Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De vejrbidte ansigter herover taler et sprog, som man forstår helt uden ord. Det er mennesker, der har levet i en barsk natur og som har måttet arbejde meget og hårdt i det daglige. Men livsglæden lyser i de vejrbidte ansigter. Glæde og alvor. Det er hvad de udstråler, synes jeg. Den hårde kamp for livet er værd at kæmpe, for livet er først og fremmest glæde. Sådan ser også Karen Thuborg i sit lange tilbageblik på det.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om utøj, rotter og fattigdom. Karen fortæller også om fattigdom, men hun afgrænser det, som var det en skønhedsplet, der ikke skal dvæles alt for længe ved. Under kapitlet “opdragelse”, skriver hun heller ikke ét ord om vold over for børn – jo, læreren slår, men åbenbart ikke forældrene. Hun fortæller, at fiskerne altid kyssede hvert barn og konen, inden de tog på havet. Hun har villet vise os alt det smukke og sjove – og det skal vi naturligvis regne for sandheden. Samtidig skal vi huske, at hun sidder som en gammel dame, der ser alt i erindringens drilske lys.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om Harboøre set med de journalisters øjne, der efter ulykken i 1893, hvor 26 harboørefiskere druknede, kom til stedet og beskrev det for læserne. De øjne ser kun fattigdom og nød. En kuet befolkning, som næsten ikke har til det daglige brød. Navnlig journalisten fra Politiken, Henrik Cavling, er hård i sin dom over levevilkårene for fiskerne.

Også Karens øjne kan se fattigdommen og det hårde slid, men hun ser i al fald det sidste som naturligt og hun begynder sin gennemgang af det daglige arbejde med ordene:

Citat side 38) “Harboøres Fiskere var et glad og lykkeligt Folkefærd, som støttede hinanden med Raad og Daad og uforfærdede var rede til at hjælpe hinanden i al Slags Fare. . Levemaaden var nøjsom. Deres Føde bestod mest af Grød og Vælling, Fisk, Æg, Brød og Øl. Det sagdes om dem, at de spiste fersk Fisk til tør Fisk og tør Fisk til kogt Fisk. Under deres Slid og Slæb og Fattigdom havde de en fast Tillid og Tro til Gud.

Så enkelt kan det siges.

Her lidt om fiskeriet, som blev drevet i forårs og efterårsmånederne. Om vinteren gik fiskene for langt ud til, at de små både kunne fange dem, og om sommeren fiskede man i Limfjorden. I den periode var kvinderne og børnene ene i Harboøre. Dvs. mange halvvoksne piger søgte stilling for sommeren ved fjorden eller andre steder, men de kom hjem om efteråret. Og så blev der festet. Og var en fiskerpige forlovet med en fisker og de skulle giftes, så havde hun nok at bestille hele sommeren. Hun byggede nemlig familiens hus.. Husbyggeri var kvindearbejde. Hun fik nogle børn til at hjælpe sig med at hente sten fra stranden. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg kan anbefale interesserede at læse hele Karens Thuborgs bog. Den findes på det famøse net og må downloades til privat brug, men kan jo også læses på nettet.

Men nu fiskeriet. Som jeg læser Karens lidt springende fremstilling, så var det navnlig sild, der fiskedes. Andre fisk var bifangst. Flere gange i døgnet gik de små både på havet, og når de landede, var det kvinder og børn, der tog sig af garn og fisk, mens mændene fik lidt søvn. Mændenes arbejdsdag begyndte kl.3-4- om morgenen. Her et citat fra Karens bog:

“Tit var det et slemt Arbejde at sprede Garn, især da det helst skulde ske tidligt om Morgenen; Det kunde da være en bidende Kulde, ja Frost, og der kunde ligge et Lag Rim overalt. Garnet kunde ogsaa være omtvundet med Grøde eller Tang, hvor i en Mængde smaa Skjærkrabber og Søstjerner havde indfiltret sig og ikke var nemme at tage ud, da maatte to hjælpe hinanden for des snarere at blive færdige. Det kunde godt dikke og krible i Fingrene, om ogsaa man havde baade Luffer og “Stridshandsker” paa.

