Forfatterarkiv: marianne

OG SNAKKEN GÅR

Udgivet den af
Svar

En gang om ugen aflægger jeg visit hos en gammel herre på 97, og når jeg kommer, kan man straks se, at jeg er velkommen: han har gjort forberedelser – den fine lænestol er sat hen foran hans egen gode stol, og så sidder vi over for hinanden og passiarer.

Og det er ikke vind og vejr, vi snakker om, men vejret skal selvfølgelig lige have et par ord med på vejen, for Knud er gammel landmand, og det med klimaet ligger ham i blodet, ligesom det også for ham er vigtigt, at haven fremtræder lige så kultiveret, som han selv gør. Her slår kræfterne dog ikke til, men han har skaffet sig hjælp, og mens vi snakker, hører vi ind imellem Christian med hans hæksaks og plæneklipper og buskrydder. For der skal være pænt. Og der er pænt.

Men når vi er færdig med vejret og har snakket lidt om høsten, glider samtalen videre til den omliggende verdens tilstand, som vi kommenterer fra hvert sit standpunkt, og her når vi aldrig til enighed, for Knud er helt på linje med tidens politiske trends og altså en ivrig tilhænger af oprustning, og han har ingen problemer med at betragte enhver russer som en absolut uværdig beboer af denne klode og slet ikke et rigtigt menneske og som derfor hurtigst muligt bør ekspederes ud af denne verden og ned i det helvede, hvor sådanne djævle hører til.

Og imens plæderer jeg for en fredeligere verden med nedrustning og imødekommenhed og diplomati og samtale og alle gode handlinger mod de folk, der kalder sig vore fjender. Og jeg tager ikke Mette Frederiksens ord for gode varer, når hun snakker om, at vi skal betragte alt derovrefra som det ondes tegn og i en fart se at blive endnu ondere end de ondeste onde, så vi denondelyneme´ kan true dem med at slå først.

Den slags retorik er gift. Men den danske befolkning er åbenbart let at forføre. Jeg synes, at hver dags nyheder, som de præsenteres for os i pressen, er et stadig voksende forsøg på at oppiske en krigerisk holdning i befolkningen. Det næste er vel, at børn skal lære, at det at ære sit land er at dø for sit land.

Det er en dødsdyrkning, som er set før, men det gør den ikke mindre uhyggelig. Tværtimod, for det er utøjlelige kræfter, der slippes løs, når lærdommen er, at det er ædelt at kæmpe (= at slå ihjel) og at en HELT er en, der har taget livet af rigtig mange (=fjender).

Og vi bliver aldrig enige, og Knud slår på, at han har større erfaring end mig, og at han tydeligt kan mærke den samme spænding i luften og det, der flyver rundt i den, som han mærkede i 30’erne, og se bare hvordan det gik! Det var da ellers vand på min mølle, mener jeg. Men det vil han ikke erkende.

Vi slutter i fuld fordragelighed. Og det kunne verdens lande også, hvis ikke dumhed og magtbrynde styrede den.

Og hvis vi ikke bare lod det ske.

NOGLE TANKER

Udgivet den af
Svar

Clement Kjersgård bliver i anledning af sin 50 års fødselsdag interviewet i Kristelig Dagblad i dag. Han slutter med disse ord:

”For lidt mere end 100 år siden blev magthaverne i deres arrogance overrasket over Første Verdenskrig, fordi den slet ikke udviklede sig, som de havde forestillet sig. Kun 15 år senere blev man igen chokeret, da Europa med en sær tragisk uafvendelighed bevægede sig i retning af en ny verdenskrig. Nu må vi efterhånden spørge: Begynder dette århundrede at ligne en genudsendelse af det, vi lige har forladt?”

Kjersgård er en klog mand. Og han er velorienteret – en journalist, der kan sit pensum, som er verdens tilstand. Derfor gør hans tanker om fremtiden også indtryk. Også fordi jeg selv helt uden hans all-round-viden ser med den samme ængstelse på det politiske spil, som vi vikles ind i for tiden. Vi er f.eks. ved at overgå fra at have et forsvarsministerium til at have et angrebsministerium – et krigsministerium, som det hed i gamle dage.

