Tiltelblad til Troens rare Klenodie
Svar
Fra Kingo til Brorson – springet
Et helt naturligt spring. Ganske vist skriver de to digtere i hvert sit århundrede, og begge er i lige høj grad børn af deres tid.
Kingo skriver i 1600 tallet, der religiøst er præget af ortodoksi og bodskristendom, politisk af enevælde, stilistisk af barok. Men der er huller i ortodoksien, enevælden er faretruende ny, og barokkens knudrede stil og lagpålag betydninger afløses gang på gang af en forbløffende enkelthed og inderlighed.
Brorson skriver i 1700 tallet, religiøst præget af pietisme og omvendelseskristendom, politisk af enevælde og stilistisk af rokokko. Men pietismen har bodskristendommens strenghed i sig, politisk udfordres enevælden gennem hele århundredet, kulminerende med Den franske Revolution, og rokokkoens lethed modsvares ofte af tungsind og en knugende livsangst, der nok kan ligne det forrige århundredes dødsangt.
Der er mangfoldige andre berøringspunkter mellem de to digtere. Derom senere, her blot et lille morsomt eksempel: Da Brorsons far ligger på sit dødsleje, og han dør fra en uforsørget hustru og tre fremtidstruede sønner, da synger han med opbydelsen af sine sidste kræfter:
“Om mine Børn og Sæd/om jeg vil sørge/om jeg hver time græd/og ville spørge:/hvor skulle de sit Brød og Lykke tage? Gud lever jo endnu!/ Han kommer dem ihu,/ De skal ej klage.” Ordene er andet vers af Kingos “Nu rinder Solen op”.
“Kingos Salmebog” udkom i 1699, og den blev indført i alle landets kirker, altså også i Randerup Kirke, hvor salmedigteren Brorsons far var præst, og den havde sin blomstringstid i den periode.
Et lille sidespring: Brorsons far var ganske vist præst og burde ikke høre til fattigfolket, men det gjorde han, bl.a. fordi han var mentalt syg og ikke altid formåede at røgte sit dobbelte hverv som præst og landmand. Han har altså grund til at være bekymret, da han ligger på sit dødsleje, og her kan kun Kingo trøste ham. Opgørelsen af boet viste for øvrigt, at præstegården var ribbet for værdier, og at den afdøde havde stiftet gæld.
Løst og fast om Kingoromanens tilblivelse
I forbindelse med Kingobogens udgivelse holdt jeg en del foredrag. Et af dem var i Dalum ved Odense. Der var mødt mange mennesker op, man kunne straks fornemme, at der her var tradition for at deltage i den slags arrangementer. Da jeg kom beklagede præsten, at man kort tid forinden havde man haft et Kingoforedrag af Ebbe Kløvedal Reich. Og det var jo synd. For mig, tror jeg, han mente. Folk var nu alligevel yderst lydhøre, og det blev faktisk en rigtig god aften. En af tilhørerne sagde omtrent sådan ved foredragets afslutning: “Vi havde jo Kløvedal på besøg for kort tid siden, og jeg overvejede at blive hjemme i aften, for nok er Kingo stor, men to foredrag i rap om den samme digter, det er sådan lige i overkanten. Men nu er jeg glad for, at jeg kom, for vel er det den samme person, I har fortalt om, men I ser ham jo fra meget forskellige vinkler. Kløvedal fokuserede på Kingo som embedsmand, og du har mest fortalt om privatmennesket Kingo – så nu har vi set ham i fuld figur.”
Så måtte jeg jo sige, som jeg ofte gør, at vist har de ikke det – set ham altså – de har blot set vore helt forskellige tilgange til digteren, og det har utvivlsomt været morsomt og muligvis givet et ganske nuanceret billede, MEN – ikke sandheden.
Skal man for alvor tilstræbe SANDHEDEN, så må man begive sig ind på forskerens stenede vej, en arbejdsom affære, og selv her er der tale om tolkninger, som er bestemt af mange ting: forskermetoder og -gemyt, tid og sted og meget andet. Erik A. Nielsen når f.eks. i sin “Thomas Kingo” fra 2010 til helt andre resultater end forskeren Richard Petersen i sin “Thomas Kingo og hans Samtid” fra 1887. Den moderne forsker har efter min mening et langt bedre “barokgehør” end den ældre forsker. Ordet barokgehør har jeg klippet fra E.A.N’s afhandling – her skriver han nemlig, at det er muligt at nå meget langt i forståelsen af tidens tekster, hvis man studerer dem længe og grundigt nok, ja så kan man arbejde sig frem til et rigtigt godt barokgehør.
NB: Man får et fint barokgehør af at læse Erik A.Nielsens bog.
Og for resten, hvor er vi heldige: Nu har vi tre SUPERFORSKERE til de tre SALMESUPERSTARS: Kingo = Erik A. Nielsen – Brorson = Steffen Arndal – Ingemann = Niels Kofoed.
Kingos etiske fordring
Kingo blev biskop. Det var et af landets højeste embeder og flot scoret af en knægt fra samfundets bund. Hold dig til dit kald og din stand, lyder det overalt i tiden. Dertil, hvor du er, har Herren kaldet dig, og der er din plads. Men Kingo holder sig ikke på plads – eller rettere: han definerer selv sin plads. Og sin rang.
Men han var alligevel ikke, sådan som nogle af hans biografer har fremstillet ham, en ærekær stræber uden følelse for andre. Det er ganske vist sandt, at han ikke som sin stedsøn Jakob Worm vovede at sværte det enevældige samfundssystem direkte. Han hyldede det tværtimod flittigt i sin digtning. Worm derimod var systemkritiker og måtte tage konsekvenserne: udvisning til Trankebar, hvor han hurtigt døde. Griffenfeldt gik også for tæt på magteliten og blev henrettet, og kongedatteren Leonora Christina blev kastet 22 år i Blåtårn. Vejen fra toppen til bunden var kort i 1600 tallet. Og Kingo vidste det. Alligevel kan vi se, ikke bare af salmerne, men også af brevene til kongen, at han aldeles ikke var uden empati og slet ikke fej. Her vil jeg blot nævne to eksempler 1) arbejdet for de fattige og 2) arbejdet på en ny salmebog til Danmarks kirker.
Efter refomationen godt 100 år tidligere har man ikke mere de mange klostre med indbygget arbejdskraft til at tage sig af de fattige og syge. Holdningen var dengang den, at var man fattig eller syg, så var det et mellemværende, man havde med Gud – ikke med samfundet – Gud var endnu mere enevældig end kongen, men han havde ord for at være retfærdig: altså: havnede du i skidtet, så havde du nok ærligt fortjent det.
Til erstatning for klostrene oprettedes statsdrevne hospitaler, og de var ganske gyselige. Alle: sindssyge, kræftpatienter, affældige gamle samledes i én pærevælling i store huse med mange sengesteder og en prædikestol centralt placeret midt i al elendigheden.
Det er Kingo, der som kirkens overhovede har tilsyn med hospitalet i Odense, men det er kongen, der har det økonomiske ansvar. I et brev til kongen tegner Kingo i skarpe og præcise billeder de stakkels forpinte mennesker, og han anmoder kongen om at gøre sin pligt: betale flere penge, så vilkårene kan bedres. Og her lægger biskoppen ikke fingrene imellem. Han indleder med at sige, at han vil lægge sit hoved i kongens skød ( et religiøst billede: “Abrahams skød” er selveste himmeriget ). Her er det kongens skød. Og så vil han tudbrøle, og hver eneste tåre skal vælde fra den tsunami af elendighed, der skyller ind over hospitalet og er ved at drukne de stakkels fattiglemmer. Se, det er da et billede, der vil noget, og som må få kongen på stikkerne, skulle man tro. Men Kingo går videre, han giver en beskrivelse af fattiglemmerne så udpenslet, som var det en splatterfilm. Og han standser ikke her, han har den dristighed at påstå, at disse sølle skrog ikke kun er fattig – lemmer. De er lemmer af Kristi legeme. Og Kingo henviser derpå dristigt til fortællingen i Lukas Evangeliet, hvor vi hører om den fattige, byldebefængte Lazarus, der ligger foran den riges dør, mens kun hundene forbarmes over ham og slikker hans sår. Her i digtet lader Kingo endda også en hund optræde, så vi ikke skal være i tvivl:
“Her hyler en, der er så fuld af sår og bylder/ som Job og Lazarus og sine sprækker fylder/ af det han nærmest har, med spyttet af sin mund/ og klapper for en slik fra tungen af en hund.”
Så kan kongen vel forstå, at det er selve Guds ord, der tales gennem Kingo. Og som vi kan læse i Biblen, så dør både den fattige og den rige, og mens den fattige muntrer sig “i Abrahams Skød”, så træder den rige lige ind i helvedets fortærende flammehav. Den parallel, Kingo her laver mellem den rige i Biblen og kongen i Danmark, er til at få øje på, og kongen var jo ikke blind. Det er ren og skær trussel det her: hvis du ikke punger ud, så ved du hvad der sker!!! Og Kingo vover ikke skindet for egen vindings skyld.
Det andet eksempel er fra salmebogssagen, som jeg ikke vil oprulle her, den er ret præcist skildret i min roman. Men i al korthed: Kingo redigerer og trykker en ny salmebog til Danmarks kirker. Den bliver blacklistet af kongen. Og Kingo reagerer voldsomt på forbuddet. I stedet for at dukke hovedet, iler han til København for ansigt til ansigt med kongen at sige sin ærlige mening. Det kommer han ( heldigvis måske) ikke til, men viljen er der, og modet mangler heller ikke.
Nu ikke mere om den side af Kingo. Måske kan min læser føje noget til?
Hvorfor salmedigtere?
Da jeg lavede research til Ingemannbøgerne besøgte jeg naturligvis Eskildstrup Præstegård, for her er digteren født, og her levede han den største del af sin barndom. I den forbindelse spurgte præsten i Eskildstrup mig om, hvorfor jeg i grunden skrev om de karle? Og mente jo salmedigterne. Det enkleste svar ville være: “fordi jeg har lyst.” Det er bare ikke rigtig noget svar, for det kunne følges af spørgsmålet: og hvorfor har du så det? Jeg ved oprigtig talt ikke, hvor lysten kommer fra, men kan jo gætte.
Jeg er født i en lille fiskerby, hvor kristendommen var ligeså selvfølgelig som mad og drikke ( læs Hans Kirks Fiskerne, og du vil se et nogenlunde klart billede af Strandby dengang). Min åndelige vejleder var bedstemor, som beboede førstesalen i mit barndomshjem. Hun var en from kvinde, der tidligt og silde læste højt for os af kristelige tekster, mest biblen, dog vist nok kun i børneudgave. På den måde fik vi indblik i en åndelig verden, der lå langt væk og alligevel var indenfor rækkevidde. Men man skulle jo altså række ud efter den, den var ikke for dovendyr. En af vore sange dengang begyndte således: “luk dit lille hjerte op, Guds Nådes sol vil skinne ind …” Med lidt god vilje var vejen banet.
Barnetroen. Den var stærk, og der skulle gå mange år, inden jeg i det mindste forsøgte at give slip på en så naiv tro. Den var blevet indpodet så blidt og smukt, og havde lejret sig i sindet så solidt, at det føltes som et ubærligt værditab at give slip. Men ungdommen er den tid, hvor man slipper så meget, og også hvor man slipper fri af så meget. Og min forståelse for og holdning til kristendommen undergik da også mange metamorfoser i denne brydningstid. Og desuden: så meget andet tog pladsen op og fyldte: forelskelser, venner, studier og en verden, der lukkede sig op og syntes uendelig og dog sært overskuelig. Vi læste og læste og gjorde os kloge. Og syntes jo, at vi vidste det hele – os, der var unge i 60’erne og 70’erne – vi fandt udødelige sandheder i litteraturen og var overbeviste om, at vi havde en mission: Vi skulle intet mindre end at gøre verden til et bedre sted for menneskene at leve i. Religionen blev for de fleste af os marginaliseret, eller erstattet af en form for materialisme – og samtidig var det som om i al fald jeg led af en slags åndenød, og det selv om jeg også læste både Dostojevskij, Camus Sartre og Malraux og andre åndeligt forankrede digtere.
I min studietid skyllede den marxistiske bølge hen over universiteterne, og ville man bestå eksamen, måtte man se at få lært, at alle mennesker i kapitalistiske samfund levede med fremmedgjorte bevidstheder og slet ikke ret forstod sig selv og verden. Det skulle vi så lære. Bevidstgørelse, hed det. For mig virkede det sært bekendt. Verden var enkel: der var de frelste ( marxisterne) og de ufrelste ( kapitalisterne eller de stakkels borgerlige, der gik omkring med fremmedgjorte bevidstheder= reaktionen blev de kaldt under et). Og omvendelsen var nødvendig for mennesker og verdens frelse. Det kendte jeg hjemmefra.
Måske er min hang til salmedigtere affødt af et savn, der opstod i denne ellers så frodige og slet ikke kedelige studietid. En mangel på åndsliv. Jeg ved det ikke. Jeg har meget at være mine universitetslærere taknemmelig for, og ideologikritikken var såmænd ikke kedelig – alt var ikke skidt – der var også kanel i kagen. Jeg synes f.eks., at jeg har fået et mere nuanceret syn på samfundet end det, der herskede i mit barndomshjem.
Men nu tilbage til salmedigterne. I deres værker findes en overflod af skønhed og ånd og liv udtrykt i de smukkeste billeder. En verden af livsvisdom. Og der mangler ingenting. Ikke engang Gud.
Jeg fandt det naturligt at lade en Brorsonbog følge på Kingobogen. Brorson er den største, skønt han ikke har skrevet ret meget. Men det skal jeg vende tilbage til.
Historisk troværdighed
Barokkens følsomhed
Ikke en overskrift, man har set før, vel? En af de hårdeste anklager ( og ja, man kom jo på anklagebænken, når man skrev sådan en bog) var jo, at min Kingo var for følsom, navnlig nu afdøde Jens Kistrup ( må han hvile i fred!) var slem til at ironisere over, at jeg havde fremstillet en person, der kunne elske af hjertet. Vi var slet ikke nået til hjertet endnu – litteraturhistorisk altså. “Kingo in love” kaldte han anmeldelsen. Men Kingo kunne elske. Lidenskabeligt, men også varmt og inderligt. Inderligt, hov! igen et ord man ikke forbinder med Barokken. Men vel kunne de føle inderligt dengang også. Senere vil jeg skrive et par vers, som viser kærlighedens ægte og varme glød. Hos vores digter.
Men først vil jeg vise noget andet. Hans Adolf Brorson skriver akkurat 100 år efter Kingos fødsel i sin salme: “Guds igenfødte, nylevende sjæle” Følgende: Onde vi vare og døde som stene/hårde i hjertet som marmor og stål.” Det er en omvendelsessalme og vi befinder os nu i pietismen. Her gælder det om at arbejde på at komme så nær til Gud som muligt, og det kræver en total omvendelse. Sådan er det ikke i barokken, her hersker den ortodokse lutheranisme, og selv om mennesker må og skal gøre bod for deres synder, så er alt forladt, og den kristne er på trods af sin syndefuldhed på vej til himlen. Som for øvrigt er et sted, hvis tærskel hedder døden. Ikke noget med at smutte i den syvende himmel her på jorden. Først i døden ender man “i Abrahams Sød! ( Et klamt sted syntes mine elever!!)
Men se nu alligevel, hvordan de to digtere nærmer sig hinanden i deres salmer: Kingo skriver: “Kolde Hjerte, Iisekule/Bunde-frosne Syndesø/Gid din dybe Froste-Hule/ op ved Aandens varme tø!”
Kingo kendte ikke pietismen, men han kendte så alligevel de strømninger af præpietisme, der rislede ind over Europas byer fra Tyskland, hvor de længe havde eksisteret – et eksempel er Arnts: “Vier Bücher vom wahren Christentum” fra begyndelsen af 1600 tallet. Denne teolog og mange andre banede vejen for pietismen.
Jeg lader i min roman Kingo møde denne strømning i sin studietid, og episoden med unge Jens Justesen er autentisk nok, sådan optrådte han, men at Kingo mødte ham er noget, jeg har digtet, derfor kan det godt have sin rigtighed. Hvorfor skulle et begavet og følsomt ungt følsomt menneske ikke søge og lade sig påvirke af det nye i tiden?
Her citat fra min Kingobog. Kap. 9
“…..Kunne det nu også være sandt? Var Guds dom over menneskene så streng? Og kunne mennesket overhovedet leve så rent, som Justesen påstod, at det skulle?
Han Thomas kunne ikke.
Men han skulle. Det var et krav fra Himlens strenge Gud, sagde præsten. Og ellers… fortabelsen. Men nåden?
Han så igen den unge studenterpræst for sig, sådan som han havde stået foran dem, tynd som en stængel, der kunne knække hvert øjeblik, og så bleg og hvid, som havde han aldrig set dagens lys. Men øjnene. De brændte. Og stemmen. Thomas havde den endnu som en skræmmende vellyd i øret. Ja, for hans stemme havde været så smuk, så ivrig, så brændede som hans blik. Så piskende mørk og melodisk. Så dyster og ren som stor sørgemusik.
Ja, Jens Justesen, han var i sandhed noget andet end de sædvanlige prædikanter, og hans måde at tale på … slet ikke som de ligegyldige budskaber, præsterne plejede at bræge ud over forsamlingen af sovende studenter. Deres pedantiske udlægning af evangelierne, som de gennemgik vers efter vers uden at vige en håndsbred fra teksten. Kun ord, som enhver student i forvejen kendte til bevidstløshed. Aldrig det mindste nyt. Aldrig det mindste, der kunne vække.
Justesens ord havde været nye og stærke. Som et stød i hjertekulen. Som et chok, når man mindst ventede det. Og de ord var hans egne. Men det var jo netop det, der oprørte Thomas allermest. For var det så Guds ord? Kunne man tro dem? Og skulle man?
Men den måde, han brændte dem ind i studenterne på … Ordene havde smældet som piskesnert hen over hovederne, som dukkede sig. Også Thomas havde dukket sig, og alligevel havde hans indre været én vild protest.”
Justesen bliver ( ikke i romanen, men i virkeligheden) arresteret og kastet i fangehullet. Han hører ikke til i barokken. Men han er der jo. I Kingos inderligste salmer hører man et ekko af denne nye følsomhed, der først for alvor får mulighed for at folde sig ud i 1700 tallet.
Prøv selv at flyve lidt rundt i Kingos salmer og bliv svimmel. Jeg kan anbefale en bog, udgivet af Det danske Sprog-og Litteraturselskab 1995 “Thomas Kingo: Digtning i udvalg. Her får man den rene vare og bliver man for alvor bidt af den store digter, så får man fat i Hans Brix og Billeskov Jansens Thomas Kingo Samlede Skrifter, udgivet i 1941-1945 af samme selskab. Her er man for alvor i godt selskab, og kan drive lystigt rundt i det store forfatterskab.
Tak for hjælpen
Tak Hans – det er så dejligt at have kloge IT sønner i baglandet for det jeg ikke har i baghovedet. Men det blev altså et morderligt stort portræt. Kan man gøre det mindre, uden at karlen helt forsvinder?
Kingoportræt
Tidsbilleder og deres troværdighed
I denne post vil jeg skrive lidt om, hvor ofte et tidsbillede falder uden for de gængse rammer for, hvad der hører til tiden. Jeg ville begynde med at karakterisere et billede af Kingo, men jeg forstår ikke, hvor mange steder jeg end suser rundt i IT-verdnens gådefulde rum, at uploade ( som det hedder på nudansk) et billede. Derfor må billedet vente, men resten af “post”en kommer her: Vi ser på et portræt af Kingo. Det kopieret fra Thomas Kingo – Samlede Skrifter fra 1941-45 af Hans Brix og Billeskov Jansen. Vi ser et billede af digteren, der ligner mange andre Kingoportrætter fra tiden. Og vi ser en lidt søvnig, måske endda en lidt veg person. Og selv om munden er sanselig og ser ud til at kunne bide, så er der samtidig noget sart og blidt over ansigtet. Nå, tænker min læser, så må det være en forfalskning, for Kingo var som bekendt strid og uforsonligt barsk og slet ikke til at røre, så hvad har det her fruentimmersødladne portræt med ham at gøre. Jo, vist er det ham. Og vi ser ham bære kjole og kalet, så der er nok fra hans tid som præst. En ret ung Kingo.
Det forholder sig sådan med det historiske, og det gælder også kunst- og litteraturhistorie, at vi inddeler i mere eller mindre fastlåste både, som vi derefter forsyner med overskrifter, og så bruger vi skriften i båsen som forklaringsmodel og tolkning af tekster og begivenheder. Og derved overser vi så meget.
Når vi først er hjemme i en bås, f.eks. BAROKKEN, så står vi fast der, som et andet stykke kvæg og tygger drøv på det, vi nu ved. Og er tilfredse med det, for alle de store forskere og en del af vi andre småfuskere har jo netop indset, hvordan alt hænger sammen.
Og så er der jo alligevel hele tiden noget, der falder udenfor. F.eks. nu dette ansigt. Men jo også meget meget andet, finder vi, når vi dykker ned i tidens mange udtryk.
I min næste post vil jeg forsøge at pege på nogle af de fænomener, der sjældent eller slet ikke nævnes i karakteristikken af Barokken. Det vil jeg gøre bl.a. ud fra kapitler af min Kingobog – kapitler, som anmelderne i sin tid fik sure tæer af at læse, og som fik dem til at svinge pisken over mit stakkels debutanthoved. Jeg kan love jer, at de slag gjorde ondt, og jeg har stadig mærker af dem. Men jeg svarede jo ikke dengang på dem, mest fordi jeg finder det temmelig uværdigt at gå ind i den slags polimikker. Anmeldere er ( kun ) anmeldere, og mange af dem ved ikke bedre. De har et job, som de skal røgte, og så gør de det vel efter bedste evne.
Men nu vil jeg lige slutte af med et eksempel, som netop falder mig ind, og som refererer til en af mine tidligere posts, den “om barrokkens brutalitet” – heri kunne det jo se ud, som om barokmenneskene tærskede løs på hinanden i tide og utide og navnlig på de små og store børn. Men det er værd at huske, at der også dengang var andre metoder i spil, f.eks. var Hillerød Latinskoles leder Albert Bartholin optaget af langt mere “moderne” opdragelsesideer. Han troede på, at musik, sang og dans var nok så gode midler til at forme menneskesindet, inspireret som han var af renæssancehumanisten Montaigne, der f.eks. altid vækkede sine børn blidelligt med den dejligste musik, som han lod spille hver morgen for de små poder.