Tag-arkiv: barok

Barokkens følsomhed

Udgivet den af
Svar

Ikke en overskrift, man har set før, vel? En af de hårdeste anklager ( og ja, man kom jo på anklagebænken, når man skrev sådan en bog) var jo, at min Kingo var for følsom, navnlig nu afdøde Jens Kistrup ( må han hvile i fred!) var slem til at ironisere over, at jeg havde fremstillet en person, der kunne elske af hjertet. Vi var slet ikke nået til hjertet endnu – litteraturhistorisk altså. “Kingo in love” kaldte han anmeldelsen. Men Kingo kunne elske. Lidenskabeligt, men også varmt og inderligt. Inderligt, hov! igen et ord man ikke forbinder med Barokken. Men vel kunne de føle inderligt dengang også. Senere vil jeg skrive et par vers, som viser kærlighedens ægte og varme glød. Hos vores digter.
Men først vil jeg vise noget andet. Hans Adolf Brorson skriver akkurat 100 år efter Kingos fødsel i sin salme: “Guds igenfødte, nylevende sjæle” Følgende: Onde vi vare og døde som stene/hårde i hjertet som marmor og stål.” Det er en omvendelsessalme og vi befinder os nu i pietismen. Her gælder det om at arbejde på at komme så nær til Gud som muligt, og det kræver en total omvendelse. Sådan er det ikke i barokken, her hersker den ortodokse lutheranisme, og selv om mennesker må og skal gøre bod for deres synder, så er alt forladt, og den kristne er på trods af sin syndefuldhed på vej til himlen. Som for øvrigt er et sted, hvis tærskel hedder døden. Ikke noget med at smutte i den syvende himmel her på jorden. Først i døden ender man “i Abrahams Sød! ( Et klamt sted syntes mine elever!!)
Men se nu alligevel, hvordan de to digtere nærmer sig hinanden i deres salmer: Kingo skriver: “Kolde Hjerte, Iisekule/Bunde-frosne Syndesø/Gid din dybe Froste-Hule/ op ved Aandens varme tø!”
Kingo kendte ikke pietismen, men han kendte så alligevel de strømninger af præpietisme, der rislede ind over Europas byer fra Tyskland, hvor de længe havde eksisteret – et eksempel er Arnts: “Vier Bücher vom wahren Christentum” fra begyndelsen af 1600 tallet. Denne teolog og mange andre banede vejen for pietismen.
Jeg lader i min roman Kingo møde denne strømning i sin studietid, og episoden med unge Jens Justesen er autentisk nok, sådan optrådte han, men at Kingo mødte ham er noget, jeg har digtet, derfor kan det godt have sin rigtighed. Hvorfor skulle et begavet og følsomt ungt følsomt menneske ikke søge og lade sig påvirke af det nye i tiden?
Her citat fra min Kingobog. Kap. 9
“…..Kunne det nu også være sandt? Var Guds dom over menneskene så streng? Og kunne mennesket overhovedet leve så rent, som Justesen påstod, at det skulle?
Han Thomas kunne ikke.
Men han skulle. Det var et krav fra Himlens strenge Gud, sagde præsten. Og ellers… fortabelsen. Men nåden?
Han så igen den unge studenterpræst for sig, sådan som han havde stået foran dem, tynd som en stængel, der kunne knække hvert øjeblik, og så bleg og hvid, som havde han aldrig set dagens lys. Men øjnene. De brændte. Og stemmen. Thomas havde den endnu som en skræmmende vellyd i øret. Ja, for hans stemme havde været så smuk, så ivrig, så brændede som hans blik. Så piskende mørk og melodisk. Så dyster og ren som stor sørgemusik.
Ja, Jens Justesen, han var i sandhed noget andet end de sædvanlige prædikanter, og hans måde at tale på … slet ikke som de ligegyldige budskaber, præsterne plejede at bræge ud over forsamlingen af sovende studenter. Deres pedantiske udlægning af evangelierne, som de gennemgik vers efter vers uden at vige en håndsbred fra teksten. Kun ord, som enhver student i forvejen kendte til bevidstløshed. Aldrig det mindste nyt. Aldrig det mindste, der kunne vække.
Justesens ord havde været nye og stærke. Som et stød i hjertekulen. Som et chok, når man mindst ventede det. Og de ord var hans egne. Men det var jo netop det, der oprørte Thomas allermest. For var det så Guds ord? Kunne man tro dem? Og skulle man?
Men den måde, han brændte dem ind i studenterne på … Ordene havde smældet som piskesnert hen over hovederne, som dukkede sig. Også Thomas havde dukket sig, og alligevel havde hans indre været én vild protest.”
Justesen bliver ( ikke i romanen, men i virkeligheden) arresteret og kastet i fangehullet. Han hører ikke til i barokken. Men han er der jo. I Kingos inderligste salmer hører man et ekko af denne nye følsomhed, der først for alvor får mulighed for at folde sig ud i 1700 tallet.
Prøv selv at flyve lidt rundt i Kingos salmer og bliv svimmel. Jeg kan anbefale en bog, udgivet af Det danske Sprog-og Litteraturselskab 1995 “Thomas Kingo: Digtning i udvalg. Her får man den rene vare og bliver man for alvor bidt af den store digter, så får man fat i Hans Brix og Billeskov Jansens Thomas Kingo Samlede Skrifter, udgivet i 1941-1945 af samme selskab. Her er man for alvor i godt selskab, og kan drive lystigt rundt i det store forfatterskab.
 

Barokkens brutalitet

Udgivet den af
Svar
Barokkens brutalitet
Lidt løst og fast om barokkens ( 1600 tallets) måde at betragte livet og menneskene på. For snart mange år siden skrev jeg en roman om Thomas Kingo ( Gylden Sol og sorte Skyer), og i det lange forudgående researcharbejde forstod jeg stadig mere tydeligt, at jeg aldrig ville komme til rigtig at kunne leve mig ind i den tids menneskesyn. Et af de fænomener, der lukkede af for en dybere indføling i barokmenneskets dagligliv var den overalt herskende brutalitet. Barokken er en periode, hvor stort set alle mennesker var solidt placeret i fasttømret hierarki. En urokkelig og stivnet orden. Og fra toppen og ned blev systemet fastholdt med vold og magt.
I dag bliver vold i stort set alle sammenhænge set som noget ondt. Men dengang blev korporlig og åndelig mishandling betragtet som et gode, eller i bedste fald som et nødvendigt onde. At afskaffe vold var det samme som at afskaffe det kristne menneske. Vejen til karakterdannelsen gik kun én vej: gennem voldens smerteunivers.
Vi kan finde eksempler overalt i tidens litteratur. Her er et udpluk fra en prædiken, som Thomas Kingo holdt over Jakob Birkerod: Ved TILSYN og god OPTUGTELSE beskikkes Børn til Gud. BØRNE-TUGT er nødvendigere end Klædetvet, denne tager vel Skarn og Smitte fra Legemet, men hin vanske og vanheld fra Sindet. og senere i samme prædiken: Vist er det, at Børn fødes ikke Mænd; Men det er og vist nok, at Mænd deris Liivs tiid tiit blive Børn, fordi de manglede Tugt Det var således ikke blot tilladt, men ligefrem anbefalelsesværdigt at slide flittigt på pisk, stok, ris, ferle, og hvad man ellers besad af torturredskaber. Og der var ikke nogen rar nabo eller social myndighed, der greb ind, når et barn var udsat for korporlig afstraffelse.
Voksne mishandledes og mishandlede også hinanden livet igennem. Fra historiebøgerne ved vi, at tidens danskere led under fattigdom og sult, der var aldrig særlig langt til livet på landevejen, i 1660 strejfede 10% af alle danskere om og ernærede sig ved tiggeri. Og dertil kom de mange krige og pestepidemier. Det må have været ganske uhyggeligt at leve i den tid.
Erik A. Nielsen skriver herom i sin Kingobog: Hjerteløse prygl og afstraffelser hørte til dagens (u)orden. Den patriarkalske familie spejler i en miniatureskikkelse enevældens patriarkalske samfundsorden. I det private som i det offentlige hersker den umenneskelige jurisdiktion og de grove straffe. Børneopdragelse foretages ofte med ris, der har ligget i saltlage og modsvarer nådesløsheden i opdragelsen af det religiøse sind. ( Side 36 ).
Her synes jeg, at et sidespring er nødvendigt, inden vi helt afskriver barokken som et voldeligt intermezzo i vor folks historie. Den barske og hårde børneopdragelse forsvandt nemlig langt fra med barokkens forsvinden. Jeppe Aakjær fortæller i sine erindringer om glæden ved barndomshjemmet, men han fortæller også et sted, hvordan han ofte fulgte med sin mor, når hun skulle skære ris, og de to snakkede så godt sammen, og i al den fryd og glæde kunne den lille dreng næsten glemme, hvad risene skulle bruges til. Først når de kom hjem, og mor lagde risene i saltlage (!) blev den lille dreng beklemt. Men Aakjær bebrejder ikke sin mor de hårde afstraffelser, de nævnes blot som en uvæsentlig, ja nærmest lidt humoristisk biting, og det er modbilledet af den fromme og gode moder, der bliver stående i erindringen.
Først med Knut Beckers lange fortælling om drengen Kai ( Det daglige Brød) bliver børnemishandlingens grusomhed genstand for en iskold og nøgtern og samtidig hjertegribende fremstilling, så at også læseren må tage afstand.
Og lige til slut: Der findes stadig mennesker, også i Danmark, der af et godt hjerte mener, at forældre har ret til at tæve deres børn. Prygl er nok forbudt på papiret og i det offentlige rum – ligesom rygning. Men i hjemmene?  Tja …
Selvfølgelig er der et modbillede til tidens megen elendighed. Det vil jeg vende tilbage til, men jeg vil også MEGET gerne høre jeres kommentarer til ovenstående.

Barokken og Thomas Kingo

Udgivet den af
Svar

Jeg kan anbefale alle med interesse for barokken at læse Erik A. Nielsens bog “Thomas Kingo”. Det er ganske afgjort den bedste bog, der nogensinde er skrevet om barokken og dens digtere, her jo navnlig Kingo. Bogen følger efter Erik A. Nielsens bog “Kristendommens Retorik”. Det er også en fremragende bog om hele det kristne billedsprog og sprog i det hele taget, men den er langt fra let at gå til for ikke-fagfolk. Jeg har arbejdet meget med litteratur og synes, at jeg har en relativ nem tilgang til litteraturvidenskabelige værker, men den omtalte bog har jeg måttet bruge lang tid på at læse – og jeg er sikker på, at jeg må læse den igen, for rigtigt at forstå den. Det er et arbejde simpelthen, men bogen er afgjort arbejdet værd.