Dostojevskij
Det var hans skyld, at jeg i sin tid valgte at studere russisk. Et par år læste jeg på Århus Universitet. Et studium, som aldrig et øjeblik syntes spildt, og alligevel opgav jeg det. Der skete det, at jeg blev gift, fik børn, fik arbejde, fik alt for lidt tid og måtte opgive at fortsætte studierne.
Men jeg opgav jo ikke læsningen af den russiske litteratur, og et enkelt værk fik jeg da også læst på originalsproget, nemlig ”De ydmygede og de sårede,” som var den eneste bog af Dostojevskij, som jeg kunne opdrive i boghandlerne i Moskva, da jeg var der i 1964. Men da jeg kom hjem købte jeg de samlede værker i dansk oversættelse af Ejner Thomassen. Og dem læste jeg i et svimlende stræk.
Nu har jeg netop i går afsluttet læsningen af ”Idioten” – forsøgte at læse den forrige år, men gik kold i de lange oprivende og til sindssyge grænsende optrin, som romanen vrimler med. Nu lykkedes det, og det er så tredje gang, at jeg har afsluttet hele læsningen af det digre værk. Og jeg må sige, at jeg forstod den helt anderledes end de to forrige læsninger.
Da jeg var helt ung, slugte jeg bogen og levede mig ubesværet ind i fyrst Mysjkins sind. Det gjorde jeg også, da jeg læste bogen anden gang, men da var jeg så vidt jeg husker mere optaget af det billede af Rusland, som forfatteren opruller. Og navnlig den kritik af adelen, som han også (igennem Mysjkin i øvrigt) leverer. Og jeg tror, at jeg dengang først og fremmest fandt dialogerne og personerne underholdende. Det er de bestemt også – så vanvittige de nu ellers også er.
Men jeg sidder nu med en underlig fornemmelse af, at jeg slet ikke fandt ind til kernen i romanen ved de to første læsninger. Den handler jo ikke om idioten Mysjkin, han er i grunden ikke en særlig interessant person – kun ét sted folder han sig ud og mener noget – det er til forlovelsesgildet, hvor han chokerer alle gæsterne ved sin kritik af russerne og deres værdier. Ellers siger han kun flovheder og fremstår i grunden lidt dum. Og romanen handler heller ikke om hans intelligente rival Ragotjzin – nej, den handler først og fremmest om Nastasja Pilippovna. Og om pædofili. Det er næsten ikke en del af handlingen, men det ligger hele tiden i baggrunden, at N.P. er et skændet barn – og at de skader, hun fik som barn, ikke kan helles, og det er helt logisk, at hun dør til slut. Hun kan ikke indgå i et kærlighedsforhold, der indebærer noget seksuelt. Besudlet som hun er. Og skamfuld.
Der er megen tale om kærlighed i romanen, men det er en kærlighed helt uden seksualitet fra Mysjkins side, hans kærlighed til N.P. er som et barns – det er Ragozjins ikke, men derfor er han også nødt til at dræbe hende. Et ren fuldbyrdet seksuelt forhold er umuligt.
Det er et ret chokerende budskab.
Det er for øvrigt ikke den eneste af Dostojevskijs værker, der handler om pædofili – i en af romanerne er det er dreng, der er offer for seksuelle overgreb.