Kategoriarkiv: Salmedigtere

Erindringsskrivning

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

B. S. Ingemann har skrevet en smuk skildring af barnelivet i det, han egentlig havde påbegyndt som en selvbiografi, men som aldrig rigtigt nåede ud over barndommen. Jeg havde i mange år Ingemann tæt inde på livet, fordi jeg skrev en bog (flere bøger) om ham, og ind imellem gik han mig så meget på hjernen og ikke kun til hjertet, at jeg var ved at opgive ham. Syntes, at han var gådefuld og havde ganske enkelt svært ved at forstå ham. Så meget ånd, så lidt krop. Og samtidig var det præcis, hvad der tiltrak mig ved ham: at han var så svævende et bekendtskab. At han var så meget af en gåde.

Han kunne kun skrive om barndommen. Det, der kom efter, var for konfliktfyldt, for uhåndterligt for ham, tror jeg. Der må have været noget, som gjorde så ondt, at han veg udenom. Noget som det Per Olof Enquist kalder ”smertepunkter”. Jeg ved ikke, hvad det var. Det ved ingen.   

Han ville ikke skrive sine erindringer. Men blev presset dertil af venner og bekendte og valgte som gammel at gøre forsøget. Der altså kun blev halvvejs bragt til ende. Der kom ganske vist en slags fortsættelse senere (Tilbageblik), men den var kort og langt fra på højde med ”Levnetsbog.”

Han argumenterer sådan her for projektet at skrive om sit liv:

”Er endog hvert Menneskeliv paa Jorden ham kun det fuldstændige Livs mindste Brudstykke, og forholder dette sig til sit eget og til Alles Heelliv som Draaben til Floden og til Verdensoceanet, har han dog deri ofte seet en Lille-Verden, hvori Stor-Verdenen afspeiler sig – han har seet Solens Billede helt i Dugdraaben saavel som i Havet.”

Ingemann er dog stadig i tvivl, da han omsider beslutter sig til at ”udlevere” sig selv i en biografi, og han beslutter da at lege, at han ikke er Ingemann, men en neutral iagttager, der udefra ser på digteren og beskriver hans liv (=hans barndom) objektivt. Han siger det sådan her:

… (at skrive) ”syntes ham kun muligt, naar han som en Afdød, stod udenfor sit helt afsluttede Jordliv og kunde beskue det rent objectivt, som en Andens, uden alle subjective Selvskuffelser. Den afsondringsskammel, han synes bestandig at maatte savne ligeoverfor Livsbillederne i hans Fortidsspeil, har han endelig tilnærmelsesviis fundet i den simple Form, at sige han istedetfor jeg om sig selv.”

Ingemann skriver altså sine erindringer i 3. person.  

Med Lucie i bagagen

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Så skete det igen. Vi kom på en rejse, Lucie og undertegnede. Ingen af os er inkarnerede rejsende, ja, Lucie Ingemann rejste helst slet ikke, da hun levede. Kun en enkelt rejse til Berlin og Norge blev det til. Og en gang om året en tur til hovedstaden. Ellers holdt hun sig hjemme i Sorø. Jeg holder mig også helst hjemme i Ålum.

Men denne rejse var hele rejsen værd. Vi var i Egen på Als. Lucie har ikke været der før, men det har jeg, for det er tredje gang, jeg er så heldig at få en invitation fra præsten, Kitty Hovgaard Jensen, og menigheden der, og som altid var det en fornøjelse. Det smukke sted og de smukke mennesker. Her under ser vi det nye sognehus, som man med rette er stolt af dernede i det sydlige Danmark:

Og et billede af kirken:

Og her de to hovedpersoner, som jo slet ikke var Ole og mig:

Efter foredraget om Lucies liv og kunst så vi hendes billeder. Altertavlerne kan man måske ikke forstå som kunst. Der er jeg usikker, men præsten i Egen sagde nogle kloge ord om dem. Noget i retning af, at Lucie, hun gør omtrent ligesom børnene ( konfirmanderne) – der maler sært kejtet og umiddelbart, når det gælder opstillinger – og ellers kaster sig ud i vild ( og ikke altid smagfuld) farvelyst. Selv synes jeg netop godt om den spontanitet, der ligger i stilen og farverne  – og synes, at man kan se det sært uforløste i billedesproget. Som om hun egentlig ville sige noget andet og mere. Her er et ekspempel på en typisk altertavle ( Kastelkirken) og døm selv:

Hendes blomsterbilleder er et helt andet kapitel: her ser vi drømmen og længslen finde sit udtryk. Der er ikke tale om naturalisme, men om en indre vildskab og undertrykt smerte, der får sit udtryk her i disse sære billeder. Selv kaldte hun det “supra-naturalisme”. Se engang denne buket, der ikke er nogen almindelig blomsterbuket:

Undertiden kunne hun i et blomster- og landskabsmaleri være langt forud for sin tid. Se blot nedenstående billede:

Her er både livet og døden repræsenteret – men billedet er langt fra realistisk kunst. Vores ældste søn, Hans, der var hjemme på besøg, så det for mange år siden. Vi havde netop hængt en reproduktion af billedet op i stuen, og han studsede lidt, da han fik øje på det, og det lignede da heller ikke de andre billeder, der prydede væggen. “Hvad søren?” sagde han, “har I fået fat i en tidlig Dali?” Det spørgsmål blev jeg rigtig glad for, for det var jo netop lige i øjet! Lucie kendte til surrealismen mere end 100 år før, den blev opfundet!!

Jovist var hun forud for sin tid. Det så Ingemann, og han var fuld af beundring for hendes kunst. Andre kunne ikke se det, og de fleste skjulte høfligt deres foragt. Sært nok er der stadigvæk ikke rigtig nogen, der har opdaget hendes talent.

Også Ingemann var på trods af al sin konservatisme forud for sin tid. Også han maler i sine salmer billeder af stor og dristig farvepragt – og så var han da for resten forud for H. C. Andersen på prosaområdet. Det var nemlig Ingemann, der kom først med eventyret som litterær genre.

Da Ingemann skrev sine smukke morgen-og aftensalmer sendte han dem til Grundtvig, som næsten glemte at svare og da han blev afæsket et svar, mumlede noget om, at de var “pæne”. Det sagde han om den smukkeste poesi, der nogensinde er skrevet!!!!!!!!!!

Men han var ikke ene om at overse eller se ned på Ingemann som digter. Det var det almindelige syn på ham i hans egen tid, at han var enfoldig og skrev som et barn. Og selv i dag? Jeg hører ofte folk lade en bemærkning falde om Ingemanns blide og enkle barnlighed.

Det forholder sig lige modsat: Ingemann var som litteraturforskeren Niels Kofoed skriver: “En sofistikeret menneskekender, der nok i god romantisk tradition ligesom Oehlenschläger vendte ryggen til samtidens liv i sin digtning, men som livet igennem var en opmærksom igattager af de verdenspolitiske begivenheder, der udspillede sig i en historisk bevæget tid.( Fra bogen “Den ukendte Ingemann.”) og senere i samme bog: “…en højt begavet og kompliceret personlighed, hvis kunstneriske talent først for alvor bliver forsåeligt, når det ses på baggrund af den omfattende europæiske kulturtradition, som han beherskede med så stor indsigt.”

Fra Kingo til Brorson – springet

Udgivet den af
Svar

Et helt naturligt spring. Ganske vist skriver de to digtere i hvert sit århundrede, og begge er i lige høj grad børn af deres tid.
Kingo skriver i 1600 tallet, der religiøst er præget af ortodoksi og bodskristendom, politisk af enevælde, stilistisk af barok. Men der er huller i ortodoksien, enevælden er faretruende ny, og barokkens knudrede stil og lagpålag betydninger afløses gang på gang af en forbløffende enkelthed og inderlighed.
Brorson skriver i 1700 tallet, religiøst præget af pietisme og omvendelseskristendom, politisk af enevælde og stilistisk af rokokko. Men pietismen har bodskristendommens strenghed i sig, politisk udfordres enevælden gennem hele århundredet, kulminerende med Den franske Revolution, og rokokkoens lethed modsvares ofte af  tungsind og en knugende livsangst, der nok kan ligne det forrige århundredes dødsangt.
Der er mangfoldige andre berøringspunkter mellem de to digtere. Derom senere, her blot et lille morsomt eksempel: Da Brorsons far ligger på sit dødsleje, og han dør fra en uforsørget hustru og tre fremtidstruede sønner, da synger han med opbydelsen af sine sidste kræfter:
“Om mine Børn og Sæd/om jeg vil sørge/om jeg hver time græd/og ville spørge:/hvor skulle de sit Brød og Lykke tage? Gud lever jo endnu!/ Han kommer dem ihu,/ De skal ej klage.” Ordene er andet vers af Kingos “Nu rinder Solen op”.
“Kingos Salmebog” udkom i 1699, og den blev indført i alle landets kirker, altså også i Randerup Kirke, hvor salmedigteren Brorsons far var præst, og den havde sin blomstringstid i den periode.
Et lille sidespring: Brorsons far var ganske vist præst og burde ikke høre til fattigfolket, men det gjorde han, bl.a. fordi han var mentalt syg og ikke altid formåede at røgte sit dobbelte hverv som præst og landmand. Han har altså grund til at være bekymret, da han ligger på sit dødsleje, og her kan kun Kingo trøste ham. Opgørelsen af boet viste for øvrigt, at præstegården var ribbet for værdier, og at den afdøde havde stiftet gæld.

Hvorfor salmedigtere?

Udgivet den af
Svar

Da jeg lavede research til Ingemannbøgerne besøgte jeg naturligvis Eskildstrup Præstegård, for her er digteren født, og her levede han den største del af sin barndom. I den forbindelse spurgte præsten i Eskildstrup mig om, hvorfor jeg i grunden skrev om de karle? Og mente jo salmedigterne. Det enkleste svar ville være: “fordi jeg har lyst.” Det er bare ikke rigtig noget svar, for det kunne følges af spørgsmålet: og hvorfor har du så det? Jeg ved oprigtig talt ikke, hvor lysten kommer fra, men kan jo gætte.
Jeg er født i en lille fiskerby, hvor kristendommen var ligeså selvfølgelig som mad og drikke ( læs Hans Kirks Fiskerne, og du vil se et nogenlunde klart billede af Strandby dengang). Min åndelige vejleder var bedstemor, som beboede førstesalen i mit barndomshjem. Hun var en from kvinde, der tidligt og silde læste højt for os af kristelige tekster, mest biblen, dog vist nok kun i børneudgave. På den måde fik vi indblik i en åndelig verden, der lå langt væk og alligevel var indenfor rækkevidde. Men man skulle jo altså række ud efter den, den var ikke for dovendyr. En af vore sange dengang begyndte således: “luk dit lille hjerte op, Guds Nådes sol vil skinne ind …” Med lidt god vilje var vejen banet.
Barnetroen. Den var stærk, og der skulle gå mange år, inden jeg i det mindste forsøgte at give slip på en så naiv tro. Den var blevet indpodet så blidt og smukt, og havde lejret sig i sindet så solidt, at det føltes som et ubærligt værditab at give slip. Men ungdommen er den tid, hvor man slipper så meget, og også hvor man slipper fri af så meget. Og min forståelse for og holdning til kristendommen undergik da også mange metamorfoser i denne brydningstid. Og desuden: så meget andet tog pladsen op og fyldte: forelskelser, venner, studier og en verden, der lukkede sig op og syntes uendelig og dog sært overskuelig. Vi læste og læste og gjorde os kloge. Og syntes jo, at vi vidste det hele – os, der var unge i 60’erne og 70’erne – vi fandt udødelige sandheder i litteraturen  og var overbeviste om, at vi havde en mission: Vi skulle intet mindre end at gøre verden til et bedre sted for menneskene at leve i. Religionen blev for de fleste af os marginaliseret, eller erstattet af en form for materialisme – og samtidig var det som om i al fald jeg led af en slags åndenød, og det selv om jeg også læste både Dostojevskij, Camus Sartre og Malraux og andre åndeligt forankrede digtere.
I min studietid skyllede den marxistiske bølge hen over universiteterne, og ville man bestå eksamen, måtte man se at få lært, at alle mennesker i kapitalistiske samfund levede med fremmedgjorte bevidstheder og slet ikke ret forstod sig selv og verden. Det skulle vi så lære. Bevidstgørelse, hed det. For mig virkede det sært bekendt. Verden var enkel: der var de frelste ( marxisterne) og de ufrelste ( kapitalisterne eller de stakkels borgerlige, der gik omkring med fremmedgjorte bevidstheder= reaktionen blev de kaldt under et). Og omvendelsen var nødvendig for mennesker og verdens frelse. Det kendte jeg hjemmefra.
Måske er min hang til salmedigtere affødt af et savn, der opstod i denne ellers så frodige og slet ikke kedelige studietid. En mangel på åndsliv. Jeg ved det ikke. Jeg har meget at være mine universitetslærere taknemmelig for, og ideologikritikken var såmænd ikke kedelig – alt var ikke skidt – der var også kanel i kagen. Jeg synes f.eks., at jeg har fået et mere nuanceret syn på samfundet end det, der herskede i mit barndomshjem.
Men nu tilbage til salmedigterne. I deres værker findes en overflod af skønhed og ånd og liv udtrykt i de smukkeste billeder. En verden af livsvisdom. Og der mangler ingenting. Ikke engang Gud.
Jeg fandt det naturligt at lade en Brorsonbog følge på Kingobogen. Brorson er den største, skønt han ikke har skrevet ret meget. Men det skal jeg vende tilbage til.