Mentalitetshistorie

Da jeg gik tur med min veninde forleden, fortalte jeg om nogle af de tanker, jeg gør mig om fortidens menneskers måde at tænke og handle på. Sådanne tanker MÅ man gøre sig, når man vil skrive historiske romaner: man er nødt til at gå ind i tidens menneskers bevidsthed og læse den. “Sludder,” sagde hun, “du kan umuligt trænge ind i et andet menneskes bevidsthed. Det kan ingen. Ikke engang til et moderne menneskes bevidsthed kan man have nogen som helst adgang. Og et menneske i en fjern tid! Nej, det kan du godt glemme.” “Ja, selvfølgelig, du har nok ret,” sagde jeg. “Det ved jeg godt. Men … man kan jo forsøge ud fra alt det skrevne at danne sig et billede af, hvordan menneskene dengang anskuede verden og gebærdede sig i den.” “Menneskene?” sagde hun, “de tænker jo ikke ens i en bestemt periode, vel?” Nej, selvfølgelig ikke, indrømmede jeg inde i mig selv, men sagde ingenting. Jeg forstår f.eks. ikke rockere og motorbøller og pædofile misbrugere eller narkomaner for den sags skyld … men, men, men, de er nu alle sammen produkter af den her tid og det her samfund. Og så tænkte jeg, at jeg i “Mellemlandet” har skrevet om børn og unge i krisesituationer, som jeg aldrig i livet har været i. Og dog fandt jeg det slet ikke svært at skifte min egen bevidsthed ud med deres. Og på samme måde tror jeg, at det er muligt at gøre det umulige, når det drejer sig om fortidens mennesker. Vi gik lidt i tavshed, så snakkede vi om noget andet.

Barokkens brutalitet

Barokkens brutalitet
Lidt løst og fast om barokkens ( 1600 tallets) måde at betragte livet og menneskene på. For snart mange år siden skrev jeg en roman om Thomas Kingo ( Gylden Sol og sorte Skyer), og i det lange forudgående researcharbejde forstod jeg stadig mere tydeligt, at jeg aldrig ville komme til rigtig at kunne leve mig ind i den tids menneskesyn. Et af de fænomener, der lukkede af for en dybere indføling i barokmenneskets dagligliv var den overalt herskende brutalitet. Barokken er en periode, hvor stort set alle mennesker var solidt placeret i fasttømret hierarki. En urokkelig og stivnet orden. Og fra toppen og ned blev systemet fastholdt med vold og magt.
I dag bliver vold i stort set alle sammenhænge set som noget ondt. Men dengang blev korporlig og åndelig mishandling betragtet som et gode, eller i bedste fald som et nødvendigt onde. At afskaffe vold var det samme som at afskaffe det kristne menneske. Vejen til karakterdannelsen gik kun én vej: gennem voldens smerteunivers.
Vi kan finde eksempler overalt i tidens litteratur. Her er et udpluk fra en prædiken, som Thomas Kingo holdt over Jakob Birkerod: Ved TILSYN og god OPTUGTELSE beskikkes Børn til Gud. BØRNE-TUGT er nødvendigere end Klædetvet, denne tager vel Skarn og Smitte fra Legemet, men hin vanske og vanheld fra Sindet. og senere i samme prædiken: Vist er det, at Børn fødes ikke Mænd; Men det er og vist nok, at Mænd deris Liivs tiid tiit blive Børn, fordi de manglede Tugt Det var således ikke blot tilladt, men ligefrem anbefalelsesværdigt at slide flittigt på pisk, stok, ris, ferle, og hvad man ellers besad af torturredskaber. Og der var ikke nogen rar nabo eller social myndighed, der greb ind, når et barn var udsat for korporlig afstraffelse.
Voksne mishandledes og mishandlede også hinanden livet igennem. Fra historiebøgerne ved vi, at tidens danskere led under fattigdom og sult, der var aldrig særlig langt til livet på landevejen, i 1660 strejfede 10% af alle danskere om og ernærede sig ved tiggeri. Og dertil kom de mange krige og pestepidemier. Det må have været ganske uhyggeligt at leve i den tid.
Erik A. Nielsen skriver herom i sin Kingobog: Hjerteløse prygl og afstraffelser hørte til dagens (u)orden. Den patriarkalske familie spejler i en miniatureskikkelse enevældens patriarkalske samfundsorden. I det private som i det offentlige hersker den umenneskelige jurisdiktion og de grove straffe. Børneopdragelse foretages ofte med ris, der har ligget i saltlage og modsvarer nådesløsheden i opdragelsen af det religiøse sind. ( Side 36 ).
Her synes jeg, at et sidespring er nødvendigt, inden vi helt afskriver barokken som et voldeligt intermezzo i vor folks historie. Den barske og hårde børneopdragelse forsvandt nemlig langt fra med barokkens forsvinden. Jeppe Aakjær fortæller i sine erindringer om glæden ved barndomshjemmet, men han fortæller også et sted, hvordan han ofte fulgte med sin mor, når hun skulle skære ris, og de to snakkede så godt sammen, og i al den fryd og glæde kunne den lille dreng næsten glemme, hvad risene skulle bruges til. Først når de kom hjem, og mor lagde risene i saltlage (!) blev den lille dreng beklemt. Men Aakjær bebrejder ikke sin mor de hårde afstraffelser, de nævnes blot som en uvæsentlig, ja nærmest lidt humoristisk biting, og det er modbilledet af den fromme og gode moder, der bliver stående i erindringen.
Først med Knut Beckers lange fortælling om drengen Kai ( Det daglige Brød) bliver børnemishandlingens grusomhed genstand for en iskold og nøgtern og samtidig hjertegribende fremstilling, så at også læseren må tage afstand.
Og lige til slut: Der findes stadig mennesker, også i Danmark, der af et godt hjerte mener, at forældre har ret til at tæve deres børn. Prygl er nok forbudt på papiret og i det offentlige rum – ligesom rygning. Men i hjemmene?  Tja …
Selvfølgelig er der et modbillede til tidens megen elendighed. Det vil jeg vende tilbage til, men jeg vil også MEGET gerne høre jeres kommentarer til ovenstående.

Barokken og Thomas Kingo

Jeg kan anbefale alle med interesse for barokken at læse Erik A. Nielsens bog “Thomas Kingo”. Det er ganske afgjort den bedste bog, der nogensinde er skrevet om barokken og dens digtere, her jo navnlig Kingo. Bogen følger efter Erik A. Nielsens bog “Kristendommens Retorik”. Det er også en fremragende bog om hele det kristne billedsprog og sprog i det hele taget, men den er langt fra let at gå til for ikke-fagfolk. Jeg har arbejdet meget med litteratur og synes, at jeg har en relativ nem tilgang til litteraturvidenskabelige værker, men den omtalte bog har jeg måttet bruge lang tid på at læse – og jeg er sikker på, at jeg må læse den igen, for rigtigt at forstå den. Det er et arbejde simpelthen, men bogen er afgjort arbejdet værd.

Nogle tanker om Danmarks første store digter, Thomas Kingo


Jeg var gymnasielærer i 70’erne og 80’erne og underviste i dansk. Det blev mest litteratur og ikke sprog, der prægede undervisningen, det må jeg indrømme, og i følge sagens natur eller lærerens dovenskab, så var der visse forfattere og perioder, der gik igen år efter år. Kingo selvfølgelig. Ham kommer man ikke udenom, for han er og bliver en af de største og jo også en af de første rigtigt danske digtere ( 1634 – 1703 ), og jeg må indrømme, at mine elever som regel stejlede og gik i sort ved det første bekendtskab med den herre. Ikke så sært, for sprog og indhold var i begyndelsen den rene mystik for dem, og de gik i gymnasiet i den periode, hvor man ifølge bekendtgørelsen i faget skulle “tage udgangspunkt i elevens egen virkelighed.”
Først måtte jeg forsøge at overbevise dem om, at det er fedt nok at beskæftige sig med noget, der slet ikke ligner ens egen verden, og det lykkedes som regel. Det næste var så at få dem til at se, at lige akkurat Kingo i grunden ikke var så fjern endda. Også han tolkede ligesom digtere til alle tider verden som kaotisk og farlig. Som sorg og afsavn. Som gru og rædsel. Som smerteligt ubegribelig. Han var som alle andre på den tid stærkt mærket af den gru, der lå over Europa efter Trediveårskrigens rædsler, og angsten for mørke og undergang lå som en permanent følelse hos tidens mennesker. Det ser vi i kunsten.
Men nu mine elevers verden? Jo, den var i det mindste på overfladen præget af  den tryghed, som udspringer af, at de basale fornødenheder er opfyldte og af at leve i en rets- og velfærdsstat. Og så alligevel. Der var samtidig en stor utryghed, som udsprang af den varme krigs ( Verdenskrigens ) og den efterfølgende kolde krigs angstfremkaldende erfaringer og perspektiver. Nej, gruen havde og har stadig et greb i det moderne menneske, og verden forekommer hende ikke mindre farlig og kaotisk end i den fjerne barok. Ligesom verden i dag ikke er mindre grusom at leve i: i Afrika udspiller der sig mange steder et voldsdrama: børnesoldater, afbrændte byer, voldtægter og myrderier, der er en næsten komplet parallel til 30 års krigen.
Jo, vist er Kingo aktuel. Og han kunne give rædslerne ord. Og så kunne han noget andet, nemlig skabe et æstetisk univers, hvori kaos blev totaltøjlet og fremstod som den mest fuldkomne form for orden. Og samtidig med, at han kunne buldre og brage og hyle og skrige i sine vers, så kunne han også det modsatte, nemlig blive helt stille og afdæmpet og skrive inderligt og forelsket om livet. Som om kaos ikke fandtes. Han kunne stille kontrasten op. Og den anden side var jo også sand. Der fandtes jo ikke kun vold og uro, der fandtes også kærlighed og stille sommeraftner og lyse lykkelige morgener og en dejlig natur. Hør engang disse vers:
Digtet Chrysillis:
Du mindes vel den aftenstund/ jeg dig ved hånden fik/ og ene hos dig gik/ endog at månens mund/udblæste kuld og vind/ Aftnens tvang/ var ej lang/ time var som øjeblik/ tiden flød/talen brød/begge hjerters skjulte nik/ Da blev den dulgte glød/oppustet klar og rød/ indtil vort hjerteblod/ i lue stod/ Da bandtes venskabs bånd/ Da raktes mund og hånd/ godnat tog hver da glad/ og skiltes ad.
Og dette lille aftenvers:
“Den klare sol går ned/ det kvælder mer og mer/ hver arbejdsmand er træt/ og sig om hvile ser/ en dag jeg nærmer er ved døden end som før/ Tiden mig så sagtelig/ oplukker dødens dør.” Og i et morgendigt lyder det: “Nu træder jeg udi det duggefulde græs” – og: “nu står jeg her/ med verden i mit øje”. Og “mit legems blomsterblad vil Gud bevare.” Ja, men mit “legems blomsterblad” peger i samtidsforståelsen på noget helt andet end skønhed, nemlig: “vi er ikke andet en hø! for vi skal dø!” – men den virkelighedforståelse gør jo ikke det poetiske udtryk mindre poetisk.
Hvordan gik det så i klassen? Kunne en folk matematikerdrenge bruge det til noget som helst? Ja, det kunne de. Kingo blev et hit.
Historie er mere og andet end blot krige og konger og folk og riger. Det er også andre tænkemåder og andre opfattelser af mange ting. Bevidsthedshistorie er interessant, men slet ikke tilstrækkeligt udforsket. Hvordan opfattede f.eks. barokmennesket naturen? Mens vi i dag taler meget om at “værne om naturen” og ser begrebet natur som noget positivt, en helhed, hvori mennesket også indgår, og som er truet netop af mennesket, af dets hensynsløse udnyttelse og udpining, så var naturen i barokmenneskets optik en vildskab, som mennesket skulle sætte alt ind på at tøjle, både i sig selv og udenfor. Derfor de kunstige, beskårede ( massakrerede) planter i barokhaven – alt måtte skæres til og passe ind i det kultiverede univers. Naturen det skidt! – ja, ud med den, og mærker du drifter og lyster hos dig, selv så bekæmp dem! Sådan var holdningen.
Men samme optagethed af naturens utøjlelige vildskab afskaffede den naturligvis ikke – siden Freud og længe før, har man vidst, at undertrykkelse af “det naturlige” i menneskelivet, giver denne “natur” en farlig grobund, der resulterer i, at den trænger igennem og op til overfladen som en farlig og ødelæggende vildskab. Hos barokmennesket ser man masser af eksempler på den utøjlelige vildskab, der griber mennesket og kaster det ind i synd og fortabelse. Ja, for det religiøse aspekt er vigtigt at have med, når man ser på tiden. Det lidenskabelige barokmenneske stod hele tiden i fare for at miste sig selv og sin sjæl og ende i helvedet.
I vore dage er den religiøse tolkning af tilværelsen trængt i baggrunden, og en naturvidenskabelig har indtaget pladsen. Det giver i grunden ikke menneskene en større tryghed. Det har været ret bekvemt for barokmennesket at “putte sig ind til Gud” som et lille barn til sin far, når alt andet gik galt. Se f.eks. de her linjer hos Kingo: ” så sover jeg dermed/ Gud skal ej vige/ bort fra mit sovested/ men til mig sige:/ Sov nu, mit barn, og svøb sig i dit klæde/ Du vågne skal engang/ bladt fryd og englesang/ i evig glæde.” En sådan naiv tiltro til Gud besjæler de færreste i dag.
Kristendommen er naturligvis ikke død. Selv om Nietzsche for længst har erklæret Gud for død. Den gennemsyrer jo f.eks. sproget og i det hele taget tidens tænkemåde og menneskeopfattelse. Men med samfundets sækularisering optager den ikke mere samme plads i dagliglivet og næppe heller i søndagslivet. Som levende religion er den forvist – og overlever nu i små, lukkede enklaver.
Eller tager jeg fejl? Er den måske stadig en realitet for de fleste moderne mennesker? Det ved jeg ikke. Men jeg er ret sikker på, at den tidligere (1600 – 1700 tallene) var en integreret del af dagligdagen for alle mennesker. Karl Marx kaldte religion for opium for folket. Er den stadig en slags drogs for åndsnarkomaner? Jeg tvivler. Men vil egentlig gerne vide det.

En begyndelse

I begyndelsen var ORDET og ORDET var hos Gud og ORDET var Gud. Siden jeg engang i tidernes morgen læste denne indledning til Johannes Evangeliet, har jeg vidst det. Det er ikke lige meget, hvad vi siger eller hvordan vi udtrykker det – ordet er vores vej til erkendelse både af os selv og af verden. Det kan give liv, og det kan dræbe, det kan være lys, og det kan være mørke, det kan bane vej, og det kan spærre vej.
Nogen har lettere adgang til ORDET end andre – de har ORDET i deres magt – og de forstår ORDETS magt. Og bruger det som et magtmiddel. Ideologierne er skabt af folk, der havde den adgang til og brug af ORDET, og politiske magthavere har til alle tider brugt og misbrugt ORDET, de har taget det til sig og brugt det til at skabe samfund (om).
Så er der de andre, dem, der fortrylles af ORDETs mange skønne billeder og forstår at gribe det med deres pen og skabe fiktive verdner, der gnistrer af skønhed. Det er alle kunstnerne, digterne og de store forfattere. De kan med deres billeder ramme lige ind i vore hjerter og hjerner, så verden ændrer sig for os. Måske har de nok så meget magt som de såkaldte magthavere. Jeg vil forsøge med denne blog at videregive nogle af de stærke oplevelser, som kunsten har givet mig. Måske har også du en stor litterær oplevelse, som du vil give videre. Her skulle der gerne være plads til det.
Sideløbende med de store kunstneres bidrag til litteraturen vil jeg vise lidt af det, jeg selv pusler med i kunstens verden, selv om jeg godt ved ( let kan se), at jeg ikke er på højde med mine litterære forbilleder, og det har jeg heller ingen ambitioner om. Jeg siger med  Tom Kristensens digt:   Jeg er kun en lille Digter/ halvt en Tænker, halvt en Nar/ elsker meget store Frakker/ store Hatte, stor Cigar. Bortset fra en ting, passer digtet på mig: Jeg er ikke vild med frakker. En god cigar har jeg derimod svært ved at sige nej til. På Tom Kristensen er der også en ting, der ikke passer. Han var nemlig en stor digter.
Jeg vil ikke bruge bloggen særlig meget på at redegøre for mine egne bøger. Dem kan man læse om på www.hesselholt.com .