Lyset. Men endnu er mørket det dominerende. Heden så sort: “så red han over de sorte heder” – sådan slutter Hr. Torbens Datter – visen om kærlighed, død og fortvivlelse. Og den følelse afspejles i digtet i den trøstesløse natur. “De sorte heder,” jo det er Hulsig Hede lige nu. Men solen er der. OG den vinder sammen med varmen over vinteren og kulden. Det ved vi jo – og aner det i lyset.
Nej, det er der ikke noget, der hedder. Men tanken er alligevel nærliggende, for både engle og fugle færdes på himlen og svinger sig mod det høje. Ja, de er fælles om vingeudstyret. Men om meget andet også. F.eks. er der helt tydeligt en klar, guddommelig forbindelse mellem de tre: Gud – englene – fuglene.
Her et lille digt af B. S. Ingemann:
Der flyver så mange Fugle/ mellem Himmel og Jord./ Selv med den allermindste Fugl/ En Tanke fra Gud henfoer.
Herunder ser vi et par eksempler fra Theodors hånd. Det er to fugle, der har travlt med at bringe bud fra menneskene til Gud. Måske har de næbbet fuld af bønner ( ikke de spiselige).
Man er ikke i tvivl om deres vigtige mission. Opad og opad til de når Guds Himmel.
Igen en roman, hvis handling udspiller sig i Skagen. Bogen er skrevet af Eddie Thomas Petersen, og den er på alle måder en god oplevelse: litterært/sprogligt er den flot, og handlingen er spændende fra første til sidste side, og persontegningerne er vellykkede og fængslende. Kort sagt: læs den!
Hovedpersonen, ønskebarnet, er en ung pige, der som spæd blev adopteret af en københavnsk overklassefamilie. Hun er kunstner. Og hun virker på samme tid skrøbelig og sårbar og stærkt fandensivoldsk provokerende. Man læser sig langsomt frem til en forståelse af hende. Her er et lille uddrag fra bogen, der giver både et lille fornemmelse af forfatterens skrivetalent og et indblik i hovedpersonens karakter. Hun går på havnen om natten – på jagt efter det billede, der skal afslutte et projekt ( er fotograf) :
( Citat fra side 100 ). “Hun skutter sig i kulden. Alt hun mangler, er et sidste billede. Et som forløser de fem første, og hun har gjort sig visse tanker. Nogen har anbragt en rustrød container præcis på det stykke af kajen, hvorfra hun har sit yndlingsvue over havnen. Sneen er sprød helt ude ved kanten, og hun smyger sig forsigtigt sidelæns ind foran containeren. Der ligger en mindre trækutter ved kajen. Stella. I spejlingen fra styrehusets rude kan hun se lyset i cafeteriaet Kabyssen, og hun aner to arbejdere fra værftet på vej ud ad døren og hører dem le. Spejlbilledet forstyrrer, og hun trækker lidt længere ind, så hun slipper for reflektionen i ruden. Vandoverfladen er sort med fine lilla og mørkegrønne streger af olie og helt inde ved bolværket den første askegrå grødis. Ved kutterens stævn stikker en matgrøn plastikdunk med kyrilliske bogstaver op gennem isen, og længere ude reflekteres havnens lys i bassinets sorte flade som orange klatter. Hun åbner sin takse og finder kameraet frem. Hun stiller skarpt på plastikdunken og holder vejret, finder ind i en meditativ ro og tager et enkelt billede, hvorefter hun lægger kameraet tilbage i tasken. Længst ude på den anden side af de gamle moler ses de høje, tynde skorstene med det blå FF-logo og den hvide røg, som nu med østenvinden står vandret ind over byen som cigaretter i en større dimension af løsagtighed. På den modsatte side af bassinet i det blå mørke troner en stor mørk bygning. Foran, højt hævet over havnen, står et skib. Om sommeren når solen er gul og kedelig, er det blot en cementgrå bygning, hvor man sandblæser de rustrøde stålkuttere, før de skal males, ved hun, men her i vintermørket, i skæret fra det orange lys langs molen og sneen, som falder ud af himlen, er det en katedral, og skibet foran synes at hænge i usynlige tråde.” ( citat slut)
Her under en foreløbig liste over romaner “fra Skagen” med det nummer, der har i kategorien “Hjemstavnsroman” – under denne kan man gå tilbage og læse om de enkelte værker:
