Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
1950 – 7 år
Jeg er begyndt at læse. Det er svært, men der er ikke noget i hele verden, der er mere tillokkende end det, der sker lige nu. Bogstaverne, der kan samles og danne ord, der bliver til lyde. Inde i hovedet. Uden for hovedet. Ordene dannes og dannes, de vælder ud af piger og drenge. De suser i luften. En storm af lyde. Vi læser. Klassen læser i kor. Det går fint. Jeg læser alene. Det går trægt. Jeg er for dum, eller for lille, og tærsklen, jeg skal over, er for høj. Selv for mig, der er verdensmester i klatring. Intet træ er for højt for mig, og lygtepælene, jeg bestiger dem som et egern. Men det her. Nej, jeg kan ikke.
Og jeg tror, at Fru Fredborg forstår, at jeg er midt i mit livs største kamp, at der er den der tærskel, som jeg ikke kan overskride. Jeg siger ingenting, men der står HJÆLP i mine øjne. De andre behøver ikke hjælp, de glider ubesværet over alle forhindringer og lige ind i ordenes smukke klangverden. Kun Niels Ålstrøm og mig. Vi sidder uhjælpeligt fast. Men han er åndssvag. Er jeg åndssvag?
Fru Fredborg ser min kamp. Men så falder hun i søvn, og jeg kæmper videre alene. Anders er ni år, og han kan læse, men åh så langsomt og så usikkert. Vi er begge svage læsere. Jeg er helt umulig.
Men så en dag vågner Fru Fredborg og går ned til min pult og lægger sin gamle, bløde hånd over min knyttede næve, og med den anden hånd løfter hun mit hoved og ser mig lige ind i øjnene. ”Du skal ikke græde,” siger hun. ”Du skal nok lære det, men nu kan du komme ned til mig i eftermiddag, vil du ikke gerne det?”
Fru Fredborg bor alene i et stort, hvidt hus midt i byen. Hun er en fornem, gammel dame, vist nok den fineste i byen, og måske har hun været gift med en prins, for det er næsten et slot, hun bor i, tænker jeg, da jeg forknyt, men alligevel besluttet, står foran den store dør, og måske banker jeg på, måske trækker jeg i en klokkestreng, det husker jeg ikke. Men jeg kan se den lille pige stå der, og jeg ved, at hun knuger om en buket engblommer, som hun har plukket til Fruen og som er de fineste blomster i hele verden. Selv mor bliver rørt, når hun får en buket engblommer. Og de gror ikke hvor som helst. Men vi kender et sted, Anders og mig.
Så er jeg inde i huset, og måske giver Fru Fredborg mig en kage. Det tror jeg. Men jeg ved, at hun giver mig en støveklud og beder mig tørre støv af de mange klunker, der afslutter alle hendes borde og stole og som er runde og bliver blanke, når jeg har gnedet al støvet af dem og pudset dem så fint, jeg kan. Og Fru Fredborg roser mig. Det er den første skolelærerros, jeg får, og jeg suger den til mig, og husker endnu, hvor glad, jeg bliver, da hun siger: ”Du er ikke et dumt barn, Marianne, du skal nok blive til noget.” Og jeg svarer: ”Så vil jeg være lærerinde.” ”Sludder!” siger hun. ”Du skal blive til noget.”
Jeg tør ikke spørge hende, hvad det er, jeg skal blive. Kan man blive noget finere end lærerinde?
