Kategoriarkiv: Hjemstavnsroman

119 – Et usædvanligt indblik i en bondestue og dens beboere

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Sidder for tiden dag ud og dag ind og læser Skagen Avis fra 1919 – 1925, og det kan ind imellem synes spild af tid, men af og til fanger man en flig af tidens atmosfære, og det er jo godt for en forfatter, der vil skrive om gamle dage.

Her er et lille uddrag af en beskrivelse af professor Troels Lund – han er i det hele taget en uvurderlig kilde til dagliglivet i 1800 tallet. Her handler det om indeklimaet i gamle dages bondestuer:

“Stuens bestandige, lumre Os og en stærkt aftagende Brug af Bad ytrede sig i et Fællespræg hos Beboerne. Disse var forøgede i det Uendelige, idet et Antal af mindre Væsener, lokkede af Varmen, befolkede selve Befolkningen. Det fælles Løsen var: Bare ingen Vand og Træk! Fredeligt holdt de to Partier til Huse hos Hinanden indbyrdes og plejede hverandre. Taalmodigt led den store Befolkning under Sværmen af Gæsteri. De mødtes i den gyldne Lære: Smuds er sundt. Derfor fredede man om alle Ytringsformer, lige fra den Spædes første Arp til Børnenes Skorpeprydelser og de Voksnes Stordrift af Utøj. Onde saar og Utøj var kun ildeset hos Taaber. De kunde i tilstrækkelig Mængde fri ikke blot fra Soldatertjenesten, men for al anden Syge et helt Liv igennem. De var som den velsgnede Stuevarme selv: Stundom lidt for nærgaaende, men altid et Gode. Sit mest betegnende Udtryk fandt hele denne Tilstand i et nyt Slags Bohave i Stuen. Det var den saakaldte “Kløpind”. Den stod gerne midt i Stuen og udgjordes af en svær fritstaaende Stolpe, i Reglen ved en af Støtterne (“Sulerne”) der bar Rygaasen. Op ad denne skuttede man sig med Velbehag. Skønt ingen Egn i Nørrejylland vilde være ved det, beskyldte de hinanden gensidigt for, og gamle Folk paastaar selv at have oplevet det, at den Indtrædende i Stuen hilstes saalunde: “Velkommen” Og værsaagod at gaa hen til æ Kløpind!”  Intet Enkelttræk maler saa tydeligt Forskellen mellem to Tidsaldre som det vekslende Sindbillede paa Stuens midpunkt: Lyrestangen, den Tryllestang, ved hvis Hjælp det var muligt at beherske Vind og Vejr i Stuen, puste Arneilden i Brand, lukke for Slud og aabne for Solskin. Nu: Kløpinden, Lummervarmens blankgnedne Sejerstegn og Trøstermand.”

Slog lige ordet op i ordbogen. Her står om kløpind: Klø-pind, en.

1) (nu især dial.) om pæl ell. stolpe til at gnubbe (klø) sig op ad (især anbragt paa marken (til brug for dyr) ell. (tidligere) i stuen (til brug for mennesker); jf. -pæl, -stolpe). det var den Ting, som krillede mig (dvs.: en hval) paa Ryggen, idet jeg vendte mig! Jeg troede, at det var en Skibsmast, jeg kunde bruge til Kløpind!
Jeg har da aldrig hørt om det møbel før!!
Men det var en tid med stor fattigdom – og det har forresten ALLE tider været indtil vor tids overflodssamfund, hvor det at være fattig kan karakteriseres ved, at man ikke kan købe lige så mange overflødige produkter som alle de andre kan. Ja. vi taler jo her kun om Danmark. I de fleste lande i verden er fattigdommen akkurat så skærende ond som i gamle dages Danmark.
Men altså, i den tid – 1920’erne – som jeg har læst om via Skagen Avis’ fremstilling af samtiden, der er fattigdom noget med sult og snavs og stor elendighed – præcis om alle årtierne og ja århundrederne forud.
Hør blot dette lille uddrag af en artikel i avisen d. 17/1 1923, som i øvrigt sætter Kløpinden og dens nødvendighed i relief:
SPÆDE BØRN I FATTIGE HJEM DØR IKKE AF SULT MEN AF SMUDS
I Tidsskriftet “Barn og Ungdom” fremsætter Kredslæge F. Ingerslev, Sakskøbing, den opsigtsvækkende Udtalelse, at naar der stadig dør en stor Mængde spæde Børn i Landet, skyldes det Mangel paa Renlighed i Hjemmene .. det største Antal Dødsfald i det første Leveaar, foraarsages ved Tarmbetændelse. Smudsige Sutteflasker, Skeer og først og fremmest smudsige Hænder.”
(… se hele artiklen i ODS)