(citat) “I de rigtig Havfisketider Foraar og Efteraar var Arbejdets Gang altsaa denne: Tidligt om Morgenen spredte Kvinder og Børn Sildegarnene, mens Mændene var paa Havet med Krogene; ved Middagstid kom Mændene hjem, og straks efter redte Kvinder og Børn Krogene ud og hængte dem til Tørre; senere samlede de Garnene sammen og satte dem ved Baadene; hen imod Aften gik Mændene ud efter Sild, og saa snart de var kommet hjem med dem, bedede Kvinderne Krogene, mens Mændene hvilede sig til at tage ud i den tidlige Morgenstund – Under alt dette skulde Kvinder og Børn ogsaa tage sig af Hus og Hjem,, passe Kreaturerne, i Efteraarstiden arbejde med Ulden og endelig tilberede al Fisken, som skulde bruges til eget Vinterforbrug og til Salg i saltet, tørret og røget Tilstand.

Alt i huset, ja huset selv var flittige hænders arbejde, og når jeg læser om alle de mange ting, der forarbejdes i hjemmene, tænker jeg, at det også er hovedets arbejde, for det kræver afgjort tankevirksomhed at få alt det fremstillet, så det duer.

Der er ikke noget, der går til spilde. Alt på fisken kan bruges. Undertiden kommer der tiggere og ber om lidt fisk, og de får f.eks. et torskehoved – men det er nok.

Karen giver en del opskrifter fra sig, hvoraf fremgår, at alt kan bruges og tilberedes, så det bliver lækkert. Hør f.eks. denne her: (citat side 60) “Lever, Rogn, Æg, Mel og Krydderier æltedes sammen til en sej Dej og fyldtes i Hvillinghoveder og kogtes. Det kaldtes Krappinghoved og var yndet af mange.”

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Man sagde tidligere “på” Harboøre, ligesom man sagde “på” Skagen. Og det skyldes nok, at begge lokaliteter havde meget lighed med øer. Skagen var omgivet af hav og miler og altså afskåret fra omverdenen. Det samme var Harboøre – hav og fjord og langstrakte søer afskar Harboøre fra verden udenfor. Jeg sætter et par kort, som vel giver en fornemmelse af lokaliteten:

Lad os gå indenfor i et af de små hjem. Der må have lugtet fælt i de bonde- og fiskerhuse i Harboøre, som vi nu skal besøge. Vi skal jo heldigvis kun færdes der på papiret. Men en ret eksotisk oplevelse er det at læse om dagliglivet i de små hjem i Karen Thuborgs erindringsbog. Og hun har jo været der. Er vokset op der.

Jeg husker min egen barndom i en lille fiskerby. Når min far kom hjem fra arbejdet på havnen, skulle overtøjet hænges i vaskehuset, og jeg tror, at han skiftede tøj, inden han blev indladt i stuerne. Jeg var barn i 1940’erne og 50’erne – altså ca.100 før Karens tid.

Så sarte var de ikke dengang i det gamle Harboøre. Der var selvfølgelig ingen toiletter i husene, men det ville også have været skidt, hvis der havde været det, for urinen var en råvare af stor nytte. Den skulle ikke skylles ud, men gemmes hen. Man pessede derfor ikke hvor som helst, men samlede de kostbare dråber for at bruge dem til mangt og meget. Først og fremmest til tøjvask. Her kommer nu et citat fra K. Thuborgs bog “Det gamle Harboøre”

“(citat side 106) Nogle Dage før de skulde vadske Linned, lærredstøj, samlede de Urinen i “æ pessbank” og satte Tøjet i blød deri et Døgnstid. Dette Vand var udmærket til at opløse Snavset, og det ødelagde ikke Tøjet.”

Og som lægemiddel var der ikke noget bedre end urin. Det gives der utallige eksempler på i bogen, men et par af de mere groteske vil jeg citere herunder:

(Citat side 266) “Tit brugte man Urin som Lægemiddel. Naar der strandede et Fartøj af en fremmed Nation, vilde Matroserne gerne have dansk Brændevin; men de kunde ikke taale ret meget, før de blev fulde. En Gang havde en Matros faaet alt for meget; han tumlede stærkt omkring og faldt saa om som livløs. Folk stimlede sammen om ham, og de fleste troede, at han var død. De Gamle sagde: “Det eneste, der kan redde ham, er, om vi kan faa noget Urin og hælde ned i Halsen paa ham.” Da ingen gav Tegn til at tilbyde sig, sagde en gammel Kone: “Er der ingen andre, der vil, saa kan æ saamænd godt pees en bette Tor nejer i æ Hals o ham, om de ka hold Lyw i ham.” Den gamle Kone gjorde, som hun sagde, og Manden kom sig.”

