SOM JEG HUSKER DET 4 – DAGENE I SILKEBORG


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
AFSNIT 3
DAGE I SILKEBORG
 
Jeg var 15 år, da jeg kom til skolen, og det var i 1959. Suzanne Brøgger var der fra 1962 -65 og kom som 17 årig. Vi gik altså kun sammen på skolen i 1 enkelt år, og jeg synes ikke, jeg læser ret meget om skolen i hendes beretning fra tiden. “Crème Fraiche” er ganske vist selvbiografisk (som de fleste af hendes bøger), og en del af handlingen udspiller sig i Silkeborg og på kostskolen.
Hun var verdensdame. Jeg var fiskerpigen fra Strandby og vores berøringsflade var lig nul. Det er KUN de ydre rammer, vi har fælles. Til nød endda, for vi ser og husker ikke det samme  fra den skole.
Jeg husker bedre hendes lillesøster Barbara. En glad pige, der mødte andre på en naturlig og venlig måde.
Jeg tror ikke, de lærte mig at blive en rigtig pige på den skole. Når jeg stak af til søen og skoven – og det gjorde jeg helst – så var jeg fri.
Frihed havde vi ellers ikke meget af i hverdagen.
Om eftermiddagen fælles kaffebord. Derefter en times udgangstilladelse. Kl.16.00 skulle man være på værelset. Og studere. Klokken 18.00 var der middag. Vi skiftedes til at hjælpe til med oprydning og opvask. Derefter kunne man nå en enkelt lille spadseretur. Kl. 20 var der igen læsetid. Kl.21 kunne man lave te i det lille tekøkken. Klokken 22.00 skulle man ligge i sin seng, og lyset skulle være slukket.
Det var virkelig et ophidsende ungdomsliv!
Fri – jo, vi havde fri om søndagen. Gik jo i skole om lørdagen, men fra lørdag eftermiddag og til søndag aften var tiden vor egen. Måltiderne skulle overholdes. Men fritiden kunne bruges til strejfture i omegnen. Og det blev de. Jeg kender Silkeborgskovene – ja, en overgang hvert blad på hvert træ, synes jeg. Og når det en gang i mellem stormede, lukkede jeg øjnene og kunne bilde mig ind, at træerne forsvandt og at jeg hørte havet. At jeg kunne springe lige udi bølgerne og forsvinde ned til fiskene og tangen og saltet og sorgløsheden og være mig selv.
Jeg skrev selvfølgelig digte på skolen. Digte, som jeg aldrig viste nogen. Jo, en enkelt gang til min dansklærer Hr. Nordentoft, men han syntes, at jeg plagierede.
De fleste er jo væk nu og heldigvis. Men enkelte findes stadig hist og pist. Nogle digte om barndommen var for resten vellykkede – håber, jeg finder dem.
 
Her er et par stykker fra den tid, hvor jeg længtes mest hjem til havet. De var (er) i et gammelt hefte med danske stile.
Skrevet på kostskolen i 1959:
 NU FANGER LYDEN AF HAV
MINE SANSER
BRÆNDINGEN KVÆLER STORMEN
FRA ANDRE STEDER
HAVET KYSSER MIN KIND
HAVET ER STÆRKT OG SALT
VINDEN ER VARM
SOM LUFT FRA FUGLENES FJER
KLITTERNE STRÆKKER SIG STOLTE
TAVSE OG UDEN BØN

HER STÅR JEG
ALENE
OG ER MENNESKE

 
STRANDE BLI’R FULDE AF VRAG
TAVS TEGNER HIMLEN SIN SANDHED
LYSENDE LØFTER OM LIV
HAVET HUSKER I SØVNLØS RO
I DET OG OVER DET
ALT ER DET SAMME SOM FØR
VI ER DE SAMME SOM FØR
Skrevet i 1960 (her plagierer jeg åbenbart mig selv):
 
RESTER AF STRANDEDE SKIBE
MINDER OM DYBE SAVN
TAVS TEGNER HIMLEN SIN SANDHED
LYSENDE LØFTER OM LIV
HAVET HUSKER I SØVNLØS RO
OVER DET
OG I DET
SYNGER EN SANSELØS MÅNE
ALT ER DET SAMME SOM FØR
OG VI ER DE SAMME
SAMMEN VED HAVETS BRED 
skrevet i 60 eller 61:
UNDSTRAKT UNDER SOLEN
LIGGER ET LANDSKAB
ET MALERI
ET DIGT
EN LILLE FORTÆLLING
AF GRØNT GRÆS
ET DYR
DRIVER
ALENE
OG I RO

 
 

SOM JEG HUSKER DET 3 – I BAKSPEJLET


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
AFSNIT 3
I BAKSPEJLET
Suzanne Brøgger skriver et sted i Crème Fraiche, at hun lærte arbejdsdisciplin på kostskolen. Jeg har ikke tænkt på det før, men det var uden tvivl en sikker sidegevinst for os, der måtte underkaste os en meget struktureret hverdag, hvor ordet frihed var en by i Rusland.
Min barndom var ustruktureret. Jeg havde næsten total frihed. Fra vi kunne gå, kunne vi gå hvorhen vi ville. Og det gjorde vi. Mor fortalte mig, at hun var blevet forfærdet en dag, hvor hun gik tur i Strandby og pludselig så en lille, rød flyverdragt højt oppe i toppen af et stort træ. Det var mig. Jeg husker det ikke, men har fået historien fortalt: der skulle hjælp til at få ungen ned. Op kunne jeg komme. Helt til tops. Men ikke ned.
I min barndom flød alt ubesværet i tidens strøm, og mine forældre kunne ikke interessere sig mindre for vores gøren og laden – vi skulle opføre os ordentligt, men ellers havde vi frie tøjler. Og havnen var vores legeplads, fra vi var små.
Frihed om dagen. Men den hørte op, når det blev aften. Her trådte sørgelige regler i kraft. Vi skulle altid tidligt i seng. Da vi var små var tidligt efter aftenmåltidet, som indtoges kl.18.00 præcis ( inden far skulle til sidste auktion kl.19.00) – så blev vi vasket, fik en godnathistorie inde i stuen. Mor læste de gamle klassikere højt. Jeg husker Oliver Twist, Børnene i Nyskoven, Kaptajn Grants Børn, men også  ”kvindebøger” som f.eks. Det skete ved Kisum Bakke ( Karen Aabye ). Vi hørte også bøger af Aakjær og J. V. Jensen. Bagefter var det lige i seng. Her snød vi ganske vist, men det kommer jeg tilbage til.
Jeg husker sommeraftner, hvor fuglene sang og fiskerbørnene legede udenfor – og deres stemmer trak så voldsomt, at jeg overvejede at stikke af ud gennem vinduet og lege videre i den lune sommeraften. Kl. var måske  20.00, og det var helt lyst, og søvnen en by i Rusland.
I et lille børneværelse i husets ene gavl sov min lillesøster Dorte og jeg. De tre store havde fået indrettet værelser på loftet. Da jeg var helt lille havde vi også en ung pige boende, men på et tidspunkt begyndte mor at rekruttere piger fra byen, og så fik min bror Anders hendes værelse. Eller værelse er nu så meget sagt. Det var nærmest et skab. Det var så lillebitte, at man akkurat kunne vende sig i det, men ikke tage skridt i nogen retning. Besøg hos ham foregik i sengen. Der var også rart. Når jeg ikke kunne sove, listede jeg forsigtigt op ad trappen – det var forbudt af en eller anden grund, sært nok,  når så meget andet var tilladt – og så kravlede jeg ned under dynen til Anders og faldt i søvn. Det var så trygt.
Havde vi da ikke en tryg barndom? Det er jeg faktisk overbevist om, at vi havde. Jeg tror i al fald, at vore forældre gjorde det bedste, de kunne, for at vi skulle have det. Men jeg var et underligt barn, og jeg havde mange skrækfantasier, som holdt mig vågen om natten. Så var der heldigvis jeg Anders. Og så Bedstemor naturligvis.
Hun havde to stuer ovenpå. Og her regerede hun som en mild suveræn. I det ene værelse sov hun i en mægtig dobbeltseng, og her var jo ligelig plads til et barn, og jeg er sikker på, at hun ikke tog det fortrydeligt op, når jeg kom dabbende i nattens mulm og mørke og krøb ned til hende. Men vi måtte ikke forstyrre Bedstemor. Og jeg måtte jo slet ikke forstyrre mor og far. Mor havde brug for sin søvn.

Bedstemor med salmebogen

Anders og Bedstemor påtog sig det hverv at give plads og trøst til en lille urolig unge (mig)  – måske næsten hver nat. Jeg husker ikke mere, hvor ofte. At jeg var på forbudte veje, når jeg sneg mig op til Bedstemor, vidste jeg jo godt, men dels var det ret ufarligt, og dels var jeg ret ligeglad med forbud. Ja, og en nat blev jeg faktisk grebet på fersk gerning – mor havde ferniseret køkkengulvet om aftenen, og jeg hang uhjælpeligt fast i fernissen og var altså nødt til at hyle mig til assistance.
Utrygheden, hvor kom den fra? For den var jo årsagen til, at jeg lå vågen og var så bange. Jeg var vel bare et frygtsomt barn, vil jeg tro. På nogle områder i al fald, for på andre turde jeg jo alt – jeg var også et modigt barn – og ikke ret gammel, da jeg alene roede ud på havet i en fladbundet pram. Men det vil jeg skrive om senere. Den lykkeligste tid i min barndom knytter sig til havet. Også derfor var Silkeborg en forvisning, det var som at miste sin elskede.
Men lige nu befinder jeg mig på et ferniseret køkkengulv, og jeg belæres venligt, men bestemt, af min far om, at jeg skal blive liggende i min lille, rare seng, og at Guds engle holder vagt, jeg tror endda han mente, at der stod en ved hvert af sengens 4 hjørner. Så ærlig talt, lille barn.
Men jeg foretrækker Bedstemor frem for englene og fortsætter med at hjemsøge hende om natten. I lang tid var jeg bange for spøgelser – på en både hyggelig og uhyggelig måde. Min bror Anders var mester i at fortælle historier, der fik hovedhårene til at rejse sig, og de ville ikke altid lægge sig igen, når lyset blev slukket og forældrene havde sagt godnat. Så kom de listende, de der hæslige spøgelser.Navnlig dem fra Borley Præstegård i England har jeg aldrig glemt.
Men værre var dog døden i sig selv – den, der stod og lurede på en alle vegne. Vi var i 40’ernes og 50’ernes Danmark, og epidemiernes tid var ikke forbi. Børnelammelsen sneg sig ind i mange børnekamre, og jeg frygtede længe for min og mine søskendes liv og førlighed. Så var der spedalskheden. Ja, den var jo ikke spektakulært til stede i Strandby, og så alligevel, for Søndagsskolen viste os film fra Afrika, hvor vi så menneskevrag uden arme og ben trille rundt i sølet suttende på ulækre madrester. Og de smittede, og jeg var ikke tvivl om, at smitten kunne bevæge sig hen over landegrænser og nå min lille seng. Længe rystede jeg af skræk for at blive spedalsk. Og så var der stivkrampen. Vores lærer fortalte levende og grusomt om de frygtelige bakterier, der gemte sig overalt i jorden og som vi såre nemt kunne få i blodet, hvorefter vi ville falde om i smertefulde dødskramper. Og pølseforgiftning ikke at forglemme, som sagtens kunne ramme små, uskyldige børn, og hvis brutale virkninger på menneskekroppen var ubeskrivelige, men som vores lærer beskrev så glimrende, at utallige nætter flåedes fra hinanden og blev til rædselstimer.
Så hændte det alligevel, at jeg vækkede far.  Især når jeg troede, at døden stod lige for døren. For jeg kunne ikke gå til min Bedstemor med så skrækkelige billeder i hovedet. Hun ville bare folde sine og mine hænder og bede bønner til Gud, der slet ikke bekymrede sig om den slags. Det vidste jeg. For det havde jeg prøvet. Far bekymrede sig. Så meget, at han puttede mig på sofaen i kontoret og lagde et tæppe over mig og blev siddende hos mig, indtil jeg sov. Men ham i hånden kunne jeg sove.
Far var en klippe af tryghed. Alligevel vækkede jeg ham kun, når angsten var helt ubærlig, og der ikke var andre udveje. I dag ved jeg, at far bekymrede sig langt mere end jeg anede dengang. At han også var bange. Hans 2 år ældre bror Karl var kun en lille dreng, da han begyndte at få angstanfald og hallucinationer. Han var skizofren. Jeg tror, at min farfar Janus har siddet ved Karls seng og beroliget ham, som min far nu beroligede mig.
Jeg var ikke syg. Men det kunne far ikke vide. Jeg var (over)følsom og ville helt sikkert i dag havde fået en diagnose og en masse medicin. Nu fik jeg i stedet frihed og kærlighed. Det levede jeg højt på, og det virkede helende på sindet, det er jeg ikke i tvivl om.
Min mor skrev et par sider i mit første fotoalbum. Jeg citerer ordret.:
Ja, lille Marianne, nu er du bleven 10 Maaneder inden Mor har syntes, der var noget at skrive. Du har tilbragt din Spædbørnstid saa roligt og stille, du var en kær lille en, der har sovet og spist og taget paa i Vægt, saa at du nu vejer 20 Pund. Udover lidt Forkølelse med lidt Feber har du endnu ingen Børnesygdomme haft. Men nu er du jo ved at blive en stor Pige, der begynder at vise, du ogsaa har en Mening og Vilje. I dag har du for første Gang været ude at rejse med Toget. Du har været i Hulsig til Vibekes 5 Aars Fødselsdag og skønt Toget var saa overfyldt, at vi maatte staa op med dig paa Armen hele Vejen, befandt du dig udmærket og var saa sulten, da vi kom op til Tante Kirsten, at du spiste 2 Portioner Kartoffelmos, inden du var mæt.
Du begynder ogsaa at forstaa hvad vi siger til dig; naar vi skal ovenpaa til Bedstemor jubler du, du er nemlig meget forkælet hos Bedstemor, og Mor haaber, du vil belønne hendes Godhed mod dig, naar du bliver stor.
Hanna og Annalise er ogsaa saa glade for den lille Søster, de er flinke til at køre Tur med dig. Anders er jo endnu for lille til at tage sig videre af dig.
Du er flink til at sove om Aftenen og om Natten, men den sidste Tid har du funden paa at vaagne kl. 6 om Morgenen, og det synes Mor er slemt tidlig, saa er du slet ikke tilfreds, inden du faar din Havregrød kl. 7, du har nemlig en god Appetit, du har spist nyt Mad længe, din Flaske har du ikke faaet, siden du var 4-5 Maaneder. Narresut har du aldrig haft.
7/9 I Dag er det din Fødselsdag. Du bliver fejret i Stilhed, vi har Skarlagensfeber. I dag skal Hanne paa Sygehuset. Annalise kom derned for 8 Dage siden; nu haaber vi, du slipper fri, du har siden Mor skrev sidst haft daarlig Hals og Mellemøreb. men i Dag er du helt kvik, du maa komme ud i Dag, men det er bleven Regnvejr, saa maa vi vente.
18/10 I Dag maatte du paa Sygehuset, lille Pige. I morgen paa Mors fødselsdag skal du opereres for Mellemørebetændelse, der var ikke andet at gøre, dit Øre blev ved med at være daarligt, og vi har været hos Specialist Dr. Hald med dig i dag, og han indlagde dig med det samme, det var hverken du eller Mor glade for, nu haaber vi, det gaar godt i morgen.
19/10 – I Dag har Far og Mor været paa Sygehuset, og du har det godt, men Far og Mor maatte ikke komme ind til dig, da Sygeplejersken var bange, du ville græde, men vi kiggede ind til dig, og du laa saa stille.
21/10 – I dag har Mor været inde hos dig med lidt Legetøj, nu har du det nemlig meget godt.
22/10 I dag er det Søndag og baade Far og Mor har besøgt dig, og du var saa stor en Pige, at du slet ikke græd, da Far og Mor gik.
9/11 I dag er du kommen hjem, nu er vi alle glade og haaber, du maa være helt rask.
24/11 – Du har det stadig godt, og nu venter vi paa, du snart skal begynde at gaa alene, du kan staa alene, men du tør ikke gaa endnu.
5/12 I dag har du taget dine første Skridt alene, altsaa 15 Maaneder. Du var lidt stolt deraf og det var Mor ogsaa.
24/12 – I Aften er det Juleaften, og du har danset om Juletræ og faaet Julegaver og moret baade dig selv og os andre, nu er kl. halv 11, og du er samme med co. kommet i Seng.
24/12 1945 – Ja, lille Pige, nu det et helt Aar siden Mor skrev sidst og i den lange Tid har du vel nok udviklet dig meget; du har faaet lært mange, mange Ting, du taler fuldstændig rigtigt og leger Dagen lang med Hanna, Annalise og Anders, og i Aften Juleaften har du rigtig været i Humør, du har faaet saa mange Julegaver, som du rigtig morer dig med. Du har i det forløbne Aar ikke været syg. Kun har du haft dit Kraveben brækket, og det var en Søndag i September, du var med Hanne i Søndagsskole; da faldt du ned fra Bænken og saa var det sket. Du sagde ogsaa: “Nu vil Janne ikke i Søndagsskole mere,” men det har du nu glemt og været med Hanna siden. Du er saa fuld af Morskab og selvfølgelig meget forkælet, du har en lille Dukke, der hedder “Sidsel”, og den elsker du, den sover hos dig, og du er en sød lille Mor for den.”
 
Her slutter mors optegnelser. Jeg undrer mig lidt over to ting: at jeg fik sutteflaske fra spæd vidste jeg godt, men at jeg blev vænnet fra at sutte 4 måneder gammel, vidste jeg ikke. Og mor havde lært barnepleje på husholdningsskolen i Silkeborg! Og det andet sære er, at hun overlod mig og barnevognen til mine to “store” søstre. De fik altså lov at køre ture med mig, og de var 4 og 6 år. Hmmm … det var dog tidligt. Anders var 2 år og altså for lille til at passe mig. Dog.
Her et par billeder fra Lilletiden – de er desværre teknisk ringe, men det kan jeg ikke gøre noget ved:

Annalise, Anders, Marianne, Hanna ( mor skriver både Hanna og Annalise – vi har aldrig været gode stavere i familien, og jeg har nu altid skrevet Annelise og Hanne)

Den her lille opvisning husker jeg tydeligt. Prüz var min bedste ven, og han lavede dette nummer, hvor han dansede rundt i gården med mig på hånden, så længe han kunne bære mig på den måde. Det hed en prüssetur. Vi var venner hele min barndom. Prüz var vognmand og kørte for min far. Senere fik jeg lov til at køre rundt i Vendsyssel sammen med ham i hans lastbil. Utroligt egentlig. Men han var så glad for mig, havde selv voksne sønner, men ingen børnebørn, og jeg blev totalt adopteret. Engang spjækkede jeg fra skole, det har vel været i 1. klasse og tog med Prüz til Ålborg. Vi var bl.a. på besøg hos en kunstner, som han kendte, og som lavede sære Kristusfigurer, han hed, så vidt jeg husker Laier. Ja, nu husker jeg: pastor Laier.
Efter min lillesøster Dortes fødsel, blev mor meget syg, og lå vist nok flere måneder på sygehuset, og de store børn kom med far ind til hende. Men jeg måtte ikke. Var for lille – det forstår jeg ikke, men det er den forklaring, jeg har fået. Selvfølgelig savnede jeg min mor, og jeg gik hen til Prüz og græd vel så hjerteskærende, at han reagerede på stedet. Han kørte mig ind til mor. Jeg husker det kun ganske svagt, og i min erindring sidder jeg på stangen af hans cykel. Men nu kan jeg ikke forstå, at han virkelig cyklede mig derind. Han var jo for pokker vognmand. Jeg var 3 år dengang, og det var om vinteren, Dorte blev født, men det var om foråret, han kørte mig til sygehuset. Det er helt sikkert. Og jeg synes nu at huske, at han cyklede mig derind.
Prüz omkom ved en ulykke. Han kørte ind i Skagenstoget. Overså blinket. 
På nedenstående billede ses jeg med min første ( og eneste) barnekæreste. Vi var uadskillelige og havde aftalt ægteskab, når vi blev store. Det gik anderledes.
 


‘Han hedder Jens Bjørn Hansen og var søn af læreren på Strandby skole. Senere blev han kendt som en af De gyldne Løver – men her er han en lille dreng. Og han svigtede mig slemt. Året efter, at det her billede blev taget, og vi er 6 år, flyttede familien til Frederikshavn, og jeg besøgte Jens en søndag. Han tog mig med ned i et mørkt beskyttelsesrum fra krigens tid, og herinde i det buldrende mørke fortalte han mig, at han havde fået en ny veninde, og at det altså var slut med os to. Jeg husker, at mit lille hjerte gik i tusind stykker.
 
 
 
 

SOM JEG HUSKER DET 2 – SOMMEREN FØR MØRKET


 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
I nogle indlæg – jeg ved ikke hvor mange – vil jeg forsøge at fortælle lidt om mit liv. Mest for mig selv måske – et forsøg på at erindre nogle episoder og mennesker, som har haft betydning. Det vil blive springende – har tænkt at lade tastaturet tikke, som det selv vil og så bare forsøge at følge med.
ANDET AFSNIT
SOMMEREN FØR MØRKET
Titlen er stjålet fra Doris Lessings roman: “Sommeren før mørket” – og jo ganske misvisende, for den sommer var dog ikke efterfulgt af lutter mørke – men alligevel virkede det sådan i bevidstheden.
Måske bare fordi sommeren var så ualmindelig lys – jeg husker lyser. Og den nære fremtid syntes så uigennemtrængelig. Mere dunkel end mørk. Men truende alligevel. I al fald for et skvat som mig.
Jeg har senere tænkt på, at alle de mange tusinde af unge, der sendes på efterskole hvert år i det her land, måske har føler noget lignende, eller i al fald en usikkerhed. Første gang hjemmefra. Men de kommer jo hjem igen efter et år.
Her var der 3 års udsendelse og velsagtens aldrig en hjemsendelse. Det var slut med at være barn. Fra nu af måtte man leve i eksil.
Det var sommeren 1959.
Hvad skete der i juli måned det år? Ingenting tror jeg. Husker kun en ubehagelig fornemmelse af, at jeg skulle sendes væk – skæres af træet ( for nu at udtrykke det bibelsk) – forvises. Jeg kunne ikke finde positive ord for det, der skulle ske i august.
En pigeskole – uha.
Og en kostskole.
Og langt væk.
Og alene.
Og tre år.
Meget har jeg fortrængt.
Men foråret husker jeg. Den lykkelige tid. Her var lyset klart og vinden et langt kærtegn.
Der var selvfølgelig en realeksamen.
Det ville gå OK med den mundtlige eksamen. Den var jeg ikke nervøs for, her kunne jeg jo snakke mig fra det meste. Værre med den skriftlige – bogstaverne ville ikke altid (sjældent) falde, som de skulle, og jeg kunne ikke rigtig se det. Trods effektive kurser var jeg stadig ikke god til at stave.
Men jeg havde alligevel så stor tillid til mine egne evner, at det lykkedes mig at få overtalt far og mor ( husker nogle svage protester) til at lade mig og min bror og en god kammerat stikke af midt i den lange læseferie. På cykel ud i det blå. Med soveposer og kogegrej.
Jeg ved ikke, om vi bildte de rare forældre ind, at vi skulle læse på stranden. Men de var nu meget liberale i deres børneopdragelse, og hvis vi fandt det i orden at tage ud i naturen i stedet for at boge den bag nedrullede gardiner, så var det i orden med dem.
Vi læste selvfølgelig ikke på den strand. Vi levede så vidt jeg husker ganske ubekymrede i nogle herlige dage og nætter. Boede på stranden – sov på det hårde sand, vejret var med os. Jeg ved ikke, hvor længe vi levede som halvvilde, men det føltes dengang og huskes i dag, som var det selveste evigheden.
En morgen vågnede jeg, lige før solen stod op og lå længe og betragtede det fantastiske naturfænomen derude, hvor himlen og havet langsomt blev sat i brand af en sol, der endnu ikke var krøbet over kimingen. Så bragede ildkuglen op. Og jeg tænkte på Jakob Knudsens smukke salme, og hvor lykkeligt, det må have været for ham og senere for os, at han kunne finde netop de ord, der gengav oplevelsen så smukt. Det er jo det, store digtere kan. Jeg husker, at jeg havde lyst til at synge højt, men ved siden af mig lå to snorkende drenge, så det ville nok ikke have været populært. Så sov jeg vist igen. Dengang kunne man jo sove når som helst og hvor som helst.
Solodanserinde Ulla Poulsen, dengang kendt i hele Danmark ( og i udlandet) havde sommerbolig tæt ved, og en aften kom hun ned til os. Vi var i færd med at tilberede et måltid mad. Hvad maden bestod af, har jeg glemt, jeg husker kun kartoflerne, som vi kogte i havvand. Hun syntes, at det var morsomt, at vi boede på stranden. Der var vi helt enige.
Så var der jo alligevel den realeksamen. Den var lidt plagsom at tænke på. Den skriftlige del var klaret, og jeg syntes i grunden, at det var gået rimeligt. Stilen var sjov at skrive – jeg husker ikke den præcise formulering, men den handlede om menneskets vilkår i en moderne verden, og jeg husker, at jeg tog udgangspunkt i Ole Sarvigs digte, som jeg heldigvis kunne nogen stykker af udenad. Det her citat satte jeg som overskrift og brugte det til at at illustrere det ”nye menneskes” fremmedhed i verden: ”Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af en ukendt art.” Trods alle stavefejl fik jeg topkarakter for den opgave.
Her ses vi på vej hjemmefra. Anders, Hans Bodilsen og mig – vi var et fint trekløver dengang.
 


Og ankommet til naturen, der tog smukt imod os.

Klart, at Anders lavede mad. Her kommer han med en gryde et eller andet.

Og om aftenen sad vi om bålet og snakkede til det blev dunkelt – mørkt blev det jo ikke i maj.
 

