Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Husker jeg 40’erne? Ja, det gør jeg. Jeg husker det som en lykkelig tid. Min radius var nabogården, nabohuset, skolen og stranden. Og et par strejftog ud i det ukendte. Men nærheden husker jeg især. Det hele skete lige om hjørnet. Og drengene. Der var tre. Og jeg elskede dem med samme heftighed, som jeg elskede mine søskende. Måske lidt mere, for de var jo drenge. Slej og Jens og Kjartan. Dem ville jeg være sammen med altid. Dag og nat.
Mine lege var drengelege – først langt senere blev det strengelege. Vi klatrede i træer, vi sejlede på mergelgraven, vi løb langt ud på havisen, vi sloges, vi rapsede fløde fra mælkejunger, vi neglede Bentsens hønsetrug og sejlede på ajlesøen. Jeg kom tit hjem snavset og ildelugtende og blev sendt i seng ved højlys dag. Og skulle skamme mig, og det gjorde jeg.
Men jeg var lykkelig. Hver dag var en fest. Sådan husker jeg det.
En bestemt dag – et bestemt øjeblik – er blevet stående i min erindring. Og senere, når jeg er vendt tilbage til det sted og den tid, så har jeg tænkt, at lige der oplevede jeg TIDENS FYLDE. Et moment af fuldendt fryd. Stedet: Venøs gård. Tiden: tidlig morgen. Jeg ved ikke, hvad der udløste glæden, for der skete ingenting. Jeg stod blot helt stille i morgensolen og vidste, at lige nu var alt så fint, som det kunne blive. Jeg havde fået min brors stribede bluse på (arvet den?) og hans shorts. Og nye sko. Men det var ikke tøjet eller skoene. Det var snarere en fornemmelse af frihed og af at være havnet det rigtige sted i verden. Ingemann ville kalde det en “stemning” – og ja, det var det vel.
Slej forsvandt ud af min verden, inden vi nåede skolealderen. Hans forældre, Venøs, flyttede til Skagen. Faren var fisker, og han havde sikkert fået arbejde på en kutter der. Jeg ved ikke meget om familien, kun at Slej var en god legekammerat, at han var så pæn, desværre har jeg ingen billeder, men for mit indre ser jeg en dreng, der er brun og fin i huden og med skønne mørkeblonde krøller. Hans mor var ( i modsætning til min) ligeglad med ro og orden, så vi tumlede frit rundt i huset, hvor der i forvejen var lidt af alt overalt – jeg husker f.eks., at der var mad, som ikke var spist, men heller aldrig ryddet af vejen. Det var ret eksotisk. Og Slej lugtede så godt. Han blev vist aldrig vasket. I det hele taget var vask og rengøring ikke noget, man tog så nøje i 40’erne. Selv i vores meget renlige hjem blev børnene kun for alvor udsat for vand og sæbe om lørdagen. Den dag fik vi også rent undertøj, en sådan renlighed var vist ikke mange børn udsat for dengang. Sæbe var dyrt. Og vandet skulle varmes op.
Men Slej har jeg ingen billeder af, kun glansbilledet i mit hoved. Da jeg som teenager var på telttur med far og mor, læste far i en avis, at Slej Venø var omkommet ved en ulykke. Han havde været med om bord på Skoleskibet Danmark. Det gjorde mig ked af det.
Med Jens var det anderledes alvor. Vi svor hinanden evig troskab allerede som 7 årige. Når vi blev store nok, skulle vi giftes. Det havde vi på det rene og vi øvede os jævnligt på livet som ægtefæller. Jeg har et enkelt billede fra denne florissante forlovelsestid.
Men ak. Skæbnen ville det anderledes. Også Jens blev brat revet ud ikke bare af min fremtidskalender, men af mit liv. Hans far, der var lærer i Strandby, fik stilling i Frederikshavn.
Jeg savnede ham som kun små børn kan savne. Og en dag forbarmede min far sig og kørte mig til Frederikshavn for at jeg kunne gense Jens og lege med ham en hel søndag.
Men Jens blev ikke spor glad, da jeg troppede op ved hoveddøren. Og mens min far aftalte hentetid med hans far, trak Jens mig med ud på fortovet.
Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, sagde han.
Ja.
Men jeg kan ikke sige det her.
Hvorfor ikke?
Det kan jeg bare ikke.
Jamen?
Lyset, sagde han.
Så halvt skubbede og halvt trak han mig med til en underlig grøn forhøjning, der lå for enden af vejen.
Dernede skjulte folk sig under krigen. Det er et beskyttelsesrum, sagde han og trak mig med hen til en slags indgang. Den førte ind til en mørk snæver gang. Han skubbede mig ind i gangen. Sæt dig, kommanderede han, og jeg faldt sammen som en kludedukke. Han satte sig ved siden af mig og jeg tror, at han holdt armen om mig, som om han var bange for, at hans ord skulle blæse mig væk.
Og der i det sorteste sorte hviskede han, at han havde fået en ny kæreste, og at jeg godt kunne blive i Strandby.
Du skal ikke komme her, sagde han, og jeg kan ikke lege med dig nu.
Jeg græd hele vejen tilbage til huset og fik hakkende og stammende overtalt Jens’ far til at ringe hjem til min far og sige, at han skulle komme og hente mig.
Det var min første kærestesorg.