Herunder et par eksempler mere. Her handler det om børn med øjensygdomme. De hjælpes til bedre syn ikke af øjenlægen, men af det gamle husråd: urin:

( Citat side 267) “Det Raad at bade Børnenes Øjne i Urin og gennembløde en hvid Bomuldklud dermed hver Aften og lægge den paa Børnenes Øjne, naar de skulde i Seng. – Da Moderen havde gjort det en Ottedagstid, var Børnenes Øjne helbredede og de fik aldrig mere daarlige Øjne. …. Et Barn var engang blevet bidt i den ene Arm af en Hugorm, Armen svulmede op og blev tyk, og Barnet blev sygt. Mens Manden løb efter Doktor, helbredede Moderen Barnet ved at vaske Armen i Urin og hælde lidt deraf i Barnets Mund.”

Velbekomme!

I det store og hele klarede man sig uden læge. Blev han endelig hentet, så vidste man, at nu var alt håb ude. Her et lille citat:

“( Citat side 266) Naar nogen blev syg, blev Doktoren næsten aldrig hentet … De havde mange Hjemmeraad, som de brugte for alle Slags Sygdomme. Min Fader fik tit flere Slags Medicin af Kaptejner paa strandede Skibe. En Gang imellem led han af Mavesygdom, fordi han flere Gange havde faaet for meget Saltvand i sig. Var hans Mavemedicin sluppen op, tog han en Teskefuld Terpentin og lidt Peber i en Snaps Brændevin, og dermed var det kureret, – og det var der flere Mænd, der gjorde.

Tænk, at de holdt til det traktement!

En anden behandligsmåde er nok så underlig og synes ret farlig, navnlig den manglende hygiejne taget i betragtning. Men hør lige. Det er ved behandling af skægpest (?) og dårlige øjne:

( citat side 268) … man tog en Ært og trykkede den saa fast, man kunde, ned i Kødet, den aad sig da ind, og der kom et Saar, som flød med Blod, Vand og Materie. ; Ærten skulde hver Dag skiftes med en frisk. Naar man var helbredet, tog man Ærten bort, og Saaret heledes da af sig selv.

Så er der alle historierne om kloge mænd og koner. Slap husrådene op sendte man bud til sådan et menneske, og det kunne ofte blot med øjnenes kraft eller andet hokuspokus kurere den syge. Flere af de kloge koner krævede dog, at den syge TROEDE på hende. Uden en blind tiltro, kunne hun intet udrette. Ja vist: tro kan flytte bjerge. I Karens erindringer er der mange eksempler på det.

Nogle af de kloge mænd og koner var selvfølgelig svindlere, det er Karen ret overbevist om. Selv har hun besøgt en af de mest berømte i tiden: Laust Glavind – sammen med en ung, nygift veninde. Veninden har udslæt i ansigtet og Karen har blegsot. Men da Laust kun vil kurere dem enkeltvis og i et kammer på loftet, får Karen sine tvivl. Hvad er han ude på? Veninden er ganske skræmt, men går alligevel med ham på kammeret. Bagefter er hun tavs. Og hun vil ikke komme igen. Og hun blev ikke helbredt. Karen Thuborg antyder, at han udnyttede kvinderne seksuelt – en forløber for Ali Haman.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi er for tiden i Harboøre – og der bliver vi lidt endnu – navnlig fordi jeg har fundet Karen Thuborgs barndomsbeskrivelse “Det gamle Harboøre”, og hun var barn ca. 20 år før Christen Kokholm var det. Og det betyder sandsynligvis, at de har oplevet omtrent det samme Harboøre.

Det, der kan undre mig er, at Karen husker så detaljeret og klart, og det gør jo nok, at vi må man tage med et gran salt. Det gør vi så. Karen er som alle, der i en sen alder genoplever deres barndom, så begejstret over “gensynet” med den svundne tid, at hun henrives og digter. Det tror jeg i det mindste. Under alle omstændigheder er hendes beretning en af de bedste kilder til forståelse af tiden.