1. Wermuth: Familien fra Aalbæk ( nr. 36)
2. S. Aa. Reerslev: “Præsten i Ødemarken.” nr. 36)
3. Viggo Stuckenberg: “Valravnen” ( nr. 37)
4. Aase Hansen: “Alt for kort er Duggens Tid.) ( nr. 26 B.)
5. Bech Nygaard: “Livets Dræt og Dødens.” ( nr. 23 )
6. Hanne M. Svendsen: Guldkuglen ( nr. 23)
7. Karsten Lund: Den amerikanske Sømand” ( nr. 37)
8. Henrik Wentzel: Dødemandsbjerget. ( nr.34)
Disse bøger handler ikke om Skagen, men de fiktive begivnheder udspiller sig der. Listen er ikke komplet endnu – den vil blive opdateret løbende. F.eks. mangler en af de bedste bøger, nemlig Bent Hallers: “Digterpjalten.”
I Christian Kroghs store bog “Kampen for Tilværelsen” ( udgivet af Norsk Gyldendal i 1952) ) har han en artikel om sine besøg i Skagen, hvor han opholdt sig i perioder i Skagensmalernes storhedstid. Billedet ovenfor er fra 1883.
Her under kommer et par citater fra artiklen om Skagen ( det er min oversættelse fra den norske udgave:
Her fortæller han om den første gang, han gik i land på Skagen: ( Citat side 506) ” … vi satte flag, og så kom der en robåd ud. Heller ikke den kunne komme helt ind. Det sidste stykke måtte vi bæres i land på ryggen af fiskerne og stod endelig på Skagen strand. Jeg havde aldrig trådt på noget, som lignede den. Det var det fineste hvide skrivesand og strakte sig som en jævn vej uden spor af stigning, og bredere end nogen chaussé … det så ud, som om det hele var anlagt af en dygtig ingeniør udelukkende til at foretage behagelige, magelige spadsereture på … ( Citat slut):
Og fra en gåtur, der endte dramatisk, skriver han følgende: ( Citat side 507) “Jeg vandrer vest over. Det er som om man aldrig kunne blive træt af at gå her. Det er som at spadsere på et stuegulv, belagt med bløde tæppper. Nogle sorte pæle, jeg havde set på lang afstand og troede var til at binde bådene fast til, viste sig at være spanterne af et vrag. Som de lå her lignede de ribbenene af et stort dyr, skelettet af en kamel i Saharas ørken. Jeg forsøger at tælle dem, men der er for mange. Vrag står ved vrag, mens jeg vandrer alene henover den solbekinnede strand.” ( Citat slut.)
Han fortsætter til gammel Skagen og er lykkelig over at være så heldig at overvære en stranding. En tysk brig.
(Citat side 523): “Senere så jeg mange strandinger – i løbet af 2 mdr. ikke mindre end 7. Et skib stødte om natten på grund, og for at redningsbådene skulle se det, hældte de en dyne over med petroleum og hejsede den op i riggen.”
Og videre: ” Strandingskommissærerne er forskellige købmænd i Skagen, som tager sig af de skibsbrudne og slutter akkord med dem om bjergning etc. Før i tiden var der en voldsom konkurrence. Det gjaldt nemlig om at komme først ombord i det strandede skib … ” ( Citat slut) og videre: “De strander i al slags vejr. Næsten mest i blankt, stille solskin, når de er sikre og ikke passer afstanden fra land. De vil jo gerne knibe så nær som muligt for at spare tid. …”
” De taler endnu om et russisk dampskib, som sank for nogle år siden, og som var lastet med guldbarer. Da tjente Skagen mange penge.
Da der en vinter havde været tåge i tre dage, stod der, da den lettede, seksten skibe strandet ved siden af hinanden.”
“Skagboen er en race for sig, som adskiller sig meget i væsen og udseende fra de øvrige danskere. Sproget ligner temmelig meget norsk, men der hører også ligheden op. De er meget friere, lettere og mere selskabeligt anlagt end nordmanden.
