Ko. Tilsidst var der op til 25 Kreaturer og 4 Heste og et meget stort Faarehold.”