Velkommen til min blog, der er en blanding af mange emner, men hvis indhold, du kan orientere dig om på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com
Skagen 2016
Læsning
Undertiden er en læseoplevelse mere end bare det. Noget i retning af en åbenbaring, noget, man slet ikke havde drømt om, eller måske netop drømt om.
Der er langt imellem, at den slags rammer en, også selv om man er en sulten læsehest, der gumler på litteratur hele tiden. Men denne vinter har jeg haft hele to uventede bogrejser, der bevægede sig ind i egne af stor og grum skønhed. Og da jeg nåede til vejs ende, var jeg ikke helt den samme,, som da jeg begyndte på det første kapitel.
Som forfatter kan man ikke andet end tænke: tænk, om jeg kunne skrive sådan.
Skrive, som om Gud fandtes i tastaturet og det blot var et spørgsmål om at ramme de rigtige taster.
Litteratur er selvfølgelig ikke Gud. Men somme tider forledes man alligevel til næsten at tro det. Guddommeligt, det er i al fald et ord, der passer her. ”I begyndelsen var Ordet” – sådan indledes Johannesevangeliet. Ja, og gamle Grundtvig vidste det, og han vidste også, hvor smerteligt, det kunne være at befinde sig så tæt på det sublime. Og så alligevel ikke kunne nå det: ”Når skyggen er ligest, da hulke de små, der stirrer derpå.”
Jeg er ikke så meget for det med at hulke. Der kunne ellers være god grund til det for hovedpersonen i den første af bøgerne. Det er faktisk hele 5 bøger. Men de er slugt på ingen tid. Synes jeg i al fald, og jeg glæder mig til at genlæse dem. Igen og igen.
Edward St Aubyn: Patrick Melrose-romanerne
Der er tale om 5 romaner, ”Glem det”- ”Dårligt nyt” – ”En smule håb” – Moders mælk” ”Til sidst”. Romanerne skulle være biografiske – det er nu aldrig det interessante ved en bog, synes jeg – om den er biografisk eller ej – Knausgårds “Min Kamp” skulle jo også handle om forfatteren selv, hvilket på ingen måde gør den til en stor læseoplevelse, siger jeg efter at have kæmpet mig igennem den første bog og opgivet de følgende. Kedeligt skrevet og jeg jeg jeg jeg og ikke ret meget andet end jeg og så jeg igen – og sproget – bevares, det fejler ikke noget, men det er ikke stor litteratur.
Melrosebøgerne handler om meget andet. Og er stor litteratur.
Jeg fik lyst til at læse bøgerne, fordi jeg havde nydt Downton Abbey serien. Serien er forfattet af en englænder, der selv hører til den adelige del af overklassen. Og han skulle vel så kende miljøet indefra og derfor kunne give et realistisk billede af det gode gamle engelske aristokrati. Og samtidig et vellignende billede af de ”tjenende” klasser. Downton Abbey er kort sagt det engelske klassesamfund set gennem briller, der glimter af sympati og velvilje.
Mig mindede serien om vores egen Matador. Underholdende på akkurat samme lidt overfladiske måde.
Melrosebøgerne er også skrevet af et medlem af samme engelske overklasse. Derfor læste jeg om end tøvende ( for jeg vidste, at den (også) handlede om vold) den første Melrose-bog og blev jo fanget. Her er et ganske andet billede af overklassen end i D.A. Enhver form for idyl og hygge er borte. Eller måske ikke helt, for den første bog ”Glem det” er set fra en drengs synsvinkel. Ellers havde man sikkert heller ikke kunnet holde ud at læse den til ende. Miljøet er gruopvækkende. Familien Melrose og deres omgangskreds tilhører det engelske aristokrati, og de lever i en verden gennemsyret af dekadence, snobberi og ondskab. Og her vokser drengen Patrick op. Han er hovedpersonen, som man følger i alle 5 romaner. Faderen David er den værste – han er sadist og øver sig flittigt på kone og børn. Det første barn dræber han, og det næste, Patrick, overlever mirakuløst.
Efter den beskrivelse, jeg har givet ovenfor, tror jeg, at de fleste har alt andet end lyst til at læse de bøger. De må jo være forfærdelige. Det er de også, og så alligevel fantastiske – som sagt. Og det skyldes jo flere ting. For det første er der humoren. Man griner højt. Det er bedre end at hulke. Og desuden: I den første bog får man alt sanset gennem et barn, som ikke helt forstår, hvad der sker, og som ikke kan bære, at det sker, og derfor fortrænger og digter om, og så føres læseren (gudskelov) også på vildspor.
Jeg vil ikke fortsætte handlingsreferatet – læs den selv.
Jeg vil skrive et par citater, der belyser miljøet, som drengen vokser op i. Men det følgende citat er fra bogens slutning, for det er nemlig først her, det går op for Patrick, hvad der egentlig foregik i hans barndom. Hans mor er død nu, og sorgprocessen efterfølges af en krise: en slags bevidsthedsgørelse, der også er en frisættelse af Patrick, så man på sidste linje er ret sikker på, at han faktisk får et godt liv. Med en sympatisk familie. Hans egen nemlig: kone (måske) og to børn ( helt sikkert).
Citat fra side 371 i Til Sidst: ( Patrick kommer fra sin mors begravelse. I bilen genoplever han nogle af de fortrængte oplevelser i barndommen)
Hans (Patricks) krop var en kirkegård fuld af begravede følelser, og de symptomer, den udviste, klumpede sig sammen omkring en bestemt grundlæggende rædsel, på samme måde som den gruppe kirkegårde, de lige var kørt forbi, klumpede sig sammen omkring Themsen. ( Citat slut)
( Citat): Han huskede den gang, han tre år gammel stod ved kanten af swimmingpoolen i Frankrig og kiggede på vandet med ængstelig længsel og ønskede, at han kunne svømme. Pludselig mærkede han, at han blev løftet i vejret og smidt højt op i luften. I rædslens slowmotion, hvor den masse af indtryk, den panikslagne bevidsthed registrerer, fortætter tiden, brugte han al den vantro og rædsel, der strømmede gennem hans sprællende krop, til at holde sig på afstand af den dødbringende væske, han så tit var blevet advaret mod at falde i ved et uheld, men straks efter styrtede han ned i druknebassinet, sparkede og slog om sig i det tynde vand, indtil han til sidst kom op til overfladen og trak lidt luft ind, før han igen sank. Han kæmpede for livet i et kaos af spjætten og gylpen – sommetider slugte han luft, sommetider vand – indtil det omsider lykkedes kam at få fat i bassinets ru stenkant med fingrene, og han begyndte at hulke så stille som muligt. Han undertrykte sin fortvivlelse, fordi han vidste, at hans far ville gøre noget meget voldsomt og ubehageligt, hvis han lavede for meget støj.
David sad med solbriller på og ryggen til Patrick og røg en cigar med en gullig sky af pastis foran sig på bordet, mens han priste sine egne opdragelsesmetoder over for Nicolas Pratt: stimulering af overlevelsesinstinktet, udvikling af uafhængighed, modvægt til moderlig pylren; alt i alt var fordelene så indlysende, at kun hobens dumhed og fejhed kunne forklare, hvorfor ikke alle treårige blev smidt ned i den dybe ende af en swimmingpool, inden de havde lært at svømme ….(citat slut)
Citat side 374:
Patrick fik kvalme af at måtte opgradere sin fars grusomhed til kategorien ”drabsforsøg”, men mærkede en endnu større modvilje mod at give afkald på det syn, han som barn havde på sin mor som medoffer for Davids rasende ondskab. Den dybere sandhed, at han havde været er redskab i dine forældres sadomasochistiske forhold, havde han ikke kunnet rumme før nu. Han havde klamret sig til den sølle trøst, det var at tro, at hans mor var en kærlig kvinde, der havde kæmpet for at opfylde hans behov, frem for at indrømme, at hun havde inddraget ham i sin egen trang til at blive ydmyget. ( citat slut).
Her kommer til sidst et citat fra Moders Mælk side 192. Familien ( Patrick, konen Mary og to sønner) er i New York, og det første de oplever er amerikansk fast food på en restaurant, hvor drengene får en pizza, de synes ligner og smager som en ble.
(Citat): ”Jeg er ked af det med Venus Pizza,” sagde hans far. ”Efter det og efter at have købt ind i Carnegie Foods og set et par timer af det her kriminelt dårlige kabel-TV, er jeg nået frem til, at det måske er bedst, hvis vi faster, mens vi er her. Industrielt landbrug ender ikke på slagteriet, det ender i vores blodårer, når Henry Fors madmissiler er blevet slynget ud af burene og ind i munden på os og har opløst deres væksthormoner og genmodificerede foder i vores stadig mere skrantende kroppe. Selv når maden ikke er ”fast”, kommer regningen prompte og sender de dovne ædedolke tilbage til gader fyldt med tilbud om snacks. Når alt kommer til alt, befinder vi os på det samme transportbånd som de plukkede, elektrisk henrettede kyllinger.” ( citat slut.)
Den næste bog, jeg vil omtale er mildest talt i en helt anden kategori – emnemæssigt og sprogligt. Men ligeså fremragende efter min mening. Det er Mailynne Robinsoms Gilead.
Marilynne Robinson: Gilead
Denne roman er skrevet som et langt brev fra en dødende far til sin søn. Ideen er ikke særlig original, men det er bogen. Den handler, og nu lyder det jo igen trivielt, om kærlighed og godhed..
Hovedpersonen er en gammel præst, der i sin alderdom har giftet sig med en ung kone, og de har sammen en lille søn. Det er til ham, præsten skriver.
Mens David i Melrosebøgerne var et billede af den totale ondskab, så er billedet af den gamle præst det modsatte. Han er den totale godhed.
Dostojevskij skrev “Idioten” om det totalt gode menneske. Og det har været en svær bog for ham at skrive, for det er næsten umuligt at gøre det troværdigt og interessant – intet er så kedeligt (litterært) som et godt menneske. For godhed, helt ærlig! Nej, lad os se de onde drifter i fuld udfoldelse, så har vi spænding, og der vil ske en masse dramatisk.
Det lykkes Robinson at skabe det gode menneske uden at snuble over banalitet og sentimentalitet og uærlighed.
Måske fordi spændingen mellem godt og ondt, der driver alle litterære mesterværker også er drivkraften her. Vi oplever grusomheden i borgerkrigen, vi oplever fattigdom og anden armod og naturens piskesmæld rammer de uskyldige. Der er nok af ondskab i bogen.
Det er i romanen en modperson til præsten: naboens søn Jack. Han er en slags omvendt spejlbillede af præsten ( de hedder også det samme) Jack handler ondt. Præsten kan bogen igennem ikke forsone sig med Jack. Han afskyer ham, indtil et bestemt punkt, hvor romanen vender, og præsten begynder at forstå det “syndige” menneske.
Det hele er med.
Man oplever også en stærkere og smukkere tro på Gud end i nogen bog, jeg har læst. Manden er jo også præst.
Her et citat fra en prædiken: Den handler om Abraham
(Citat side 117) ”Jeg begyndte med at påpege ligheden mellem historien om Hagar og Ismael, der bliver sendt ud i ørkenen, og Abraham der begiver sig af sted med Isak for, som han tror, at ofte ham. Min pointe var, at Abraham i virkeligheden bliver pålagt at ofre begge sine sønner, og at Herren i begge tilfælde sender engle, der i det kritiske øjeblik griber ind for at redde barnet. I begge historier spiller Abrahams ekstremt høje alder en vigtig rolle, ikke kun fordi han næppe kan håbe på flere børn, eller fordi børn i alderdommen er usigeligt dyrebare, men også fordi enhver far, og i særdeleshed en gammel far, i sidste ende må overgive sit barn til ødet og stole på Guds forsyn. Det kan næsten virke som en grusomhed for den ene generation at avle en ny, når forældre kun kan sikre deres børn så lidt, og selv under de bedste omstændigheder kan give dem så lidt sikkerhed. Det kræver stor tillid at give sit barn fra sig, det kræver, at man stoler på, at Gud respekterer forældrenes kærlighed til drengen, og at han forsikrer dem om, at der virkelig er engle i ødet.”
Et af de smukkeste steder i bogen er der, hvor det går op for præsten, at hans følelser for Jack vender. Der, hvor han ved, at Jack ikke selv er skyldig. At han lider under sin egen ondskab. Jeg vil citere et par steder. Her, hvor Jack nærmest flygter fra sin fars dødsleje, selv om dennes højeste ønske er at hans (den fortabte) søn skal være hos ham i den sidste time.
(Citat side 216): Jack er på banegården på vej væk. Præsten når lige at få fat i ham.
”Så standsede han op og så på mig. ”Du ved godt, at jeg nu igen gør det værst tænkelige,” sagde han. ”Fordi jeg rejser. Glory (=hans søster) tilgiver mig aldrig. ”Det er dråben”, siger hun. ”Du kunne simpelthen ikke finde på noget værre.” Han smilede, men der var ren frygt i hans øjne, en slags forfærdelse, og hvorfor ikke? Det var jo også forfærdeligt, det han gjorde her, når han ville lade sin far dø uden ham. Det var den slags kun hans far kunne tilgive ham.”(Citat slut)
Lidt senere på siden:
(Citat) “Jeg vidste ikke, hvad jeg nu skulle sige, men jeg ville heller ikke gå fra ham, og under alle omstændigheder var jeg nødt til at sætte mig ved siden af ham på bænken på grund af mit hjerte. Der sad vi så. ”Hvis du vil tage imod et par dollars,” sagde jeg, ”så vil du gøre mig en tjeneste.”
Han lo, ”Det kan jeg nok godt se mig i stand til, ” sagde han.
Jeg gav ham fyrre dollars, og han beholdt de tyve og gav mig tyve tilbage. Vi sad en tid.
”I virkeligheden vil jeg gerne, ja, velsigne dig,”, sagde jeg så.
Han trak på skuldrene. ”Hvad ville det indebære?”
”Tja, som jeg ser på det, ville det indebære at jeg lægger min hånd på dit hoved og beder Gud om at være med dig. Men hvis det er for pinligt – ” Der var et par folk på gaden.
”Nej, nej,” sagde han. ”Det gør ingenting.” Og han tog sin hat af og anbragte den på knæene og lukkede øjnene og bøjede hovedet, støttede det nærmet mod min hånd, og jeg velsignede ham af al min magt, hvor den så består, idet jeg selvfølgelig lyste velsignelsen fra Fjerde Mosebog ”Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!” Smukkere kan det ikke tænkes, eller udtrykkes klarere eller mere rammende, for den sags skyld. Da han hverken åbnede øjnene eller løftede hovedet, sagde jeg: ”Herre velsign John Ames Boughton, denne højtelskede søn og bror og ægtemand og far.” Så rettede han sig op også på mig, som om han vågnede fra en drøm.
”Tak, hr. Pastor,” sagde han, og hans tonefald fik mig til at tro, at det for ham måske tog sig ud, som om jeg med vilje havde nævnt alt det, som han ikke længere var, selv om det var det, jeg mindst af alt tænkte på, ja, det fuldstændig modsatte af min hensigt. Men jeg sagde, at det var en ære at velsigne ham. Og det var også fuldkommen sandt. Sandt at sige ville jeg læse teologi og blive ordineret og tilbagelægge alle de mellemliggende år bare ofr at opleve dette ene øjeblik. Han mønstrede mig, som han har for vane. Så kom bussen. ”Vi elsker dig alle sammen, ved du, sagde jeg, og han lo. ”I er de rene engle,” sagde han. Han standsede på trinnet og lettede på hatten, og så var han borte. Gud velsigne ham.
David i Melrosebøgerne og Jack i Gilead er fælles om en ting: de handler ondt, de gør onde gerninger. Og begge bøger slutter med, at hovedpersonen tilgiver dem alt det slemme, de har forvoldt deres medmennesker.
Det er stærke sager.
Patrick indser, at den, der har lidt mest er David. Og præsten indser, at den, der har lidt mest, er Jack ( kaldes Jack i bogen, men er døbt John).
Hos begge vinder ømheden for det svage menneske over hadet til det onde menneske.
Jeg vil slutte med et citat fra Melrosebøgernes sidste side, hvor Patrick i tankerne har været igennem sin barndom og genoplevet, eller måske for første gang virkelig oplevet omfanget af de mange svigt.
(citat side 434): ”Trods alt var han ikke et spædbarn, men en voksen mand, der oplevede spædbarnets kaos vælde op i sin bevidsthed. Idet medfølelsen voksede, kom han til at betragte sig selv på lige fod med sine formodede plageånder, så sine forældre, der syntes at være grunden til hans lidelse, som ulykkelige børn med egne forældre, der syntes at være grunden til deres lidelse: Der var ingen at klandre, alle havde brug for hjælp, og de, der tilsyneladende bar mest skyld, var dem, der havde mest brug for hjælp.
