Erindringsskrivning – en lærling udtaler sig

Udgivet den 06/08/2022 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

2022 bliver året med de mange modne kvinders erindringsbøger. De bølger ind over os i en lind strøm, og det kan undre, at det sker lige nu, men det vil jeg ikke undersøge årsagen til. Det er der utvivlsomt andre, der gør, nemlig dem, der har det som deres fag at undersøge, hvorfor visse forfattere skriver hvad hvornår og til hvem. Min opgave er ene og alene at skrive det, der i skrivende stund farer mig i pennen. Det vil altid sige lige nu. Og det er jo mit eget erindringsstof.

De kvinder, hvis erindringsbøger tsunamiagtigt vælter ind over os i den kommende tid, kan jeg sikkert lære noget af. Desuden elsker jeg at læse fiktion om mennesker – det handler ikke alle fiktive bøger om, nogle og efterhånden mange, for det er også en trend, fremstiller forskruede konstruktioner, hvis lige aldrig har haft gang på jorden, og den slags væsner gider jeg ikke spilde min kostbare tid på at følge ind i universer, hvis fremtræden er lige så uigennemskuelig og fremmed som personerne.

Lige her må jeg indskyde, at jeg sandelig holder meget af bøger med uigennemskuelige universer: som Kafkas f.eks. – men de spejler jo virkeligheden på en underfundig måde og i al deres skræmmende fremmedhed, virker de skæmmende velkendte.

Fremmedfølelsen er velkendt for de fleste af os – og livet er nu engang uigennemskueligt, selv om vi hele tiden forsøger at se gennem det.

Men tilbage til erindringsskrivningen. Jeg er, som det nok er fremgået af meget af det, jeg har skrevet på bloggen, for tiden i læremood. Altså jeg lukker villigt og venligt op for andres måder at takle erindringsskrivningen på, og der finder jeg så vidunderligt og lærerrigt stof, at jeg såmænd nok kan nøjes med at blive hængende i rollen som lærling resten af mit liv – og bare mæske mig med de mest udsøgte litterære retter inden for denne skrivning. Erindringsskrivningen.

Jeg vil vide, hvordan det er bedst at skrive erindringer. Før skriver jeg ikke mine egne.

Men mon ikke jeg kan lære det.

Jeg øver mig.

Det er så sjovt

En lille liste over de bøger, som vil kunne svømme dig under øjne i den nærmeste tid:

Deborah Levy: ”Livets omkostninger”

Ida Jessen: ”Endnu en bog, jeg aldrig skrev”

Linn Ullmann: ”Pige, 1983”

Siri Hustvedt: ”Mødre, fædre og andre.”

Annie Ernaux: ”Årene” ”Hændelsen” og ”Simpel lidenskab.”

Rachel Cusk: ”Efterskælv” – ”Et Livsværk.”

Rikke Viemose: ”Nu taler jeg.”

I mit hoved – i min mave – i min have – lige nu

Udgivet den 03/08/2022 af marianne

Svar

Mavefornemmelser. Det er en god ting. Man kan gå efter dem. Det kan de dygtigste af de detektiver, vi fodrer hovedet med for tiden – Ole er meget glad for krimier, og så snupper vi et par stykke hver dag. De er for resten glimrende at strikke til. Og bliver de spændende, går jeg.

Men det var mavefornemmelserne. Jeg lytter til dem. Og kan jo heller ikke slå dem fra. Når noget gør ondt neden for hjertet og ikke i hjertet, og jeg ved, at det ikke er noget, jeg har spist, så lytter jeg og lige nu hører jeg dem sige:

“Nu er du gået for vidt. Hold lige her! Du skal ikke længere! Det er OK at stoppe op. Og nej, du finder ikke ud af at hindre “fjendtlige” algoritmer i at styre dit liv! og IT verdenens irgange kan du lige så godt opgive at finde vej i. Så hold lige her! væn dig til, at du er blevet et gammelt fjols, der er ladt alene på en fjern banegård i et ukendt land og selv må finde hjem.

Maven. Det er en ting. Hovedet noget andet, selv om der jo er en sammenhæng. Og ja, det roder lidt rigeligt i øverste etage, men så er der det, at jeg faktisk godt kan lide rodet – orden er OK, “ordnung muss sein!” – men ekstrem orden er død. Så, at det hele gror lidt vildt deroppe i knold-regionen – og at alle impulser ikke lader sig styre – og at jeg ind i mellem mister grebet og bare drukner i vrimlen, det er OK – og meget bedre end stilstand.

Der er smukt i verden – også i mit hoved – men der er ikke orden.

A propos orden, så kig lige på min have, som den folder sig ud i disse dage: der er ABSOLUT ingen orden Alt vælter sig mellem hinanden derude. – Og alligevel bliver hver fiber i min krop glad ved synet af den.

Ja – alle mine fibre sitrer af glæde. Og det hedder jo ikke fibre, men celler. Celler. Atomer. Ioner. Protoner. Og fibre er der jo også, og sener, og blod og andre væsker i massevis. Kroppen er et vrimlende kaos af alt muligt.

Og det er smukt. Og levende. Selv når vi dør, lever vi. Er det ikke en skøn tanke.

Når jeg går tur i et villakvarter, er haverne næsten ens: grønne plæner og ude ved kanten lidt buske eller måske endda blomster. Men ikke for mange. Og ikke et strå, der ikke er plantet med vilje og afpasset i farve og form til resten. Regelret – geometrisk og ordnet. Og motorerne snurrer rundt og gør havearbejde. Små robotter sørger for, at græsset ikke kan gro ( som grise i en grisebås – der heller ikke kan røre sig) – det skal se PÆNT ud, og jo ordentligere, jo pænere. Og det mest moderne er slet ikke plæner, men fliser og grus. Så er der ikke mere natur tilbage – jo, på fliserne kommer der efter en tid igen liv: små organismer vokser frem, men dem dræber villaejerne lynhurtigt, så steriliteten og døden kan få lov at sejre.

Hvor er det mærkeligt.

Jeg læste lidt om “plænens” historie hos Harari forleden, og her kommer et citat fra “Homo Deus”: (side 341 i e-bogen):

“Ideen om at anlægge en græsplæne ved indgangen til private boliger og offentlige bygninger blev undfanget i franske og engelske aristokraters slotte i den sene middelalder. I tidlig moderne tid begyndte denne vane for alvor at slå rødder, og den blev adelens varemærke. Velholdte plæner krævede jord og en masse arbejde, især i tiden før opfindelsen af græsslåmaskiner og automatiske vandingsanlæg. Til gengæld skaber græsplæner intet som helst af værdi. Man kan ikke engang lade dyrene græsse på dem, eftersom dyrene vil spise og trampe på græsset. Fattige bønder havde ikke råd til at spilde dyrebar jord eller tid på plæner. Den pæne græsplæne ved indgangen til store slotte var derfor et statussymbol, som ingen kunne simulere. En sådan græsplæne bekendtgjorde for enhver forbipasserende “jeg er så rig og magtfuld, og jeg har så mange hektarer og livegne til min rådighed, at jeg har råd til denne grønne og ekstravagante plæne.” Jo større plænen var, desto mægtigere var dynastiet. Hvis man besøgte en hertug og så, at hans plæne var i dårlig forfatning, vidste man, at han havde problemer. Den elskede plæne var ofte skueplads for vigtige fejringer og sociale begivenheder. ….

Menneskene kom således til at identificere plænen med politisk magt, social status og økonomisk velstand. Derfor var det ikke overraskende, at det opstående borgerskab i det 19. århundrede med stor begejstring tog græsplænekonceptet til sig. I begyndelsen var det kun bankfolk, advokater og industrimagnater, der havde råd til en sådan luksus foran deres privatboliger. Men da den industrielle revolution udvidede middelklassen og først plæneklipperen og senere den automatiske havevander blev opfundet, havde millioner af familier pludselig råd til en privat græsplæne. I de amerikanske forstæder ændrede en velholdt plæne sig fra at være en luksus for de velhavende til en nødvendig bestanddel i et middelklasseliv. Det var på det tidspunkt, at et nyt ritual blev føjet til forstandsliturgien. Efter gudstjenesten søndag formiddag slog mange passioneret deres græsplæner. Hvis man gik en tur ned ad gaderne i et forstadskvarter, kunne man hurtigt vurdere de enkelte familiers velstand og position ud fra deres plænes størrelse og kvalitet. Der er ikke noget mere sikkert tegn på, at der er noget galt i familien Jones, end en forsømt græsplæne i forhaven. Græs er i dag den mest udbredte afgrøde i USA efter majs og hvede, og plæneindustrien (planter, gødning, slåmaskiner, sprinklere, havemænd) omsætter årligt for milliarder af dollars.”

En strandbypige som jeg (ikke) husker

Udgivet den 02/08/2022 af marianne

Svar

Jeg er begyndt at skrive på erindringsbogen. Og I, kære læsere, for kære er I, hvad enten I er to eller flere, vil få den allerførste side af bogen vist her på siden. Og de firssindstyve år er ikke en overdrivelse, jeg vil bruge ca. et år, måske mere på at skrive bogen, men helst vil jeg jo, at den skal komme ud på min 80års dag. Og sådan her tror jeg, den begynder:

Her er det første billede af mig. En buttet baby

“Her står jeg på min søjle af firsindstyve år. Så roligt. Som om jeg var ung og stærk. En dorisk søjle, tænker jeg. En stoisk ro. Det er mig. Alderen kan bare komme an! Jeg er vant til lidt af hvert, og jeg skal nok klare det her også. Jeg bøjer mig frem, Det er nu, det gælder.

Men så sker det alligevel: søjlen begynder at vakle, og pludselig synes jeg, at den er truende nær ved at falde sammen, og jeg klamrer mig til den, vil forhindre, at et eneste år skal glide ud og skabe et tomrum og bringe ubalance og få det hele til at kollapse. En ruinhob, hvad skal jeg med den?

Rolig nu. Forsigtigt læner jeg mig frem for at få øjenkontakt med det spæde barn. Hende først, tænker jeg. Senere vil jeg finde frem til pigens gemmesteder. Og kvindens. Den gamle kone behøver ikke gemme sig, for mens de andre skjuler sig i fortidens labyrinter, så er hun lige ved hånden.

Kom nu frem, piger i alle aldre! Tal til mig! Lad mig huske jeres øjne, jeres smil, jeres gråd, jeres glæder og jeres sorger.

Lad os begynde med begyndelsen. Fødslen. Min. Selv har jeg kun tågede forestillinger om detaljerne i det drama, der udspandt sig i købmandsgården i den lille fiskerby Strandby d.7. september 1943. Dog er jeg sikker på, at det ikke gik glat og smertefrit for sig, for der er ingen kvinde, der leende føder sine børn, og intet barn kommer lattermildt til verden.

Først skreg min mor, og kort efter fulgte jeg hendes eksempel og frembragte et vræl, der dog næppe kan lignes med mors i styrke, men som var lydeligt nok til at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Men som sagt: Glemslen kaster sit nådeslør over det spæde primalskrig, jeg som alle andre mødte verden med. Alligevel er jeg vis på, at smerten fra dengang bliver hængende i det vildnis, vi kalder underbevidstheden.

Harari – om liv og død

Udgivet den 30/07/2022 af marianne

Svar

Harari – Vort korte liv på jorden

Det er, som om vi aldrig nogen sinde er blevet kloge på livet og døden. I al fald tror vi fuldt og fast, lige fra vi er børn til vi bliver op i 80’erne, at livet er uendeligt og at døden er afskaffet for længst.

Og derfor siger vi: ”Hvis jeg dør, så …” og ikke: ”når jeg dør, så …”

Jeg har i dette år læst mange bøger, flere end nogensinde før i mit korte liv, og det skyldes min mands sygdom. Han har alzheimers, og det er besværligt for os begge og smerteligt for ham at bevæge sig uden for de kendte daglige rammer. Tryghed er hjemlighed. Så derfor lever vi her. Og derfor kommer vi altså ikke meget længere end en gåtur til åen, en lille vandring i skoven, en biltur i nærmeste omegn.

Og når det er sådan, så er læsningen en udvej.

Gennem bøgerne kan man komme ud af hjemmet og ind i andre verdner, og dem findes der et utal af. Nogle af disse verdner er fascinerende – andre ret kedelige, men dem forlader man hurtigt igen.

Der er ingen grund til at fortvivle over, at man så aldrig fik besteget de højeste bjerge og at man aldrig fik sejlet på de store oceaner og aldrig nogensinde oplevede at være en rigtig tørstende i en rigtig ørken – at det højst blev til en tur til Himmelbjerget – en sejltur på Silkeborgsøerne og et kort besøg på Råbjerg Mile.

Dette år fik jeg læst Yuval Noah Hararis to bøger om livet: ”Sapiens” og Homo Deus” – og begge bøger satte livet og døden i perspektiv for mig.

Og jeg tænkte, da jeg havde læst dem, og jeg ”læste” dem gående gennem Ålum-skovene – som lydbøger – det var endnu vinter – og rundt om stod de nøgne træer, og de grønne mossletter dækkede jorden, og den kolde vind blæste, og jeg tænkte, at nu druknede jeg i ord. I ord, der ville mig til livs.

Sådan tænkte jeg først, men ikke senere, da jeg havde fordøjet ordene.

Hvordan Harari fortalte om livets opståen, om den uendelige række af livsformer, inden endelig og først helt for nylig denne sære fremtoning, Sapiens, Mennesket, dukkede frem i billedet og overtog verden, og hvordan vi gebærdede os i lang tid, inden vi endte, hvor vi er nu med alle de tekniske fremskridt, men alligevel stadig udrustede med primitive drifter, som vi har arvet efter forfædrene og som får os til den dag i dag at dræbe hinanden.

Som sagt: hans bøger satte døden i perspektiv for mig. Vi (mennesket) er sådan et lille støvgran i det uendelige univers. Og vores historie er næsten ikke synlig i den store sammenhæng.

Og et sådant perspektiv må jo være skræmmende – er vel skræmmende. Vi er ikke til at øjne i det store ALTET – Et støvgran, det er os. Godt, men det vidste vi jo fra Kristendommen. Selv om vi her ser det i en anden kontekst.

Og selv om det jo er sådan, så er hvert eneste støvgran en uendelig verden ikke blot af atomer og stof, men af tanker og følelser og bevidsthed, og alt det fornemmes trods Hararis fortælling om vores mini-tilstedeværelse og ubetydelighed i det store univers, som unikt.

Ja, jeg er unik. Du er unik. Alle er unikke.

Kort sagt: det underfulde skaberværk bliver ikke mindre af denne viden om, hvordan det set i videnskabens klare (?), kolde (?) lys forholder sig. Tværtimod.

Skaberværkets ubegribelige storhed vokser for øjnene af en, når man læser Hararis bøger.

Jeg har også læst meget i Det gamle Testamente i samme vinter. Her finder man naturligvis et helt andet univers. Et poetisk univers. Men også en verden af storhed og skønhed akkurat som den, Harari beskriver.

Det vil jeg vende tilbage til senere.

Homo Deus handler ikke som den foregående om udviklingen indtil nu, men er tanker om, hvad mennesket på det nuværende udviklingstrin er i stand til. Det er i modsætning til Homo Sapiens spekulationer, men med afsæt i den virkelighed, vi lever i.

Det er tydeligt, at bogen er skrevet før Corona og før Putin. Harari taler om frygten for en pandemi, men beroliger med, at lige meget, hvor voldsom en sådan vil tage sig ud, så er lægerne på forkant og kan stoppe den. Det ser ud til at holde stik. Men han påstår (og det er en påstand), at atombomben har gjort krige umulige – bortset fra enkelte steder som f.eks. Mellemøsten, hvor der aldrig har været fred. Og her er han for optimistisk. En storkrig truer verden, fordi det stadig er muligt for en diktator som Putin at forføre et folk. Noget har ikke ændret sig, siden Hitler startede en verdenskrig.

Mens det sker – 24 – Livet i slowmotion

Udgivet den 29/07/2022 af marianne

Svar

Livet i slowmotion

Det er nødvendigt, at alt foregår langsomt, når alzheimers er en del af husstanden. Den bremser ethvert forsøg på hastig fremdrift. Og jeg gribes af og til at en desperat følelse af, at jeg ikke kan følge med, når hvert eneste skridt skal tages i sneglefart.

Følge med? Ja, hvad mener jeg i grunden med det? Hvad er det, jeg skal følge med i? Og hvor er det, jeg absolut skal være meddelagtig?

Måske skal jeg bare tage en dyb indånding og sige til mig selv: Slap nu af! Du SKAL ikke være på forkant! Du skal ikke tage del i dit og dat! Du må godt melde dig ud af samfundet!

– men nej, den sidste sætning får mig op i det røde felt. For det VIL jeg ikke være med til. Jeg ER en del af samfundet. VI er en del af samfundet.

Så melde mig ud!? Ikke på vilkår. Dilemmaet er dog synligt nok: jeg kan ikke slippe for de forpligtelser, der ligger lige for, og de indebærer tydeligt nok, at jeg holder mig i ro, og jeg har et stærkt ønske om (behov for) at være en nyttig del af det samfund, jeg er en del af.

Så må jeg prøve at finde en vej.

Mens det sker – 23

Udgivet den 19/07/2022 af marianne

Svar

Det seneste indlæg i denne kategori (om demens) skrev jeg i maj. Og der er sket meget siden. Jeg skrev om stilheden og troede, at den var permanent og et nyt, ulykkeligt trin i sygdomsforløbet. Og deri tog jeg jo fejl. Heldigvis. Det viste sig umiddelbart efter, at tavsheden, trætheden, depressionen, vægttabet osv. skyldtes helt andre sygdomme end demensen. Og dem er han nu helbredt for.

En stor lettelse. For mig i al fald. Selv husker han ikke, at han har været syg.

Vi har igen en hverdag, som ligner den gamle. Man kan sige, at vi fik en frist. Kort måske. Men vi er taknemmelige, og jeg skriver det her indlæg for at dem, der af forskellige årsager måtte interessere sig for emnet, ikke skal føle sig vildledte af mit indlæg nr.22 fra maj.

Hverdagen er OK.

Livet er OK.

Erindringsskrivning

Udgivet den 16/07/2022 af marianne

Svar

Hvorfor skriver vi?

Når jeg holder foredrag om de to egnsromaner, der også er en slags slægtsskildringer, ”Hændelser ved Hulsig” og ”Dronning Elisabeth af Kandestederne,” sker der ret ofte, at en og anden tilhører fortæller, at han/hun også er i gang med at skrive sine erindringer og gerne er gået i lag med det på opfordring af børn og børnebørn.

Og så får vi en snak om det. Om at de skriver. Og om det vigtige i at fastholde erfaringer og oplevelser, som har haft så stor betydning, at de er blevet stående i et menneskes erindring, alt sammen noget, der ville forsvinde, hvis det ikke blev fortalt.

“Nå ja, og hvad så?” er der så altid nogen i salen, der spørger. “Er det nu så vigtigt, at ting, der måske mest har betydning for det menneske, i hvis bevidsthed de findes, hales frem og skrives ned?” Ja, siger jeg hver gang. Ja, det er vigtigt. Det er altid vigtigt at fortælle.

Fortællingen er det sted, hvor fortidens liv fanges og holdes fast og folder sig ud. Det er vores fælles historie.

Ikke historien om konger og krige og samfund, men om det enkelte menneske. Den unikke historie om den enkelte. Ja, for lige meget hvor ubehjælpsomt den er fortalt, og ikke alle behersker skriftsproget lige godt, så er den vigtig. Og vi har aldrig hørt den før.

Det er jo så forunderligt, at ikke to af alle vi milliarder og atter milliarder af mennesker, der bebor og har beboet den her klode, er ens. Og det er vore historier heller ikke. Man kan ikke finde to historier, der er ens, med mindre den ene er et plagiat – og altså snyd. Og man kan ikke finde to mennesker, der er ens, med mindre den ene er en klon – og altså snyd.

Vore historier er forskellige. Og vigtige – ikke mindst i den individcentrerede tid, vil lever i, hvor ensomhedsfølelsen truer rigtig mange. Også børn. Men ved at høre de gamles fortællinger lægges der et “vi” til barnets “jeg” – det sættes ind i en sammenhæng.

Historier skaber sammenhæng. Du er ikke alene i verden. Du indgår i en fortælling. Som du selv kan fortælle videre på.

Om skriveprocessen:

Ind i mellem sker det, at jeg læser et helt forfatterskab. Det kan man jo ikke gøre med f.eks. H. C. Andersens – det er for uoverkommeligt. Andres samlede værker er derimod til at fortære på kortere tid. Det gælder f.eks. Tove Ditlevesen, hvis forfatterskab, jeg strøg igennem for nogle år siden.

Både Andersen og Ditlevsen brugte mange bøger på at skrive deres livshistorie. Og når de skrev om noget andet end sig selv, så var det alligevel den personlige fortælling, der lå og lyste bag den opdigtede.

Og jeg tror, at hvis man vækkede dem til live og ansigt til ansigt spurgte dem: Hvad har betydet mest i jeres liv? Hvad levede I for? Så er der næppe tvivl om, at de i kor ville udbryde: mine bøger. Eller måske rettere: min skrivning.

Og selv om jeg bare er et lille myr i sammenligning med de to ovennævnte giganter, så kan jeg godt følge dem. Men i modsætning til dem, vil jeg ikke sige det højt, for jeg skammer mig over den følelse. Det er skammeligt at indrømme, at jeg aldrig følte mig mere i harmoni med det inderste i mig selv end når jeg skrev.

Det er heller ikke sandt, at det lykkeligste i mit liv har været skrivningen. Kærligheden til mine børn og den mand, der godt gad dele et helt liv med mig, stikker trods alt dybere. Og når jeg skriver det, så ved jeg samtidig godt, at de to ting ikke kan sammenlignes.

Nej, nemlig ikke. Og derfor vil jeg heller ikke forsøge at gøre det. Kun sige til mig selv: det er ikke skammeligt at indrømme, at skrivningen ligger højt på værdiskalaen.

Tove Ditlevsen fik jo også børn. Og jeg er sikker på, at hun har elsket dem, og også langt højere end den litteratur, hun satte i verden.

Men i skrivningen fandt hun ind til en harmoni i sindet, som børnene ikke gav hende, som kærligheden ikke gav hende, og som hun ikke fandt andre steder end der: i skrivningen – en dyb følelse af endelig at være ”hjemme” i livet, at have fundet det sted, hvor alt falder på plads og lyset strømmer ind. Og man må lukke sig om det for at værne det for verdens storme. Man må lukke alt andet ude for helt at kunne være der: I skabelsen – i skrivningen. Derfor kan man heller ikke skrive, når den mulighed ikke er der, fordi der er en verden, der trænger sig så meget på, at den ikke KAN lukkes ude.

Skrivning er ikke altid mulig.

Men den kan alligevel bryde igennem rigtig mange forhindringer. Nu kommer jeg til at tænke på den finske forfatter Märta Tikkanen, som skrev sine bedste bøger, samtidig med at hun tog sig af sin alkoholiserede mand og passede sit psykisk syge barn. OK – begge dele, både manden og barnet, gav stof til meget fine bøger: virkeligheden forvandlet til kunst – men en virkelighed, som var grum, og som hun var en levende og følsom del af.

Hun svigtede ikke sine kære – selv om de krævede meget af hende – men hun svigtede heller ikke sin kunst.

Ikke mange har kunnet det.

Dagens tekst – 2. søndag i trinitatis

Udgivet den 26/06/2022 af marianne

Svar

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Jeg blev tidligere af og til bedt om at prædike over en bibeltekst, inden jeg skulle holde mit foredrag. Som regel takkede jeg nej, men i Brorsons kirke i Randerup kunne jeg ikke sige nej, og jeg glemmer aldrig, hvor utrolig smuk en oplevelse det var for mig at stå på den samme prædikestol, som Hans Adolf Brorson havde stået på i alle de år, han var præst der. Historiens vingesus ramte mig. Måske var det derfor, jeg glemte at slutte med et “amen”. Bagefter roste præsten, som ellers var bange for, at jeg skulle sende udogmatiske ord ud over hans kære menighed, min prædiken, men tilføjede, at han aldrig igen kunne bruge vendingen “så sikkert som amen i kirken” – for efter min præstation, så var der ikke mere noget, der var sikkert.

Og i Budolfi Kirke holdt jeg en prædiken akkurat på den tid, hvor Fadervor var blevet “renoveret”, og så stod jeg der, og midt i bønnen kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge den gamle eller den nye version og opdagede, at jeg rent havde glemt den nye – og derfor stod jeg og hakkede og stammede den bøn frem, som ellers har været min faste aftenbøn i mere end 70 år.

Jeg har også stået på Kingos prædikestol – så jeg har været SÅ heldig.

Men jeg kunne altid selv vælge teksten. Det var bare at gå på rov i de mange herlige skrifter. Og jeg valgte selvfølgelig nogle ord, som talte lige ind i mit hjerte. Og som derfor nok også fandt vej til menighedens hjerte.

Ordene fra dagens tekst, 2. søndag efter trinitatis, Lukas 14, 25 – ville jeg nødig prædike over. De lyder til at være det modsatte af det kærlighedsbudskab, der efter min mening er kristendommens kerne.

Vores præst Søren Dam Kjeldsen tolkede teksten sådan, at det ikke var had, det drejede sig om – ikke et påbud om at holde op med at elske – nej, men at det drejede sig om at slippe sit eget og følge Jesus.

Og så er vi der, hvor jeg nok kan bruge teksten, for den taler lige ind i vor tid: det handler om at “give slip” eller, som Brinkmann siger, at “gå glip” – at vende sig fra sit eget lukkede jeg og åbne sig mod verden.

Ikke for at sige, at Jesus og Brinkmann er ét stykke af samme alen. Alligevel er det jo fantastisk, at en tekst, som har et par tusinde år på bagen, kan tale til os i dag på en måde, vi kan forstå. Og blive klogere af.

Dengang levede man i familieklaner – familien betød ALT – man forstod sig selv som en del af slægten og tolkede alt i den sammenhæng, og derfor er det chokerende, men også nødvendigt, at Jesus taler om, at det er vigtigt at gøre sig fri af de bånd, der har været strammere og stærkere, end vi kan forestille os. Uden at bryde dem, ingen frihed.

I dag i et individcentreret, sekulariseret samfund er den enkelte henvist til at forstå sig selv ud fra “sig selv” – at finde ind til de dybeste lag i psyken og tage udgangspunkt i den indsigt, det finder der. Denne cirklen om sig selv er med til at gøre det moderne menneske ensomt. Alene i verden.

Her er det, som jeg ser det, at Jesu ord måske kan få mening i dag: Han bad den tids mennesker om at forlade de bindinger, de holdt dem fast i stivnede normer, relateret til slægten, og at vende sig ud mod “de andre” mod “det ukendte” mod alt det, der befandt sig uden for de rammer, familien opstillede omkring den enkelte, og sådan beder han vel i dag det ensomme, selvoptagne nutidsmenneske om at give slip på sig selv og at vende sig ud mod det liv, der udfolder sig i verden udenfor.

At åbne sig mod verden og engagere sig i den. Det er vel kernen i Jesu ord i dag.

Eller hvad?

Erindringer – 60 års jubilæum

Udgivet den 23/06/2022 af marianne

Min veninde Gertrud gjorde mig forleden opmærksom på, at vi blev studenter for 60 år siden. Det vil jeg forsøge at skrive lidt om. Forsøge. Ja, for enkelthederne er for længst borte i fortidsmørket. Men jeg husker alligevel lidt, og hvis jeg forsøger at grave det frem, kommer andre, nu halvglemte minder måske til syne. Det ville være rart.

Jeg ser på billedet og synes, at pigen på en gang forekommer mig fremmed og alligevel bekendt. Jo, jeg har kendt hende. Mere derom senere.

Hørte Brinkmanns Briks forleden. Det er altid underholdende og ofte oplysende. I al fald kan det sætte tanker i gang, som er værd at gå videre med.

Carsten René Jørgensen er gæst i denne udgave, hvor indholdet bredt er vores forståelse af mennesket. Hvad er der galt med os? Den slags spørgsmål. Gæsten er en af de førende psykologer i DK og beskæftiger sig bl.a. med personlighedsforstyrrelser og identitetsproblemer. Alt sammen svært at koge ned i en udsendelse på en time, men Brinkmann er ekspert i at vride det bedste og mest centrale ud af sine gæster.

Det var i den forbindelse, at talen faldt på det med at “kende sig selv” “blive bevidst om sit eget ego” “realisere sig selv” og lignende. Og her var det, at Brinkmann sagde, at han ikke interesserede sig for sig selv. Alt andet. De andre. Det, der ligger udenfor. Ikke mig selv. Han gik så hårdt til biddet, at han til sidst fik malet sig selv op i en krog og måtte indrømme, at han lige nu “koketterede” en smule med sagen. For selvfølgelig interesserer alle mennesker sig for sig selv. Også. Og måske endda mest. Men det er jo sikkert rigtigt, at man ikke skal fortabe sig i den interesse og blive så selvcentreret, at man “glemmer” de andre = det andet = verden omkring en.

Men man kan ikke skrive sine erindringer uden at vende blikket indad. Nå, men Brinkmann er mig bekendt ikke i færd med at skrive sine erindringer. Og det er jeg måske heller ikke, selv om jeg ind i mellem bilder mig selv og andre det ind.

Og jeg synes, at han har ret: Det er ikke det mest spændende at granske alt for nøje i sin egen sjæl.

“Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last” – sådan siger Tom Kristensens Alter Ego, Jastrau, i romanen “Hærværk”

Mig gør det i al fald ikke godt at granske alt for dybt. Og så er det måske en af grundene til, at jeg bøjer af, hver gang jeg skal ud ad den vej?

Erindringer – Hans Lyngby Jepsen

Udgivet den 20/06/2022 af marianne

Svar

Nu springer jeg lidt uden for min liste af erindringsforfattere. Men sagen er den, at jeg har givet mig selv den opgave at genlæse alle de bøger, der står og samler støv på reolerne. Inden de støver helt til, skal de læses. Og det bliver de jo ikke, for mine bøger er utallige, og mine dage er talte. Så det når jeg ikke.

Men lige nu glæder jeg mig over Lyngby Jepsens lange erindringsværk ”til Andrea” – det er noget af det sidste han skrev, sådan som erindringer bør være noget af det sidste, man skriver. Han var tæt på 80 år, da de udkom – og også derfor genlæser jeg dem, for jeg vil måske også skrive mine erindringer, og i fald jeg gør det, så skulle udgivelsen helst ramme min 80 års fødselsdag. Så jeg har faktisk travlt.

Men det er ikke det eneste, jeg har til fælles med den forfatter. Der er så meget. Hans holdning til mange af de store spørgsmål deler jeg med ham. Samfundsspørgsmål f.eks. Her befinder vi os begge på venstrefløjen uden at være socialister.

Og her kommer et citat, der handler lidt om det at være dansk. Det er fra ”En dag er vi lige gamle” :

”Sproget er et mirakel – alle sprog, dansk for mit vedkommende. Knap tredive bogstaver i alfabetet, og hvad kan man ikke skrive og sige med dem! Det særlige og mirakuløse ved alle sprog, også det danske, er dets intimitet for dem der kender det. Sproget knytter danskerne sammen og skiller dem fra andre folk, sproget samler og skiller. Det er det sande familieskab. Derfor værdsætter vi litteraturen – i endnu højere grad end musikken og billedkunsten der også taler til os om national tilknytning. Helt og fuldt ud og i krogene kender vi kun det sprog, vi er vokset op med, den betydning og underforståelse der omgiver mange ord og vendinger, også når de dukker op i sammenhænge de ikke oprindelig blev anvendt i. De lokker en erindring og et smil frem, de sender tanker på flugt, de åbner udsigter og maler billeder.”

I sidste del af sidste bind af erindringsværket skriver han naturligt nok en del om døden. Det er et tema, der bliver aktuelt, når vi som gamle står tæt på tærsklen og statistisk set allerede har overskredet den.

Og også her kan jeg sagtens samklinge med ham, og så er jeg alligevel slet ikke der, hvor han befinder sig. Han er en hjernens mand, et gennemført rationelt tænkende væsen, og som sådan frasiger han sig enhver form for religiøs forståelse af livet og døden. Og det gør jeg jo ikke.

Men forstår ham.

Hjernen accepterer ikke nogen varm og kærlig overgang til noget som helst andet end biologisk forvandling, og i rummet er kun det store INTET. Det er måske rigtigt, men den tanke, kan jeg hverken leve eller dø med. Men jeg VED jo lige så lidt som Lyngby Jepsen noget om, hvad der sker efter døden, altså ud over, at vi enten bliver brændt eller begravet. Det er der ikke noget opløftende ved. Vel?

Og jeg tror på noget andet. Jeg tror på en almægtig skaber – en kærlig gud – Gud, som tager over, når vi giver slip.

Det er ikke rationelt, og jeg kan ikke forklare det. Og at ville bevise det er helt umuligt.

Jeg vil slutte med et langt citat fra bogen. Og så glæde mig over, at når Jepsen skal finde noget dybere end blot det biologiske, så tyr han til Biblen, ja han gør så:

“Uvisheden er god at leve med. Den er et fundament af viden om uvidenhed. Selvfølgelig, alt er muligt, slip fantasien løs. Lev videre på Saturns ring eller en af Jupiters måner, tro på reinkarnation og vågn som bæltedyr eller vandrotte, søg Nirvana eller Edens Have. For mig er uvisheden den absolutte frihed som ingen religiøs kirke kan begrænse. Jeg venter mig intet. Dem om det, der har behov, så længe de ikke generer andre med deres fantasier. … Jeg slår mig til tåls med glæden over et langt liv, dets tusinder af lykketimer. Prædikeren, kongen i Jerusalem, efter eget udsagn en mand af stor visdom og kundskab, siger: Hellere dødens dag end fødslens dag, hellere ende end begyndelse, hellere gå til sorgens hus end til festens hus. Det lyder trist. Og solen står op og går ned. Endeløs tomhed, siger han om livet, alt er tomhed. Endeløs tomhed. Og alle de ting, som sker under solen er tomhed og jagen efter vind. Men to spalter længere fremme i den autoriserede danske bibeloversættelse korrigerer den kundskabsrige konge sig selv: Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid. Det har vi forsøgt, min kone og jeg, ikke at jage efter vind men at nyde frugterne af vores slid.”

Og her lidt længere mod slutningen skriver han, så vore hjerter slår i takt:

“De undertrykte lider stadig som for tre tusinde år siden, de dør uden trøst. Men få linier forinden taler Jerusalems konge om glæden: Intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt hvad det gør: det er dets løn. Spændt ud mellem livets glæde og sorg, mellem fødsel og død. Verden er ond. Verden er god. Voltaire rådede enhver til at dyrke sin have. Udlagt efter behov: Dyrke det nære som du kan overkomme, det fjerne har du ikke forstand eller indflydelse på. Dyrk dine bedste talenter i stedet for at sprede dig på mange gøremål. eller simpelthen: Hvis du uopfordret møver dig ind i naboens have, risikerer du at blive slået ned. Siden Voltaires glade 1700-tal er Jorden blevet en provins, vi alle har ansvar for og indflydelse på, en fælles have.”

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Erindringsskrivning – en lærling udtaler sig

I mit hoved – i min mave – i min have – lige nu

En strandbypige som jeg (ikke) husker

Harari – om liv og død

Mens det sker – 24 – Livet i slowmotion

Mens det sker – 23

Erindringsskrivning

Dagens tekst – 2. søndag i trinitatis

Erindringer – 60 års jubilæum

Erindringer – Hans Lyngby Jepsen