Kategoriarkiv: litteratur

Anette Broberg Knudsen – en forfatter fra Randers

Udgivet den af
Svar

Støvring 1999

Skagen 2015

Bloggen er et vindue til mit forfatterskab. Selvom gardinerne ikke har været direkte nedrullede, så har eventuelle interesserede ikke kunne se så meget nyt i værkstedet. Det ser lidt tomt ud for tiden. Arbejdet bliver der ikke. Ikke for alvor i al fald. 

Det følgende indlæg er en varm anbefaling om at læse en bog af en forfatter, som jeg først for nylig er blevet rigtig opmærksom på. Hun hedder Anette Broberg Knudsen og hører med i den efterhånden ret store kreds af Randersforfatterne, der en gang om året samles til Ordets Dag. Jeg kender hendes børnebøger og sætter pris på dem, men har først i dette efterår stiftet bekendtskab med hendes litteratur for voksne. Og faktisk til dato kun læst denne ene bog – men den har givet mig lyst til at læse, hvad hun ellers har udgivet for voksne.

Bogen hedder “Uden for byporten” og foregår på Kristi tid og handler først og fremmest om den ene af de banditter, der flankerede Kristus på korset. Sjobek hedder han og fortællingen om hans liv er fiktiv. Bogen har faktisk to hovedpersoner, idet “røverens” hustru Jeriots historie fortælles parallelt med Sjobeks.

Når bogen er så god skyldes det ikke kun den fine ide at skildre nogle menneskeliv, hvis lidelser når samme ufattelige højder som dem, Jesus udsættes for. Nej, der er en bred vifte af kvaliteter, der giver bogen en ubestridelig plads på den litterære stjernehimmel. Det vil jeg komme ind på i det følgende.

Litteraturfolk har fra tidernes morgen diskuteret, hvad der afgør en teksts litterære værdi: er det indholdet eller er det formen? Er det budskabet eller er det sproget? Og svaret må vel være, at det er den lykkelige sammensmeltning af de to ting: et vigtigt indhold formidlet i et smukt sprog. Den ægte litterære kunst opstår der, hvor betydning og billeder smelter sammen til en helhed. Og det er hvad der sker i ”Uden for byporten”.
Her kommer nu et citat fra side 23, som måske giver en fornemmelse af den fine syntese af sprog og indhold. Scenen er synagogen, og Sjobek er endnu kun en dreng. Han skal lære at læse, men han er ordblind, og nederlaget er til at føle på:
Værst var det, hvis han blev hevet op foran de andre drenge og skulle stå ved siden af rabbien, der sad på sit lave podium midt i det smalle, højloftede rum, og han skulle læse fra selve bogrullen. Så måtte han ikke røre ved det tynde, halvt gennemsigtige pergament og kunne ikke lade fingeren følge linjerne, så det endte med, at bogstaverne klumpede sig sammen og lignede trækul i et bål, der var gået ud. Eller fugle, der fløj forvirrede omkring.
Engang havde en due forvildet sig ind i synagogen og flaksede rundt om søjlerne, mens han stod der, og den kunne ikke finde ud igen ad de små glughuller oppe under taget, som den sikkert var kommet ind ad. Den flappende lyd af dens vinger gav genlyd mellem stenvæggene, og på et tidspunkt satte den sig på et fremspring på et søjlehoved og kurrede forvirret og bange, inden den fløj videre. Han følte med den indespærrede fugl, som han stod der. Han så op fra bogrullen og fulgte duen med øjnene, rundt og rundt mellem søjlerne. Rabbien svirpede ham over kinden med sin bederem og hvæsede, at han skulle lade fuglen være fugl og koncentrere sig om teksten, og han kunne høre nogle af drengene på forreste række fnise halvkvalt. Men duen blev ved at baske omkring …
Jeg har ikke i sinde at foretage en hverken sproglig eller tematisk analyse af bogen. Blot påpege nogle af dens mange kvaliteter.
Den ordblinde dreng. Den religiøse opvækst i et Jerusalem, der er besat af romere. Volden og angsten. Det er alt sammen skildret gribende. Og faktisk sådan, at det virker yderst vedkommende for en moderne læser i en moderne verden. Nutidigt næsten.
Radikaliseringen af de unge f.eks. er i højeste grad et aktuelt fænomen. Vi ser Sjobek på et tidspunkt blive tiltrukket af en ekstremistgruppe, og man kan ikke lade være at tænke på de unge piger og drenge, der i dag fanges ind af Islamisk Stat og i kampen for troen finder en mening med deres liv. I den moderne verden er der tale om muslimske unge, i romanen handler det om jødiske unge. Men drivkraften er den samme. Fænomenet genkendeligt. Og det er den samme forråelse, der er på spil.
Her kommer et eksempel fra side 29, hvor Sjobek melder sig til kampen i den religiøse ”frihedsbevægelse”. Han møder op hos rabbien, der rekrutterer de unge krigere. Han har lige fortalt rabbien, at han vil slutte sig til dem og kæmpe for Herren:
Rabbien nikkede og signalerede med sit stærke blik, at han skulle fortsætte.
”Jeg vil …begyndte han og gik i stå. De hellige ord derudefra var en dump rytme af fjerne trommer. ”Jeg vil være med og kæmpe for Herrens sag. Så Guds hævn kan ramme hedningerne. Så Guds rige kan bryde frem!”
”Det er sådan nogle som dig, vi har brug for!” sagde rabbi Kadmiel, og et fjerlet smil strøg over hans ellers ret udtryksløse læber. ”Har du tænkt over konsekvenserne?”
Sjobek nikkede.
”Du forlader din familie. Du er ikke længere søn i din fars hus. Du har ingen bror, ingen søstre. Måske ikke engang en kone. Du kan ikke vende tilbage. Ikke før Messias kommer og sætter sig i spidsen for vores hær og fører kampen til ende, og alt bliver genoprettet. Indtil da, Sjobek! Indtil da er du uden familie, uden slægt, uden hus. Du er hjemløs. Sådan er konsekvenserne. For din familie er du død, og de er døde for dig.”
…..
….. Så begyndte han sagte at tale, tøvende, forsigtigt, med en luftig og lys stemme, der kom ligesom langvejsfra:
Vinden blæser
Fra Guds bjerge;
Gennem grave
Blæser vinden.
Stemmen kalder over dybet:
Snart kommer frihedsriget.
Og vi vandrer ud af skyggen.
 Og Sjobek mærkede vinden blæse, selv om alt var stille. En lydløs stemme borede sig helt ind i sjælen og vækkede en længsel, han ikke vidste, han havde. Han ville svare, løbe det gyldne ukendte i møde, selv blive en del af det ekko, der genlød over fjerne bjerge. Vandre ud af skyggerne, bliver levende som aldrig før, blive ét med stemmens ord, som han ikke forstod, men som rørte ved en dirrende streng med dybe klange i hans sind og sang om en diset, dugperlende forårsmorgen. I et glimt så kort som en gnist fra et bål i natten så han, at der bag hævnen og kampen, bag råbet om blod og død, bag klangen af våben og styrtende mure og brølet af brændende bygninger, var en drøm om lysfyldte dage, der aldrig svandt hen. En drøm, han fortvivlet ønskede at holde fast i.
Sjobek bliver zelotkriger. Og der sker en gradvis forråelse af både ham og de andre unge mænd i bevægelse. Opildnet af den religiøse leder. Her et lille citat igen fra rabbiens mund: (side139)
”Lad hadet til de ugudelige være jeres åndedræt, lad råbet på hævn være jeres hjerteslag. Glem ikke et øjeblik jeres hellige brødre, som hedningerne har dræbt. Vi er ikke mange her, men der er hundreder rundt om i landet, og hver dag kommer der flere til, så romerne kommer til at mærke, at Herren er med os. For nu kalder Herren os til kamp, nu er krigen begyndt, og vi giver ikke op, før den sidste hedning er dræbt.”
 Et sted i bogen raserer de unge krigere en købmands hus og ender med at skære halsen over på ham, og man ser, hvordan blodrusen griber dem, og de forvandles fra mennesker til udyr. Her er ingen heroisme. Et andet sted voldtager de en ung prostitueret, der har skjult en romer, og scenen er så grotesk modbydelig, men det værste er næsten det, der sker inde i Sjobek. Han går i en slags selvsving, hvor volden bliver en motor, han ikke mere kan standse.
Da jeg for mange år siden skrev Kingobogen syntes jeg, at det var nødvendigt for mig at læse hele Bibelen. Det blev en lang og udmattende maratonlæsning. Og gang på gang tænkte jeg, at ingenting har dog forandret sig i den del af verden. Mellemøsten er og bliver et konglomerat af voldsomme modsætninger og blodsudgydelser. Det gamle Testamente er mange ting, men en af de ting, der går igen og igen, er den meningsløse vold. Som ganske vist forsøges forklaret. Men som alligevel forekommer mig lige meningsløs for det, og man kan ikke andet end gribes af gru, synes jeg, når man læser i den gamle bog.
Bogen om Sjobek og Jeriot foregår i en brydningstid, hvor nye tanker, der har kærligheden som centrum, begynder at strømme friere. Det nye Testamente handler om det nye forhold mellem Gud og mennesker, og indholdet her står i grel modsætning til alt det, Sjobek tiltrækkes og forføres af. Selv om han ikke er ukendt med kærligheden. Han er f.eks. elsket af sin familie og af sin unge kone, og der er meget smukke passager i bogen, hvor han hviler i den kærlighed. Bogen er således fuld af nuancer, og det er også en af de kvaliteter, der hæver den langt over gennemsnittet.
 
 
 
 


Nogle tanker i forbindelse med Hans Lyngby Jepsens "Til Andrea"

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Jeg holder af god litteratur, både moderne og klassisk. Ikke litteratur for litteraturens skyld. Indholdet er vigtigt, det vigtigste, men selv det bedste indhold mister sin tiltrækning, hvis det ikke er skrevet af en, der besidder et sprogligt talent. Indhold og form skal gå op i en højere enhed. Så er det efter min mening god litteratur.

Der er så mange gode forfattere, hvis værker alt for tidligt fik plads i glemmebogen, skønt de burde huskes og genlæses. De fleste har vel glemt Hans Lyngby Jepsen, selv om det ikke er så mange år siden, han skrev sin sidste bog. Men han har helt siden, jeg var helt ung, hørt til mine favoritter, og mange af hans bøger har jeg læst flere gange. Det gælder også hans erindringer, som jeg nu genlæser.

I bogen Til Andrea fortæller han om sin opvækst i 30’erne på anstalten Sankt Jørgens Gaard” i Aalborg, hvor landstrygere og småkriminelle tilbragte tiden om vinteren, enten som frivillige eller som indsatte. Drengen voksede op imellem dem, og jeg er ret sikker på, at det var en givende opdragelse, han her fik og måske var den med til at give ham det overskud og det kærlige menneskesyn, der præger hans bøger. I hjemmet blev han ikke stimuleret til noget som helst godt, og ordet kærlighed kommer slet ikke på tale. Moderens følelsliv var meget ulykkeligt, og hendes medfølelse med børnene kunne ligge et meget lille sted. I en isklump. Brutal og afstumpet og ynkelig var hun. Han skriver sådan her om hende: “Når hun ( moderen) og jeg kom på kant i mine første år, og også dengang skete det jævnligt, løftede hun mig ved anklerne og holdt mit hoved og overkroppen ned i wc-kummen og trak i snoren, som var en tynd kæde med porcelænshåndtag. Det kan vel køle ham! jeg husker fjernt en brusen eller buldren og lugten af rengøringsmidlet fra krukken bag kummen, sandheden fik jeg af fars gode søster Katrine, som syntes at det var en vanvittig måde at opdrage børn på, og gjorde hvad hun kunne for at redde mig: Du burde have været beskyttet af børneværnet. Men det var ikke opfundet. Og hvem ville have troet os? revselsesretten er et rodfast ukrudt.” ( s.54)

Faderen er nogle grader varmere, men heller ikke han skilter med kærlige følelser. Han holder sig til sit arbejde som leder af fattiganstalten, bruger den som flugt fra hjemmet og Hans L. Jepsen giver et smukt portræt af ham i forbindelse med stymperne, som han behandler høfligt og venligt – ja, han forsøger faktisk at gøre tilværelsen bærbar for de stakler, hvis liv er endt i total fiasko. Her er et lille uddrag – og husk, at vi er i 30’ernes Danmark:

“Han ( faderen) troede ikke på at han eller anstalten eller det sociale system kunne forbedre lemmerne, men han var tvunget til at lade som om. Han holdt sine små formaningstaler uden overbevisning.

….. Den som er kommet under den sociale forsorgs paraply, har svært ved at klare sig i regnvejr uden beskyttelse. Det er næppe alene forsorgens skyld. Men som farmor Andrea vidste han, at meningsløshed er det værste af alt. Der er ikke noget så nedbrydende som ørkesløs lediggang, derfor burde arbejdsløshed afskaffes ved lov. Ingen bliver bedre mennesker af at arbejde, men alle bliver ringere af at leve et liv uden indhold. Lemmerne skal ikke tvinges i arbejde for at lære at bestille noget, det har de lært, men de skal lokkes til at arbejde for at få mening i dagene.

Det værste han vidste var anstalter hvor lemmerne fordrev tiden i daskende lediggang eller med overflødigt pjattearbejde. Dem var der nogle stykker af.

Altså satte han lemmerne i sving med at arbejde på akkorder og fremstille varer der var brug for, skærver til vejene, dørmåtter og senere bilmåtter i flere størrelser, brænde til kakkelovne og komfurer i Aalborg og omegn. Han nynnede af fornøjelse når gården sydede af arbejdsglæde.

Og en hvedagseftermiddag en gang om måneden fik han yngstepræsten og organisten ved Budolfi til at holde andagt i spisesalen. Mig tog han ved hånden. Det var noget særligt, han gav ellers ikke noget menneske hånd undtagen for at sige goddag og farvel. Næsten alle lemmerne kom, resten holdt fri.

De sad tæt på bænkene og brummede med på salmerne, mænd og kvinder. Han trængte sig ikke på, tog ikke ordet, var der bare. Salmerne er som tørrede frugter, når de spilles og synges får de på magisk vis saft og kraft og bliver som barndommens modne frugter. Lemmerne blev unge, blev børn, kom en smule hjem uden at skulle bebrejdes, hånes, anklages, stå ansigt til ansigt.

Den eftermiddag fik mening for mange, og resten af dagen var til eftertanke og kortspil. Han satte et beløb på deres regnskab for tabt arbejdsfortjeneste, også for dem som ikke havde været til gudstjeneste. Det var en frivillig sag. Men ialtfald skal ingen betale for at høre Guds ord.” (s.105)

Drengen finder sig venner blandt lemmerne, og her lærer han meget om mennesker, også om menneskelig godhed.

Et af mine børn har lavet nedenstående tegning, som  jeg synes fint illustrerer livet på anstalten. En indsat, der et øjeblik hviler sig, men ellers er parat til at tage fat på arbejdet: