Argentina – ny kategori

Udgivet den af
2

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Vi forlader for en tid hjemstavnsromanen og retter blikket andre steder hen. Som overskriften så rigtigt siger, så er meningen med min blog at åbne et vindue til forfatterskabet – eller en dør, om man vil, for man kan jo frit gå ud og ind i mit ( forfatter)skab, og desuden: hvem vil bryde sig om at kravle gennem et vindue?

Og der er en side af mit skriveri, som jeg slet ikke har berørt på denne blog. Nemlig de bøger, jeg har skrevet om danskernes udvandring til Argentina i 1800 tallet. Nu har jeg netop fået et par foredrag i forbindelse med mit virke på det felt, så jeg synes, at det er på tide at indlemme Argentina og udvandrerne i blog-galleriet.

For nogle år tilbage tilbragte jeg sammen med min mand tre måneder på den argentinske Pampa for at samle materiale til en bog om de danske udvandrere. Det blev til to bøger, der begge handlede om Hans Fugl, den første egentlige emigrant, og i al fald ham, der satte gang i danskernes udvandring til Argentina. Bølge fulgte på bølge, og i dag lever der ca. 50.000 efterkommere af disse danske emigranter.

Bøgerne kan ses herunder:

 

For en god ordens skyld kan jeg tilføje, at der stadig findes et lille restlager af bøgerne og at de kan erhverves for 100 kr. pr. stk. Man skal blot sende mig en mail med navn og adresse og anføre antallet af ønskede bøger.

Herunder ses Fugl med familie. Billedet er taget i 1880. På det tidspunkt er familien vendt tilbage til Danmark. Da Dorthea Fugl som ung rejser til Argentina for at blive gift med Hans, bliver hun meget syg og mister f.eks. alle sine tænder. Billedet har afslører, at hun faktisk aldrig fik nye tænder.

Og herunder den statue, der er rejst af ham i byen Tandil, en af Argentinas storbyer, men da Fugl kom dertil i midten af 1800 tallet, var den en lille flække, og det var ham, der var med til at give byen vokseværk, dels ved som den første at dyrke hvede og dels ved at bygge de første virksomheder – møller og bagerier.

For mændene har de første udvandringsår været en næsten umenneskelig kamp – men dem, der klarede sig, var stridbare, og de tog kampen op og det lykkedes mange af dem at skabe gode rammer for de næste generationer.

For kvinderne har det ofte været et liv i afsavn og håbløshed, og mange af dem var knugede af stor ensomhed og hjemlængsel. De levede isoleret derude på pampaen. Jeg fik af en gammel dame i Tandil fortalt historien om en kvinde, der boede udenfor Tandil. Hun havde en lille børneflok. En dag så man hende løbe skrigende ned mod byen, helt oversmurt af blod – hun havde dræbt alle sine børn. Men selv dem, der ikke blev vanvittige, havde det ofte svært i koloniens første år. Kvindernes historie er aldrig blevet skrevet ned. Den kunne ellers være interessant.

Hans Fugl rejste hjem til Danmark, da han blev gammel, og han skriver i sine erindringer, at det var for Dortheas skyld. Hun længtes. Men nye tænder fik hun altså ikke.

Vi rejste til Argentina i 2004 for at samle materiale til Fugl bøgerne, men allerede i 2000 besøgte vi landet og dengang var det for at finde og hilse på Oles fætre og kusiner. Engang i 1920’erne rejste 3 af Oles onkler til Argentina for at begynde et nyt liv der. To af dem: Hans og Mette giftede sig og fik børn. Herunder ser vi disse 4 søskende på et foto taget, da de allerede ikke mere var unge:

102 – i begyndelsen var sandet

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Foto: Ole Henne Hansen: SAND

I begyndelsen var sandet.

I begyndelsen. Lad os se. Med ørneøjne måske. For overblikkets skyld.

Tiden kræver, at vi skriver i datid. Det gør vi så.

Havørnen foldede sine vældige vinger ud og satte af fra de norske fjelde, og med kraftige vingeslag løftede den sig himmelhøjt over havet og tog kurs mod danskekystens nordligste spids. I glideflugt sejlede den ind over den smalle tange, mens den med sit skarpe blik inspicerede landskabet under sig. Og hvad så den? Sand og sand og atter sand. Gulligt eller hvidligt og med spredte gråtonede pletter,fra hav til hav. Lignede mest af alt et snusket liglagen, der skødesløst var kastet hen over den smalle landtange som for at dække over en skam.

Med de ord kunne en bog om Skagen Landsogn begynde. Helt forkert ville det ikke være. Jeg læser ordene igen og ryster på hovedet, desværre, det går ikke. Sådan kan den umuligt begynde. Så knudret, så lidt mundret. Ikke en indledning til en bog, der gerne skulle emme af liv og så let som ingenting krybe ind i læseren og finde lagerplads i hendes bevidsthed.

Den her indledning skramler. Og desuden, ved nøjere eftersyn er den ukorrekt.

For det begyndte ikke med sandet.

Der var en tid før og en tid efter.

Fotoet af ørnen er taget af Mette Hesselholt Henne Hansen

Decemberbilleder

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Glædelig jul til mine læsere – herunder et par billeder fra den sidste del af 2012_

Julefrokost d.22 december. Her mangler Ole og Karin – de er sikkert i nærheden. Svend og Katie derimod er langt væk. I Wales nemlig, hvor de fejrer jul i år med Katies forældre:

Herunder Fussingø Skov en solskinsdag

Og juleaften:

—————-

Til jul skiftede vejret brat, og det blev mildt. Lyset fra sneen var borte, og jeg tænkte, at jeg nu ville gå ud og fotografere “den sorte skov” – den store tristhed i det kølige mørke. Og så var der lys! og så var der farver! og så var der varsler om forår i hele skoven. “Forsommers Minde” som Brorson skriver i “her vil ties her vil bies” – alt mindede om lys og skinnede af håb. Se engang med dine egne øjne det mirakel, der udspiller sig derude i skoven. Og som aldrig svigter uanset årtider og vejr.

Fri os fra det onde …

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I den forløbne uge skete det igen. En sindssyg person gik ind på en skole og dræbte nogle børn. Det var i Amerika, og så tænker vi, og det har vi også næsten hørt præsidenten sige, at det må hænge sammen med den frie våbenhandel derovre.

Det tror jeg slet ikke. Hvis der er en sammenhæng med noget som helst, og det hele ikke er en ren og skær absurditet, så må det hænge sammen med den måde, vi behandler børn og unge på. Udsatte børn og unge vel at mærke. Ikke dem, der lever i normale og trygge kår, men dem, der lever i medmenneskelig isolation.

Det ondes problem har eksisteret altid. I de oldgamle tekster hører vi om kampen mellem de gode og onde kræfter. I Tolkiens og andre fantasiverdener hører vi om den samme kamp. Og i vores lille daglige trummerum undgår vi heller ikke at udsætte os selv eller udsætte andre for det onde.

Så kan vi bede Fadervor nok så mange gange.

Det onde er kommet for at blive.

Og ja, jeg tror, at det er vores største opgave på denne jord at bekæmpe det. At befri os og andre fra det. At lægge afstand til det, eller måske tværtimod at stille op lige overfor: at konfronteres med det.

Men jeg tror så til gengæld ikke, at det onde findes i onde mennesker – jeg tror ikke på den store opdeling i Gud og Satan. I Himmel og på Jord. Nej, den gammeltestamentlige Gud er efter min bedste overbevisning ligeså ond som han er god – eller han handler ondt ( tænk på de mange folkedrab, han præsterer) ´. Jeg forstår mig i al fald ikke på Guds handlinger.

Og Satan, ja han er trods sit brogede væsen ind imellem slet ikke så ond endda.

Nu væver ( eller svæver ) jeg i nogle tankebaner, hvorfra jeg nok burde holde mig langt væk, dels for ikke at kede jer eller forarge jer, kære læsere, og desuden for ikke at blive uvenner med den ganske kristendom.

Desuden: det ondes problem er der skrevet mange lærde afhandlinger om uden at det derfor er blevet løst, og jeg kan ikke løfte så meget som en flig af det slør af mystik, der indhyller det.

Jeg sidder ind i mellem og gnasker på en afhandling om selvsamme problem – en idehistorisk redegørelse for THEODICE-PROBLEMET med udgangspunkt i en brevveksling mellem filosofferne Bayle og Leibniz – det kan man nok blive klogere af, men aldrig klog nok til at begribe, hvordan Gud kan tillade det onde, når han er almægtig.

Som kristen bør jeg vel se at få has på de ting.

Men det kan vi vende tilbage til. Herunder af tegneren NEX – illustration til en artikel i Randers Amtsavis d.2 januar 2012: Nytårsønsker. Artiklen handler også om ondskaben i verden, så den passer godt her.

Lige nu vil jeg hellere tale jordnært om samfund og mennesker og holde Gud udenfor. Og jeg tror, at den måde, vi behandler børn og unge på, er med til at bestemme, hvordan de bliver i deres liv og hvordan de kommer til at handle. Det er mishandling af børn, vi skal forbyde. Ikke våben. Jeg har skrevet flere bøger om børn ud fra de tanker.

For flere år siden gik en student i Århus amok præcis som den unge mand i Amerika forleden. Han læste massekommunikation på universitetet, og var det man så nedladende og dog med et muntert glimt i øjet kalder en evighedsstudent.

Han tog et gevær, gik ind på kantinen i Trøjborg og dræbte nogle tilfældige unge mennesker. På den tid boede min datter, Mette, på Trøjborg og kom vel også i kantinen. Det var pludselig så tæt på, og det sendte chockbølger gennem os. Da de havde lagt sig, skrev jeg nedenstående novelle. Den står i samlingen “Mellemlandet.”

Går … ikke alene

Nu går det meget bedre. Han kan trække vejret, og det er altid noget. Det gør han så. I langsomme træk. Ind og ud, ind og ud. Han kan også se. Øjnene er i hovedet, som de skal. Der er ikke noget i vejen der.
   Men i dag kan han ikke rejse sig. Så bliver han liggende. Og trækker vejret. Og ser. Rundt om ham er tingene, som de skal være. Det er godt. Der er meget, der er i orden. Bordet og stolen, han har kun en, behøver ikke to. De står præcis som de skal, med kun 20 centimeters afstand. Og bøgerne. Især dem. De liner sig op på hver sin plads, ingen afstand der. Tavse står de, selv om de er fulde af ord. Ikke mange farver på hans bogrygge. Ro der også. Ingen skingre skrig fra den side. Så er der papiret. Også det ligger, hvor det skal, parat til alt muligt. Computer har han ikke. Vil ikke. Men han har nok endda. Af alting. Nok til, at han kan nå at blive træt af at ligge her og se på det. Stirre til det svier i øjnene. Og tænke på det. For han kan selvfølgelig også tænke. Han slår ikke tankerne fra, når han lægger sig, eller før, eller efter. Han slår aldrig tankerne fra. Dem, der siger noget andet, lyver. Hvem skulle også sige noget? Der er ikke andre. Der er kun ham.
I går. Nej, han vil ikke tænke på i går.
Og nu kan han jo igen trække vejret, det må han holde fast ved. Ikke glemme det, ikke et sekund glemme det. Trække vejret. Andet ville være fatalt. Fatalt, gentager han langsomt. Er glad for det ord. Fatalisme, siger han. Han skal bruge dem, alle de ord, de kræves af ham i dommens time. Og han må ikke glemme et eneste. I ordene ligger hans liv og skvulper som et tungt legeme i bølgegreb. Og han må holde fast i hvert eneste, ellers drukner han. Ja, sådan er det: Hvis han slipper sit tag i ordene, eller de slipper deres tag i ham, så er han færdig. Og så bliver han aldrig færdig.
Evighedsstudent allerede. Men han vil ikke mere derud. Der, hvor han var i går, og han skynder sig at sluge tanken om i går. Så er den ikke længere.
Øjnene glider sindigt rundt i rummet og ser, at det er godt. At alt er godt. Endda meget bedre, end han havde tænkte sig det. Bedre end i går. I går, nej. Det er lige meget. I går ligger udenfor. Hvor han ikke har noget at komme efter.
Så hører han skridt. Ude på gangen. Selv om han ikke vil, så kan han godt høre. Hvorfor skulle han ønske at høre? At se og at trække vejret, det rækker for ham. Er mere end rigeligt, synes han. Hørelsen er fatal, den trænger gennem alle spærringer. Hørelsen bringer ham ud af rummet. Og der vil han ikke være. Ikke i dag. I hvert fald ikke i dag. Men så er latteren der. Lige uden for hans dør.  Den siver ublufærdigt ind. Pigelatter, hvad skal du her?
Han presser hænderne mod ørerne, klemmer af alle kræfter, men hører alligevel latteren boble. To tøser, kan han ikke lade være med at tænke og ser op på sine nøgne hvide vægge. Tøser. Tøselatter. Hold op! Heldigvis for døren. Hvis den ikke havde været … den kan dog kun lydene trænge gennem. Er da både lukket og låst. Men de bliver ved. Og han har vidst det hele tiden. Den ene stemme er hendes. Den lyseste og gladeste. Nu kan han også høre hende hvine: ”Guuuu … mener du det?” Og den anden, som han også kender ansigt og krop på, knækker sammen af grin. Som et siv foran hans dør, blæst omkuld.
Han haler puden frem og presser den ned over hovedet og bliver ved, til han næsten er kvalt. Så fjerner han den og lytter. Pigerne er borte nu, og han forsøger at genfinde roen fra før. Men nu er den kvast i pigefnis, og han kan ikke mere trække vejret, det nægter pure at trænge ind gennem næsen. Han snapper efter luft med munden åben og er igen farligt nær ved at blive kvalt. Sætter sig op i sengen og hiver som en gal efter en smule ilt. Han kan stadig se. Øjnene er i hovedet, men tingenes ro er forstyrret. Bordet fanger. Bøgerne brøler sygt i reolen, og stolen skærer sig ned i gulvet, så blodet løber i tynde striber hen over den brune flade. Han vil gå hen og sparke til den, men kan ikke røre sig. Kun sidde stiv i sin seng og hive efter vejret. Luft ind og luft ud. Så kommer det væltende ind over ham. Så voldsomt, at han skal kaste op, men dagen i går kan han ikke kaste fra sig.
Nu er den der. Lyslevende. Og i gårs latter hvirvler dansende rundt i hans hoved. Og billederne danner frenetiske cirkler i hjernen og løber løbsk og haler ham med. Modstandsløs lader han sig trække ind i parken.
Han sidder med sin bog. Han skal læse. Det er snart eksamen. Massekommunikation. Det er det, han læser. Og. Han kan jo alle ordene. Ord. Lader dem glide ind og fylde op.
Nu her sidder han i parken og er en ganske almindelig studerende, der ligner alle andre. Tingene er enkle. Hans bog, hans lyse hår i forårssolen. Hans alt for mange år. Hans evighed. Han er bare en studerende. Det er et ord. Og i parken. Er her med sin bog. Har sat sig og læser. Ordene under ham suges op med øjnene, de fanger dem så let, og de bliver forståelige i hans hoved.
Massekommunikation og offentlighed.
Massekommunikation og modoffentlighed.
Kønsroller og medier.
Medieteoretiske overvejelser.
Sociologiske traditioner.
Kapitel for kapitel.
Ordene flyder. I dag er det så let. De siver lykkeligt ind i hjernen og bydes velkommen. Han forstår dem. Eksamen. Den sorte mur blegner. Han skal nok klare det i år. Det skal blive anderledes denne gang. Ordenes fortrolighed. Den mærker han som næsten ny. Og lovende. Solen står lige ned i bogen og kaster hvide reflekser mod øjnene, men de lange sætningskonstruktioner løser sig op og tegner sig klart og tydeligt, synes han.
Så lige med ét er den der. Skyggen. Og han prøver med en kejtet håndbevægelse at feje den til side. Men den bliver hængende over hans bog. En håndbevægelse mere, og latteren vælter ned over ham.
Han ser op og misser ind i to blå pigeøjne. En svimlen, som hang hun helt oppe i skyerne, og han presser læberne sammen og lukker øjnene. Vil sige noget til hende. At hun skal gå.
Nej.
At hun skal blive.
At han vil.
Hende.
Hun ler.
”Hej,” siger hun så, da hun er holdt op med at le. ”Sidder du der og okser med en dum bog i det fine vejr?”
”Okser?” mumler han forfjamsket.
”Ih, hvor er I skøre alle sammen. At I gider!”
Ja, sådan taler hun. Og til ham. Næsten som om han var en almindelig ung mand og en, hun kendte. Det gør hun ikke. De har set hinanden. Det er det hele, og han kan ikke huske, at de før har udvekslet ord. Men nu snakker hun. Hun snakker til ham. Og han vil svare. Men øjnene har allerede fået for meget og lukker sig. Hvorfor? Hvad var det, de ikke ville se? Havde de blot set. Lige ind i hendes. Og uden at blinke. Havde de blot. Og hun så havde sagt noget mere, og hans mund havde svaret hende med øjnene åbne og langt inde i hendes. Så var de kommet til at snakke. Sammen.
Men.
Det var så langt væk og så helt umuligt, og han hører hende vrænge, at han vist er pisseskør.
Pisse.
Og skør.
Og så går hun.
Så snart han kan, tumler han op og løber ud af parken og ind på værelset og låser døren og trækker gardinerne for. Og han husker hendes stemme og hendes øjne. Og han elsker hende. Elsker hende i mørke og skam. Han bliver i sengen i tre dage. Måske flere. Måske er det kun to. Det er lige meget. Han fryser fast til lagenet og ligger der, og det er lige meget. Udenfor ler tøserne. Det er lige meget. Han kan blive liggende her. Og dø. Ja, han kan. Dø.
Men så rejser han sig pludselig og knytter næverne og råber et rungende NEJ, som ingen hører. Eller også hører de det og tænker, det sgu’ da nok er ham den pisseskøre.
Hans NEJ bliver hængende og runger i hans ører meget længe, og han står midt i rummet og ryster. Ryster, fordi han længe ingenting har spist. Og heller ikke sovet. Og fordi han ved, hvad han vil.
Nej, siger han igen og denne gang helt stille. Helt inde i sig selv mumler han et lille krøllet nej. Han vil ikke dø alene. Og han ved, at han heller ikke vil leve alene.
Så går han ud.
I tasken ligger geværet. Det, han har arvet efter sin far, men aldrig brugt, for han er ingen jæger, og han har aldrig kunnet overvinde sig til at skyde på noget levende. Han går ind på universitetet og hen til kantinen. Så ser han hende og skyder. Og nogle stykker mere, fordi de står og skriger.
Han skal ikke gå alene mere. I selskab skal han rejse her fra.
I en fest. Så skyder han sig selv.
 


101 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I morges kom jeg et hanefjed nærmere min roman – hjemstavnsromanen, den bog, jeg har fablet og stablet om i årevis. Nu tegnede der sig et mønster, men kun ganske svagt, og hvordan vejen ind i det bliver, kan jeg ikke vide. Måske lige så sandet og stenet som hidtil – og kedsommelig for jer, der vandrer med – mine trofaste læsere ( igen vover jeg at sætte ordet i flertal).

Helst ville jeg rigtignok løbe lige ud ad den omtalte vej og ende i sidste kapitel med et lykkeligt slutsuk.

Jeg har før oplevet, at en uoverstigelig barriere, som blokerede min forfattervej, pludselig var borte. Sådan var det f.eks. da jeg skulle skildre mødet mellem de to grever, Scheel von Plessen og Lütichau, i det gamle egnsspil fra Fussingø. Jeg var blokeret og kunne ikke se dem for mig og slet ikke høre dem. Så kom de begge og bankede på midt i en drøm. Og jeg både så og hørte dem, og næste dag skrev jeg scenen uden besvær. Og vidste, at den var sand.

Sådan har det også været med Thomas Kingo. Da han var mig fjernest, kom han ganske tæt på, og også det skete i en drøm. Og jeg ikke blot skuede, men gennemskuede ham, den gamle digter – som jeg havde sat på en piedestal, hvorfra han nedstirrede mig og hele verden. I drømmen blev han MENNESKE.

Sådan har jeg ikke oplevet det nu. Med romanen, mener jeg. Desværre. Jeg drømte ikke engang om den. Men da jeg vågnede, så jeg alligevel et mønster. Og et tidsbillede. Og nu ved jeg nogenlunde, hvor jeg skal begynde og muligvis endda, hvor jeg skal ende.

Det varer måske ikke længe, før jeg kan begynde at skrive små skitser. Og jeg vil lægge dem på bloggen, selv om jeg nok vil føle det, som om jeg lagde hovedet på blokken. Mit eget forstås.

Et hoved, som engang for længe siden slet ikke lignede det, jeg løber om med nu om stunder, men så ret lyst og lykkeligt ud – som var livet en appetitvækkende hovedret, lige til at slubre i sig:

Og hør nu! Da jeg tog det her gamle billede ud af rammen, så faldt der et snit af et postkort ud: og afsenderen er den Gordon, jeg skrev om forleden på min blog, og som jeg er så glad for at have (gen)fundet – dels fordi jeg husker ham som min barndoms fjerne helt, og dels fordi han er den sidste direkte efterkommer af den store Krøghske børneflok, som helt sikkert får hovedroller i mit Hulsigdrama. I et brev til mig har han fortalt, hvad han husker fra Hulsig i gamle dage – og noget af det var nyt for mig.

Her under kan I se det lille afsnit af det gamle postkort til hans moster og min bedstemor:

Ja, og så ved i al fald Gorden, hvornår det kort er afsendt, for det er året før sit bryllup med Anne Marie, som jeg også godt husker fra besøg hos bedstemor.

NB: Egentlig er et intermezzo i sig selv et Notabene – men her alligevel sådan et: Der er en tilføjelse til indlæg 100 “med livet som indsats.” Lidt om navne. Måske kunne det interessere dig?

100 – Med livet som indsats

Udgivet den af
Svar

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

  Vi begynder dette indlæg med et billede, I har set før, nemlig af Søren Christensen og hans kone Mariane Madsdatter. De optrådte også i indlæg 98, som havde titlen “gæve folk fra Rannerød”. Men dengang var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var et billede af Søren og Mariane. Det er jeg så ikke længere, har nemlig lige læst en bog om “det nørrejydske redningsvæsen,” og i den træffer man mange fortræffelige mænd, og nogle af dem med billede, bl.a. Søren.

 Her har vi den gamle gut. Helten fra Rannerød. Helte var der jo en del af. Min egen oldefar Ole Houkjær var en af dem, men han er nu ikke fotograferet til bogen. Det er til gengæld Chresten Jensen Høgenhaug, Ole Christian Madsen og Peter Madsen.
Herunder vil jeg kopiere den saglige og nøgterne beretning om tre af de forlis, hvor de ovenfor nævnte mænd virkede som reddere og frelste et antal menneskeliv fra druknedøden. At det ikke var nogen let sag viser de tre beretninger.
Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn:
Den 19. Marts 1872 om Eftermiddagen Kl. halv tre modtog Opsynsmanden Meddelelse om, at der var strandet et Skib paa Raabjerg Strand omtrent 1/2 Mil fra Stationen, og at man kunde se 3 Mand paa det sunkne Skib. Det blæste en haard NO. Storm med tæt Snefald. Opsynsmanden fik hurtig fat i 2 Mand og disse sendt til Rannerød for at beordre det derboende Mandskab og Hestene til at møde snarest muligt ved Kandestederne, og med alle de i Kandestederne værende Beboere, ialt 6 Mand, gik han i Gang med at kaste Sne, saa at Redningsbaaden kunde transporteres til Stranden. Kl. 4½ kom Redningsmandskabet fra Rannerød, men havde ikke Transporthestene med, da det var umuligt at bringe dem til Stationen. Opsynsmanden fik da fat i alle de Heste, som var i Kandestederne, nemlig 3 Par, og med stort Besvær blev de trukket gennem de uhyre Snemasser til Stationshuset, hvor de kom kl. 5 og kørte straks afsted med Redningsbaaden, men i den forfærdelige Snestorm blev Hestene sky, da de kom paa Stranden, og det var umuligt at trække Baaden gennem de ophobede Snedriver. Men uden Betænkning blev Baaden taget af Vognen, sat i Søen, og Hestene sendtes hjem. Redningsbaaden kom lykkelig fra Land, og heldigvis var der en god medgaaende Strøm til Strandingsstedet, saa at Baaden holdt ret imod den høje Braadsø, drev ned mod dette. Da Redningsbaaden var kommen den halve Vej, stødte den mod et Vrag, men heldigvis kom der en høj Braadsø, som friede den fra dette igen. Efter 1½ Times anstrengende Roning ankom Baaden til det strandede Skib, og var ved det første Forsøg saa heldig at redde 3 Mand, en fjerde Mand var allerede om Formiddagen frossen ihjel. Redningsbaaden bragte de 3 Mand i Land kl. kvart over 7 om Aftenen i en meget forkommen Tilstand, ligesom Redningsmandskabet ogsaa var meget udmattet efter den besværlige Tur. Det var umuligt at bringe Redningsbaaden tilbage til Stationen, da der ingen Heste kunde komme til Stede, og den blev derfor bragt saa højt op, at den var i Sikkerhed. Det strandede Skib var Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn, paa Rejse fra Ostfriesland til Frederiksstad i Ballast.” ( Citat side 179-180)
Som man kan læse, så var det et barsk job at redde forliste søfolk, og arbejdet vanskeliggjordes af de mange gamle vrag, der dengang stadig lå indenfor revlerne.
Her et sådant vrag, der ligger og hugger i bølgerne ( femmastet skonnert):

Den næste beretning er fra samme bog ( Det nørrejydske Redningsvæsen af C.P. Eisenreich.)
Den 29. September 1872 blæste det en meget haard vestlig Storm, og da Opsynsmanden om Morgenen kl. 4½ kom paa Stranden, saa han, at Forstranden var oversaaet med Vragstykker, og ved at undersøge nærmere, saa han i Morgendæmringen en lille Klynge af Mennesker 150 Favne fra Land til Tider komme til Syne i den høje Braadsø. Hurtig løb Opsynsmanden hjem og fik ved Ilbud tilkaldt Stationsmandskabet og Ejerne af Transporthestene fra Rannerød, og alle mødte Kl. 6½ om Morgenen. Kl. kvarter i 7 gik Radningsbaaden fra Land, og efter en lang og overordentlig anstrengende Rotur lykkedes det at komme ud til de skibbrudne. Derf andtes ikke det mindste tilbage af Skibsskroget, Ankrene var faldne ned og blevet hængende i Vaterstagene, og begge Skibets Master laa flydende, snart over og snart under Vandet, og de skibbrudne, ialt 6 Mand, havde fastsurret sig til den ene Mast. Efter mange Anstrengelser lykkedes det at faa Forbindelse med de skibbrudne, og de kom alle i Redningsbaaden, efter at denne flere Gange havde hugget mod Vragdele, som ikke kunde ses, og derved faaet en Del Skade, og de landsattes heldig Kl. 8½ Formiddag. Det strandede Skib var Skonnertbriggen “Salvador” af Sandefjord, paa Rejse fra Dysart til Helsingør med Kul.” ( Citat side 180)
Den sidste af de tre beretninger handler om skonnerten “Courier”, der strandede ved Kandestederne 7. December 1878:
“Den 7. December 1878, Morgen kl. 8, modtog Opsynsmanden Melding om, at 2 Skibe var indstrandede, det ene 1/4 Mil Vest for Stationene og det andet ½ Mil i østlig Retning. Det blæste en Merssejlskuling af NNO., som efterhaanden tiltog i Styrke til en Storm med Snebyger. Mandskabet og Hestene tilsagdes hurtigt, og Redningsbaaden og Raketapparaterne bragtes paa Stranden. Det besluttedes at tage til den vestlige Stranding, som var en Skonnert, der var sunken paa Ydersiden af 3. Revle, omtrent 180 Favne fra Land, og hvor Besætningen havde søgt Tilflugt i Rigningen. Kl. 9 3/4 Formiddag sattes Redningsbaaden fra Land og kom ud mod 3. Revle, men det var umuligt at borde Skibet eller faa Forbindelse dermed paa Grund af den høje Sø, og Baaden brev i Læ. 5 Gange blev det forsøgt at ro Baaden op, men uden Held, og tilsidst var Baadmandskabet saa udmattet, at der maatte holdes til Land Kl. 1 Eftermiddag. Da Baaden var punpet læns, blev den læsset paa Vogn og kørtes uden Ophold op til Luvart igen og gik ud med det samme Mandskab igen. Efter stor Anstrengelse lykkedes det at borde Skibet, og der kastedes Liner til Besætningen, som en for en sprang i Havet og haledes ind i Redningsbaaden, de 2 af dem var næsten livløse. Kl. 3 1/4 Eftermiddag landede Redningsbaaden velbeholden med hele Mandskabet, 7 Mand, og der blev strak truffet Anstalter til at køre dem i Kvarter, saa de kunde faa fornøden Lægehjælp. Ogsaa Redningsmandskabet var saa forkommen, at de ikke kunde hjælpe til med at bringe Badden i Hus, men der maatte lejes andet Mandskab dertil. Det strandede Skib var Skonnerten “Courier” af Greifswalde, paa Rejse fra Schiedam til Stettin med Lerjord.
For alle 3 forannævnte Virksomheder modtog Redningsstationens Personale Ekstrabelønninger saavel af den danske som af de paagældende udenlandske Regeringer.” ( Citat side 180-81)
Disse tre beretninger er nøgterne og præcise – der er ikke indlagt nogen form for drameffekter eller følelsesladede formuleringer. Anderledes forholder det sig med andre beretninger om samme fænomen = forlis og storm. Se f.eks. indlæg nr. 19 i kategorien Hjemstavnsroman om Briggen Daphnes forlis i 1862.
Du kan måske også gå tilbage til indlæg nr.93 og læse om Kandesterne der – her hører man, hvordan traditionen med at pleje skibbrudne udviklede sig til hoteldrift. Det var driftige folk, der beboede egnen – de var vant til at kæmpe med naturkræfterne og de gav ikke op for lidt modstand. Her under et billede af endnu en af de modige redningsmænd: Chresten Høgenhaug, grundlæggeren af Hjorths hotel:

Om Høgenhaug fortælles følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen:Christen Jensen Høgenhaug blev ansat som Baadsmand den 1. Januar 1864, avancerede den 1. Oktober 1882 til Baadformand og var endelig Stationens Opsynsmand fra 1. November 1892 til 1. Oktober 1909, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder, og døde den 26. April 1913. I sin omtrent 46-aarige Virksomhed deltog han 26 Gange med Redningsbaaden i Redning af 149 skibbrudne. Han var dekoreret med Fortjenstmedaljen i Sølv, Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.( Citat side 181 )
Herunder kan man læse en lille beretning fra Tidsskrift for Redningsvæsen:

 
 

99 En gåde løses – og lidt mere om min unge bedstemor

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Så lykkedes det omsider at løse gåden om det gådefulde billede af smuk kvinde med lille dreng. Hvem er hun? Som ihærdige læsere vil vide, så herskede der uenighed om sagen. Nogle – i af fald to – mente, at billedet forestillede min bedstemors søster Ingeborg, men her var jeg fra begyndelsen uenig, for jeg husker tydeligt bedstemor fortælle om den fine familie i København, hvor hun var selskabsdame for søstrene Kondrup. Og deres nevø var en officer, hvis barn bedstemor passede af og til. Det skulle så være de to på billedet. Billedet husker jeg, at hun viste mig, og hun fortalte også den historie, der hørte til det. Desværre her jeg glemt de nærmere omstændigheder omkring billedet.

Nu har jeg fundet to andre billeder af min unge bedstemor, og det er den samme som på billedet med barn. Altså er det smukke billede et foto af min smukke bedstemor.

Herunder de tre billeder:

 her er hun damen med dreng

 her ses hun sammen med alle sine søskende

 Og på det lille billede har vi snuppet hende lige ud af et bønnemøde i Indre Mission. Hele billedet kan ses i et tidligere indlæg.

Det er ærgerligt, at man ikke lyttede mere opmærksomt, når de gamle fortalte. Og nu er de døde. Også den næste generation er borte. Eller nej, det er for resten ikke sandt: jeg ved i det mindste to, som lever. Den ene er min bedstemors brors søn Peters kone ( altså en kone til en nevø). Hun hedder Ebba, og jeg har endnu ikke kontaktet hende, men det gør jeg snarest, og måske har hun gemt nogle gamle billeder og kan fortælle nogle historier. Det håber jeg.

Den anden er min bedstemor Christianes søn, Gordon. Ham har jeg kontaktet for nylig, og forleden fik jeg et brev fra ham. Han husker mange ting om sin familie og en hel del om folk i Hulsig i første halvdel af forrige århundrede. Han fortæller bl.a., flg. om sin mor ( jeg citerer:) “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædiken.”

Jeg kan rigtig godt lide den sidste forklaring, men tror alligevel ikke rigtig, den holder. Min bedstemor var i al fald fast pietistisk forankret, og da jeg nærmest er opdraget af hende, har jeg fået den form for kristendom podet direkte ind i sjæl og sind fra den tidligste barndom. Og hendes søster Kristine ( gift med Peter Houkjær) havde samme tilgang til troen, det ved jeg fra korrespondance med et af hendes børnebørn. Hun fortæller, hvordan de knælede og bad aftenbøn inden sengetid ( præcis som hos min bedstemor).

Og nu et lille dokument, som viser lidt om den ene Frøken Kondrup – hun skriver i 1917 dette kort til min bedstemor:

Og her ser vi frøkenens kirke:

Frøknernes hengivenhed var ægte nok, og min bedstemor holdt meget af dem. Men jeg ved ikke, om hun virkelig arbejdede for dem eller traf dem i forbindelse med sin aktivitet i Indre Mission. I al fald holdt de så meget af den unge kvinde, at hun arvede en del penge og smukke møbler efter dem. Bedstemor oprettede sin egen systue ved den tid, og det er jo muligt, at arven var med til at financiere den. Jeg så som barn et billede af bedstemor, der står i sin systue omgivet af unge sypiger. Det billede er desværre gået tabt. Sådan er der så meget at sukke over i den forbindelse. Breve, der er borte – ord, der fortalte om livet dengang, men som ikke fik den levetid, de fortjente.

Gordon skriver i sit brev til mig flg. om de tre søstre: Marie, Martha og Anna, ( som han staver Anne).: “Mine mostre Marie og Martha var tvillinger, men psykisk meget for skellige. Martha, som døde i 1939 eller 1940, forholdt sig dybt alvorligt til livet. Det gjorde Marie, som døde i 1969, absolut ikke. Hun og moster Anne opholdt sig nogle år i København, Anne antagelig hos en familie tilhørende den dannede og kultiverede overklasse. Marie antagelig hos en familie tilhørende den lavere klasse. De vendte begge ryggen til deres barndoms sprog, vendelbomålet. De slog dog ikke over i københavnsk, heller ikke Marie.”

Jeg husker bedstemors sprog som et lidt gammeldags, men smukt rigsdansk. Kultiveret var hun sandelig også. Da jeg blev gammel nok, læste vi sammen Dostojevskijs “Brødrene Karamassof” ( vi læste højt for hinanden) også danske digtere læste vi. Måske fik jeg interessen for litteratur af hende. Min bedstefar var også glad for at læse og ejede en stor samling klassiske værker.

Mine forældre var ikke missionske, og det må have været svært for dem at slå sig ned i den lille fiskerby Strandby, hvor næsten alle enten tilhørte Indre Mission eller var medlem af Metodistkirken – begge retninger præget af pietisme. Her blev min far købmand. Senere auktionsmester.

Far indmeldte alle os børn ind i Metodistkirken, måske i den tro, at det var en modvægt mod den meget inderlige kristendomsdyrkelse, som bedstemor praktiserede. Og der havde han sært nok ret. I metodistkirken oplevede vi i al fald et frirum, hvor lejrture, teaterspil, sang og musik var en del af livet. Der var ganske enkel tale om en friere livsudfoldelse. Men så må jeg skynde mig at tilføje, at bedstemor IKKE var sortseer og fordømmende som så mange andre i Indre Mission, og hun tog afstand fra fiskernes mørke livssyn. Kom for resten ikke meget i missionshuset.

Herunder et billede af min meget gamle bedstemor – hun er sammen med noget familie, vist nok fra Nr. Uttrup – men jeg kender dem ikke. Billedet her er taget kort tid efter, at hun havde foretaget sit livs rejse: en Mallorca-tur sammen med min bror Anders. Den tur har jeg et enkelt billede fra. Det kommer sidst i dette indlæg. Her ses bedstemor på havnen i Strandby:

Nedenstående det eneste billede, jeg kan finde fra bedstemors tur til Spanien:

Det er Anders yderst til højre. Han fortalte, at bedstemor havde villet prøve det hele. Pedalbåde syntes hun især om. Og natklubber. En hel ny verden. Men inkluderet i prisen, så naturligvis deltog hun. Anders var træt, da de kom hjem.

Den unge Anna og den gamle Anna – men her kommer et billede af den ikke så unge og slet ikke gamle Anna:

Klar tale

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I min ungdom – men det er jo så længe siden og måske husker jeg forkert. Men det kommer mig for, at vi udtalte ordene så tydeligt, at de kunne forstås af alle. I dag japper de unge helt forfærdeligt, og ingen lærer dem åbenbart at tale tydeligt. Det hurtige sms-sprog har måske noget af skylden –  alt skal gå så hurtigt, og fingrene flyver over tasterne – således også, når ordene flyver over tungen?

Jeg ved det ikke, men det er en kendsgerning, at det danske sprog generelt jappes, mere end det tales. Det skrev jeg en lille klumme om forleden i Randers Amtsavis, og her kommer den med NEX’s herlige illustration:

Apropos klar tale.
Når man bor i landsbyudkanten, har man ikke samme adgang til kulturelle adspredelser som folk inde i byen (= Randers), men vi har heldigvis samme adgang til aviser, radio og TV. Vi burde derfor sagtens kunne følge med herude.
Der er heller ingen problemer, når det drejer sig om avislæsning. Det er fortsat en fornøjelig hverdagssyssel. Anderledes forholder det sig desværre med radio og TV, og nu taler jeg ikke om indholdet – det hører til i en anden apropos – nej, jeg taler om sproget. Det danske såmænd.
Og nu må jeg skynde mig at forsikre, at jeg langt fra er pedantisk. Tværtimod. Man skal ikke hænge sig i småting, og når jeg i sin tid rettede danske stile, så lod jeg gerne små sprogfejl passere, når blot budskabet gik klart igennem.
Men sådan er det ikke med sproget i TV og i radioen: budskabet går ikke klart igennem – ja, ofte går det slet ikke igennem. Og det er der to grunde til. For det første sjusker rigtig mange med artikulationen, og det gælder også de professionelle speakere, de snupper endelserne, og de japper, så kun halvdelen af det talte når lytterens ører.
Dertil kommer, at de åbenbart er blevet enige om, at visse udtalefejl er ”smarte” – der er i al fald næsten ingen af TV- speakerne, der forstår at bruge modalverberne rigtigt. Således har ordet ”skulle” helt mistet sin betydning som hjælpeverbum. Når der spørges: ”hvad skal I lave i aften?” så lyder det korrekte svar: ”Vi skal i biografen” med tryk på det sidste ord i sætningen. Lægger man trykket på modalverbet: ”Vi skal i biografen,” så betyder det, at vi er tvungne til det. Det er noget vi skal.
Men i TV og Radio, og det gælder navnlig de fastansatte, professionelle speakere, hører man gang på gang sætninger som: ”Nu skal vi over til vejrudsigten,” i stedet for: ”Nu skal vi over til vejrudsigten.” Og ”nu skal vi til vores korrespondent i Syrien,” i stedet for: ”Nu skal vi til vores korrespondent i Syrien.”
Nu synes I nok alligevel, at jeg er pedant, men nej, lad folk ”på gaden” tale som de vil, men de professionelle ”talere” bør kende til de simpleste ting om sproget. Og i ovennævnte tilfælde ændres betydningen så radikalt, at udsagnet helt mister sin betydning.
Salmedigteren Thomas Kingo skrev engang i 1600 tallet til dronning Charlotte Amalie, at de folk, der ikke gad lære deres modersmål ”burde af landet med rådne æg udjages.”
Så radikalt går vi heldigvis ikke til værks i dagens Danmark. Men vi kunne jo sende dem til en danskprøve.

98 Gæve folk fra Rannerød

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Fra min tante Bettes, ja, hun er jo ikke min rigtige tante, men min mors bedste barndomsveninde – fra hendes datter, min kusine Annemarie ( som jo heller ikke er min rigtige kusine, skønt vi sikkert som alle andre fra Hulsig er i familie) altså fra hende lånte jeg for nogen tid siden nogle billeder, som jeg havde tænkt at bruge i forbindelse med indlæg om forlis og redningsfolk. Min tantes far var nemlig dekoreret for sin indsats i redningstjenesten, ligesom hans far og hans bedstefar var det før ham. Jeg har set Laurits Christensens medaljer, da jeg var en lille pige – det husker jeg, for jeg var rigtig imponeret. Og han var stolt. Det var der også grund til. Men derom senere.

Herunder et par billeder af denne hædersmand – og under det en nekrolog, som jeg fik sammen med billederne.

 

Ifølge Annemarie hed han Laurits Christensen, og hans kone hed Kristine. Jeg har ikke kunnet finde noget om ham i arkiverne. Det kommer måske senere, men han er ikke nævnt i de mange lister over skatteydere og andre officielle lister over Hulsigfolk fra omkring århundredeskiftet. Måske fordi han dengang kun var en ganske ung karl, eller måske fordi han ikke ejede nogen gård, men et hus. Han ernærede sig ved fiskeri og ved at arbejde rundt om i sognet. Men jeg mener ret sikkert at vide, at nekrologen nedenfor er skrevet over hans far, som jeg ( vist nok ) også har et billede af, for det lå nemlig sammen med artiklen:

Følgende oplysninger har jeg fra Mariane Madsdatters aneblad:

Om Søren Christian Christensen: Han er født i 1852 – hans kone hed Mariane Madsdatter og er født i 1848. De blev gift i Raabjerg 1877 og forloverne var Ole Madsen ( se billedet nederst i indlægget) og Kristian Madsen, begge fra Rannerød.

Søren og Mariane fik 4 børn: Ane Christine Christensen ( født 1877), Alfred Marinus Christensen ( født 1882 ) Sinus Martin Christensen ( født 1884 ) Laurits Peter Christensen ( født 1887 )

Billedet ovenfor forestiller omtalte Søren Christensen – måske før han fik sin medalje, for den kunne man vel forvente, at han bar i en sådan lejlighed, man blev jo ikke fotoraferet hvert årti. Når jeg er usikker, så skyldes det igen igen …, at der ikke står noget bag på fotografierne og alle, der har kendt de fotograferede, er døde. Der er heller ingen dato på nekrologen. Som du kan se ved at læse indlæg nr.100 så er jeg ikke længere i tvivl. Det er ham!

Huset herunder er måske Laurits og Kristines hus, men muligvis har de to gamle også boet der. Huset står der endnu, men det er i dag helt forandret, ommuret med gule sten. Sådan her har det set ud omkring århundredestiftet:

Og nu redningsbåden, der går ud ved Kandestederne: Laurits har sikkert været med som ganske ung, ligesom faderen, Søren Christensen, er blandt de tapre redningsmænd.

Og her et par andre hædersmænd, der muligvis også er med på ovenstående billede:

  

Om de tre mænd kan vi læse følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen: “Ole Christian Madsen blev ansat som Baadmand i 1868 og avancerede i 1892 til Fører af Baaden. I 1909 tog han sin Afsked paa Grund af Alder, han havde da deltaget 25 Gange med Redningsbaaden i Redningen af 134 skibbrudne. Han er dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn og Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje.”

Om Søren Christensen står der: ” Søren Christensen blev ansat som Baadmand i 1873, hvilken Stilling han beklædte til 1. Oktober 1913, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder og Svagelighed. Han, som er dekoreret med Jubilæumsmedaljen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn, har deltaget i 19 Redningsforetagender med Redningsbaaden, hvorved 113 skibbrudne reddedes.

Om Peter Madsen følgende: Peter Madsen blev ansat som Baadmand i 1875, hvilken Stilling han beklædte til 1. Oktober 1913, da han tog sin Afsked paa Grund af alder og Svagelighed. Han har deltaget 18 Gange med Redningsbaaden i Redningen af 112 skibbrudne og er dekoreret med Jubilæumsmedaljen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.