Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
”Vi er alle dødens børn” skriver Knausgård i ”Ulvene fra Evighedens Skov.” I bogen filosoferer han vidt og bredt om livet og om døden. Akkurat som alle store romaner har gjort det til alle tider. Og der er tale om en stor roman her, ingen tvivl om det. Og vist er det en af personerne i bogen og ikke forfatteren selv, der proklamerer, at vi alle er børn af døden. Alligevel må Knausgård stå inde for synspunktet, for alle personer i alle romaner er fabrikerede i en forfatters hoved, og de bærer hans stempel, de er hans børn, og han er langt hen ansvarlig for dem. Også selv om han tager afstand fra alt det, de taler og står for. Dostojevskijs ”kældermenneske” er ikke Dostojevskij, og samtidig er det i høj grad ham, for han springer jo som en anden Athena lige ud af den russiske digters hoved. Som Zeus gik svanger med Athena, går forfatteren svanger med sine personer, og som hun sprang ud af gudens hoved, springer de ud af hans. Sådan er det. At vi er dødens børn må stå for Knausgårds egen regning.
Nu er jeg efterhånden blevet gammel, og døden er ikke mere en fjern trussel, men en nær hændelse, og jeg må om end vrangvilligt tage imod den. Men jeg vil ikke vedkende mig slægtskabet. Den er hverken min mor eller min far. Jeg er ikke barn af den men af livet.
Lyset i en blomst
Jesus siger til dine disciple (Johannes Evangeliet) : ”en kort tid så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Nu vil jeg ikke sammenligne mig med Jesus, men jeg vil sige det samme til mine børn: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere.” Det synes jeg er en rimelig meddelelse og en 100% sikker viden, men når det er sagt, må jeg stoppe med at sige mere, for jeg ved ikke af mere, det gør ingen af os, og Jesu klippefaste forvisning om opstandelsen går over min forstand, også selv om jeg siger trosbekendelsen i god tro hver søndag. Det er min tro. Og det er OK med mig – at tro – og ikke at VIDE. Men jeg tror med Grundtvig på, at vi er ”lysets børn” ( Den signede Dag med Fryd vi ser), ikke mørkets.
Jeg tror på livet. Og når jeg retter blikket mod de første leveår, så er det liv, jeg ser, og Knausgårds udsagn drukner i den barnlige vise, vi sang ved lejrbålet: ”Vi er børn af sol og sommer.”
I det næste indlæg om min erindringsbog vil jeg berette om en af de lyse dage fra min tidligste barndom, en dag, som stadig har bevaret sit skær af sol og sommer.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Naturen lige nu
Lige nu. Goldt. Dødt. Forladt. Mørke. Og så er der lidt grønt
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Min søster Dorte
Jeg har fire søskende. En, der lever, og tre, der er døde. I mig lever de alle fire, og det vil de gøre så længe, jeg trækker vejret.
Dette indlæg vil handle om Dortes barndom. Der, hvor vi altid var sammen.
Jeg skrev i september 2021 et indlæg om min ældste søster, Hanne. Det kan man læse ved at vælge datoen 14 september 2021.
Dorte er min lillesøster. Da hun blev født, var jeg tre år. Anders var 5 år, Annelise 7 år og Hanne 9 år. Jeg husker vores fælles lille-tid som skøn og problemfri. Det var den nok ikke, for 40’erne var dyrtid, og der var mangel på alt, og den knaphed varede langt op i 50’erne, og selv om vi var små og fik mad og klæder og kærlighed nok, så må de voksnes verden have været brydsom. Og mon ikke, det smittede af på os småfolk? Og vores mor? Hun var så sart. Mor var enebarn. Og jeg ved fra flere pålidelige kilder, bl.a. min bedstemor, at hun var forkælet som barn og fik, hvad hun ville have, og også som voksen blev båret på hænder. Først af sine forældre og senere af vores far, som gik og ventede på hende i mange år, før han kunne få hende. Men da ventetiden omsider var forbi, og de blev gift, så kom børnene jo. Trip trap, træsko – den ene efter den anden.
Dorte var den sidste. Mor blev steriliseret efter fødslen, som nær havde kostet hende livet. Hun mistede meget blod og måtte have en blodtransfusion, og man havde ikke noteret, at hun var rhesusnegativ og gav hende derfor en forkert slags blod. Hun har fortalt mig, at hun fik så voldsomme kramper, at hun kunne høre jernsengen ryste under sig. Hun lå syg i lang tid, og det lille barn kom hjem uden mor. Vi havde heldigvis bedstemor.
Men det var ikke mor, jeg skulle skrive om, men Dorte. Men mors lange sygeleje må have været en barsk begyndelse på livet, et stort savn for en baby, også selv om hun var omgivet af kærlighed. Bedstemor, der boede hos os, plejede hende sammen med sin søster Marie, der en periode flyttede ind hos hende. Og far var der jo, og han var af natur meget omsorgsfuld.
Alligevel må hun have savnet sin mor. Marie blev aldrig gift, og ”bedstemor” var over tres, da hun fandt min bedstefar. Hvad vidste de to om barnepleje?
Og mor må have savnet sit lille barn heftigt. Jeg var jo kun tre, men alligevel husker jeg den dag, Dorte kom hjem til os. Eller rettere, jeg husker den lille barneseng, som far havde med hjem og som kom først. Jeg gik rundt om den ude i gården og undrede mig, for den var jo alt for lille til mig. Og hvem var den så til? Det med en lillesøster, havde jeg ikke forstået, og Annelise har fortalt, at alle børnene blev dybt forundrede, da far en dag kom hjem og fortalte os, at vi havde fået en lillesøster, og at hun snart ville komme hjem til os.
En lillesøster? Hvor mon hun kom fra? Jo, jo, vi havde da hørt om storken. Kom den med hende? Og hvor var mor? Det fik vi heller ingen rigtig forklaring på, og det er noget, jeg ved med sikkerhed, men det er en anden historie, som ikke hører hjemme her.
Vi fik lille Dorte hjem. Jeg vil fortælle lidt af det, jeg husker fra vores fælles barndom. Og nogle billeder fra tiden. Desværre er de næsten alle sammen af ringe kvalitet, og jeg har ikke ret mange. Vore forældre fotograferede ikke ofte. Tak til Mona og Annelise for deres bidrag.
Annelise og Dorte
Marianne og Dorte
Dorte, Marianne, Annelise og Hanne
Anders og Dorte og Marianne ved vores bil. Dorte må være et årstid – så er jeg 4 og Anders 6.
VORE LEGE
Vi legede. Det havde vi talent for. I legen flyttede vi ind i fantasiens verden, og mange af de rum, vi færdedes i, er nu borte. Jeg har glemt de fleste – men der var utallige.
Da Anders blev stor nok, flyttede han ovenpå. Her fik han det lillebitte kammer, som i sin tid var den unge piges. Her kunne hun akkurat have sin seng og en stol til sit tøj. Jeg tvivler på, at der var plads til en kommode, men de piger, vi havde, kom ikke langvejs fra, så de havde kun tøj til en uge, og det bar de på kroppen.
Så fik Dorte og mig det snævre værelse, som lå ind mod vaskehuset, og hvor alle børnene havde haft deres sove-og legeplads fra tidernes morgen. Engang stod der to etagesenge langs den ene væg – i dem sov Hanne og Annelise og Anders og mig. I den lille bitte barneseng, som stod lige inden for døren til højre, når man trådte ind, lå lille bitte Dorte.
Men vi var kun en kort tid 5 børn i værelset. Så byggede far og mor huset større, der kom et nyt værelse oven over vaskehuset, og her flyttede de store piger ind, mens Anders som sagt fik tildelt pigekammeret.
Og vi blev altså ene i børneværelset. Her fik vi to lige store senge, udtrækssenge, der kunne vokse i takt med os. Og bedst af alt, vi fik et bræt, som kunne sættes på sengens sider, så vi havde et lille bord. På det lille bord skabtes verdner. Vi havde altid modellervoks, og med det kreerede vi tilværelser for fiktive personer, der lignede og ikke lignede nogen, vi kendte. Vore lege kunne fortsætte i det uendelige.
Når vi kom i seng, lagde mor (om vinteren) de varme dyner over os. De havde ligget på radiatoren. Så satte hun sig mellem de to senge, og vi bad sammen fadervor og sang ”jeg er træt og går til ro” – og så sagde mor: ”og nu skal I lægge jer på den lille soveside, og være artige børn, som smukt lægger sig til at sove!”
Og vi lagde os artigt på sovesiden, men så snart mor var ude af døren, og vi kunne se, at lyset var slukket i køkkenet, og far og mor og de store var udenfor høre- og synsvidde, tændte vi lyset og begyndte legen der, hvor vi sidst sluttede den. Og når far så skulle i køkkenet senere på aftenen for at lave kaffe, så kunne han jo se, at de to små ikke lå smukt på den lille soveside, som de skulle, og han kom ind og sagde med en stemme, som skulle forestille at være bøs og var så høj, at mor kunne høre den: ”Ka’ I så slukke lyset! Ellers kalder jeg på Natmanden!” Vi grinede altid, når han sagde det, og han grinede også selv og fortsatte helt stille: ”I må hellere se at få slukket lyset, ikke?”
Og måske var vi artige og slukkede lyset, men jeg er ikke sikker. For legen var spændende og kunne jo ikke slutte, bare fordi far kom truede med Natmanden.
Legene var spændende. Og vi var en del børn i vores kvarter. Ja, for skønt landsbyen var så lille, var den opdelt i kvarterer. Jeg kom til at kende dem godt, fordi jeg gik med aviser sammen med Anders.
Og jeg tror ikke, vi legede med børnene fra “de andre kvarterer” – Vi boede på Strandvej i den søndre ende. Her var husene, da vi flyttede ind, nye, og det var i de huse, vi fandt legekammerater: Lilly, Slej, Jens, Jane, Kjartan, Bjørka, Britta, Bjarne – centrale legekammerater, da vi var helt små, rekruteret på Strandby Skole – lærerbørn – og i nabohusene – fiskerbørn.
For Dortes vedkommende stødte der en legekammerat til helt oppe fra Stationsvej. Verdens ende. Det var Mona. Hun er et kapitel for sig. For det er det eneste af de mange venskaber, vi børn indgik i lille-tiden, som holdt livet ud. Mona blev som en søster for os.
Dorte og Mona. Vi blev spejdere, inden vi kom i skole. Det var i Metodistkirken. Her kom vi hjemmevant hver søndag i forvejen. Og her traf vi alle de andre små og store piger i byen. Ja, for de fleste var metodister. Resten var indremissionske. Og så var der en lille rest, som var … tja … det ved jeg faktisk ikke. Hørte aldrig om f.eks. grundtvigianere. Pastor Mostrup måske? Han var i al fald hverken indremissionsk eller metodist.
Spejdermøde. Jeg var fører for den lille flok, så Dorte har vel været 10 – 11 år. Det er fra venstre Dorte, Vibeke, Jane. Kirsten og Lis.
VORE PLIGTER
De hjemlige pligter var få. Men de var der. I lilletiden var der vist nok ingen – bortset fra, at vi skulle være artige. Det var vi vist også. Dorte var i al fald. Sød og nem. Men da vi blev lidt større, fik vi rigtige arbejdsopgaver: vi skulle vaske op, støvsuge lidt, tror jeg, og feje køkkengulvet hver dag. De store piger er sært fraværende i min erindring om disse daglige gøremål, jeg ved ikke mere, hvorfor. Så meget ældre var de jo heller ikke. Men Anders trak ligesom en grænse mellem dem og os. Og han begyndte tidligt at interessere sig for madlavning og fik ret ofte overladt køkkenet. Så var det surt at vaske op bagefter, for mens mor ryddede op, mens hun kokkerede, spredte Anders alt, hvad der kunne spredes over hele køkkenet. Dorte og mig vaskede altså altid op ( i min hukommelse) – og vi snød, hver gang der var gryder, som så vanskelige ud. Dem satte vi ud på trappen og tænkte, at få fandt mor dem ikke før vi var skole næste dag, og når hun så alligevel bebrejdede os vores springen over hvor gærdet var lavest, forsvarede vi os altid med, at sådan måtte det være, når gryderne var så medtagne af fastkogte(brændte) rester. Som jeg husker det, tav mor så. Hun havde vist ikke så svært ved at lade maden brænde på. Og hun havde ingen glæde ved at lave mad. Måske egentlig heller ingen ved at spise mad. Hun var så spartansk. Hvorfor? Far var en livsnyder, men mor …
Vi arbejdede og legede og havde det rart sammen og denne tryghed og glæde ved hinandens nærhed varede livet ud. Tak for det.
Jeg vil ikke skrive om Dorte som voksen. Da vi var store snakkede vi om fremtiden. Dorte ville giftes, det ville jeg ikke. Hun ville gerne have sit eget hjem. Jeg tænkte først langt senere i de baner. Jeg ville gerne finde ud, Dorte ville finde ind. Hun snakkede om børn. Senere var det hende, der havde udve og mig, der altid havde hjemve, når jeg var taget ud i verden. Men det var langt senere. Da vi var unge, ville vi som alle andre sikkert det hele. Og som alle andre nåede vi knap nok det halve.
Men jeg tror, at Dorte fik det liv, hun ønskede sig: et godt hjem, en god mand og gode børn. Og mange rejser – i 1995 endda jorden rundt i 80 dage – nej, i flere dage endda.
Mens de rejste kunne vi andre følge dem (nej, ikke på facebook) i avisen: her et lille pluk:
Et lille uddrag fra Skagen Avis 25 september 1995
Men den rejse hører voksenlivet til. I barnelivet, i Dortes og mit, hører livet som spejder i metodistkirkens regi til som et væsentligt element – her udfoldede vi sider af livet, som lå stille i hjemmet – vi lærte alt det, spejdere gør: at være duelige til alt praktisk, at være opmærksomme på omverdenen, den nære og den fjerne, at knytte venskaber til børn, vi ellers kun mødte der. Der var varme og nærhed. Og vi trivedes og voksede i det miljø. Også som voksen blev Dorte ved med at komme til arrangementer i Strandby Metodistkirke. I caféen Quindfolk. Her var, da vi var børn og er sikkert også nu om dage, et frisind og en tolerance, som man ellers ikke forbinder med små kirkesamfund. Vi legede, vi digtere, vi spillede teater, vi gik på opdagelse i naturen, vi lærte at bo hjemmefra og at klare hverdagen på feltfod. Alt det gav os glæde og selvtillid.
Jeg blev sendt på kostskole i 1959, og så kom vi jo til at leve to adskilte liv, og i den første tid især, men også siden, savnede og savnede og savnede jeg dig. Men jeg var jo 15 år, en alder, hvor man formodes at være voksen og hvor omtrent alle kom hjemmefra på den tid. Du var kun et barn (det var jeg faktisk også) og fortsatte din glade barndom med skole, spejder, Mona, mor og far og Anders og vi store søstre, der kom hjem i ferierne.
Mona og Dortecof
Dorte blev gift med Evald i 1972
Vi fik hver sin kernefamilie, men vi havde et, som vi var fælles om: Tråen – og det var her vi mødtes med hinanden og hinandens familier. Det blev samlingsstedet.
I de seneste mange år forsøgte vi at samle alle til Hesselholtfesten i Tråen i begyndelsen af august.
Senere vil dette afsnit indeholde flere billeder fra samværet i Tråen
Vi mødtes jo også ofte i hinandens hjem. Når der ikke lige var en familiefest, så var det som regel vi voksne, der fandt sammen. I en årrække havde vi en snapseklub, hvor Evald og Kirsten (som er en ven og ikke familie) sørgede for at medbringe årets høst af gode hjemmelavede kryddersnapse. Det var herlige gilder.
Søster Hanne var ikke med på vandreturene. Hun har altid været mere fjern, fordi hun boede i Frankrig. Vi håbede, at hun ville flytte hjem på et tidspunkt, men så døde hun alt for tidligt, kun 73 år. Men hun havde et sommerhus i Spanien, og hertil inviterede hun os i september 2013 og her fejrede jeg min 70 års fødselsdag sammen med Dorte og Anders og Hanne og Ole.
På Hannes terrasse i sommerhuset i Spanien
En sommerdag på Lochersvej
Et nyt fællesskab mellem vi søstre opstod, da vi for år tilbage besluttede at vandre nogle dage i Skønne Danmark. Og hver sommer drog vi ud med barnevognen ladet med vin og andre lækkerier. Vi gik fra sø til sø. Vi gik Randers Fjord rundt, vi gik Mariager Fjord rundt, vi gik på Djursland, vi sejlede til og gik på Læsø. Vi vandrede i Vendsyssel og vi travede i Fussingøskovene. En enkelt sommer valgte vi, fordi en af os var blevet opereret i stedet en kulturuge med overnatning i Ålum og besøg i Århus og Viborg og Vestjylland ( det gyldne alter i Sahl) – Vi tre søstre og Mona – næsten også en søster.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Mavefornemmelser. Det er en god ting. Man kan gå efter dem. Det kan de dygtigste af de detektiver, vi fodrer hovedet med for tiden – Ole er meget glad for krimier, og så snupper vi et par stykke hver dag. De er for resten glimrende at strikke til. Og bliver de spændende, går jeg.
Men det var mavefornemmelserne. Jeg lytter til dem. Og kan jo heller ikke slå dem fra. Når noget gør ondt neden for hjertet og ikke i hjertet, og jeg ved, at det ikke er noget, jeg har spist, så lytter jeg og lige nu hører jeg dem sige:
“Nu er du gået for vidt. Hold lige her! Du skal ikke længere! Det er OK at stoppe op. Og nej, du finder ikke ud af at hindre “fjendtlige” algoritmer i at styre dit liv! og IT verdenens irgange kan du lige så godt opgive at finde vej i. Så hold lige her! væn dig til, at du er blevet et gammelt fjols, der er ladt alene på en fjern banegård i et ukendt land og selv må finde hjem.
Maven. Det er en ting. Hovedet noget andet, selv om der jo er en sammenhæng. Og ja, det roder lidt rigeligt i øverste etage, men så er der det, at jeg faktisk godt kan lide rodet – orden er OK, “ordnung muss sein!” – men ekstrem orden er død. Så, at det hele gror lidt vildt deroppe i knold-regionen – og at alle impulser ikke lader sig styre – og at jeg ind i mellem mister grebet og bare drukner i vrimlen, det er OK – og meget bedre end stilstand.
Der er smukt i verden – også i mit hoved – men der er ikke orden.
A propos orden, så kig lige på min have, som den folder sig ud i disse dage: der er ABSOLUT ingen orden Alt vælter sig mellem hinanden derude. – Og alligevel bliver hver fiber i min krop glad ved synet af den.
Ja – alle mine fibre sitrer af glæde. Og det hedder jo ikke fibre, men celler. Celler. Atomer. Ioner. Protoner. Og fibre er der jo også, og sener, og blod og andre væsker i massevis. Kroppen er et vrimlende kaos af alt muligt.
Og det er smukt. Og levende. Selv når vi dør, lever vi. Er det ikke en skøn tanke.
Når jeg går tur i et villakvarter, er haverne næsten ens: grønne plæner og ude ved kanten lidt buske eller måske endda blomster. Men ikke for mange. Og ikke et strå, der ikke er plantet med vilje og afpasset i farve og form til resten. Regelret – geometrisk og ordnet. Og motorerne snurrer rundt og gør havearbejde. Små robotter sørger for, at græsset ikke kan gro ( som grise i en grisebås – der heller ikke kan røre sig) – det skal se PÆNT ud, og jo ordentligere, jo pænere. Og det mest moderne er slet ikke plæner, men fliser og grus. Så er der ikke mere natur tilbage – jo, på fliserne kommer der efter en tid igen liv: små organismer vokser frem, men dem dræber villaejerne lynhurtigt, så steriliteten og døden kan få lov at sejre.
Hvor er det mærkeligt.
Jeg læste lidt om “plænens” historie hos Harari forleden, og her kommer et citat fra “Homo Deus”: (side 341 i e-bogen):
“Ideen om at anlægge en græsplæne ved indgangen til private boliger og offentlige bygninger blev undfanget i franske og engelske aristokraters slotte i den sene middelalder. I tidlig moderne tid begyndte denne vane for alvor at slå rødder, og den blev adelens varemærke. Velholdte plæner krævede jord og en masse arbejde, især i tiden før opfindelsen af græsslåmaskiner og automatiske vandingsanlæg. Til gengæld skaber græsplæner intet som helst af værdi. Man kan ikke engang lade dyrene græsse på dem, eftersom dyrene vil spise og trampe på græsset. Fattige bønder havde ikke råd til at spilde dyrebar jord eller tid på plæner. Den pæne græsplæne ved indgangen til store slotte var derfor et statussymbol, som ingen kunne simulere. En sådan græsplæne bekendtgjorde for enhver forbipasserende “jeg er så rig og magtfuld, og jeg har så mange hektarer og livegne til min rådighed, at jeg har råd til denne grønne og ekstravagante plæne.” Jo større plænen var, desto mægtigere var dynastiet. Hvis man besøgte en hertug og så, at hans plæne var i dårlig forfatning, vidste man, at han havde problemer. Den elskede plæne var ofte skueplads for vigtige fejringer og sociale begivenheder. ….
Menneskene kom således til at identificere plænen med politisk magt, social status og økonomisk velstand. Derfor var det ikke overraskende, at det opstående borgerskab i det 19. århundrede med stor begejstring tog græsplænekonceptet til sig. I begyndelsen var det kun bankfolk, advokater og industrimagnater, der havde råd til en sådan luksus foran deres privatboliger. Men da den industrielle revolution udvidede middelklassen og først plæneklipperen og senere den automatiske havevander blev opfundet, havde millioner af familier pludselig råd til en privat græsplæne. I de amerikanske forstæder ændrede en velholdt plæne sig fra at være en luksus for de velhavende til en nødvendig bestanddel i et middelklasseliv. Det var på det tidspunkt, at et nyt ritual blev føjet til forstandsliturgien. Efter gudstjenesten søndag formiddag slog mange passioneret deres græsplæner. Hvis man gik en tur ned ad gaderne i et forstadskvarter, kunne man hurtigt vurdere de enkelte familiers velstand og position ud fra deres plænes størrelse og kvalitet. Der er ikke noget mere sikkert tegn på, at der er noget galt i familien Jones, end en forsømt græsplæne i forhaven. Græs er i dag den mest udbredte afgrøde i USA efter majs og hvede, og plæneindustrien (planter, gødning, slåmaskiner, sprinklere, havemænd) omsætter årligt for milliarder af dollars.”
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Harari – Vort korte liv på jorden
Det er, som om vi aldrig nogen sinde er blevet kloge på livet og døden. I al fald tror vi fuldt og fast, lige fra vi er børn til vi bliver op i 80’erne, at livet er uendeligt og at døden er afskaffet for længst.