118 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I den kommende tid vil jeg arbejde med en korrektur af indlæg nr. 105 – 107 – 109 – 110 ( under hjemstavnsroman selvfølgelig).
Heri drejer det sig om samtlige folketællinger af beboerne i Skagen Landsogn fra år 1787 og indtil 1940.
Havde oprindelig tænkt at gentage i mere overskuelig form de pågældende indlæg på det her sted, men dels interesserer det sikkert de færreste at læse navne etc. på alle de personer, der har beboet sognet, og dels er det lidt spild at gentage. Så gå tilbage til de tidligere indlæg, hvis navnene har din interesse og læs dem trygt
Dog kan jeg ikke garantere, at jeg når at korrigere dem alle indenfor en uges tid, så måske skulle du vente lidt. Jeg vil tydeligt markere de indlæg, der er korrigerede. At de er rettede betyder imidlertid langt fra, at alle navne er stavet korrekt, for dengang stavede man, som vinden blæser. Der findes ingen korrekt stavemåde, og den samme mand hedder i en tælling Christian og i en anden Kristen eller Christen eller Kristian. Heller ikke kirkebøgerne tager det så nøje med stavemåden: den kan variere f.eks. fra Krøg til Krøgh eller fra Hovkjær til Houkær eller fra Thrane til Trane – og sådan hele vejen.
Det er lidt irriterende, men der er jo ikke noget at stille op med de for længst hedengange degne og deres sjuskeri. Jeg må så prøve at være så nøjagtig som muligt. Det er derfor jeg går alle de tidligere indlæg efter i sømmene. Der er vist ikke mange fejl – men enkelte er alt for mange.
 

117 – En Stranding i Hulsig – Skagen Avis 30/1 1920

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Her kommer nu et indlæg om strandinger – dem har der været flere af, og dette bliver næppe det sidste. Se f.eks. indlæg nr. 100: Med Livet som Indsats.

SKAGEN AVIS 30/1 1920

EN STRANDING VED HULSIG

 

KANDESTEDERNES BAAD REDDER 2 MAND FRA SKONNERTEN ”MARTIN”

 

Da man gik i Seng i Aftes vidste man, at den forrygende Snestorm, som rasede og satte Havet i et voldsomt Oprør, vilde kræve Ofre. Intet kunne være mere sikkert end det.

Ved Hulsig er der i Nat udspillet et af denne Kyst’s triste og frygtelige Dramaer, rig paa Lidelse og Elendighed som paa Mod, Opofrelse og Djærvhed. Skonnerten ”Martin” af Svendborg, paa Rejse fra England til Hjemstedet med Kul, er strandet, og af Besætningen er to Mand omkommet, mens tre er reddet. Gangen i dette Drama er i store Træk:

Kl. 7 i Aftes strandede Skonnerten, men først kl. 8 bemærkedes Strandingen af Strandvagten. Der var hverken blusset fra det dødsdømte Skib eller set Lanterner, saa det er vel nærmest noget af en tilfældighed, at Strandingen blev bemærket.

Kandestedernes Redningsbaad blev alarmeret og ved 9 Tiden satte Vognen med Baaden sig i Gang ud over Land. Men det blev en forfærdelig Tur. Himmel og Jord stod jo ud i et, og Vej og Sti var ikke til at skelne. De arme Heste sled og stræbte og faldt, maatte graves ud og løftes, kørte atter fast og faldt paa ny, og maatte atter graves ud. Vognen kørte Gang paa Gang fast i Driverne og Mørket og Snefoget gjorde, at det næsten var umuligt at se en Haand for sig. Men de udholdende sejge Redningsfolk gav ikke op. Igennem Storm og Mørke og Driver naaede de ved ufattelige Anstrengelser fra de arme Hestes Side omsider til Strandingsstedet, som er lige ud for, hvor Hulsig Redningsstation i sin Tid laa. Det var over Midnat, da Baaden naaede derover, og saa stod det værste Arbejde tilbage. Men da havde Søen allerede gjort sit sørgelige Arbejde: tre Mand var drevet i Land, deraf 2 Døde, nemlig Kaptajnen og en Letmatros. Kaptajnen kom ind ved 11 Tiden og blev straks grebet i Skvulpet, men der var intet at udrette; baade han og Letmatrosen var og blev døde. De havde ikke haft Kræfter nok til at gaa i Riggen.

Den 3dje Mand, som kom ind, var Kokken. Han blev bjerget af Sognefoged Peter Houkjær, som sprang ud og tog ham, før Suget trak ham med tilbage. Han kom straks op og fik Kamferdraaber og nødvendig Pleje hos Chr. Thomsen, og han er nu helt kvik. Han fortalte, at han lige før han blev skyllet overbord havde set en stor Tremaster lige agter om Skonnerten. Den havde sat en smule Sejl til, men dens Lanterner forsvandt ganske pludseligt. Han troede ikke, den kunde staa Skagen ud og var nærmest tilbøjelig til at tro, at den var forlist, men endnu er der dog intet bemærket, der har kunnet bekræfte denne Formodning.

Men imidlertid var Redningsbaaden ankommet, og den blev øjeblikkelig sat i Søen. For os almindelige Hverdagsmennesker lyder det jo som en Fabel, at 12 Mand i en Robaad kan kæmpe sig ud til et Vrag gennem en saadan Sø, men det utrolige skete her som saa ofte før. Baaden naaede velbeholden ud og ankrede op under Skibet. Da sad der 2 mand i Riggen, Styrmanden og en Letmatros. Styrmanden sprang i Søen, men Strømmen tog ham og førte ham langt vester. Der var ikke andet for Baaden at gøre end at forlade Skibet og gaa efter Styrmanden, som ogsaa efter en Del Kamp og Besvær blev bjerget ind i Baaden, som derpaa atter søgte Skibet. Her sad Letmatrosen i Riggen. Han er Færing og det siges, at han er en forvoven Gut. Han sprang straks i Søen og blev bjerget med det samme.

Herefter går journalisten over til at fortælle om, hvorledes redningsfolkene i Højen også har forberedt sig på at deltage i aktionen. De kunne dog ikke trodse uvejret og komme tidsnok til redningsstedet. Han skriver:

De to, der kørte over Heden naaede ogsaa næsten til Strandingsstedet, men forinden fik Folkene hos Avlsbruger Chr. Larsen at vide, hvorledes det var gået ved Strandingen og at alt var forbi.

Ligene af de to omkomne er bragt ind til Peter Houkjær, hvor de henligger foreløbig.

En kommentar:

Ovenstående er avisens artikel om strandingen. Men den er ikke helt korrekt: Netop i dag, 1. september 2013 fik jeg besøg af Henning Thomsen, som stammer fra omtalte Chr. Thomsens Karredgård, hvortil den forulykkede sømand blev bragt og passet og plejet. Og han fortalte mig, at det slet ikke var Peter Houkjær, der kastede sig i bølgerne og reddede sømanden,  men Hennings far Carl Henning Thomsen. Henning viste mig et billede af den omtalte sømand, og tilføjede, at denne blev så lykkelig over at være blevet bjerget, at han af taknemmelighed forærede det forliste skib til Hennings far.

Jeg vil inden længe anbringe et billede af omtalte sømand og hans takkebrev her på siden.

 

Skagen Avis 31/1;

Efter stormen:

De tre bjergede har det nu godt, takket være den kærlige og omsorgsfulde Pleje, de har faaet i de meget gæstfrie og venlige Hjem, som har taget sig af dem. Det er jo et særkende for denne Kysts Befolkning hvis Indesluttethed mand undertiden ikke helt forstaar, at naar det gælder nødstedte Mennesker eller naar det i det hele gælder Hjælp til andre, er deres Hjerter af Guld.

Disse er journalistens ord – denne er så til gengæld ikke nævnt ved artiklen, så vi ved ikke, hvem den pågældende journalist er. Måske skrev chefredaktøren altid den slags “spændende” tekster? I Skagen Avis d. 5. April Året kan man læse om forliset i Rednmingsvæsenets årsberetning. Her ses et uddrag deraf, og man fornemmer klart en mere nøgtern og saglig tone:

Kl. 12,30 ankom Baaden til Havet –
Den ene af de to Mand i Rigningen blev af en Braadsø kastet ud af Skibet og ført bort af Strømmen. Øjeblikkelig blev Redningsbaadens Drægtov kappet, og der roedes ned efter Manden, som det ogsaa lykkedes at redde. Man roede derefter paany tilbage til Vraget med hvilket der opnaaedes Forbindelse ved Hjælp af Kastedræg. Den sidste Mand stod paa Storbommen, idet hele Agterskibet var under Vand. Der blev nu tilkastet ham en Line, som han bandt om Livet og sprang ud i Søen, hvorefter han blev optaget i Redningsbaaden.


116 – to kusiner

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I det følgende vil jeg fortælle lidt om to kusiner, der har mere end slægtskabet og navnet til fælles. Desværre har jeg kun et dårligt billede af den ene, som er Elisabeth Kokholm, datter af Mads Pedersen Houkjær. Den anden er Elise Hesselholt, min farmor, datter af Ole Pedersen Houkjær. De gik begge under navnet Lise, og begge kom de i en ung alder ud for en voldsom hændelse, der må have mærket dem for livet: Elisabeths far tog sit eget liv, netop som hun havde truffet den unge Kokholm, som hun forelskede sig i og gerne ville giftes med. Den samme grumme handling foretog Elises bedstefar, Christian Krøgh, sig. Og det var den lille pige, der fandt ham loftet, hvor han havde hængt sig.

Elisabeth:

Og her Elise:

Min onkel Lars Hesselholt skriver i sine erindringer “Hulsigminder”:

“Længst mod vest lå Mads Houkjærs gård. Mads var min bedstefars broder. Han hængte sig, og enken sad tilbage med gård og to børn: sønnen Peder og datteren Lise.” ( Side 53) og senere skriver han om Elises bedstefar følgende: ( side 71)  “Chr. Krøgh var meget musikalsk. Mange kom i hjemmet ( = Krøgh-gården) for at høre ham spille violin. Han kørte også med fisk fra Skagen til Aalbæk, hvor en anden kørte det videre til Frederikshavn. Det var en kold tur om vinteren, og derfor varmede han sig lidt med en flaske brændevin. Det blev efterhånden for ham en vane, og da han indså, at det havde taget overhånd, gik han op på loftet og hængte sig.” 

Bent Hardervig skriver i bogen “I Begyndelsen var Lyset” om de gamle slægter: “Slægter og gårde snoede sig ind i hinanden, delte sig og gled sammen igen – et giften ind og ud i et samfund så snævert, at både gårde, familier og krøniker fik karakter af fælles gods. Inden for en ring af utilnærmelighed.” .Og senere: … “Idet hele taget synes slægten dengang at være karakteriseret af stærke kvinder og stille tungsindige mænd.”

Den karakteristik af familier og deres fællesliv gælder også for slægterne i Skagen Landsogn, der grænser op til Raabjerg ( hvortil Kandesterne hørte) og herfra vikledes familierne videre ind i hinanden.

Det var måske den “indavl”, der skabte de sårede sjæle, som ikke orkede livet, men måtte herfra, enten ind i sygdommens fængsel eller endnu længere bort til dødens ukendte land. Eller de emigrerede simpelthed. Den løsning var der også nogen, der valgte, men det var måske ikke de svageste.

115 Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Lidt sniksnak om Hulsigromanen, som ikke rigtig vil blive roman, og som i øvrigt har vanskeligt ved at finde sine egne ben. Alligevel vil den begynde at lunte mod sin bestemmelse i det kommende efterår.

Denne sommer har jeg brugt på at finde folk i Hulsig, og her har jeg bevæget mig meget bredt – også bredere end romanen kræver det. Altså den bog, som ikke helt bliver en roman.

Der er nogle personer i Hulsig Historie, som har fanget min opmærksomhed, og de vil blive kernepersonerne i bogen. Jeg tror, fortællingerne ( for det bliver en slags fortællinger) vil begynde omkring midten af 1800tallet. Og to personer tegner sig allerede temmelig klart:

Den ene er min Oldefar Ole Pedersen Houkjær, som kom fra Houkjærgården i Kandestederne, og som var en bror til den Mads Houkjær, hvis datter giftede sig med Kristen Kokholm, der byggede Kokholms Hotel.

Den anden person er min tipoldefar, Chresten Krøgh, der ejede Krøggården. Både han og min tipoldemor Christiane var stærke personligheder, som engagerede sig i det lille samfund og var med til at styre, opretholde og udvikle det.

 Og kvinderne. Jeg kender deres navne, men ved ikke så meget om dem. De vil naturligvis kræve plads i fortællingen – og det får de.

114 – lidt mere om min smukke bedstemor

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Anna Andersen – fotograferet på sin 80 års fødselsdag.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om min bedstemor. Min smukke bedstemor, har jeg kaldt hende, og smuk var hun, men jo egentlig ikke min bedstemor, skønt vi er i familie. Hun giftede sig med min bedstefar, uddeler Andersen i Hulsig, og da han døde flyttede hun til Strandby og boede lige til sin død hos os på Strandvej 18.

Hun hed Anna og kom fra Krøggården, og hun var barnebarn af mine tipoldeforældre, Christiane Jeppesen og Christian Krøgh. Hendes mor hed Maren, og hun var en søster til min oldemor Marie Houkjær, der blev gift med Ole Pedersen Houkjær. Sammen fik de to min farmor Elise, der blev gift med Janus Hesselholt, og altså blev mor til min far, Magnus Hesselholt. Så jo, jeg er i familie med Bedstemor

113 – intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som jeg måske har skrevet før, så er det min hensigt at bygge Hulsigbogen op som en egnsrejse frem og tilbage i tid – begyndende med sandstormenes og sluttende med badegæsternes tid.

Og her vil jeg centrere fortællingen omkring udvalgte personers liv, personer, der HAR eksisteret og altså ikke er opfundne af mig og om begivenheder, som HAR fundet sted og altså heller ikke er min opfindelse.

Og så vil det jo alligevel langt fra være historisk sandt, skønt slet ikke historisk løgn. Det er fiktion bygget på faktuelle hændelser. Det er den balancegang, jeg agter at gå og allerede er begyndt på, men den er forbistret vanskelig, og jeg snubler hele tiden over en eller anden forhindring.

Her er et eks: nu fandt jeg allerede forrige sommer på Tinghuset i Skagen en notits om en Christian Jensen Hesselholt, som skulle være faldet i krigen i 1849 i slaget ved Kolding, hvor han også ligger begravet. Haps! mumlede jeg og skrev notitsen ned, ham snupper jeg.

Det kan jeg bare ikke. For i mellemtiden har jeg researchet på fyren og – ØV DA OSSE! han er IKKE fra Hesselholt i Hulsig. Sandsynligvis er han fra Læsø. Står nemlig under faldne fra Hjørring Amt. Jeg fandt ham i Vilhelm Cohens “Krigene 1848-1864 og de faldnes Minde”, Gads Forlag 1865 Bog 1849 siden 95. Han tilhørte 4de Reserve-Bataillon, 1ste. Compagni og havde “navnet” menig nr.189, og han døde altså d. 5. april 1849. Han findes imidlertid ikke hverken i kirkebøgerne fra Skagen Landsogn eller i folketællingerne.

Nu er jeg blevet nysgerrig, så hvis nogle af de mange ihærdige Hesselholt-slægtsforskere ved noget om ham, så skriv venligst til mig!

En af Krøgh-sønnerne. Men han var nu ikke med i nogen krig.

Derimod ved jeg helt sikkert, at min oldefar Ole Houkjær deltog i krigen i 1864 og var med i slaget ved Helgoland. Så ham vil jeg helt sikkert følge i det slag, hvor han var sammen med andre gæve hulsigboere og skawboere.

112 – en pige i Rannerød Skole anno 1922

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

De tre billeder forestiller min mor, Vera Hesselholt, og hun er 14 år på det mellemste – alderen på de øvrige to har jeg ikke, gætter på 10 år – 16 år. Men vi skal nu møde hende som 12 årig. Altså et par år før, hun forlader skolen, og her går hun som alle andre hulsigbørn hos lærer Wilhelmsen, som virkede indtil 1945. Han var en dygtig lærer, og parret var afholdt i den lange tid, de virkede på Rannerød Skole. Vi ser her et billede af dem omtrent fra den tid, vi nu skal kigge ind i, nemlig 1922.

At Wilhelmsen var “moderne” kan vi bl.a. se af, at han giver eleverne opgaver, hvor de skal udtrykke sig beskrivende og argumenterende. Kort sagt, de lærer at tænke selv og at formulere sig. En sådan undervisning var vist temmelig usædvanlig på en lille landsbyskole langt ude på heden. Her under et par prøver på Veras måde at løse opgaverne på. Og som vi kan se, så er læreren tilfreds.

Men først et par billeder af lærerparret, som boede på skolen fra 1883 og til 1945. Fru Wilhelmsen ses med den yngste, Hans Jørgen, på skødet. De fik tre børn, Hjørdis født 1915, Ellen f.1918 og Hans Jørgen f. 1923.

Billederne her er fra 1924. Man kan læse om Rannerød Skole i indlæg nr.88 under kategorien “Hjemstavnsroman”.

             

 

‘

111 – Gaardboes rejse fra Skagen til Hulsig med Christian Krøg

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Denne historie er tidligere omtalt på bloggen, nemlig i en artikel af Christian Houkjær, hvor han fortæller den til Skagen Avis. Men her kommer den originale version, fortalt af Gaardboe selv. Og heri kan man jo f.eks. læse, at Gaardboe ikke, som Houkjær så artigt skriver, undlod at drikke snaps, da han var afholdsmand. Det var Houkjær sikkert, men altså ikke Gaardboe. Og desuden ville det vist nok have været vanskeligt at styre udenom snapsene lige i det hjem. Fortællingen her har jeg kopieret fra bogen “Fortidsminder Fra Vendsyssel” – også den er omtalt tidligere. Heri findes flere af Gaardboes artikler.

Til slut et par ganske nye billede fra den kyst, hvor de to herrer gik i land – men den dag i 1867 var der ingen sol på himlen og landskabet så slet ikke så venligt og smukt ud som her, hvor regnbuen endda står over landskabet og lover sit.

Hvem er disse personer?

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Et eller andet siger mig, at dette billede forestiller personer fra det gamle Hulsig, men jeg ved det ikke og genkender ingen af dem. Kan nogen hjælpe mig?

Tilføjelse til billedet: flere af mine læsere har gjort mig opmærksom på, at klædedragten på billedet nok er typisk for slutningen af 1800tallet, men ikke i Nordvendsyssel. Det ved jeg ikke så meget om.