Noget af det, der virkelig ængster mig, er ikke blot den totale oprustning, det er også den helt ubegribelige mangel på afsky over for de ”ting” vi nu skal producere – man sporer nærmest en stolthed og en glæde hos de politikere, der beslutter sig for stærkere og stærkere dræbermaskiner. Jeg kan godt følge den tankegang, at vi skal forsvare os, og det kan vi ikke med de bare næver, for verden er blevet ond og truende. Og det er den bl.a., fordi det er folk som Putin og Trump, der har den største magt over den, og begge har våben, der kan ødelægge alt på et splitsekund. Og Putin vil (måske) gøre det, hvis han bliver truet nok, og Trump vil (måske) gøre det, fordi hans religion fortæller ham, at jordens undergang alligevel er gudsbestemt og spået i Johannes Åbenbaring og bare skal hjælpes lidt på vej.

Der er grund nok til vore søvnløse nætter.

Lige nu synes jeg, at det er næsten umuligt at tro på en lys fremtid for vores børn. Men jeg tror på Gud ( ikke i Trumps udgave) og jeg beder til ham hver dag. Det gør millioner af andre også. Han må vel høre nogle af os!

Jeg beder også for min syge veninde.

Jeg kan ikke finde ret mange andre veje end bønnens. Og så vil jeg alligevel blive ved med at leve, som om jeg med min lille bitte stemme også kan være med til at skubbe til dem, der bestemmer.

KELD 15 – TIDSTAVLE OG SKELET

Udgivet den af
Svar

Yderst spinkelt skelet – men sådan må det være, for Kjelds liv er ganske vist beskrevet af en helgenbiograf, som oven i køber har kendt ham og været tæt på ham, men han er upræcis, og kilderne er sparsomme.

Hurra for det! Jeg er jo romanforfatter – og vil selvfølgelig gerne selv bestemme – men jeg føler mig stærkt forpligtet på fakta. De fakta, jeg kan kende til, og her er nogle af dem – nogle årstider og lidt om det forløb, der bliver romanens.

1101 Kjeld fødes på en gård i Venning. Han bliver døbt i Ålum kirke.

1101 . 1112 – en barndom på gården. Hans lyst til læsning. Mor ser et lys i ham. Farfarens modstand. Drengens tvivl.

1112 – 1120 – sendes i skole i Randers. Vor Frue Kloster. Nonnekloster i benediktinerordnen. Bliver Kjeld undervist af nonner?

1118 – 1125 Studerer i udlandet. Ingen sikre kilder. Der foreslås Hildesheim, Men jeg vil sende Kjeld til Paris. Og på den tid underviste den berømte forfatter og filosof Abelard på universitetet i Paris. Abelard er ophavsmand til Europas første store kærlighedsdrama: “Abelard et Heloïse.” Et tragisk og stærkt drama fra den virkelige verden. Og den første “romantiske” kærlighedsfortælling overhovedet.

Og hvorfor skal Kjeld så anbringes i Paris? Hos Abelard? Tja … måske fordi jeg er forfatteren til romanen om hans liv. Og jeg vil SÅ gerne skrive om det største af alt: kærligheden.

Jeg blev virkelig glad, da det gik op for mig, at Sankt Kjeld og Abelard var samtidige. Sikke et lykketræf.

KELD 14 eller KJELD – mit problembarn

Udgivet den af
Svar

Jeg har skrevet et par kapitler af “Kjeld fra Ålum,” men de er desværre langt under den standard, jeg har tænkt mig at sætte for bogens kvalitet: min Kjeld er for intetsigende. Der er for mange clicheer.

Kjeld har problemer. Javist. Og hans mistrives. Javist.

Men helt ærligt: det er på et alt for spinkelt grundlag, han “kokser” ud. Og nu siger vores kloge præst, som også spiller med i fortællingen om Kjeld, at en moderne dreng på 17 år aldrig ville bruge ordet “kokser”.

Og deri ligger måske kimen til hele miseren: Jeg har lagt fortællerstemmen fast hos Kjeld. Det er hans ord, vi hører.

Derfor har jeg tænkt at ændre fortællestil. Jeg står ved min figur, selvfølgelig gør jeg det, men jeg vil skildre ham med mine egne ord. Synsvinklen lægges kort sagt over på den alvidende forfatter. Der ligger den bedst.

Og det er så der, vi er lige nu, min ven. Nu overtager jeg – uden at slette dig, bare rolig. Du får blot ikke mere stemme-ret.

Det vil du selvfølgelig brokke dig over, så meget kender jeg dig, og jeg synes allerede, at jeg kan høre dig harke som en gammel mand ved tanken om, at en gammel kone skal skildre dig, en lys – og nulevende dreng på 17 år, som står over for livet med et usikkert bankende hjerte.

Men du må forstå: Det er et nødvendigt overtag også selv om du betragter det som et overgreb.

Det må vi have en snak om. Og nu er ordet frit. Jeg skal ikke lægge dig så meget som en eneste konsonant i munden.

VORES ALVORLIGE og helt nødvendige SNAK

Kjeld: “Er der overhovedet noget at snakke om?”

Mig: “Hvad mener du?”

Kjeld: “Det er jo alligevel dig, der bestemmer.”

Mig: “Men nu spørger jeg dig, ikke?”

Kjeld: “Du har lige taget stemmen fra mig.”

Mig: “Men så tag den dog tilbage, dreng!”

Kjeld: “Okay! Jeg tager dig på ordet. Og tak!”

Mig: “Det er mig, der siger tak.”

Kjeld: “For det første: Der er så meget, du har fået galt i halsen i dit første forsøg på at fange mig. Jeg er slet ikke den, du tror.”

Mig: “Det lyder interessant. Og lidt skræmmende.”

Kjeld: “Livet er skræmmende.”

Mig: “Det ved jeg.”

Kjeld: “Det skulle man ikke tro.”

Mig: Nå … ?

Kjeld: “For det første har du givet et indtryk af, at jeg er en overfladisk dreng, der går rundt og murrer, blot fordi han må flytte fra byen til landet og dermed mister alle sine venner. Men for det første mistede han jo ikke sine venner, bare fordi han flyttede, vel? Han havde dem med sig. Gik med dem i lommen på en måde. Ja, du griner, men sådan kan man godt sige det. Og de kunne nås på et øjeblik. På skærmen. De, eller rettere vi, blev ved med at ses. Tit gik jeg ture med en af mine kammerater i Glostrup, også selv om han vadede rundt på stranden i Ishøy og jeg i skoven i Fussingø. Vi snakkede sammen. Vi gik sammen. Vi var i den samme verden. Men det forstår du vel ikke. Måske har du slet ikke opdaget internettet? Du har måske ikke engang en iPhone?”

Mig: “Jo … det har jeg da. Tror jeg nok. Hedder den sådan?”

Kjeld: “Tag med til nutiden!”

Mig: “Jo … men hvad … hvad snakkede I så om?”

Kjeld: “Hvad snakker du med dine venner om?”

Mig: “Løst og fast … og sådan.”

Kjeld: “Nå sådan. Sidst jeg snakkede med min bedste ven, var det krigen i Gaza, der var emnet.”

Mig: “Uha! Den slags emner går vi uden om. Magtesløse som vi er.”

Kjeld: “I lukker jer for verden. For sandheden.”

Mig: “Kan du ikke præcisere det?”

Kjeld: “Jo, jeg kom lige i tanke om et digt.”

Mig: “Nå ja, det er sandt, du skriver jo digte.”

Kjeld: “Ja, det gør jeg. Og jeg ville ønske, at jeg havde skrevet det her. Min ven Hassan læste det højt for mig forleden, og nu skal du høre det.

Jeg lappede mit sind for lyshuller / i Gazastriben bader / børnene for foden af / krigsskibet / granaterne rammer dem / og bølgerne tager dem / flygtninge drives som / kvæg / og transporteres som / slagtesvin / jordskælv og / himmelskælv / fosforregn og palmer i / napalmbrand / må guden og fanden/ forbyde det i enighed

KELD 13 Og lidt om Anette Broberg Knudsens børnebog om middelalderen

Udgivet den af
Svar

Herover et billede af en børnebog, skrevet af forfatteren Anette Broberg Knudsen. Den udkom i 2017 og handler om nogle børns liv i pestens tid. Jeg læser løst og fast for tiden – alt det, som jeg kan finde om livet i middelalderen og gerne i fiktiv form og gerne bøger, der henvender sig til børn, for den bog, som jeg arbejder på at skrive er jo en roman til børn og unge. Jeg læser ikke disse bøger for at efterligne mine forgængere i kunsten at skrive om middelalderen i børnehøjde, men alligevel – det indrømmer jeg – er det for at lære noget. Og noget af det bliver jeg klogere på tiden og genren af at læse. Andet lærer jeg absolut ingenting af, simpelthen fordi det er for dårligt skrevet. Her vil jeg ikke gå ind på de mange middelmådige eksempler, jeg er stødt på i min rundlæsning i emnekredsen, men alligevel vil jeg nævne den svenske Sven Wernstøms “Trællene” – første del af en serie om undertryktes kår gennem historien. Jeg læste den, da den udkom engang i forrige årtusinde, og måske læste jeg den højt for mine børn. Det tror jeg faktisk. Og jeg fandt den ret fin. Da jeg nu genlæste den, undrede det mig, at jeg “faldt” for den dengang. Den er ikke godt skrevet.

Det er den ikke, men når jeg alligevel vælger at nævne den, så er det fordi den blev en kæmpe succes, faktisk en slags børnebestseller på niveau med Harry Potter serien.

Det har den ikke fortjent.

Men det har den bog, som jeg viser et billede af ovenfor. Der fandt jeg et guldkorn. Jeg ved ikke noget om salgstallene, men er sikker på, at den ikke fik samme spalteplads i pressen som Wernstrøms hø fik.

Jeg vil vende tilbage til en omtale af bogen senere.

Historikerne er nu gået væk fra at kalde middelalderen mørk. Der er (var) masser af lys – og det med mørket er en fordom, siger man i forskerkredse. Jeg er jo ikke historiker, og min viden, som jeg forsøger at lade vokse dag for dag, er kun spinkel, og jeg udtaler mig om perioden uden egentlig autoritet. Men mig forekommer den mørk.

Ja, jeg vil stadig kalde middelalderen mørk. Ikke mindst fordi vores viden om, hvordan folk faktisk levede, og hvordan der så ud, er så upræcise og skjulte. Endnu. Der er mere forskning og mere viden om vikingetiden, hvilket ikke er spor logisk, for på den tid var de skriftlige kilder utrolig sparsomme: nogle runestene … og vist ikke ret meget mere. I Danmark altså. Man har f.eks. udgravet mange flere bosteder fra vikingetiden og tiden før end man har fra middelalderen. Her venter megen forskning. Der er til gengæld mange skriftlige kilder fra især højmiddelalderen. Krøniker, breve: de såkaldte diplomer, for ikke at tale om Adam af Bremens udførlige beskrivelse af Danmark. Men helt ind i stuerne kommer man ikke.

Derfor er det endnu mere prisværdigt, at Anette Broberg Knudsen formår at skildre livet i en middelalderlandsby så flot og så fuldstændig troværdigt. Hendes roman foregår i højmiddelalderen, hvor Den sorte Død lagde store dele af landet øde. Her møder vi to børn, som har overlevet pesten og som finder sammen. Det, de oplever i deres kamp for at finde tilbage til livet, er ganske enkelt rørende skildret. Ikke spor sentimentalt. Men virkelighedstro.

Når det er så fin en bog, skyldes det ikke kun indholdet, som i sagens natur er både barskt og dramatisk, men nok så meget sproget. Forfatteren fortæller i et nuanceret og hele vejen igennem smukt dansk.

Man kommer helt tæt på børnene, hvis indre og ydre liv er skildret i et sanseligt og enkelt sprog, så det på alle måder er en god oplevelse at læse bogen.

Og som det gælder for alle gode børnebøger, så er den læseværdig for alle aldersgrupper.

KELD 12

Udgivet den af
Svar

Middelalderfamilie ( Randers kulturhistorisk museum)

Et lille kig ind i middelalderen. Begge billeder er fra et besøg på Randers kulturhistoriske museum. Måske har den første kirke i Ålum lignet denne her – de fleste steder lå der nemlig inden stenkirkerne blev bygget i 1100 og 1200 tallet sådanne trækirker.

KELD 11

Udgivet den af
Svar

Kjeld: Er du nu igen ude på at få hold på mig?

Mig: Jeg har hold på dig.

Kjeld: Hvad har du?

Mig: Rolig nu!

Kjeld: Jamen, jeg vil gerne vide, hvad du pønser på, det er vel ikke for meget forlangt. Jeg er vel din hovedperson.

Mig: Det er du jo så ikke. Vel?

Kjeld: Nå nej, men tæt på, ikke? Uden mig, ingen Kjeld.

Mig: Det er rigtigt. Så hør her: du er ankommet til Ålum. Dine forældre har købt hus der.

Kjeld: Hvorfor i al verden har de det? Du sagde jo til mig i al fortrolighed, at jeg var en københavnerdreng. Og det var jeg da lidt stolt af. Hvad skal jeg i et hul som Ålum?

Mig: Hov hov, min kære ven! Du glemmer, at jeg er Ålummer med stort Å.

Kjeld: Åh ja, det er rigtigt. Du har endda skrevet skuespil, som foregår i Ålum og som er blevet spillet viden om i det ganske land og endda i udlandet.

Mig: I Argentina ja. Men hvor ved du det fra?

Kjeld: Du er min forfatter, ikke? I princippet ved jeg alt om dig.

Mig: Og jeg ved endnu ikke så meget om dig. Det er unfair.

Kjeld: Ved du hvad …? – den her snak fører ingen steder hen. Det er det rene vås.

Mig: Det var dig, der begyndte!

Kjeld: Ja, og det er mig, der slutter!

Mig: Det håber jeg ikke, vi er jo lige begyndt…

Kjeld: Åhhh … fri mig!

MENS DET SKER 32

Udgivet den af
Svar

Mens det sker

Jeg tror, jeg skulle have den her drøm, fordi jeg skulle opleve, hvordan Ole har det hver dag og hele tiden, og nådigt fik jeg lov til kun at blive hængende i drømmens fortvivlende univers en time. Ikke at det føltes som en time, mareridtet syntes at strække sig over en uendelig lang tid, mens drømmen bare kørte og kørte, og jeg ikke kunne slippe fri. Men jeg sov kun en time, det ved jeg helt sikkert, for klokken var 7 (morgen), da jeg faldt jeg i søvn, og den var 8, da jeg vågnede.

I drømmen havde jeg glemt de simpleste ting, og jeg kæmpede med næb og klør for at bevare min sølle værdighed. Alt stod på spil, og jeg var i frit fald – var ved at tabe alt. Fysisk befandt jeg mig i sommerhuset i Tranestederne. Ikke alene og ikke kun med familien, venner og bekendte blev ved med at dukke op, de kom i flokke, og jeg forstod jo, at jeg havde inviteret dem. Jeg anede ikke mine levende råd, for jeg havde ingenting at servere for dem, og den smule, der var i huset (lidt mælk, lidt smør og lidt mel) vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle anvende. Jeg havde glemt, hvordan man laver mad.  

Det var jo et mareridt, men jeg tror, at det var nødvendigt at have den drøm. Det er sådan med drømme, at de siger noget til en, som er vigtigt, og somme tider er det let at forstå budskabet. Her lød det: Sådan har han det hver dag. Husk det! Vær venlig!

Han bærer sin kranke skæbne med så stor tålmodighed og med en indre ro, som jeg slet ikke fatter. Hvordan kan han? Jeg ville ikke kunne. Demenssygeplejersken sagde engang til mig, at det var, fordi han ikke havde nogen sygdomserkendelse og derfor slet ikke følte sig ramt. Men det er ikke rigtigt. Han er meget bevidst om sin sygdom, selv nu, hvor den er så fremskreden. Og han er fortvivlet over den, det ved jeg, for det har han sagt mig mere end en gang. Men han VIL ikke lade sygdommen overtage livet.

Alt det her har jeg vist skrevet før, men det kan ikke siges for tit.

LECTURES DECOUSUES og LIDT MARTIN A. HANSEN

Udgivet den af
Svar

Lidt spredt snak om min læsning.

I de seneste par år, har jeg ikke læst sammenhængende, ikke hele forfatterskaber, ikke specielle epoker, ikke visse temaer, ikke bestemte genrer, men tværtimod har jeg kastet mig over litteraturen og slugt den i spredt forvirring og i lige linje. Læst derudaf. Truffet mine valg intuitivt, og som regel har jeg valgt rigtigt forstået på den måde, at jeg har været glædeligt underholdt næsten hver gang og undertiden endog behageligt overrasket.

Jeg kaster et blik på min liste af lånte biblioteksbøger fra det seneste halve år og ser jo straks, hvor spraglede trådene er. Ikke antydning af nogen rød tråd, og faktisk synes jeg, det er forfriskende på den måde. Noget i retning af at variere kosten og på den måde få flere vitaminer til hjernen end en mere ensidig læsning ville kunne befordre.

En overgang lovede jeg mig selv, at jeg ville “sætte mig ind” den nyeste litteratur, men forsættet varede ikke ret længe, for der skrives alt for meget nyt for det første, og for det andet er der alt for meget andet, der pirrer mine læsegener, så jeg også må tilgodese “de gamle” eller “det gamle” – Jeg kaster igen et blik på de seneste lån og ser jo, at jeg har bevæget mig over de unge til de lidt ældre, og nu skriver jeg nogle af dem op her: fra de moderne som Eduard Louis og Ocean Vuong og Glen Bech og Morten Pape og Stine Askov og Anna Juul og Stine Pilgaard … og til de lidt ældre som Rachel Cusk og Geir Gulliksen og Anne Lise Marstrand og Niels Frederik Dahl og Margaret Atwood. Jeg har også været en tur omkring Martin A Hansen (Løgneren) og Dostojevskij (Dobbeltgængeren). Som navnene viser: ingen som helst sammenhæng.

Jeg blev glædelig overrasket ved læsningen af “Løgneren” og bestemte, at jeg ville græsse lidt i mine reoler og finde noget mere af Martin A. Hansen. Jeg har en række af hans romaner og noveller og enkelte endda i første udgaven. Men nu valgte jeg en essaysamling, “Tanker i en Skorsten” (1948) – hvis indhold jeg havde glemt, men titlen er jo herlig, selv om Ole påstår, at man umuligt kan tænke i en skorsten. Vist kan man det. Martin A. Hansen kunne.

Særlig glad blev jeg for det sidste essay:

Eumeniderne kalder han kapitlet. Mørkets gudinder.

Her tages vi med på en fin lille rejse i lyrikkens verden i efterkrigstiden.

Han vil tale om de yngste af 40´digterne, og ikke om dem, der allerede var modne digtere, da krigen brød ud som f.eks. Nis Petersen, Paul la Cour, Johannes Wlff, Hulda Lütken, Otto Gelsted, Jens August Schade og Poul Sørensen.

Fælles for de yngste, siger han, er at de opfatter, at:

“Verden er faldet, dens Struktur er brudt sammen.

Og i modsætning til de foregående er der ikke noget:

“ideologisk eller primitivistisk religiøst Bodemiddel…”

“Deres Ironi er skærende, og den skærer indad. I deres Lune finder man Glasskaar skjult. De er blege, selv de stærkeste af dem, som efter et Blodtab.”

Det er karakteristisk, at verden opfattes som kaotisk, men at dette kaos bliver skildret i en nedarvet fast og ordenspræget form: versemålet tøjler med sin strenghed det utøjlede indhold: skaber struktur i kaos. Thorkild Bjørnvig nævnes som en mester i kunsten at bruge streng metrisk form uden rim.

Han nævner Tove Ditlevsen og Lise Sørensen som digtere, der kender mørket, men forstår at tænde sindet, så det lyser.

Eks. er dette digt af Lise Sørensen:

“Jeg tror paa, at intet i Verden er afgjort,/ at alting fra Starten er skabt til at skabe,/ at de der tar Ansvaret op bliver stærke/ og ejer det hele – og aldrig kan tabe.

Jeg tror paa de svage som langsomt blir stærke/ fordi de tar Skylden for alle Tings Væren/ og intet fornægter og aldrig vil flygte,/ kun deres er Riget og Magten og Æren.”

Martin A Hansen nævner og citerer vers fra en lang række af digtere, som nu skriver lyrik og har det fællestræk, at de er på en gang følsomme og stærke. De skriver på bevidstheden om det mørke, krigen har sænket over verden, nogen af dem afskriver troen på en gud, som f.eks. Orla Bundgaard, der skriver:

““Der er ingen Gud for os. / Vi dræbte ham en Nat i Trods”

Mange af de digtere, han omtaler, er glemte i dag, men andre er stadig læste, f.eks. Morten Nielsen, der døde ung, skønt han skriver:

“Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø./ Du er endnu for ringe til at dø”

Han døde, men Halfdan Rasmussen levede, og han blev gammel. Som ung i efterkrigstiden skrev han om mørket som ingen anden. Martin A. Hansen skriver om ham:

“Digteren stred atter for Livet, greb efter den enkle, livsvarme Virkelighed, for at trodse Mørket i sig, for ikke at forraade de dødes levende Haab. I “Korte Skygger” staar denne Kamp, og der er vel ingen danske Digte, hvor Sangen til de døde har lydt saa mørk og stridig og dog saa forløsende som her.

“Hjertet skal finde fred,/ banke sin lyse rytme/ ind bag hver dags fortræd,/ Mennesket skal igen/ drage sit spyd af livets/ unge smertende lænd”

Ivan Malinovski og Erik Knudsen er nævnt, og her omtales den etos, der præger dem. De vil engageret kæmpe for livet – og de har begge et socialt engagement. Her et digt af Knudsen fra samlingen “Til en ukendt Gud”:

“Jeg synger mig ren, jeg taler mig fri,/ ved at erkende gør jeg mig sund./ Der er fortrøstning bag al min tvivl,/ og der er glæde på smertens bund.”

Hansen gør opmærksom på, at Knudsen i sine digte gør op med ideologier:

“Hvem gider kommentere alle disse/ kvaksalvere,/ der udsteder recepter,/ før de har stillet diagnosen -“

Ole Sarvig finder han mærkelig, men talentfuld – “Jeghuset” synes ham gådefuld – Sarvig formår at finde et livsfrø i kaos, siger han, og få det til at spire, så det bliver

“en organisk struktur, der gør Kaos til Kosmos og Eksistensen meningsfuld.”

Han slutter med Ole Wivel, som han senere opretter tidsskriftet Heretika sammen med. Han nævner den nye digtsamling “I Fiskens Tegn,” som kom efter en lang pause. Hansen skriver ikke noget om, hvorfor Wivel var tavs i lang tid, men for ikke så mange år siden blev det almindeligt kendt og udbasuneret i pressen, at han i sin pure ungdom var medlem af den nazistiske forening “Ringen”. Han var jo ikke den eneste danske digter, der nærede en slags beundring for Hitler – og senere fortrød – Kaj Munk abonnerede også en overgang på noget i den retning. Og Hansen antyder det så alligevel på denne her nænsomme måde:

“Derefter har Wivel længe været tavs. Men dybt foruroligende Oplevelser i Besættelsestiden vækkede nye og større Kræfter. Her skete der noget, man til sine Dages Ende er bundet til. Ansvar og Etos drev ham til ny Søgen, hans Kunst bevæges voldsommere, af smertelig Indsigt.”

Martin A. Hansen slutter sit essay om den unge lyrik og dens erkendelseskamp med dette digt fra “I Fiskens Tegn”

Vi maa forvandle os -/ vi maa forødes i vor form/ som bladene der hvirvles hen/ i høstens tunge storm.

Som løv af høje gamle træer/ maa vi til jorden ned,/ forraadne, synke bort som muld/ med læ og frugtbarhed.

Vi maa berede os – / vi gaar nu vinterfrost imod,/ og der maa samles forraad/ af det som gror paa slægtens rod.

Nu har det hast for den som ved/ at eng og dyrket jord/ snart ligger dybt i sne kun rørt/ af lette fuglespor.

NOGLE TANKER OM EN STOR KUNSTNER OG ET VARMT MENNESKE

Udgivet den af
Svar

Nu er Ulla Poulsen glemt af de fleste, men engang var hun en af Danmarks dygtigste dansere, og alle i kongeriget vidste, hvem hun var. I mange år dansede hun på Det kongelige Teater, hvor hun begyndte sin karriere i 1913 som elev på balletskolen og endte som en feteret solodanserinde.

Jeg har ikke været tæt på Ulla Poulsen, selv om jeg i en årrække var nabo til hendes gård i Tranestederne, Tranegården, og nu og da smalltalkede med hende ved stranden. Hun var venlig og åben over for dem, hun mødte. Mine forældre kendte hende fra ungdommen og havde utvivlsomt deltaget i nogle af de festlige sammenkomster, der blev holdt på Tranegården i de lyse sommeraftner.

Den gamle gård, som man kan se ovenfor, tilhørte en Hulsigslægt, som jeg langt ude er i familie med, alene fordi min slægt stammer fra Hulsig, hvor alle ( i al fald alle gårdfolk) er i familie med hinanden.

Johannes Poulsen fik ikke mange år i Tranestederne, han døde få år efter, at de havde købt og moderniseret den lille gård. Men Ulla Poulsen fik et langt og lykkeligt liv i Tranestederne. Så sent som få år før årtusindskiftet var min mand på besøg på Tranegården for at hjælpe hende med kloakproblemer ( som vi delvis var skyld i, fordi vores bæk, som vi skulle holde liv i, var sandet til.) Ulla Poulsen giftede sig med ejeren af Hotel Phønix i Aalborg, Helge Skou, og sammen med ham tilbragte hun en stor del af året i Tranestederne. Da hun blev enke for anden gang, blev hun ved at komme til stedet sammen med sin gamle husholderske Agnete.

Jeg vil skrive lidt om den sidste bog, hun skrev og udgav på Gyldendal i 1966 “Til alle Årets Tider.” En slags dagbog om livet på Tranegården – fra 1. januar og til 31. december. Hun skriver ikke hvilket år, det handler om, men det er jo lige meget for læsningen.

Ulla Poulsen indleder bogen med et digt ( frit efter) Isabel Fiske Conant:

He who loves an old house/ will never love in vain,/ for how can any old house/ used to sun and rain/ to lilac an to larkspur,/ and arching trees above,/ fail to give its answer/ to the heart that gives it love.

Bogen er som sagt skrevet som en dagbog – ikke hver dag i året er med – men næsten, og i hvert afsnit får man et indblik i, hvordan livet leves på dette øde sted, næsten helt ude i klitten – der er kun to gårde i Tranestederne, og Ullas ligger nærmest havet. Der har været barskt om vinteren, og det beskrives levende i bogen. Samtidig er der hele tiden små eller længere tilbageblik til det liv og de venner, hun har haft gennem sit liv. Hun var således en nær ven af Johannes V Jensen. Og i hendes skildring møder man en helt anden mand end den Jensen, jeg kender. Der er virkelig nogle ganske overraskende møder med kunstnere fra tiden. I et af kapitlerne beskriver hun forårsrengøringens fryd: frydefuld, fordi reolerne skal rengøres og alle bøgerne derfor fjernes, og det arbejde tager lang tid, mange, mange dage, hvor hver bog skal have et kortere eller længere gensyn med sin ejer, og mens hun foretager det, fortæller hun om de enkelte bøger, så vi som læsere ser og oplever hende som læser, der oplever det, hun læser. Smart gjort. Det er f.eks. morsomt at høre om (og læse) afsnit af Johannes Poulsens “Gennem de fagre Riger” – her citerer hun et afsnit, som er ganske tankevækkende. Johannes P. skriver: “Det unge fremskridtsvenlige Kina er på vej, – og ve os om halvtredsindstyve år” – Det skriver han fra en rejse, han foretog i 1912. Tænk, hvilken spådom!

Jeg vil ikke skrive mere om bogen. Læs den, den er ikke kun hyggelig, men også velskrevet. Det er morsomt at læse om det grundige og dedikerede havearbejde, hvordan hun forvandler klitten til en smuk og frodig og givtig have. Den har jeg set og beundret flere gange – og hun skriver, hvordan hun er begyndt at undgå sprøjtning af frugttræerne, for fuglenes skyld. Og lidt efter skriver hun, hvordan hun fjerner nogle skadedyr i køkkenhaven med DDT. Ja, virkelig.

Her et citat fra slutningen:

“Det er vemodigt at sige farvel til et år, der er gået så hurtigt. Jeg er taknemlig for, hvad det gav mig af dage fyldte med glæde og beviser på kærlighed. Ikke alle år var lige lykkelige, nogle bragte både sorger og skuffelser, men alt vendte sig til slut til lykke. Lykke er ikke udelukkende gode trygge omgivelser, for midt i sådanne kan man godt føle sig ensom og ulykkelig. Lykke først og fremmest at leve i harmoni med den, der står én nærmest, og med sine medmennesker.”