Og derfor siger vi: ”Hvis jeg dør, så …” og ikke: ”når jeg dør, så …”
Jeg har i dette år læst mange bøger, flere end nogensinde før i mit korte liv, og det skyldes min mands sygdom. Han har alzheimers, og det er besværligt for os begge og smerteligt for ham at bevæge sig uden for de kendte daglige rammer. Tryghed er hjemlighed. Så derfor lever vi her. Og derfor kommer vi altså ikke meget længere end en gåtur til åen, en lille vandring i skoven, en biltur i nærmeste omegn.
Og når det er sådan, så er læsningen en udvej.
Gennem bøgerne kan man komme ud af hjemmet og ind i andre verdner, og dem findes der et utal af. Nogle af disse verdner er fascinerende – andre ret kedelige, men dem forlader man hurtigt igen.
Der er ingen grund til at fortvivle over, at man så aldrig fik besteget de højeste bjerge og at man aldrig fik sejlet på de store oceaner og aldrig nogensinde oplevede at være en rigtig tørstende i en rigtig ørken – at det højst blev til en tur til Himmelbjerget – en sejltur på Silkeborgsøerne og et kort besøg på Råbjerg Mile.
Dette år fik jeg læst Yuval Noah Hararis to bøger om livet: ”Sapiens” og Homo Deus” – og begge bøger satte livet og døden i perspektiv for mig.
Og jeg tænkte, da jeg havde læst dem, og jeg ”læste” dem gående gennem Ålum-skovene – som lydbøger – det var endnu vinter – og rundt om stod de nøgne træer, og de grønne mossletter dækkede jorden, og den kolde vind blæste, og jeg tænkte, at nu druknede jeg i ord. I ord, der ville mig til livs.
Sådan tænkte jeg først, men ikke senere, da jeg havde fordøjet ordene.
Hvordan Harari fortalte om livets opståen, om den uendelige række af livsformer, inden endelig og først helt for nylig denne sære fremtoning, Sapiens, Mennesket, dukkede frem i billedet og overtog verden, og hvordan vi gebærdede os i lang tid, inden vi endte, hvor vi er nu med alle de tekniske fremskridt, men alligevel stadig udrustede med primitive drifter, som vi har arvet efter forfædrene og som får os til den dag i dag at dræbe hinanden.
Som sagt: hans bøger satte døden i perspektiv for mig. Vi (mennesket) er sådan et lille støvgran i det uendelige univers. Og vores historie er næsten ikke synlig i den store sammenhæng.
Og et sådant perspektiv må jo være skræmmende – er vel skræmmende. Vi er ikke til at øjne i det store ALTET – Et støvgran, det er os. Godt, men det vidste vi jo fra Kristendommen. Selv om vi her ser det i en anden kontekst.
Og selv om det jo er sådan, så er hvert eneste støvgran en uendelig verden ikke blot af atomer og stof, men af tanker og følelser og bevidsthed, og alt det fornemmes trods Hararis fortælling om vores mini-tilstedeværelse og ubetydelighed i det store univers, som unikt.
Ja, jeg er unik. Du er unik. Alle er unikke.
Kort sagt: det underfulde skaberværk bliver ikke mindre af denne viden om, hvordan det set i videnskabens klare (?), kolde (?) lys forholder sig. Tværtimod.
Skaberværkets ubegribelige storhed vokser for øjnene af en, når man læser Hararis bøger.
Jeg har også læst meget i Det gamle Testamente i samme vinter. Her finder man naturligvis et helt andet univers. Et poetisk univers. Men også en verden af storhed og skønhed akkurat som den, Harari beskriver.
Det vil jeg vende tilbage til senere.
Homo Deus handler ikke som den foregående om udviklingen indtil nu, men er tanker om, hvad mennesket på det nuværende udviklingstrin er i stand til. Det er i modsætning til Homo Sapiens spekulationer, men med afsæt i den virkelighed, vi lever i.
Det er tydeligt, at bogen er skrevet før Corona og før Putin. Harari taler om frygten for en pandemi, men beroliger med, at lige meget, hvor voldsom en sådan vil tage sig ud, så er lægerne på forkant og kan stoppe den. Det ser ud til at holde stik. Men han påstår (og det er en påstand), at atombomben har gjort krige umulige – bortset fra enkelte steder som f.eks. Mellemøsten, hvor der aldrig har været fred. Og her er han for optimistisk. En storkrig truer verden, fordi det stadig er muligt for en diktator som Putin at forføre et folk. Noget har ikke ændret sig, siden Hitler startede en verdenskrig.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
Jeg blev tidligere af og til bedt om at prædike over en bibeltekst, inden jeg skulle holde mit foredrag. Som regel takkede jeg nej, men i Brorsons kirke i Randerup kunne jeg ikke sige nej, og jeg glemmer aldrig, hvor utrolig smuk en oplevelse det var for mig at stå på den samme prædikestol, som Hans Adolf Brorson havde stået på i alle de år, han var præst der. Historiens vingesus ramte mig. Måske var det derfor, jeg glemte at slutte med et “amen”. Bagefter roste præsten, som ellers var bange for, at jeg skulle sende udogmatiske ord ud over hans kære menighed, min prædiken, men tilføjede, at han aldrig igen kunne bruge vendingen “så sikkert som amen i kirken” – for efter min præstation, så var der ikke mere noget, der var sikkert.
Og i Budolfi Kirke holdt jeg en prædiken akkurat på den tid, hvor Fadervor var blevet “renoveret”, og så stod jeg der, og midt i bønnen kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge den gamle eller den nye version og opdagede, at jeg rent havde glemt den nye – og derfor stod jeg og hakkede og stammede den bøn frem, som ellers har været min faste aftenbøn i mere end 70 år.
Jeg har også stået på Kingos prædikestol – så jeg har været SÅ heldig.
Men jeg kunne altid selv vælge teksten. Det var bare at gå på rov i de mange herlige skrifter. Og jeg valgte selvfølgelig nogle ord, som talte lige ind i mit hjerte. Og som derfor nok også fandt vej til menighedens hjerte.
Ordene fra dagens tekst, 2. søndag efter trinitatis, Lukas 14, 25 – ville jeg nødig prædike over. De lyder til at være det modsatte af det kærlighedsbudskab, der efter min mening er kristendommens kerne.
Vores præst Søren Dam Kjeldsen tolkede teksten sådan, at det ikke var had, det drejede sig om – ikke et påbud om at holde op med at elske – nej, men at det drejede sig om at slippe sit eget og følge Jesus.
Og så er vi der, hvor jeg nok kan bruge teksten, for den taler lige ind i vor tid: det handler om at “give slip” eller, som Brinkmann siger, at “gå glip” – at vende sig fra sit eget lukkede jeg og åbne sig mod verden.
Ikke for at sige, at Jesus og Brinkmann er ét stykke af samme alen. Alligevel er det jo fantastisk, at en tekst, som har et par tusinde år på bagen, kan tale til os i dag på en måde, vi kan forstå. Og blive klogere af.
Dengang levede man i familieklaner – familien betød ALT – man forstod sig selv som en del af slægten og tolkede alt i den sammenhæng, og derfor er det chokerende, men også nødvendigt, at Jesus taler om, at det er vigtigt at gøre sig fri af de bånd, der har været strammere og stærkere, end vi kan forestille os. Uden at bryde dem, ingen frihed.
I dag i et individcentreret, sekulariseret samfund er den enkelte henvist til at forstå sig selv ud fra “sig selv” – at finde ind til de dybeste lag i psyken og tage udgangspunkt i den indsigt, det finder der. Denne cirklen om sig selv er med til at gøre det moderne menneske ensomt. Alene i verden.
Her er det, som jeg ser det, at Jesu ord måske kan få mening i dag: Han bad den tids mennesker om at forlade de bindinger, de holdt dem fast i stivnede normer, relateret til slægten, og at vende sig ud mod “de andre” mod “det ukendte” mod alt det, der befandt sig uden for de rammer, familien opstillede omkring den enkelte, og sådan beder han vel i dag det ensomme, selvoptagne nutidsmenneske om at give slip på sig selv og at vende sig ud mod det liv, der udfolder sig i verden udenfor.
At åbne sig mod verden og engagere sig i den. Det er vel kernen i Jesu ord i dag.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
I dag genlæste jeg det digt, som en ung russer læste højt for os i et lille værelse i Leninggrad en oktoberaften i 1964.
Her kommer det i en oversættelse af Erik Horskjær
Mon russerne ønsker krig?
Mon russerne kan ønske krig?/ Spørg selv og hør det tavse skrig/ fra grønne eng og åben mark/ spørg poplen, birkens hvide bark.
Og spørg den faldne frontsoldat,/ der ligger, dræbt af en granat,/ ved birkens fod; spørg sønnen: “Sig,/ om russerne mon ønsker krig?”
Og ikke blot for eget land/ de ligger – faldne, mand ved mand,/ men for at vi på vor planet/ kan drømme fredeligt og rent.
Til pust i løv, duft fra avis/ sov sødt New York, sov sødt Paris./ Tænk selv bag jeres drømmes flig,/ om russerne mon ønsker krig.
Jo, vi kan kæmpe, hvis vi skal,/ men gør det kun i værste fald,/ Vi ønsker ikke, at vor mor/ skal ligge dræbt på blodig jord.
Spørg vore koner, spørg enhver,/ der lever. Spørg og hør og lær,/ og kom bagefter selv og sig, / om russerne mon ønsker krig.
Det er 57 år siden, at Rolf rejste sig, slog ud med armene og reciterede Jevtusjenkos digt for os – unge danskere på studietur til Leningrad. Ja, og nu … hvordan er det? ønsker russerne krig? De følger i al fald deres leders kommando,
Jevtusjenko var systemkritiker. Og nu er systemet med undertrykkelse af folket genindført. Hvis man nærlæser digtet, ser man måske alligevel en forklaring. “Russeren” er opdraget til at være nationalist, og han kommer, når “Nationen” kalder.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Kristelig Dagblad har som forsideoverskrift: Ukrainere går i døden for deres land. Hvad vil Danskerne dø for?
Jeg vil vende det sidste spørgsmål om og spørger: Hvad vil danskerne leve for?
Det andet minder mig om de mange, der råber på dødshjælp. Hvor skønt, hvis de råbte ligeså højt på livshjælp!
Hvad vil vi dø for? Og hvad vil vi leve for?
Jesus døde for os. Og han levede for os. Det er sådan, vi skal leve: for hinanden, og dø for hinanden, hvis det bliver nødvendigt.
Men som Jesus.
Så vidt vi formår det. Og så går vi altså ikke i krig. Jesus slog ikke en eneste ihjel. Han dræbte ingen, men frelste dem, der søgte ham for hjælp, og her gjorde han ingen undtagelser.
Og vist kan vi ikke leve som Jesus. Men hvis vi vover at kalde os kristne, så må vi gøre forsøget.
Her et citat fra dagens avis ( Kristelig Dagblad 13 april):
“Når man ser på Jesus, der gerne skulle være forbillede for os alle sammen, så slog han ikke nogen ihjel. Han ofrede sig selv, men tog ikke liv.” (Peter Tudvad)
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Egentlig er det lidt underligt at være så opslugt af gamle forfatterskaber, som jeg er og har været i lang tid nu. Sidde der så fredeligt og sysle med ord, mens verden opruster med ild. Men jeg finder ro for de flossede nerver der, og så bliver jeg der en tid. Måske er det er måde at flygte fra en virkelighed, som det gør SÅ ondt at se i øjnene, at man helst lukker dem og tænker på noget andet.
Men her vil jeg alligevel et øjeblik dvæle ved den virkelighed, der er Europas i disse timer og dage … og hvor lang tid endnu?
Da jeg som ung læste ”Intet nyt fra Vestfronten” troede jeg, at den bog ville få alle folks øjne op for krigens absurditet. At de ville forstå, at krig er det værste af alt. Og jeg mener DET VÆRSTE AF ALT. At det er i krigen, at menneskets laveste instinkter slippes løs og al moral opløses. Og at det gælder ALLE krige.
Der findes ikke retfærdige krige. Målet helliger ikke midlerne. Vi er ikke jesuitter.
Der er INGENTING, der retfærdiggør, at mennesker bombes og dør under ufattelige lidelser. Og nu citerer jeg paven (Kristelig Dagblad 6/3 2022)
”Der var engang, selv i vore kirker, hvor folk talte om hellig krig. I dag kan vi ikke tale om retfærdig krig, fordi den kristne bevidsthed om fredens vigtighed har udviklet sig …. Krige er altid uretfærdige – vores hjerter kan ikke andet end græde for de dræbte børn og kvinder og for alle krigens andre ofre. Krig er aldrig vejen.”
Nej, krig er aldrig vejen.
Og Zelensky er ingen helt.
En helt ville han have været, hvis han havde sagt: ”Kære ukrainere, kære venner. Jeg holder af jer. I skal ikke dø i en bomberegn. Jeres huse skal ikke sønderbombes. Jeres børn skal ikke lemlæstes. Jeg vil ikke ofre en eneste af jer for en ide.”
Men det ville han. Og i nationalismens navn har han
valgt krigen.
Jeg hørte ”Bagklog i P1” forleden, hvor Esben Kjær og Samuel Rachlin var enige om, at Zelensky ikke havde noget valg. For havde han ikke oprustet og sat sine mænd ind mod Putins styrker, så havde Rusland uden modstand kunnet invadere og indlemme Ukraine i Rusland. Ja, og hvad så!!!!????
Så var Ukraine blevet indlemmet, men ukrainerne ville have kunnet leve videre i deres familier, og via den moderne teknologi ville de stadig være i stand til at sende deres frihedsbudskaber ud, hvis de altså virkelig er frihedselskende og ikke bare nationalister. Deres budskaber om demokrati og frihed ville have fyldt æteren og langsomt have været med til at ændre verden og ikke mindst russerne til det bedre. Mon russerne er døve for budskabet om frihed og demokrati? Jeg har som ung hørt en mand stå i et lille værelse i Leningrad og recitere et digt af Jevtusjenko. Det hed: Tror du at Rusland vil ha’ krig? – Jeg kan høre hans stemme endnu.
Det ville have været en værdig og ublodig front at
kæmpe mod Putin på.
Putin. Ja, han vil under alle omstændigheder falde. Tyranner og despoter står ALTID for fald. Friheden vil ALTID sejre, hvis den er oprigtig ment og ikke camouflage for nationalisme og fanatisme.
Under en krig dør alt. Også friheden. Hvornår lærer vi det? Politikere kan jo ikke lære det. De er så fantasiløse.
Og vist skal vi kæmpe for den. For friheden. Vi skal kæmpe utrætteligt. Men uden at bombe og dræbe og tortere og flænse mennesker i stumper og stykker. Vi skal kæmpe med ord. Og det KAN vi. Vi er ikke feje. Vi er imod krig. Vi er ikke imod kamp.
Jeg vil ALTID kæmpe for det, jeg har kært. Men jeg vil ikke dræbe andre mennesker, og jeg vil ALDRIG godkende krigen.
Men jeg er jo kun et sølle mindretal. Og et naivt af slagsen, mener mine mange, oprustningsparate modstandere.
Jeg ved godt, at den kamp, jeg taler om, kampen på ord, også kan ende med drab – Putin dræber anderledes tænkende ( Det tror jeg nu også Zelensky gør = mon ikke han stiller dem for en peleton, som ikke vil dræbe russere?) – jeg er ikke mere bange for at dø, end vi alle er.
Men jeg vil dø for min ret til at mene, at vi ikke må slå hinanden ihjel.
Jeg kan ikke tåle at se TV-avisen lige nu. Jo, jeg kan godt tåle at se lig i gaderne og sønderbombede huse, men jeg kan ikke tåle at høre på den utålelige krigsopgejling, der følger med, når billederne kommenteres. Det gør ondt, når hævnfølelsen bringes til at florere om kap med bomberne. Men vi skal vel gøres krigsparate????
Gengældelsens rus mod Putin. Oprustningen. Europa opruster. Vi opruster. Vi sender våben. Vi må høre vore kommentatorer og politikere gejle folk til noget der ligner fanatisme.
Krig følger sin egen logik, det har den altid gjort, og det er som altid denne: mere og mere og mere ødelæggelse. Vold avler vold i en endeløs række.
I Tyskland begik tusinder og atter tusinder selvmord efter 2. Verdenskrig. Det har vi aldrig talt om før – nu er der kommet en bog om det. Efter 3. verdenskrig er der ingen, der ikke begår selvmord, hvis de ”overlever”.
I en moderne verdenskrig vil krigsmaskineriet ikke være til at standse, før atombomberne i krigens egen logiske vækstfilosofi gør en ende på det hele.
Men nedlægger vi (og jeg siger VI) ikke våbnene nu – så er det for sent – så er der ingen jord mere.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Jeg var 13. Den alder, hvor man hverken er barn mere eller voksen endnu.
Om søndagen gik jeg undertiden i kirke sammen med min bedstemor. Vi gik ad engstien til Elling Kirke, for Strandby havde ingen kirke, og det var en god tur. 3 – 4 kilometer hver vej. Så der var tid til at snakke.
Og det var her – i den gamle Elling Kirke, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Rusland. Eller rettere med en rigtig russer. Præsten var dansk nok, han hed Pastor Mostrup, og han var en tør, vist nok lidt kedelig type, grundtvigsk i al fald, og min bedstemor holdt ikke af ham, for han havde ikke de missionske præsters salvelsesfulde måde at udtrykke sig på. Ordene komme stille og jævnt, men for mig var de værd at lytte til, og jeg fik jo overtalt bedstemor til at gå med, når det var Mostrup, der prædikede. For han elskede at læse andre bøger end Biblen, vidste jeg, og hans tale var spækket med gode eksempler fra litteraturen. Og især den russiske, og lige den dag, som jeg nu husker og hvor jeg var blevet 13 år og følte mig voksen, læste han op fra Dostojevskijs “Brødrene Karamassof”. Det var kapitlet med den gamle “Starest” fra klosteret, som mødes med hovedpersonen Aljosja. Den dag vågnede min interesse for den russiske litteratur.
Mens vi gik hjem, fik jeg overtalt bedstemor til at vælge den bog, som præsten havde læst op fra som vores næste højtlæsningsbog – jeg lånte den på biblioteket, og vi læste også i den, men vi kom vist ikke særlig langt, det var alligevel for stor en mundfuld for den gamle og barnet. Og bedstemor fandt den desuden for verdslig – det husker jeg, at hun sagde. Så er der mere at hente i Biblen, mente hun.
Og det var der sikkert for hende, men ikke for mig.
Jeg kan ikke huske, om jeg selv læste bogen færdig, men jeg ved, at det frø, præsten såede den søndag, faldt i god jord. Det spirede, og det var sikkert grunden til, at jeg blev så glad for Rusland og russisk litteratur, og at jeg mange år senere valgte at læse russisk på universitetet. Det gjorde jeg af en bestemt grund: jeg ville kunne læse de store mestre på det sprog, de skrev deres værker på.
Det, der sker i det gamle Sovjet i dag, er forfærdeligt, og det er jo ikke sådan, at vi ikke har set det komme. Tjetjenienkrigen viste vel tydeligt nok, at Rusland har drømme om at få de gamle “frie” sovjetlande tilbage.
Men jeg blev kold af skræk – som alle andre – da Putin invaderede Ukraine.
En af mine tidligere bekendte (jeg var med til at kalde ham til vores gymnasium, da Jugoslavienskrigen rasede), er Jan Øberg. Han ved virkelig noget om krig og fred – har arbejdet som fredsforsker gennem årtier. Og han skriver i Kristelig Dagblad:
( Citat fra Kristelig Dagblad 7. marts – Jan Øberg)
“Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad Nato og vestlandene giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende. Der er kun rygmarvs-had, og følelser: Vi er gode, og de er onde. Der er ingen politisk-intellektuelle analyser, og det er dén psyko-politiske endimensionalitet, jeg betragter som farligere for fremtiden end Ruslands invasion.”
Rusland begyndte dog krigen …
“Ja, denne krig, men ikke den underliggende konflikt, som volden er symptom på. Forud for invasionen ligger 30 års total foragt over for Ruslands behov og protester. Nato har udvidet og udvidet, selv Ukraine, Sverige og Finland er i praksis forlovet med alliancen. Nato har uden grund ekspanderet helt op under skørterne på Rusland. Det handler om oplevet ydmygelse. Intet land i verden har siden 1945 dræbt så mange millioner mennesker og sendt så mange millioner mennesker på flugt i Mellemøsten og andre steder som USA, og Danmark har hjulpet til. Nu gør Rusland – stærkt trængt af Vesten i 30 år – det samme, og i øjeblikket er 350 mennesker døde. Principløse beslutningstagere og andre mener åbenbart, at der er gode og onde krige.”
Jeg er pacifist, det ved dem, der kender mig, og det er jo nærmest en sær ting at være, når verden er truet af krig. Lidt lige som at ville forråde sit land. For lige nu vil ALLE opruste til “den gode krig” – men kære venner: der findes ingen god krig. Venlige bomber slår ligeså hårdt som fjendtlige bomber, og A-bomben dræber os alle.
Så hold fingrene væk fra våben!!!
Men nej, folk elsker jo krig, selv små børn leger krig på deres iPad – vi opfostrer dem til at elske vold. Er der nogle af vores børn og børnebørn, som ikke har øvet sig på at dræbe et andet menneske? Nej vel!!
Selv om de fleste vil påstå det modsatte. Men sådan er det: Folk kan ikke få nok af vold: altså vold rettet mod “de onde.”
Nu tror jeg ikke, at vi kan deles op i gode og onde.
Er det ikke sjovt, at vi skriver på tobakspakkerne: rygning kan dræbe?
Et det ikke vildt, at vi ingenting skriver på tanksene og geværerne, selv om de ikke kan andet end dræbe?
Vil jeg så ikke kæmpe mod diktatur og tyranni og verdens ondskab? Jo, men ikke med våben, der dræber andre mennesker. Jeg tror på ordet. ORDET.
Jeg ved, at ondskaben findes – også i mig – jeg kan komme i en situation, hvor jeg handler ondt, fordi ondskab er en realitet i os alle, og i nogle – alt for mange – tager den magten og kaster mennesket ud i onde handlinger.
Den ondeste af alle handlinger er krig.
DJÆVELEN findes, det er jeg ret sikker på – jeg tror ikke, at Putin eller Hitler eller Stalin er (var) djævle – men jeg er sikker på, at ondskaben har taget magten i deres hjerter. At de er (var) besatte af djævelen.
Du går måske selv i kirke en gang i mellem, så er du jo med til at bekende det her: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger.
Når vi forsager ham, så findes han vel?
I gamle dage ( i Bibelen) talte man om, at mennesker kunne blive besat af Djævelen – det har såmænd aldrig ændret sig.
Jesus kunne drive Djævelen ud. Vi andre kan ikke. Men vi kan forsøge.
Jeg ved det godt: alle synes lige nu, at jeg er naiv.
