51 – L. Holst: erindringer fra 1860'erne


Her ses Holsts Gård – Et gammelt billede- men vi kender udmærket ejeren, nemlig  fra et tidligere indlæg, der handler om hans store indsats med at tilplante egnen syd for Skagen: Skagen Plantage. Se Skagen 42 under kategorien: hjemstavnsroman. Han var da medlem af byrådet.
Herunder et pluk af hans erindringer:
( Citat fra Skagen – en antologi i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum)
L. Holst Erindringer fra 1860’erne:
For dem, der en Sommerdag kommer til Skagen og fra Banegaarden ser det Turistliv, der rører sig paa de makdamiserede Veje mellem velbyggede Huse, der ofte er omgivet af lidt Have, vil det falde vanskeligt at tænke sig, hvorledes Byen saa ud for 50-60 Aar siden.
Der var dengang ikke Spor af ordentlig Vej igjennem Byen; der gik vel en Hovedvej igjennem den, men den var næsten altid daarlig, om Sommeren af Flyvesand, og naar dette i Efteraarsstormene føg bort, stod Vejen under Vand lige fra Byfogedgaarden til Stenrimmen, hvor nu Bager Winther bor. Der foretoges intet for at læmpe Sandflugten i Byen, den blev derimod fremmet ved, at de ved Vejen liggende Beboere om foraaret fyldte Sand i de om Efteraaret og Vinteren opføgne Vandhuller i Vejen. Ved Vestenstorm føg Sandet som tæt Snefog igjennem Byen og lagde en Mile snart hist, snart her. I ældre Tid havde Beboerne derfor i Regelen bygget deres Huse paa Højder for at være sikker paa, at Sandet ikke skulde lægge sig over disse, og hvor man byggede lukkede Gaarde med 3 a 4 Længer, var næsten altid de Huse, der laa mod Øst og Vest, byggede i Vinkelform for at forhindre, at Sandet lagde sig op ad Husene. Sandstormen var saa almindelig og saa tæt, at alle Ruder i de mod Vest vendende Vinduer blev matte, de blev ligefrem “sandblæste”.
Beboelsesforholdene i Skagen var meget ringe, saa godt som alle Huse var opførte af Træ med Fjælbeklædning og tækkede med Straa, 12-14 Alen lange, 8 højst 10 Alen brede, sjældent mere end 3 Alen høje under Bjælken. – De almindelig Fiskere havde i Regelen 2 Stuer, Kjøkken og Bryggers eller Fremmers, som det kaldtes; der opbevaredes den saltede Fisk. Sovekammeret brugtes hos de fattigste til Opholdsrum. Det var forsynet med fast Sengested eller Alkove, med Bilæggerovn, i Regelen Husets eneste, med en Træramme omkring Overpladen for derpaa at kunne tørre strandet, havareret Korn. Der faldt gjærne Kornstrandinger om Efteraaret og Vinteren, og ofte udgjorde det indbjergede Korn den væsentligste Føde for Beboerne, skjøndt det ikke altid var helt ubedærvet. Næsten alle Kornsorter blev brugt til Brød, Hvede, Rug og Havre, ja selv Ærter og Vikker.
Over Bilæggerovnen var endvidere anbragt en Trærække, hvorpaa der om Vinteren, naar det stod med fugtigt Vejr, blev anbragt saltede Rødspætter til Tørring, hvad der just ikke bidrog til at forbedre Luften i de smaa Rum.
Ydervæggene i Stuerne var gjærne opmurede med raa, soltørrede Sten indenfor Fjælbeklædningen og hvidtede. Alle Skillerum, Skorsten og Ovn var af samme Materiale; Ovnene ofte anbragt under Fyrstedet i Kjøkkenet eller i Bryggerset. til Belysning anvendtes sædvanlig Trannen, man fik af Torske-, Kuller. og Rokkelever; en saadan Tranlampe var altid i Kjøkkenet og undertiden ogsaa i Stuen, hvor der da var en Trætragt i Loftet for at fjerne Osen. Lanpen bestod af en aaben oval Jernskaal, der hang i et Jernstativ. Skaalen var spids i den ene Ende, hvori der babragtes afbarket Siv som Væge, nedenunder var der anbragt en mindre Skaal til at opfange Dryppet; den kaldtes en “Tigger”.
Hele dette Belysningsapparat var sodet og ildelugtende, og naar dertil kom, at Fiskernes vaade Tøj om Vinteren blev tørret ved Kakkelovnen, vil man kunne forstaa, at Atmosfæren i et saadant Sovekammer var langt fra Idealet. I de ældre Huse var der blyindfattede Ruder i Vinduerne, der næsten aldrig var til at aabne.
Imidlertid var hverken Vinduer eller Døre, sommetider heller ikke Ydervæggene, tætte; der var jævnlig Tilgang af frisk Luft igjennem de smaa Rum, og dette bødede jo endel paa de hygiejniske Forhold. Klæder, Linned og Sengetøj var der ikke meget af, det var sjældent, der var mere Sengetøj end til det daglige Brug. I Regelen dannede Halm Underlaget i Sengene, til Puder og Overdyner maatte de paa Stranden fangede Maager levere Fyld. Renligheden stod ikke paa noget højt Standpunkt, det var en Sjældenhed, at Mændene badede, Kvinderne aldrig.
Latriner kendtes kun af de mest velstillede, de blev nærmest betragtet som Luxus; Beboerne besørgede gjerne deres Fornødenheder ved Husets østre Gavl, saa det var altid med en vis Varsomhed, man passerede saadanne Steder i Mørke.
 
 
 

 
 
,
 

Engle 9. Vejet og fundet for let.

Endnu et lille englespring, nu jeg alligevel er ved kalkmalerierne.
Og lige et NB: Hvis du vil læse mere om engle, kan du gå ind i kategorier og vælge kategorien “engle” –  der kan du f.eks. læse en del mere om ærkeenglene.
Men en af ærkeenglen Mikaels, ( krigs- og lægeenglens) bijobs er at veje menneskesjælene, før de for al evighed anbringes på rette sted i det dertil indrettede himmelunivers ( eller helvedunivers ) – Efter sigende skulle han snyde på vægten – det viser i al fald gamle kalkmalerier, og det kan jo så være en trøst.
Men det er også Mikael, vi kan regne med, når ulykkerne tårnet sig op, og vi bliver sårbare. Så er han på pletten. Han er altså også en vaskeægte skytsengel.
Alligevel er der noget skræmmende ved den smukke Mikael – ganske vist hjælper han i nødens stund, men han er jo også den engel, som Gud sætter på de barskeste opgaver: han hjælper Gud med at udslette hele eller halve folkeslag, eller han sprede skræk og rædsel blandt dem, når det er sådan, det skal være, f.eks. i Anden Samuels Bog. Her er der ingen blødsøden medfølelse, og Mikael bibringer endda folk pest, så de dør på stribe. Der står i vers 15. : “Og der døde 70.000 Mand af Folket fra Dan til Be’ersjeba. Da Englen rakte sin Haand mod Jerusalem for at ødelægge det, angrede Herren det onde, og han sagde til Englen, som ødelagde Folket: “nu er det nok! Drag din Haand tilbage!” ( citat fra Bibeloversættelsen af 1931) – somme tider i den gode gamle Bibel hører vi Gud indrømme, at han ikke ALTID er Den Gode Gud …
Andre steder står der, at Mikael er den af Guds engle, der ligner ham mest. F.eks. da han går ind i den brændende ovn, hvor 3 jøder er i færd med at blive fortæret af flammerne – her stiller han sig kølende imellem dem, og kongen og hans mænd står udenfor og måber, og kongen siger: “hvem pokker er ham der den fjerde der, ja, ham, der ligner en Gudesøn.” Og det er jo så Mikael. En Gudesøn!