Argentina 2013

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Asadoren i arbejde – til Oles fødselsdag.

Og til beroligelse fra enkelte oprørte læsere: der tilberedes ikke grillet mormor, men oksekød.

Denne gang blev det mest en ferierejse. Men ikke kun. I al fald ikke kun tænkt sådan i mit hoved. Faktisk rejste jeg med en ide om at samle materiale til en historie om de fire Hansen-søskendes udvandring til landet i 1922. Noget som måske skulle blive en bog.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke havde tid og kræfter eller lejlighed til at udføre den del af rejseprojektet på en blot nogenlunde tilfredsstillinde måde, så det svandt lidt efter lidt ind til noget langt mere magert, nemlig den lille fortælling, som jeg vil skrive i et af mine næste indlæg.

Der var flere grunde til, at det måtte gå sådan. For det første drog vi jo af sted for at fejre Oles 70 års fødselsdag – altså et helt andet fokus – og for det andet og som en følge af det første, så fulgte alle vore børn og børnebørn og nogle søskende med os på det meste af turen. Så vi var næsten hele tiden MANGE sammen. Det gav tid til meget, men ikke til eftertanke og fagligt arbejde.

Vi tilbragte dog nogle få dage på Pedro og Miriams gård alene ( kun søster Annelise var med der) ,og her fik jeg stof til den smule, som jeg vil skrive i et senere indlæg. Det var imidlertid også her, jeg først rigtigt forstod, at jeg slet ingen bog skulle skrive, for den opgave er nemlig ikke min.

Bare rolig: opgaven er i gode hænder, bare ikke i mine, og bogen bliver helt sikkert skrevet, for Miriam har nemlig samlet en hel kiste fuld af stof til den og det igennem flere år. Her har hun indsamlet og nedfældet, hvad hun gennem flittigt arbejde har kunnet finde om familiens ( sin egens og Pedros) udvandring til og videre liv i Argentina.

Hun mangler tid, siger hun, til at samle det store stof til en bog, og jeg lovede vist at hjælpe,  når hun når så vidt. Det vil jeg selvfølgelig gøre, hvis jeg kan. Men tiden er altså hendes største problem, og det kan jeg ikke hjælpe hende med. Der er altid opgaver på gården, og nu er den også åben for bondegårdsferie, dvs. at der ind i mellem kommer turister, og som jeg har forstået det, så henter Pedro dem i lufthavnen i Buenos Aires og kører dem den lange vej til Necochea, hvor de så bor på gården og bliver beværtet i et antal dage. Det er anstrengede og tidkrævende.

At skrive en bog er noget man gør ene med sig selv og helst uden forstyrrelser, og her er hun ilde stedt med de levevilkår hun har. Mens vi var på gården så vi ikke så meget til Miriam, for en barnløs faster var blevet syg og indlagt på hospitalet i Necochea, og her får patienter sikkert udmærket lægebehandling, og der er også sygeplejersker til at sørge for medicin og den slags, men den personlige omsorg og pleje er familiens sag. Så der skal kort sagt være familie til stede HELE TIDEN. Og her var Miriram altså den nærmeste. Hun og en søster passede faster.

Tid er en luksus. Her som der, men ikke mindst der.

For mit eget vedkommende er det den eneste luksus, jeg bryder mig om. Men jeg har så kæmpet lidt for den. Og hager mig nu fast af alle kræfter. Tid VIL jeg have. Og nok. Egoistisk. Jo sikkert. Men min lange løbetur i alle retninger har allerede varet længe: og nu går jeg over til langsomt trav.

Travlt får jeg alligevel ind imellem – men dejligt travlt.

I indlægget herunder vil jeg tage jer med til fødselsdagen i Necochea d. 22. januar. Takket være vores ven Alan Ahrendt og Miriam fik vi en dejlig fest. Tak begge to. Også tak til alle I andre der deltog også med herlige spiser.

På en dejlig plads ved floden festede vi. Her manglede der ikke noget: der var dejligt mad, fin betjening og de smukkeste omgivelser, hvor børnene kunne lege, og vi andre vandre snakkende om i sommernatten.

Den argentinske del af familien kom med kager og tilbehør til maden, vi skulle blot sørge for kød og vin. Tak.

