Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Hvis du synes, at min blog er en smule (eller særdeles) rodet for tiden – ganske uden hoved og hale, så skulle du bare se ind i mit indre styresystem lige nu. Der ser det værre ud. Men det må være sådan. Lige nu lader jeg blot billeder og ord komme dumpende i den rækkefølge, de melder sig, og det er ikke min skyld, at de er så rasende ligeglade med kronologi og andre kriterier for god orden. Så følg med, hvis du lyster eller fald fra, hvis du synes, at karussellen løber løbsk. Der er dog ikke tale vilde heste, vel? Ingen er i fare for ligefrem at falde af eller på anden måde komme til skade. Og jeg lover, at de flagrende ender vil blive knyttet sammen til sidst.
Eller lover jeg nu for meget?
Dengang i 60’erne
40’erne – 50’erne – 60’erne – 70’erne – 80’erne – 90-erne 00’erne 10’erne – 20’erne
Så langt er jeg nået i mit liv. Så mange årtier indtil nu. Jeg lever i den smule, der er tilbage.
60’erne tør jeg vel skrive om, selv om det var turbulente år, hvor jeg handlede ubesindigt, som man gør i de unge år. Sindighed hører alderdommen til.
Årtiet begyndte vel med, at jeg vågnede. Tornerosetiden udløb.
På tide, når man tænker efter. Jeg havde sovet i SÅ lang tid. Og så vågnede jeg med tømmermænd. Ikke at jeg var blevet drikfældig i de blege år, som afsluttede årtiet. Men fordi jeg havde mistet appetitten og alt for længe havde levet af ingenting. Og pludselig opdagede en sult.
Måske var det ikke helt sådan, men det er den følelse, jeg får i dag, når 50’erne toner frem i erindringsfeltet. Og jeg blev bleg og tynd i de år. Men jeg skal ikke fortælle om 50’erne. Ikke endnu. Og måske springer jeg det årti over. I erindringen lister jeg altid udenom.
40’erne elsker jeg at huske. En tid fuld af vildskab. Og kærlighed. Og venskab. Men det var også i 40’erne, jeg første gang oplevede døden. Og svigtet. I barnehøjde og uden, at det efterlod andet end indsigt. Også et lille barn bliver hele tiden klogere. Nej, et lille barn er klogt. ”Alderdom er Visdom” hedder et af mine foredrag. Jeg kunne have et andet på mit program. Et, der hed: ”Barndom er Klogskab.”
I den nærmeste tid vil jeg cirkle om i 60’erne: hvordan var det nu, min verden så ud i det årti? Frankrigstiden har jeg været inde på. Men ikke vendepunktet.
Og nu må jeg tale om Michel. Mit liv har været velsignet med mennesker, som har givet mig af deres liv og som jeg skylder stor tak. Og alt for få, som jeg fik givet det igen, som jeg skyldte.
Michel svigtede jeg.
Han kom dumpende ind i mit liv den dag, hvor livlysten (igen) havde fået et knæk. Et lille smerteløst et. Sikkert lignende så mange andre småvoksnes. Jeg sad i Tuillerihaven og krøb sammen på en bænk. Surmulede måske ligefrem. Helt stille var der ikke i haven. Måske var der nogle børn, som legede i nærheden, måske skinnede solen. Inde i mig var der helt stille, som om alle organer, inklusive hjerte og vener var sat på stand by og alle sanser skåret fra. Gråt og trist. Og ingen sol ville kunne tø den is op, som havde lagt sige om mit hjerte.
Nej, Stop!!! nu bliver jeg patetisk.
Men sådan her var det: Jeg havde forladt mit job som au-pair. Sagt op uden forklaring.
“Jamen, er vi da ikke flinke mod dig?”
“Jo.”
“Jamen, hvorfor vil du så rejse? Loïc er glad for dig.”
”Ja. Men …jeg rejser.”
Og det gjorde jeg.
Tog ind til min søster, som boede på Montparnasse. Hun blev ikke glad.
”Hvad har du tænkt dig?”
”Det ved jeg ikke.”
”Så find ud af det!!!”
”Jo … jeg … jeg vil gerne være her.”
”Her!!!?”
”Ja, altså i Paris … gå i skole … læse … lære noget.”
”Ja, du har altid været forkælet,” sagde hun og mente det. ”Vi andre har måttet klare os selv. Du har gået på den dyreste kostskole og … er du klar over, hvad du har kostet vores far?”
”Øhh …kostet?” mumlede jeg. De tanker var aldrig faldet mig ind. At jeg skulle være en udgift.
”Så nu må du tage dig sammen og vise, at du er det værd.”
At jeg var det værd! Men hvad var jeg værd? Ingenting. Og det havde jeg vist bevist. I al fald i min søsters øjne. Og nu sad jeg så her i den smukke Tuillerihave, hvis skønhed ikke sagde mig det mindste. Verden (HELE VERDEN) var trist og grå og ulidelig og meningsløs. Og jeg var en fiasko.
Så dukkede du op Michel.
Du er et af de venligste mennesker, jeg har mødt. Du satte dig ved siden af mig på bænken.
Måske er det din skyld, at jeg senere kom til at tro på engle. Dem Herren sender os, når lyset går ud.
Du er ked af det, sagde du.
Jeg nikkede.
Jeg kan faktisk ikke huske ret meget af samtalen. Men har ikke glemt, at du fortalte, at du for nylig var kommet hjem fra krigen i Algeriet, og at du hadede den krig og at du hadede De Gaulle og den franske nationalisme.
Det gør jeg også. Altså hader krigen og nationalismen.
Og så kiggede vi på hinanden, og jeg så, at han var så pæn og rar, og alle parader faldt ,og jeg lyttede og lyttede.
Og du snakkede.
Er din far også arbejder? spurgte du på et tidspunkt, og jeg kan huske, at jeg undrede mig over lige det spørgsmål.
Nej, sagde jeg. Han er arbejdsgiver. (Patron)
Du rynkede brynene og sagde, at du var kommunist.
Kommunist? For første gang mødte jeg en næsten jævnaldrende, som var kommunist.
Din far var arbejdsmand, sagde du, og du var den første i familien, som havde taget studentereksamen og fået en uddannelse.
Der stod vi lige.
Jeg var også den første i min familie.
Og så spurgte han, om jeg holdt af digte.
Jeg nikkede. Ja da, jeg læste både Rimbaud og Verlaine og Baudelaire.
Nå dem! Men hvad syntes jeg om Jacques Prévert?
Ham kendte jeg ikke. Du gjorde, og du reciterede et af hans digte.
Men jeg skal rejse hjem til Danmark i morgen.
Du må ikke rejse, sagde han, jeg har jo lige mødt dig.
Ja, sagde jeg. Og så fortalte jeg, at min søster ville holde en afskedsfest for mig, og at han kunne da bare komme med. Og jeg gav ham søster Hannes adresse.
Jeg husker ikke mere, hvem der var med til festen. Hanne havde sammen med en veninde lejet en skøn lejlighed på Rue Desnouettes i 15. arrondissement. Den havde en stor terrasse, det er mest den, jeg husker. Gæsterne var vist nok venner af Philippe, min søsters kæreste.
Hele den aften står for mit indre i et surrealistisk skær. Min søster havde lige mødt Philippe, der læste medicin. Min kommende svoger kom fra La grande Bourgeoisie, fransk overklasse, og gæsterne var vist nok hans venner. Og så var der mig og den unge kommunist.
Da jeg fortalte min søster, at jeg havde inviteret en fyr, blev hun nervøs. “Hvad har du rodet dig ind i?” spurgte hun. “Det ved jeg ikke,” sagde jeg. Men jeg tror, hun tog pænt imod ham, hun var et venligt og åbent menneske, og hun vidste jo heller ikke, hvem det var, jeg havde inviteret. Det vidste jeg knap nok selv. Kun, at han absolut skulle komme. Og han kom.
Senere på aftenen trak han mig ud til den mørkeste krog af terrassen og hviskede til mig: “Hvad er det, du har rodet mig ind i?”
“Hvad mener du?”
“Ja, her er folk, som ville stikke mig en dolk i ryggen, hvis de vidste, hvem jeg var. En af din søsters venner er en “pied noir”
– det vidste jeg heller ikke, hvad var.
“De er da flinke,” foreslog jeg spagt.
“Hvor er du naiv. Og sød.”
Og han kyssede mig. Og det var ikke ubehageligt.
Han var bange, da jeg fulgte ham til metroen. For hvad? Jeg forstod det ikke.
“Du burde ikke gå her sammen med mig,” sagde han og holdt fastere om mig. “Du er så naiv.”
“Ja, det siger du jo, men jeg vil ikke gå andre steder end her. Sammen med dig.”
“Men du rejser jo.”
“Ja.”
“Bliv!”
“Det kan jeg ikke.”
Jeg rejste et par dage efter til Danmark. Lovede at komme igen. Skulle lige hjem og tjene nogle penge, så jeg kunne få råd til at gå på en skole i Paris. Fik job som lærervikar på en skole i Lyngby. Der var akut lærermangel, så lønningerne var høje. Her underviste jeg i alt fra fysik i 7. klasse til dansk i første, og en overgang havde jeg “hjælpeklassen”. Der var rasende svært, og jeg lagde hele min energi i arbejdet. Der var et lys forude. Ham. Jeg boede hos Tante Nete i Lyndby, blev forkælet og havde det fint med hende og min fætter Holger, som jeg i forvejen holdt meget af. Ja, jeg holdt af dem begge. Trods længslen var det en god tid. En modningens tid. En eftertænkningens tid. En tid til at læse, gå i teater og i biografen.
I de måneder, vi var adskilte, skrev vi til hinanden, som jeg husker næsten daglig. Dengang kom breve hurtigt frem. Og jeg levede i en verden af drøm og forventning. Og stor ængstelse.
Så fandt jeg en sprogskole i Paris, som var billig. En dengang ukendt forretningsmand, Simon Spies, havde oprettet sprogskoler i Madrid, London og Paris. Den i Paris havde jeg råd til at frekventere i tre måneder – det blev marts, april og maj 1963.
Jeg vil skrive om 1963 senere.