Man kan som fremmed for eksempel gå ind i et hvilket som helst hus og se sig om i deres stuer. De gør ingen omstændigheder, fortsætter deres måltid, deres søvn eller deres påklædning ganske ugenert. Man er straks kendt med dem.” ( Citat slut)
Denne karakteristik skal nok tages med et gran salt. Det er rigtigt, at malerne vadede rundt i fiskerhjemmene og i deres fodspor, når de bevægede sig bort fra hjemmet. Det havde de efterhånden vænnet sig til – ligesom det at lægge krop til malerierne. Muligvis skyldes det den lille biindtægt, der må være tilfaldet dem i samme anledning. Det ved jeg ikke noget om – jeg gætter.
Jeg gik på jagt i bunken af børnetegninger for at finde nogle ansigtsengle – en af de mindste små kom tæt på, synes jeg. Han vidste ikke, hvad engle er for størrelser, men ansigter kendte han, og da det er det vigtigste kendetegn ved ansigtsenglene, så accepterer jeg hermed hans løsning.
Det er ikke i Biblen, vi hører om englenes oprindelse. Men det gør man i flere af de religiøse tekster, der er samtidige med beretningerne i 1. Mosebog. F.eks. i Jubilæerbogen. Denne bogs indhold åbenbarede Gud for Moses, da han kaldte ham op på det hellige bjerg og gav ham stentavlerne med de 10 bud. Jubilæerbogens skabelsesberetning minder rigtig meget om den, vi kender fra Bibelen, dog er der den markante forskel, at vi her hører om englenes tilblivelse. Ja, Gud fortæller hele historien til en engel og beder ham skrive det hele ned for bagefter at læse det højt for Moses, som så igen skal skrive det ned. Lidt fråds af tavler, kan man måske sige!
I al fald er det i første omgang englen, der fører pennen. Derefter skriver Moses efter diktat. Her er et par uddrag af bogen, citeret efter Hammershaimb m. fl.s hæfte nr. 3 af “de gammeltestamententlige pseydepigrafer”:
“Og han ( = Gud ) sagde til ansigtsengelen: skriv ned for Moses fra skabningens begyndelse …. …( og senere) … Og ansigtsengelen talte til Moses alt efter Herrens ord og sagde: Nedskriv hele beretningen om skabelsen, hvordan Gud Herren på seks dage fuldførte hele sit værk og alt, hvad han skabte, og holdt sabbat på den syvende dag og helligede den for al evighed og gjorde den til et tegn for hele sit skaberværk. Thi på den første dag skabte han himlene, som er oventil, og jorden og vandene og alle de ånder, som tjener ham: ansigtsenglene og helligheds englene og vindenes ånds engle og skyernes engle og tordenens og lynenes og kuldes og hedes ånders engle, og vinter og vårs og høsts og sommers og alle hans skabningers ånders engle, som findes i himlen og på jorden og i alle dybets afgrunde, og mørkets ånders engel, aften og nat, og lysets, gry og aften, som han har skabt i sit hjertes visdom.” ( Citat slut. Side 192 )
Vi hører også, at englene er flittige lærere for Adam. De giver ham ligefrem et kursus i fornuftigt landmandsskab. Der står ( citat side 196) “Og i den første uge af det første jubelår var Adam og hans hustru i Edens Have i syv år og dyrkede og vogtede den, og vi ( det er ansigtsengelen, der taler ) gav ham arbejde og lærte ham at gøre alt det, der er åbenbaret om dyrkning. Og han dyrkede den … han samlede dens afgrøde og spiste, og dens overskud lagde han hen til sig og sin hustru, og han lagde det hen, som skulle gemmes.” (citat slut).
Ansigtsenglen er den agerende engel i denne passage, men hvordan den ser ud eller tænker og føler, får vi ikke at vide. Den fungerer. Og det er nok. Vil vi vide mere, må vi bruge fantasien eller spørge de små børn.
Spirbakken – det var her, Harry Søiberg gik strandvagt. Den dag, vi gik turen fra Gammel Skagen og til Spirbakken var det stille og fredeligt vejr.
Som man kan se, hvis man går tilbage i kategorien “Hjemstavnsroman” så er Harry Søibergs fortællinger fra Skagen behandlet i et af de tidligere indlæg. Her kommer nu et lille erindingsglimt fra bogen: “Skagen” en antologi udgivet i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum i 1969:
Kort om Harry Søiberg: han levede fra 1880 – 1954 – skrev bla, folkelige fortællinger med temaer fra livet ved Vestkysten og Skagen. Boede i Skagen i sine sidste år.
“Der er ligesom et stedse rindende Væld i os eller et stof af selve Hjemstavnen, der befolker os og fører os fra de fjerneste Egne til de hjemlige Steder. Mange Gange har jeg genskabt i mit Indre det smalle Land deroppe, som strækker sig ud i Havet, saa lavt, at naar Havet staar paa i en Storm, er det kun til at øjne som en Taagebanke i Søen.
Hvem kender ikke den Følelse, at et Navn bliver til et Digt, Skagen, dette Sted, der for saa mange har været en Verden, der fik Evner til at vokse.
Efteraarsvejret er begyndt. En Dag kommer Havvinden, skurende mod den vestre Gavl. I Ugevis kan den blive ved, den fører en Larm med sig fra Brændingen, der vælter ind i Havstokken. Den kommer ligesom springende ud fra de sidste Bakker, gennem Lyden har man en Fornemmelse af et Legeme, fantastisk, hylende, fyldt af vild Styrke.
Et Øjeblik kan der blive stille midt i Larmen, saa har Vindstødet naaet Gavlen, som den tørner imod med et Pres, der tiltager, saa Muren staar spændt og truer med at give efter. Et Nu slapper den sit Tag, saa rejser den sig igen og bliver ved at tiltage en lang Stund. Om Nætterne kan Sindet gribes af Angst for, at det er selve Havet, der kommer over Landet.
I disse Nætter tager Strandvagten sin Tørn langs Havkanten, to ludende Mænd, der vader frem ligesom med Tove spændt over deres Skuldre, slæbende paa en ubegribelig Byrde. Til Tider sidder de fast i Vindstødene som i en Kløft, til de pludselig slippes løs og er ved at falde fremover.
Naturens Kræfter er som en Gud, der gør Menneskenes Magt ringe. En saadan Nar kan det hænde, at Budskabet kommer til Husene, at det blusser paa Havet …. den, der blot har oplevet det en Gang, bliver paa mange Omraader visere end forhen.
Jeg husker en saadan Stormnat, hvor jeg selv fulgte med Strandvagten fra Gl. Skagen til Spirbakken, en Milsvej vesten for Byen. Vi var tre Mand, kl. 6 i Mørkningen gik vi hjemmefra. Grunden til, at jeg fulgte med Strandvagten, var, at der en Ugestid før var strandet en Skonnert ved Spirbakken, som ikke var blevet observeret. Den var drevet i Land ved fire Tiden om Eftermiddagen, under en Orkan af Norost med Snebyger, og først næste Formiddag ved elleve Tiden kom Redningsbaaden til Stede. I 17 Timer stod dette Fartøj klods imod Land, knap et Stenkast ude, uden at blive observeret af Strandvagten, der i Løbet at Natten havde passeret Stedet flere Gange. Kun en Mand af Besætningen kom i Land og blev fundet oppe i Klitplantagen i hjælpeløs Tilstand.
Vi var Mænd i vor kraftigste Alder, men til Tider kom Vejret med en saadan Styrke, at vi maatte opbyde al vor Kraft for blot at blive staaende. Det var, som om vi sad fast i en sejg Masse uden at kunne flytte Arme eller Ben. Havet var steget som en Stormflod, sine Steder laa Havsprøjtet i Meterhøje Lag to til tre Hundrede Alen op i Landet. Havet kom væltende ind mod Brinken af Havbakkerne, saa hele Styrtsøer fløj ind over os, som stod vi i Stævnen paa et Skib, skønt Brinkerne kunde være 20-30 Alen høje. Det var vor Opgave at holde os ude langs den yderste Kant af Klitterne for at have Udkik over Havet, en Mil skulde vi kravle fra Klit til Klit mod en Storm, der havde en Vægt, som bar vi en Mand paa vor Ryg.