På billederne et lille udsnit af de argentinske og danske gæster – der mangler en del, men det kan jeg måske udbedre ved at låne fra Oles samling:

Uden for festsalen. Miriam, Hans og Juan:

Og børnene kunne lege, trods varmen:

 

 Pedro i snak med kusine Toves svigerdøtre Lili og Patricia:

Oles bror Hans, den argentinske fætter Pedro og kusine Eliza:

 

Fætter Goryo og fætter Svend:

 

Karin, Hans og Cecilia:

  

Alan og Elsa – uden dem, ingen fest:

 

Gloria og Dani:

Henrik og Astrid:

 

Miriam, Pedro og Gloria tager sig en snak:

   

Dorte, Karin, Martin, Ole og Rene:

 

Mette, Martin og Svend:

 

Mette, Svend og Katie:

Og lille Anna nøjes med gulvplads:

 

Maja, Annelise, Dorte og Evald:

 

Lili og Eliza:

 

Miriam og Patricia:

 

Anita, Ole, Rene og Tove:

 

Efter festen blev alle vi danske en tid i Necochea for at slappe af. Herunder et par strandbilleder. Stranden er i højsæsonen fyldt til sidste sandkorn – så man sad, lå og svømmede ganske tæt. Og der var HØJ musik. Ikke lige noget Tråen der. Men sjovt nok.

Danskerne gør deres indtog:

Og indretter sig:

 

Nogen mere mageligt end andre:

Efter Necochea gik turen til Bariloche – selv om familien synes, vi er fantasiforladte, når vi vælger det samme sted som altid og endda det samme sommerhus i bjergene. Men har man en gang boet her, så længes man altid tilbage. Og nu kunne vi faktisk komme tilbage:

Haven foran huset:

Og huset:

 

Aftenstemning ved søen:

 

Udsigten ned over “vores” strand:

 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 
Efter en så lang pause ved jeg slet ikke, om jeg stadig har læsere – mon ikke I er blevet trætte af den lille engel, som nu har domineret siden i over en måned?
Dog rolig. Der vil komme andre ord og billeder på snart, men det bliver ikke i morgen eller de første par dage. Et så langt fravær hævner sig naturligvis: og der er arbejde nu, som ikke kan vente.
Men jeg vrøvler, hævn er det jo slet ikke – det er lutter fryd og fornøjelser: tre foredrag i rap.
Derefter: Buenos Aires – Necochea – Bariloche … meget mere blev det ikke til i denne omgang.
 

15 – En lille engel

Udgivet den af
2

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Mette skrev:

 Jeg har jo været med til dit engleforedrag et par gange, men det kom alligevel lidt bag på mig, da der landede en i Ørum i går. Lyslevende, omend lidt forpjusket i fjerene.

Og jeg vil tilføje: lidt betuttet lige efter landing. Men så rejser den sig og går uforknyt sin sejrsgang.

Argentina – ny kategori

Udgivet den af
2

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Vi forlader for en tid hjemstavnsromanen og retter blikket andre steder hen. Som overskriften så rigtigt siger, så er meningen med min blog at åbne et vindue til forfatterskabet – eller en dør, om man vil, for man kan jo frit gå ud og ind i mit ( forfatter)skab, og desuden: hvem vil bryde sig om at kravle gennem et vindue?

Og der er en side af mit skriveri, som jeg slet ikke har berørt på denne blog. Nemlig de bøger, jeg har skrevet om danskernes udvandring til Argentina i 1800 tallet. Nu har jeg netop fået et par foredrag i forbindelse med mit virke på det felt, så jeg synes, at det er på tide at indlemme Argentina og udvandrerne i blog-galleriet.

For nogle år tilbage tilbragte jeg sammen med min mand tre måneder på den argentinske Pampa for at samle materiale til en bog om de danske udvandrere. Det blev til to bøger, der begge handlede om Hans Fugl, den første egentlige emigrant, og i al fald ham, der satte gang i danskernes udvandring til Argentina. Bølge fulgte på bølge, og i dag lever der ca. 50.000 efterkommere af disse danske emigranter.

Bøgerne kan ses herunder:

 

For en god ordens skyld kan jeg tilføje, at der stadig findes et lille restlager af bøgerne og at de kan erhverves for 100 kr. pr. stk. Man skal blot sende mig en mail med navn og adresse og anføre antallet af ønskede bøger.

Herunder ses Fugl med familie. Billedet er taget i 1880. På det tidspunkt er familien vendt tilbage til Danmark. Da Dorthea Fugl som ung rejser til Argentina for at blive gift med Hans, bliver hun meget syg og mister f.eks. alle sine tænder. Billedet har afslører, at hun faktisk aldrig fik nye tænder.

Og herunder den statue, der er rejst af ham i byen Tandil, en af Argentinas storbyer, men da Fugl kom dertil i midten af 1800 tallet, var den en lille flække, og det var ham, der var med til at give byen vokseværk, dels ved som den første at dyrke hvede og dels ved at bygge de første virksomheder – møller og bagerier.

For mændene har de første udvandringsår været en næsten umenneskelig kamp – men dem, der klarede sig, var stridbare, og de tog kampen op og det lykkedes mange af dem at skabe gode rammer for de næste generationer.

For kvinderne har det ofte været et liv i afsavn og håbløshed, og mange af dem var knugede af stor ensomhed og hjemlængsel. De levede isoleret derude på pampaen. Jeg fik af en gammel dame i Tandil fortalt historien om en kvinde, der boede udenfor Tandil. Hun havde en lille børneflok. En dag så man hende løbe skrigende ned mod byen, helt oversmurt af blod – hun havde dræbt alle sine børn. Men selv dem, der ikke blev vanvittige, havde det ofte svært i koloniens første år. Kvindernes historie er aldrig blevet skrevet ned. Den kunne ellers være interessant.

Hans Fugl rejste hjem til Danmark, da han blev gammel, og han skriver i sine erindringer, at det var for Dortheas skyld. Hun længtes. Men nye tænder fik hun altså ikke.

Vi rejste til Argentina i 2004 for at samle materiale til Fugl bøgerne, men allerede i 2000 besøgte vi landet og dengang var det for at finde og hilse på Oles fætre og kusiner. Engang i 1920’erne rejste 3 af Oles onkler til Argentina for at begynde et nyt liv der. To af dem: Hans og Mette giftede sig og fik børn. Herunder ser vi disse 4 søskende på et foto taget, da de allerede ikke mere var unge:

102 – i begyndelsen var sandet

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Foto: Ole Henne Hansen: SAND

I begyndelsen var sandet.

I begyndelsen. Lad os se. Med ørneøjne måske. For overblikkets skyld.

Tiden kræver, at vi skriver i datid. Det gør vi så.

Havørnen foldede sine vældige vinger ud og satte af fra de norske fjelde, og med kraftige vingeslag løftede den sig himmelhøjt over havet og tog kurs mod danskekystens nordligste spids. I glideflugt sejlede den ind over den smalle tange, mens den med sit skarpe blik inspicerede landskabet under sig. Og hvad så den? Sand og sand og atter sand. Gulligt eller hvidligt og med spredte gråtonede pletter,fra hav til hav. Lignede mest af alt et snusket liglagen, der skødesløst var kastet hen over den smalle landtange som for at dække over en skam.

Med de ord kunne en bog om Skagen Landsogn begynde. Helt forkert ville det ikke være. Jeg læser ordene igen og ryster på hovedet, desværre, det går ikke. Sådan kan den umuligt begynde. Så knudret, så lidt mundret. Ikke en indledning til en bog, der gerne skulle emme af liv og så let som ingenting krybe ind i læseren og finde lagerplads i hendes bevidsthed.

Den her indledning skramler. Og desuden, ved nøjere eftersyn er den ukorrekt.

For det begyndte ikke med sandet.

Der var en tid før og en tid efter.

Fotoet af ørnen er taget af Mette Hesselholt Henne Hansen

Decemberbilleder

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Glædelig jul til mine læsere – herunder et par billeder fra den sidste del af 2012_

Julefrokost d.22 december. Her mangler Ole og Karin – de er sikkert i nærheden. Svend og Katie derimod er langt væk. I Wales nemlig, hvor de fejrer jul i år med Katies forældre:

Herunder Fussingø Skov en solskinsdag

Og juleaften:

—————-

Til jul skiftede vejret brat, og det blev mildt. Lyset fra sneen var borte, og jeg tænkte, at jeg nu ville gå ud og fotografere “den sorte skov” – den store tristhed i det kølige mørke. Og så var der lys! og så var der farver! og så var der varsler om forår i hele skoven. “Forsommers Minde” som Brorson skriver i “her vil ties her vil bies” – alt mindede om lys og skinnede af håb. Se engang med dine egne øjne det mirakel, der udspiller sig derude i skoven. Og som aldrig svigter uanset årtider og vejr.

Fri os fra det onde …

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I den forløbne uge skete det igen. En sindssyg person gik ind på en skole og dræbte nogle børn. Det var i Amerika, og så tænker vi, og det har vi også næsten hørt præsidenten sige, at det må hænge sammen med den frie våbenhandel derovre.

Det tror jeg slet ikke. Hvis der er en sammenhæng med noget som helst, og det hele ikke er en ren og skær absurditet, så må det hænge sammen med den måde, vi behandler børn og unge på. Udsatte børn og unge vel at mærke. Ikke dem, der lever i normale og trygge kår, men dem, der lever i medmenneskelig isolation.

Det ondes problem har eksisteret altid. I de oldgamle tekster hører vi om kampen mellem de gode og onde kræfter. I Tolkiens og andre fantasiverdener hører vi om den samme kamp. Og i vores lille daglige trummerum undgår vi heller ikke at udsætte os selv eller udsætte andre for det onde.

Så kan vi bede Fadervor nok så mange gange.

Det onde er kommet for at blive.

Og ja, jeg tror, at det er vores største opgave på denne jord at bekæmpe det. At befri os og andre fra det. At lægge afstand til det, eller måske tværtimod at stille op lige overfor: at konfronteres med det.

Men jeg tror så til gengæld ikke, at det onde findes i onde mennesker – jeg tror ikke på den store opdeling i Gud og Satan. I Himmel og på Jord. Nej, den gammeltestamentlige Gud er efter min bedste overbevisning ligeså ond som han er god – eller han handler ondt ( tænk på de mange folkedrab, han præsterer) ´. Jeg forstår mig i al fald ikke på Guds handlinger.

