VILJEN – DEN TRÆLBUNDNE OG DEN FRIE

Udgivet den af
Svar


 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Inden jeg tager ordet, vil jeg minde om en gammel sag, som måske kunne more mine læsere: den gamle Julespøg. I finder den i den højre spalte, men er jo rigtignok nødt til at blade baglæns for at læse den forfra. Den begynder med kapitel 24. Men er jo morsommere, hvis man læser den forfra.
Og nu til nu …
Har netop modtaget det første fine eksemplar af min nye roman “Tobias og Englen” – den bog, som jeg aldrig troede, at jeg nogensinde skulle udgive. Det har jeg så gjort – omsider – eller rettere: den udkommer d.8 januar og præsenteres samme dag på Randers Bibliotek.
Og faktisk har jeg brugt en del af sommeren og efteråret til at skære ned og korte af, så romanen nu foreligger som en ultra kort tekst på 150 sider.
Så har jeg til gengæld fået selveste Rembrandt til at illustrere omslaget. Og ja, det er et gammelt billede fra engang midt i 1600-tallet, men det er præcis så smukt, som jeg havde ønsket mig det. Tak Rembrandt, fordi du tænkte 400 år frem i tiden.

Da jeg læste sidste afpudsning af bogen igennem, inden den styrtede til trykning og hvad deraf følger, stod det mig klart, at den udover “kampen mellem det gode og det onde” også har et andet tema: viljens frihed. Og at jeg oven i købet har lagt Gud de ord i munden, at “mennesket har sin frie vilje.”
Så der kom jeg sandelig i klammeri med den Luther, hele verden har fejret hele det her år. For en af den gode reformators tanker er netop, at viljen ikke er fri. At viljen er Guds alene. Og at menneskets ditto er bundet af Guds. Vores vilje er trælbunden ( som Luther udtrykker det) – vi er altså Guds trælle. Det er hovmod at tro andet.
Det gør jeg.
Jeg tror, vi er frie. Ikke trælle. Derfor står vi også til ansvar for alle vore handlinger.
Det er altså ikke tilfældigt, når Gud i min bog siger sådan her: “De (=menneskene) må selv bestemme.”
I Fadervor siger vi: “Ske din vilje” – og underkaster vi os så ikke Luthers tro på viljens ufrihed?
Nej, det synes jeg ikke. Vi beder Gud tage over, der hvor vi ikke selv kan. Eller der, hvor vi står vaklende og usikre og bange. Hvis det ikke var sådan, så behøvede vi vel ikke bede om det. Så skulle det vel ikke komme fra os til Gud. Så var det jo en selvfølgelighed.
Men vi KAN … vi HAR LOV TIL at lægge vores usikkerhed og frygt i Guds hænder og bede ham om at tage over. Og det gør vi i bønnen.
Sådan tror jeg det er.
Og jeg giver 100% “min” engel Rafael ret, når han i romanen siger til Gud, at FRIHEDEN er den smukkeste gave, Gud har givet sine mennesker. Men også, når han bebrejder Gud, at han så sjældent “tager friheden fra os”. At han alt for ofte lader os styre skuden selv. Og alt for ofte på et hav, der er så oprørt, at vi forliser.
Den gamle theodicé-problematik rejser sig igen og altid: Hvorfor lader Gud det onde finde sted, når han nu er så almægtig og god?
Den problematik får vi aldrig løst. Der er ingen logisk forklaring der.
Jeg er i færd med at læse en doktordisputats om problemet set i historisk perspektiv. Det er Leif Nedergaard-Hansens:  BAYLES & LEIBNITZ’ drøftelse af THEODICÉ-PROBLEMET.
Måske bliver jeg så klogere.
Men ellers? Tja … tro og fornuft har nu ikke så meget med hinanden at gøre.
Jeg vil sige med Brorson:” jeg vil tage det op, som jeg fatter, og resten vil jeg lade ligge.”
Nå, helt kan vi nok ikke lade det ligge. Det kunne Brorson heller ikke.
Og det er altid udfordrende at tage de store spørgsmål op og – i det mindste – forundres.
Og undres.
Og måske blive klogere.

Alderdommens velsignelser og forbandelser

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Jeg har i de seneste 20 år holdt mange foredrag om alderdommen. De første mange år hed foredraget “de ældste og de yngste”. Og det handlede om de to aldre i menneskelivet, der i år ligger længst fra hinanden, men som også er kendetegnede ved, at de deler vilkår med hensyn til det forhold, at både de helt små og de meget gamle er svage og sårbare. Og ret så afhængige af de “voksne” = de stærke, der befinder sig i den midterste livsfase.
Kort sagt: de lever i samme udsathed.
Den seneste tid har foredraget ændret navn og indhold. Det hedder nu: Alderdom er visdom.”
Ligesom det første foredrag tager det udgangspunkt i en historisk rejse. Hvordan har man set på begrebet “alderdom” i fortiden, og hvordan har det forandret sig med tiden.
Jeg hørte engang i et radioprogram Rane Willerslev ( socialantropolog og direktør for Nationalmuseet) hævde, at det KUN er i vor tid og i vor kultur, at man ikke agter og ærer de gamle. At det kun er Nu og Her, at alderdom ikke er omgærdet med stor prestige og respekt fra det omgivende samfund.
Det er jo ikke helt rigtigt.
Men langt hen er det.
Dog kan man se, at man i den græske oldtid dyrkede ungdommen (som aldrig før eller siden) og at i al fald nogle af de førende tænkere foragtede alderdommen. Det har vel så været provokerende, set i lyset af det “normale” syn på gamle folk.
Aristoteles ( 384 – 322 f. Kr.) ser først og fremmest “de gamle” som egoister, der har mistet kontakten til det levende liv. Han skriver i Retorik Xlll bl.a., at de gamle er ondskabsfulde, smålige og nærrige.
Platon (428-348 f. Kr.) ,som i øvrigt var Aristoteles’ lærer var ikke enig med ham i de anskuelser.
I Staten fremstiller han de ældre som selve visdommens kilde – dem kan man spørge til råds og lære meget af.
Senere i historien, nemlig i Det gamle Rom var synet på alderdom helt igennem positivt. At opnå en høj alder var ensbetydende med at opnå stor viden og magt. Alderdom er Visdom – Ja, den overskrift passer fint her.
Cicero ( skribent og statsmand, 106-43 f. Kr.) ) er en modpol til Aristoteles angående synet på de gamle. Han skriver endda et værk om det: Cato Maior de Senectute. Det skriver han, da han selv er en ældre herre, og her er ordene lagt i munden på den 84-årige Cato den Ældre ( statsmand,234 -149 f.Kr.). Han fortæller, hvordan han i sin alderdom bliver levende på en ny måde. Her et lille citat:
“Jeg har kastet mig ud i dette studium (= om den græske digter Solon) med en sådan lyst og appetit, som om det var et længe følt behov, jeg nu må søge at tilfredsstille. Alle de eksempler, I har hørt mig anføre, har jeg fra min egen læsning. Og da jeg hørte, at Sokrates havde gjort noget lignende med lyren, et instrument, som de gamle dyrkede meget, kunne jeg særdeles vel også have tænkt mig det! Med hensyn til litteraturen har jeg nu i hvert fald gjort en indsats. Men for nu at vende mig til en anden påstået fejl ved alderdommen, så savner jeg i dette øjeblik ikke en ung mands kræfter i højere grad, end jeg, da jeg selv var ung, savnede tyrens eller elefantens kræfter. De kræfter, man har, skal man naturligvis gøre brug af, og så i øvrigt indrette sin aktivitet efter, hvad man kan magte.”
Og senere skriver han: 
“…det er hos de gamle, man finder den forstandige tanke og det kloge omdømme, og havde vi ingen af dem, hvad var der så blevet af staten og samfundet?”
Og sådan fortsætter hans forsvar for synet på alderdommen som den mest positive periode i menneskelivet.
Det er også den almindelige mening i Det gamle Rom, idet landet styres af SENATET.  Ordet senat kommer af ordet senatus = samling af gamle. Senex = en gammel mand. Altså for at få indflydelse og magt skulle man være gammel. Det vil faktisk sige, at man skulle være senil for at være agtet. Ikke lige en tanke, der fænger i dag.    
 
 
 
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Dette lille intermezzo for at meddele, at min tid er ilet alt for hurtigt.
Hjælp, jeg har ikke kunnet følge med!
Jeg har derfor ikke nået de mål, jeg satte mig i årets start.
Skriver det, fordi jeg måske har en læser eller to, der undrer sig over, at jeg endnu ikke har skrevet et eneste ord om min modvilje mod Martin Luther. Det agter jeg stadig at gøre, men jeg har som sagt ikke nået det.  Og det er nok sådan, at min uvilje mod Luther og hans tanker og gerninger baserer sig alt for meget på følelser og alt for lidt på faktuel viden. Det vil jeg gøre noget ved, og det skal jeg nok nå.
Jeg synes for resten, at der er alt for mange i dag, der udtaler sig skråsikkert om alt muligt, som de ikke ved ret meget om. Alle VIL have en mening om alt muligt. Og det er faktisk ikke muligt.
Alt for få sætter sig for alvor ind i det, de mener noget om. “Man har lov til at have en mening” – påstår de. Men vel har de ej. De skal i det mindste først sætte sig ind i de emner, de udtaler sig så skråsikkert om.
Det kræver arbejde.
 

Det ondes problem

Udgivet den af
Svar


 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Har netop skrevet en ungdomsbog færdig, som handler om kampen mellem det gode og det onde. Gud og Djævelen er på spil i bogen. Og man kan måske sige, at kampen ender uafgjort. Eller rettere, kampen ender aldrig hverken i min nye bog eller i livet. Men netop, fordi vi mennesker kender forskel på godt og ondt, så er det underligt, at kampen ikke kan blive kæmpet til ende.
Det kan den åbenbart ikke, måske fordi den foregår inden i hver eneste af os, og måske er vi alligevel ikke så gode til at se forskel på godt og ondt. Måske er det faldne menneske faldet så dybt, at det ikke kan hive sig op af sumpen og blive til i lyset. Som der står et sted i Bibelen: “Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”
 

CC0 - Public DomainSyndefaldet – ukendt maler

  
Jeg har længe villet skrive noget væmmeligt om Luther og hans regimenter og noget smukt om Erasmus af Rotterdam og hans tolerance og humanisme. Og det kommer jeg til at gøre senere, men endnu mangler jeg at færdiggøre de studier, som gerne skulle gøre mig klogere på både renæssance og reformation. Så jeg ikke kommer til at forenkle alt for meget.
Men min tese er enkel: Luther er voldelig og intolerant, og Erasmus er venlig og tolerant.
Men først vil jeg forsøge at undersøge, hvad det er, der gør, at vi “falder i Den Ondes kløer” gang på gang. Både i den fælles historie og i det individuelle livsforløb.
I ovenstående sætning har jeg personificeret ondskaben – og det gør man jo i Kristendommen: “Jeg forsager Djævelen og al hans væsen …”
Så lad os bare holde fast ved det.
Det kunne være interessant at finde ud af, hvorfor det onde (=Den Onde) stadig har et så solidt tag i os mennesker, synes jeg. Og her vil jeg tage udgangspunkt i to bøger, der begge handler om nazitiden i Tyskland. Niclas Franks bog: Faderen, og Erich Kästners bog “Notabene 1945”.
Niclas Frank er journalist, født i 1939, og har skrevet mange bøger. En af de seneste, Faderen,  er et opgør med nazitiden og med faderen (Hans Frank), som var Hitlers generalguvernør i Polen. Han havde altså bl.a. Auschwitz i sit område, og en af hans opgaver var at udrydde jøder. En af hans primære funktioner var at skaffe slaver til Det Tredje Rige. Han er citeret for følgende replik: “Når vi har vundet krigen, kan vi for min skyld lave hakkekød ud af polakkerne og ukrainerne og hvem der ellers hænger rundt omkring.”
Så kan vi næppe komme ondskaben nærmere.
Erich Kästner var forfatter og har også skrevet mange bøger. Ovennævnte kom i 1961 og er udgivelsen af forfatterens egne dagbogsoptegnelser i de sidste krigsmåneder. Kästner forblev ( i modsætning til de fleste andre forfattere, som var imod regimet) i Tyskland under hele krigen.
Jeg vil fortælle lidt om bøgerne og citere fra dem. De belyser begge “ondskaben” – og forsøger sig lidt med at forstå, hvad det var, der fik så mange millioner tyskere til at “vælge” og underkaste sig et totalitært regime med en indbygget ondskab, der var så modbydelig, at det trodser enhver beskrivelse.
Niclas Frank. Lad os slå fast med det samme, at han ikke forsøger “at forstå” faderen. Han køber ingen undskyldning og slet ikke den med, at faderen skulle være et offer for verdensituationen. Han var ikke blevet skudt, hvis han havde sagt nej tak til jobbet. Men han sagde ja. For han elskede det.
Hvor dybt ondskaben stak i nazisterne belyses gang på gang i bogen. Niclas Frank fortæller, at han som lille dreng blev “passet” af en SS-officer, som tog ham med i et fængsel. Her åbnede han cellen ind til en lille jødisk pige. Drengen så hendes store angst og begyndte at græde. Officeren trøstede ham med ordene: “bare rolig, den lille heks vil være død i morgen.”
Bogen Der Vater er bygget op som en lang samtale med faderen. I nedenstående får vi et lille glimt fra Nürenbergprocessen, hvor faderen sammen med en række højtstående medspillere i naziregimet, dømmes til døden ved hængning. Forhørslederen har spurgt Frank, om han kender sig skyldig og faderen svarer ikke:
…(318-19) “For helvede, far, du er sådan en umulius … Dr. Seidl: “Jeg dropper spørgsmålet” Men det gør jeg ikke. Jeg forsøger at give dig genoprejsning med hver en fiber i min sjæl. For pokker, det er skærtorsdag, dagen før Jesus, der så ofte blev citeret af dig, af mor, af Himmler, Goebbels … og den del af den treenige Guddom, som I lagde beslag på, blev slået op på korset. Gør det! Og glem ikke mig. Jeg er syv år gammel. Jeg vil leve, længere end jøderne, end polakkerne, end ukrainerne, end flygtningene. End dig.
Dr. Seidl: “Hvad har De at sige til disse anklager …?” Chance nr. 2. Men jeg værfter den væk, før jeg hører dit svar. Der er kun et fløjt fra mor, der kan få dig til at ranke dig, når du forsøger at fedte dig ind hos nogen. Mor er her ikke, så du siger: “til disse anklager har jeg kun at sige, at jeg vil bede retten om at fastslå omfanget af min skyld ved afslutningen af min sag.”
…Seidl lægger op til næste spørgsmål, og du fortsætter: “Selv vil jeg gerne sige fra hjertet og ud fra oplevelsen af denne fem måneder lange proces, at jeg bærer på en stor skyldfølelse efter at jeg har fået indblik i alle de frygtelige grusomheder, der har fundet sted.” 
Seidl … genvinder balancen og overtager med det samme: “Hvilke mål havde De sat Dem, da De overtog posten som generalguvernør?” Dig: “Jeg blev ikke informeret.”
Som man kan se af ovenstående citat, er Hans Franks svar meget forvirrende og han lader, som om han ikke vidste noget om grusomhederne, skønt det var ham, der var en af de værste bødler. Forhørsdommeren bliver da også flere gange bragt ud af fatning over svarene.
Bogen ender med, at sønnen “æder” faderens indvolde. Det er en makaber slutning. Jeg citerer lidt fra den her:
( citat 330) :“Jeg synker dig og den sidste syndflod af løgne, indtil din pumpe bliver slatten, og du synker sammen i vidneskranken som en las kød, imens jeg, en evig barnezombie, springer veltilpas derfra, springer derfra igen og igen …”
Bogen er på alle måder barsk. Opgøret med faderen smerteligt og voldeligt – for der er virkelig tale om had og vrede, som næsten er ustyrligt.
Og så kom jeg bagefter til at tænke på, at der engang må have været kærlighed. Hadet lyser, vreden lyser – meget stærk bogen igennem. Men slutscenen, hvor drengen spiser sin far kunne måske alligevel pege i en anden retning. I al fald kom jeg i tanke om et meget fint digt, der også handler om at spise sin elskede, og som er ligeså makabert. Men det handler alligevel om kærlighed. Det er skrevet af Bo Hr. Hansen og lyder (efter min hukommelse) sådan her: “Vil du elske mig/ til døden os forener/ til vi ligger i hver sin/ maddikegrav/ og spiser af hinanden.”
 
