Intermezzo.

Udgivet den af
Svar


Som mine læsere, ikke af bloggen, men af mine bøger, vil vide, så har børn og børns vilkår altid interesseret mig, og et par bøger herom er det jo også blevet til i tidens løb – 3 børnebøger: “Johan”, “Isenglens Søn” og “Skyd dig igennem, sagde Oldefar”.
Men også i voksenbøgerne spiller barndommen en stor rolle – det ses f.eks. markant i “Outside” – “Blues” og “Mellemlandet.”
Og i de store biografiromaner har jeg dvælet rigeligt længe ved barndommen. Eller “rigeligt”? – jeg ved nu ikke – det er den tid, menneskets sjæl formes, den tid, hvor det er mest udsat og skrøbeligst, og hvor alt kan vindes og tabes.
Det vil de næste indlæg komme til at handle om.
 

61 Et kig på det gamle Hulsig – 1910'erne 20'erne

Udgivet den af
Svar

Et par billeder fra skatkammeret, nogle af dem har I set før: Her ser vi først Magnus Hesselholt opdyrke heden. Jeg gentager den lille fortælling: Han var som ung mand på landbrugsmesse i Nordtyskland og fik lov at hjembringe en traktor til demonstration i Nordjylland – kørte han den første traktor i Vendsyssel? – næppe. Men en af de første:

Klik på billedet for at forstørre!
Nå, men de næste par billeder har I ikke set:
Først den berygtede Ålbækvej, hvor man ikke kunne køre, når det havde regnet, og dernæst anlæg af den ny:

Så skete der noget – jeg ved ikke, hvem huset tilhører – det kan nogen måske fortælle mig?
Klik på billederne for at forstørre!
Herunder ser vi uddeleren Anders Andersen ( min morfar ) foran sin butik og ved siden et billede af butikk:

Indefor i den lille brugs trivedes familien Andersen. Den var ikke stor: Anders og Magdalene og lille Vera. Hun voksede og blev så køn. Og fik senere en kæreste, min far, som på det her tidspunkt havde travlt med alt andet end kæresteri: der var en hede, der skulle opdyrkes, og han gik med andre planer, som vi skal høre om senere. Mor havde han udset sig. Men det kunne vente.
Men mor … ja, hun var da bestemt byens skønhed. Nu var der jo ikke så mange unge piger i byen, min onkel Otto måtte således til Kandestederne for at finde sig en, og hun var til gengæld ansat som kokkepige hos Poul Reumert og blev min tante Kirsten. Men hende vender vi tilbage til. Hun hørte til i en hel anden verden, den nye store, der kom til Hulsig og ændrede alting.
Men i landsbyen kunne man også drømme stort, og mor gjorde det vel. Sammen med hjerteveninden Sigrid. Her skal vi se de to piger. Hulsig har fostret en række af smukke mennesker – det ser man, når man bladrer i de gamle album. Jeg vil lidt efter lidt vise dem på bloggen, og først senere samle dem i familier og andre konstellationer ( f.eks. redningsmænd, landbokoner osv.) Her er nu er par billeder af Vera og Sigrid. Sigrids far var redningsmand og han viste mig engang sin medalje. Men ellers ved jeg meget lidt om hendes forældre. Det vil jeg finde ud af.

Åh, de er vist lige gamle på de to billeder – jeg vil vende tilbage til Vera-billederne – ligesom vi også skal hilse på andre hulsigboere fra den tid.
 
 
 

Foredrag i min barndoms kirke – metodistkirken i Strandby

Udgivet den af
Svar

Ja, det er det jo ikke, min altså. Min barndoms kirke er for længst forvandlet til diskotek eller burgerbar eller noget andet, jeg har glemt hvad.  Allerede for adskillige decenier siden byggede man en ny metodistkirke i Strandby, og det var jo den, jeg var inviteret til d. 28 april for at fortælle om Ingemann og hustru. Desværre var jeg for sløv til at tage et billede af den smukke nye kirke – det kommer på næste gang, jeg har været i Strandby. Jeg var inviteret af

Som sagt kirkebygningen er ny, men ånden den samme. Nogle af de smukkeste barndomsminder, jeg har, knytter sig til den kirke og det liv, der udfoldede sig inden for  dens rammer.
Jeg var der for at fortælle om Lucie Ingemann, og på billedet her er jeg i færd med at signere et eks. af Digteren og Malerinden, der handler om det egendommelige kunstnerpars liv.

Herunder et billede af min kære “gamle” kirke:

60. Hulsigfolk – men hvem er de?

Udgivet den af
Svar


Nu vil jeg blive glad for hjælp – for nogen tid siden fandt den nye ejer af huset på Strandvej 18 i Strandby ( vores barndomshjem) et par billeder på loftet. Da der mig bekendt kun har boet mine forældre og min bedstemor i huset, så må det være forfædre til en af dem – men hvem? Min farmor og farfar ( Janus og Elise Hesselholt ) er det ikke, og min bedstemors forældre er det heller ikke.
Billederne er efter klædedragt og frisure at dømme vel fra 1880’erne –
Det kunne være morsomt med et anegalleri – det vil nok komme – lidt efter lidt. Men anerne skulle gerne have navne.
Bedstemors forældre så sådan her ud, så dem er det jo ikke:

Christian og Maren Larsen født h.v.1840 og 1846
 

59. Tillæg til anekdote 1 – og vi er tilbage i Hulsig –

Udgivet den af
Svar

I anekdote nr. 1 fortalte jeg historien om min far, Magnus Hesselholt, der var den, der indførte traktoren i Skagen Landsogn, og efter hvad han selv fortæller, så var han i Nordtyskland til en stor landbrugsmesse, hvor fænomenet blev demonstreret for interesserede landmænd. Og han fik altså vist nok muligheden for gratis at hjemføre en traktor mod at demonstrere den for de nordjyske landmænd – jeg kan tænke mig, at bror Otto har været med i det foretagende, men her er jeg på gyngende grund.
Så var jeg så heldig, at et gammelt album, som jeg troede kasseret ( DEN SLAGS GAMLE BILLEDER MÅ ALDRIG KASSERES!!!!!!!) alligevel eksisterede hos min nevø Søren, som har sans for gamle tings værdi. Og deri fandt jeg billedet af far i færd med at opdyrke Hulsig Hede.
Så, mine venner, nu har jeg et årstal: Det var i 1924. Far var altså 23 år, og på det tidspunkt ejede han gården på Tranevej, som senere overgik til familien Husth, senest ejet af Erling Husth – nu er en borte og erstattet af den nyopførte ejendom: STADUM.
Her kan I se billedet:

Klik på billedet for at forstørre

Et klima- og naturspring

Udgivet den af
Svar

Så mangen en sommer har vi gået her og stønnet i den ålumske varme og så pludselig taget springet til Jyllands nordspids – deroppe, hvor solen nok skinner flere timer end her i Østjylland, men hvor vinden altid har en skarphed i sig, og hvor vinterens mørke, fastholdt i den sorte lyng, møder det skærende forårslys i grelle modsætninger – så meget lys og så meget mørke, – ja, så er det som at skifte til et helt andet land på en anden breddegrad.
Det skift oplevede vi forleden, hvor vi tog hjem efter nogen tid deroppe ved strand og hede.
Her er et par billeder taget d. 3 maj i Ådalen:



Da vi i sin tid slog kludene og meget andet sammen og således dannede par og familie, skulle vi finde et sted at bo, det er klart. Jeg syntes, det var lige meget hvor vi boede, dog satte jeg en betingelse: der skulle være hav og sand og klitter og store vidder. Det var for resten en skrap betingelse og min kære nye ægtemage, svarede at han da også var ligeglad. Dog satte han en betingelse: der skulle være frodigt. Når man stak en pind i jorden skulle den slå rod og blive til et træ.
Så vi kunne jo sådan set ikke leve sammen.
Det har vi alligevel gjort i snart 45 år – og vi valgte altså den frodige egn. Og se blot, hvor den tager sig ud iklædt forårsdragt og solskin.
Prøv at sammenligne med billederne i forrige indlæg1 Der er kun få dage imellem billederne
 
 
 
 

58. Tranestederne i april

Udgivet den af
Svar

Så er maj allerede smuttet indenfor landegrænsen, og her i Ålum er alt forvandlet til lyse og glade forårsfarver. I Tråen nåede vi ikke at opleve maj-fryden – det var april lige til vi rejste hjem i forgårs. Og april, når den er mest drilagtig. Så koldt og mørkt – eller mørkt? der var jo lyset fra hver morgens solopgang og til sent, men alligevel: den gode sol gemte sig hårdnakket, og vinden larmede i træerne og satte havet i oprør hver dag. Men havet er jo også smukkest, når det buldrer løs i sin egen utæmmelige vælde ( vrede, synes man ind imellem, og sådan er vi gode til at lægge vore følelser ud i naturen). Men havet er så vist aldrig vredt. Det er blottet for følelser. Men det vækker følelser, det er sikkert og vist.
Her et par billeder fra de seneste dage. Men læg mærke til, at dybt nede i mosset, spirer farver frem, og om få uger står det hele og lyser af glæde. Og så er der de pludselig solstrejf ind over klitterne, der allerede nu lyser så smukt i kontrast til den omliggende sorte hede.
 

Intermezzo

Udgivet den af
1

Til mine Hulsiglæsere!
Jeg holder ferie for tiden – og skriver altså ikke på bloggen – ferier har jeg aldrig været god til – plejede at sige: “Så fik vi has på den ferie!”
Men jeg er blevet MEGET bedre til at stå sent op, læse aviser i l a a n g tid, gå ture uden at tænke på, hvordan man formidler bølgernes skvulpen verbalt og i en sådan kvalitet, at det bliver litteratur og dog stadig forbliver naturen tro i den forstand, at læseren oplever bølgebruset og ser havet for sig …
Skulle i dag tale med Hans Nielsen, som bestyrer Skagen Lokalsamling – og tror i ham at have fundet en åndsfælle i al fald med hensyn til ovennævnte feriesnak. Han skrev nemlig til mig forleden, at han ikke kunne møde mig i dag, fordi han lige nu “afsoner” ferie.
Har dog ikke undladt at fotografere en del, og i morgen vil jeg forsyne en side her på bloggen med sorte aprilsbilleder. Sorte, fordi naturen stadig knuges i vinterfavnen. Vejret er lusket og koldt og Hulsig Hede brun og barsk – men … som Ibsen skriver i Terje Vigen: “men med vilde blomster iblandt”.  Helt nede i det grå mos titter små røde øjne frem. Snart myldrer det med farver.
April er forventning – maj er opfyldelse.
 

57. Hulsigdamer?

Udgivet den af
Svar

Hjælp mig!
 
I min bedstemors gemmer fandt jeg disse damer, som er umulige ( for mig) at navngive. Kender nogen dem? Hvis du ved, hvem de er, så vær så venlig at skrive det til mig.  Min bedstemor, i hvis gemmer billederne på er Anna Andersen, født Anna Larsen ( Krøgh ), hun blev gift med min bedstefar, uddeler Andersen i Hulsig.

NB: du forstørrer billederne ved at klikke på dem – ny dimension for hvert klik.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Nu vi er ved engle og djævle – så vil jeg dele et fund fra skuffen med jer – håber ikke, at nogen ( jeg siger ikke hvem ) synes, at jeg går over stregen. Somme tider er det ikke til at lade være.
I 80’erne var Ole meget aktiv i det kommunalpolitiske liv, og måske syntes hans børn, at han var for fraværende ind i mellem, eller måske tværtimod for formynderisk, grænsende til det enevældige, og det var jo just i den tid, hvor det begyndte at blive moderne at lytte til børnene og indføre et forsigtigt familiedemokrati.
Et af mine børn, og jeg siger ikke hvem, har i al fald haft en særlig ejendommelig måde at føre valgkamp på – og det har sikkert været i forbindelse med et kommunalvalg at vedkommende barn, jeg siger stadig ikke hvem af dem, har syntes at denne valgplakat af far var lige i øjet –