SOM JEG HUSKER DET 1 – SILKEBORG


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget forskelligt. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det emne, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com
I nogle indlæg – jeg ved ikke hvor mange – vil jeg forsøge at fortælle lidt om mit liv. Mest for mig selv måske – et forsøg på at erindre nogle episoder og mennesker, som har haft betydning i mit liv. Det vil blive springende – har tænkt at lade tastaturet tikke, som det selv vil og så bare forsøge at følge med.
Jeg har selvfølgelig som alle andre forfattere haft lyst til at skrive om MIT LIV – men altid syntes, at det skulle jeg ikke. Selv om alle gør det i dag mere eller mindre åbenlyst, selv de helt unge: de kalder det auto-fiktion og dækker sig ind på flere måder, men indrømmer altid, at det er mere auto-end fiktion. Og de erkender jo blot med den betegnelse, at man ikke kan skrive om sit liv uden at det OGSÅ bliver fiktion.
Per Højholt sagde, at man ikke måtte tage af Hovedstolen – det biografiske stof skulle man lade ligge.
B. S. Ingemann skriver som gammel sine memoirer og han siger omtrent det samme. Fortæller, hvorfor han hidtil at veget tilbage fra at gøre det forsøg. Og da han endelig gør det i sin LEVNETSBOG, så skaber han distance, ved at skrive i 3. person. Drengen … og han …
Han skriver i sin indledning:
Han ( =Ingemann) sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at gjøre den store verdslige Porteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaabegivender Interesse for hin store idelig omvexslende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning.
Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Og nu gør jeg det så alligevel. dog tøvende og med den fortrøstningsfulde forvisning, at det sker på min blog, hvor jeg “ideligt” kan smide i papirkurven.
I den første episode er vi i Silkeborg, og jeg er lige blevet “sendt på kostskole” . Har egentlig aldrig fundet ud af, hvorfor? Gætter på, at jeg var for strid at have gående i folden derhjemme. Men det synes jeg nu set i bakspejlet ikke, at jeg var. Sær var jeg jo nok. Men så var det 3 andre faktorer:a) jeg ville gerne læse, sad altid med snuden i en bog – og så skulle jeg vel være student – b) far havde råd – c) mor havde gået på Silkeborg Husholdningsskole i 1930’erne, og egnen stod altid for hende som fortryllet af skønhed og glæde.
For mig blev det jo noget andet.
Men jeg kom altså til Silkeborg.
Og da så jeg sådan her ud og var 15 år:

SOM JEG HUSKER DET
FØRSTE AFSNIT
Jeg står i en skov. Jeg kender ikke ret meget til skove. Der, hvor jeg kommer fra, vokser der kun få træer, og slet ikke nok til, at de kan danne en skov, knap nok en lund. Skønt, en lund er der faktisk i min barndoms by. Bannerslund. Ja, sådan hedder gården, der ligger midt i en klynge træer, bøgetræer vist nok, der ikke fylder stort mere end 100 Meterskoven i Peter Plys. Og det er proprietæren, der ejer hvert eneste træ og hver eneste blomst, det er noget, jeg ved, for om foråret, mens sneen endnu ligger som små klatter snavs i vejkanten, går jeg derop med mine kammerater, og vi stjæler de første anemoner, og det er med beklemt hjerte, at vi forærer dem til vores mor. Et grønt og hvidt flor af forår og synd.
Men nu befinder jeg mig altså i en skov, og det er mange år senere. Og et helt andet sted naturligvis. Og selv om det blæser i dag, og selv om jeg lukker øjnene og lytter, så hører jeg ikke bølgerne brække ind over strandkanten, for her er hverken hav eller strand, og vinden får aldrig rigtig fat. Det er en venlig vind, der blæser her, og den rusker ikke i de grønne trætoppe, får dem højst til at svaje lidt usikkert. Og jorden er ikke dækket af det stride marehalm, der skærer i huden, når man løber barbenet, men af det blødeste mos.
Ja, alt her er så fint og blødt. Og søerne blinker – blide, som Thøger Larsens moderøjne, og bøgen spejler sin top i bølgen blå. Det er den rene H.C. Andersenidyl.  Bare er det ikke en rigtig bølge, men blot en krusning på søens overflade.
Jeg er i Silkeborg. Silke, det er ikke lige det stof, jeg kender bedst, jeg går aldrig i silke. Er slet ikke nogen rigtig pige. Og jeg bærer helst bluejeans og ternet skjorte og lader den flagre uden på bukserne, men jeg får hurtigt lært, at sådan klæder en pige sig ikke. Jeg må lære at optræde sømmeligt, og rektor sender mig op på værelset for at skifte til kjole. Jeg skal huske på, at jeg er en pige.
Jeg gider ikke være en pige.
Nu bor jeg ikke hjemme. Ikke i det røde hus i den lille fiskerby. Jeg bor i Silkeborg. I en herskabelig bygning af samme fornemme kaliber som 1800-tallets asyler for sindsyge og vanartede. Blot ligger denne her i en by, som ganske vist knap nok var en rigtig by, da den blev bygget.
Det er en pigekostskole. Af de finere endda. Prinsessernes kusine har gået her, og der er adelige navne på nogle af dørene. Det er Th. Langs Kostskole. Og min far har råd til at sende mig, for fiskeriet har givet godt, og han har tjent gode penge.
Og nu skal der altså gøres en pige ud af mig. Eller måske bare en studine. Jeg vil hellere være Robin Hood og forsvinde dybt ind i Sherwoodskoven og aldrig mere møde op til middagen i den pæne kjole i den pæne spisestue med de mange pæne piger fra pæne hjem og tykke frøken Markussen og lillebitte rektor, der forsøger at trone for bordenden. Men jo næsten ikke er til at få øje på. De andre frøkener er grå og spinkle og vist nok rare. En af dem har været missionær i Syrien. Jeg ved ikke, om rektor er rar, kun at hun er lille. Og at frøken Markussen er stor og skræmmende. Og om aftenen kommer hun luskende hen ad den lange smalle gang, og hun åbner dørene en for en og kigger ind i værelserne og skælder ud, hvis hun hører stemmer, for efter kl. 22 må man kun ytre sig i søvne. Hun skal sørge for ro og orden.
Det er den første aften på skolen, og klokken har for længst passeret 22, og vi snakker. Jeg bor sammen med Gertrud. Og det er mit første held.
Senere kommer der andre, men i begyndelsen opfatter jeg alt som et kæmpe uheld. Og jeg forstår ikke, hvordan jeg skal holde det ud i tre år. Det er en evighed. Og jeg vil ikke være her. 
Vi ligger i sengene og snakker. Allerede den første aften, da lyset er slukket, og vi skal sove og jo ikke kan, for vi er så skrækkelig fremmede for hinanden og for alt det andet omkring os. Og alene. Så spørger vi forsigtigt til hinandens liv og finder ud af, at vi begge holder af at læse. Og vi forvilder os ubesværet ind i en lang, snørklet snak om HOLBERG og komedier og hvor herligt teateret er. På en måde snakker vi om dansk kulturarv, men det ved vi ikke. Vi er kort sagt forud for Brian Mikkelsen og Bertel Haarder og deres berømte kanon(er).
Gertrud har langt mere dannelse end jeg, hun ved mere om “rigtig” litteratur, for hun har en belæst far. Min far er ordblind og læser mest fiskerinoteringer, men vi nærer den samme glæde over ord og de verdener af magi, de skaber. Og vi snakker højlydt og glemmer, at vi er fremmede. Midt i vores glade snak, bliver døren listet op, og et kæmpe uhyre står i åbningen og fylder den og os med skræk, men hun bliver alligevel venlig og falder næsten til ro, da Gertrud fortæller hende, at vi taler om Holberg og hans betydning for dansk kultur. Hun siger i al fald noget i den retning. Så bliver lærerinden helt stille og lister af igen. Bedre høst næste gang, tænker hun måske.
Senere får vi hende til gymnastik, og endnu den dag i dag kan jeg have mareridt, hvor jeg drømmer, at jeg pjækker fral hendes timer. Og somme tider bliver jeg fanget og tvunget til at gå kålormegang til valsetakter, der hamres på et ustemt klaver, mens “Musen” skælder og smælder. Og jeg er ved at dø af skræk og skam.
 
TH. Langs Kostskole – nogle billeder

Kostskolepigerne sommeren 1959. Det er Gertrud, der sidder nr. 5 fra højre, og jeg sidder ved siden af hende. I billedets midte rektor og nr. 2 stående til venstre for hende er frk. Markussen alias Musen. Længst til højre i række 2 står den frøken, som havde arbejdet som missionær i Syrien. Jeg husker ikke mere hendes navn – hun var så aldeles anonym, og jeg har aldrig vekslet et eneste ord med hende. Typisk i øvrigt at der aldrig var nogen samtale. Selv om jeg boede på skolen i 3 år, så snakkede jeg ALDRIG med de frøkener, der vist nok skulle forestille at være os i forældrenes sted. Vi var jo ikke voksne. Den yngste var 11 år, og jeg var 15. Hvor sørgeligt.
Har lige genlæst Suzanne Brøggers Crème Fraiche. Kan ikke lade være at undre mig. Vi gik i al fald et ( måske to) år sammen på skolen, men jeg genkender uhyre lidt af det, hun skriver. Husker, at da bogen kom, sagde Gertrud til mig: “Du skulle skrive en bog om TH. Lang. Det ville blive en helt anden bog.” – Ja, det ville det.
Jeg citerer et par steder herunder. Her er først hendes indtryk af Musen, som hun kalder Magnussen, måske for ikke at hænge hende ud med navn – det er det eneste navn, hun laver en smule om på. Jeg ved ikke hvorfor. Men her er altså et citat fra side 152 i udgaven fra Gyldendals Bogklub (1983):
Citat:
Jeg har aldrig kendt en som Frøken Magnussen, der i den grad mestrede at holde halvtreds piger under pisken, søvnløse af angst, dirrende som espeløv af rædsel ved tanken om at blive grebet i en eller andet synd, som f.eks. at gå i shorts på en sommersøndag. Frøken Magnussen “ønskede ikke at se os nøgne eller på anden måde afklædte”. …
Jeg så hende en sen aften liste ned ad den lange gang på strømpefødder med rågummiskoene i den ene hånd, mens hun standsede op foran hver en dør, lyttede, bøjede sig ned for at se gennem nøglehullerne om der var lys. Hun skulle jo undersøge om der var lys, det var jo hendes job. Der måtte jo ikke brænde lys efter ti. Og det vidste vi jo godt. Nå.
Selv jeg som normalt er ret ligevægtig, blev i begyndelsen et nervevrag på grund af Frøken Magnussen. Jeg rystede af angst. For hvad? For hende? For at hun skulle slå mig med linealen? …( citat slut)
Jeg rystede for temmelig meget i den første tid på skolen. Frøken Markussen var kun en af de mange farer, jeg syntes der lurede i alle kroge. Men der kom lys i krogene efterhånden, det meste var indbildning, og jeg holdt helt op med at frygte de mennesker, der var omkring os. Det gjaldt også stakkels, tykke Frøken Markussen.
En af de lærere, som jeg kom til at holde af, hed hr. Berg. Han afløste hr. Hammerich, som nærede en dyb og inderlig foragt for mig: “fiskerpigen” fra Strandby – der på ham virkede både forvirret og useriøs. Jeg var ordblind og fik dumpekarakter i skriftlig engelsk. Så måtte jeg være dum til alt, mente han. Jeg skjulte så vidt muligt mit handicap i gymnasiet, selv om jeg havde gået til ordblindeundervisning i flere år og vel sagtens kunne have fået papir på, at jeg ikke var dum, blot en smule blind.
Så kom Berg. I 3. g. og han var anderledes. Fandt hurtigt ud af, at jeg brugte mine eftermiddage på at læse Burns, Worthwords og Coleridges digte, ja, faktisk kunne nogle af dem udenad. Og i det hele taget slugte alt den litteratur, jeg kunne få fat i. Det var hans fortjeneste, at jeg fik overrakt en flidspræmie til translokationshøjtideligheden i 1962. Husker, at jeg var skrækkelig flov over den præmie. Jeg var jo ikke flittig. Nærmere en halvdoven drømmer, der gik rundt i sin egen indre verden.
Og i læsetiden læste jeg alt andet end lektier. Men jeg læste selvfølgelig, så måske var jeg alligevel ikke doven. Men vågen var jeg nu langt fra.
Her er i al fald et billede af hr. Berg. Vi tiltalte lærerne med “hr.” og var naturligvis “Des” med dem. Der var tilbørlig afstand. Berg var alt for rar, og pigerne drillede ham. Han havde ikke en god tid på skolen, tror jeg. Senere begik han selvmord.

Jeg husker ikke mere navnene på mine klassekammerater. Jo, på de fleste, men ikke alle. Det er nok karakteristisk, at jeg har glemt dem. De 54 år, der er gået siden dengang har jeg bl.a. brugt på at glemme kostskolen. Men den optræder dog ofte i mine drømme og ikke altid som et mareridt. Det hænder, at jeg (i drømmen) længes tilbage og får tilbuddet om at begynde forfra. Det tager jeg altid imod.
Her et billede fra en dansktime: Jeg sidder sammen med Wandy Tworeks datter Winnie, som jeg husker som en utrolig sød og venlig pige. Den anden pige er Helle Vibeke Trolle Schulz, der også var en personlighed, man ikke glemmer. Begge er kostskolepiger:

 

Læseoplevelser

Velkommen til min blog, der er en blanding af mange emner, men hvis indhold, du kan orientere dig om på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com
 

 Skagen 2016

Læsning

 
Undertiden er en læseoplevelse mere end bare det. Noget i retning af en åbenbaring, noget, man slet ikke havde drømt om, eller måske netop drømt om.
Der er langt imellem, at den slags rammer en, også selv om man er en sulten læsehest, der gumler på litteratur hele tiden. Men denne vinter har jeg haft hele to uventede bogrejser, der bevægede sig ind i egne af stor og grum skønhed. Og da jeg nåede til vejs ende, var jeg ikke helt den samme,, som da jeg begyndte på det første kapitel.
Som forfatter kan man ikke andet end tænke: tænk, om jeg kunne skrive sådan.
Skrive, som om Gud fandtes i tastaturet og det blot var et spørgsmål om at ramme de rigtige taster.
Litteratur er selvfølgelig ikke Gud. Men somme tider forledes man alligevel til næsten at tro det. Guddommeligt, det er i al fald et ord, der passer her. ”I begyndelsen var Ordet” – sådan indledes Johannesevangeliet. Ja, og gamle Grundtvig vidste det, og han vidste også, hvor smerteligt, det kunne være at befinde sig så tæt på det sublime. Og så alligevel ikke kunne nå det: ”Når skyggen er ligest, da hulke de små, der stirrer derpå.”
Jeg er ikke så meget for det med at hulke. Der kunne ellers være god grund til det for hovedpersonen i den første af bøgerne. Det er faktisk hele 5 bøger. Men de er slugt på ingen tid. Synes jeg i al fald, og jeg glæder mig til at genlæse dem. Igen og igen.
 

Edward St Aubyn: Patrick Melrose-romanerne

 
Der er tale om 5 romaner, ”Glem det”- ”Dårligt nyt” – ”En smule håb” – Moders mælk” ”Til sidst”. Romanerne skulle være biografiske – det er nu aldrig det interessante ved en bog, synes jeg – om den er biografisk eller ej – Knausgårds “Min Kamp” skulle jo også handle om forfatteren selv, hvilket på ingen måde gør den til en stor læseoplevelse, siger jeg efter at have kæmpet mig igennem den første bog og opgivet de følgende. Kedeligt skrevet og jeg jeg jeg jeg og ikke ret meget andet end jeg og så jeg igen – og sproget – bevares, det fejler ikke noget, men det er ikke stor litteratur.
Melrosebøgerne handler om meget andet. Og er stor litteratur.
Jeg fik lyst til at læse bøgerne, fordi jeg havde nydt Downton Abbey serien. Serien er forfattet af en englænder, der selv hører til den adelige del af overklassen. Og han skulle vel så kende miljøet indefra og derfor kunne give et realistisk billede af det gode gamle engelske aristokrati. Og samtidig et vellignende billede af de ”tjenende” klasser. Downton Abbey er kort sagt det engelske klassesamfund set gennem briller, der glimter af sympati og velvilje.
Mig mindede serien om vores egen Matador. Underholdende på akkurat samme lidt overfladiske måde.
Melrosebøgerne er også skrevet af et medlem af samme engelske overklasse. Derfor læste jeg om end tøvende ( for jeg vidste, at den (også) handlede om vold) den første Melrose-bog og blev jo fanget. Her er et ganske andet billede af overklassen end i D.A. Enhver form for idyl og hygge er borte. Eller måske ikke helt, for den første bog ”Glem det” er set fra en drengs synsvinkel. Ellers havde man sikkert heller ikke kunnet holde ud at læse den til ende. Miljøet er gruopvækkende. Familien Melrose og deres omgangskreds tilhører det engelske aristokrati, og de lever i en verden gennemsyret af dekadence, snobberi og ondskab. Og her vokser drengen Patrick op. Han er hovedpersonen, som man følger i alle 5 romaner. Faderen David er den værste – han er sadist og øver sig flittigt på kone og børn. Det første barn dræber han, og det næste, Patrick, overlever mirakuløst.
Efter den beskrivelse, jeg har givet ovenfor, tror jeg, at de fleste har alt andet end lyst til at læse de bøger. De må jo være forfærdelige. Det er de også, og så alligevel fantastiske – som sagt. Og det skyldes jo flere ting. For det første er der humoren. Man griner højt. Det er bedre end at hulke. Og desuden: I den første bog får man alt sanset gennem et barn, som ikke helt forstår, hvad der sker, og som ikke kan bære, at det sker, og derfor fortrænger og digter om, og så føres læseren (gudskelov) også på vildspor.
Jeg vil ikke fortsætte handlingsreferatet – læs den selv.
Jeg vil skrive et par citater, der belyser miljøet, som drengen vokser op i. Men det følgende citat er fra bogens slutning, for det er nemlig først her, det går op for Patrick, hvad der egentlig foregik i hans barndom. Hans mor er død nu, og sorgprocessen efterfølges af en krise: en slags bevidsthedsgørelse, der også er en frisættelse af Patrick, så man på sidste linje er ret sikker på, at han faktisk får et godt liv. Med en sympatisk familie. Hans egen nemlig: kone (måske) og to børn ( helt sikkert).
Citat fra side 371 i Til Sidst: ( Patrick kommer fra sin mors begravelse. I bilen genoplever han nogle af de fortrængte oplevelser i barndommen)
Hans (Patricks) krop var en kirkegård fuld af begravede følelser, og de symptomer, den udviste, klumpede sig sammen omkring en bestemt grundlæggende rædsel, på samme måde som den gruppe kirkegårde, de lige var kørt forbi, klumpede sig sammen omkring Themsen. ( Citat slut)
( Citat): Han huskede den gang, han tre år gammel stod ved kanten af swimmingpoolen i Frankrig og kiggede på vandet med ængstelig længsel og ønskede, at han kunne svømme. Pludselig mærkede han, at han blev løftet i vejret og smidt højt op i luften. I rædslens slowmotion, hvor den masse af indtryk, den panikslagne bevidsthed registrerer, fortætter tiden, brugte han al den vantro og rædsel, der strømmede gennem hans sprællende krop, til at holde sig på afstand af den dødbringende væske, han så tit var blevet advaret mod at falde i ved et uheld, men straks efter styrtede han ned i druknebassinet, sparkede og slog om sig i det tynde vand, indtil han til sidst kom op til overfladen og trak lidt luft ind, før han igen sank. Han kæmpede for livet i et kaos af spjætten og gylpen – sommetider slugte han luft, sommetider vand – indtil det omsider lykkedes kam at få fat i bassinets ru stenkant med fingrene, og han begyndte at hulke så stille som muligt. Han undertrykte sin fortvivlelse, fordi han vidste, at hans far ville gøre noget meget voldsomt og ubehageligt, hvis han lavede for meget støj.
David sad med solbriller på og ryggen til Patrick og røg en cigar med en gullig sky af pastis foran sig på bordet, mens han priste sine egne opdragelsesmetoder over for Nicolas Pratt: stimulering af overlevelsesinstinktet, udvikling af uafhængighed, modvægt til moderlig pylren; alt i alt var fordelene så indlysende, at kun hobens dumhed og fejhed kunne forklare, hvorfor ikke alle treårige blev smidt ned i den dybe ende af en swimmingpool, inden de havde lært at svømme ….(citat slut)
Citat side 374:
Patrick fik kvalme af at måtte opgradere sin fars grusomhed til kategorien ”drabsforsøg”, men mærkede en endnu større modvilje mod at give afkald på det syn, han som barn havde på sin mor som medoffer for Davids rasende ondskab. Den dybere sandhed, at han havde været er redskab i dine forældres sadomasochistiske forhold, havde han ikke kunnet rumme før nu. Han havde klamret sig til den sølle trøst, det var at tro, at hans mor var en kærlig kvinde, der havde kæmpet for at opfylde hans behov, frem for at indrømme, at hun havde inddraget ham i sin egen trang til at blive ydmyget. ( citat slut).
Her kommer til sidst et citat fra Moders Mælk side 192. Familien ( Patrick, konen Mary og to sønner) er i New York, og det første de oplever er amerikansk fast food på en restaurant, hvor drengene får en pizza, de synes ligner og smager som en ble.
(Citat): ”Jeg er ked af det med Venus Pizza,” sagde hans far. ”Efter det og efter at have købt ind i Carnegie Foods og set et par timer af det her kriminelt dårlige kabel-TV, er jeg nået frem til, at det måske er bedst, hvis vi faster, mens vi er her. Industrielt landbrug ender ikke på slagteriet, det ender i vores blodårer, når Henry Fors madmissiler er blevet slynget ud af burene og ind i munden på os og har opløst deres væksthormoner og genmodificerede foder i vores stadig mere skrantende kroppe. Selv når maden ikke er ”fast”, kommer regningen prompte og sender de dovne ædedolke tilbage til gader fyldt med tilbud om snacks. Når alt kommer til alt, befinder vi os på det samme transportbånd som de plukkede, elektrisk henrettede kyllinger.” ( citat slut.)
Den næste bog, jeg vil omtale er mildest talt i en helt anden kategori – emnemæssigt og sprogligt. Men ligeså fremragende efter min mening. Det er Mailynne Robinsoms Gilead.