Den næste bog er helt anderledes. Det drejer sig om Erich Kästners “Notabene 45”. Her er ingen egentlig vrede. Forfatteren skriver sin dagbog midt i Det tredje Riges undergang i 1945, og Kästner befinder sig i den periode i Tyrol, hvor han er en del af et filmselskab, mere eller mindre smuglet med som ven af instruktøren. Hans kone Lotte er også med. Man hører skrækkelige historier om flygtninge, som krydser det idylliske Tyrol. Og også Kästner beskæftiger sig med skyldsspørgsmålet. Bogen er skrevet i en rolig, behersket tone.
Er de tyskere, der blev i Det tredje Rige ( inklusive ham selv) uden at gøre modstand, medskyldige?
Egl. ville han ca. 10 år efter krigen skrive en stor roman om hele perioden fra Hitlers magtovertagelse til opløsningen i 1945. Men han opgiver det. Og i stedet udgiver han i 1961 sin dagbog.
Her prøver han at forklare, hvorfor tyskerne handlede, som de gjorde. De levede under et voldsomt tryk. Og det pressede menneske udsættes for tre faser:
“(side 152) I dette første stadium føler mennesker endnu angst. Det er angst for den økonomiske ruin, for fængsler, for prygl, for spark, for pisken, for sult og sygdom, angst for sine pårørendes liv, angst for ens egen død, og angst for af angst at lyve og forråde.
“I andet stadium af forandring under tryk føler mennesket kun en eneste angst: at sige noget andet end det, man vil høre af ham. Og i det tredje stadium har han overhovedet ikke mere angst. Processen at ændre ham under tryk er lykkedes … Han er tilfreds med sig selv, fordi man er tilfreds med ham. Han er lykkelig, fordi han af egen fri vilje deler de herskende forbryderes synspunkter. Skulle de slæbe ham for retten og anklage ham for en afvigende, eventuel human mening eller handling, behøvede de ingen anklager. Han ville selv være mest opbragt over sit tilbagefald” (citat slut).
Alligevel frikender Kästner ikke de tyske modstandere af diktaturet, som forblev inaktive, som ikke gjorde modstand. Han føler sig skyldig. Mener endda, at denne passivitet ligger i tyskerens karakter. Han er sådan indrette, at han må lade sig undertrykke. Han skriver:
(Citat side 194) (Vi tyskere) tager bibelordet “vær øvrigheden underdanig!” mere bogstavelig end andre folk. Vi bliver ved med at være underdanige undersåtter, selv når storhedsvanvittige massemordere regerer os. Og hvad der hindrer os i oprøret, er ikke bare lænkerne. Hvad der lammer os, er ikke bare den nøgne angst. Vi er rede til at dø i hundredetusindvis, endog for en dårlig sag, når blot det sker efter højere ordrer. Vi ofrer os selv en gros og på kommando. Vi er ingen attentatmænd, heller ikke for en ædel sag, nej, slet ikke for den. Vore attentater mislykkes. Det hører med til karakteren. Vi er politisk subalterne. Vi er statsmasochister. “Spanskrøret ligger jer for dybt i blodet,” skrev jeg en gang. …(Citat slut)
Når jeg læser det dagbogsnotat, som altså er skrevet lige efter sammenbruddet i 45, så kommer jeg til at tænke på Alice Millers bog: “I begyndelsen var opdragelsen” – her fortæller hun, hvordan Hitler systematisk og dagligt blev pryglet og på anden vis mishandlet af sin far barndommen igennem. Men det mest uhyggelige ved hendes bog er dokumentationen af, at vold i børneopdragelsen er almindelig accepteret i samtidens Tyskland. Det er altså daglig kost for mange børn.
Kästner slutter sin dagbog 2. august 1945. Netop den dag kommer der en tidligere kz-fange til det lille smørhul i Tyrol, hvor digteren bor, og denne mand fortæller ham om, hvordan livet var i lejrene. K¨stner skriver i dagbogen:
( Citat side 198) Væmmelsen over det, der er sket i lejrene, lader sig overhovedet ikke gengive. Man kan kun opregne eksemplerne, som om det drejer sig om et katalog, om statistisk materiale, om poster i registret, i synderegistret, i et forbryderherredømmes dødssyndsregister. Det er eksempelløse eksempler. Morderne var dyr, der anså sig selv for mennesker. Ofrene var mennesker, man anså for dyr. Det, der skete, hører ikke til i historien, men i djævelens salmebog. Lejrene lignede sindssygeanstalter, men her var det bare omvendt, for det var ikke beboerne, men peronalet, der var sindssyge.” (citat slut)
Derefter giver han sig alligevel nøgternt til at opremse eksempler ( fra kataloget) og det er så grusomme hændelser, at jeg ikke kan gengive dem her. De er ikke til at begribe.
Ondskaben kan ikke forklares. Djævelen? Jo, men det er nu mest i Middelalderen, man for alvor troede på ham. Der stikker han fjæset frem på rigtig mange kalkmalerier f.eks. Eller er det sådan, at han stadigvæk dukker op alle vegne?  Da præsten Jacques Hamel blev myrdet af en islamist i sin kirke i Normandiet forrige år, var hans sidste ord: VIG BAG MIG SATAN. Han så altså ikke blot det onde, men også Den Onde og gav ham navn: SATAN. Ukært barn har også mange navne.
Det lille indlæg her kommer jo ikke sandheden om ondskaben nærmere, men måske sætter det nogle tanker igang? Så gør det jo lidt gavn.
 
 
 
 

Litteratur 3 – Ingeborg Stuckenberg

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Mange kender Viggo Stuckenberg. Hans digt “to som elsker hinanden” groede i al sin sentimentalitet fast i hjernen, da man var helt ung og ulykkeligt forelsket – eller måske endda lykkeligt.
Men få kender hustruen Ingeborg. Måske af navn. For hun var gift med den store digter Viggo Stuckenberg. Men hun var selv digter. Men det var en forkert tid og hun fik næsten ingenting publiceret. Og det hun skrev, f.eks. romanen “Fagre Ord” tog ægtemanden æren for, og det var hans navn, der prydede forsiden.
Hendes skæbne var krank. Ikke kun fordi hun ikke blev anerkendt som forfatter. Også fordi hun aldrig hørte op med at drømme.
Hun emigrerede til New Zealand i håb om at finde opfyldelse af drømmen. Det blev jo kun til fortvivlelse, fattigdom og glemsel.
Og så skød hun sig.
Det kan man alt sammen læse om i den lille bog, udgivet på Læseforeningens Forlag: Ingeborg Stuckenberg – Samlede værker.
Da hun var død, skrev vennen Sophus Clausen følgende digt om hende:
Til dine Øjnes Aandemusik
i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.
Din tavse Mund stod smertelig modig
i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.
 
Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt
en vaad Allé, som var høstafbleget,
med Hjertet stort af fortvivlende meget,
hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.
 
Hvor kan en Kvinde med trofast Sir
skønt selvfortæret af Smerten og Haanen –
bygge sig Slotte i Solen og Maanen
og klippe Stjerner af Guldpapir!
 
Men du var opfyldt af Klokkespil,
som drog dig fjernt over Hav og Bølge
med deres uhørlige Tonefølge
til Eventyrland, som for dig var til.
 
I dine Øjnes Aandemusik
det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger
som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,
du vilde ej taale, at Livet forgik.
 
Ej har dine Søstre paa tyve Aar
med Læberne røde af Kys og Løgne –
den Ro i to Uro-store Øjne,
den Straaleglans af usigelig Vaar.
 
Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.
Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,
som skulde du dyste med Drager og Trolde
og blive ført bort under Sørøversejl.
 
Som skulde et Sted paa den sorte Jord,
du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,
og lykkelig frelse fra Livets Fejde
en Fabelblomst og et gyldent Flor.
 
… Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le
vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,
og blotte de stakkels blufærdige Knogler,
som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.
 
Naar Blæsten vendte det brogede Løv
til Side fra Træernes øde Skeletter,
du huskede mørke, forglemte Nætter,
hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.
 
Saa gik du bort. Men den Livets Drik,
du søgte, blev dig til Bærme i Munden.
Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden
og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!
 
Da dine Haandtryk og Spor forgik,
vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:
 
kun Aandemusik.
———–
Ja, der blev åndemusik tilbage. Og musikalsk var hun.
Drømmen. Lykken. Hun holdt fast i den, selv om den til slut kun var en flosset flig af håb.
Hun så sandheden allerede på vejen mod drømmenes paradis: Australien – New Zealand – Den nye Verden.
Den var ikke bare en skuffelse. Den var værre end det. Rædsel og fortabelse. Realitetsschokket slog hende allerede inden hun nåede frem. De store hobe af ulykkelige udvandrere – mennesker på flugt fra en verden, de ikke kunne leve i. Til en, der var værre og det anede dem allerede på rejsen. Ingeborg Stuckenbergs rejseskildringer er hjerteskærende læsning.
Det syn, som mødte hende på vejen væk fra Europa, er det samme, som i dag møder os ( vi ser det i TV), når vi ser de storre flygtningestrømme på vej mod Europa. Også de er i en håbløs situation og med en ligeså urealistisk drøm i bagagen.
– De (udvandrene) løfter neppe Blikket fra Brostenene. – Skulende, skumle og sammenkrøbne venter de paa Afrejsen. Med deres smaa Byldter i Hænderne lader de sig drive som Kvæg ind paa Banegaarden og op i Vagonerne. – De forsvinder forude i Skbet, der venter med fuld Musik og vajende Vimpler ude i Bremerhafen, og de ændses lidet før de tælles og registreres og sættes i Land med det øvrige Gods i Australien, for at gaa videre til Guldmarkerne. Det er “Tredie Klasse”.
Om “Anden Klasse” skriver hun : Her er Folk, der har Engagement og gode Fremtidsudsigter i Kolonierne, og her er de, der vover Rejsen på Lykke og Fromme og stoler paa Tilfældet og Forsynet og Eventyret, som blev dem fortalt om Guldet og de grønne Skove. – Der er den unge Pige, der har sit Brudeudstyr i Kufferten og sin Brudgom paa Sydhavsøerne, og der er den sølle Fyr, der hele Tiden drejer paa sin blanke Forlovelsesring og skriver mange og lange Breve. – En stakkels Moer rejser med to “Baby” Tvillinger, der er så søssyge og skriger baade Nat og Da, og en lille krølhovedet Baby rejser helt alene og jamrer over Tilværelsen i en evig grædende Benægtelse til alt, hvad der hænder hende. Oh! no no no! Der er Folk, mest unge Mennesker, – Godtfolks Børn at see til – der af Familien “sendes over” Oceanet for at forsvinde og forglemmes.( Citat slut)
Og senere beskriver hun således New Zealand:
Landet med de blaa Bjerge og den blaa Hummel, – landet der flyder med Mælk og Honning; hvor Jorden er billig og Arbeidet bliver godt betalt. Det er Tankerne, der besjæler den Ulykkelige, der samler sine sidste Penge sammen og sit sidste svage Haab, for at prøve en sidste Hasard for Livet og Lykken.
…. Ja, Bjergene er blaa og Himlen er det, men Solen skinner over Tusind stumme, skuffede Haab. Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige Arbeide her fordres for at eksistere. Hjemløse og fremmede, uden at kunne gøre sig forstaaelige i deres eget Sprog; forladte og uænsede kan de ligge og dø i deres Hytter her ovre. Ingen tænker på andet end at frelse sig selv: sauve qui peut! – Og stadig kommer Folk rejsende, stadig fortrøstningsfulde giver de deres sidste Nødskilling ud til denne sørgelige endelige Skuffelse.
De gaar fra Dør til Dør, fra Mand til Mand. Den ene henviser til den anden, kun for at slippe for dette Tidsspilde, at tage sig af andre Folks Affairer og vise dem tilrette. “Ingen har haft Bud efter Eder” – siger de her ovre, “her er Folk nok at faa” – Men stadig kommer der flere. – Og stadig skrives der om, at flere kan ventes. Landet er for det meste vildt og øde. – Klipper og Steen med tusindaarig Urskov med enkelte dyrkede Pletter iblandt. Jernbaneforbindelsen mangelfuld og kun i enkelte Dele af Landet. Alt er endnu kun i sin Vorden.  Ingen har Penge herovre, siger de mest formaaende mænd. – Folk kommer hertil fra Australien og Afrika – og fortryder det.
(I aviserne) staar ikke noget om alle dem – der ensomme og gamle bor i deres fattige Træhytter langt inde i Urskoven, hvor ingen kommer – eller om dem der bor saa langt ude i Landet, at de har mange Mile til nærmeste Nabo. Alle kom de her over som yngre og kraftige Folk. Alle kom de i Haabet om Lykken, og nu venter der dem maaske den samme Skæbne som ham, de brændte Hytten om ( fordi han var død derinde og sad som et råddent lig) – og de ved det. (Citat slut)
Selv kom Ingeborg i håbet om, at hendes bror, der allerede var emigreret, var velstillet og kunne hjælpe hende – det havde han skrevet i sine breve til familien. Han var imidlertid ludfattig og levede som arbejdsmand. Ingeborgs kæreste, som hun rejste med, var uddannet gartner ( slotsgartner) og regnede helt sikkert med godt arbejde i New Zealand. Han fik ikke en chance. Kunne blive underbetalt arbejdsmand. Selv bliver hun ansat som pige på en gård, hvor hun slider 16 timer hver dag med alt forefaldende arbejde, og da hun bliver syg, fortsætter hun med at arbejde, for ellers ville hun dø af sult.
Hjemme i Danmark har hun to børn, to drenge, og de breve hun skriver til sin søster er også lidt henvendt til børnene. Hun ved ikke, om de får lov at læse hendes ord, for hun er (naturligvis) en “forargelig” og falden kvinde. Har jo forladt mand og børn og begivet sig ud på et egoistisk eventyr.
Sådan tolkes det helt sikkert i pæne kredse. Hendes far er f.eks. meget velhavende, men han sender hende ikke en øre.
Hun skal helst glemmes. Så skyder hun sig. Og hun bliver jo ikke glemt herhjemme. Med sit talent ville hun have kunnet nå langt. Men hun måtte nøjes med et skyggeliv.
Det skal nævnes til sidst, at både hun og resten af den kreds af kunstnere, som hun færdedes iblandt, gik ind for “åbne ægteskaber” – det der i 70-kollektiverne bliver til “fri sex” – det kunne naturligvis ikke fungere. Og der har været voldsomme konflikter på den front. Det tror jeg i al fald. Og mon ikke Stuckenbergs digt ( hvem af dem, der så har skrevet det) viser lidt af den verden:
 

Nu brister alle de kløfter  
som fured og sprængte mit Sind,
Alverdens fagreste Blomster
for Sommerens sagte Vind.
Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt;
og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar.

Litteratur 2 – Lisa Genova

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com.
Mange kender Lisa Genova fra romanen: Stadig Alice. Den handler om Alzheimers og er meget velskrevet og veldokumenteret, tror jeg også. Romanen “Et helt nyt liv”, som jeg læser i øjeblikket handler om det at være karrieremenneske og samtidig børnefamilie. Det vil jeg vende tilbage til. Det gælder for begge romaner, at de er velskrevne, men ikke litterært hæver sig over almindelig god prosa.
 

Litteratur 1 – Jon Kalman Stefánsson

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www. hesselholt.com.
Litteratur. Overskriften i dette indlæg er det første i en ny kategori, hvor jeg vil samle “guldkorn”. – Hvad jeg finder særlig godt i den litteratur, jeg læser i øjeblikket. Måske vil jeg anmelde nogle af bøgerne, men jeg vil i al fald skrive en række citater fra dem. Jeg læser meget spredt, så det vil blive et broget tæppe. Hermed det første indlæg i kategorien litteratur .
Jeg har først nu opdaget den islandske forfatter Stefansson. Her er det “fisk har ingen fødder.” Men her kommer et par citater fra bogen:
Jon Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder:
Side 71:
Hvad ved vi i øvrigt om naturlovene?
Hvor dybt er himmelrummet, og hvorfor når visse af menneskets drømme ud forbi de yderste planeter i solsystemet og langt ind i det vi overhovedet ikke kan begribe? Hvorfor tror et flertalt af menneskeheden på religiøse legender der går stik imod al sund fornuft og videnskabelige beviser, ifølge al logik må du enten være barn eller enfoldig for at tro på Guds eksistens, men hvor er trøstens kraft større end i troen på Gud?
Side 200:
Kan du huske, siger han, da vi var så unge? Ja, det husker jeg, min ven! Men nu er vi pludselig blevet så gamle, hvornår skete det egentlig, nogle gange er det som om tiden overrasker en i søvne, hvornår holdt vi op med at være unge? Jeg synes nu stadig at du er den samme skarnsknægt inderst inde, siger hun og så ler han, og de kigger efter de to unge mænd på vej væk, hun ser dem længere, har bedre øjne.
Jeg bliver ligesom dem, siger Tryggi da de for anden gang vender sig om for at vinke, og de står der endnu, hun højere, grim på sin egen smukke måde med sit grove, pluskæbede ansigt, svære arme, strålende blå øjne, han så meget mere afpillet, har aldrig været stærk, men årene har udmagret ham, fortsætter de på den måde bliver han forvandlet til en økse eller et skovlblad..
Vil du blive gammel og krumrygget, så hjælpeløs, at du skal graves op af sneen?
Nej, men sådan gammel under månen og stjernerne og stadig elske min kone så højt, at jeg bare må holde om hende, og ikke have noget højere ønske end at leve tusinde år mere med hende og fortsat elske hendes læber og øjne, sådan vil jeg blive gammel og lykkelig.
 
201:
De gik begge bort først på sommeren, i juni, … med en uges mellemrum … hun begravede sin mand, sit hjertes følgesvend gennem 60 år, holdt hovedet højt, gik hjem efter begravelsen og gjorde huset rent, tørrede hver enkelt lille ting af, tog dem op, følte på dem med fingrene eller hænderne, alt efter størrelsen, og det var lidt som om hun genkaldte sig deres historie, tilværelse omkring dem, gav sig god tid, tillod sig endda at sætte sig ned og knibe en tåre nu og da, selv om det næsten var det samme som at drive den af.
 
344:
 … så du ved og helst aldrig glemmer at alle engang var unge, så du bliver klar over at vi alle på et eller andet tidspunkt skal brænde, brænde af lidenskab, lykke, glæde, retfærdighed, længsel, for det er den ild der lyser mørket op, der holder glemslens ulve på afstand, ilden der varmer livet op, så du ikke glemmer at mærke efter, så du ikke bliver forvandlet til et billede på en væg, en stol i stuen, et møbel foran fjernsynet, til det der stirrer på en computerskærm, til det der ikke bevæger sig, så du ikke bliver til det der knap nok lægger mærke til noget, så du ikke døser hen og bliver til en kastebold for magten, for økonomiske kræfter, ikke bliver til det der næsten ingen betydning har, sløv, i bedste fald smørefedt i et mystisk tandhjul. Brænde så ilden ikke svækkes, svinder ind, slukkes, så verden ikke bliver til et koldt sted, månens bagside.
 
349:
Men så vågner vi og er så ubeskyttede, sårbare, ømfindtlige, at alt kan afhænge af de første øjeblikke. Hele dagen, muligvis hele livet. Se derfor varsomt på mig, sig noget smukt, stryg mig over håret, for livet er ikke altid retfærdigt, det er langtfra altid lige nemt, vi har så ofte brug for hjælp, kom derfor med dine ord, dine arme, dit nærvær, uden dig er jeg fortabt, uden dig går jeg i stykker i tiden. Vær hos mig, når jeg vågner.  
 
 Fisk har ingen fødder
                Har netop afsluttet Bent Hallers bog: Sinkeklassen (fra 2002) – det er ingen dårlig bog, men jeg fanges ikke af den. Og derfor ingen citater fra den.

Flygtninge

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www. hesselholt.com.
Læste forleden Hannah Arendts “Vi flygtninge.” Et par citater og reflektioner i den retning:
Citater fra Hannah Arendts ”Vi flygtninge” fra 1943 – citaterne er taget fra Mikkels Flohrs oversættelse fra 2017, forlaget Slagmark. Citaterne følges af mine kommentarer.
I Danmark (og i hele Europa) forsøger man nu at skelne mellem immigranter og reelle flygtninge. Immigranter er dem, der kommer til os for at genopbygge et håbløst liv (ramt af fattigdom, sult og tørke). De kommer med et håb om et værdigt liv. Og det vil/kan vi ikke give dem, for de er for mange. ”Rigtige” flygtninge er dem, krigen og terroren har fordrevet. Dem har vi pligt til at hjælpe. Jøderne har alle dage været ”rigtige” flygtninge i den betydning, men de var for stolte til at leve med flugtens skamplet, og derfor erklærede de sig som indvandrere.
Citat fra Ahrendts bog – side 11) : ”Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt og nægtede, at vores situation havde noget med ”såkaldt jødiske problemer ” at gøre. Ja, vi var ”immigranter” eller nytilkomne, der havde forladt vores land, fordi det en skønne dag ikke længere passede os at bliver der eller af rent økonomiske årsager. Vi ønskede at genopbygge vore liv, det var alt. For at genopbygge sit liv er man nødt til at være stærk og optimistisk. Så vi er meget optimistiske.”
Dagens flygtninge har mistet alt akkurat som de jødiske flygtninge i og før Anden Verdenskrig. Men medfølelsen med dem overskygges af angsten for, at de skal tage vores tryghed og velfærd fra os.  Jeg samlede penge ind for nogle år siden til Dansk Flygtningehjælp, og jeg mærkede (som mange andre) uvenligheden og mistroen.  Og jeg tænkte: sådan bliver man altså, når man er bange: en frygtning. Vi er Ikke flygtninge, men frygtninge.
(Ahrendt side 12) … Vi mistede vores hjem og dermed hverdagens genkendelighed. Vi mistede vores profession og dermed troen på, at vi kan udrette noget i denne verden. Vi mistede vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige udtryk. Vi efterlod vores slægtninge i de polske ghettoer, og vores bedste venner blev dræbt i koncentrationslejrene og dermed brød vores privatliv sammen.
(Kommentar) Det mest utrolige var nu alligevel franskmændenes reaktion på flygtningestrømmen fra vest dengang i 30’erne: man internerede jøderne, fordi de var tyskere ( og altså fjender) – og da Frankrig senere blev besat af Tyskland, forblev jøderne i lejrene, og nu var de der så, fordi de var jøder. Internaterne konverteredes til fængsler, og de internerede blev til fanger. Hannah Ahrendt selv sad i ”le camp de Gurs” i Sydfrankrig. Det lykkedes hende at flygte.
(Ahrendt side 23): — Vi blev udvist af Tyskland, fordi vi var jøder. Men vi havde knap krydset den franske grænse, før vi blev til boches ( tyskere). … Over syv år spillede vi den latterlige rolle, hvor vi prøvede at være franskmænd – eller i hvert fald fremtidige medborgere: men i starten af krigen blev vi alligevel alle sammen interneret som boches. I mellemtiden var de fleste af os blevet så loyale franskmænd, at vi ikke engang kunne kritisere den franske regerings ordrer; så vi erklærede, at det var okay at blive interneret. Vi var historiens første prisonniers volontaires.
(Kommentar) Vi behandler asylsøgende flygtninge/immigranter med mere nænsomhed i vores land. Tror jeg. Er dog ikke helt sikker. Derimod er jeg helt sikker på, at de mennesker, der sidder i asylcentrene og venter, undertiden i årevis, lever i et helvede. De humanistiske idealer, vi engang havde, har spillet fallit. Luther har vundet over Erasmus af Rotterdam og Montaigne. Ja, men det gjorde han jo for længe siden. Alligevel lykkedes det os at værne om humanismen. Længe. Men nu?
Nu er ordet humanisme blevet et skældsord. På niveau med ordet marxisme. Hvad tror danskerne så på? På Gud? Er de (vi) kristne? Jeg tvivler.
Hørte i dag Bagklog på P1 med Esben Kjær – han havde Suzanne Brøgger i studiet og de talte bl.a. om blasfemiparagraffen – om den skulle afskaffes eller ej. Og jeg hørte S.B. sige, at danskerne ikke bare ikke var kristne, men at de aldrig havde været det. Det tror jeg, hun har ret i. Selv om jeg aldrig har hørt nogen sige det før.
 
 

Hulsig 1935 – en begivenhed

Udgivet den af
1

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Begivenhed? Ja, en mærkedag for to mennesker, og en dag, som hele Hulsig tager del i. for det var sådan, at man dengang delte hinandens sorger og glæder. Som min onkel Lars skriver i “Hulsigminder”: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne, var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder”

Et bryllup i 1935. Mine forældres. Vera og Magnus Hesselholt. Nu havde de været venner, måske kærester i ca. 10 år. Det var på tide.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så har jeg lidt travlt for tiden med at rydde op. Og nu fandt jeg en stak på over 100 telegrammer fra hin mindeværdige dag og fandt samtidig, at det ville være synd, hvis stakken bare havnede i papirkurven, der ellers så gavmildt tager imod for tiden.

I al fald vil de nogle af dem få et efterliv her på bloggen, tænkte jeg og har derfor tænkt at vise et par stykker af de  gamle telegrammer.

 Navnede på dem, der deltog i festen, har jeg ikke – kun et uklart billede. Det var en stor flok. Familie og de nærmeste venner, tror jeg. 

Men her et par telegrammer: det første er fra lærer Wilhelmsen, der underviste på Rannerød Skole i mere end en menneskealder. Min mor havde ham i 1910’erne.


H er kommer navnene. De fleste er måske glemte i dag. Men der er dog stadig børn og børnebørn i live, og desuden: de har levet og ikke forgæves. Deres spor er i os.

 
De er stavet som i telegrammerne. Der er et par stykker, der hedder det samme, men da de optræder i forskellige telegrammer er de nok ikke identiske. De fleste er folk fra Hulsig, og som regel kun med navnet nævnt. Enkelte har tilføjet titel og nogle er ”udefra”, men det noterer de selv efter navnet.
 
Adolf Christensen og Hustru
Agnes og Oskar Husth
Aksel Pedersen
Anders Chr. Thomsen og Hustru
Ane Katrine Christensen
Ane Kirstine og Lars og Sigvald
Ane Nielsen
Ane og Janus Madsen
Anna og Chr. Nielsen
Anna og Søren Troldborg
B. Bendtsen og Familie, Starholm
Bager Sørensen og Hustru, Jerup
Bernhardt Bendtsen og Hustru
Bernhardt Pedersen og Hustru
Bertha og Axel Jensen, Hjørring
Bertha og Peter Madsen
Bøie Sørensen og Hustru
Bøje Sørensen og Hustru
Børge Jakobsen
Chr. Christensen og Hustru, Hulsig Station
Chr. Christensen og Hustru, Højen Station
Chr. Høvenhaven og Hustru
Chr. og Marie Heilisen (Heilesen?), Tornby
Christensen og Familie, Mejeriet
Christian Pedersen
Christiansen, Plantør, Bunken
Dagmar og Jens Pedersen, Aalbæk
Ejler Nilsson
Elisabeth Larsen
Emanuel Mortensen og Hustru, Slagter, Elling
Emil Mose
Ester Houkær
Hakon Houkær
Hanna Christensen
Hansen, Statsbetjent
Helene og Oscar Hust, Raabjerggaard
Henry Sørensen, Aalbæk
Herman Strauss og Hustru
Herman Thomsen
Hildager og Marinus Kristensen, Rannerød
Høgenhaug og Familie, Strandby
Ida Nilsson
Ingeborg Houkær
Ingeborg og Ester Houkær
Ingeborg og Kristen Sørensen, Hollandsbjerg, Ørsted
J.C. Christensen, Slagter, Skagen
Jane og Jens Troldborg
Janus Chr. Jensen og Hustru
Janus Madsen og Hustru
Jenny og Svend Hesselholt, Skagen
Jens Hjorth
Jens P. Høgenhaven
Jens Peter Christensen og Hustru
Jens Troldborg og Hustru
Johan Jakobsen og Hustru
Johanne og Chr. Møller
Johanne og Thomas Peter Thomsen, Skagen
Johannes, Thorvald, Petrine og Johanne Pedersen og morbror Hans, Ørum
Jørgen Westergaard og Hustru
Karl Thomsen og Hustru
Karoline og (?) Christensen, Rannerød
Ketty og Børge Bøger (?), København
Kirsten Madsen
Kirsten og Anna, Thomas Thomsen, Gl. Skagen
Kitz og Familie
Kjær, Forretningsfører
Kokholm og Familie
Kresten Thomsen
Krestine Kristensen
Kristian Nielsen og Hustru
Kristine Christensen
Lars Thomsen og Hustru
Larsen og Hustru, ”Rolighed”
Laurits Jensen og Hustru
Laurits Larsen og Hustru
Laurits Lundholm og Hustru
Lissen Madsen
Mads Troldborg og Hustru
Magdalene Jensen
Maria og Henning Leed, Bunken
Marianne og Søren Christensen
Marie Andersen
Marie Christensen og Familie
Marie og Albert Nielsen
Marie og Chr. Pedersen, Aalbæk
Marie og Chr. Rump, Bunken
Marie og Yngvard Halt ( Holt?)
Marinus Christensen og Hustru
Martin Christensen
Martin Simonsen
Martinus Jensen og Hustru
Møller og Familie, Købmand, Bryggergade
Niels Nielsen og Hustru, Nr. Elkær
Niels Pedersen og Hustru
Ole Chr. Nielsen og Hustru
Oluf Nielsen og Hustru
Oskar Andersen og Hustru
Oskar Hust og Hustru
Oskar Hust og Hustru, Raabjerggaard
Oskar Jensen og Hustru, Vognmand, Skagen
P. Lyng og Familie, Strandby
P.W. Christensen, Skotøjsforretningen
Peder Houkær og Hustru
Peter Hjorth og Hustru
Peter Houkær
Peter Høgenhaven og Hustru
Peter Larsen og Hustru
Petrea Simonsen
Rasmus Hjorth og Hustru
Rasmus Nielsen
Rasmus Nielsen
Richard Jensen
Røntved, Jansen og Frederiksen
Signe og Thorvand Houkær
Sigrid Lundholm
Sigrid Sørensen
Sigtenberg, Købmand, Kvissel
Sigvald Christensen
Sinne og Conrad Hust, Aalbæk
Sovkrog og Familie, Hulsig
Søren Christensen og Hustru
Westergaard og Hustru, Købmand, Aalbæk

Anmelderi

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Forleden hørte jeg en udsendelse i P1 med Mortens Sabro. Han fortalte om sin nyeste roman ( eller hvad det nu er) ”Love me Do” – og han brugte det meste af sendetiden på at skælde voldsomt ud på anmelderne, som ikke alle havde givet hans bog stjerner nok. Navnlig Marie Louise Kjøldbye fra Information var han ude efter. Hun skriver nemlig bl.a., at bogen ikke er en stor bog. Og, hævder Morten Sabro med den sureste stemme, han kan opdrive, det er netop det, den er: en stor bog.
Hans konklusion med hensyn til almelderkorpset i DK er i klar: det domineres af fagligt inkompetente folk. Det er der sikkert mange (forfattere) , der vil give ham ret i.
Følgende er i al fald 100 % sikkert: om ens bog kommer i medierne eller ej, om den anmeldes godt eller dårligt og efterfølgende sælger godt eller dårligt, det afhænger af tilfældigheder, mest af alt naturligvis af, hvem bogen falder i hænderne på, når den skal anmeldes.
Desuden betyder de basuntrut, der lyder fra avisspalter og TV/radio, inden bogen udkommer, en hel del. Al slags foromtale spænder forventningerne og øger interessen for bogen længe inden nogen har læst den. Mediedækning i det hele taget betyder mere end det halve for bogens fremtid.
Nogle forfattere er gode til det med medierne (har måske venner inden for faget – tro ikke, at nepotisme er ukendt i Danmark – eller de har medietække) andre kan slet ikke få fodfæste i den verden.
Bogens kvalitet er naturligvis af betydning, men den side af sagen ligger langt nede på ranglisten, og de andre faktorer spiller en meget større rolle, når det drejer sig om en bogs fremtid: altså, om den bliver set – om den bliver læst – og om den bliver værdsat efter fortjeneste.

Jeg læser så meget af den nye litteratur (skønlitteratur) som jeg kan nå, og jeg undrer mig undertiden over, hvorfor en del virkelig gode bøger (m.h.t. indhold, form og sprog) næsten ikke omtales, mens ligegyldige skriblerier får mange stjerner og gode ord med på vejen.

Nu er det sådan, at jeg i de her dage rydder op. Det gør man i min alder, og det er også en god måde at se sig selv over skulderen på og tænke over, hvad der egentlig er sket i ens liv?
– og lige nu rydder jeg op i mit forfatterskab: der er en del manus’ser, som papirkurven har godt af at tage vare på, indtil forbrændingen tager over. Og alle anmeldelserne ryger samme vej. Der er hundredevis af udklip, og de ville være en pestilens for mine arvinger.
Men inden da kunne jeg tænke mig et lille eksperiment, som muligvis underbygger alt det, jeg skrev ovenfor om anmeldere. Det kunne være morsomt at prikke det mest positive og det mest negative ud af materialet og så se lidt på, hvordan forskellige mennesker har læst og vurderet det, man har skrevet. Så mange vidt forskellige opfattelser af den samme bog – vel at mærke af kapaciteter inden for anmelderfaget.
Ofte forstår man slet ikke, at det ER samme bog.
Det kan så MÅSKE være en trøst og advarsel for kommende forfatterspirer. Morale:
Hvis du vil være forfatter, så skal du vide, at du går ind i et erhverv, hvor du får mange tæv og mange roser og begge dele er svære at håndtere.
Det tror jeg er en erfaring alle forfattere har gjort. Ikke kun Morten Sabro. Skønt han er den eneste, jeg har hørt vræle sådan rigtig højt og skingert over det.
JOHAN

 
Det virker ikke ægte, at Johan ene af alle ikke bliver forrået af opholdet i Børnehuset, han beholder sin retfærdighedssans. Der er en meget brat overgang fra den naive 10-12årige Johan til den udspekulerede 13årige ditto. ( Poul Wibbert Esberg)
Det er en spændingsfyldt historisk roman fortalt med dramatik og indlevelse. Tidens vilkår og miljøet i København står lyslevende. Med lidt historisk interesse vil bogen være en oplevelse for de 12-16årige. Kirsten Larsen (Bibliotekerne)
ISENGLENS SØN 
 
