I 1950’erne kørte vi søndagsture – far, mor, børn og bedstemor ind i bilen og så af sted! Det var aldrig lange ture, for det var efterkrigstid, og der var ikke mange penge i familiepungen. En kort tid havde vi ingen bil, men var alligevel på en enkelt køretur. Det foregik i lejet bil, og det var ingen søndagstur, men en veritabel rejse, helt ned til Skive gik det, og vi skulle krydse Limfjorden og altså nærmest til udlandet. Jeg husker næsten ingenting fra den tur, men suset kan jeg stadig mærke og så det, at vi sov på hotel. Det var vildt.
Men ellers kørte vi ofte små søndagsture – ud i det blå, som mor sagde, og vi drak kaffe på en kro et sted i Vendsyssel. Krokaffe, det var et almindeligt fænomen i efterkrigstiden, og ved alle borde sad familier og drak kaffe og spiste lagkage.
Nogle af turene gik til Kandestederne. Så skulle vi vandre på Råbjerg Mile, og far fortalte om dengang, han var spillede statist i en dansk film, der foregik i Sahara, men altså blev optaget her. Bagefter drak vi kaffe på Kokholms Hotel. Far havde gået i skole med hotelejeren, jeg tror han hed Mads Kokholm, men måske husker jeg forkert. I al fald drak vi kaffe der, og far og den gamle skolekammerat satte sig, og de faldt i snak. Desværre har jeg glemt, hvad de snakkede om, fandt det sikkert kedeligt dengang, og det er jo kedeligt i dag, men så må jeg finde nogle Kandestederhistorier andre steder. Det vil jeg gøre, og i den kommende tid bringe et par stykker. En fortalt af Niels Barfoed og en anden af Thorkild Bjørnvig.
Den første er fra Niels Barfoeds erindringer “Farvel så længe” ( Gyldendal 2007) – hvor han bl.a. fortæller om sit ophold i Kandestederne som helt ung. Ja, det var ganske vist ikke Kokholms Hotel, han boede på, men Kandehus. Her tilbragte han en tid som huslærer for hotelparrets yngste datter Anne.
Det følgende er nogle citater fra hans beretning om opholdet i Kandestederne:
“Så dér stod jeg en dag i august i 1950, endnu ikke tyve år, på Hulsig Station, den sidste før Højen og Skagen, med en køjesæk og en kuffert og en skrivemaskine. Det var langt borte for en københavner.”( side 64)
………..
“Her på denne tomme perron ved verdens ende med tæt plantage til den ene side og klithede så langt øjet rakte til den anden, var jeg absolut alene.
På nogen afstand stod en mand lænet op ad en høj, gammel Ford og iagttog mig, som om det var en gemen western. Han knipsede dog ikke en cerutstump fra sig, da han rettede sig op. Jeg kunne derimod se, at han skråede – hvad der straks var knap så western – da han spurgte, om jeg var den nye lærer. Jeg syntes, han vrængede på “lærer”, men han drævede nok bare på sit halvt uforståelige vendelbomål.
Så kørte vi. Der blev ikke sagt noget, og der blev ved med ikke at blive sagt noget, mens vi humpede ud over heden med solen i øjnene. Det hændte, at vi kørte lidt ud i landskabet for at undgå nogle regnsøer. Det gjorde ingenting, for der var ingen grøfter og knap nok en vej alligevel. Der var en sti, dvs. et par hjulspor. Om man fulgte dem eller ikke, gjorde ikke den store forskel. Jeg kunne godt se, der var brug for en huslærer i Kandestederne.
Min chauffør, der skulle have fem kroner, da han fire-fem kilometer senere satte mig af på gårdspladsen til Kandehus Hotel, havde ikke ment, det var ulejligheden værd at præsentere sig. Det var der jo også god tid til. Men han var altså Viggo, Viggo Hjort, sønnen ovre på Hjorts Hotel, hvor han var altmuligmand. Der, forstod jeg snart, var det hans mor, som var højt oppe i halvfjerdserne, der bestemte. Hans far, Peter, der var endnu ældre, sad altid i et lille værksted, der var bygget i et hjørne af laden, og byggede sirlige kirkeskibe med sine tykke fingre.”( side 65)
“Det andet hotel på Kandestederne hed Kokholm. Det var nok det berømteste og også det nobleste, men alt er jo relativt. Det havde i al fald en vidunderlig endeløs udsigt mod øst, ud mod Milen. Her kom en gang om året dronning Alexandrine og spiste æbleskiver, og her sås Poul Reumert i hvis habit, skuende betydningsfuldt ud over det lave landskab.
Kandehus, det tredje hotel, hvor jeg skulle bo og undervise, havde alle dage, dvs. siden tyverne, været det moderne og livlige hotel. Her synede hotelejeren betragteligt. Han var oven i købet en rigtig maler med bredskygget kunstnerhat og røg egenhændigt sine laks på enebærris og charmerede advokat- og andre fruer på stribe. Men sorgløsheden havde haft sin bedste tid for længst. Da jeg arriverede, var Kandehus’ økonomi hovedkuls på vej ned ad bakke. Det vidste jeg ikke.
Kokholm og Kandehus var konkurrenter, men mere end det: uvenner. Man omgikkes i det hele taget ikke hinanden i Kandestederne. Enhver holdt sig for sig selv. Kokholm havde fine fornemmelser, sagde man på Kandehus. Og ikke særlig meget at have dem i. Dog var der en datter, som var blevet fint gift. Og omvendt: Kandehus! Hvad forstod en forløben kunstmaler fra København sig på hoteldrift? spurgte man på Kokholm. Men de kom altid rendende, begge parter, og skulle låne hos hinanden, når der var noget, der manglede: så var det kaffe, så var det mel. Det var mest på Kandehus, man rendte tør.
Hjorterne, de dukkede sig, gned sig en anelse i hænderne og passede deres. Der var ikke noget fint ved dem. De var lige så meget bønder som krofolk. Til gengæld behøvede gæsterne ikke at klæde om til middag, maden stod på bordet til tiden, og så manglede der ikke noget.
Derudover var der en eneste ærlig husmand i Kandesterne, Jakob, og hans kone samt en enkelt datter, der ikke var flyttet hjemmefra endnu. De skulle heller ikke blande sig. Jakob havde dårligt hjerte, men kørte alligevel mælk hver eneste morgen, før fanden fik sko på.
Nu var der så kommet en indbygger til.
De kaldte mig “studenten”. Som fænomen var jeg ikke noget nyt. Men hvad de kaldte mine forgængere i embedet, ved jeg ikke. Jeg var nok den yngste, som havde været der, kun seks år ældre end min eneste elev. Anne var med andre ord 13 og skulle begynde 3. mellemskoleklasse – hos mig.” ( Side 67)
……..
“Da jeg havde været der en måned eller to, kom køkkenkarlen Robert op på mit værelse og satte sig på kanten af en stol. Om Otine, hans datter, som jeg jo kendte, ikke kunne gå i skole hos mig, så slap hun for at skulle begynde i landsbyskolen inde i Hulsig. Hele den vej! Og der var der jo også kun skolegang hver anden dag. Han så bønligt på mig, og så havde jeg også en elev i første klasse. Løn kom ikke på tale. Jeg holdt jo skole alligevel, og hotelejeren gav mig 100 kr. om måneden oven i kost og logi. (Side 68)
………….
“Mellem Kandestederne og f.eks. Skiveren var der uoverkommeligt langt. At trave derned langs havet kunne være fristende nok, men hvordan komme hjem igen? Jeg var der en enkelt gang, sandsynligvis i en hårdfør bil sammen med en eller anden københavner eller ålborgenser, der var på vores kanter og godt ville have selskab på en udflugt.
Til Råbjerg inde i landet tog folk i gamle dage i kærre fra Kandestederne for at holde gudstjeneste i den lille, ensomme, tårnløse kirke. Dengang var der ikke nogen i Hulsig. Til fods er det en mange timers vandretur ad fåreveksler og over lier. Man måtte have madpakke med. Med mig havde jeg også en feltflaske med filt om, tysk og fra krigen, og lidt grej til at lave akvareller. I kirken hang der nogle gamle naive træskærerarbejder, som jeg fordrev tiden med at gengive på skitseblokken. Så troede jeg, jeg var Martin A. Hansen og Sven Havsteen- Mikkelsen på een gang.
Det hændte, at jeg gik nordøst på ad stranden i stedet for, mod Højen eller Gl. Skagen, og ved en enkelt lejlighed kunne jeg hjælpe en opskyllet sælunge ud på det dybe. Derfra videre til fods til Skagen og med toget hjem til Hulsig. Der var ingen mobil til at ringe efter Viggo og Ford’en. Det måtte aftales og helst dagen i forvejen. Og så gjaldt det om at være der. Viggo var ikke den, der ventede. Så en enkelt gang eller to måtte jeg så også traske de sidste fire kilometer til Kandehus oveni.
Engang havde jeg en kuvert med fra professor Rubow, som jeg for ikke helt at tabe forbindelsen til universitetet havde aflagt en hølighedsvisit, da jeg var i København i julen. Om jeg havde noget imod at at tage dette med, når jeg skulle tilbage? Han rakte mig nogle breve fra Holger Drachmann til en frk. Ingeborg Andersen i Skagen, også kaldet “Skagens Rose”, der som ung havde været den aldrende Drachmanns sidste flamme og siden drev Skagen Hotel efter sine forældre. Dem havde Rubow lånt, for han var i gang med en biografi om Drachmann, som jeg i øvrigt ikke begreb, at han skulle have særlig sans for.
Ingeborg var en fin, lille, intelligent dame højt oppe i årene, der gav kaffe i en lavloftet stue og sad og klappede på den lille stak breve, som hun havde fået igen.” ( side 77)
Barfoed fortæller i et langt kapitel meget levende om livet i Kandestederne i 1950. Det var på den tid endnu et mondænt feriested, men der var nedgangstider over hele linjen, ikke kun på grund af efterkrigstidens lavkonjunkturer, men vel også fordi den slags ferier var ved at gå af mode og kort efter mere eller mindre erstattedes af udenlandsrejser. Verden åbnede sig, og det føltes vel sagtens en kende indelukket og klamt at feriere i Kandestederne på de gamle umoderne hoteller – og lidt efter lidt forfaldt de, og jeg husker, hvordan en tur til det lille samfund i 1970’erne og 80’erne var som en rejse til det en spøgelsesby – I Kandehus var ruderne slået ud og murene afskallede og faldefærdige. Forladthed og forfald. Uden at vide det oplevede Barfoed midt i sit eget blomstrende forår, det gamle steds efterårsagtige afblomstring.
Vil man læse om Kandestederne i dets storhedstid kan man fiske den her bog frem: “I begyndelsen var Lyset. En bog om Kandestederne” Gyldendal 1990. Den er både underholdende og meget smukt illustreret.
I dag er de gamle hoteller igen i drift – forrige årtis vilde byggeboom og usvigelige tro på evig vækst, satte også Kandestederne på den anden ende. Og der blev bygget og restaureret på livet løs. I dag kommer man til et genetableret feriested, der måske endda fungerer. Jeg ved det ikke. Det fremstår umiddelbart sådan, men den ydre velstand kan dække over et indre forfald, og det skulle være mærkeligt, om ikke krisen også har sat kløerne i Kandestederne.