Og Satan, ja han er trods sit brogede væsen ind imellem slet ikke så ond endda.

Nu væver ( eller svæver ) jeg i nogle tankebaner, hvorfra jeg nok burde holde mig langt væk, dels for ikke at kede jer eller forarge jer, kære læsere, og desuden for ikke at blive uvenner med den ganske kristendom.

Desuden: det ondes problem er der skrevet mange lærde afhandlinger om uden at det derfor er blevet løst, og jeg kan ikke løfte så meget som en flig af det slør af mystik, der indhyller det.

Jeg sidder ind i mellem og gnasker på en afhandling om selvsamme problem – en idehistorisk redegørelse for THEODICE-PROBLEMET med udgangspunkt i en brevveksling mellem filosofferne Bayle og Leibniz – det kan man nok blive klogere af, men aldrig klog nok til at begribe, hvordan Gud kan tillade det onde, når han er almægtig.

Som kristen bør jeg vel se at få has på de ting.

Men det kan vi vende tilbage til. Herunder af tegneren NEX – illustration til en artikel i Randers Amtsavis d.2 januar 2012: Nytårsønsker. Artiklen handler også om ondskaben i verden, så den passer godt her.

Lige nu vil jeg hellere tale jordnært om samfund og mennesker og holde Gud udenfor. Og jeg tror, at den måde, vi behandler børn og unge på, er med til at bestemme, hvordan de bliver i deres liv og hvordan de kommer til at handle. Det er mishandling af børn, vi skal forbyde. Ikke våben. Jeg har skrevet flere bøger om børn ud fra de tanker.

For flere år siden gik en student i Århus amok præcis som den unge mand i Amerika forleden. Han læste massekommunikation på universitetet, og var det man så nedladende og dog med et muntert glimt i øjet kalder en evighedsstudent.

Han tog et gevær, gik ind på kantinen i Trøjborg og dræbte nogle tilfældige unge mennesker. På den tid boede min datter, Mette, på Trøjborg og kom vel også i kantinen. Det var pludselig så tæt på, og det sendte chockbølger gennem os. Da de havde lagt sig, skrev jeg nedenstående novelle. Den står i samlingen “Mellemlandet.”

Går … ikke alene

Nu går det meget bedre. Han kan trække vejret, og det er altid noget. Det gør han så. I langsomme træk. Ind og ud, ind og ud. Han kan også se. Øjnene er i hovedet, som de skal. Der er ikke noget i vejen der.
   Men i dag kan han ikke rejse sig. Så bliver han liggende. Og trækker vejret. Og ser. Rundt om ham er tingene, som de skal være. Det er godt. Der er meget, der er i orden. Bordet og stolen, han har kun en, behøver ikke to. De står præcis som de skal, med kun 20 centimeters afstand. Og bøgerne. Især dem. De liner sig op på hver sin plads, ingen afstand der. Tavse står de, selv om de er fulde af ord. Ikke mange farver på hans bogrygge. Ro der også. Ingen skingre skrig fra den side. Så er der papiret. Også det ligger, hvor det skal, parat til alt muligt. Computer har han ikke. Vil ikke. Men han har nok endda. Af alting. Nok til, at han kan nå at blive træt af at ligge her og se på det. Stirre til det svier i øjnene. Og tænke på det. For han kan selvfølgelig også tænke. Han slår ikke tankerne fra, når han lægger sig, eller før, eller efter. Han slår aldrig tankerne fra. Dem, der siger noget andet, lyver. Hvem skulle også sige noget? Der er ikke andre. Der er kun ham.
I går. Nej, han vil ikke tænke på i går.
Og nu kan han jo igen trække vejret, det må han holde fast ved. Ikke glemme det, ikke et sekund glemme det. Trække vejret. Andet ville være fatalt. Fatalt, gentager han langsomt. Er glad for det ord. Fatalisme, siger han. Han skal bruge dem, alle de ord, de kræves af ham i dommens time. Og han må ikke glemme et eneste. I ordene ligger hans liv og skvulper som et tungt legeme i bølgegreb. Og han må holde fast i hvert eneste, ellers drukner han. Ja, sådan er det: Hvis han slipper sit tag i ordene, eller de slipper deres tag i ham, så er han færdig. Og så bliver han aldrig færdig.
Evighedsstudent allerede. Men han vil ikke mere derud. Der, hvor han var i går, og han skynder sig at sluge tanken om i går. Så er den ikke længere.
Øjnene glider sindigt rundt i rummet og ser, at det er godt. At alt er godt. Endda meget bedre, end han havde tænkte sig det. Bedre end i går. I går, nej. Det er lige meget. I går ligger udenfor. Hvor han ikke har noget at komme efter.
Så hører han skridt. Ude på gangen. Selv om han ikke vil, så kan han godt høre. Hvorfor skulle han ønske at høre? At se og at trække vejret, det rækker for ham. Er mere end rigeligt, synes han. Hørelsen er fatal, den trænger gennem alle spærringer. Hørelsen bringer ham ud af rummet. Og der vil han ikke være. Ikke i dag. I hvert fald ikke i dag. Men så er latteren der. Lige uden for hans dør.  Den siver ublufærdigt ind. Pigelatter, hvad skal du her?
Han presser hænderne mod ørerne, klemmer af alle kræfter, men hører alligevel latteren boble. To tøser, kan han ikke lade være med at tænke og ser op på sine nøgne hvide vægge. Tøser. Tøselatter. Hold op! Heldigvis for døren. Hvis den ikke havde været … den kan dog kun lydene trænge gennem. Er da både lukket og låst. Men de bliver ved. Og han har vidst det hele tiden. Den ene stemme er hendes. Den lyseste og gladeste. Nu kan han også høre hende hvine: ”Guuuu … mener du det?” Og den anden, som han også kender ansigt og krop på, knækker sammen af grin. Som et siv foran hans dør, blæst omkuld.
Han haler puden frem og presser den ned over hovedet og bliver ved, til han næsten er kvalt. Så fjerner han den og lytter. Pigerne er borte nu, og han forsøger at genfinde roen fra før. Men nu er den kvast i pigefnis, og han kan ikke mere trække vejret, det nægter pure at trænge ind gennem næsen. Han snapper efter luft med munden åben og er igen farligt nær ved at blive kvalt. Sætter sig op i sengen og hiver som en gal efter en smule ilt. Han kan stadig se. Øjnene er i hovedet, men tingenes ro er forstyrret. Bordet fanger. Bøgerne brøler sygt i reolen, og stolen skærer sig ned i gulvet, så blodet løber i tynde striber hen over den brune flade. Han vil gå hen og sparke til den, men kan ikke røre sig. Kun sidde stiv i sin seng og hive efter vejret. Luft ind og luft ud. Så kommer det væltende ind over ham. Så voldsomt, at han skal kaste op, men dagen i går kan han ikke kaste fra sig.
Nu er den der. Lyslevende. Og i gårs latter hvirvler dansende rundt i hans hoved. Og billederne danner frenetiske cirkler i hjernen og løber løbsk og haler ham med. Modstandsløs lader han sig trække ind i parken.
Han sidder med sin bog. Han skal læse. Det er snart eksamen. Massekommunikation. Det er det, han læser. Og. Han kan jo alle ordene. Ord. Lader dem glide ind og fylde op.
Nu her sidder han i parken og er en ganske almindelig studerende, der ligner alle andre. Tingene er enkle. Hans bog, hans lyse hår i forårssolen. Hans alt for mange år. Hans evighed. Han er bare en studerende. Det er et ord. Og i parken. Er her med sin bog. Har sat sig og læser. Ordene under ham suges op med øjnene, de fanger dem så let, og de bliver forståelige i hans hoved.
Massekommunikation og offentlighed.
Massekommunikation og modoffentlighed.
Kønsroller og medier.
Medieteoretiske overvejelser.
Sociologiske traditioner.
Kapitel for kapitel.
Ordene flyder. I dag er det så let. De siver lykkeligt ind i hjernen og bydes velkommen. Han forstår dem. Eksamen. Den sorte mur blegner. Han skal nok klare det i år. Det skal blive anderledes denne gang. Ordenes fortrolighed. Den mærker han som næsten ny. Og lovende. Solen står lige ned i bogen og kaster hvide reflekser mod øjnene, men de lange sætningskonstruktioner løser sig op og tegner sig klart og tydeligt, synes han.
Så lige med ét er den der. Skyggen. Og han prøver med en kejtet håndbevægelse at feje den til side. Men den bliver hængende over hans bog. En håndbevægelse mere, og latteren vælter ned over ham.
Han ser op og misser ind i to blå pigeøjne. En svimlen, som hang hun helt oppe i skyerne, og han presser læberne sammen og lukker øjnene. Vil sige noget til hende. At hun skal gå.
Nej.
At hun skal blive.
At han vil.
Hende.
Hun ler.
”Hej,” siger hun så, da hun er holdt op med at le. ”Sidder du der og okser med en dum bog i det fine vejr?”
”Okser?” mumler han forfjamsket.
”Ih, hvor er I skøre alle sammen. At I gider!”
Ja, sådan taler hun. Og til ham. Næsten som om han var en almindelig ung mand og en, hun kendte. Det gør hun ikke. De har set hinanden. Det er det hele, og han kan ikke huske, at de før har udvekslet ord. Men nu snakker hun. Hun snakker til ham. Og han vil svare. Men øjnene har allerede fået for meget og lukker sig. Hvorfor? Hvad var det, de ikke ville se? Havde de blot set. Lige ind i hendes. Og uden at blinke. Havde de blot. Og hun så havde sagt noget mere, og hans mund havde svaret hende med øjnene åbne og langt inde i hendes. Så var de kommet til at snakke. Sammen.
Men.
Det var så langt væk og så helt umuligt, og han hører hende vrænge, at han vist er pisseskør.
Pisse.
Og skør.
Og så går hun.
Så snart han kan, tumler han op og løber ud af parken og ind på værelset og låser døren og trækker gardinerne for. Og han husker hendes stemme og hendes øjne. Og han elsker hende. Elsker hende i mørke og skam. Han bliver i sengen i tre dage. Måske flere. Måske er det kun to. Det er lige meget. Han fryser fast til lagenet og ligger der, og det er lige meget. Udenfor ler tøserne. Det er lige meget. Han kan blive liggende her. Og dø. Ja, han kan. Dø.
Men så rejser han sig pludselig og knytter næverne og råber et rungende NEJ, som ingen hører. Eller også hører de det og tænker, det sgu’ da nok er ham den pisseskøre.
Hans NEJ bliver hængende og runger i hans ører meget længe, og han står midt i rummet og ryster. Ryster, fordi han længe ingenting har spist. Og heller ikke sovet. Og fordi han ved, hvad han vil.
Nej, siger han igen og denne gang helt stille. Helt inde i sig selv mumler han et lille krøllet nej. Han vil ikke dø alene. Og han ved, at han heller ikke vil leve alene.
Så går han ud.
I tasken ligger geværet. Det, han har arvet efter sin far, men aldrig brugt, for han er ingen jæger, og han har aldrig kunnet overvinde sig til at skyde på noget levende. Han går ind på universitetet og hen til kantinen. Så ser han hende og skyder. Og nogle stykker mere, fordi de står og skriger.
Han skal ikke gå alene mere. I selskab skal han rejse her fra.
I en fest. Så skyder han sig selv.
 


101 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I morges kom jeg et hanefjed nærmere min roman – hjemstavnsromanen, den bog, jeg har fablet og stablet om i årevis. Nu tegnede der sig et mønster, men kun ganske svagt, og hvordan vejen ind i det bliver, kan jeg ikke vide. Måske lige så sandet og stenet som hidtil – og kedsommelig for jer, der vandrer med – mine trofaste læsere ( igen vover jeg at sætte ordet i flertal).

Helst ville jeg rigtignok løbe lige ud ad den omtalte vej og ende i sidste kapitel med et lykkeligt slutsuk.

Jeg har før oplevet, at en uoverstigelig barriere, som blokerede min forfattervej, pludselig var borte. Sådan var det f.eks. da jeg skulle skildre mødet mellem de to grever, Scheel von Plessen og Lütichau, i det gamle egnsspil fra Fussingø. Jeg var blokeret og kunne ikke se dem for mig og slet ikke høre dem. Så kom de begge og bankede på midt i en drøm. Og jeg både så og hørte dem, og næste dag skrev jeg scenen uden besvær. Og vidste, at den var sand.

Sådan har det også været med Thomas Kingo. Da han var mig fjernest, kom han ganske tæt på, og også det skete i en drøm. Og jeg ikke blot skuede, men gennemskuede ham, den gamle digter – som jeg havde sat på en piedestal, hvorfra han nedstirrede mig og hele verden. I drømmen blev han MENNESKE.

Sådan har jeg ikke oplevet det nu. Med romanen, mener jeg. Desværre. Jeg drømte ikke engang om den. Men da jeg vågnede, så jeg alligevel et mønster. Og et tidsbillede. Og nu ved jeg nogenlunde, hvor jeg skal begynde og muligvis endda, hvor jeg skal ende.

Det varer måske ikke længe, før jeg kan begynde at skrive små skitser. Og jeg vil lægge dem på bloggen, selv om jeg nok vil føle det, som om jeg lagde hovedet på blokken. Mit eget forstås.

Et hoved, som engang for længe siden slet ikke lignede det, jeg løber om med nu om stunder, men så ret lyst og lykkeligt ud – som var livet en appetitvækkende hovedret, lige til at slubre i sig:

Og hør nu! Da jeg tog det her gamle billede ud af rammen, så faldt der et snit af et postkort ud: og afsenderen er den Gordon, jeg skrev om forleden på min blog, og som jeg er så glad for at have (gen)fundet – dels fordi jeg husker ham som min barndoms fjerne helt, og dels fordi han er den sidste direkte efterkommer af den store Krøghske børneflok, som helt sikkert får hovedroller i mit Hulsigdrama. I et brev til mig har han fortalt, hvad han husker fra Hulsig i gamle dage – og noget af det var nyt for mig.

Her under kan I se det lille afsnit af det gamle postkort til hans moster og min bedstemor:

Ja, og så ved i al fald Gorden, hvornår det kort er afsendt, for det er året før sit bryllup med Anne Marie, som jeg også godt husker fra besøg hos bedstemor.

NB: Egentlig er et intermezzo i sig selv et Notabene – men her alligevel sådan et: Der er en tilføjelse til indlæg 100 “med livet som indsats.” Lidt om navne. Måske kunne det interessere dig?

100 – Med livet som indsats

Udgivet den af
Svar

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

  Vi begynder dette indlæg med et billede, I har set før, nemlig af Søren Christensen og hans kone Mariane Madsdatter. De optrådte også i indlæg 98, som havde titlen “gæve folk fra Rannerød”. Men dengang var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var et billede af Søren og Mariane. Det er jeg så ikke længere, har nemlig lige læst en bog om “det nørrejydske redningsvæsen,” og i den træffer man mange fortræffelige mænd, og nogle af dem med billede, bl.a. Søren.

 Her har vi den gamle gut. Helten fra Rannerød. Helte var der jo en del af. Min egen oldefar Ole Houkjær var en af dem, men han er nu ikke fotograferet til bogen. Det er til gengæld Chresten Jensen Høgenhaug, Ole Christian Madsen og Peter Madsen.
Herunder vil jeg kopiere den saglige og nøgterne beretning om tre af de forlis, hvor de ovenfor nævnte mænd virkede som reddere og frelste et antal menneskeliv fra druknedøden. At det ikke var nogen let sag viser de tre beretninger.
Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn:
Den 19. Marts 1872 om Eftermiddagen Kl. halv tre modtog Opsynsmanden Meddelelse om, at der var strandet et Skib paa Raabjerg Strand omtrent 1/2 Mil fra Stationen, og at man kunde se 3 Mand paa det sunkne Skib. Det blæste en haard NO. Storm med tæt Snefald. Opsynsmanden fik hurtig fat i 2 Mand og disse sendt til Rannerød for at beordre det derboende Mandskab og Hestene til at møde snarest muligt ved Kandestederne, og med alle de i Kandestederne værende Beboere, ialt 6 Mand, gik han i Gang med at kaste Sne, saa at Redningsbaaden kunde transporteres til Stranden. Kl. 4½ kom Redningsmandskabet fra Rannerød, men havde ikke Transporthestene med, da det var umuligt at bringe dem til Stationen. Opsynsmanden fik da fat i alle de Heste, som var i Kandestederne, nemlig 3 Par, og med stort Besvær blev de trukket gennem de uhyre Snemasser til Stationshuset, hvor de kom kl. 5 og kørte straks afsted med Redningsbaaden, men i den forfærdelige Snestorm blev Hestene sky, da de kom paa Stranden, og det var umuligt at trække Baaden gennem de ophobede Snedriver. Men uden Betænkning blev Baaden taget af Vognen, sat i Søen, og Hestene sendtes hjem. Redningsbaaden kom lykkelig fra Land, og heldigvis var der en god medgaaende Strøm til Strandingsstedet, saa at Baaden holdt ret imod den høje Braadsø, drev ned mod dette. Da Redningsbaaden var kommen den halve Vej, stødte den mod et Vrag, men heldigvis kom der en høj Braadsø, som friede den fra dette igen. Efter 1½ Times anstrengende Roning ankom Baaden til det strandede Skib, og var ved det første Forsøg saa heldig at redde 3 Mand, en fjerde Mand var allerede om Formiddagen frossen ihjel. Redningsbaaden bragte de 3 Mand i Land kl. kvart over 7 om Aftenen i en meget forkommen Tilstand, ligesom Redningsmandskabet ogsaa var meget udmattet efter den besværlige Tur. Det var umuligt at bringe Redningsbaaden tilbage til Stationen, da der ingen Heste kunde komme til Stede, og den blev derfor bragt saa højt op, at den var i Sikkerhed. Det strandede Skib var Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn, paa Rejse fra Ostfriesland til Frederiksstad i Ballast.” ( Citat side 179-180)
Som man kan læse, så var det et barsk job at redde forliste søfolk, og arbejdet vanskeliggjordes af de mange gamle vrag, der dengang stadig lå indenfor revlerne.
Her et sådant vrag, der ligger og hugger i bølgerne ( femmastet skonnert):

Den næste beretning er fra samme bog ( Det nørrejydske Redningsvæsen af C.P. Eisenreich.)
Den 29. September 1872 blæste det en meget haard vestlig Storm, og da Opsynsmanden om Morgenen kl. 4½ kom paa Stranden, saa han, at Forstranden var oversaaet med Vragstykker, og ved at undersøge nærmere, saa han i Morgendæmringen en lille Klynge af Mennesker 150 Favne fra Land til Tider komme til Syne i den høje Braadsø. Hurtig løb Opsynsmanden hjem og fik ved Ilbud tilkaldt Stationsmandskabet og Ejerne af Transporthestene fra Rannerød, og alle mødte Kl. 6½ om Morgenen. Kl. kvarter i 7 gik Radningsbaaden fra Land, og efter en lang og overordentlig anstrengende Rotur lykkedes det at komme ud til de skibbrudne. Derf andtes ikke det mindste tilbage af Skibsskroget, Ankrene var faldne ned og blevet hængende i Vaterstagene, og begge Skibets Master laa flydende, snart over og snart under Vandet, og de skibbrudne, ialt 6 Mand, havde fastsurret sig til den ene Mast. Efter mange Anstrengelser lykkedes det at faa Forbindelse med de skibbrudne, og de kom alle i Redningsbaaden, efter at denne flere Gange havde hugget mod Vragdele, som ikke kunde ses, og derved faaet en Del Skade, og de landsattes heldig Kl. 8½ Formiddag. Det strandede Skib var Skonnertbriggen “Salvador” af Sandefjord, paa Rejse fra Dysart til Helsingør med Kul.” ( Citat side 180)
Den sidste af de tre beretninger handler om skonnerten “Courier”, der strandede ved Kandestederne 7. December 1878:
“Den 7. December 1878, Morgen kl. 8, modtog Opsynsmanden Melding om, at 2 Skibe var indstrandede, det ene 1/4 Mil Vest for Stationene og det andet ½ Mil i østlig Retning. Det blæste en Merssejlskuling af NNO., som efterhaanden tiltog i Styrke til en Storm med Snebyger. Mandskabet og Hestene tilsagdes hurtigt, og Redningsbaaden og Raketapparaterne bragtes paa Stranden. Det besluttedes at tage til den vestlige Stranding, som var en Skonnert, der var sunken paa Ydersiden af 3. Revle, omtrent 180 Favne fra Land, og hvor Besætningen havde søgt Tilflugt i Rigningen. Kl. 9 3/4 Formiddag sattes Redningsbaaden fra Land og kom ud mod 3. Revle, men det var umuligt at borde Skibet eller faa Forbindelse dermed paa Grund af den høje Sø, og Baaden brev i Læ. 5 Gange blev det forsøgt at ro Baaden op, men uden Held, og tilsidst var Baadmandskabet saa udmattet, at der maatte holdes til Land Kl. 1 Eftermiddag. Da Baaden var punpet læns, blev den læsset paa Vogn og kørtes uden Ophold op til Luvart igen og gik ud med det samme Mandskab igen. Efter stor Anstrengelse lykkedes det at borde Skibet, og der kastedes Liner til Besætningen, som en for en sprang i Havet og haledes ind i Redningsbaaden, de 2 af dem var næsten livløse. Kl. 3 1/4 Eftermiddag landede Redningsbaaden velbeholden med hele Mandskabet, 7 Mand, og der blev strak truffet Anstalter til at køre dem i Kvarter, saa de kunde faa fornøden Lægehjælp. Ogsaa Redningsmandskabet var saa forkommen, at de ikke kunde hjælpe til med at bringe Badden i Hus, men der maatte lejes andet Mandskab dertil. Det strandede Skib var Skonnerten “Courier” af Greifswalde, paa Rejse fra Schiedam til Stettin med Lerjord.
For alle 3 forannævnte Virksomheder modtog Redningsstationens Personale Ekstrabelønninger saavel af den danske som af de paagældende udenlandske Regeringer.” ( Citat side 180-81)
Disse tre beretninger er nøgterne og præcise – der er ikke indlagt nogen form for drameffekter eller følelsesladede formuleringer. Anderledes forholder det sig med andre beretninger om samme fænomen = forlis og storm. Se f.eks. indlæg nr. 19 i kategorien Hjemstavnsroman om Briggen Daphnes forlis i 1862.
Du kan måske også gå tilbage til indlæg nr.93 og læse om Kandesterne der – her hører man, hvordan traditionen med at pleje skibbrudne udviklede sig til hoteldrift. Det var driftige folk, der beboede egnen – de var vant til at kæmpe med naturkræfterne og de gav ikke op for lidt modstand. Her under et billede af endnu en af de modige redningsmænd: Chresten Høgenhaug, grundlæggeren af Hjorths hotel:

Om Høgenhaug fortælles følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen:Christen Jensen Høgenhaug blev ansat som Baadsmand den 1. Januar 1864, avancerede den 1. Oktober 1882 til Baadformand og var endelig Stationens Opsynsmand fra 1. November 1892 til 1. Oktober 1909, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder, og døde den 26. April 1913. I sin omtrent 46-aarige Virksomhed deltog han 26 Gange med Redningsbaaden i Redning af 149 skibbrudne. Han var dekoreret med Fortjenstmedaljen i Sølv, Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.( Citat side 181 )
Herunder kan man læse en lille beretning fra Tidsskrift for Redningsvæsen: