Rusland

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg vender tilbage til Rusland. Havde jo tidligere annonceret, at der ville komme et indlæg om totalitarismens ansigt. Det bliver ikke med det første, for det kræver mere dybtgående studier end tiden tillader p.t. Men senere.

Dette her bliver altså ikke en analyse af fænomenet totalitarisme, men et lille kig ind i “den russiske folkesjæl” – et fænomen som selvfølgelig kan diskuteres – kan man tale om en “folkesjæl” – ja, Grundtvig mente det, og Dostojevskij mente det, og jeg er en lille smule i tvivl, men når jeg læser de store, både nulevende og afdøde, russiske forfattere, så fornemmer jeg, at der er noget om snakken.

Jeg kan i den forbindelse lige nævne de to, som jeg har læst bøger af for nylig: Svetlana Aleksijevitj og Jevgenija Ginzburg.

Sidstnævnte var offer for stalintidens terror og tilbragte 18 år som fange i Gulag-lejrene, som vi kender fra Solsjenitsyns bøger ( “Gulag Ø-havet,” “En dag i Ivan Denisovitj’s Liv”). Hun har beskrevet sin lidelseshistorie i det store erindringsværk: “Min tunge Vandring.”

Ginzburg blev født i 1904 og døde i 1977 og det følgende vil være en lang række af citater fra værket om hendes liv. Hun var kommunist hele sit liv og satte ikke Sovjetstaten til diskussion. Kun Stalin. Og stalinismen. Og det er underligt. Men patriotismen ( en ægte sovjetborger = en ægte russer) er en integreret del af hendes liv og anfægtes ikke af forfølgelserne og torturen. Aldrig giver hun systemet skylden. Og det samme gælder for hendes medfanger.

Det er tankevækkende. Men det er vel den samme blinde patriotisme, der får unge drenge og mænd til at gå i krig for Rusland i dag. Og selvfølgelig er det ikke et nedarvet DNA – det er en lang – flere århundreder lang – socialiseringsproces. En russer bliver opdraget som patriot. Det kan vi læse i alle store russiske bøger – selv i Krig og Fred – hvor Tolstoj skildrer krigens absurditet, aner man en stor kærlighed til et åndeligt fællesskab – med folket – med Rusland. Det samme hos Dostojevskij. Det vil jeg påstå, men kan ikke her og nu bevise det.

Ginzburg blev som utallige andre arresteret under Stalins forfølgelse af intellektuelle i 1937 og levede i 18 år i forskellige fangelejre i Sibirien. Et af hendes hovedværker er bogen: “Min tunge vandring.” Her skildrer hun tiden i fangelejrene. Hun var kommunist og mistede så vidt jeg ved aldrig sin tro på regimet. Det er altså ikke et oprørsk skrift, vi skal høre om. Og dog. En afsløring af Stalintidens umenneskelighed bliver det jo.

Jeg har valgt her blot at skrive en række citater fra bogen, som giver en fornemmelse af russernes sindelag og væsen, hvori der afspejles en forbløffende sindsro og evne til at tåle og udholde (og næsten acceptere) de uhyrligste overgreb.

Citaterne fra “Min tunge Vandring,” er fra Gyldendals e-bogsudgave 2022. Jeg vil kommentere nogle af dem, men de taler i øvrigt for sig selv, synes jeg.

Fra det meget berygtede Ljubjankafængsel, hvor J. G. sad i den første tid: (s.220):

“Jeg har ofte tænkt på de menneskers tragedie, under hvis hænder akterne i 1937 blev til. Hvor må det have været frygteligt for dem. De må alle sammen have været sadister. Kun enkelte havde mod til at begå selvmord. Ved stadig at udføre nye direktiver, der afløste andre, steg de skridt for skridt ned ad trinene fra menneske til dyr.”

Fra fangetiden i Sibirien. Her i en kreaturvogn under ulidelige forhold. Og man får en af forklaringerne på fangernes overlevelsesstrategi: Kunsten

(side 959) “Men poesien forener alle. I Jaroslavl mente jeg ofte, at jeg var den eneste, der søgte og fandt trøst i poesien. Det var kun mig Aleksander Blok besøgte. Jeg var den eneste, der under gårdturen i takt til mine skridt gentog: en gift vil jeg altid drikke – digte, intet uden digte – det var altså en stor vildfarelse, tænkte jeg nu, mens jeg lyttede til denne strøm af digte. Egne og andres. Velskrevne og naive. Lyriske og sarkastiske.” A. Blok er en russisk lyriker)

Her fortæller G., at en af fangerne i lejren ikke blot skriver digte, men skriver dem til selveste Stalin. Og efter at hun har siddet i isolationsfængsel i Jaroslavl:

( s.962)”Stalin, min gyldne sol!/ selv om døden skulle være mig vis,/ ønsker jeg blot/ lig en blomst i støvet/ at dø på mit fædrelands vej.”

Her er vi i en af arbejdslejrene blandt fanger, og Rusland er netop gået ind i verdenskrigen:

(s.1510) “Nej, vi er ikke længere skovarbejdere, kuske fra hestebasen, plejepersonale fra børnekombinatet. Med usædvanlig klarhed husker vi pludselig “hvem der er hvem”. Vi diskuterer, til vi er hæse. Prøver at forstå fremtidsperspektiverne. Ikke vore egne, men de fælles. Vi, der har været ydmyget og pint af lidelser gennem fire år, opfatter pludselig os selv som vort lands borgere. Det er for vort fædreland, at vi, dets forstødte børn, nu skælver.”

Fædrelandskærlighed. Ja, og det har altid været et fællestræk. I et senere afsnit hører vi om, at disse forpinte fanger anmoder om at blive sendt til frontens farligste afsnit.

Her er Ginzburg på vej til en ny fangelejr. Og hun skal gå hele vejen – 76 kilometer over tajgaen i hullede sko og med fødder, der bløder fra åbne sår. Hun er på vej til et arbejde i kalkgruberne – det værste sted, man kan arbejde, hvor alle, der arbejder der mere end nogle måneder, dør. Og så fortæller hun følgende:

(side 1817)) “I denne gangart kan man endda fremsige vers for sig selv. Og det gør jeg. … Engang i 60’erne spurgte en forfatter mig skeptisk, om det virkelig kunne passe, at fangerne under sådanne betingelser var i stand til at fremsige vers og finde psykisk lindring i poesien? Han var godt klar over, at jeg ikke var ene om at bevidne det, men han troede alligevel, at der her var tale om en efterrationalisering. Denne forfatter havde i det store hele haft en udmærket tilværelse, havde uden problemer kunnet udsende bøger og havde deltaget i paneldiskussioner. Men selv om han kun var fire år yngre end jeg, havde han alligevel dårligt begreb om vores generation. Vi var produkter af vor tid. Vi rykkede ikke frem mod kommunismen “ad skakternes, seglenes og forkenes vej” Nej, vi styrtede os ud i kommunismen fra digtningens højder. I virkeligheden var vi rendyrkede idealister trods al vor ungdommelige hang til den dialektiske materialismes kolde konstruktioner. Under de umenneskehedens slag, der haglede ned over os, blegnede mange af de “sandheder”, der var lært udenad i ungdommen. Men ingen snestorme kunne slukke det flakkende lys i vinden, den åndelige dimension hos russiske intellektuelle, som min generation havde modtaget som en hemmelig gave fra de af os selv så heftigt kritiserede tænkere og digtere i begyndelsen af århundredet …

På et tidspunkt bliver Ginzburg “forfremmet” til lærer for fangernes børn. Her skriver hun om den pædagogik, der hersker:

(s.2230) Min begejstring i anledning af den høje udnævnelse svandt kraftigt ind, efter at jeg havde stiftet bekendtskab med børnehavernes pædagogiske program … jeg måtte således læse og repetere det temmelig omfattende program for opdragelsen af landets små borgere. … pædagogen skulle ikke blot fremelske en kærlighed til fædrelandet men også en følelse af had mod dets fjender. For at udvikle talefærdigheden skulle børnene lære digtet: “Jeg er en lille pige/ som leger og som ler/ jeg elsker fader Stalin/ om end jeg ej ham ser.”

Fra et foredrag af Sjilnikova hører hun fortælle, hvad børnene har råbt:

(2234) “Vi elsker kammerat Stalin højere end far og mor. Gid kammerat Stalin må leve i 100 år, ne j i 200 år! I 300 år. En lille knægt, Vovar, viste sig så politisk udviklet, at han råbte: “Gid kammerat Stalin må leve evigt!!”

Og videre:

“På dette sted gjorde Sjilnikova en pause og så triumferende og samtidig rørt ud over auditoriet. Lærerinderne skrev lydigt og tålmodigt alt, hvad hun sagde i pæne kladdehefter. Den slags uforudsete sider bød arbejdet med børnene på, det arbejde, jeg havde stræbt for at få. I løbet af mit tiårige fravær fra det normale hverdagsliv havde visse ting taget et voldsomt opsving: både tilbedelsen af Folkeslagenes udødelige Fader og Hans indtrængen i hver eneste sprække, hvor det levende liv endnu tittede frem. Det var først og fremmest meddelagtigheden i hans store gerninger, der blev et uoverskueligt problem for mig. Selv i noget så uskyldigt som opdragelsen af små børn. Hvad skulle jeg gøre? I de første dage i mit nye arbejde var jeg ofte helt opgivende.”

Og så videre …

Jeg har ikke flere citater fra værket, men konklusionen er, at selv om Ginzburg og hendes medfanger lider utroligt i så mange år, så mister hun ikke et øjeblik troen på Rusland og kærligheden til sit land.

Først under Krustjovs rehabilitering af Gulag-fangerne frigives hun – og lever som en tro sovjetborger resten af sit liv. Ja, det er ubegribeligt – for mig i al fald. Hun synes ikke at fatte, at et totalitært styre altid vil kunne give spillerum for tyranner som Stalin.

Nu hedder han Putin. Og styret er stadig totalitært – oligarki er ikke en form for demokrati.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *