Tag-arkiv: forlis

100 – Med livet som indsats

Udgivet den af
Svar

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

  Vi begynder dette indlæg med et billede, I har set før, nemlig af Søren Christensen og hans kone Mariane Madsdatter. De optrådte også i indlæg 98, som havde titlen “gæve folk fra Rannerød”. Men dengang var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var et billede af Søren og Mariane. Det er jeg så ikke længere, har nemlig lige læst en bog om “det nørrejydske redningsvæsen,” og i den træffer man mange fortræffelige mænd, og nogle af dem med billede, bl.a. Søren.

 Her har vi den gamle gut. Helten fra Rannerød. Helte var der jo en del af. Min egen oldefar Ole Houkjær var en af dem, men han er nu ikke fotograferet til bogen. Det er til gengæld Chresten Jensen Høgenhaug, Ole Christian Madsen og Peter Madsen.
Herunder vil jeg kopiere den saglige og nøgterne beretning om tre af de forlis, hvor de ovenfor nævnte mænd virkede som reddere og frelste et antal menneskeliv fra druknedøden. At det ikke var nogen let sag viser de tre beretninger.
Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn:
Den 19. Marts 1872 om Eftermiddagen Kl. halv tre modtog Opsynsmanden Meddelelse om, at der var strandet et Skib paa Raabjerg Strand omtrent 1/2 Mil fra Stationen, og at man kunde se 3 Mand paa det sunkne Skib. Det blæste en haard NO. Storm med tæt Snefald. Opsynsmanden fik hurtig fat i 2 Mand og disse sendt til Rannerød for at beordre det derboende Mandskab og Hestene til at møde snarest muligt ved Kandestederne, og med alle de i Kandestederne værende Beboere, ialt 6 Mand, gik han i Gang med at kaste Sne, saa at Redningsbaaden kunde transporteres til Stranden. Kl. 4½ kom Redningsmandskabet fra Rannerød, men havde ikke Transporthestene med, da det var umuligt at bringe dem til Stationen. Opsynsmanden fik da fat i alle de Heste, som var i Kandestederne, nemlig 3 Par, og med stort Besvær blev de trukket gennem de uhyre Snemasser til Stationshuset, hvor de kom kl. 5 og kørte straks afsted med Redningsbaaden, men i den forfærdelige Snestorm blev Hestene sky, da de kom paa Stranden, og det var umuligt at trække Baaden gennem de ophobede Snedriver. Men uden Betænkning blev Baaden taget af Vognen, sat i Søen, og Hestene sendtes hjem. Redningsbaaden kom lykkelig fra Land, og heldigvis var der en god medgaaende Strøm til Strandingsstedet, saa at Baaden holdt ret imod den høje Braadsø, drev ned mod dette. Da Redningsbaaden var kommen den halve Vej, stødte den mod et Vrag, men heldigvis kom der en høj Braadsø, som friede den fra dette igen. Efter 1½ Times anstrengende Roning ankom Baaden til det strandede Skib, og var ved det første Forsøg saa heldig at redde 3 Mand, en fjerde Mand var allerede om Formiddagen frossen ihjel. Redningsbaaden bragte de 3 Mand i Land kl. kvart over 7 om Aftenen i en meget forkommen Tilstand, ligesom Redningsmandskabet ogsaa var meget udmattet efter den besværlige Tur. Det var umuligt at bringe Redningsbaaden tilbage til Stationen, da der ingen Heste kunde komme til Stede, og den blev derfor bragt saa højt op, at den var i Sikkerhed. Det strandede Skib var Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn, paa Rejse fra Ostfriesland til Frederiksstad i Ballast.” ( Citat side 179-180)
Som man kan læse, så var det et barsk job at redde forliste søfolk, og arbejdet vanskeliggjordes af de mange gamle vrag, der dengang stadig lå indenfor revlerne.
Her et sådant vrag, der ligger og hugger i bølgerne ( femmastet skonnert):

Den næste beretning er fra samme bog ( Det nørrejydske Redningsvæsen af C.P. Eisenreich.)
Den 29. September 1872 blæste det en meget haard vestlig Storm, og da Opsynsmanden om Morgenen kl. 4½ kom paa Stranden, saa han, at Forstranden var oversaaet med Vragstykker, og ved at undersøge nærmere, saa han i Morgendæmringen en lille Klynge af Mennesker 150 Favne fra Land til Tider komme til Syne i den høje Braadsø. Hurtig løb Opsynsmanden hjem og fik ved Ilbud tilkaldt Stationsmandskabet og Ejerne af Transporthestene fra Rannerød, og alle mødte Kl. 6½ om Morgenen. Kl. kvarter i 7 gik Radningsbaaden fra Land, og efter en lang og overordentlig anstrengende Rotur lykkedes det at komme ud til de skibbrudne. Derf andtes ikke det mindste tilbage af Skibsskroget, Ankrene var faldne ned og blevet hængende i Vaterstagene, og begge Skibets Master laa flydende, snart over og snart under Vandet, og de skibbrudne, ialt 6 Mand, havde fastsurret sig til den ene Mast. Efter mange Anstrengelser lykkedes det at faa Forbindelse med de skibbrudne, og de kom alle i Redningsbaaden, efter at denne flere Gange havde hugget mod Vragdele, som ikke kunde ses, og derved faaet en Del Skade, og de landsattes heldig Kl. 8½ Formiddag. Det strandede Skib var Skonnertbriggen “Salvador” af Sandefjord, paa Rejse fra Dysart til Helsingør med Kul.” ( Citat side 180)
Den sidste af de tre beretninger handler om skonnerten “Courier”, der strandede ved Kandestederne 7. December 1878:
“Den 7. December 1878, Morgen kl. 8, modtog Opsynsmanden Melding om, at 2 Skibe var indstrandede, det ene 1/4 Mil Vest for Stationene og det andet ½ Mil i østlig Retning. Det blæste en Merssejlskuling af NNO., som efterhaanden tiltog i Styrke til en Storm med Snebyger. Mandskabet og Hestene tilsagdes hurtigt, og Redningsbaaden og Raketapparaterne bragtes paa Stranden. Det besluttedes at tage til den vestlige Stranding, som var en Skonnert, der var sunken paa Ydersiden af 3. Revle, omtrent 180 Favne fra Land, og hvor Besætningen havde søgt Tilflugt i Rigningen. Kl. 9 3/4 Formiddag sattes Redningsbaaden fra Land og kom ud mod 3. Revle, men det var umuligt at borde Skibet eller faa Forbindelse dermed paa Grund af den høje Sø, og Baaden brev i Læ. 5 Gange blev det forsøgt at ro Baaden op, men uden Held, og tilsidst var Baadmandskabet saa udmattet, at der maatte holdes til Land Kl. 1 Eftermiddag. Da Baaden var punpet læns, blev den læsset paa Vogn og kørtes uden Ophold op til Luvart igen og gik ud med det samme Mandskab igen. Efter stor Anstrengelse lykkedes det at borde Skibet, og der kastedes Liner til Besætningen, som en for en sprang i Havet og haledes ind i Redningsbaaden, de 2 af dem var næsten livløse. Kl. 3 1/4 Eftermiddag landede Redningsbaaden velbeholden med hele Mandskabet, 7 Mand, og der blev strak truffet Anstalter til at køre dem i Kvarter, saa de kunde faa fornøden Lægehjælp. Ogsaa Redningsmandskabet var saa forkommen, at de ikke kunde hjælpe til med at bringe Badden i Hus, men der maatte lejes andet Mandskab dertil. Det strandede Skib var Skonnerten “Courier” af Greifswalde, paa Rejse fra Schiedam til Stettin med Lerjord.
For alle 3 forannævnte Virksomheder modtog Redningsstationens Personale Ekstrabelønninger saavel af den danske som af de paagældende udenlandske Regeringer.” ( Citat side 180-81)
Disse tre beretninger er nøgterne og præcise – der er ikke indlagt nogen form for drameffekter eller følelsesladede formuleringer. Anderledes forholder det sig med andre beretninger om samme fænomen = forlis og storm. Se f.eks. indlæg nr. 19 i kategorien Hjemstavnsroman om Briggen Daphnes forlis i 1862.
Du kan måske også gå tilbage til indlæg nr.93 og læse om Kandesterne der – her hører man, hvordan traditionen med at pleje skibbrudne udviklede sig til hoteldrift. Det var driftige folk, der beboede egnen – de var vant til at kæmpe med naturkræfterne og de gav ikke op for lidt modstand. Her under et billede af endnu en af de modige redningsmænd: Chresten Høgenhaug, grundlæggeren af Hjorths hotel:

Om Høgenhaug fortælles følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen:Christen Jensen Høgenhaug blev ansat som Baadsmand den 1. Januar 1864, avancerede den 1. Oktober 1882 til Baadformand og var endelig Stationens Opsynsmand fra 1. November 1892 til 1. Oktober 1909, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder, og døde den 26. April 1913. I sin omtrent 46-aarige Virksomhed deltog han 26 Gange med Redningsbaaden i Redning af 149 skibbrudne. Han var dekoreret med Fortjenstmedaljen i Sølv, Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.( Citat side 181 )
Herunder kan man læse en lille beretning fra Tidsskrift for Redningsvæsen:

 
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Jeg er temmelig sikker på, at min blog i de kommende to måneder ikke kommer til at handle så meget om Hulsig. Jeg mangler materiale og kommer ikke på de kanter, hvor jeg kan finde nyt før ind i det nye år.

Så derfor, kære Hulsiglæsere: I bedes væbne jer med tålmodighed og helst ikke springe helt og aldeles bort fra siden, som nok igen skal blive mættet med mere vægtige oplysninger og ikke kun et tumlested for disse og lignende pistne ord om dit og dat.

Ja, jeg lover i det nye år at tilføre bloggen et solidt skud vitaminer og dertil det nødvendige antal kalorier, så den kan vokse sig fyldig og fin.

Jeg lovede for kort tid siden at skrive noget om storm og skibbrud og redningsaktioner, og det løfte vil jeg så småt forsøge at indfri – men som sagt: det bliver i det små, skønt den slags begivenheder udfolder sig i det store.

Altså beskrivelsen vil i første omgang blive en kontrast til det beskrevne.

Som et plaster på såret får I her et sjældent billede af min smukke kæreste:

24 – H. C. Andersen: Skagen

Udgivet den af
Svar

Her en række billeder af den natur Andersen så:

 
 
H. C. Andersens rejseindtryk fra Skagen udkom første gang i”Folkekalender for Danmark” i 1860. “Skagen” er skrevet kort efter Andersens hjemkomst og d.12 november læste han den højt i Studenterforeningen. Dagbladet anmeldte teksten – som ud over “Skagen” også indeholder “En Historie fra Klitterne”, der foregår i Vestjylland. Bladet slutter den fine anmeldelse sådan her: “En forøget Tiltrækningskraft faar den derved, at dens Skueplads er henlagt til de vilde og øde Egne i Jylland, Vesterhavets Kyster og Klitterne ved Skagen; de kraftige Skildringer af disse lidet kjendte Egnes Natur og Befolkning ere en Frugt af Andersens sidste Sommereise.”
Det er nok ingen tvivl om, at H.C. Andersen med denne populære tekst om Skagen har været medvirkende til at vække den “opdagelsesiver”, der følger umiddelbart efter, og som resulterer i, at Skagen bliver selve stedet, hvis man er rigtig kunstner. Digteren indleder sin skildring med disse ord:
( Citat fra side 7) “Vi ville besøge denne “Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige Sandklitter og den tilfygede begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdenshavet. Skagen er nok et Besøg værd.” ( Citat slut)
Skagen er under forvandling på den tid,  Andersen besøgte det. Den navnkundige Byfoged Lund har allerede for længst fået sin plantage anlagt midt i byen, og der er mange og effektive sanddæmpningsaktiviteter sat i gang. Andersen skriver om plantagen således:
( Citat fra side 13) “… lige foran os, hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsværen dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmangt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogdens Bolig, den  ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab. det har menneskelig Udholdenhed formaaet.” (Citat slut).
Ja, ifølge overleveringen var det jo den sorte slave, John Leton, som byfogden i 1817 fik forærende som tak for en redningsaktion, der klarede det hårde arbejde med at plante træer. Han er for øvrigt en af personerne i en roman om Skagen, som udkom for få år siden, skrevet af Henrik Wentzel, “Dødemandsbjerget”. Jeg har endnu ikke nået at læse den, men når det er sket, vil den indgå i bloggens tekstunivers.
Bloggen har allerede bragt et par eksempler på beskrivelser af redningsaktioner, og der vil komme flere. H. C. Andersen må naturligvis være med her. Skibskatastrofer og forlis er det mest dramatiske i Skagens historie, og skildringerne så vidt forskellige. Her vil jeg citere slutningen af Andersens Skagensoplevelser, for der er netop tale om en redningsaktion:
(Citat fra side 24) “Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgerne brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde enhver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad din Stue i den mørke Nat, det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasten pidske dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens-Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm; sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du har naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene, og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skærende Skrig lyder til dig Nødraab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, Enkelte holde fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er falden hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste føres til Skagens By, Byen uden Gade eller Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men “kolde Hænder, varme Hjerter!” siger Ordsproget.” ( citat slut)
Der er milevidt fra Andersens til Pontoppidans skildringer af skagboerne i en strandingssituation!
Vi er så langt fremme i den tekniske udvikling, at der her findes både raketter og redningsstol til bjergning af de strandede folk.
Der er en lille krølle på fortællingen om Andersens tur til Skagen, som ellers ikke omtales nogen steder, men her vil jeg gøre det. Der boede nemlig på egnen en anden Andersen, der også var digter. Hans historie er ikke noget eventyr, selv om starten ligner H. C.’s .Bent Haller har fortalt den i “Digterpjalten,” men man kan også læse om denne ukendte digter Andersen i de arkiver som findes i det lille smukke egnsmuseum i Ålbæk. Her traf jeg ham første gang.
Carl Andersen hed han, og han var frugten af et forbudt kærlighedsforhold – en adelsdame på Gårdbogård fødte ham – og han sattes i pleje hos husmandsfolk. Og blev jo selv husmand. Fik også familie og sled for at holde sulten for døren, men det var umuligt, for netop på den tid tog sandflugten fart på den egn, hvor hans lille ejendom lå, og han kæmpede en håbløs kamp for redde sine marker fra at sande til. Ind i mellem skrev han. Kunne jo ikke lade være, for han havde talent. Men et talent, som ikke fik lov at udfolde sig. Et enkelt lyspunkt oplevede han dog, nemlig den dag, hvor han fik tilsendt en pris fra Kong Chr. d. 9. som tak for et hyldestdigt, som han uopfordret havde sendt til kongen. Men ellers var hans dage sorte, og den sorteste af dem alle var nok den dag, hvor det var rygtedes, at den store digter H. C. Andersen ville komme til Skagen og på vejen gøre ophold på Ålbæk kro. Her stillede Carl fra morgenstunden og ventede på kollegaen. For nu skulle han vise sine digte til en stor kunstner, der ville værdsætte dem og se deres skønhed og helt bestemt tage ham under sine vinger. H. C. Andersen kom, og vi ved ikke, om han fik noget at vide om digteren, der stod og ventede udenfor. Men vi ved, at kroværten ikke ville tillade, at den fattige mand blev lukket ind – det var han slet ikke fin nok til. Så Carl blev afvist ved døren, og det hjalp ikke, at han tiggede og bad. Han var og blev en stymper. Og derved blev det, og han måtte gå den lange vej tilbage til huset i Råbjerg med uforrettet sag.
 

19 – En Strandingsberetning – Illustreret Tidende januar 1863

Udgivet den af
1


 
De mest dramatiske i fortællinger om Skagen og dens historie er naturligvis de mange strandinger og skibsforlis. Det er begivenheder, der i den grad har præget de menneskers liv og sind, som har levet i byen, og en historie, der strækker sig fra middelalderen og til vor tid. Jeg har selv som barn været vidne til en stranding – det var ved Skiveren, og jeg vil senere sætte et billede ind fra begivenheden.
Her gengiver jeg ordret en beretning fra Illustreret Tidende i januar 1863:
“Anden Juledag er den eneste Dag i Aaret, da man paa Skagen næsten udelukkende tænker paa Fornøjelser. De fattige Fiskere og deres Familier glæder sig længe iforvejen til denne Festdag; om Aftenen genlyder Byen af Musik, Sang og Dans, og dette vedvarer til næste Morgen. Ifølge gammel Skik og Brug skal hver Baadseier anden Juledag gjøre et saakaldet Fiskergilde, for samtlige Fiskere med Familier, der i det forløbne Aar have været i hans Fiskerselskab; paa denne gode, gamle Skik, der har noget Patriarchalsk ved sig, holde Fiskerne stærkt, og de see skjevt til, naar Baadseieren søger at frigøre sig for sin Forpligtelse, ved at betale hver fisker en lille Douceur. Gjesterne blive ikke alene godt bevertede den Aften, men ved Afskeden forsynes de rigeligt med Kager og andre Fødevarer, der tages med til Hjemmet. Det er en stor Glæde, at overvære et saadant Fiskergilde. Alt er reenligt og propert, en hvid Dug er bredt over det store, umalede Bord, som er besat med Ølkruse og Leerfade med Tobak og Kridtpiber, til Gjesternes Afbenyttelse. De Gamle spille Kort, medens de Unge dandse og Børnene lege; længere hen paa Natten svinge de Gamle sig ogsaa omkring efter Spillemandes Viol. Bevertningen er solid og rigelig; Alt aander Fred og Glæde – Ingen tænker paa, hvor kort et Spring, der er mellem Glæden og Sorgen, mellem Livet og Døden.
Saaledes var sidste anden Juledags Nat ogsaa hengaaet paa Skagen, Folkene havde taget Afsked fra Gilderne og begivet sig hver til Sit, Børnene og Konerne sov, medens Mændene endnu opholdt sig udenfor, for at afvente Daggryet og dermed den frie Udsigt over Kysten. Stormen havde raset voldsomt om Natten, Hav og Himmel havde staaet i Et, nu faldt Vejret noget af, medens Skagboerne, oppe fra de forskjellige høje Klitter, speidede omkring, for at forvisse sig om, at intet Skib var kommet til Ulykke.
Pludselig blev der Røre i Østerby, der løbes fra Huus til Huus, Vogne jage afsted og et Øieblik efter ere Alle paa Benene og paa Veien til Nordstranden hvor der er seet et Skib at strande og derefter at kappe Masterne. Ved det paa Nordstranden liggende Huus, hvori Redningsbaaden opbevares, hersker den største Travlhed. Baaden staar paa sin Vogn, rede til at kjøres bort, Hestene komme og spændes for, og i stor Hast jage de afsted, det er, som de vidste, at Menneskelivs Redning beroer paa deres Hurtighed. Med Baaden følger Opsynsmanden, der ivrigt paaskynder Kørselen, samt Baadens Mandskab, ti af de modigste og mest uforsagte Mænd. Man seer strax hvem der er Formanden, det er den ældste blandt dem, en rigtig Dannemand, høi og stærkt bygget; den prøvede Erfaring lyser i hans kloge Øjne og af hans rolige Aasyn, han er et rigtig Billede paa den djærve, danske Sømand, hans Navn er Jens Christian Jensen. Hundreder af Skibbrudne skylde hans Mod og Dygtighed deres Redning. Længe inden Regjeringen anskaffede Redningsbaaden, var han altid Formand ved Redningsforsøgene; hans Kammerater vare rolige, naar “den gamle Jens Christian”‘s prøvede Haand holdt Roret og hans sikkre Øie vaagede over hver en Sø, der skulde undgaaes. De Redningsforsøg, hvori han havde været Deltager, var saa utallige, at han ei engang selv kunde huske dem. I 1843 havde han faaet Medaillen for Druknedes Redning, for at redde Besætningen fra et fransk Barkskib; ved en senere Leilighed erholdt han Tilladelse til at bære den. I 1857 blev han tilkjendt Fortjenstmedaillen i Sølv, for at have reddet en engelsk Besætning. I December 1860 forestod han et meget farefuldt Foretagende, med at redde Besætningen fra en russisk Skonnert. De øvrige Deltagere fik en Pengebelønning, men til ham kom der et Brev fra Justitsministeriet, som forkyndte, at nærmere Resolution angaaende ham kunde forventes. Man mente, at det var paatænkt at give ham Dannebrogskorset, men den lovede Resolution kom aldrig. – I Dag vil han atter selv bringe sig i Erindring ved en modig og uforfærdet Handling. Hans ved flere Lejligheder prøvede Kammerater følge ham;  de raske Sømænd ile spøgende afsted mod Ulykkens Skueplads, de see allerede det ulykkelige Skib, de høre de skibbrudnes Skrig; Elementernes Rasen ændse de ikke, de stole paa deres gode Baad og paa deres kjække Formand. Baaden sættes nu i Søen, enhver Tilstedeværende yder en hjelpsom Haand, medens Mandskabet forsyner sig med Redningsbelter og affører sig unyttige Klædningsstykker; endelig er Alt rede, hver Mand er paa sin Plads, Formanden staaer ved Roret: paa hans Haand, næst Guds Bistand, beroer det heldige Udfald. Baaden er sat ud langt Vest for Skibet, da den rivende Strøm vil føre den mod Øst; thi det gjelder om, at komme i Forbindelse med det strandede Skib ved Forbisejlingen.
I et Øieblik føres Baaden bort, rask hales der ud paa Aarerne og man hører Formandens Opmuntringsraab igjennem Stormens og Bølgernes Susen. Søerne slaae over Baaden og den fyldes med Vand, det betyder Intet, den kommer strax op igjen, snart seer man den høit paa Toppen af en Bølge, i næste Øjeblik forsvinder den bag Vandmasserne, for atter at hæve sig sig, naar den næste Bølge kommer.
Paa Stranden hersker der høitidelig Stilhed blandt de Tilstedeværende, Alles Blikke er vendt mod Baaden, nu lader den sit Anker gaae, for at komme ind til Skibet, men Strømmens Magt fører den forbi, rastløs arbeides der med Aarerne, for at komme op mod Strømmen, men alt Arbeidet er forgjeves. De Skibbrudne udkaster Bøier med Liner, for derved at skaffe Forbindelse med Baaden. Det lunefulde Hav fører Bøierne bort, til Baaden naae de ikke. Denne Kamp mod Havets Magt fortsættes i næsten to Timer. Der gives Signal fra Land om at opgive Forsøget, for at foretage et nyt. “Den gamle Jens Christian” er ikke vant til at lade sig afskrække, han vil ikke give tabt, før det kniber, men endelig kan Mandskabet ikke arbeide længere, Baaden vender om mod Land, i næste Øjeblik staaer den paa Stranden. Da de Skibbrudne see Baaden vende om, opfylde de Luften med Nødskrig.
Nu afbrydes Stilheden paa Stranden, hurtigt bliver Baaden atter sat paa sin Vogn og kjørt tilbage vesterpaa til et nyt forsøg. Mandskabet hælder Vandet af de lange Støvler og bereder sig til den næste Dyst. Spøgen fra i Morges har tabt sig, man hører kun Alvorsord, og af og til Beklagelse over Træthed og Udmattelse, desuagtet er der ikke Tale om Andet, end at det nye Forsøg øieblikkeligt skal iværksættes. Baaden er allerede kjørt, Mandskabet kommer efter, men det gaaer ikke saa hurtigt. “Den gamle Jens Christian” iler foran, men han maa ofte see sig tilbage, een af hans Folk kan ikke følge med, hans Kræfter ville ikke staae ham bi. Baadens Opsynsmand, der har samlet sin Erfaring i Livets practiske Skole, fatter Øieblikkets betydning og Fare, og opstiller allerede Raketbukken, for i fornødent Fald i Hast at kunne gjøre Brug af en Raket, og derved bringe Redning; trende raske Sønner hjelper ham og snart er det i Orden. – Eiheller de øvrige Tilstedeværende ere ledige; en Fiskerbaad er bragt tilstede og bemandet, den holde sig rede til at gaae ud, om det bliver nødvendig. – Nu ere alle Forberedelser trufne; den fungerende Politimester gjør Mandskabet opmærksomt paa, at dersom der er Nogle blandt dem, som ikke have Kræfter til at være med ved det nye Forsøg, da er der ingen Skam i, af denne Grund at træde tilbage, idet Deeltagelsen i saa Fald lettere kan skade end gavne og der er Folk nok tilstede, som med friske Kræfter kunne indtage deres Plads. Fire Mand benyttede sig af dette Tilbud og strax ere de erstattede med Frivillige. Baaden gaaer nu atter ud, den er snart ved Skibet og denne Gang synes Forsøget at skulle lykkes: en Bøie fra Vraget er kommet ombord i Baaden og den haler sig nu op. een af de Skibbrudne entrer ned og naar lykkeligt Baaden, den Næste er allerede paa Veien, men da kommer en svær Sø lige mod Baadens Side, den krænger stærkt over og, forinden den atter har reist sig, kommer den næste Sø, Baaden kæntrer og lukker sig, ligesom et stort Laag, over sit ulykkelige Mandskab og den skibbrudne Mand, der troede sig reddet, naar han blot kunde naae den frelsende Baad.
Mandskabet kommer efterhaanden frem under Baaden og søger at klamre sig fast, men den ene Bølge følger den anden og skyller dem atter ned. De Skibbrudne maae med Sorg see deres gjæve Redningsmænd omkomme for deres Øine, medens de selv, mere en før, maae mistvivle om Frelse. – En Raket affyres nu ud imod Baaden, men et Vindstød fører Linen tilside og den rammer ikke.
Det hele er et Minuts Værk; den Baad, der paa Land holdtes rede til at ile til Hjelp, kunde udsætte sig for en lignende Skjebne, men neppe bringe Redning, selv om dens Mandskab havde været forvovent nok, til strax at gaae ud.
Vi skulle ikke fremstille de Scener, der nu paafulgte, efterhaanden som Mandskabet kastedes bort fra Baaden og drev iland. Brave Folk vovede sig langt ud i Havet for, saasnart som muligt at gribe de Forulykkede; kun To af Ti kom levende iland; Familie og Venner søgte at oplive de Andre, men uden Held. “Den gamle Jens Christian” havde selv i Døden beholdt sin rolige Mine, man kunde endnu see, at han var “Formanden”. Han havde idag faaet en bedre Løn, end den, der kunde ydes ham af menneskelige Hænder, dersom Forsøget var lykkedes.
Medens de forulykkedes Koner og Børn endnu sov i deres fattige Hytter, og drømte om den foregaaende Aftens Glæder, havde deres Forsørgere fundet Heltedøden; de Ulykkelige maatte nu vaagne til en sørgelig Virkelighed, for at modtage hine brave Mænds jordiske Levninger.
Uagtet denne skrækkelige Begivenhed var dog Modet ikke veget fra Fiskerne paa Stranden. – En Raket havde naaet Skibet, og der var bragt en Trosse ud. Det ene Forsøg foretoges efter det andet, den første Baad reddede een Mand, den anden tre Mand og endelig om Aftenen Kl. 10, da Vejret var faldet af, reddedes de sidste sex Mand. Saaledes blev de Skibbrudne paa een nær reddede, medens otte af dem, der gjorde Forsøg paa at bringe Hjelp, maatte lade deres Liv. Foruden Formanden, Jens Christian Jensen, druknede Iver Andreasen, Niels Christian Simmonsen, Anders Brun, Thomas Pedersen, Jens Pedersen Kjelder, Chresten Thomsen og Jacob Tønnesen. Niels Andersen og Jens Jensen kom levende iland.
Det Skib, der ved sin Stranding bragte saa megen Sorg og Nød over den lille Fiskerby paa Landets Nordpynt, var Briggen “Daphne” af Gøteborg, ført af Captain A. F. Lindbom, paa Reisen fra Hjemstedet til Cette med en Ladning Jern og Planker. Skibet stod fast paa den anden Revle 25 til 30 Favne fra Land; det er Vrag, men idetmindste endeel af Lasten er bjerget.
For at lette den store Nød, som den sørgelige Ulykke har fremkaldt, idet hver af de Forulykkede efterlader sig en Enke, og fem og tyve umyndige Børn have mistet deres Fædre, samles der Bidrag her i Landet og i Naboriget. De, som have Alvor til at forestille dig den Elendighed, som otte raske Familiefædres pludselige Hedengang fra Viv og Børn maa afstedkomme, samt Evne og Hjerte til at hjelpe, ville vistnok gribe dybt i Pungen; her er Nøden ikke blot uforskyldt, men fremkommen ved ædel, heltemodig Foragt for Faren, hvor det gjaldt at frelse Medmenneskers Liv.”
Ovenstående er en afskrift af Tønnesens “Det svundne Skagen fortæller”, og han oplyser ikke forfatterens navn. Det vil jeg så søge andetsteds, og det vil blive tilføjet senere. Her er det interessant at se en stranding fremstillet så helt anderledes end i Henrik Pontoppidans en Fiskerrede. Pontoppidans novelle er stor kunst – det er litteratur i verdensklasse, mens denne lille beretning er en triviel fortælling “fra virkeligheden” i et ugeblad, der var populært i slutningen af 1800tallet og et stykke op i 1900tallet – en slags forløber for Illustreret Familiejournal, og fremstillingen er den lidt klichéagtige, der hører sig til i et sådant blad: en beskrivelse af heltedåd og mandsmod. Ikke desto mindre forekommer den mig at ramme virkelighedens fiskere meget præcisere og i al fald mere sympatisk end digteren gør det i sit portræt af det lille fiskerleje – men hans dagsorden er jo også en anden, nemlig at skabe stor kunst. Og det gør han. Fiskerne skal han blot bruge.