Månedsarkiv: juni 2025

ORD FRA HJERTET – “LA PETITE VIE”

Udgivet den af
Svar

Breve fra mit hjerte – ”la petite vie”

Jeg skriver fra hjertet. Ikke fra tarmen. Selv om den er blevet så moderne efter at en vis professor har forsøgt at bilde os ind, at vore handlinger og tanker styres af den og ikke at hjertet.

Tarmen vinder nu aldrig over hjertet her på bloggen. Så er det sagt.

Men hjertet er jo heller ikke den der muskel, der pumper blodet rundt i kroppen.

Sådan et hjerte, som man kan skrive til og skrive fra, er noget helt igennem usynligt og noget, der er adskilt fra kroppen. Det befinder sig i et sjæleligt univers, og det lader sig ikke afbilde. Ganske vist kender vi alle billedet af hjertet og så kan det jo afbildes. Eller? Nej, det er ikke et billede af hjertet – det er blot et symbol. Det lyder lidt vrøvlet, for helt ærligt: symbol og billede på noget som ikke kan albildes. Ærlig talt. Men sådan er det – hjertet er immaterielt, det kan ikke aftegnes.

De store digtere kan med deres smukke ord æstetisere hjertet og alle kroppens øvrige indvolde, så de får en helt anden værdi end den, vi normalt tillægger dem. Sådan gør jo f.eks. Johannes V. Jensen det i Kongens Fald. Og det er så flot. Men i den beskrivelse er kroppen ikke mere krop, den er undergået en metamorfose: er blevet kunst. I kunsten ligger altid en stor ikonografisk kraft. Lad os kaste et blik på J.V.Jensens flotte tekst om kroppens indvolde. Her er et lille uddrag fra kapitel 7:

Det er slagteren (rakkeren), der en kold vinterdag midt i sneen åbner en hestekrop – og hør nu: Citat:

”For hvert Snit af kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. … .. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele. Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.”

Men i det følgende vil jeg ind imellem skrive fra hjertet.

”La petit vie”

Simone de Beauvoir skriver i en af sine bøger, jeg husker ikke mere titlen, om sin mors sidste dage. Jeg læste bogen for mere end 50 år siden, og jeg husker ikke så meget af den, men noget er blevet hængende som en slags ”bonmot”, og lige det vil jeg nu tage frem og vikle lidt tanker omkring.

Således husker jeg, at forfatteren skriver om, hvordan hun konsulterer sin mors læge for at tale med ham om den gamle dames helbred. Og jeg husker, at lægen sagde noget i retning af, at man ikke skulle bekymre sig om helbredet, men bare lade moren i fred og ro leve ”sa petite vie” – underforstået: nu var hun i den fase i sit liv, hvor alt var ret småt og ligegyldigt. Hun var gammel og så var livet reduceret til et ”bitteliv”.

De ord stødte Simone de Beauvoir, og hun irettesatte lægen og gjorde ham opmærksom på, at han ikke kunne vide noget som helst om størrelsen af hendes mors liv. Slet ikke ud fra hendes alder.

Og det havde hun jo ret i.

Nu er jeg selv på alder med forfatterens mor, ældre endda, og det kan jo nok hænde, at mine børn på et tidspunkt synes, at det er en ide at konsultere min læge og høre, hvad han mener om deres gamle mors tilstand. Det tror jeg nu ikke rigtig på – men lad os bare lege med tanken.

Og så vil lægen måske sige nogenlunde det samme som Simone de Beauvoirs læge. Og så håber jeg, at børnene vil irettesætte ham.

Deres mors liv er ikke svundet ind, selv om det set på afstand kan se sådan ud.

”Hvad udad tabtes skal indad vindes” sådan stod der på en mønt, der blev præget i 1872 i anledning af en industri- og kunstudstilling i København. Der stod:

”For hvert et tab igen erstatning findes, hvad udad tabtes skal indad vindes.”

Det var ikke gamle folk, den mønt var møntet på, men Danmark, det kære fædreland, der havde tabt så meget gennem de to sønderjyske krige.

Men vi kan sagtens bruge det på os gamle. Vi mister hele tiden færdigheder og værdigheder, men vi bliver superøvede i at finde nye færdigheder og holde på vore værdigheder.

Tja – la petite vie – det behøver slet ikke at være så lillebitte. Vi kan ikke flyve rundt i verden mere, men vi kan stadig flyve rundt i litteraturen og i kunsten. Vi kan ikke møde nye mennesker særlig tit, men vi kan holde fast i dem, vi kan nå og som står os nær. Det behøver man ikke ungdom for at kunne. Måske er det endda noget, man bliver bedre til jo ældre, man bliver.

Det var et par ord fra hjertet. Ikke fra tarmen. Ikke fra pumpen. Men fra det hjerte, der slår varmt for livet.

JEG ANERKENDER IKKE MERE JERES KLYNK

Udgivet den af
Svar

Vist gør jeg da det. Anerkender jer. Og at I klynker. Jeg tænker på alle I unge forfattere, som lige nu skriver om ”Underdanmark” ud fra egne erfaringer, og som synes, at I må gøre det, fordi I mener, at det ikke er gjort før. I al fald ikke fra dem, der selv har levet deres barndom i ”Underdanmark” – .

Det er så ikke helt rigtigt, for f.eks. Hans Kirk og Martin Andersen Nexø skrev på livet løs om netop den del af samfundet. Og tidligere endnu skrev f.eks. Aakjær og Johan Skjoldborg om det fattige landproletariat, og i al fald de to sidstnævnte havde selv trådt deres tyndslidte træsko i det miljø, de beskrev. De vidste, hvad de skrev om.

Så kom velfærdssamfundet, og i min opvækst fik vi lært, at klasseforskelle var noget, der fandtes i England, og fattigdom var noget, der kun hærgede i de såkaldte underudviklede lande. Og det troede vi så. Vi var lige, alle vi andre. Mente vi. Og jeg voksede op i den tro, at vi var ligestillede, for det var jo en grundlovsfæstet ret, men hvad vi ikke lærte var, at vi ikke var lige stillede.

Det er en af de mest markante litterære trends nu. At vise det. At vi ikke er lige stillede. At nogen vokser op og får det hele forærende, mens andre er børn af familier, hver forældrene drikker, hvor vold er dagligdag, og hver fattigdommen er synlig for enhver.

Det vidste vi ikke så meget om. Vi tænkte, at hvis arbejderbørn var begavede, så kom de frem i skolesystemet, der var gearet til alle (folkets skole),  og de kunne bryde mønsteret uden hjælp af andet end deres egen drift og evne. Nå ja, det var så allerede en begrænsning.

Men nu skriver Thomas Korsgaard og Glenn Bech og Edouard Louis fortællinger om en opvækst, som vi ikke anede, eller måske netop blot anede, eksisterede. Og de klynker godt nok, synes jeg. Jamrer over ikke at være blevet set, elsket og taget hånd om. De er alle tre nærmest mirakuløst undsluppet voldens og fattigdommens spiral.

Når jeg har den kontroversielle overskrift på mit indlæg, så er det ikke, fordi jeg ikke synes, at det er fint, at de brøler fra dybet, de unge forsømte, og det er godt, at vi hører dem, eller rettere, at dem, der (stadig) er den litterære magtelite hører dem og hjælper dem til at publicere og til at promovere og til at proklamere og kort sagt til at komme videre.

Nu snakker vi litteratur. Og der er det vigtigste af alt  TALENTET – kan man ikke skrive, så det fænger, så kan man ikke skrive, og så er det ikke på den bane, man skal løbe sine sejre hjem.

Men de tre kan alle skrive.

De har noget at skrive om, og de kan skrive. Altså held og lykke til dem!

Men jeg synes, det ville klæde dem, hvis de klynkede mindre. Og nu vil jeg så skrive lidt om mig selv.

Min far var ordblind. For ham var skolen tærsk, for han var jo dum. Han blev født på en hedegård syd for Skagen, og han lærte aldrig at læse. Havde en overgang en lille hedelod, som han opdyrkede, så slog han sig ned som købmand i den lille by Hulsig, hvor der boede ganske få mennesker og i forvejen var en brugsforening.

Han giftede sig med brugsuddelerens datter. De flyttede til den lille fiskerby Strandby. Her voksede vi ( en børneflok på fem op) – Mor havde gået 7 år i skole, far sammenlagt 4 år, og han kunne knap nok læse, men klarede sig ved sin robusthed, sit gode humør, sin ukuelige vilje og sin gode forstand.

Det er mit bagland. Og jeg arvede min fars ordblindhed og havde det svært med skolen i de første mange år, men jeg havde også fået hans livsvilje, og jeg lærte, at jeg aldrig skulle klynke, men tro på, at jeg kunne det, jeg af alle kræfter ønskede. Jeg ønskede at gå i skole. Jeg ville så gerne lære læsningens kunst. Det gik godt nok på privatskolen, selv om jeg en overgang var ved at blive hældt ud og sendte til Ørnevejens ”hjælpeklasse” – far gik i brechen for mig og forsøgte ( til alt held) at overbevise rektor om, at hans datter ikke var dum  – jeg VILLE læse, og da jeg takket være en fremsynet pædagog fik flere års ordblindeundervisning, knækkede jeg koden og blev storlæser. Det var det, jeg ville. Læse.

Jeg kunne ikke komme på det kommunale gymnasium i Frederikshavn – for lavt gennemsnit – mine skriftlige karakterer var MEGET lave. Så fik far mig ind på TH Langs Gymnasium i Silkeborg. En dyr betalingsskole.

Det var frygteligt for mig at komme hjemmefra, men det var fantastisk klogt af far at sende mig hjemmefra. Her skete der så meget. En udvikling. Jeg fik efterhånden mere og mere styr på min læsning, og ja, kort sagt: jeg kan sige med Glenn Bech, at jeg fumlede mig frem, for jeg kendte ikke koderne. Men jeg kendte efterhånden bøgerne. Litteraturen blev min verden. Og den er jo åben for enhver, der kan læse. Og det kunne jeg efterhånden.

Mit liv blev læsning.

Men jeg tror aldrig, at jeg klynkede.

Jeg klynker heller ikke i dag, hvor jeg er 82 år og lever i en lille landsby sammen med min mand, som er den samme, jeg har delt seng og bord og børn med nu i snart 60 år. Hvorfor skulle jeg klynke? Jeg er omgivet af gode mennesker og en dejlig stor familie. Jeg er omgivet af kærlighed. Det har jeg været hele mit liv.

Så jeg vil med Møllehave skrotte ak ak ak to sige tak tak tak.

KELD 2

Udgivet den af
Svar

Jeg vil røgte det så godt, jeg kan? Skrev jeg virkelig det? Undskyld mig lige! For hvad er det nu for noget at skrive? Røgte?

Er jeg en dreng eller en gammel bondemand? Man kan jo få sine tvivl.

Lever jeg et virkeligt drengeliv i det Herrens År 2025? og er jeg selv virkelig, eller er jeg bare en stakkels overlever fra forrige eller næstforrige århundrede, som en eller anden fantast har iklædt drengetøj og løbesko?

Man kunne jo tro, at jeg var taget lige ud af en novelle af Jeppe Aakjær. En af dem, der handler om røgterdrenge. Og Aakjær, tænker du og synes måske, at det håbløst at hænge på, men nej, bare rolig. For Aakjær kender jeg. Jeg har en dansklærer, der mener, at det er vigtigt, at vi læser de gamle tekster, som får de fleste i min alder til at lukke af. Men ikke mig, jeg lukker tværtimod op og lader de gamle ord åbne mine øjne for det, der var engang.  

Så blev du så klog. Og jeg blev selv lidt klogere på, hvem jeg er.

Jeg er en dreng, der kan lide at læse. Og så er jeg en dreng, der ikke ligner alle de andre drenge i klassen eller for den sags skyld de helt almindelige drenge i 2025Danmark.

For resten er der ingen, heller ikke drenge, der gider være almindelige i dag. Det er så megaalmindeligt ikke at ville være almindelig.

Jeg tror alligevel, at jeg er ikke-almindelig på en ualmindelig måde.

Men nok om det. Vi må have lidt mere styr på, hvem jeg er.

Jeg har en mor og en far. Der er ikke så meget at sige om dem udover, at de vist nok er ret almindelige. De har valgt Ålum, fordi huspriserne er lave her, og de har kunnet bygge deres eget hus, som vi bor i. Man er nødt til at have to biler her, men både far og mor har gode jobs, så det er ikke noget problem. Jeg er enebarn og var allerede en stor dreng, da vi flyttede til landsbyen. Nu skal jeg i gymnasiet, men så er der heller ikke længere til Randers. No problem! Ville jeg ønske, at jeg boede i byen? Det ved jeg helt ærligt ikke. Jeg har haft en stor del af min drengetid her, og det er OK med mig. Tror jeg.

Det er min familie, men dem skal jeg ikke gøre så meget ud af, for de spiller ikke nogen særlig vigtig rolle i min fortælling, og nu bliver du nok nysgerrig, for hvordan kan ens nærmeste være fjerne i en fortælling om mig som centrum.

Tja, det kommer vi til. Lige nu lader vi min familie ligge og simre i egen ret. Nej, det var virkelig dumt sagt, men nu har jeg jo skrevet det, og jeg hader at slette. Altså bliver det stående.    

KJELD FRA ÅLUM – ET RIDS

Udgivet den af
Svar

Kjeld fra Ålum

Mig? Endnu ved jeg ikke så meget om mig selv, for jeg skal ikke bare ”finde mig selv” men også og især” opfinde mig selv.”

Synes du, det lyder sært eller måske ligefrem håbløst, så vent! Det bliver værre.

Jeg er en dreng. Så meget kan jeg sige allerede nu, og det er jo faktisk det vigtigste, som både du og jeg må holde fast i. Og jeg er teenager, så meget ved jeg også, men det er selvfølgelig et vidt begreb, for det er jo en strækning, man skal løbe på i årevis, og jeg ved endnu ikke, hvor langt jeg er nået lige der.

Jeg bor i Ålum. Bogen om mig hedder jo Kjeld fra Ålum. Der fik du så også mit navn. Men nu spørger du måske, hvad Ålum er? og det kan jeg svare dig ret præcist på, for selv om der er huller i min viden om mig selv og mine nærmeste, så behøver jeg ikke ”finde på”, når talen er om Ålum. Hvem jeg er, kan diskuteres og vil sikkert blive det i den nærmeste fremtid, men Ålum er præcis det, den ligner: en lille landsby med små 300 indbyggere fordelt på store og små huse. De fleste beboere er voksne. Så er der alle børnene. Små og store. Jeg hører til de store, men det ved du jo allerede.

Jeg er ret glad for at bo her. Det er ikke alle teenagere i Ålum, der synes det er megafedt. Der er ikke vildt mange steder at hænge ud her, og selv om man har en knallert og kan drøne væk og larme så højt, så de gamle koner slår kolbøtter, så er man jo det meste af tiden bundet til det lille sted her – et udsted. I gamle dage talte man om stavnsbånd, så galt er det ikke.

Vi er ikke så mange på min alder. Der er flere gamle koner end der er drenge, men det hænger nok sammen med, at de, konerne altså, synes at trives forbavsende godt her, og mange af dem bliver boende, selv om der hverken er brugs eller købmand eller læge eller apotek eller noget af alt det, gamle koner med alle deres skavanker ikke kan undvære. Det kan de så alligevel godt.

Men vi skal ikke snakke om koner, men om drenge. Om en bestemt dreng. Mig. Jeg slutter her, for det er faktisk et ret opslidende job, jeg har fået.

Jeg vil røgte det, så godt jeg kan, så du vil høre mere. Om mig og mit liv, for sådan et vil jeg få hen ad vejen – det kræver lidt tålmodighed, men det håber jeg på, at du har.

NYE TIDER – LANGSOMT SKRIDER

Udgivet den af
Svar

Men gør ingenting, at det går langsomt. Alt for meget går alt for hurtigt i denne tid, og det, som jeg nu vil begynde på, må gerne tager evigheder. Bare det bliver nogenlunde sådan på papiret som det lige nu er i mit hoved.

Det bliver det jo sjældent, men det gør så heller ingenting. Bare det bliver. Det ideelle er til for at lede os på sporet, ikke fordi vi nogensinde vil kunne nå dertil. Tag f.eks. Jesu Bjergprædiken – der får du at vide, hvad det er for et menneske, Gud vil have dig til at være. Og suk! det bliver du aldrig. Men du kan forsøge at nærme dig.

Sikke en sammenligning! What??? ville mine børnebørn sige. Men jeg lader den stå lidt alligevel.

Og hvad er det så, jeg vil i gang med?

Åh jo såmænd. Det er en bog. Tænk engang, jeg vil skrive en bog. Det troede jeg ikke om mig selv, men det var måske, fordi jeg alt for længe groede fast i et manus, som ingen gang har på jorden: Bogen om mit liv – den såkaldte erindringsbog. Såkaldte. Ja, for det er jo ikke muligt at skrive sådan en bog, og det kan man jo let forvisse sig om ved at læse det utal, der allerede er skrevet af den slags. Okay, jeg vil indrømme, at der blandt dem findes udmærkede bøger, nogle af dem er mere end det – de er fremragende. Karl Ove Knausgård, Jesper Stein og Vibeke Grønfeldt for nu lige at nævne tre af de bedste nulevende. Men for i al fald de to af dem gælder det, at det er den litterære kvalitet, der hæver dem til noget nær skyhøjde. Og der vil jeg jo aldrig nå op.

Så farvel til det manus og velkommen til det ny.

Ny og ny? Det er faktisk en gammel ide, som jeg har klistret lidt vinger på.

For år tilbage flaksede den ret vildt i mit indre univers og var også nær ved at tage form. Så skete der noget, som jeg vil springe over, for det er ikke alt, man skal sige højt. Og så faldt fuglen til jorden.

Nu vil jeg prøve at give den luft under vingerne. Men som sagt: det kan tage tid.

Jeg vil skrive to børnebøger om vore to Ålumhelte. For sådan nogen har vi. Og lidt heltedyrkelse kan vel gå an, når de nu er så lokale og så fine som de to.

Den ene er Kjeld den Hellige – og den anden er Mogens den Heldige. For mens Kjeld, der levede i Middelalderen, viede sit liv til at hjælpe de svage og de fattige og lykkedes med det i så høj grad, at han blev helgenkåret, så blev Mogens en af landets mest kendte malere, da han levede i sidste halvdel af 1600tallet.

Der er nogle hundrede år mellem de to skikkelser – og jeg ved ikke, hvor mange lighedspunkter, der er, men jeg vil skrive om deres barndom i Ålum, om deres drømme og om deres kamp for at realisere drømmene. En kamp, som man må sige, at de begge vandt. Der er krummer i drenge fra Ålum.