Marilynne Robinson: Gilead

Denne roman er skrevet som et langt brev fra en dødende far til sin søn. Ideen er ikke særlig original, men det er bogen. Den handler, og nu lyder det jo igen trivielt, om kærlighed og godhed..
Hovedpersonen er en gammel præst, der i sin alderdom har giftet sig med en ung kone, og de har sammen en lille søn. Det er til ham, præsten skriver.
Mens David i Melrosebøgerne var et billede af den totale ondskab, så er billedet af den gamle præst det modsatte. Han er den totale godhed.
Dostojevskij skrev “Idioten” om det totalt gode menneske. Og det har været en svær bog for ham at skrive, for det er næsten umuligt at gøre det troværdigt og interessant – intet er så kedeligt (litterært) som et godt menneske. For godhed, helt ærlig! Nej, lad os se de onde drifter i fuld udfoldelse, så har vi spænding, og der vil ske en masse dramatisk.
Det lykkes Robinson at skabe det gode menneske uden at snuble over banalitet og sentimentalitet og uærlighed.
Måske fordi spændingen mellem godt og ondt, der driver alle litterære mesterværker også er drivkraften her. Vi oplever grusomheden i borgerkrigen, vi oplever fattigdom og anden armod og naturens piskesmæld rammer de uskyldige. Der er nok af ondskab i bogen.
Det er i romanen en modperson til præsten: naboens søn Jack. Han er en slags omvendt spejlbillede af præsten ( de hedder også det samme) Jack handler ondt.  Præsten kan bogen igennem ikke forsone sig med Jack. Han afskyer ham, indtil et bestemt punkt, hvor romanen vender, og præsten begynder at forstå det “syndige” menneske.
Det hele er med.
Man oplever også en stærkere og smukkere tro på Gud end i nogen bog, jeg har læst. Manden er jo også præst.
Her et citat fra en prædiken: Den handler om Abraham
(Citat side 117) ”Jeg begyndte med at påpege ligheden mellem historien om Hagar og Ismael, der bliver sendt ud i ørkenen, og Abraham der begiver sig af sted med Isak for, som han tror, at ofte ham. Min pointe var, at Abraham i virkeligheden bliver pålagt at ofre begge sine sønner, og at Herren i begge tilfælde sender engle, der i det kritiske øjeblik griber ind for at redde barnet. I begge historier spiller Abrahams ekstremt høje alder en vigtig rolle, ikke kun fordi han næppe kan håbe på flere børn, eller fordi børn i alderdommen er usigeligt dyrebare, men også fordi enhver far, og i særdeleshed en gammel far, i sidste ende må overgive sit barn til ødet og stole på Guds forsyn. Det kan næsten virke som en grusomhed for den ene generation at avle en ny, når forældre kun kan sikre deres børn så lidt, og selv under de bedste omstændigheder kan give dem så lidt sikkerhed. Det kræver stor tillid at give sit barn fra sig, det kræver, at man stoler på, at Gud respekterer forældrenes kærlighed til drengen, og at han forsikrer dem om, at der virkelig er engle i ødet.”
 
Et af de smukkeste steder i bogen er der, hvor det går op for præsten, at hans følelser for Jack vender. Der, hvor han ved, at Jack ikke selv er skyldig. At han lider under sin egen ondskab. Jeg vil citere et par steder. Her, hvor Jack nærmest flygter fra sin fars dødsleje, selv om dennes højeste ønske er at hans (den fortabte) søn skal være hos ham i den sidste time.
(Citat side 216): Jack er på banegården på vej væk. Præsten når lige at få fat i ham.
”Så standsede han op og så på mig. ”Du ved godt, at jeg nu igen gør det værst tænkelige,” sagde han. ”Fordi jeg rejser. Glory (=hans søster) tilgiver mig aldrig. ”Det er dråben”, siger hun. ”Du kunne simpelthen ikke finde på noget værre.” Han smilede, men der var ren frygt i hans øjne, en slags forfærdelse, og hvorfor ikke? Det var jo også forfærdeligt, det han gjorde her, når han ville lade sin far dø uden ham. Det var den slags kun hans far kunne tilgive ham.”(Citat slut)
Lidt senere på siden:
(Citat) “Jeg vidste ikke, hvad jeg nu skulle sige, men jeg ville heller ikke gå fra ham, og under alle omstændigheder var jeg nødt til at sætte mig ved siden af ham på bænken på grund af mit hjerte. Der sad vi så. ”Hvis du vil tage imod et par dollars,” sagde jeg, ”så vil du gøre mig en tjeneste.”
Han lo, ”Det kan jeg nok godt se mig i stand til, ” sagde han.
Jeg gav ham fyrre dollars, og han beholdt de tyve og gav mig tyve tilbage. Vi sad en tid.
”I virkeligheden vil jeg gerne, ja, velsigne dig,”, sagde jeg så.
Han trak på skuldrene. ”Hvad ville det indebære?”
”Tja, som jeg ser på det, ville det indebære at jeg lægger min hånd på dit hoved og beder Gud om at være med dig. Men hvis det er for pinligt – ” Der var et par folk på gaden.
”Nej, nej,” sagde han. ”Det gør ingenting.” Og han tog sin hat af og anbragte den på knæene og lukkede øjnene og bøjede hovedet, støttede det nærmet mod min hånd, og jeg velsignede ham af al min magt, hvor den så består, idet jeg selvfølgelig lyste velsignelsen fra Fjerde Mosebog  ”Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!” Smukkere kan det ikke tænkes, eller udtrykkes klarere eller mere rammende, for den sags skyld. Da han hverken åbnede øjnene eller løftede hovedet, sagde jeg: ”Herre velsign John Ames Boughton, denne højtelskede søn og bror og ægtemand og far.” Så rettede han sig op også på mig, som om han vågnede fra en drøm.
”Tak, hr. Pastor,” sagde han, og hans tonefald fik mig til at tro, at det for ham måske tog sig ud, som om jeg med vilje havde nævnt alt det, som han ikke længere var, selv om det var det, jeg mindst af alt tænkte på, ja, det fuldstændig modsatte af min hensigt. Men jeg sagde, at det var en ære at velsigne ham. Og det var også fuldkommen sandt. Sandt at sige ville jeg læse teologi og blive ordineret og tilbagelægge alle de mellemliggende år bare ofr at opleve dette ene øjeblik. Han mønstrede mig, som han har for vane.  Så kom bussen. ”Vi elsker dig alle sammen, ved du, sagde jeg, og han lo. ”I er de rene engle,” sagde han. Han standsede på trinnet og lettede på hatten, og så var han borte. Gud velsigne ham.
 
David i Melrosebøgerne og Jack i Gilead er fælles om en ting: de handler ondt, de gør onde gerninger. Og begge bøger slutter med, at hovedpersonen tilgiver dem alt det slemme, de har forvoldt deres medmennesker.
Det er stærke sager.
Patrick indser, at den, der har lidt mest er David. Og præsten indser, at den, der har lidt mest, er Jack ( kaldes Jack i bogen, men er døbt John).
Hos begge vinder ømheden for det svage menneske over hadet til det onde menneske.
Jeg vil slutte med et citat fra Melrosebøgernes sidste side, hvor Patrick i tankerne har været igennem sin barndom og genoplevet, eller måske for første gang virkelig oplevet omfanget af de mange svigt.
(citat side 434): ”Trods alt var han ikke et spædbarn, men en voksen mand, der oplevede spædbarnets kaos vælde op i sin bevidsthed. Idet medfølelsen voksede, kom han til at betragte sig selv på lige fod med sine formodede plageånder, så sine forældre, der syntes at være grunden til hans lidelse, som ulykkelige børn med egne forældre, der syntes at være grunden til deres lidelse: Der var ingen at klandre, alle havde brug for hjælp, og de, der tilsyneladende bar mest skyld, var dem, der havde mest brug for hjælp.
 

Kronik i Amtsavisen lørdag d.30/1 2016

Velkommen til min blog, der er en blanding af mange emner, men hvis indhold, du kan orientere dig på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com

Skagen Bibliotek 2015

Billedet er taget af Lars Rasborg

For at læse artiklen skal du klikke med musen, indtil den når en læselig størrelse.

Tanker i anledning af en mindedag

Støvring 1999

Randers 2015

NOGLE TANKER I ANLEDNING AF EN MINDEDAG
I går var det 71 års dagen for koncentrationslejren Auschwitz’ befrielse. Hvilken befrielse!?
 
Primo Levi har beskrevet den i bogen: ”Hvis dette er et menneske” – og det er langt fra at være en fortælling om en befrielse. Lejren blev åbnet, ja, men ingen stod parat til at modtage for de forpinte skeletmennesker, der nu blev ”befriede” – ( nu ser vi bort fra “de hvide busser”, som var et skandinavisk fænomen) Nej, de fleste blev tværtimod overladt til sig selv, og mange af dem til en trøstesløs og lang vandring efter et sted, de kunne være. De var prisgivet flygtningens udsigtsløse liv.
Selv kom Levi først hjem efter endeløse måneder på flugt. Ingen steder var de velkomne. Man skal huske, at antisemitismen ikke forsvandt med et pennestrøg, selv om krigen hørte op. Mange af Levis medfanger omkom på flugten af sult, kulde og udmattelse, og andre (som Levi selv) forvandt aldrig den skade, de havde lidt. De begik selvmord, da de omsider nåede ”hjem”, hvor modtagelsen sjældent var hjertelig. Primo Levi fik dog skrevet tre bøger, inden han tog sit eget liv, og de vidner i dag om det, alle helst vil glemme: at vi mennesker under en tynd fernis af civilisation og humanitet stadig er brutale bæster.
Befrielsen blev kort sat en lang række rædselsår, der fulgte efter en lang række af rædselsår.
I tiden efter fik verden kun få vidnesbyrd om livet i lejrene. Mest var det billeder og enkelte skrifter. Sjældent mundtlige vidnesbyrd, for de overlevende talte helst ikke om det, de ikke kunne leve med, at de havde set og hørt.
Jeg havde en kollega, der ligesom jeg var lærer i fransk, og vi havde været sammen på kursus og været censorer for hinanden. Hun hed Arlette Levy Andersen, og jeg troede, at jeg vidste, hvem hun var, men det gjorde jeg ikke. Jeg anede ikke, at hun havde været i Auschwitz som ganske ung. Det gjorde de færreste, ikke engang hendes nærmeste familie. Den sorg var for stor. Den bar hun i tavshed. Indtil en dag for nogle år siden. Hun var blevet gammel, og nu begyndte hun først tøvende, men efterhånden mere og mere flydende at fortælle. Hun tog ud på gymnasier og fortalte. Og det blev også til en bog. ”Pigen fra Auschwitz”.
Pigen fra Auschwitz
Og sådan er der heldigvis mange, der de senere år har åbnet de sår, der ellers måske næsten var lægte, og som har fortalt så stærkt om det, de oplevede i kz-lejrene, at jeg håber, det vil få nye generationer til at forstå.
Nej, ikke forstå. Det er noget man ikke kan forstå. Men man kan vide det.
Vi SKAL vide det. Vi skal vide, at vi mennesker er i stand til at opføre os som svin. ”Hvis dette er et menneske.” – Ja, men det var det jo. Det var et menneske, der torterede og dræbte.
I de her dage er der kommet en dansk oversættelse af historikeren Gideon Greifs bog: ”Vi græd uden tårer.” Den har jeg ikke læst, men jeg ved, at den indholdsmæssigt ligger tæt på Levis bog, dog med den forskel, at Levi kom til Auschwitz som ung mand og selv gennemlevede alle rædslerne, mens Greifs bog er bygget på samtaler med fanger, der arbejdede med det mest modbydelige af alt tænkeligt – det var nemlig dem, der førte medfangerne til gasovnene og bagefter sørgede for cremering af ligene. Ja, bare det at sidde her og skrive det, får mig til at ryste på hånden.
Det er vild fiktion, kan jeg ikke lade være med at tænke. Det kan ikke være rigtigt, for så megen ondskab kan ikke tænkes i virkeligheden.
Faktisk er der store grupper overalt i verden, som fornægter holocaust.
Men det var virkelighed engang. Jeg har selv været i Auschwitz som besøgende på det museet der nu findes der.

Auschwitz. Foto fra 1991

Så onde har vi virkelig været engang. Så onde er vi stadigvæk. Så onde bliver vi ved med at være.
Nu skriver jeg VI.
Det var almindelige mennesker, der forfulgte jøderne. De havde almindelige liv. Almindelige hverdage med almindelige familier. Man kunne ikke se på dem, at de var onde. De betragtede ikke sig selv som onde. Deres venner og familier og landsmænd betragtede dem heller ikke som onde. Mange syntes, at de gjorde noget godt: Sørgede for, at de forkerte mennesker  – de onde jøder, de livsuduelige svæklinge, de dovne zigøjnere og flere andre uønskede grupper – forsvandt, så livet kunne leves af de rigtige. Smukt og uden pletter.
Hitler kaldte det ”die Entlösung”.
Det kunne vi aldrig gøre.
Jo, det kunne vi godt.
Hvis vi fik pisket en stemning op.
Hvis vi bliver overbevist om, at nogle bestemte mennesker er skadelige for vi andre.
Hvis vi begynder at synes, at vi er nødt til at stramme op – sørge for, at de ikke har det så godt, de uønskede, dem, der truer os. For de er jo helt forkerte, det kan vi godt blive enige om: de voldtager både kvinder og ytringsfriheden – og så er de terrorister.
De er ikke humane og rigtige som os.
Hvis de fik (=tog) magten her hos os, så er det færdig med os. Så har vi ingen velfærdsstat mere. Så mister vi friheden. Så mister vi alt, hvad vi har kært. Hør selv!
Jo, det er skam grund nok til, at vi skal være forskrækkede og glæde os over, at der er nogen, som vil stramme (g)rebet. At der så også er nogen, der bliver kvalt i det (g)reb, det kan vi da ikke gøre for.
Det er jo ikke os, der gør det.
De oversvømmer os, og er det ikke kloakvand, vi lugter?  – måske er de i virkeligheden rotter. Vi må passe på. Vi må stamme op. Vi må lukke øjnene for det, vi ikke vil se, og spærre dem op, så vi ser truslen.
Og vi kan slet ikke tillade os den luksus at tænke som kristne mennesker.  Kristendommen er direkte skadelig. Blødsødenhed og øllebrødsbarmhjertighed.
Den slags må vi overlade til GUD.
————————————————————————————————————-
ISLAMOFOBI OG ANTISEMITISME: to hæslige ansigter, der er begyndt at fylde alt for meget i alt for mange bevidstheder.
Jøderne er bange. Muslimerne er bange.
Det er nu, vi må holde fast i, at ingen kan defineres ud fra en gruppe: jøder er mennesker, muslimer er mennesker.
Hvad var det gamle Grundtvig sagde? : menneske først, kristen siden.
Det gælder også for de andre trossamfunds medlemmer: menneske først, jøde siden – menneske først, muslim siden.
——————————————————————————————————————–

En film – og nogle tanker

Støvring Bibliotek 1999

Skagen Bibliotek 2015

Hermed et indlæg, som egentlig ligger i forlængelse af det foregående, idet det også handler om demens.
Jeg så forleden den danske film ”nøgle, hus, spejl” af Michael Noer og med Githa Nørby og Sven Wollter i hovedrollerne. Hun var som altid suveræn, og når jeg alligevel sad med en fornemmelse af, at filmen ikke var vellykket, så skyldes det ikke skuespilpræstationerne og ikke drejebogen. Handlingen var OK. I al sin enkelthed var det denne:
Lilli er sammen med sin mand kommet på plejehjem. Han er lam efter en hjerneblødning og hun trives ikke. Så forelsker hun sig i en anden beboer, og han i hende. Hun liver op. Den historie er smukt fortalt. Lilli er begyndende dement og bryder sammen, da det går op for hende, at hun er syg. Filmen ender med, at de to gamle finder sammen på trods. En dejlig historie, synes jeg – jeg har næsten den samme i en af mine noveller: ”Kærlighed”, som står i ”Skyggelys”.
Nej, det, der gør filmen næsten ubærlig at se på, er kameraets insisteren på nærbilledoptagelser, sådan at man næsten hele tiden trækkes helt tæt på ansigterne, navnlig på Lillis ansigt. Det er der jo en ide i: Man tvinges ind i den syges fortvivlelse. Og fint nok, at man kan føle med hende, men det kunne gøres på en anden og knap så brutal måde. Film er i forvejen en medie, der virker voldsomt i forhold til andre former for fiktion – og her kommer man ublufærdigt tæt på den demente kvindes gamle, forgræmmede og med vilje synes jeg, forgrimmede ansigt, så tæt, at man kan tælle hvert hår på hagen og hver rynke i ansigtet og hvert et fejlanbragt sminkestænk. Det er i sandhed uskønt. Og gamle rynkede ansigter er ellers efter min mening i sig selv smukke. Men her forvrænges ansigtet med vilje og det ville gøre filmen til en bedre oplevelse, hvis det ikke havde været sådan.
En uvildig filmanmelder kunne jo sagtens regne det, jeg her kritiserer for en kvalitet ved filmen. Og måske er det bare mig, der er sart. Men da vi gik ud, kiggede jeg på medseerne omkring mig, og de så alle knugede og forgræmmede ud. Der var jo selvfølgelig heller ikke rigtig noget at grine af.
Slutningen, hvor de to gamle finder sammen i øm forening kommer efter min mening til at virke påklistret og utroværdigt. Nej, jeg synes ikke, det var en god film.

De mens = ude af sind – men ikke ude af sig selv

Støvring Bibliotek 1999

Skagen Bibliotek 2015

 
 
Gymnasielærer Mads Strarup skriver i Kristelig Dagblad d. 18. december 2015 en kronik om sin mor: Jeg har nu besøgt min mor for sidste gang”. Moren døde af alzheimer.
Jeg læste kronikken ret omhyggeligt, som jeg altid gør, når emnet er demens. Blev dog hurtigt klar over, at det ikke handlede om sygdommen, men om Mads Strarup og hans liv. Ved at fortælle om morens sygdom og sin egen reaktion på den, finder han ud af, at man kan skrive sig ud af ulykker og ind i glæden. (citat):
…”påmindelse til mig selv om at skrive, når livets omstændigheder rammer én. Skrive, når jorden skælver, men også når træerne vokser ind i himlen.”
Hans mors sygdom var (selvfølgelig) en ulykke for ham og ved at skrive om det, skriver han sig ud af ubehaget, fanger det og gør det til tekst, noget, man kan forholde sig til. (citat:) skrive for at indkapsle nuet og bevare en flig af det … som et snapshot af noget, der allerede nu har transformeret sig til datid.”
Godt nok. Han vil efter den indsigt sikkert skrive meget mere om sig selv og sit liv. Og få meget ud af det. Men vi andre vil få knap så meget ud af at læse om det.
Han skriver ikke meget om sin mors sygdom, han skriver i det hele taget ikke meget om sin mor. Han bestemte nemlig med sig selv, at han ville indskrænke sine besøg på plejehjemmet til et minimum, så han har ikke fulgt hende ind i demensforløbet..
JEG HAR IKKE besøgt hende meget i den tid, hun har boet på plejehjemmet – og nu hvor hun ligger på sit yderste er der ingen vej tilbage for den beslutning. Det var sådan, de sidste år af min mors og min fælles tilværelse her på planeten blev – og jeg fortryder det ikke. Det er ikke en hård eller for den sags skyld nedvurderende kommentar, men bare min måde at håndtere en situation og en omstændighed, som selv mine nærmeste venner har haft problemer med at forstå voldsomheden og dimensionerne af.”
Hvor er det synd! Og hvor er det almindeligt! Og hvor ville jeg ønske, at det kunne være anderledes! Den opfattelse, at man skal skære de syge væk, som man skærer en kræftknude væk, er kronikøren desværre ikke ene om. Jeg siger desværre, for ALDRIG har mennesker haft så meget brug for at mærke deres nærmestes kærlighed, som når de rammes af en sindslidelse. Og ALDRIG får de så lidt kærlighed, som når de rammes af en sindslidelse.
Det gælder alzheimer og det gælder alle andre sindslidelser. Jeg ved en smule om de ting: har selv haft en svær depression, og det var både skamfuldt og noget man undgik at snakke om. Og jeg har haft en kræftlidelse, og det kunne man snakke om, og fra alle sider strømmede det ind med sympati og medleven.
Og jeg har haft demenslidende i min nærmeste familie. Min mor havde alzheimer og min bror en vasculær demens efter en hjerteblødning. Og selvfølgelig var det hårdt at være pårørende, og selvfølgelig havde man somme tider lyst til at løbe skrigende væk. Smerteligt at se dem, man elskede så højt, blive så invaliderede. Sådan en fortvivlelsens dag sagde jeg til min brors læge: ”Jeg ønsker bare, at han snart vil dø.” Der blev en lang pause, så sagde lægen: ”Tænker du nu på dig selv eller på din bror.” Jeg måtte med skam indrømme, at jeg tænkte på mig selv. ”Ja, for din bror er glad for at være i live,”  sagde han. Og det vidste jeg jo godt. Især var han glad, når vi kom. Så lyste han ligefrem af glæde. Og lidt efter lidt kom en samtale i gang, som ikke som i gamle dage handlede om litteratur eller historie eller noget andet kulturelt eller politisk, men om det daglige liv omkring ham. Og især om kærlighed. Evnen til at holde af havde, han jo ikke mistet.
Med min mor var det ligesådan. Hun glemte til sidst, hvem jeg var, men hun lyste op, når jeg kom, og jeg nåede ind til hende hver eneste gang, og vi snakkede – hun havde ikke altid de rigtige ord, men hun forstod, at vi var midt i en dejlig samtale, der handlede om livet lige her og nu. Og især om kærlighed. Evnen til at føle, havde hun jo ikke mistet, og selv om hun ikke mere forstod, at jeg var hendes barn, så forstod hun, at jeg var en, der holdt af hende. Og det gjorde hende glad og tryg.
Jeg vil ikke skrive mere om det. Interesserede vil kunne finde stof andre steder på bloggen under kategorien ”demens”. De vil også kunne finde min bog om min mor på biblioteket: Skyggelys”.

 

Engle tegnet af Cecilia og Alexander julen 2015

Støvring 1999

Skagen Bibliotek 2015

Det er længe siden, der har været indlæg om engle på bloggen. Tobias og englen hviler på min indre harddisk – engang i mellem flyver en tanke ned på papiret – ja, jeg bruger papir til tanker. Og der tegner sig måske et skarpere billede af, hvordan den lille roman bliver. Foreløbig er den så absolut på fosterstadiet.
Men i juleferien bad jeg to af mine børnebørn tegne enten en engel eller en djævel. Og pigen tegnede sært nok en engel og drengen en djævel. Cecilia er 12 år og Alexander 9 år.
Cecilias engel:

 


 
Alex’ djævel:

 
Jeg fortalte dem den gamle historie om kampen mellem den gode Gud og hans onde engel Lucifer, der endte med en drabelig kamp, hvori Lucifer ( Satan, Djævelen – kært barn har mange navne) til sidst styrtedes i dybet og endte i Helvede. Hvordan han gik fra at være Guds Engel til Hells Angel. Den senere tegnede de også.
 
Alex’ version
 

Cecilias version: