Ung smerte



Kristelig Dagblad havde i går og i dag artikler om unges desværre alt for heldige forsøg på at skade sig selv. Det er ikke en rigtig nyhed for mig. Jeg var i mere end 20 år gymnasielærer og ofte valgt til klasselærer, selv om det hed noget andet dengang, og jeg har af og til hørt på unge, som var fortvivlede og ikke lige havde nogen at fortælle om det til. Og som mishandlede sig selv. Men det var en sjældenhed dengang, og jeg forstod det ikke. Husker f.eks. en unge pige, som var bange for at blive for tyk, og som sultede sig og nærmest lignede et skelet til sidst. Hun var tvilling og søsteren, der var mere robust, var rund og glad. Husker en anden pige, som skar i sig selv. Det skammede hun sig over. Det snakkede vi om.
Jeg havde min tavshedspligt og fortalte det aldrig videre. Der var også en dreng, som kom til mig med et alvorligt problem: han var bøsse, og det måtte far ikke vide – men han handlede ganske anderledes end pigerne. Han flyttede hjemmefra og tog tappert hul på sit eget nye liv. Det gør piger sjældnere – de bliver og lider og flytter altså lidelsen fra noget psykisk til noget fysisk. Noget der er til at bære og til at røre ved og endda, kan jeg nu læse i de seneste aviser, sejt at fotografere og lægge på nettet med det resultat, at andre piger med skrøbelige sind finder på at gøre det samme – sulte sig, skære i sig, brænde sig.
Men da jeg holdt op som lærer, gjorde jeg det så alligevel. Spredte budskabet. Det måtte ud, for det er vigtigt, men naturligvis udleverede jeg ingen af de unge personligt. Det blev i form af noveller, der handler om unge, der skader sig selv. Novellerne findes i samlingen Mellemlandet. Herunder kopierer jeg to af dem – og de er altså “gamle” men desværre endnu mere aktuelle end da jeg skrev dem.
Hvorfor underkaster unge sig smerte? Det er, fordi det gør ondt i sindet. Og de ikke mere kan holde det ud. Det lyder som et paradoks og er det jo også – med ondt skal ondt fordrives, tænker de unge, og går med lukkede øjne ind i en blindgyde. De giver sig ulykken i vold, og den kan så risikere at holde dem fast i det meste af ungdommen og måske ødelægge resten af deres liv.
Og forældrene er kun sjældent opmærksomme på fænomenet, og når og hvis de bliver det, er de ofte magtesløse.
Psykolog Lotte Rubæk udtaler i Kristelig Dagblad d.29 december bl.a. følgende:
Den selvskadende adfærd har rod i noget dybere og mere grundlæggende. Den er udtryk for en smerte hos et voksende antal unge, der føler sig pressede, utilstrækkelige og afmægtige. Deres smerte har så fået et udtryk i form af selvskadende adfærd, og den adfærd er uden tvivl blevet hurtigere og bredere udbredt via de sociale medier.”
Psykolog Bo Møhl mener, at den voksende selvskadning er en slags epidemi. Han skriver:( Kristelig Dagblad .28 december):
“Den her adfærd har udviklet sig til en regulær og smitsom epidemi, som har udviklet sig eksplosivt, fordi den i bogstaveligste forstand er gået viralt via nettet. Det enorme præstationspres, der hviler på de unge i dag mangedobles og forstørres på de sociale medier, og så smitter de hinanden.” 
Han har udgivet bogen: “Selvskade – psykologi og behandling.”
En ung pige ( Anna) skriver i Kristelig Dagblad 30/12 følgende: “Det giver en øjeblikkelig følelse af velvære, måske lykke, at skære i sig selv. Det er en form for fix.”  Anne er 13 år, da hun starter sin cut-karriere.

 I samme avis, står der, at 32% af alle unge mellem 18-25 år har skadet sig selv med vilje. Sådan var det garanteret ikke for 20 år siden, da jeg var lærer. Sådan er det i dag, og det er en eksplosiv udvikling, som vi ikke kan være ligeglade med.

Det er svært at finde en gyldig forklaring på, hvorfor det er blevet så alt for almindeligt at gøre sig selv fortræd. En af forklaringerne kan jo læses her ovenfor, men personligt, tror jeg det er langt dybere. Jeg mener, at de gamle værdier er borte og betydningsløse for de nye generationer. Her har solidaritet, medfølelse og tro mistet sit værd. Det drejer sig om “mig” i stedet for “os” – og selv Gud er skiftet ud med “mig”. Det er meget at skulle bære for en ung.
Og religionen gav i det mindste børn og unge en viden om lidelsen, som et grundvilkår. Det er faktisk et af hovedpunkterne i kristendommen, at lidelsen ikke er til at komme udenom, men at der er en Gud, der går med en ind i lidelsen og gør den tålelig og også giver en slags løfte om, at det bliver anderledes. At der er et lys, som er væk lige nu, men som vil tændes igen. Altså, det går nok, for du er ikke alene.
De unge i dag er så hjerteskærende alene.
De har ingen Gud og deres forældre/voksne er fortravlede og materialistiske til fingerspidserne og giver dem ingen åndelige værdier at leve på. Det handler om mad, tøj, ting og rejser.
Det kan man ikke leve af.
Og lidelsen bliver den enkelte unges EGET PROJEKT – det er simpelthen for hårdt. Det er en alt for voldsom byrde, der lægges på børnene og de unge, når man trækker DEN FÆLLES FORTÆLLING OM LIDELSE væk under fødderne på dem.
Klart at de vælter.
Det var min mening, og den er måske helt forkert. Sikkert har du en bedre – og jeg tror, at der er et bredt spektrum af forskellige forklaringer på, at en stor del af de unge kuldsejler på livets allerførste og vigtigste sejlads.
Nu vil jeg herunder trykke novellerne fra MELLEMLANDET:

Billedet herunder er tegnet af Mette Hesselholt Henne Hansen, da hun var omkring 5 år.
 

 CUT OG GODT

 
”Altså, du skal ikke lade ham røre dig med en lillefinger. Når du først har sagt ja, så … ”
”Sagt ja?”
”Så er det for sent.”
”Jeg siger jo bare, at han har spurgt, om jeg vil med ham ud i aften.”
”Ja, og det ser jeg meget nødig. Det ved du.”
Det ved hun. Mor ser meget nødig, at hun gør noget som helst. Andet end lige at vaske op og gøre rent selvfølgelig og lave sine lektier. Og ellers gå i ét med luften. Hun skal frem for alt være stille. Mor har det ikke godt for tiden. Så er hun det. Stille. Og mor får det bedre. Tror hun da.
Men nu har Alan altså spurgt, om hun vil med i aften. Med? Jamen, hvorhen? Ja, altså … ingen steder … bare sådan hænge ud, hun ved nok. Gider hun ikke det?
Det gider hun måske godt. Hun ved ikke rigtig … det der med at hænge ud. Det har hun ikke prøvet før. Slet ikke med drenge. Men heller ikke rigtig med piger. De er så mærkelige alle dem hun kender. Og de kan vist ikke lide hende. Det synes hun, hun kan mærke, sådan som de glor på hende og hvisker til hinanden, hvis hun kommer forbi. Eller slet ikke kan se hende. Selv om de ikke siger noget højt. De siger slet ingenting. Til hende altså.
Så var det, hun spurgte mor. Hun kunne lige så godt have spurgt en sur karklud.
”Det siger jeg dig altså, Helle,” sagde mor, og der svømmede is i stemmen. ”Hvis du lader dig lokke og går med til at kysse på et mandfolk, så er du fandme da nødt til at gå hele vejen. Og så er der ingen vej tilbage, det siger jeg dig rent ud. Og jeg ved, hvad jeg snakker om. Bare så du ved det!”
Mor lignede en, der lige havde tygget sig igennem en mundfuld regnorme og var nær ved at kvæles.
Helle spurgte ikke om mere. Punktum finale. Samtalen slut. Hvis man kunne kalde den det. Samtale, det er noget, man har med læreren, når man får karakter.
Dum. Hvem? Mor?
Ja.
Og Alan og hende selv.
Mest hende selv.
Men i aften vil hun i al fald gå ud med Alan. Måske vil de andre synes bedre om hende, hvis hun går ud med en dreng. Det gør de alle sammen. Med forskellige.
Det er det, man gør.
Hun har grædt hele natten.
Alan. Fuck Alan. Det svin. Men det vil hun ikke tænke på.
Det er også godt at græde igennem, så det ligefrem siler ud af øjnene og næsen, og alt bliver pladret til under hende, og den hårde knude indeni blødes op og tudes ud.  Fedt og ulækkert på en gang.
Og mor hørte det jo. Det sørgede Helle for. Hun lod døren stå på klem. Så kunne hun ikke undgå det.
Og hun kom da også ind og satte sig så forsigtigt på sengekanten, så man skulle tro, hun var bange for, at den ville brase sammen under hende. Så sad hun der i lang tid med armene over kors og helt rank, som havde hun en pind i ryggen, og afstanden mellem dem voksede støt, mens tiden sneglede sig af sted. Der var forfærdelig langt ned til Helle, og mor forsøgte da heller ikke at nå hende. Det var, som om hun sad og omfavnede sig selv.
”Jeg sagde det jo til dig,” prøvede hun endelig at trøste.
Helle græd lidt højere, og mor rørte uroligt på sig, men kunne stadig ikke nå hende med så meget som en lillefinger.
”Men så kan du også flytte hjem til far,” fyrede hun pludselig af. Som et pletskud fra en softgun. Og Helle holdt straks op med at græde, og en klam stilhed lagde sig lammende over dem, indtil det blev for meget, og Helle satte sig op og gloede på mor, der så lige ind i væggen bag hende.
”Hvad sagde du?”
”Du har for pokker en far, ikke?”
”Far?”
”Ja.”
”Jamen … mor …”
”Ja, det bliver du altså nødt til. Du kan ikke forlange, at jeg skal stå model til hvad som helst. Vel?”
Så sagde hun ikke mere. Det kunne ikke nytte noget at protestere. Der var ingen verdens ting, der nyttede noget som helst.
Far var flintrende ligeglad med både dit og dat. Bare hun ikke sad hjemme og hang hver aften. Det gad han godt nok ikke se på, og de havde vel også ret til lidt privatliv, ham og Mona, sagde han, og hvis hun skulle bo der, så var det O.K. med ham, no problem, men hun måtte altså se at finde ud af at blive voksen og passe sig selv og få sig et liv. Hvor var man ellers henne? Sådan en stor tøs. Og det der hængeri inde på værelset evig og altid, det var godt nok en tand for sygt.
Nu ved hun ikke, hvor hun skal gå hen. Det er ikke til at tænke på at hænge ud sammen med de andre. Og blive kaldt narrefisse og lebberrøv.
Og sidde hjemme og gøre far eddikesur, fordi hun ikke kan finde ud af at blive voksen som alle andre, det er endnu værre. Så går hun ud. Og går bare.
”Jeg hader det og hader det og hader det,” kværner hun sammenbidt, mens hun går på stien langs åen og er helt alene.
”Hader det,” gentager hun og vil ikke sige ordet sex. Men så ligger det alligevel på lur inde i hovedet og lader sig tænke, og det ligger og syder og koger og er ikke til at slukke igen.
I går var hun nødt til at løbe ud af klassen og ud på toilettet og kaste op. Fordi de havde om det.
”Det her handler først og fremmest om lyst,” sagde læreren. ”Og derfor er det ikke spor forkert eller grimt, hvad I så har hørt og gået og mumlet om i krogene.”
Lyst,” sagde en af drengene og grinede, og så fortalte han om nogen, han kendte, som …
Hun ville ikke høre det.
Hun hørte det heller ikke. Men læreren gjorde jo, og han smilede og sagde, at i hans ungdom var man så snerpet, at man kaldte den slags for perversiteter, og han smaskede ordet, som om det smagte rigtig lækkert, og bagefter spyttede han det ud i hovedet på dem, og der var ingenting, de kunne gøre, de havde bare at gnaske det i sig.
”I lever i en frigjort tid”, mimrede han henrykt, og i dag er det lysten, der driver værket. Heldigvis. Og vi skal være rigtig rigtig glade for vores lyst. Og I skal ikke skamme jer over den. Den er helt naturlig.
Naturlig!  Hvis det var natur, så var hun for fanden unaturlig. Ja, det var hun nok.
Natur, vrænger hun ud over vandet, der ligeglad fosser videre mod havet, og hun får pludselig en voldsom lyst til at kaste sig ud i det og lade sig rive med ligesom hende der Ofelia fra Hamletfilmen.
Helle tænker på billedet af den unge pige, der lå helt stille midt ude i floden og drev med strømmen, mens håret bredtes ud og lagde sig som tangtrevler omkring ansigtet, mens øjnene så lige op i den klare himmel. Der hvilede en stor ro over hende, som var hun endelig sluppet fri.
Ja, det var det, man skulle gøre, tænker hun. Springe ud på det dybe og så ligge der og drive med strømmen og være ligeglad. Men hun driver kun videre hen ad stien, og hun kan ikke være ligeglad. Hun kan ikke engang være glad.
I begyndelsen var det næsten ingenting. Hun opdagede nærmest ved et tilfælde, at når hun var rigtig ked af det og kradsede sig på armen med sit hårspænde, sådan rigtig hårdt, så føltes det underligt, ja, det var som om en fin kildrende strøm rislede gennem huden og fjernede en anelse af det indeni, der gjorde så ondt.
Sært, ikke?
En dag tabte hun et vinglas på deres nye marmorfliser, og far himlede selvfølgelig op om, at han godt nok ville håbe for hende, at der ikke kom et mærke på det helvedes dyre gulv, og hun var sgu’ da også en underlig tumpeklump.
Men hun stod helt stille og så på skårene, som de lå der mellem hinanden og dannede et skinnende mønster på det smukke marmor. Og med en nænsom bevægelse samlede hun dem op et for et, og der var ingen, der sagde: ”Pas nu på, at du ikke skærer dig.” Nej, de sagde ingenting, selv om de så hende bøje sig og samle det op. Og de undrede sig heller ikke, da hun varsomt, som bar hun et skrøbeligt fugleæg i hænderne, listede sig ind på sit værelse med alle glasskårene.
Her anbragte hun dem i skrivebordsskuffen. Indtil videre, tænkte hun lidt forvirret over sin egen handling.
Resten af aftenen tænkte hun ikke på andet end de fine, skarpe skår. Nogle af dem var spidse som syle. Det havde hun mærket i håndfladen, der allerede havde små ridser. Og det var som en sød lille hemmelighed, der lå og kroede sig i hende og sendte stråler af varme og noget, der lignede forventning gennem kroppen. Som juleaften, da man var helt lille.
Varme og glæde og en lille bitte angst.
Og den aften skar hun et langt, dybt rids i armen og sad helt roligt og betragtede blodet, mens det piblede frem, dråbe for dråbe i en lang lige kæde, som perler på en snor. Og hun så dem sile langsomt ned over den runde arm og lægge sig smukt på det hvide papir, hun havde anbragt under den blødende arm.
En underlig ro strømmede gennem hendes krop og gjorde hende glad for første gang i lang tid. Det var næsten som at være et lille barn igen, som ingen kunne gøre fortræd. Og midt i smerten opdagede hun, at hun blev usårlig.
Nu gør hun det næsten hver dag. Skærer sig og genfinder smerten og forsøger at finde det lille skjul af ro, men det er ikke let. Den store smerte æder sig ind i hende og tømmer hende for alt andet end angsten. Men hun kan ikke mere holde op. At skære sig er blevet lige så nødvendigt som at spise og drikke. Ja, mere endnu. Hun kan sagtens springe maden over i dagevis, men ikke undvære smerten.
Jo mere forskåret hun er, jo mere nervøst må hun søge efter nye, hele steder på huden. Og det er svært at skjule sine sår, og ingen må se dem.
Armene kan ikke klare flere rids. Tværs over de gamle helede ar har hun skåret et flammende HATE. Det vil ikke hele.
Og hun græder, mens hun skærer sig, men der er ingen, der hører det. Og når blodet flyder og en lille stadig svagere lettelse bølger gennem hende, vokser smerten.
Hold op, hold op, græder det i hende. Men hun kan ikke stoppe. Ikke så længe der er så meget som en blodsdråbe tilbage i kroppen.
 
 
 

Yoghurt

Det står på bordet. Lige foran hende. Og det lyser hvidt. Ja, for det skal være naturel, har hun sagt til mor. Der svømmer alt for meget underligt rundt i det andet. Man kan ikke se, hvad det er, selv om man fisker det op og studerer det nok så grundigt. Og deklarationerne kan man ikke stole på. De er lumske, det ved hun, hun kan de fleste af dem udenad. De ligger som remser inde i hovedet ligesom så meget andet, hun har måttet lære. Opskrifter, ernæringstavler, kalorietabeller … you name it. Men de kan være helt rolige for hende. Der er ikke noget at komme efter. Hun er velorienteret som bare pokker!
Hun ser på glasset. Det er O.K. Hvidt. Det er også den bedste farve. Som fred. Og hvile. Og søvn. Hun læner sig lidt frem, støtter albuen på bordet og lader hovedet synke og falde til ro i hænderne. Det er blevet så tungt, synes hun. En alt for stor byrde på en alt for tynd hals. Nej, sikke noget sludder. Det er hovedet, der er vokset.
Flæskehoved, grisehoved. Ulækkert er det, umuligt at holde oprejst. Kvalmende.
Hun fryser. Hænderne varmer ikke ansigtet. Istapper. Skrøbelige og kolde.
”Vær så god, min egen skat!” sagde mor, da hun for lidt siden øste op i det lille juiceglas. ”Og så lover du mig at spise hele din yoghurt denne gang, ikke sandt? Så går jeg udenfor imens.”
Julie nikkede. Vil helst være helt alene, når hun skal til det. Det ved mor heldigvis, og det respekterer hun. Mor er god nok.
Hun kaster et hastigt blik på glasset, som om øjnene vil sluge det i ét blink. Borte. Åh, men det bliver stående, og hun trækker vejret i små stød, mens hun fortæller sig selv, at det ikke kan være så farligt. Det er jo næsten ingenting, kun nogle få afmålte skefulde. Dråber nærmest. Hendes hånd famler skeen til sig. Hvorfor er den så stor? Mor kunne have fundet en mindre. Hun knuger om skaftet, indtil det begynder at gøre ondt. Åh, hun er da også blevet så ømskindet.
Nu skal hun bare fylde skeen med den hvide, slibrige substans og føre den til munden. Det er da let. Og så ind med den. Hurtigt. Uden at tænke, uden at føle. Og så synke. Det kan hun sagtens. En eneste synkebevægelse, og maden vil glide ned gennem svælget og halsen og ende i mavesækken. Sækken, vrænger hun alligevel. Der vil den ligge længe og skvulpe, det ved hun, kan allerede mærke det og se hele sceneriet for sig. Og hun ved også, hvor grådigt kroppen vil suge næringen til sig.  Den krop, der kræver at leve sit eget liv. Uden hendes vilje. Den elsker at fylde sig med kalorier og sende fedtbomber ud i alle dele, så hun næsten sprænges alene ved tanken. Hun ved det. Hvis hun ikke passer på og gør sig umage, så vil den tage over, og den sidste rest af kontrol vil glide hende af hænde. Kroppen vil spiles ud og forvandles til en blævrende fedtklat.
Det vender sig i hende, kvalmen kommer luskende, og den vokser, og hun er lige ved at brække sig ud over den hvide dug, endnu inden hun har spist det mindste. Tanken om maden og al dens væsen fylder hende med væmmelse.
Sådan er det hver gang. Det ser ud af så lidt. Men det er alligevel alt for meget.  Lige nu kaster det sig over hende med trusler om slimklatter og fedtklumpers afsondring. Et farligt livtag med hendes smukke, rene og slanke krop.
Hun ved med ubærlig sikkerhed, at forvandlingens kraft ligger skjult i den uskyldigt udseende føde, som de utrætteligt stiller frem til hende. Som fælder, de håber at hun vil gå i. Men hun skal nok vare sig, skal hun, for hun ved, hvad hun ved.
Og hun puffer forsigtigt til glasset og bliver ved, til det sejler uden for hendes synsfelt.
Så ånder hun lettet op og betragter roligt den rene dug, der breder sig fredeligt foran hende. Hun har sejret endnu en gang og kan igen trække vejret. Nu er der ingen fare på færde, beroliger hun halvhøjt sig selv og mærker kvalmen opløse sig og lidt efter lidt sive ud af kroppen, til den igen føles tom og ren.
Nu skal hun blot forholde sig helt i ro. Sidde ganske stille og for alt i verden ikke dreje hovedet. Hun siger ordene højt. Ikke dreje … men hovedet hører ikke efter, det er uregerligt og følger sine egne love, og det drejer sig trods hendes vilje, og øjnene skæver nervøst til glasset, som om det kunne finde på helt af sig selv at komme bragende mod hende.
Hun sidder lidt og hænger med det i øjnene.
Det lyser hvidere nu, synes hun. Men den hvide farve har spyttet alle løfter om fred og hvile fra sig, og det skingrer som et skrig, kun hun kan opfatte, og det skinner som en kalket væg, der vil opsluge hende, som et liglagen, der vil svøbe hende. Som kold sne, der vil fryse hende til sig. Som en hvid rose, der hænger og visner i sit glas. Som den lilje, man sætter på graven.
Ord og billeder vælter hende omkuld.
Hun retter sig op og skubber stolen tilbage. Så rejser hun sig og går ind til sig selv.
Værelset er lyst og stort. Sengen er blød og varm. Der mangler ingenting. Alt er godt. Her er rart. Alt er inden for rækkevidde. Lys, varme, seng. På sengen, lænet mod væggen, står hendes dyr, så nydeligt står de der, opmarcheret på rad og række og i farver, der skærmer og matcher. De er bløde som sengen.
Hun lægger sig, synker ned i dynen og lukker øjnene. Så rækker hun en arm ud og trækker en lille, hvid kat til sig. Med dens silkebløde pels mod kinden lader hun sig suge ind i søvnens strømhvirvel.
Hun er 18 år og mangler ingenting.
De har givet hende alt. Ikke sådan, at de gav hende alt, hvad hun pegede på, men det var heller ikke nødvendigt, for deres Julie pegede aldrig på noget bestemt. Hun tog blot imod. Og smilede til dem, tilfreds fra den første begyndelse og til … ja, til hvornår? Det er umuligt at sætte en bestemt dato på. Man kan ikke sige, at fra en bestemt dag skiftede det, og alt blev anderledes. Det onde kom snigende uden at gøre anskrig, og selv lang tid efter, at det havde indledt sit angreb mod deres barn, kunne man roligt sige, at hun var et usædvanlig nemt og yndigt væsen.
Da hun begyndte i skolen, var det jo en helt ny verden, der foldede sig ud for hende, og for dem også for så vidt, for de fulgte jo med. I begyndelsen rent fysisk. Senere fulgte de hende i tankerne.
De var unægtelig lidt ængstelige for, hvordan det skulle gå, for deres lille pige var jo vant til ro og venlighed omkring sig. Og børn kan være så ufølsomme, ja undertiden direkte ondskabsfulde over for hinanden. Det ved man jo. I en skolegård sker der mange ting, som ikke burde ske. I en skolegård kan forældrene ikke beskytte deres øjesten mod verdens ondskab, og det var slemt således at måtte overgive hende til fremmede på nåde og unåde.
Det gjorde ondt, men smerten blev kort, for det gik hurtigt op for dem, at pigen hver dag gik glad til skole og hver dag vendte glad hjem. Der var ingen, der drømte om at krumme et hår på hendes hoved, og deres ængstelse viste sig at være ubegrundet. De andre børn syntes, at Julie var sød og fin og ville gerne lege med hende. Og lærerne sagde allerede fra første begyndelse, at det tegnede fornuftigt. Hende havde de kun glæde af. Ord som forældrene kunne nikke genkendende til.
Deres barn lignede på alle måder en succes. Nej, hun ikke blot lignede. Hun var.
Hun er så flink og lærenem, sagde de alle sammen. Hende bliver der ikke problemer med.
Og de fik jo ret.
”Du er vores allerstørste glæde.”
Sådan lød det tit fra far og mor. De skjulte aldrig deres følelser for hende, tværtimod, de ødslede gavmildt med deres kærlighed, lod den strømme frit over deres kære barn. Hun var et mirakel, kommet til dem, som hun var, på et tidspunkt, hvor de for længst havde opgivet drømmen om at få deres egen, lille baby.
Deres egen lille baby, ja, og hun dansede sorgløst ind i deres liv og var en fe med gule krøller og blå øjne og yndige kjoler, og hun blev fra den første dag deres et og alt. Et eventyr, og som i eventyret skulle de leve lykkeligt sammen til deres dages ende.
Sådan så det ud.
Er det da deres skyld, at hun ikke vil være her mere? Kan de gøre for, at hun er på vej væk?
”Vi kan ikke leve uden hende!”
Men hun lukker sig inde i et mørke, de ikke har adgang til. Med al den kraft, der endnu er i hende, forpupper hun sig for øjnene af dem, utrætteligt spinder hun sig længere og længere ind i et stadigt tykkere hylster. Og indenfor er der kun plads til en. Hende.
”Kære venner, der er virkelig ingen grund til panik. Herregud, barnet er i puberteten, det er blot en overgang.”
Sådan sagde doktor Hansen og slog det hen, da de første gang konsulterede ham og fortalte om Julie, der ikke ville spise.
”Virker hun trist eller trodsig?” spurgte han alligevel, og de rystede på hovedet. For nej, hun kunne både le og være glad. Hun var blot blevet så forandret. Det var svært at sætte ord på. Hun havde altid været dygtig og pertentlig, sagde de, men nu var det næsten for meget. Som om hun skulle overspille alting, være den bedste til sang, til dansk, til alt.  Hun havde altid været nr. 1 i svømning, men nu skulle hun gang på gang slå sine egne rekorder. Og sådan var det hele vejen. Og selv om hun virkede glad, kunne de jo både se og forstå, at hun var overanstrengt. Træt.
”Det er ganske naturligt,” slog lægen det hen, ”sådan er nogle piger i puberteten. Det går over.”
Men det gik ikke over. Det blev værre.
En dag gik det op for hende, at hun var grim. Der var allerede spiret små fede brystklatter frem på hende, og hendes lår, der altid havde været glatte og lange og tynde, de blævrede, når hun løb. Brysterne hoppede, og lårene og maveskindet slaskede.
Det kunne hun ikke være bekendt. Det viste med al tydelighed, at der var kræfter uden for hende selv, der var i færd med at tage over. Der var nogen, der arbejdede i det skjulte, og de ville forvandle hende fra fe til vamp. Hun havde ikke været opmærksom nok og ikke grebet ind i tide, og nu var det ved at overmande hende. Hun havde vist sig svag og mistet noget så elementært som kontrollen over sin egen krop.
Men det skulle blive løgn. Nu havde hun fået klarsyn. Kunne gennemskue forræderiet.
Og det, hun så, gav hende kvalme, og hun kastede op, men det var godt, for så slap hun for de kalorier, der ellers ville fortsætte deres nedbrydende arbejde med at forvandle hendes smukke, slanke pigekrop til et laskefedt og ubærligt korpus.
De buler der skulle væk. Og de rundinger skulle hun bekæmpe.
Det var vel hende, der bestemte, og skulle det komme til åben kamp, så ville de finde hende beredt.
Hun begyndte at studere de andre piger. Mest dem, der var et par år ældre. Der var ærlig talt mange grimme imellem. Sjuskedorter, der ikke brød sig det mindste om deres udseende, men blindt lod kroppen hylle sig i fedt. Havde de ikke øjne i hovedet? Så de ikke, at de var omvandrende flæskedeller.
Og langsomt havde hun tilkæmpet sig kontrollen.
Og hun vil blive ved, indtil fuldkommenhed. Det lover hun sig selv, inden hun ruller sig ind i sengetæppet og lukker verden ude.
 
 
 
 

Anette Broberg Knudsen – en forfatter fra Randers

Støvring 1999

Skagen 2015

Bloggen er et vindue til mit forfatterskab. Selvom gardinerne ikke har været direkte nedrullede, så har eventuelle interesserede ikke kunne se så meget nyt i værkstedet. Det ser lidt tomt ud for tiden. Arbejdet bliver der ikke. Ikke for alvor i al fald. 

Det følgende indlæg er en varm anbefaling om at læse en bog af en forfatter, som jeg først for nylig er blevet rigtig opmærksom på. Hun hedder Anette Broberg Knudsen og hører med i den efterhånden ret store kreds af Randersforfatterne, der en gang om året samles til Ordets Dag. Jeg kender hendes børnebøger og sætter pris på dem, men har først i dette efterår stiftet bekendtskab med hendes litteratur for voksne. Og faktisk til dato kun læst denne ene bog – men den har givet mig lyst til at læse, hvad hun ellers har udgivet for voksne.

Bogen hedder “Uden for byporten” og foregår på Kristi tid og handler først og fremmest om den ene af de banditter, der flankerede Kristus på korset. Sjobek hedder han og fortællingen om hans liv er fiktiv. Bogen har faktisk to hovedpersoner, idet “røverens” hustru Jeriots historie fortælles parallelt med Sjobeks.

Når bogen er så god skyldes det ikke kun den fine ide at skildre nogle menneskeliv, hvis lidelser når samme ufattelige højder som dem, Jesus udsættes for. Nej, der er en bred vifte af kvaliteter, der giver bogen en ubestridelig plads på den litterære stjernehimmel. Det vil jeg komme ind på i det følgende.

Litteraturfolk har fra tidernes morgen diskuteret, hvad der afgør en teksts litterære værdi: er det indholdet eller er det formen? Er det budskabet eller er det sproget? Og svaret må vel være, at det er den lykkelige sammensmeltning af de to ting: et vigtigt indhold formidlet i et smukt sprog. Den ægte litterære kunst opstår der, hvor betydning og billeder smelter sammen til en helhed. Og det er hvad der sker i ”Uden for byporten”.
Her kommer nu et citat fra side 23, som måske giver en fornemmelse af den fine syntese af sprog og indhold. Scenen er synagogen, og Sjobek er endnu kun en dreng. Han skal lære at læse, men han er ordblind, og nederlaget er til at føle på:
Værst var det, hvis han blev hevet op foran de andre drenge og skulle stå ved siden af rabbien, der sad på sit lave podium midt i det smalle, højloftede rum, og han skulle læse fra selve bogrullen. Så måtte han ikke røre ved det tynde, halvt gennemsigtige pergament og kunne ikke lade fingeren følge linjerne, så det endte med, at bogstaverne klumpede sig sammen og lignede trækul i et bål, der var gået ud. Eller fugle, der fløj forvirrede omkring.
Engang havde en due forvildet sig ind i synagogen og flaksede rundt om søjlerne, mens han stod der, og den kunne ikke finde ud igen ad de små glughuller oppe under taget, som den sikkert var kommet ind ad. Den flappende lyd af dens vinger gav genlyd mellem stenvæggene, og på et tidspunkt satte den sig på et fremspring på et søjlehoved og kurrede forvirret og bange, inden den fløj videre. Han følte med den indespærrede fugl, som han stod der. Han så op fra bogrullen og fulgte duen med øjnene, rundt og rundt mellem søjlerne. Rabbien svirpede ham over kinden med sin bederem og hvæsede, at han skulle lade fuglen være fugl og koncentrere sig om teksten, og han kunne høre nogle af drengene på forreste række fnise halvkvalt. Men duen blev ved at baske omkring …
Jeg har ikke i sinde at foretage en hverken sproglig eller tematisk analyse af bogen. Blot påpege nogle af dens mange kvaliteter.
Den ordblinde dreng. Den religiøse opvækst i et Jerusalem, der er besat af romere. Volden og angsten. Det er alt sammen skildret gribende. Og faktisk sådan, at det virker yderst vedkommende for en moderne læser i en moderne verden. Nutidigt næsten.
Radikaliseringen af de unge f.eks. er i højeste grad et aktuelt fænomen. Vi ser Sjobek på et tidspunkt blive tiltrukket af en ekstremistgruppe, og man kan ikke lade være at tænke på de unge piger og drenge, der i dag fanges ind af Islamisk Stat og i kampen for troen finder en mening med deres liv. I den moderne verden er der tale om muslimske unge, i romanen handler det om jødiske unge. Men drivkraften er den samme. Fænomenet genkendeligt. Og det er den samme forråelse, der er på spil.
Her kommer et eksempel fra side 29, hvor Sjobek melder sig til kampen i den religiøse ”frihedsbevægelse”. Han møder op hos rabbien, der rekrutterer de unge krigere. Han har lige fortalt rabbien, at han vil slutte sig til dem og kæmpe for Herren:
Rabbien nikkede og signalerede med sit stærke blik, at han skulle fortsætte.
”Jeg vil …begyndte han og gik i stå. De hellige ord derudefra var en dump rytme af fjerne trommer. ”Jeg vil være med og kæmpe for Herrens sag. Så Guds hævn kan ramme hedningerne. Så Guds rige kan bryde frem!”
”Det er sådan nogle som dig, vi har brug for!” sagde rabbi Kadmiel, og et fjerlet smil strøg over hans ellers ret udtryksløse læber. ”Har du tænkt over konsekvenserne?”
Sjobek nikkede.
”Du forlader din familie. Du er ikke længere søn i din fars hus. Du har ingen bror, ingen søstre. Måske ikke engang en kone. Du kan ikke vende tilbage. Ikke før Messias kommer og sætter sig i spidsen for vores hær og fører kampen til ende, og alt bliver genoprettet. Indtil da, Sjobek! Indtil da er du uden familie, uden slægt, uden hus. Du er hjemløs. Sådan er konsekvenserne. For din familie er du død, og de er døde for dig.”
…..
….. Så begyndte han sagte at tale, tøvende, forsigtigt, med en luftig og lys stemme, der kom ligesom langvejsfra:
Vinden blæser
Fra Guds bjerge;
Gennem grave
Blæser vinden.
Stemmen kalder over dybet:
Snart kommer frihedsriget.
Og vi vandrer ud af skyggen.
 Og Sjobek mærkede vinden blæse, selv om alt var stille. En lydløs stemme borede sig helt ind i sjælen og vækkede en længsel, han ikke vidste, han havde. Han ville svare, løbe det gyldne ukendte i møde, selv blive en del af det ekko, der genlød over fjerne bjerge. Vandre ud af skyggerne, bliver levende som aldrig før, blive ét med stemmens ord, som han ikke forstod, men som rørte ved en dirrende streng med dybe klange i hans sind og sang om en diset, dugperlende forårsmorgen. I et glimt så kort som en gnist fra et bål i natten så han, at der bag hævnen og kampen, bag råbet om blod og død, bag klangen af våben og styrtende mure og brølet af brændende bygninger, var en drøm om lysfyldte dage, der aldrig svandt hen. En drøm, han fortvivlet ønskede at holde fast i.
Sjobek bliver zelotkriger. Og der sker en gradvis forråelse af både ham og de andre unge mænd i bevægelse. Opildnet af den religiøse leder. Her et lille citat igen fra rabbiens mund: (side139)
”Lad hadet til de ugudelige være jeres åndedræt, lad råbet på hævn være jeres hjerteslag. Glem ikke et øjeblik jeres hellige brødre, som hedningerne har dræbt. Vi er ikke mange her, men der er hundreder rundt om i landet, og hver dag kommer der flere til, så romerne kommer til at mærke, at Herren er med os. For nu kalder Herren os til kamp, nu er krigen begyndt, og vi giver ikke op, før den sidste hedning er dræbt.”
 Et sted i bogen raserer de unge krigere en købmands hus og ender med at skære halsen over på ham, og man ser, hvordan blodrusen griber dem, og de forvandles fra mennesker til udyr. Her er ingen heroisme. Et andet sted voldtager de en ung prostitueret, der har skjult en romer, og scenen er så grotesk modbydelig, men det værste er næsten det, der sker inde i Sjobek. Han går i en slags selvsving, hvor volden bliver en motor, han ikke mere kan standse.
Da jeg for mange år siden skrev Kingobogen syntes jeg, at det var nødvendigt for mig at læse hele Bibelen. Det blev en lang og udmattende maratonlæsning. Og gang på gang tænkte jeg, at ingenting har dog forandret sig i den del af verden. Mellemøsten er og bliver et konglomerat af voldsomme modsætninger og blodsudgydelser. Det gamle Testamente er mange ting, men en af de ting, der går igen og igen, er den meningsløse vold. Som ganske vist forsøges forklaret. Men som alligevel forekommer mig lige meningsløs for det, og man kan ikke andet end gribes af gru, synes jeg, når man læser i den gamle bog.
Bogen om Sjobek og Jeriot foregår i en brydningstid, hvor nye tanker, der har kærligheden som centrum, begynder at strømme friere. Det nye Testamente handler om det nye forhold mellem Gud og mennesker, og indholdet her står i grel modsætning til alt det, Sjobek tiltrækkes og forføres af. Selv om han ikke er ukendt med kærligheden. Han er f.eks. elsket af sin familie og af sin unge kone, og der er meget smukke passager i bogen, hvor han hviler i den kærlighed. Bogen er således fuld af nuancer, og det er også en af de kvaliteter, der hæver den langt over gennemsnittet.
 
 
 
 


Lidt ajourskriveri om Hændelser og hvad der i øvrigt hændte mig på en cykeltur

Støvring 1999

Skagen 2015

Her ser du ind i mit forfatterværksted, en slags vindue til arbejdsværelset, hvor der i den seneste tid desværre ikke har været meget at komme efter, idet alle redskaber har ligget aldeles urørte hen. En brakmark uden lige. Og hvad er det for et værksted, hvor der ikke produceres den mindste splint til noget af betydning?
Men netop i dag har jeg cyklet en indsigtstur. Sådan en skal man foretage en gang imellem og helst i november, og når solen skinner. Så kan det hænde, at der i solglimtene mellem skovens sorte træer viser sig noget forunderligt. Som giver håb. Det vender jeg tilbage til.
Her et billede, som måske alligevel røber et og andet:

Men det mystiske lader vi ligge – det er alligevel uforklarligt. Og nu bliver vi ganske  jordnære igen. Som cykeldækkene, der på den lange cykeltur ikke et øjeblik forlod forbindelsen til den mudrede skovsti. Lad os holde os i dækhøjde.
Og det er en slags status over Hændelser ved Hulsig, som jeg ville gøre her ( ikke til Skattevæsnet) men til alle andre væsner og skatter. Og dem har jeg heldigvis! 
Som nogen af jer husker, så græd jeg grønne væsker af vrede og sorg, da bibliotekerne nægtede mig en lektørudtalelse, fordi man uden overhovedet at læse bogen ( måske knap nok åbne den) katalogiserede den som  “alt for privat” til at kunne interessere et større publikum end lige de i bogen berørte personer.
Det var ubegribeligt for mig – og det var uretfærdigt. Bogen er netop ikke privat. Den handler om en hel egns historie lagt ind i en fiktiv ramme. Og hvis det skulle være privat og uden interesse, så ville det samme jo kunne siges om Knausgaards bøger og Ida Jessens og Erling Jepsens og Smærup Sørensens og mange andre, som har brugt samme model. Og andet argument havde man ikke.
Lyder jeg bitter. Ja. Og det er jeg også.
Og så alligevel ikke. For bogen fik en fin modtagelse alle andre steder end ovennævnte, og jeg kan nu melde Hændelser ved Hulsig næsten udsolgt – den fik altså læsere – det bedste en bog kan få.
 
Her et billede fra Randers Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen, mens den endnu lugtede at tryksværte:

 Jeg er meget taknemmelig over for de to biblioteker og i øvrigt har mange andre biblioteker også købt bogen, selv om de ingen anbefaling fik fra deres udvalg. 
Det næste billede er taget på Skagen Bibliotek:
 

Fotograf: Mette Hesselholt Henne Hansen – ligesom det øverste billede fra Skagen Bibliotek.
 
 

177 – Nogle billeder fra Hulsig


Først mange tak til Else Møller, som har sendt de billeder til mig, som kommer herunder. De er alle fra Hulsig.
Først skal vi en tur til Krøggården. Den kan man læse om i “Hændelser ved Hulsig” i det afsnit, der hedder Gården Jorden og Havet og som begynder på side 355. Vil man vide mere om gården, kan man orientere sig yderligere i det blogindlæg i kategorien Hjemstavnsroman, som har nr. 71 : Krøggården – oprindelig Hulsig.
Billedet forestiller en meget ung Carl Krøg, den sidste ejer af gården. Han var ligesom sine søskende smuk som barn og ung. Her ser vi ham til hest. Han var ikke just den fødte landmand – var glad for musik og som sine forfædre spillede han violin. Det kunne man ikke leve af. Og han kunne heller ikke leve af den gamle slægtsgård, så den måtte han på et tidspunkt afhænde.

Det næste billede er mere mystisk for mig og altså også lidt for Else, som skriver, at den unge pige er hendes faster Ingeborg, som er datter af Peter og Kristine Houkjær og at hun ikke ved, hvem drengen er. Den ældre kone mener hun er Lise Hesselholt, men det tvivler jeg på – synes ikke rigtig, det ligner hende. Måske er der nogen, der kan genkende de to og som vil skrive det til mig. Min adresse er marianne@hesselholt.com. Ja, så har jeg hørt fra et par stykker, som også mener, at det er min farmor Lise Hesselholt.



Det er i al fald Ingeborg, og i baggrunden kan man se brugsforeningen ( mener jeg ). Min farmor er Kristine Houkjærs ( = Krøgs) kusine, så det kunne jo være hende, men jeg synes som sagt ikke, det ligner.


I Hændelser fra Hulsig side 396 kan man se et billede af min fars Magnus Hesselholts købmandsbutik og på samme billede ser man anlæggelsen af vejen fra Hulsig til Skagen. Det foregik i 1930 og billederne herunder er alle fra samme anlægsarbejde. Man ser dels arbejderne og dels deres redskaber, der for det meste var skovle. Og man ser de klitter, de skovlede sig igennem:






Herunder kommer en række billeder, der alle relaterer sig til gården Klarup. Først de gamle: Peter ( søn af min oldefar Ole og oldemor Marie) og Christine Houkjær (datter af min oldemors søster Maren):

Peder og Christine som unge – vi er i begyndelsen af det 20.årh. Der er et billede fra samme dag, hvor Christine står med lille Oluf – han er født? Det finder jeg ud af.

Så er der gået nogle år. Peder har fået sin første medalje. På senere billeder bærer han to.
Christine og Peder får 6 børn: Det første barn, Marie, døde som lille. Her ses Haakon (som overtager gården), Oluf, Christian (Kesse), Ingeborg og Esther.

 
Herunder ser vi Oluf med sin hustru Sigrid. De blev gift i 1938. Som ung rejste Oluf til København, hvor han kom i lære som gartner. Senere købte de et gartneri i Vester Hassing.

Herunder ser vi Peder og Christine ( Kristine – det kan åbenbart som alle andre navne i Hulsig staves på mindst to måder) på besøg i København. Manden længst til venstre er Sigrids far.



Her ses Oluf Houkjærs eksamensbevis fra Rannerød Skole. Han har den flotte gennemsnitskarakter ug- Else skriver i en mail til mig, at det var mærkeligt, at han aldrig fik en boglig uddannelse med de evner og interesser han havde. Han var begavet, det fremgår om ikke af andet så i al fald af eks. beviset. Der var mange af den generation, der kunne være nået langt hvad evner angår. Men mulighederne var der ikke altid. Min bedstemor var også begavet og interesseret i alt muligt mellem himmel og jord. Da jeg var 13/14 år læste vi Dostojevskijs “Brødrende Karamassov” højt for hinanden. Det var da ikke triviallitteratur! Men pastor Mostrup havde citeret en passage fra bogen i sin søndagsprædiken og bedstemor sagde: Den bog må du låne på biblioteket. Den må vi have læst!”
 

 
Her har vi Peder Houkjær som gammel. Nu er han til gengæld forsynet med hele to medaljer, som han fik ved de redningsaktioner, han deltog i.
Her nogle billeder fra Else Møllers (Houkjærs) konfirmation i 1957:
Øverst Haakon Houkjær flankeret af sin nevø Ole og sin søn Peter. På det næste billede ser vi Olufs og Sigrids to piger, Kirsten ( mellem far og mor) og Else (mellem far og Christine)  På det nederste billede ses to af Christine Houkjærs søstre: fra venstre Anne Andersen (min bedstemor) og Marie. Ved siden af Marie er det Christian Houkjær (=Kesse).

 

Romanen Hændelser ved Hulsig kan købes for 220 kr. på email: marianne@hesselholt.com
Heri finder du de gamle hulsigfolks historie
Du sender mig en e-mail med din adresse og jeg sender en bog
 

Mens verden brænder


 
Det er det samme spørgsmål, der bliver ved med at dukke op:
Kan vi fortsat og uanfægtet glæde os af hjertet over himlen og solen og livet, når vi nu godt ved, at verden brænder omkring os?
Jeg deltog i Ordets Dag i Randers i går – desværre glemte jeg at tage billeder, så I kunne se lidt med.
Men altså: højdepunktet var Steffen Jensens foredrag om sit virke som krigskorrespondent i et af de uroligste hjørner af verden:  Mellemøsten. Han forstod at fortælle, så vi blev revet med.
Og jeg spørger mig selv: Kan vi blive ved med at synge med digteren: “Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå! Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå.”
Aakjær og hans syngende rug og trilrende lærker!
Nå ja, men det er jo for resten også Aakjær, der skriver: “Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Og han SER jo dog, at verden brænder. Det kunne han vel heller ikke undgå: skrev jo sangen under Første Verdenskrig.
Og så alligevel er det, som om han blot ønsker, at vi skal lukke øjnene og sætte vor lid til den dræende rug og den ringlende havre. Høsten og Danmark.
Suk.
Resten af Aakjærs vers lyder:
Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og grågøge kukke.
Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,
mod dig vort håb og manddomsdrømmen går,
når landsbyklokken signer dine strande,
når aftenrøden højt i skyen står
og sænker fredens korstegn på din pande.
Fredens korstegn? Tja … men er korset nu også fredens tegn?  Korstogene! – det var næppe fredsmarcher, der dengang sendte unge mænd mod den arabiske verden … og  er det ikke som om korstogene er i fuld genstart?
Jeg har endnu Remarques “først leve siden dø” i frisk erindring og husker et kapitel, hvor han skildrer den bombede by, der danner romanens kulisse. Det er hen under aften, og solen er ved at gå ned over de rygende ruiner. Og så pludselig sker der det mirakuløse, at solens røde lys og de unges glæde over hinanden og deres kærligheden får lov at overstråle elendigheden. Den forsvinder jo ikke, men der er noget, som er større og stærkere.
Og ja, vi kan godt juble af glæde i stedet for at gruble og græde.
Her er et par billeder fra aftensolens lys i Fussingø Skov:






 
 

Livet er smukt


La vita è bella. Livet er smukt. Sådan lyder titlen på en italiensk film af Roberto Benigni. Og det er ellers ikke just et smukt liv, der fremstilles i filmen, som nemlig foregår i en koncentrationslejr i Tyskland under 2. Verdenskrig. Nej, det er en hæslig verden. Men kærligheden findes og den formår at forvandle dette helvede, så det bliver smukt. Det er noget, man må tro på. Det kan være svært, men filmen virker overbevisende.
Jeg er netop blevet færdig med at læse Erich Maria Remarques bog: Først elske siden dø”. Også den foregår under krigen – her i en udbombet by i Tyskland i krigens sidste tid, og på fronten i Rusland, og som alle realistiske krigsberetninger er der en stank af de værste rædsler – menneskene lever der, hvor man næsten synes, at det er umuligt – akkurat som det foregår i vore dagens krigszoner. Det er det samme som altid. Og midt i det hele finder to mennesker hinanden. Kærligheden bryder igennem. Og verden bliver til at ånde og leve i. Ja, det er noget, man må tro på, men bogen virker overbevisende.
Der er ingen krig i Ålum. Ikke lige nu da. Heller ikke i omegnen, og vi behøver ikke tro på andet end det, vi ser, for at erfare, at vores verden er ufattelig smuk. I dag cyklede jeg en tur i skoven, der er så fortryllende som nogensinde lige nu. Vejret var lidt diset og der var ingen sol, men så står farverne sartere og finere, synes jeg.
Her er et par billeder fra cykelturen:






Ja, det var lidt diset og ligesom sløret, men pludselig brød solen igennem. Det var sidst på eftermiddagen, og solen hang lavt på himlen, men stadig strålende, og se nu, hvordan landskabet ændrer sig – det er ikke samme sted, men dog ganske få kilometer fra de første steder:


 
 
 
 

Sjælehylsteret


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres vorden. I den nærmeste tid vil jeg dog ikke lægge fiktion på bloggen, men kun reflektion og andet, der falder mig ind, mens bladene falder omkring os og efteråret går ind i sin smukkeste fase. Se f.eks. her et par billeder af haven lige nu:


Sjælehylsteret
”Det er jo lidt trist, at jeg ikke mere kan spille violin, men efter en blodprop vil den ene hånd ikke makke ret. Ærgerligt, for jeg har stadig en vældig lyst til at spille, og jeg er jo ganske ung indeni.” Sådan omtrent kom ordene ud i æteren, da jeg for nogen tid siden åbnede for radioen. Ung? hm … mon dog? stemmen lød da gammel. Jeg lyttede.
Det viste sig, at det var Svend Asmussen, der talte, og det fremgik ret hurtigt, at han kan fejre sin 100 års fødselsdag til februar. Det undrede mig virkelig at høre, for det er ikke mere end 10 år siden, jeg overværede en af hans violinkoncerter i Århus Musikhus, og jeg kan stadig se ham for mig, sådan som han kom springende ind på scenen den aften og tryllebandt os med sin livfulde musik i mindst et par timer.  Han må jo have været nær de 90 år dengang.
Nu er det allerede nogle år siden, at jeg selv trådte et trin op af aldersstigen og pludselig befandt mig i den såkaldte 3. alder. Og måske får jeg lov at træde endnu et trin op til den 4. eller måske endda til den 5. alder, for den omtalte stige synes i vore dage uden ende, som var det selveste Jakobsstigen, hvorpå englene let og yndefuldt vandrede længere og længere opad, indtil de forsvandt i det uendelige himmelrum.
Da jeg var ung eksisterede alderdommen ikke, og da jeg blev ældre, virkede den skræmmende, men nu, hvor jeg befinder mig i den, forekommer den mig på flere måder at være et udmærket sted at opholde sig.  Og for at forklare det, vil jeg vende tilbage til overskriften: sjælehylsteret.
I ovennævnte radioudsendelse, som faktisk handlede om alderdom, blev en ekspert i gerontologi (aldersforskning) spurgt om, hvordan det kunne gå til, at Svend Asmussen og mange andre meget gamle, som kæmpede med alverdens fysiske skavanker, kunne være så livsglade. Og forskeren sagde, at det spørgsmål havde den gamle musiker jo netop svaret på: ”jeg er ung indeni”, havde han sagt.
I den gamles sjæl lever stadig den lille dreng, den unge mand og den modne mand. Og det gamle menneske husker og genoplever alle sine aldre. Det er derfor, hukommelsen måske er den største af alle gaver. Det er også derfor, den gamle er klogere end den unge. Det vidste man alt om i tidligere tider, hvor man med rette betragtede de gamle ikke bare som ældre, men også som visere end de unge.
Hukommelsen. Her kan vi hente alle de kære, men selvfølgelig også alle de smertefulde erindringer frem og måske længes tilbage til lykkeligere tider, men måske også bare glæde os over, at vi fik lov at opleve de tider og stadig er i stand til at sanse dem og glæde os over de erfaringer, vi gjorde.
Jeg er ikke ekspert i alderdom, men jeg har efterhånden fået et godt kendskab til demenssygdommen Alzheimers, og jeg kan allerede høre nogen sige: men de demente da, de har jo glemt det meste. Og det er rigtigt, at deres hukommelse er svækket, men det er mest det, der hændte for kort tid siden, der forsvinder i sygdommens tåger. Og selv i den dementes bevidsthed lever den lille dreng og den lille pige som regel i bedste velgående. Det er derfor, gamle billeder betyder så meget. Og det er også derfor, den syges verden stadig er værd at leve i.
”Det er ikke let at være gammel.” Den sætning hører vi tit, og den er jo også rigtig, for det er de færreste gamle, der som Asmussen kan springe ind på en scene som 90årig. Mange sidder i kørestol, mange kan ikke se eller høre. Og jeg vil bestemt ikke påstå, at alderdommen er den letteste af alle aldre, men jeg vil gentage, at den på flere måder ikke er så ringe endda. Her kommer endnu et par bud på hvorfor:
Ganske vist er nogle af sanserne nedsatte: vi hører, og vi ser dårligere. Men fordi sjæleevnerne er skærpede, og fordi vi giver os tid, så bruger vi sanserne bedre: vi hører musikken mere intenst end tidligere, vi ser farverne mere opmærksomt end før, et glas vin smager bedre, og vi lever i nuet på en helt anden måde end da vi var unge. Vi har fået tid, og vi vælger langsomheden i stedet for jaget. Vandreturen i stedet for løbeturen.
Mens de unge ofte farer derudad med tunnelsyn og uden at sanse naturens farver og lyde, for det drejer sig kun om at komme fremad i en fart og helst før alle de andre, så giver vi os tid til refleksion og samtale. I stedet for løbepsykose og præstationsangst har vi fået åndelighed og indsigt. Ikke så sært, at vi ind i mellem er glade.
 
 
 
 

Om flygtninge, der krydser vort spor – om en verden, der bliver en anden


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres spæde vorden. For mig selv er den både blog og blok: notesblok nemlig, men altså også den blok, hvorpå jeg vover at lægge min hals.
Jeg har det i forbindelse med min tro på Skaberen og hele Skaberværket akkurat som salmedigteren Brorson, der var forankret i 1700-tallets inderlige gudstro, pietismen, men jo også et barn af oplysningen ( pietisme er også oplysning – selv om de fleste tror, at det er mørkelægning). Sådan her omtrent siger Brorson et sted, hvor talen er om det mystiske og ubegribelige i kristendommen:  “Det jeg ikke begriber, det lader jeg ligge.”
“Det lader jeg ligge” – det udtryk holder jeg meget af. Og meget lader jeg ligge. Eller rettere: jeg overlader det til Gud. Og håber så, at han ikke lader det ligge.
Men nu til flygtningene, som vi kom fra. Jeg skrev en kronik om emnet for nogen tid siden.
Medfølelse og modfølelse
For nogle år siden sad jeg over for en far, som lige havde mistet sin datter. Hun havde været deprimeret i længere tid, og en nat brød hun sammen, tog familiens bil og kørte hjemmefra i desperation. På motorvejen mistede hun kontrollen over vognen, der væltede ud over en skrænt, og hun omkom.
Jeg kendte ikke faren særlig godt. Vi var medlemmer af samme citroënklub, og nu mødtes vi for at arrangere en udflugt. Og så var det, at han fortalte om ulykken.  ”Jeg forstår godt, hvordan du har det,” sagde jeg og forsøgte at lyde medfølende. Men han rystede på hovedet og sagde: ”Nej det gør du ikke. Det kan du slet ikke forstå.”
Jeg syntes jo, at jeg forstod ham, tænkte, at det kunne have været et af mine børn, der var kørt galt. Men inderst inde vidste jeg alligevel, at han havde ret. Mine børn levede jo, de var raske og glade, og vist kunne jeg ikke sætte mig i hans sted.
Vi kan heller ikke sætte os i krigsflygtningenes sted. Deres virkelighed er så langt fra vores, at vi slet ikke følelsesmæssigt kommer i nærheden af deres fortvivlelse og desperation. Pressen serverer billeder og reportager, der styrer vore med- og modfølelser, og vi kan røres over billederne af døde og rædselsslagne børn, og vi kan ængstes over de råbende mænd, der forsøger for enhver pris at trænge ind i vores trygge verden. Og måske forstyrre den. Dem er vi ærlig talt bange for.
Vi kan ikke med vores fattige fantasi forestille os, hvordan det er at leve, som de har gjort i årevis, i en verden af daglig vold: bomber, der falder i flæng, skydning i gaderne, tortur og voldtægt af kvinder og børn. Selv om vi ved, at det er det, de flygter fra, så kan vi ikke fatte det.
Og flugtens vilkår kan vi heller ikke begribe. Vi, som går i bad og skifter undertøj hver dag, har svært ved at forestille os, hvordan det må være i dage, uger og måneder at gå rundt i det samme stinkende tøj og være nødt til at lugte af snavs og urenhed. Vi, som får varieret og rigelig mad hver dag og til faste tider og som kan stille tørsten, når vi vil, kan umuligt forestille os, hvordan det er at være sulten og tørstig og ikke at vide, hvor det næste måltid skal komme fra. Eller om det kommer.
Krigens ekstreme voldsbilleder er ikke nye. De er lige så gamle som menneskehedens egen historie. Det er aldrig lykkedes at afskaffe krig, og det vil vel heller aldrig ske. Ondskaben findes. Den er en drift i os, og vi får aldrig bugt med den. Men det er nyt, at voldsramte og forpinte mennesker i et omfang, som det er tilfældet nu, står og banker på vores dør og vil ind. Og hvad skal vi gøre? Og hvad kan vi gøre? Og skal vi overhovedet gøre noget?
Først af alt vil jeg vove den påstand, at vi ikke har noget valg.  Vi skal hjælpe.  Kan vi ikke gøre det af medfølelse, så må vi gøre det af pligt. Og vi må strække os så langt, som vi magter. Og vi må gøre det i fællesskab, for det er fint nok, at der er nogen, der spontant stiller op og forsøger at gøre en individuel indsats. Fint, men slet ikke effektivt nok. Der er så mange nødstedte, der lige nu krydser vores vej, og derfor må vi hjælpe i forening. Vi må bruge de organisationer, der har erfaring og effektivitet til at kanalisere hjælpen ud til dem, der behøver, hvad enten det er i flygtningelejre eller i vores eget land.
Hvorfor skal vi hjælpe? Jo, det skal vi som sagt, fordi det er vores pligt. Vi taler meget om, at vi er et kristent land, og jeg har på de sociale medier læst hadefulde indlæg fra rigtig mange, som foragter og afskyr flygtningene, fordi de er muslimer. Jamen, for pokker, så lad os da vise dem, at vi er kristne og at vi står ved de kristne værdier om næstekærlighed og barmhjertighed.
Kristne værdier. Ja, og ældgamle danske værdier om medmenneskelighed. Følgende ord er skrevet for mere end 350 år siden af en af vore største digtere, Thomas Kingo, og mange efter ham har været med til at forme den danske kultur, vi er så stolte af. Lad os få lov fortsat at bevare stoltheden over, at vi ikke er ligeglade med næsten, men elsker ham som os selv
Thi hvo, som siger, at han ret
Kan elske Gud af hjerte
Og har sin broder dog forgæt ( =glemt)
I armod, nød og smerte,
Han lyver slemt
Og har forglemt
At Gud han elskes ikke,
Hvor arme må utrøstet gå
Og deres tårer drikke.
Kristendommen er så meget, og bibelcitater gør det ikke, dansk kultur er også så meget – rocker( eller brokker)kulturen er f.eks. også dansk. Men i deres essens er både vores tro og vores kultur klare i mælet: vi skal bære vore brødres byrde, og jo flere, der stiller op, jo lettere bliver byrden.
Jeg er stolt af at være dansker, og jeg er stolt af at være kristen, men jeg er ikke stolt af at være mig. For jeg er ligesom alle andre bange og usikker og kan ikke løse de hæslige krige, der plager landene mod syd og øst. Og jeg er ikke et hak bedre end alle andre til at løfte næstens byrder. Jeg lukker f.eks. ikke mit hjem op for flygtninge. Jeg nøjes med at hjælpe i den lille, fattige målestok, jeg formår. Det er der ikke noget heroisk eller flot over det, og jeg har ingen glorie at pudse.
Men vi kan alle give lidt af vores overflod, bl.a. ved at støtte de organisationer, der arbejder målrettet og effektivt på at lindre verdens nød. Gud velsigne de mennesker, der bruger deres tid og kræfter her. Dem kan vi for alvor være stolte af.
—————-
Det er Grundtvig, der siger, at – “Da har i rigdom vi drevet det vidt/ når få har for meget og færre for lidt.” – Sådan tror jeg, drømmen var og at den blev nogenlunde opfyldt i virkeligheden. De fleste har det, de behøver i Danmark.
Men sådan er det ikke ude i verden, og der er ingen tvivl om, at det, der sker nu, er den udvikling i selve globaliseringsprocessen, som vi holder mindst af: at vi må til at dele med verden.
Det lyder ikke så rart, for der bor så utrolig mange fattige derude i de U-lande, der aldrig for alvor blev til de udviklingslande, vi troede engang, men blev ved med at være underudviklede lande. Sådan kaldte man dem, da jeg var barn, men mens jeg voksede op, lærte vi, at det var en uværdig betegnelse, de skulle hedde udviklingslande. Der er bare det ved det, at de ikke udviklede sig i positiv retning, men sank dybere og dybere ned i fattigdom og diktatur.
Og hvad sker der nu? Verden bliver en anden. Men jeg ved ikke, på hvilken måde. Det jeg frygter er ikke så meget, at vi skal blive fattigere materielt, men at vi skal blive fattigere åndeligt. At der vil ske en forråelse. Ja, den er vel allerede indtruffet.
Jeg kan også blive bange for, at det darwinistiske menneskesyn ( hvis det da er Darwins) skal vinde over det kristne menneskesyn ( og jeg taler ikke kreationisme her). Jeg tænker på “survival of the fittest” tanken. Men så ved jeg jo nok, at Darwin ikke mente, at vi skulle gå ud og slå alle handicappede og syge og skæve ihjel. Men det var alligevel den konsekvens f.eks. nazismen drog af hans teorier.
Det, jeg er bange for, er, at vi i stadig højere grad betragter mennesket som et væsen, der ikke har værdi i sig selv, men som kun er noget værd, hvis det kan leve op til en vis standard for “værdighed” ( og det er uværdigt at sidde stum og lam i en kørestol f.eks.). Det skal være samfundsnyttigt =  bidrage til samfundets vækst: = flere og flere materielle ting og flere og flere penge i folks lommer og i statens kasser.
Det er også lidt slående, at vi hele tiden får at vide af “gode” mennesker, at vi skal se flygtningene som “ressourcer” – altså det er de højtuddannede og dem vi kan sætte direkte ind i produktionsapparatet, der er værdifulde for os. Så kan de hjælpe os med at få det hele til at vokse ad helvedet til, indtil indlandsisen smelter og forureningen kvæler os.
Men hvad med alle de syge og gamle – alle de små og ynkelige og uproduktive? De er i en kristen ( humanistisk) tænkemåde lige så meget værd, som de stærke og produktive. Men i et samfund, der som vores mere og mere baserer sig på markedsøkonomiske værdier er disse mennesker det rene “skod”.
Og jeg er bange for, at det ikke kun er nynazisterne, der tænker og føler sådan, men desværre større og større dele af den almindelige jævne dansker.
Suk.
Jeg tager vel fejl.
Jeg håber.
———————–
I aftes læste jeg et essay af Søren Ulrik Thomsen,  – “We are open in a while ago” – Han skrev det for 25 år siden – i 1990 – Men hør hvor aktuelt: Her kommer et lille uddrag.:
“På sin lange march bort fra religionen og henimod en lumpen hjemstavnsfilosofi tilsidesætter den ikke særlig ydmyge Krapup, at forholdet mellem mennesket og Gud er et mysterium og ikke en èn-til-én-relation, hvoraf vor mand på prædikestolen kan aflede en dagsorden for timeligheden. Takket være denne teo-politiske spekulations uskønne bomøvelse er det senest lykkedes Krarup, hvad Kristus ikke formåede, nemlig at præcisere, hvem “næsten” er. Det viser sig til vores store lettelse at være konen derhjemme og et par stykker til fra sognet, men  ikke  dem, der står syd for grænsen og banker på for at bede om en hjælpende hånd af dette lille hovedrige og selvtilfredse land, hvor turen går til Nøddebo, hjem til pastor Blicher, og sulten er en by i Rusland.” ( Citat slut)
….. Og her en lille tilføjelse:
…et eller andet sted, som det hedder på uklart nydansk, så forstår jeg godt Krarup: vi SKAL jo nemlig sørge for de nærmeste, fordi vi så let kan række ud til dem og nå dem. Vi skal f.eks. hjælpe i “nærområdet” = vores egen område – og der er meget man kan her: se til om naboen har det godt, når han er syg – gå en gang i mellem på det lokale plejehjem, der er mange, der sjældent får besøg lige der.
selvfølgelig skal vi alt det …
Det er vel heller ikke så pokkers svært at hjælpe og sørge for de nærmeste: vi elsker dem jo.
… det har bare ikke noget med den aktuelle flygtningesiduation at gøre
… tro endelig ikke det. Et smil til konen og en kop kaffe på plejehjemmet er OK, men det gør det ikke.
… er det for meget med kravet om at hjælpe i en større sammenhæng? Ja, det er i al fald meget. Men hvem har sagt, at det skulle være lidt.
eller at lidt er godt nok. Men husk alligevel: lidt er trods alt bedre end ingenting.
Og nu skriver jeg det igen, og det vil jeg sikkert gøre igen og igen Halfdan Rasmussens digt og vores sløve ligegladhed:
Ikke bødlen gør mig bange
ikke hadet og torturen
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren
ikke nætterne når smertens sidste stjerne styrter ned
men den nådeløse verdens blinde ligegyldighed
I samme essay af Søren Ulrik Thomsen står følgende refleksion over samme emne – og husk lige, at det er skrevet i 1990:
“… hvordan kan det være, at vi ifølge al økonomisk visdom ikke har råd til at hjælpe folk i nød, ikke har penge til at modtage flygtninge og ikke overskud til at holde vores eget social-og sundheds- og uddannelsesvæsen på et ordentligt niveau, når vi tydeligvis har råd til uoverskuelige mængder af walkmen, auberginefarvede lokumstønder, servostyrede Toyota Corollaer, krøllejern og drypfrie termokander, og når alt dette oven i købet skal skiftes ud hvert halve år for ikke at gøre et pinagtigt altmodisch indtryk på næsten? når vi kort sagt har råd til alt det, der ikke er brug for, men ikke til det, der er alarmerende påkrævet. Når vi, med et slag på tasken, kunne undvære 80 % af alt dette, og frigøre al den rigdom og energi, der er bundet i braset, til anstændige formål, uden overhovedet at nærme os en mangelsitualtion.” ( Citat slut)
Ja, det kan man tænke over. Og vi har jo glemt 1990’erne, ikke sandt? Men overfloden af bras er vel ikke blevet mindre.
VI HAR MARKEDSØKONOMI I DANMARK. Men en markedsøkonomi betyder bl. a., at vi producerer det, der kan sælges. At udbud og efterspørgsel hænger sammen. Og verden vil købe krøllejern og køleskabe og biler og dukkehuse og ikke hjælpeprogrammer og mad til de sultne ( for de kan ikke betale) eller tøj og kaminer til de frysende ( for de kan ikke betale) OSV:
Og hvis vi producerer mindre af det bras, vi laver på vores virksomheder, så lukker virksomhederne, folk fyres, skatterne udebliver, velfærdsstaten kollapser. Det er i al fald sådan skrækscenariet ser ud. Kan vi lave om på det? eller sidder vi i saksen? Hvor er de store visioner?
Kan du se en vej?  Et står sikkert i min opfattelse:  VI ER SAT I VERDEN SOM HINANDENS MEDMENNESKER IKKE HINANDENS MODMENNESKER.
 
 
 

 

176 – Lidt mere om Hulsig Kirke


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægges tekster i deres spæde vorden – her diskuteres i kronik- eller essayform – her fabuleres og her leges med ordene. Kort sagt: bloggen er et kig ind i mit værksted. For mig selv er den både blog og blok: notesblok og den blok, hvorpå jeg tør lægge min hals. Jeg vil altid gerne høre din mening, kære læser.
 

Forleden fik jeg et par udklip fra Jyllandsposten 25. februar 1893 og 23 november 1893. Det er Hans Henne Hansen, som før har skaffet mig sjove og vigtige detaljer til Hulsigundersøgelsen, som har været ude med saksen. Jeg afskriver her de to små notitser fra de gamle aviser. Senere vil jeg (måske) lave en scanning af dem og sætte under.
25/2 1893:  Nye Kirker: Udvalget med Undtagelse af C. Hage gaar ind paa at bevilje 6.000 Kr. til en Kirke i Kritianshed ( Bording Sogn på den jydske Hede) samt 8000 Kr til et Kapel i Nærheden af Hulsig Station ( Skagen Landdistrikt); …
23/11 1893: Undertegnede tillade sig herved at opfordre Alle, som kunne interessere sig derfor, til at yde Gaver til det nu næsten fuldførte Kapel ved Hulsig Station i Skagen Landsogn. Til Kapellet har Rigsdagen bevilget 8000 Kr. og i frivillige Gaver fra de ca. 240 Beboere er der indsamlet ca. 2100 Kr.; men der vil endnu kræves en Del til Anskaffelse af de hellige Kar, Messeklæder m.m. Eventuelle Gaver bedes sendte til et af undertegnede Komitemedlemmer eller til dette Blads Kontor.
C. Place, Sognepræst, Skagen – Jensen Wirring – Lærer Rannerød, O. Hovkjær, Sognefoged, Skagen Landsogn – Mads Hesselholt, Detailhandler, Skagen Landsogn – Simon Simonsen, Avlsbruger, Skagen Landsogn – Peter Hjorth, Gaardmand, Storholm – Chr. Høgenhav, Avlsbruger, Kannestederne.
Bidrag modtages på Jyllandspostens Kontor.
Læs mere om Hulsig Kirke f.eks. i indlæg 172. Der er også tidligere indlæg om Kirken på bloggen, ligesom der er et afsnit i Hændelser ved Hulsig, der handler om kirken og det religiøse liv i Hulsig. Det er på side 338.
En pudsig tilføjelse: Det er min onkel Lars Hesselholt, der som den første bliver døbt i Hulsig Kirke. De var to småfolk, som havde ventet ret så længe på den kirke: Lars og en pige, som kom til at hedde Magda, men som nær var blevet døbt Lars, fordi den distræte pastor havde byttet om på navnesedlerne. Min oldemor Kirsten så fadæsen og fik i sidste øjeblik gjort Place opmærksom på fejltagelsen.
Lars skulle have været dyrlæge, det var både min farfars og hans egen drøm, men han fik sit syn skadet, det kan man også læse om i Hulsigbogen, og blev jo i stedet lærer. Og her er så en anden sjov detalje, som Hans Henne Hansen også har gravet op til mig. Det er en annonce i Horsens Folkeblad. Her står der, at en vadsæk er blevet stjålet på stationen, og at der udloves en dusør til den, som finder omtalte vadsæk. Sækkens er den unge Lars’, og han er just rejst fra Hulsig til Gedved Seminarium for at læse. Stakkels unge mand, der må begynde sin tid på seminariet uden sine ejendele.
Her annoncens ordlyd:
For Tilvejebringelse af eller Oplysninger om En Vadsæk og en Stol, som LØRDAGEN D.5.DS. ER BORTKOMMET fra Godsekspeditionens Perron, udloves en Dusør. Vadsækken var mrkt. L. J. Hesselholt, Gedved Seminarium, og Stolen M. Sørensen, Gedved Seminarium.
En anden lille tilføjelse til de to notitser: Det er interessant, i det mindste for mig, at Mads Hesselholt, min farfar Janus’ bror, endnu bor i Hulsig i 1911 – som jeg husker det, så har han lejet (lånt) det lille hus på Hesselholts grund og driver herfra sin slagterforretning. Det morsomme er, at han er opført som Detailhandler og ikke slagter. Det vil faktisk også sige, at min far og mine onkler har kunnet lege rigtig meget med fætrene, som jo altså endnu ikke er flyttet til Skagen, hvor Mads sammen med sin Mathilde bygger den smukke slagterbutik – og så jo desværre dør tidligt fra Mathilde og sine 4 drenge. Man kan læse mere om detailhandlen i Hulsig i Hændelser ved Hulsig side:387.
Om Hændelser ved Hulsig i øvrigt: Der er endnu enkelte eksemplarer tilbage, men det ser ud, som om den snart er udsolgt, og jeg har ikke i sinde at genoptrykke den, så hvis du gerne vil eje en bog, så haster det lidt. Købes ved at sende mig en e-mail: marianne@hesselholt.com – skriv din adresse, og jeg sender en bog

 
 

175 – Igen lidt om Krøgerne


 
Forleden havde jeg den glæde at overrække Hændelser ved Hulsig til Ebba Larsen. Og hun er jo ingen Krøg og kommer heller ikke fra Krøggården, men hun var gift med Peter Larsen ( Krøg), søn af Anne Krøg og Christian Peter Larsen. Han var en bror til min bedstemor, Anna Andersen.
Så vi er da tæt på, synes jeg, og Ebba har fortalt om de gamle på gården i forsvundne tider, og hun er nu den ældste, som har forbindelse til den – i al fald så vidt jeg ved. Eller rettere måske: hun er den ældste af dem, jeg kender, efter at Gordon Albøge døde her i foråret.
Herunder et billede fra Ebba Larsens smukke hjem – her overrækker jeg hende bogen:

Bogen kan du få for 220 kr. ved at sende en mail til mig med din adresse. Så sender jeg en bog.
mailadresse: marianne@hesselholt.com