Men inden vi når dertil, vil jeg “anbringe” lille Christen i sin familiære sammenhæng, og jeg har været i kirkebøgerne og følgende er afskrift derfra. En liste over hans søskende. Vi kan også af kirkebogen se, at Christens far, som også hed Christen, var søn af en gårdmand i Tørring. Han ejede åbenbart gården Kokholm samme steds. Pigen, Ane Marie, nævnes i kirkebogen som “indsidderske” – dvs., at hun har haft et lille kammer i en gård.

Der er lysning i kirken for de to unge 11. november 1866, og de bliver viet d. 30 november. Ane Marie er da 31 år og Christen er 24 år. Måske er hun gårdmandsdatter, for hun er fra Stausholm står der, og en gårdejer Lars Stausholm er hendes forlover. Senere vil jeg granske lidt i det. Foreløbig ved vi, at to gårdmænd optræder som forlovere, den anden er Niels Kokholm, Christens far. Og Christen d. yngre står nævnt som møllersvend. Han er altså faglært.

Det underlige er imidlertid, at Christen Kokholm og Ane aldrig bliver hverken møller-eller gårdmandsfolk. De forbliver livet igennem jordløse og har et hus. Ind imellem benævnes Christen ikke engang husmand, men daglejer i kirkebogen.

Her kommer nu en liste over børnene i familien:

11/8 1867 Barbara Nielsen – 4/10 Elise Kristine Nielsen – 15/2 1870 Christiane Nielsen – 6/12 1871 Kristen Nielsen – 2/4 1872 Niels Nielsen – 15/5 1876 Mads Nielsen – 19/2 1877 Niels Nielsen – 1878 Niels Christian Nielsen

I alle de 8 fødsler er tilføjet forældrenes navne, + faderens stilling og moderens alder – og 2 gange nævnes Christen K som daglejer og i et som husmand. Ane Marie er ved første fødsel 32 år og ved den sidste 42 år. Hun får altså 7 børn på 10 år.

Den Niels, der er født 1872 dør af skarlagensfeber 27/10 1875 – tre år gammel.- samme år bliver Ane Marie igen med barn, og drengen Mads fødes i 1876, men får ikke den afdøde brors navn. Det har været for tæt på. Året efter kommer så endnu en dreng, og han får navnet Niels.

Man kan måske undre sig over, at der ikke kommer flere børn, men her forestiller jeg mig, at naturen har sagt STOP. Ane Marie må have været meget medtaget af de mange fødsler og af det hårde slid, der hørte med til livet som husmandskone på den her tid. Det kommer det næste indlæg til at handle om, og her trækker jeg igen på Karen Thuborgs erindringer. Og så får man selv trække fra eller lægge til.

Inden vi forlader denne del af drengen Christens baggrund, vil vi kaste et blik på kirkebogsoptegnelserne vedrørende hans konfirmation i 1885. Her får eleverne to karakterer efter bestået konfirmation (og den skulle bestås) – Christen får mg? i viden og mg i opførsel. Jeg har sammenlignet med de andre konfirmander, og ingen får mere end mg i viden. Og Christen er søn af en arbejdsmand, så han har ikke fået ved dørene. Hans far står her optegnet som “arbejdsmand Kristen Nielsen i Holmene. Altså første tegn på, at Christen er en velbegavet dreng.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

For nogen tid siden fandt jeg en bog, udgivet i 1928 og skrevet af Karen Thuborg, som levede hele sin barndom i Langerhuse, kun få kilometer fra Harboøre. Her havde hendes forældre en lille ejendom. I bogen fortæller hun om, hvordan livet var i sidste halvdel af 1800tallet i det lille fiskerleje og i egnen omkring det.

Dette indlæg bliver ikke det eneste, jeg vil lægge på bloggen om livet i Harboøre på den tid, da det jo har forbindelse med min Kokholm-roman – Karen Thuborg er ca. 20 år ældre end Christen Kokholm, og hendes familie er socialt og økonomisk bedre stillet end hans var, men alligevel er forskellene ikke voldsomt store, og jeg kan forestille mig, at den barndom, som Karen fortæller om, ligner både hans barndom og de fleste andres på denne tid og i dette miljø.

I det lange nedenstående citat fortæller hun om, hvor hårdt det var at komme ud at tjene som “lillepige”. I et tidligere afsnit fortæller hun om, hvordan hun sov i samme rum som de voksne tjenestepiger – og drenge, og når der boede forliste sømænd på gården, blev de indlogeret i samme rum. Hun fortæller, hvordan hun en nat vågnede ved, at der lå en fuld sømand og snorkede ved siden af hende i sengen. Hun var frygtelig bange, men turde hverken stå op eller blive liggende. Ja, det var barske oplevelser for en lille pige. Og herunder kan man læse om hendes arbejdsdag, sådan som den formede sig for en 10 – 11 års pige:.

EN PIGE UNDER ÅGET ( Min overskrift) –

(citat side 110) -“Det var en lille Gaard, jeg kom til at tjene paa … Om Morgenen skulde jeg først hjælpe at malke, eller ogsaa skulde jeg sætte Gæssene ud, medens de andre malkede. De gamle Gæs skulde i Tøjr, to og to, og drives langt ud i Marken for at græsse der. De blev saa tøjret, hvert Par lige overfor hinanden, saaledes at de kunde naa et Vandtrug, der stod midt imellem dem. Derefter skulde de unge Gæs drives et andet Sted hen i Marken, hvor de alle skulde sættes i en Fold med Ruller under, den var lavet af Lægter, som var en 10-12 Alen lange og samlede i en Firkant. Folden kunde skydes frem og tilbage, som Gæslingerne skulle flyttes til. – Naar jeg om Morgenen fik Gæslingerne ud af Huset for at drive dem ud til Folden, fløj nogle til den ene Side og nogle til den anden, nogle fløj lige ud, og andre vilde næsten ikke fremad, men gik saa stille og snakkede med hinanden. Jeg maatte have dem samlet alle i een Flok, før jeg kunde drive dem ind i Folden. Et Trug, som hang paa Foldens Inderside, skulde saa fyldes med Vand. Vandet bar jeg i to Spande hængende i et Aag den lange Vej ud til Gæssene. De gamle Gæs blev i Dagens Løb flyttet flere Gange i deres Tøjr, ligesaa vel som Gæslingerne blev flytttet i deres Fold, og jævnlig blev der hældt friskt Vand i Trugene.

Naar jeg var færdig med at sætte Gæssene ud, maatte jeg skynde mig at trække Køerne ud paa Agrene og tøjre dem der. Der skulde være lige langt mellem Køerne, og derfor skulde jeg tælle Trinene mellem Tøjrehælene. Naar jeg havde det til Side, var det paa høje Tid at faa Kalvene ud. De var lige saa slemme at drive med som Gæssene. De var i Tøjr, men de var ikke vænnet til det endnu, de vilde hverken lade sig trække eller drive, og pludselig kunde de gøre et Spring, saa jeg næsten ikke kunde holde dem. – Naar jeg endelig havde faaet dem sat, skulde jeg hen paa Nylingerne (nogle ny Agre) at flytte Ungkreaturerne, som stod ude om Natten. Og derefter skulde jeg op ved Klitten mellem Bjærgene at flytte Faarene. Naar jeg kom hjem, derfra, fik jeg min Davre. De havde tre Børn, den yngste var godt et halvt Aar. Hun rakte efter mig, naar jeg kom ind, og saa skulde jeg sidde med hende paa mine Knæ, mens jeg spiste, de voksne havde da spist. Nu skulde jeg feje Gulvene og strø Sand paa dem, og det skulde strøs fint, i Ruder, Hjærter og andre Figurer. Straks efter skulde jeg hen at flytte Køerne, til Tider skulde de flyttes to Gange inden Middag. Jeg talte Trinene for at flytte dem lige langt frem. Til Middag skulde Køerne ind. Somme Tider hjalp jeg da at malke, og somme tider trak jeg Ungkreaturerne hjem, vandede dem og satte dem hen igen, bar Vand i Spande ud til Kalvene i Marken og flyttede Faarene, mens Køerne blev malket. Naar vi havde spist til Middag, legede jeg med Børnene, mens de voksne sov Middagssøvn. Desuden skulde jeg vaske op efter Middagsmaden, feje Gulvene paany og strø Sand paa dem. Klokken 3-4 den Tid, der kaldes Drøvtiddags blev Køerne sat ud igen, og de andre Dyr blev flyttet.

Om foraaret, saa længe Lammene var smaa, skulde Faarende trækkes hjem om Aftenen, for at Lamenne ikke skulde fryse, og sættes ud igen om Morgenen. Om aftenen gik det hele let nok, naar jeg kun trak 3-4 Par Faar ad Gangen, om ogsaa de gik omkring mellem hinanden og fik Tøjrene filtret sammen, saa kunde jeg let rede dem op, naar jeg tog dem af Hovedet paa Faarene og slap disse løse inde i Faarehuset. Men om Morgenen, naar de skulde ud, og jeg igen havde faaet dem i Tøjr og trak af Sted med 2-4 Par – jeg skulde jo skynde mig – filtrede de sig atter sammen, og naar jeg kom hen med dem til det Sted, hvor de skulde staa, var Tøjrene næsten ikke til at rede ud fra hinanden. Jeg var nødt til at tage Grimen eller Halsrebet af et af Faarene ad Gangen og se at faa et Par klaret ud først og faa Tøjrehælen banket ned, og derefter med den sammenfiltrede Flok gaa hen til det Sted, hvor de næste Par skulde staa, og begynde igen at rede op.

Det skete enkelte Gange, at et Faar under dette løb fra mig: det var jeg nødt til at lade løbe, til jeg var blevet færdig med at tøjre de andre Faar, og saa maatte det fanges bagefter; jeg turde ikke komme hjem og sige, at et Faar var løbet fra mig. Jeg løb saa længe efter Faaret, at det blev træt og stod stille. Jeg tror nok, at Lammene hjalp mig, de brægede og kunde ikke følge med.

Naar jeg kom hjem, fik jeg Skænd af Konen, fordi jeg var blevet for længe borte. Jeg sagde kun “Faaretøjrene var blevet saa indfiltrede”. Hun blev ved at skælde ud. Jeg gik ud og græd, til Konen kaldte paa mig, at jeg skulle ind til Barnet.

Køerne maatte ikke komme ind, saa længe Solen var paa Himmelen. Men naar de var trukket hjem, skulde jeg ud at flytte de Dyr, som skulde blive ude om Natten. Det sidste, jeg bestilte om Aftenen, var at gaa en halv Fjerdingvej ud i nogle Bjærge og flytte nogle Faar til Nat, naar de ikke længer skulde trækkes hjem. Da var det næsten altid saa mørkt, at jeg knap kunde se Faarene, langt mindre Tøjerne. Jeg maatte se at holde Tøjrene godt i Stand, for gik de i Stykker, og Faarene slap løse, skulde jeg selv fange dem og gøre Tøjrene i Stand ude i Marken, ellers vilde Faarene gaa op i Klitten, eller de vilde gaa ned i Kornet paa andre Folks Agre, og saa blev de taget i Hus, og der skulde betales Mulkt af dem. …….. Jeg var saa bange som en Hare ….

Jeg var fæstet saaledes, at de selv maatte skønne og raade for, om de vilde give mig noget til Løn. Da jeg rejste, gav de mig tre Pund Uld og sagde, det skulde jeg selv strikke en Trøje af og bruge den at gaa i til Skole. De gav mig nyt Tøj til en Kjole og et Klæde til mit Hoved og et til min Hals, Tøj til et Forklæde og et par Basar-Træsko og endelig fire Rigsdaler i rede Penge. Mine Forældre blev helt forbavsede, da jeg kom slæbende hjem med alt det. Det var en stor Løn til et Barn den gang.

Lige en bemærkning: stavemåden er Karens og hun skriver altså ikke tøjrepæl, men tøjrehæl. Det ord kender jeg ikke.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid går jeg lidt på opdagelse i Gaardboe-slægten. Noget af det skal jeg bruge til romanen om Elisabeth. Det samme stof spillede også en rolle i Hulsig-bogen, således består et af kapitlerne af en samtale mellem to mænd på en strandlangskøretur fra Skagen til Hulsig. Det er stormvejr, og rejsen er omtalt i Gaardboes erindringer som en forfærdelig oplevelse, der dog endte godt. De to, der her rejser sammen og finder sammen i uvejret er min tipoldefar Christian Krøg – og det er hans vogn, de kører i, og A.P. Gaardboe, som er min tiooldemor Lisbeth Houkjærs nevø.

Indlægget herunder vil bestå af nogle citater fra Vendsysselske Aarbøger 1965. Men først et par gamle portrætter. Det første er af A.P. Gaardboe, og det andet er af hans storebror Janus Troldborg. Troldborg kom han til at hedde, fordi han giftede sig med datteren til Troldborg og derved erhvervede sig både gård og navn.

Pigen, Janus gifter sig med, Mette Mortensdatter er datter af den Morten, som i 1822 byttede gård med min tipoldefar Peter Houkjær – og Peter giftede sig altså med Lisbeth (Lysbet), der som sagt er A.P. Gaardboes faster.

Lyder det indviklet. Så glæd jer. Det bliver værre.

Her et par billeder inden alle citaterne, der nok mest er til glæde for mig.

Jeg har et ganske vist dårligt, men dog herligt billede af moren til de to ovenfor viste: Karen Margrethe og hendes barnebarn Caroline. Karen Margrethe var hele sit liv et livstykke, som ikke lod sig tøjle af tidens domme og fordomme, og hun fik som ung et “uægte” barn, den senere digter Carl Andersen. Han blev født på gården Slynge, og man “fandt” en far til ham – han er altså en halvbror til A:P. Gaardboe, og desuden udødeliggjort af Bent Haller i “Digterpjalten.” Her kommer billedet, som viser de to kvinder.

Vendsysselske Aarbøger 1965 (P. Christensen Try)

Side 14:

Andreas Peter Madsen ( = a.P. Gaardbo) var født i Sønder Gaardbo 8.maj 1825. Hans Forældre var Mads Jensen f. i Nørre Gaardbo 1797, d. i Sønder Gaardbo 1875, og Karen Margrethe Jacobsdatter f. 1793 i Bøgsted, Astrup  S. d. 1873 i S. Gaardbo.

Janus Christian Madsen f. 1822 i S. Gaardbo d. 1906 I Troldborg ( ældre bror til A.P. Gaardbo)  – giftede sig med Mette Mortensdatter fra Troldborg i 1854 ( Det var hendes far,  Morten, der byttede gård med min oldefar Peter Houkjær i 1822)

Christen Jacob Madsen f. i S. Gaardbo i 1826 d. i Øster Thirup, Astrup Sogn  1890 –( yngre bror til A.P. Gaardbo). En af hans døtre gifter sig med et af A.P. Gaardboes børnebørn. Jo, man holder sig til familien!

”( side 28) Fra Maj til November, Sommerferien fraregnet 1845 var Gaardboe Hjælpelærer i Skagen, og han fortæller, at han her lærte at omgaas Købstadfolk, skønt han senere beretter, at Skagen var en saare ringe By med kun en halv Snes tegltækkede Huser – Resten var gamle straatækte Hytter med Bræddevægge og med Lyrehuller i stedet for Skorsten!”

(s.37) :  … havde gode Forbundsfæller i Kongens nærmeste Omgangskreds, … kunde altid faa hjælp af Indenrigsminister Skeel, der dengang ejede Dronninglund, og Gaardboe stod i trofast Venskabsforhold til Kabinetssekretær Jens Peter Trap, der ved Udgivelsen af sin store Danmarksbeskrivelse kunde drage sig Gaardboes lokalhistoriske Kundskaber til Nytte….

Gaardboe (kunde) ikke lide dovne og upaalidelige Fattigfolk; men de, der uforskyldt var komne i Trang, hjalp han trofast, helst med hans egne Midler, for Kommunen skulde altid spares for Udgifter, der ikke ligefrem var paatvungne ved Lov eller nødvendige til Folkeoplysningens Fremme. Skønt han selv kun var jævnt velstillet, laante han jævnlig Penge ud til Smaafolk, hvilket hans Børn først ret blev klar over ved Opgørelsen af hans Dødsbo 1895 … Han kunne ikke lide, at gamle Folk skulde  paa Fattiggaarden.

(s.38) Trap, der var Kong Christians nære Ven, og Peter Gaardboe, den egenraadige Sognekonge, levede begge i de rationalistiske Ideer fra Slutningen af det forrige Aarhundrede og var Tilhængere af ”den oplyste Enevælde”, selv om Gaarboe – og mulig dem begge – i Teorien ønskede Junigrundloven fra 1849 tilbage.

(s.40)

Han (A.P.Gaardboe) har anskaffet sig ”Tidsskrift for den danske Bondestand”, der fra 1861 udgaves af Landinspektør A. Hahn i Odense, og heri ser vi, at Hahn, der var Lærer og senere Forstander ved ”Den højere Landboskole i Lumby”, har udviklet netop de Betragtninger, som vi senere finder i Gaardboes Artikler om Folkeoplysning og Politik. Selvfølgelig kunde Hahn, der ligesom Gaardboe var Rationalist, ikke lide Grundtvigianerne, især fordi Chr. Kolds Højskole i Dalum paaførte ham en haard Konkurrence ….

( s. 49) Om Gaardbogaard Sø – på dette tidspunkt ejes den af en entreprenør Hansen:

 ”Da Hansen ikke selv havde Kapital, solgte han 25. Januar 1881 sine Rettigheder til Entreprenør Jørgen W. Larsen fra København, og det blev denne, der skaffede sig Fodfæste paa Stedet ved at købe begge Søndre Gaardbogaardene, hvorved Spørgsmaalet om Aalegaardsrettighederne faldt bort, og Udtørringsarbejdet kunde begynde i det følgende Foraar. Gaardenes Marker, der som forudset kom til at lide betydelig Skade ved Grundvandets Sænkning, blev siden hen tilplantede og Bygningerne revet ned.

A. P. Gaardboe, der i disse Aar gik fuldstændig op i sine Skriverier og desuden, naar Vejret tillod det, var optaget af sine Rejser for at kortlægge Oldtidsminder, var veltilfreds med at faa en god Køber til Gaarden. Han havde beholdt et Stykke Hede lidt nord for Gaardbo Sø, og her byggede han i 1881 sit nye Hjem Hedensted, der nu er et almindeligt Husmandssted, men dengang vakte Misundelse og Kritik, fordi Murene var højere og Tegltagets Rejsning større end Skik var ved almindelige Bondestuehuse. Gaardboe og senere hans Søn Christian, plantede meget omkring Huser  ….”

A. P. Gaardboes store interesse var arbejde med videnskabelige studier, men han var også en stor og flittig læser af skønlitteratur, og han var kun 15 år gammel, da han forelskede sig i Karen Marie Nielsdatter, som han ikke kunne få, da hun ”kun” var husmandsdatter og desuden 5 år ældre end ham. Karen Margrethe, der jo selv kom ”i uføre”, da hun var ung og endda fødte et barn, ”fandt” en mand til Karen Marie, en 41 årig smed og husmand, der lod sig overtale til at ægte pigen på betingelse af, at de fik en lille hedelod, og at  Gaardbofolkene ville sørge for dem økonomisk.  Det  lovede Peters mor, men drengen opgav ikke Karen Marie, og alle de børn, der blev født på det lille husmandssted er A.P. Gaardboe far til. Fire drenge i alt, og da A.P.s  forældre dør, flytter  smeden og Karen Marie ind på gården, og da smeden dør, lader A.P alle børnene ”lyse i kuld og køn” – året efter løser han Kongebrev for at blive lovlig gift med sine drenges mor. Og sit livs kærlighed må man tro.  Karen Marie var nu 60 år, og folkesnakken gik. For hvad ville han med den gamle kone? Tja kærlighed ruster ikke.

Den yngste af drengene hed Christen Gaardboe, f. 1864, og vi ved, at han rejste til Amerika i 1887, men også at han vendte tilbage et par år senere.  I romanen kommer han til at spille en rolle, men jeg ved ikke, om han gjorde det i virkeligheden.  Han gifter sig ikke med Elisabeth, hovedpersonen i min roman. Og muligvis er det kapitel, hvor Lysbet forsøger at arrangere et ægteskab mellem de to ren og skær digtning, men sådan er det med romaner – de går deres egne veje.