Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Nu lader vi vinteren sukke videre uden indblanding, og det synes som om den er indstillet på just at gøre det – sukke og glitre i sollyset og stadig med et solidt bid i hver eneste stump af den vintertrætte natur.

Vi andre må videre og forude venter Hulsig. Herunder et billede af Klarup

Jeg har på grund af helbredet ( det skrantende skidt ) været nødt til at forblive  søndenfjords og altså slet ikke haft mulighed for at sætte fod på forfædrenes forblæste og sandede jord. Håber dog, at vi snart igen bliver køreklare.

Men i mellemtiden har jeg gennemgået alle de folketællinger, der har fundet sted fra 1802 og frem, og de vil blive omtalt nærmere i nogle af de følgende indlæg. De har dog ikke alle været lige læselige, og mange af dem er det rene sjuskeri. De allerældste kan jeg ikke læse i digitaliseret form, de er for uklare, og skriften kræver mere tid, end jeg har kunne afsætte. Og sært nok er mange af de yngre endnu værre, fordi “skriverne” ikke har kunnet stave, eller staver, som de har lyst til. Et eksempel : en skriver alle Christian’er eller Kristian’er sådan her: Kristijan, det gælder også Christiansen og Kristiansen – de får alle et j . Jeg har selvfølgelig ikke haft tid til at gå alle kirkebøger igennem for at finde de rigtige stavemåder. I rigtig mange tilfælde kan man næppe tale om en “korrekt” stavemåde. – F.eks. staver de fleste “Krøg” men andre “Krøgh” og mange staver “Trane” men ligeså mange “Thrane”. Sådan kunne man blive ved. Sært nok er en af de mest sjuskede min kære morfar, Anders Andersen, – hans liste gav mig i øvrigt en klump i halsen, for han havde NØJAGTIG samme skrift som min mor – det var som at gense de breve, hun sendte til mig, da jeg gik på kostskole og mors breve var det bedste i hele verden. Dog var indholdet noget andet.

Man kan konkludere meget ud fra tællingerne, og det vil jeg vende tilbage til. Her kun et: der var til min forundring næsten ingen børnerige familier. Husene har jo været små, og desuden bliver kun et af dem benævt “gård”, nemlig Hesselholt – alle andre omtales som “huse”. Børnetallet holdes nede på 2 – 4. Den eneste afvigelse er en banearbejderfamilie, der virkelig var rig på tilvækst af småfolk – her kom der en lille ny hvert år. Men det var jo først efter århundredeskiftet.

Der var naturligvis heller ikke mange tjenestefolk i de små huse.

Spædbørnsdødeligheden kan man naturligvis ikke læse sig frem til, da folketællingerne optræder med flere års mellemrum, men ellers ser det ikke ud til, at der døde mange børn. Man har levet sundt i de små huse.

Nu ikke mere om det, før jeg vender tilbage, og det sker ikke, før jeg har bearbejdet materialet lidt grundigere. Men der vil komme små artikler om Hulsig ind imellem.

Og jo, jeg må lige føje til, at Skagen Landsogn er MEGET mindre end jeg troede: befolkningstallet holdt sig i de ca. 100 år konstant på lidt over 100 personer. Og til sognet hører f.eks. ikke Rannerød, Starup og Kandestederne. Men da disse steder har betydning for min bog, vil jeg være nødt til at foretage analyser også af tællingerne fra Raabjerg Sogn.

Min oldefar Ole Houkjær Pedersen stammer fra Houkjærgården i Kandestederne og at han er en bror til den Mads Houkjær, hvis datter og svigersøn grundlagde Kokholms Hotel i den gamle gård. Han var et underligt menneske, en meget sammensat natur, og han vil helt sikkert spille en stor rolle i romanen.