Annelise Vestergaard (Jyllandsposten): Denne anmeldelse er nok lidt halvlunken. Jeg farver den ikke helt rød Efter en gennemgang af handlingen konkluderer anmelderen: Over denne version af kampen mellem det gode og det onde – og den blanding, de fleste består af – har Marianne Hesselholt bygget sin historie, kaldet “Isenglens Søn”. Den er lang og omstændelig, måske lidt fortænkt og meget symbolladet, men velskrevet og trods alvoren med muntre islæt. 
 Flemming Dehn: Det er en flot bog, pakket ind i en sjov, anderledes og elegant ramme og med synsvinkler, som ikke bare snakkes væk. Nogle vil måske kalde bogen for krævende, ”så anderledes” men vore gode læsere har også krav på kvalitet, der vender det hele lidt på hovedet.  
SKYD DIG IGENNEM, SAGDE OLDEFAR  
Her er en lang række anmeldelser, men ingen negative
Damian Arguimbau skriver i Weekendavisen bl.a.: Marianne Hesselholt, som er lektor ved Silkekborg Amtsgymnasium debuterede forrige år med den meget lovende roman Johan, der senere blev efterfulgt af Isenglens Søn. Men Skyd dig igennem! Sagde Oldefar har hun skrevet en meget varm og humoristisk fortælling om venskabet mellem de 6-årige Anne og hendes senile oldefar.
Anette Bruun Jarl skriver i Århus Stiftstidende: For de ældre (5-10årige) er Marianne Hesselholts ”Skyd dig igennem! Sagde oldefar” sæsonens bedste bud på bogen. Det er faktisk den bedste bog, jeg har læst længe.
Sært nok blev jeg træt af at skrive børnebøger efter den bog og gik over til voksenbøger.
GYLDEN SOL OG SORTE SKYER: 
Den mest afskyelige anmeldelse, jeg nogensinde har fået, fik jeg af  Claus Grymer i Kristelig Dagblad. Her rørte jeg ved et koryfæ for kristne, følte jeg, som man ikke ustraffet kunne give sig af med. Der var et par anmeldere mere, der kastede sig over mig, som var jeg en slags vaneforbryder.
Her er et par, som trak tænder ud:
Claus Grymer: ...En fortællestil, der er springende som Hesselholts, kan praktiseres med godt resultat. Men det kræver en indre sammenhæng. Og den mangler. Portrættet af Kingo er uden den fornødne psykologiske dybde.
Mette Winge: … Det gør, at romanen på trods af sin omhu og sine grundige forstudier – bortset fra barndomspartierne – kommer til at mangle nærvær og fortællemæssig nerve, og Kingo ender med at blive en skikkelse, som egentlig ikke vedkommer læseren særlig.
En mellemsur anmeldelse af Knud Bjarne Gjesing: ...trods den samvittighedsfulde omhu med de biografiske detaljer har bogen dog sin svaghed i selve portrættet af salmedigteren. Hos Kingo fornemmer man noget af renæssancetidens tunge livsappetit,. Trættekær, magtkær, kvindekær og pengekær, men samtidig depressiv og syndsbevidst.  … 
Pænt, men lidt lunkent: Johannes Værge:Thomas Kingos kærlighedsliv kalder Marianne Hesselholt frem i romanlyset. Hvor meget og hvor dristigt hun på det felt har måttet forlænge kilderes antydninger skal jeg ikke kunne sige, men levende og troværdigt virker det. …Ellers går fortællingen ukompliceret af sted, lige ud af landevejen, uden opvisning i litterære tricks, og tak for det …
Nu et par anmeldere med helt andre øjne og hjerter:
Bjarne Åkesson Filholm : En velskrevet og medrivende romanbiografi om den danske berømte salme-og barokdigter, Thomas Kingo. Romanen er letlæst og den henvender sig bredt til voksne roman-og biografilæsere og ikke blot dem, der har interesse for omtalte person i forvejen. Fortællingen er afbalanceret fortalt … Man får også et indtryk af selve personen Kingo: et begavet, ambitiøst og dybt troende menneske med litterære talenter …
e-bi – Holbæk Amts Venstreblad: Marianne Hesselholt har taget udgangspunkt i de kilder, der foreligger om Thomas Kingos liv og levned, men først og fremmest er det salmerne, der har inspireret hende til en godt fortalt skildring af en af vore store salmedigtere og det ingenlunde trivielle liv, han har haft. Det er bestemt ikke nogen kedelig skildring. Tværtimod.
Flemming Kofoed:  Det er modigt gjort at skrive en bog om Danmarks store salmedigter Thomas Kingo. På den anden side er der adskilligt kildemateriale i form af bl.a. biografier, afhandlinger og ikke mindst Kingos mange salmer og skæmtedigte at stykke et livsforløb sammen af. Og det har Marianne Hesselholt gjort ganske spændende og underholdende og nødvendigvis også med en vis portion frimodighed …fængslende læsning er det …
John Chr. Jørgensen : … den dramatiserede biografi fungerer bemærkelsesværdigt godt, også sprogligt. Frem af et broget tidsbillede med svenskerkrig og pestplage træder et troværdigt portræt af psalmisten Thomas Johannis Kingopius i al hans styrke og skrøbelighed. … Marianne Hesselholt har fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at gå videre med romanbiografier om Brorson og Ingemann. Ja, hvorfor ikke. Salmedigtere har det med at fordampe i ren ånd. Hesselholt ser ud til at kunne give dem kød og blod. 
I Kirke og Sogne – kontakt 1/2 1997 (men uden signatur) stod følgende at læse: Udover den medrivende skildring af Kingos liv får læseren meget at vide om underviningen i barokken, om svenskekrigene, om de fattiges liv og meget andet. Hvert kapitel indledes med eksempler fra Kingos digtning, eksempler, so inspirerer til videre læsning af dette enestående forfatterskab, skrevet af et begavet, ambitiøst, dybt troende, men også selvoptaget og forfængeligt menneske.
I bladet Solkysten af november 1996 ( desværre også uden signatur) kan man læse følgende.:Jeg troede, jeg vidste meget om Kingo, denne viden har jeg fået udvidet betragteligt og på en meget læseværdig måde. Desuden har forfatteren skrevet bogen på en meget fornøjelig måde. Det tørre stof er blevet levende og endnu mere nært.
BRORSONS BILLEDER  
Reaktionen på den roman var som på den forrige: nogle havde bogen givet en god oplevelse – andre tværtimod – det virkede som ved Kingobogen, næsten som om jeg havde begået en slags helligbrøde. Og lidt brødebetynget følte jeg mig faktisk – men det tror jeg er en naturlig følelse, når man har den frækhed at lægge et levende (omend afdødt) menneskes liv ind i en romans fiktive univers.
Her først en lunken:
Preben Meulengrath: 
Meget morsomt begynder han anmeldelsen med at skrive, at Mette Winges roman om Hermann Bang er modellen for “Brorsons Billeder”. Morsomt, fordi jeg ikke dengang havde læst hendes roman. Det har jeg nu. Den er rigtig god, men min er altså ikke et plagiat.
Men her et pluk af anmeldelsens kerne: Det biografiske skelet har Marianne Hesselholt klædt i tolkningen og fantasiens kød. … det lykkes ikke helt godt. Læseren får ikke styr på, hvordan den uvorne knægt og dovne student pludselig bliver til en anset præst, provst og biskop.  … Selv om romanens helhed mangler spændstighed, så lever den gennem sine billeder …
Det er en blandet anmeldelse, som man kan få indtryk af her. Og jeg synes, den bærer præg af, at anmelderen ikke har læst hele bogen (den er jo også lang). Når han f.eks. kalder Brorson en doven student, så fremgår det i al fald ikke af romanen, tværtimod  – hvor han næsten slider sig ihjel – det er altså filologi og filosofi, han studerer og ikke teologi. Derfor relegeres han fra universitetet, ikke fordi han er doven. Det er for øvrigt et karakteristisk træk hos langt de fleste anmeldere: de læser ikke, de skøjter. Og har vel ikke tid til andet.
Bent Windfeld: Han starter med et langt referat af bogen, og det er ok. Så slutter han med nærmest af fastslå, at jeg har “folkeliggjort”  Brorsons liv, så alle kan læse bogen, og at den derved taber i dybde. Og her vil jeg delvis give ham ret – det var faktisk hele tiden min mening af skrive “folkeligt” og ikke for akademisk skolede. Det får jeg på puklen for, men jeg tager det som en ros. Og sådan set er denne stort set negative anmeldelse slet ikke dårlig. Han skriver bl.a.:
Forfatteren har åbenbart ikke villet belaste sin fremstilling med at indføje denne skildring i en ramme af idehistorisk karakter, men derved har den fået en smag af en nutidig eksistentialisme, som den vel ikke kan have haft på Brorsons tid. Det er et valg, som gør bogens problematik lettere forståelig for den relativt forudsætningsløse, men som samtidig gør den historiske situation mindre konkret. …. Disse scener er i og for sig klart og som regel ret fængslende skildret, og derfor har bogen vel en fremtid som folkelig oplysning … men den ville rigtignok have vundet … hvis den havde vovet at fordybe sig mere i Brorsons tanker og digte.
Det sidste har jeg taget ad notam i mine foredrag, hvor jeg fordyber mig i Brorsons digte. For det har han jo ret i. Og det er jo vigtigt. Min kærlighed til digtene er da også større end min kærlighed til digteren ( for ham kender jeg jo ikke og kan aldrig komme til det – den Brorson, jeg “skaber” er min Brorson.
Her kommer så en noget koldere af slagsen. Det er Henrik Wivel: … fremme ved bind to, Brorsons Billeder, er det stadig ikke helt klart, hvad der er Marianne Hesselholts ærinde, udover i en åben og pædagogisk let tilgængelig form at oplyse om – i dette tilfælde – Brorsons liv og levned. Det gør hun udmærket, men så heller ikke mere … …det romanbiografiske projekt er som helhed sympatisk, og Brorsons Billeder svalt underholdende i sin patinerede sprogdragt og konventionelle andægtighed.
Her er noget mildere, som dog også var lidt ondt (altså for mig at sluge):
Niels V. Petersen. Han konkluderer: Romanen er ellers behændigt og spændende nok skruet sammen omkring den aldrende Brorsons tanker og erindringer en sen og søvnløs nattetime i bispegårdens studerekammer i Ribe. Her læner biskoppen sig tilbage i stolen med lukkede øjne og lader synerne folde sig ud og sig selv føre tilbage til drengeårenes marsklandskab. Derefter fremstilles Brorsons erindrede liv og levned i kronologisk rækkefølge. Det er i sig selv befordrende for den biografisk interesserede læsers mulighed for at holde trit med historien, men samtidig forfladiges hovedhpersonen og optrinene reduceres til brogede glansbilleder.
Og nu vi er ved smertepunkterne: Nicolaj M. Lassen Han konkluderer således:
Brorsons Billeder er en udpræget undervisningsvenlig bog med sine korte kapitler samt noterne bag i bogen, der forklarer de svære ord og de tyske og franske sentenser. Men sin lidt gammeldags biografiske oplysninger af digterværket ( det er næsten helt Hans Brix’sk) og den trivielle sidepointe, at Brorson var en almindelig ualmindelig mand, rokker bogen næppe ved nogens opfattelse af den gamle digter. Og så kan romanen i øvrigt være nok så velfortalt og sproglidt lydefri.
En sidste af de, der gjorde lidt nas var Mette Winges anmeldelse: -andre skikkelser fra Brosons samtid føres lidt som dukketeaterfigurer i korte glimt ind på scenen. Det gælder håndskriftsamleren Arni Magnusson, det gælder en spidsnæset og spids Ludvig Holberg, og det gælder den halvfordrukne, men geniale digter Ambrosius Stub, som Brorson ikke rørte mange hjælpende fingre for … Brorsons Billeder vidner om stor flid og kærlighed til stoffet, men manden Hans Adolph forbliver temmelig fjern og en smugle aspargeagtig…
Mette Krogsholm Pedersen: De første 50-60 sider, der handler om hans barndom, er ikke så informative, men er domineret af mange sprogligt velformede naturbeskrivelser og billeder. Men man bliver mæt af billedmængden. Beskrivelserne bliver færre og mere nuancerede, som bogen skrider frem, og romanen har klart sin kvalitetesmæssige tyngde i sidste halvdel. Her der det, at nogle af Brorsons interessante, religiøse dilemmaer beskrives gennem dialoger med kolleger og over-og underordnede. Vidste man intet eller kun lidt om Brorson, før man læser bogen, er man ikke bare blevet klogere bagefter, men man har også fået stoffet leveret på en let fordøjelig måde. … hvis ens ærinde  … er at læse en god roman, ja, så er der skrevet bedre af slagsen.
Efter en pæn anmeldelse konkluderer Knud Bjarne Gjesing: Marianne Hesselholts romanbiografier er fortalt i en bred og folkelig stil, og de bygger tydeligvis på grundige studier af materialet. Efter planen skal serien afsluttes med et bind om Ingemann, idet forfatteren tilsyneladende viger tilbage for at give sig i kast med Grundtvig. Det er en skam. I “Frederik” fra 1972 tegnede Ebbe Reich et portræt af Grundtvig som en slags provo, hippie og 68-oprører. Denne skildring kunne behøve et mere nøgternt alternativ.
Eva Hein: Hvor mange af os ville kaste os nysgerrigt og videbegærligt og helt frivilligt over en bog om en salmedigter fra det 18. århundrede? Sandsynligvis ikke ret mange. Derfor er det i sig selv en bedrift at få pustet så meget liv i et ældgammelt og ikke tilsyneladende appellerende kapitel, at der kommer en både læseværdig og underholdende historie ud af det. Men det er præcis, hvad Marianne Hesselholt har formået med romanbiografien Brorsons Billeder. …. Det er svært som læser at afgøre, hvornår handlingen bygger på det indsamlede kildemateriale, og hvornår der skrives pr. fantasi. Men det afgørende er også, at det er en dejlig velskrevet bog, indlevet fortalt og med en fin balance mellem fiktion og fakta. Og det er den!
Erik Nicolaisen Høy: Hesselholt har gennemgået et righoldigt kildemateriale, hvilket afspejler sig i bogens troværdige tidsbillede.  … Bogen er opbygget som forfatterens bog om Kingo “Gylden Sol og sorte skyer”, dog mere psykologisk. Kingoromanens læsere vil også sluge nærværende.
Eva Meile: Jeg har læst “Brorsons Billeder” med stor glæde og interesse. Jeg synes, at forfatteren er i besiddelse af både psykologisk indlevelsesevne, teologisk niveau og sproglig fantasi og livfuldhed. Hun tegner et fængslende og overbevisende billede af Brorson som en sammensat natur, i hvem mange lidenskaber kæmper om magten. Beundringsværdig er også den måde, hvorpå hun uden at forfalde til bedrevidende “afsløringer” kaster lys på digterens menneskelige og alt-for-menneskelige følelser og handlinger. Brorson får lov at fremstå i “hel figur”. Også bipersonerne når at få karakter, meget vellykket er efter min mening f.eks. glimtene af Holberg og Ambrosius Stub. ( Det skal lige føjes til her, at ovenstående ikke er en anmeldelse, men en udtalelse, som E.M sendte til mit forlag = P. Haase og Søn), inden bogen udkom).
Henriette Bacher Lind: I lighed med denne ( Kingobogen) er også denne en bog, der meget samvittighedsfuldt og stilfærdigt fremlægger salmedigterens levnedsløb, sådan som det har formet sig fra barndom til alderdom…. Marianne Hesselholt har tydeligvis sat sig grundigt ind i de historiske omstændigheder, hvorved man får et glimrende indblik i datidens både teologiske og hverdagsagtige miljøer, skarnet i gaderne, vægterens sang, det klamme studerekammer, de halvrådne sild, som peblingene indtog dagligt, og beskrivelsen af Brorsons møde med pietismen i alle dens mange skikkelser er føjet naturligt ind i forløbet.
Flemming Everfelt: Marianne Hesselholt … lader den gamle søvnforstyrrede biskop sidde i nattetimer og genopleve sit liv. Det virker særdeles nærværende og troværdigt, så længe talen er om den bitte knægt og hans til tider meget naturnære oplevelser i bondelandet. Skildringen af knægtens møde på galgebakken med en original, som han tror er Mestermanden selv, er en helt lille perspektivskabende historie i sig selv.
 
Jeg skal nævne, at ovenstående bøgerne er udkommet på Modtryk (Johan), Gyldendal ( Isenglens Søn) og P. Haase og Søn ( Gylden Sol og Brorsons Billeder) Desuden, at anmeldelserne er fra Weekendavisen, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, og Kristelig Dagblad + et par tidsskrifter: Præsteforeningens Blad, Dansk Musiker Tidende.
Mine novellesamlinger har jeg gudskelov ( man er så berørt, at man ikke tager Guds navn forfængeligt, når man tager det med i den her sætning) ikke fået nogen negative anmeldelser på, og også bøgerne om Alzheimer høstede kun roser.
De sidste bøger, som jeg vil medtage i det lille eksperiment er bøgerne om Ingemann. Det blev til i første omgang til to. De kommer her:
   
LANDSBYBARNET:
Der kom ingen anmeldelser på bogen. Måske fordi forlaget ( Net-bog-klubben) ikke sendte den til dagspressen, som jo ikke er tankelæsere. Men fra bibliotekerne lød det sådan her. Kim Lau Larsen: Den nye bog om B.S. Ingemann er bygget over samme læst ( som Kingo og Brorsonbøgerne) På baggrund af nøje kildestudier følger vi hovedpersonens liv i romanform – herunder hvad han kunne have sagt og tænkt. Bogen er strengt kronologisk. Først om drengens trygge tilværelse i Korkildstrup præstegård – det fylder langt over halvdelen. Her følger vi livet i et præstemiljo i slutningen af 1700tallet set i barnehøjde. Et fantasifuldt og følsomt sind indsuger alle indtrykkene fra voksenverdenen – uden rigtigt at forstå. … Der er planlagt en forsættelse om hans voksenliv.
LUCIE¨
Heller ikke Luciebogen blev sendt til anmeldelse. Dog blev den anmeldt i Politiken af Mette Winge ( Og nu blev jeg helt glad for hende) – hun skriver bl.a.: Marianne Hesselholt har skrevet sin bedste roman – en vellykket fantasi over billedkunstneren fru (B.S:) Ingemanns opvækst. … Pigesindet er fint fanget ind, og man bevæges, samtidig med at man også morer sig over skildringen af tidens skikke, sæder og selvfølgelig også moral. Marianne Hesselholt har tidligere skrevet større romaner om Kingo og Brorson, men jeg er lige ved at synes, at bogen om Lucie er den mest vellykkede.
Det blev til en 3. bog om Ingemanns voksenliv. DEJLIG ER JORDEN Den fik også ord med på vejen af Mette Winge (Jeg tager hende da vist alligevel til mit hjerte) – skriver bl.a.: Den lille roman er komponeret i ti korte afsnit, og det lykkes faktisk Marianne Hesselholt heri at trænge ind i Bernhards liv og sind. Sammenholder man “Dejlig er Jorden” med romanen om hans Lucie, så virkede denne måske nok en kende mere overbevisende end “Dejlig er Jorden”. Kvinder forstår måske bedre kvinder end mænd, når det kommer til stykket, men jeg kom dog til at begribe Bernhard en bid bedre gennem Marianne Hesselholts fortolkning, end jeg har gjort tidligere. 
Efter et par år samlede jeg de tre bøger til én bog, og den var der ingen af “mine” forlag, der ville udgive. Klart nok, måske, for det var jo et sammendrag af de øvrige, og selv om der var føjet nyt til, bl.a. fordi jeg havde været så heldig at finde Lucies gamle skitsebog med et utal af skitser, der aldrig havde været offentliggjort. Jeg lånte den af ejeren og fik lov at tage billeder fra den. Det var da ret enestående, og det føjede nye aspekter til min tolkning og forståelse af hendes liv.
Jeg udgav så bogen på mit eget lille forlag Ancethe – der var et par radioudsendelser om bogen og enkelte anmeldelser. Ingen negative, og i 2015 indbragte bogen mig Karin Michaëlisprisen. Så selv om den var en udgift for mig – og det blev den, for bibliotekerne havde jo de gamle og købte ikke den nye – så var det det hele værd. I Weekendavisen skrev Niels Højlund f.eks. i slutningen af en lang og pæn anmeldelse : Marianne Hesselholt fortæller jævnt og tilforladeligt om familien Ingemanns liv og oprindelse. Hun har fået den gode ide at tage brudstykker af Ingemanns erindringer, Levnetsbog, og bruge dem som indledning til de forskellige tidsafsnit, og så selv digte videre derpå, som om det er Ingemanns egen tekst, der fortsætter. Og hun har fået den endnu bedre ide at finde frem til Lucie Ingemanns Et lille Levnetsløb til Bernhard, så hele sagen også ses fra hendes side – hun, som jo i tidens stil ellers er så overset både som menneske, som kvinde og som den malerinde, hun også var. Og hvor erindringsbøgerne ikke slår til, væver hun Ingemanns digte ind i teksten, så de også bliver en slags kommentarer til det levede liv. Alt sammen udmærket…. og for den, der vil finde frem til en forståelse af, hvad romantikken egentlig var dengang, den endnu ikke var sig selv bevidst som historisk epoke, er denne bog en udmærket indgang – åben for enhver, der forstår at læse ikke bare med hjerne, men også med hjerte.
Der kunne godt stå lidt med rødt her, for biblioteksudtalelsen var ikke god, og jeg har nok med vilje glemt, hvem der skrev den. Den advarede nærmest bibliotekerne imod at købe min nye bog. Lektøren mente, at det bare var en gentagelse af de tre foregående. Det var det ikke. 
 
Bibliotekernes lektørudtalelser har i øvrigt altid været pæne. Den eneste undtagelse er vist nok ovenstående.
Så er der “Hændelser ved Hulsig”, som man kun lige åbnede og så lagde til side. Affærdiget af lektørkorpset med en bemærkning om, at den var for “privat” – de kunne jo have skrevet talentløs – det ville jeg have accepteret. Men det var ret tåbeligt at skrive “privat”, ikke sandt?  for så kunne bibliotekerne jo slet ikke give sig af med at anmelde tidens skønlitteratur, som netop tager stoffet fra forfatterens eget liv. Knausgård for blot at nævne en enkelt.
Nej, “Hændelser ved Hulsig” er ikke privat – selv om den har en bestemt egn som baggrund for fortællingerne, og min familie – Hesselholterne – spiller en rolle. Det var hændelser, der virkelig fandt sted i Hulsig gennem 200 år – og de er her fremstillet i fiktiv form.
Og nu siger jeg som Sabro: Det blev faktisk en rigtig god bog. Den burde bibliotekerne have købt. Den var god at skrive og god at læse. Det sidste har jeg så kun mine læseres ord for, for den blev som sagt ikke lektøranmeldt. Jeg klagede over det ( og det skal man vist aldrig gøre, så får man uvenner inden for den verden, der tildeler en brødet – og man må sulte) – de lovede at se på sagen. Og en halv time efter, at jeg havde ringet, fik jeg besked på, at nu havde de kigget på bogen igen, og meldingen var den samme: det var en alt for privat bog. Den er på 400 sider, så de er da i det mindste hurtiglæsere der på stedet.
Fred være med dem.
Jeg beder Fadervor hver dag – og skal man tage bønnen alvorligt, så rækker den også til bibliotekernes lektørkorps.