Stormen rev en saadan Sandmasse med, at Luften bogstavelig talt var bare Sand, baade Øjne og Næse stoppedes til, det kom med en Styrke, saa Ansigtshuden ligefrem skuredes af. Sine Steder blev vi drevet væk fra Havet, halvkvalte, og maatte smide os i Læ bag en Klit oppe i Landet for at puste ud og komme til Kræfter, før vi paany kunde arbejde os frem. Var der kommet en Stranding den Nat, vilde det skyldes et Tilfælde, om det var blevet observeret. Fire Timer var vi om at tilbagelægge denne Mil, og det sidste Stykke af Vejen maatte vi kæmpe som halvdøde Mænd uden anden Tanke end blot at naa frem.
Om Vinteren kan Himlen være dækket af Skyer saa længe, at det forekommer en, at Solen aldrig skal skinne mere. Landet er gravet ned i Mørke, blot et Stykke borte ligger Skylaget saa tæt ved Jorden, at man fra de nærmeste Høje synes at kunne række til Himlen. I disse korte, mørke Vinterdage ser man kun det røde Lys brænde bag de smaa Ruder, medens en Stilhed naar ud til en inde fra Husene.
Saa pludselig i Eftermiddagens Skumring befolkes den lange Gade, Mænd, Kvinder, Gamle, Unge, kommer ud af Husene, næsten alle sortklædte, Mændene i svære Klæder, Kvinderne ofte med sorte smukke Sjaler med Silkefrynser. I Hænderne bærer de Salmebogen og Bønnebogen fremme, over Ansigterne ligger noget ubevægeligt, der gør Udtrykket strængt. Det er Befolkningen, der gaar til Kirken eller til Missionshuset.
Solen har været helt nede i Sydvest bag Bakkerne, hvor dens røde Ild har glødet i de korte Vinterdage. Vinteren har været en lang Rejse gennem Uger af graa, tunge Dage. Men en Dag begynder Lærkerne pludselig at synge, og Havet bliver stille. Ikke et Sted kan man færdes uden at høre Tonerne ringle ned gennem Luften. Skyggen af Husene strækker sig sønden ud over Markerne, medens den nordre Mur ved Aftentid begynder at lyse lang Vej med skinnende Farver. I Ruder, hvor Maaneder ikke en Solstraale er faldet, der flammer nu den røde Solild, som bliver hele Landet vendt fra Syd mod Nord. Ofte kan en enkelt Sky være hele Dagen om at naa ud af Syne, eller en Byge trækker op med Regnen slæbende efter sig hen over Havet og Landet. Mellem de vintergule Straa begynder det grønne at gro, og Grønsværet faar sin frodige Farve.
Faarene hentes hjem fra Klitterne, hvor de har gaaet Vinteren igennem, da Lammetiden er inde. Hver Dag bringer nye smaa Lam til Verden, og dette spædbarnagtige Lammebræg omkring Husene er Foraarets sikre Bebuder herude paa Kysten. Det høres fra alle Kanter, og rundtom paa Hjemmemarkerne gaar Moderfaarene lubne og uformelige i deres Vinteruld, der begynder at løsne sig og hænge i Taatter, nu Solvarmen er kommen.
Foran mit Hus strækker sig en stor Slette, en Sandmark, der nu er tilgroet og jævnet af Vestenvinden. Derfra kan man se Grenens Fyr og Højens Fyr og det røde Lys fra Revets Fyrskib blinke. Ved Vintertid er denne Slette en aaben Vej for Snestormene, naar de staar Nordost ind fra Havet. Nu ligger den under en solblændende Himmel, der strækker sig saa vidt og hvælver sig saa højt, at det overskuelige Land bliver forunderligt lille. Der gaar nu Fugletrækkets Vej ved Dag og ved Nat. Derfra sætter de flyvende Skarer ud over Havet til Nabolandet i Nord, som ligger gemt nede bag Havrundingen.
I Foraarsnætterne kan dette vældige Rum fyldes saa pakkende tæt af Fugleskrig, at det lyder, som om det er alt Jordens Liv, der er paa Vandring.
Vesten for Byen strækker et øde og vildsomt Klitland sig langs Havet, hvor ikke en Gaard eller et Hus findes, for Øjet har der ikke været andet Liv derude end nu og da en flygtende Hare, en sky Ræv eller et enligt omstrejfende Raadyr. Nu ligger dette Landskab solbeskinnet, de mørke Høje er blevet lyse, og de lyngklædte Sletter minder om blinkende Vandflader. Ude over Sivene tumler Viberne sig i bratte kast, og ved Aftentid kan man høre de første Frøer kvække, medens luften krydres af lune Dufte af Paars og Graaris.
Paa disse Dage bliver der Travlhed paa Havet, fra Nordhav og fra Sønderhav hamrer Fiskerkutternes Motorer deres Slag ind over Landet. Og saa en Dag staar pludselig Fiskerflaaden ind, jeg saa den en Aften komme, det var, som en Eventyrby dukkede op af Havet. Længe før Lanternerne var til at øjne, saa man det lysne i Mørket over Havet ligesom Lysskæret, der kastedes mod Himlen fra en By. Og kort efter kom denne Hærskare af grønne og røde og hvide Lanterner op over Havrundingen, som var det en festsmykket Stad, der kom sejlende ind.
Og saa er de lyse Nætter inde, Skagens lyse Nætter, hvor Solen kun for en kort Stund dukker ned bag Havfladen i Nord, medens Himlen bliver ved at lyse og rødme fra Solnedgang til Solopgang. Man kan ligefrem se Dagen staa derude bag Havet og vente, ikke længere borte end man synes at kunne ro derud i en Baad.
Skal døbes d. 1. april, og det fortæller hun her bamsen. Og som man kan se, er det ingen lavmælt oplysning: det råbes ud, og bamse lytter.
Annas mor, Mette, er fotografen.
Der vil poppe en ny type indlæg ( oplæg?) op på bloggen … det er popkorn af en særlig art = billeder. Og jeg skulle lige til at skrive familiebilleder. Men nej!
Det bliver billeder med vidt forskellige temaer, men ikke nødvendigvis med direkte tilknytning til de emner, jeg ellers behandler på bloggen. Lyder det uklart? Så er det fordi, jeg ikke er helt sikker på, hvad det går ud på. Her lader vi følelse og intuition tage føringen, det kan der måske komme noget godt ud af. Vi ser.
Og så en lille opfordring til børnene: send mig endelig tegninger om 1) hede og klitter 2) hav og himmel og både 3) fisk 4) fiskere 5) strand 6) får, geder, køer og hunde 7) hyrder med hyrdestav. Og selvfølgelig stadig trolde og hekse – og sidst og mest masser af engle!
Kirkesangeren i Sem Kirke, Henrik Kristensen, sendte mig dette smukke billede af en engel, der spiller for jomfru Maria, der gør et lille ophold under flugten til Ægypten. Samtidig fulgte en artikel om engelen af Dorthe Falcon Møller. Jeg takker for begge dele – man skal jo tage til Sem for at se kalkmaleriet i naturel. Det vil jeg gøre. Men foreløbig kan man nyde billedet her og læse et par citater fra artiklen.
Et par citater fra artiklen: D.F. Møller fortæller, at Bibelen ikke beretter meget om rejsen til Ægypten. Der skal man gå til det apokrype skrift: “Palmetræsunderet”. Her fortælles, at det lille Jesusbarn befalede et palmetræ at bøje sig , så den sultende og tørstende familie kunne plukke af træet. Citat fra artiklen:
“Skønt palmeunderet skete under et ophold på rejsen, har det ikke direkte forbindelse til motivet “Hvilet under Flugten”, der først optræder som selvstændigt billedtema fra sidste halvdel af 1300-tallet. …. “… “Dette billedtema er helt enestående i nordisk sammenhæng, ikke mindst på grund af den lovprisende musicerende engel. I europæisk kunst kendes ganske få billeder med en musicerende engel på motivet, men de er af yngre dato. Mariatilbedelsen havde i senmiddelalderen fået et opsving, og meget ofte var netop andagtsbilleder med Madonna-fremstillinger forsynet med lovprisende englemusikanter. Derfor har Sem-englen en helt logisk plads på kalkmaleriet.” ( citat slut).
Kalkmaleriet er fra omkring 1510.
Der kom lige et par flotte illustrationer til artiklen af Klitgaard: Fra Heksenes Tid – om overtro i Nordjylland – gå et par indlæg tilbage for at se dem.
