Mens julemaden endnu står klar i erindringen og i mavens urolige indre sidder jeg tænker på det med mad, sådan ret generelt:
Jeg var 18 år og gik på sprogskole i Paris og havde absolut ingen penge og var næsten altid sulten. Annie hed hende, jeg delte værelse med, og en morgen, hvor vi sad og nød vores café au lait til en duftende nybagt baguette, sagde hun: ”Hvor er det dejligt at spise!” Og det er jo rigtigt. Det er dejligt. Og aldrig har noget måltid været dejligere end det brød og den kaffe, vi drak til.
Jo, jeg holder af mad. Enkel mad. Frisklavet mad. Mad fra bunden. Men i juletiden er jeg lige ved at blive vænnet af med den glæde, der erstattes af noget, der ligner madlede. Det er bare for meget. Og det er, som om det drejer sig om at fylde maven konstant og så oven i købet med ret hæslige ting, når man tænker efter: fedt og sødt i vild forvirring. Hele kroppen protesterer da også julen i gennem, men den får ikke et fornuftigt ord indført:
julen er bygget på urokkelige traditioner, og en af de mest hårdnakkede hedder: vi skal spise og helst som grise.
Men det er nu ikke kun i julen, at maden har møvet sig ind på en førsteplads i folks bevidsthed. Man behøver blot vende blikket mod medierne, og man vil straks se, at både blade, aviser, og navnlig fjernsynet svælger i programmer, der handler om mad – et af de populære er endda forsynet med en ret vulgær overskrift: ”Nak og Æd” hedder programmet. Her er brutalitet og svineri sat i højsædet: ”at nakke” er voldeligt, og kun dyr æder. Men det ”bøvede” og primitive har jo fået stjerneplads i mange andre programmer også, så det tiltaler åbenbart folk. Underligt.
Hvorfor har maden fået en så central plads i vores medieverden? Hvorfor kan vi ikke åbne et ugeblad eller tænde for TV’et uden at blive budt på lækre retter? Det må betyde noget, men jeg kan kun gætte – og måske har du andre forklaringer. Jeg forestiller mig, at det er, fordi det moderne menneske altid er sultent – akkurat som den unge pige i Paris – men nu er det bare ikke mere en sult efter mad, for den er jo ingen mangelvare, det er snarere en søgen efter noget, vi har mistet, og som vi i vor kvide erstatter med overspisning og kulinarisk forherligelse af maden. Det giver os en umiddelbar fornemmelse af mæthed, men den varer kun kort, og snart efter gnaver sulten videre, og vi, ja vi haster også videre i vor søgen – og stadig mere febrilsk leder vi i madskabet, i kogebogen, i delikatesseafdelinger og lignende steder.
”Supersize-me” hed en amerikansk film, som handlede om vores overspisning og problemer med at have et afslappet forhold til mad. Mad er for mange blevet et problem, der styrer deres liv og undertiden fører dem i døden. Mange unge går helt amok i madpyramiden – den bliver et helvede, der styrer deres liv. Det skrev jeg engang en novelle om: Yoghurt, hed den.
Men hvad er det da, vi søger i maden? Er det kærlighed måske? Engang lå hver eneste af os ved et bryst og næredes af kærlighed og mad. Der var tale om en totaloplevelse, en tilfredsstillelse, som vi aldrig genfandt, og som vi måske netop derfor søger der, hvor vi fandt den som spæde: i maden og varmen fra et andet menneske, den, der har lavet mad til os, har tænkt på os, akkurat som vores mor. Vi forbinder ganske enkelt mad med omsorg – eller med omsorgssvigt, for det var jo ikke os alle, der blev lagt ved en kærlig mors bryst.
Men det kan også være en sult efter noget helt andet. Det kunne tænkes at være en erstatning for noget åndeligt, som vi har mistet? Sekulariseringen skar jo den religiøse dimension ud af vores daglige liv. Vi kan ikke leve uden en mening med livet, men den taler vi ikke ret mere om, og få vil vedkende sig noget så gammeldags som at tro på Gud. Så fik vi måske andre guder? Brød og skuespil? Tja … jeg ved det ikke.