Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Der er nu skrevet 2 dele af romanen om Kokholm. Den bliver i tre dele: 1.KANDESTEDERNE – 2. HARBOØRE 3.KOKHOLM
Her nedenfor et prøvekapitel. Det er fra 2. del og vi møder drengen Christen sammen med faren, der er fisker uden fast hyre. Familien er stor, og alle ned til mindste barn skal arbejde. Christen er 13-14 år i kapitlet og ville gerne være alt muligt andet end fisker og daglejer som faren, men faren har set ham græde i kirken. De nidkære missionspræster var rigtig gode til at få tårerne frem i menigheden, og Christen er en følsom dreng. Det huer ikke faren, så han tvinger drengen med på havet. Så kan han lære at blive et mandfolk.
Kapitel 9
Harboøre den næste nat
”Så
går vi Gud i vold og Vorherre være med os!” De ord skulle siges, når man drog til havs og gerne inden, man åbnede
døren og forlod huset. Ordene kender Christen ud og ind, men skal han også sige
dem? Skal han? Han ser på far, der nikker.
”Gud i vold,” mumler han så og vil gå,
men mor holder ham tilbage. Hun trækker strikluen længere ned om ørerne på ham og
snurrer det uldne tørklæde en ekstra gang om hans hals, så han er ved at blive
kvalt. Og nu kysser hun ham. Kejtet og hurtigt. Han ser stjålent hen på far,
der allerede står med hånden på klinken og døren halvt åben. Men han siger
ingenting.
Udenfor i skuret holder far lygten i
vejret, så sætter han den fra sig og lemper kurven med alle redskaberne op fra gulvet.
Et øjeblik står han tankefuld med den tunge kurv i favnen. Så ler han kort og
siger: ”Nå ja. Mon ikke du er stærk nok?”
”Jo,” mumler drengen og ville ønske, at
de ejede en trillebør som de fleste andre. Han kigger på de mange kroge og alt
det andet grej, der ligger sirligt ordnet i kurven. Mors værk. Far haler op i
den og hjælper ham den på ryggen. Hvor er den dog tung. Og der er et godt
stykke vej til Langerhuse.
De
træder ud i lyset fra en næsten fuld måne, og et øjeblik glemmer Christen sin byrde,
for deroppe blinker stjernerne på den mørke himmel, og månen kaster et drømmeskær
over klitterne, der rejser sig foran dem som vældige gråblege spøgelser. Han
hanker op i kurven og trasker mod havet sammen med en far, som har forvandlet
sig til en mørk stolpe, der kaster en lang urolig skygge over engdraget. Nu og
da falder skyggen i et med hans egen. To skygger i en flimrende dans, der ingen
ende vil tage.
Christen
puster af anstrengelse, da de når frem, og han mærker hjertet buldre i brystet,
som om det skal sprænges. I fars store leksikon, som han har arvet efter farfar,
har Christen læst om hjertet. Det er bare en muskel, der pumper blodet rundt i kroppen,
og somme tider kommer den pumpe på overarbejde. Som nu. Det er ikke noget at tude
over. Han bider tænderne sammen.
Og da far ser på ham med øjne, der
ligefrem lyser i måneskinnet, føler Christen en rislende stolthed, der for en
stund overdøver smerten i den dumme muskel.
”Men du er jo stærk,” siger far.
Så vender han sig mod de andre fiskere i
det lav, hvor de har fået hyre. Der er ti mand til deres båd, og far fortæller
de andre, at hans dreng er stærk som bare fanden og fortjener fuld hyre. Og ro
kan han selvfølgelig.
Christen er alt for træt til at
protestere. For vist kan han ro, det kan enhver dreng, hele den lange sommer pjasker
de jo om i fladbundede joller og fisker sammen med de gamle folk, der er blevet
tilbage i Harboør. Men det er i de små søer og i fjorden. Der er vand alle
vegne på Harboør, og fjorden ligger kun en god løbetur fra Holmene.
Men havet. Det er sandelig noget andet,
og lige nu kan han ikke forestille sig, at de nogensinde vil kunne komme frelste
gennem brændingen, der fråder som et afsindigt uhyre derude i måneskinnet.
Sin hyre værd, siger far. Og Christen er
hurtig og ivrig, da de skal have båden i havet, og han skubber og løfter så
meget, han orker og kravler ombord som den sidste, selv om han ikke har lange
træskostøvler på som de voksne og bliver pjaskvåd langt op ad benene.
De ror og ror. Og ind i mellem skifter
de plads. Så ror Christen også. Og det er godt. Kulden viger for en tid. For
det er koldere herude på det åbne hav, og det føles da også, som om vinden er
taget til. Er den ikke? Christen lader forsigtigt en bemærkning falde. ”Åh den
smule brise”, siger far. Og de griner alle, da drengen lidt efter spørger, om
de ikke er langt nok ude nu? Han mærker jo, hvordan bølgerne er blevet højere,
båden gynger op og ned, og det suger sært i maven, og han kan ikke slippe den
tanke, at kun de tynde planker under hans fødder skiller dem fra druknedøden.
Og nu skal han tilmed kaste op. De seks, der ror, fortsætter, som om de ikke
hører drengen brøle op og ikke ser det vælte ud af ham og sprøjte ud over
rælingen. De tre andre ser en anden vej. De er ligeså blinde og døve.
Fastlandet er forsvundet i mørket, der
tætner omkring båden, og nu begynder nogle skyer at glide hen over månen, og lidt
efter lidt bliver alt sort omkring dem. De kan knap nok se hinanden. Kun gløden
fra mændenes piber kan anes, når de suger den gode tobak i sig.
”Så kaster vi anker!” siger
bådsformanden, da de har roet i uendeligheder, og mændene trækker øjeblikkeligt
årerne ind. ”Og se så at komme til hægterne, knægt!” Han rækker ham en flaske,
og Christen sluger en tår og mærker det brænde som ild indvendigt. Så tørrer
han sig i ansigtet med ærmet af den store valkede trøje og tænker på mor, der
skal vaske den og nok ikke får det gjort, og så tænker han på sig selv, der
skal møde op i møllen med en stank af bræk hængende om sig. Men han får måske
ikke lov at komme der mere.
Og han ser, at alle fiskerne folder
hænderne og vender blikket mod himlen. Højt og i kor beder de til Gud om fangst
og om at komme levende i land, og da det sidste ord er sendt til himmels, får
hver mand travlt med sit. Formandens liner først. Derpå går det lynhurtigt og efter
tur. Fars sidst. Nogle af mændene giver sig dog tid til at slå korsets tegn, inden
de mange kroge lempes udenbords. Men ikke far, der blot bøjer sig over kurven
og omhyggeligt firer sine liner ud i havet. Stykke for stykke glider de over
rælingen, indtil hver eneste krog er forsvundet i det sorte dyb. Christen ser bare
til. ”Skal jeg ikke …?” Han rækker hænderne ud mod far. ”Nej, men næste gang
får du dine egne liner og kroge. I dag skal du ro, ikke? Så du kan tjene til dit
grej.”
Næste
gang, tænker drengen mat.
Mor
har repareret fars gamle, valkede havtrøje til Christen, men hun har ikke
kunnet skaffe ham en frakke. Og far sagde, at det også var lige meget. Vejret
var jo så mildt denne vinter, og desuden var det kun sundt for en tudeprins som
ham at krænges ud af sit vat og mærke livet.
Mærke
livet. Ordene summer i ham, men han mærker kun kulden, og den dræber alt liv i
ham, både indvendigt og udvendigt, og om lidt skal han dø. Han krummer sig om
sig selv, og en sær følelse af ligegyldighed sniger sig ind på ham, den overmander
ham, og han tænker sløvt og opgivende, at nu vil han bare sove. Sove ja. Og dø.
Men inden han når at falde hen, griber en fisker ham fast i armen og begynder
at skælde far ud, mens han samtidig ryster Christen frem og tilbage, som om han
var en kludedukke: ”Hvad satan ligner det også at sende drengen på havet i den
mundering?” Og fiskeren, der er meget stor og bred, tager endnu hårdere fat og
rusker ham, til han bliver helt vågen.
Ventetiden. En evighed, og selv om
Christen er halvt bedøvet af de mange slurke fra flasken og endnu flere rusk af
grove og stærke hænder, så overlever han. Der findes mirakler. Som da de begynder
at hale fisk ind, og alt i båden bliver lutter forvirring og travlhed og fisk i
sprællende bunker og senere, da han i en tåge af kulde og fuldesyge alligevel sanser,
at der sættes sejl, og han mærker vinden gribe deres båd og blæse den ind mod
land, som var den en sæbeboble i vinden. Han ler. Hvor er det sjovt. ”For
fanden da også med den knægt,” hører han en af de ruskende fiskerne sige, og
han ler endnu højere. ”For fanden da også!” brøler han til vinden, der fylder
deres sejl og blæser dem ind over brændingen, som sad de i en nøddeskal og ikke
i en tung timandsjolle.
Lidt
efter skurrer de på land, hvor mor selvfølgelig står og rækker ud mod ham, og
han bider al skam i sig og synker om i hendes arme.
