Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Anna Ancher: Missionsmøde

Slutningen af 1800 tallet var især på landet præget af de store vækkelsesbølger, både de indremissionske og grundtvigianerne svingede fanerne med stor iver i de år, og mange steder kom det til regulære stridigheder mellem de to kirkelige retninger, sådan som vi kender det fra Kaj Munks “Ordet”.

Hvordan ramte de religiøse strømninger Hulsig? Og ramte de overhovedet?

Min bedstemor, Anna Andersen, var missionsk. Den tro havde hun vist nok fra sine unge år i København, hvor hun i al fald færdedes i missionske kredse ( se indlæg ) – Men i et brev, som jeg modtog fra hendes nevø, Gordon Albøge, skriver han om sin mor, Kristiane, altså bedstemors søster, der er født i 1881 på Krøggården: “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædikener.“

Søster Kristine, som blev gift med Peter Houkjær, min oldefar Ole Houkjærs søn, var også missionsk, det ved jeg fra et brev fra et af hendes børnebørn, der fortæller om barndommens ferieophold på gården i Hulsig, hvor bordbøn og aftenandagt var en del af kosten.

Og det kunne jo se ud, som om Kristiane var “missionæren” der omvendte søskendeflokken – det var hun måske også, men der har været andre ude med snøren. Også i det lille Hulsigsamfund. Således var de præster, der virkede på den tid missionske. I slutningen af 1800tallet og op i det nye århundrede var det de Place, der ivrede som missionspræst, og han afløstes i 1904/5 af Nørballe, der havde samme religiøse kulør. Så påvirkningen har været der. Men vist nok alligevel ikke sådan, at bønderne ukritisk slubrede de nye vækkelsestoner i sig som sød musik. De var utvivlsomt fast forankrede i den gamle bondekulturs solide gudstro. Hesselholterne blev i al fald aldrig missionske.

I den lille folder til Hulsig Kirke står der, at der i de første år var missionske præster og grundtvigianske lærere i byen, men at det aldrig kom til stridigheder mellem de to parter. Sådan står der, og det er måske rigtigt.

En gammel herredsbekrivelse fra 1919 skriver følgende om det religiøse liv på egnen flg.: ” – En befolkning af søfolk og fiskere, der ser sig vidt om i verden, og med en vågen, dygtig landbefolkning, er i kirkeklig henseende et af landets mest levende.”

Hvor meget de såkaldte vækkelser rystede Hulsigboerne er således svært at sige – helt upåvirkede var de jo ikke. Min onkel Lars skriver således i sine erindringer om gårdejer Simon Simonsen, at han “vist” var indremissionsk, og videre skriver han: “Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en lille julehistorie, og vi havde det festligt.” Denne lille barndomserindring tyder på en ganske afslappet form for Indre Mission. Det er festen, min onkel husker. Og sådan har det sikkert været.

I Skagen gik det vildere til. Her er et lille uddrag af den gamle herredsbeskrivelse: “Skagen oplevede sin første store IM’s vækkelse 1884, medens paster O. Boeck var sognepræst her. Et vældigt åndens vejr gik over sognet, stadig måtte Missionshuset udvides. 1896 ( i pastor C. de Places tid ) var der en ny stor vækkelse, hvis udgangspunkt egentlig var Uggerby. Pinsen 1896 vil sent blive glemt i Skagen IM. Præsterne Nørballe, Fr. Busch, Jepsen og provst Waage Beck har alle stået i IM, og der har stadig været vækkelser.”

Som et kuriosum, men dog af betydning for min roman, er en for mig næsten ny oplysning fra samme Herredsbeskrivelse om Peter Andreas Gaardboe. Jeg har læst i en artikel af Christian Houkjær i Skagen Avis om et møde mellem min tipoldefar Christian Krøg og P. A. Houkjær ( se indlæg) , at de efter en lang og farefuld strandfærd spiste min tipoldemor Christianes gode mad og drak snapse til. Dog, skriver Houkjær, Gaardboe drak jo næppe, for han var afholdsmand. Min tipoldefar var alkoholiker, så han drak vel. Der findes to versioner af den fortælling, og i den ene af dem drikker de to nærmest om kap. Jeg har ikke vidst, hvilken af dem, jeg skulle fæste lid til. Og billedet af Gaardboe, sådan som det tegnes af Bent Haller i “Digterpjalten” viser en livsnyder, der f.eks. forsyner smeden i Raabjerg med et hav af uægte børn.

Men altså her i Herredsbeskrivelserne får vi et lille indblik i det religiøse røre i Aalbæk, hvor godsejer Larsen ( Gaarboegaard ) er grundtivigianer om en hals, mens hans argeste modstander netop er Gaarboe. Der står: “Godsejer Larsen, som skabte herregården Gaardbogaard, støttede dem ( = grundtvigianerne ), men sognets mægtigste mand, gårdejer og historisk forfatter A. P. Gaardbo, var imod. Der blev et lille IM samfund i den opvoksende stationsby, Ålbæk.”

Bent Haller skaber en anden Gaarboe end den historiske, og det er han jo i sin fulde ret til, og jeg tilføjer uden skam: han kan tillade sig det, fordi han er en så stor forfatter – og dygtig nok til at blæse på kilderne. Hans lille bog om den pjaltede digter er et mesterværk.

Min roman bliver ikke et mesterværk. Men det skulle gerne blive en solid egnsskildring, og netop derfor er jeg interesseret i at grave så dybt, jeg kan i kilderne og anvende mit materiale så trofast imod det historiske materiale, som det er mig muligt. Derfor bliver det alligevel en roman, og altså ikke en virkelighedsskildring i faktuel forstand. Hvorfor så en roman? Fordi jeg har lyst til at skrive en roman. Det er en stor fornøjelse for mig, og så kan det ikke blive helt ringe for mine læsere.

I en