Om flygtninge, der krydser vort spor – om en verden, der bliver en anden

Udgivet den af
Svar


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres spæde vorden. For mig selv er den både blog og blok: notesblok nemlig, men altså også den blok, hvorpå jeg vover at lægge min hals.
Jeg har det i forbindelse med min tro på Skaberen og hele Skaberværket akkurat som salmedigteren Brorson, der var forankret i 1700-tallets inderlige gudstro, pietismen, men jo også et barn af oplysningen ( pietisme er også oplysning – selv om de fleste tror, at det er mørkelægning). Sådan her omtrent siger Brorson et sted, hvor talen er om det mystiske og ubegribelige i kristendommen:  “Det jeg ikke begriber, det lader jeg ligge.”
“Det lader jeg ligge” – det udtryk holder jeg meget af. Og meget lader jeg ligge. Eller rettere: jeg overlader det til Gud. Og håber så, at han ikke lader det ligge.
Men nu til flygtningene, som vi kom fra. Jeg skrev en kronik om emnet for nogen tid siden.
Medfølelse og modfølelse
For nogle år siden sad jeg over for en far, som lige havde mistet sin datter. Hun havde været deprimeret i længere tid, og en nat brød hun sammen, tog familiens bil og kørte hjemmefra i desperation. På motorvejen mistede hun kontrollen over vognen, der væltede ud over en skrænt, og hun omkom.
Jeg kendte ikke faren særlig godt. Vi var medlemmer af samme citroënklub, og nu mødtes vi for at arrangere en udflugt. Og så var det, at han fortalte om ulykken.  ”Jeg forstår godt, hvordan du har det,” sagde jeg og forsøgte at lyde medfølende. Men han rystede på hovedet og sagde: ”Nej det gør du ikke. Det kan du slet ikke forstå.”
Jeg syntes jo, at jeg forstod ham, tænkte, at det kunne have været et af mine børn, der var kørt galt. Men inderst inde vidste jeg alligevel, at han havde ret. Mine børn levede jo, de var raske og glade, og vist kunne jeg ikke sætte mig i hans sted.
Vi kan heller ikke sætte os i krigsflygtningenes sted. Deres virkelighed er så langt fra vores, at vi slet ikke følelsesmæssigt kommer i nærheden af deres fortvivlelse og desperation. Pressen serverer billeder og reportager, der styrer vore med- og modfølelser, og vi kan røres over billederne af døde og rædselsslagne børn, og vi kan ængstes over de råbende mænd, der forsøger for enhver pris at trænge ind i vores trygge verden. Og måske forstyrre den. Dem er vi ærlig talt bange for.
Vi kan ikke med vores fattige fantasi forestille os, hvordan det er at leve, som de har gjort i årevis, i en verden af daglig vold: bomber, der falder i flæng, skydning i gaderne, tortur og voldtægt af kvinder og børn. Selv om vi ved, at det er det, de flygter fra, så kan vi ikke fatte det.
Og flugtens vilkår kan vi heller ikke begribe. Vi, som går i bad og skifter undertøj hver dag, har svært ved at forestille os, hvordan det må være i dage, uger og måneder at gå rundt i det samme stinkende tøj og være nødt til at lugte af snavs og urenhed. Vi, som får varieret og rigelig mad hver dag og til faste tider og som kan stille tørsten, når vi vil, kan umuligt forestille os, hvordan det er at være sulten og tørstig og ikke at vide, hvor det næste måltid skal komme fra. Eller om det kommer.
Krigens ekstreme voldsbilleder er ikke nye. De er lige så gamle som menneskehedens egen historie. Det er aldrig lykkedes at afskaffe krig, og det vil vel heller aldrig ske. Ondskaben findes. Den er en drift i os, og vi får aldrig bugt med den. Men det er nyt, at voldsramte og forpinte mennesker i et omfang, som det er tilfældet nu, står og banker på vores dør og vil ind. Og hvad skal vi gøre? Og hvad kan vi gøre? Og skal vi overhovedet gøre noget?
Først af alt vil jeg vove den påstand, at vi ikke har noget valg.  Vi skal hjælpe.  Kan vi ikke gøre det af medfølelse, så må vi gøre det af pligt. Og vi må strække os så langt, som vi magter. Og vi må gøre det i fællesskab, for det er fint nok, at der er nogen, der spontant stiller op og forsøger at gøre en individuel indsats. Fint, men slet ikke effektivt nok. Der er så mange nødstedte, der lige nu krydser vores vej, og derfor må vi hjælpe i forening. Vi må bruge de organisationer, der har erfaring og effektivitet til at kanalisere hjælpen ud til dem, der behøver, hvad enten det er i flygtningelejre eller i vores eget land.
Hvorfor skal vi hjælpe? Jo, det skal vi som sagt, fordi det er vores pligt. Vi taler meget om, at vi er et kristent land, og jeg har på de sociale medier læst hadefulde indlæg fra rigtig mange, som foragter og afskyr flygtningene, fordi de er muslimer. Jamen, for pokker, så lad os da vise dem, at vi er kristne og at vi står ved de kristne værdier om næstekærlighed og barmhjertighed.
Kristne værdier. Ja, og ældgamle danske værdier om medmenneskelighed. Følgende ord er skrevet for mere end 350 år siden af en af vore største digtere, Thomas Kingo, og mange efter ham har været med til at forme den danske kultur, vi er så stolte af. Lad os få lov fortsat at bevare stoltheden over, at vi ikke er ligeglade med næsten, men elsker ham som os selv
Thi hvo, som siger, at han ret
Kan elske Gud af hjerte
Og har sin broder dog forgæt ( =glemt)
I armod, nød og smerte,
Han lyver slemt
Og har forglemt
At Gud han elskes ikke,
Hvor arme må utrøstet gå
Og deres tårer drikke.
Kristendommen er så meget, og bibelcitater gør det ikke, dansk kultur er også så meget – rocker( eller brokker)kulturen er f.eks. også dansk. Men i deres essens er både vores tro og vores kultur klare i mælet: vi skal bære vore brødres byrde, og jo flere, der stiller op, jo lettere bliver byrden.
Jeg er stolt af at være dansker, og jeg er stolt af at være kristen, men jeg er ikke stolt af at være mig. For jeg er ligesom alle andre bange og usikker og kan ikke løse de hæslige krige, der plager landene mod syd og øst. Og jeg er ikke et hak bedre end alle andre til at løfte næstens byrder. Jeg lukker f.eks. ikke mit hjem op for flygtninge. Jeg nøjes med at hjælpe i den lille, fattige målestok, jeg formår. Det er der ikke noget heroisk eller flot over det, og jeg har ingen glorie at pudse.
Men vi kan alle give lidt af vores overflod, bl.a. ved at støtte de organisationer, der arbejder målrettet og effektivt på at lindre verdens nød. Gud velsigne de mennesker, der bruger deres tid og kræfter her. Dem kan vi for alvor være stolte af.
—————-
Det er Grundtvig, der siger, at – “Da har i rigdom vi drevet det vidt/ når få har for meget og færre for lidt.” – Sådan tror jeg, drømmen var og at den blev nogenlunde opfyldt i virkeligheden. De fleste har det, de behøver i Danmark.
Men sådan er det ikke ude i verden, og der er ingen tvivl om, at det, der sker nu, er den udvikling i selve globaliseringsprocessen, som vi holder mindst af: at vi må til at dele med verden.
Det lyder ikke så rart, for der bor så utrolig mange fattige derude i de U-lande, der aldrig for alvor blev til de udviklingslande, vi troede engang, men blev ved med at være underudviklede lande. Sådan kaldte man dem, da jeg var barn, men mens jeg voksede op, lærte vi, at det var en uværdig betegnelse, de skulle hedde udviklingslande. Der er bare det ved det, at de ikke udviklede sig i positiv retning, men sank dybere og dybere ned i fattigdom og diktatur.
Og hvad sker der nu? Verden bliver en anden. Men jeg ved ikke, på hvilken måde. Det jeg frygter er ikke så meget, at vi skal blive fattigere materielt, men at vi skal blive fattigere åndeligt. At der vil ske en forråelse. Ja, den er vel allerede indtruffet.
Jeg kan også blive bange for, at det darwinistiske menneskesyn ( hvis det da er Darwins) skal vinde over det kristne menneskesyn ( og jeg taler ikke kreationisme her). Jeg tænker på “survival of the fittest” tanken. Men så ved jeg jo nok, at Darwin ikke mente, at vi skulle gå ud og slå alle handicappede og syge og skæve ihjel. Men det var alligevel den konsekvens f.eks. nazismen drog af hans teorier.
Det, jeg er bange for, er, at vi i stadig højere grad betragter mennesket som et væsen, der ikke har værdi i sig selv, men som kun er noget værd, hvis det kan leve op til en vis standard for “værdighed” ( og det er uværdigt at sidde stum og lam i en kørestol f.eks.). Det skal være samfundsnyttigt =  bidrage til samfundets vækst: = flere og flere materielle ting og flere og flere penge i folks lommer og i statens kasser.
Det er også lidt slående, at vi hele tiden får at vide af “gode” mennesker, at vi skal se flygtningene som “ressourcer” – altså det er de højtuddannede og dem vi kan sætte direkte ind i produktionsapparatet, der er værdifulde for os. Så kan de hjælpe os med at få det hele til at vokse ad helvedet til, indtil indlandsisen smelter og forureningen kvæler os.
Men hvad med alle de syge og gamle – alle de små og ynkelige og uproduktive? De er i en kristen ( humanistisk) tænkemåde lige så meget værd, som de stærke og produktive. Men i et samfund, der som vores mere og mere baserer sig på markedsøkonomiske værdier er disse mennesker det rene “skod”.
Og jeg er bange for, at det ikke kun er nynazisterne, der tænker og føler sådan, men desværre større og større dele af den almindelige jævne dansker.
Suk.
Jeg tager vel fejl.
Jeg håber.
———————–
I aftes læste jeg et essay af Søren Ulrik Thomsen,  – “We are open in a while ago” – Han skrev det for 25 år siden – i 1990 – Men hør hvor aktuelt: Her kommer et lille uddrag.:
“På sin lange march bort fra religionen og henimod en lumpen hjemstavnsfilosofi tilsidesætter den ikke særlig ydmyge Krapup, at forholdet mellem mennesket og Gud er et mysterium og ikke en èn-til-én-relation, hvoraf vor mand på prædikestolen kan aflede en dagsorden for timeligheden. Takket være denne teo-politiske spekulations uskønne bomøvelse er det senest lykkedes Krarup, hvad Kristus ikke formåede, nemlig at præcisere, hvem “næsten” er. Det viser sig til vores store lettelse at være konen derhjemme og et par stykker til fra sognet, men  ikke  dem, der står syd for grænsen og banker på for at bede om en hjælpende hånd af dette lille hovedrige og selvtilfredse land, hvor turen går til Nøddebo, hjem til pastor Blicher, og sulten er en by i Rusland.” ( Citat slut)
….. Og her en lille tilføjelse:
…et eller andet sted, som det hedder på uklart nydansk, så forstår jeg godt Krarup: vi SKAL jo nemlig sørge for de nærmeste, fordi vi så let kan række ud til dem og nå dem. Vi skal f.eks. hjælpe i “nærområdet” = vores egen område – og der er meget man kan her: se til om naboen har det godt, når han er syg – gå en gang i mellem på det lokale plejehjem, der er mange, der sjældent får besøg lige der.
selvfølgelig skal vi alt det …
Det er vel heller ikke så pokkers svært at hjælpe og sørge for de nærmeste: vi elsker dem jo.
… det har bare ikke noget med den aktuelle flygtningesiduation at gøre
… tro endelig ikke det. Et smil til konen og en kop kaffe på plejehjemmet er OK, men det gør det ikke.
… er det for meget med kravet om at hjælpe i en større sammenhæng? Ja, det er i al fald meget. Men hvem har sagt, at det skulle være lidt.
eller at lidt er godt nok. Men husk alligevel: lidt er trods alt bedre end ingenting.
Og nu skriver jeg det igen, og det vil jeg sikkert gøre igen og igen Halfdan Rasmussens digt og vores sløve ligegladhed:
Ikke bødlen gør mig bange
ikke hadet og torturen
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren
ikke nætterne når smertens sidste stjerne styrter ned
men den nådeløse verdens blinde ligegyldighed
I samme essay af Søren Ulrik Thomsen står følgende refleksion over samme emne – og husk lige, at det er skrevet i 1990:
“… hvordan kan det være, at vi ifølge al økonomisk visdom ikke har råd til at hjælpe folk i nød, ikke har penge til at modtage flygtninge og ikke overskud til at holde vores eget social-og sundheds- og uddannelsesvæsen på et ordentligt niveau, når vi tydeligvis har råd til uoverskuelige mængder af walkmen, auberginefarvede lokumstønder, servostyrede Toyota Corollaer, krøllejern og drypfrie termokander, og når alt dette oven i købet skal skiftes ud hvert halve år for ikke at gøre et pinagtigt altmodisch indtryk på næsten? når vi kort sagt har råd til alt det, der ikke er brug for, men ikke til det, der er alarmerende påkrævet. Når vi, med et slag på tasken, kunne undvære 80 % af alt dette, og frigøre al den rigdom og energi, der er bundet i braset, til anstændige formål, uden overhovedet at nærme os en mangelsitualtion.” ( Citat slut)
Ja, det kan man tænke over. Og vi har jo glemt 1990’erne, ikke sandt? Men overfloden af bras er vel ikke blevet mindre.
VI HAR MARKEDSØKONOMI I DANMARK. Men en markedsøkonomi betyder bl. a., at vi producerer det, der kan sælges. At udbud og efterspørgsel hænger sammen. Og verden vil købe krøllejern og køleskabe og biler og dukkehuse og ikke hjælpeprogrammer og mad til de sultne ( for de kan ikke betale) eller tøj og kaminer til de frysende ( for de kan ikke betale) OSV:
Og hvis vi producerer mindre af det bras, vi laver på vores virksomheder, så lukker virksomhederne, folk fyres, skatterne udebliver, velfærdsstaten kollapser. Det er i al fald sådan skrækscenariet ser ud. Kan vi lave om på det? eller sidder vi i saksen? Hvor er de store visioner?
Kan du se en vej?  Et står sikkert i min opfattelse:  VI ER SAT I VERDEN SOM HINANDENS MEDMENNESKER IKKE HINANDENS MODMENNESKER.
 
 
 

 

176 – Lidt mere om Hulsig Kirke

Udgivet den af
Svar


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægges tekster i deres spæde vorden – her diskuteres i kronik- eller essayform – her fabuleres og her leges med ordene. Kort sagt: bloggen er et kig ind i mit værksted. For mig selv er den både blog og blok: notesblok og den blok, hvorpå jeg tør lægge min hals. Jeg vil altid gerne høre din mening, kære læser.
 

Forleden fik jeg et par udklip fra Jyllandsposten 25. februar 1893 og 23 november 1893. Det er Hans Henne Hansen, som før har skaffet mig sjove og vigtige detaljer til Hulsigundersøgelsen, som har været ude med saksen. Jeg afskriver her de to små notitser fra de gamle aviser. Senere vil jeg (måske) lave en scanning af dem og sætte under.
25/2 1893:  Nye Kirker: Udvalget med Undtagelse af C. Hage gaar ind paa at bevilje 6.000 Kr. til en Kirke i Kritianshed ( Bording Sogn på den jydske Hede) samt 8000 Kr til et Kapel i Nærheden af Hulsig Station ( Skagen Landdistrikt); …
23/11 1893: Undertegnede tillade sig herved at opfordre Alle, som kunne interessere sig derfor, til at yde Gaver til det nu næsten fuldførte Kapel ved Hulsig Station i Skagen Landsogn. Til Kapellet har Rigsdagen bevilget 8000 Kr. og i frivillige Gaver fra de ca. 240 Beboere er der indsamlet ca. 2100 Kr.; men der vil endnu kræves en Del til Anskaffelse af de hellige Kar, Messeklæder m.m. Eventuelle Gaver bedes sendte til et af undertegnede Komitemedlemmer eller til dette Blads Kontor.
C. Place, Sognepræst, Skagen – Jensen Wirring – Lærer Rannerød, O. Hovkjær, Sognefoged, Skagen Landsogn – Mads Hesselholt, Detailhandler, Skagen Landsogn – Simon Simonsen, Avlsbruger, Skagen Landsogn – Peter Hjorth, Gaardmand, Storholm – Chr. Høgenhav, Avlsbruger, Kannestederne.
Bidrag modtages på Jyllandspostens Kontor.
Læs mere om Hulsig Kirke f.eks. i indlæg 172. Der er også tidligere indlæg om Kirken på bloggen, ligesom der er et afsnit i Hændelser ved Hulsig, der handler om kirken og det religiøse liv i Hulsig. Det er på side 338.
En pudsig tilføjelse: Det er min onkel Lars Hesselholt, der som den første bliver døbt i Hulsig Kirke. De var to småfolk, som havde ventet ret så længe på den kirke: Lars og en pige, som kom til at hedde Magda, men som nær var blevet døbt Lars, fordi den distræte pastor havde byttet om på navnesedlerne. Min oldemor Kirsten så fadæsen og fik i sidste øjeblik gjort Place opmærksom på fejltagelsen.
Lars skulle have været dyrlæge, det var både min farfars og hans egen drøm, men han fik sit syn skadet, det kan man også læse om i Hulsigbogen, og blev jo i stedet lærer. Og her er så en anden sjov detalje, som Hans Henne Hansen også har gravet op til mig. Det er en annonce i Horsens Folkeblad. Her står der, at en vadsæk er blevet stjålet på stationen, og at der udloves en dusør til den, som finder omtalte vadsæk. Sækkens er den unge Lars’, og han er just rejst fra Hulsig til Gedved Seminarium for at læse. Stakkels unge mand, der må begynde sin tid på seminariet uden sine ejendele.
Her annoncens ordlyd:
For Tilvejebringelse af eller Oplysninger om En Vadsæk og en Stol, som LØRDAGEN D.5.DS. ER BORTKOMMET fra Godsekspeditionens Perron, udloves en Dusør. Vadsækken var mrkt. L. J. Hesselholt, Gedved Seminarium, og Stolen M. Sørensen, Gedved Seminarium.
En anden lille tilføjelse til de to notitser: Det er interessant, i det mindste for mig, at Mads Hesselholt, min farfar Janus’ bror, endnu bor i Hulsig i 1911 – som jeg husker det, så har han lejet (lånt) det lille hus på Hesselholts grund og driver herfra sin slagterforretning. Det morsomme er, at han er opført som Detailhandler og ikke slagter. Det vil faktisk også sige, at min far og mine onkler har kunnet lege rigtig meget med fætrene, som jo altså endnu ikke er flyttet til Skagen, hvor Mads sammen med sin Mathilde bygger den smukke slagterbutik – og så jo desværre dør tidligt fra Mathilde og sine 4 drenge. Man kan læse mere om detailhandlen i Hulsig i Hændelser ved Hulsig side:387.
Om Hændelser ved Hulsig i øvrigt: Der er endnu enkelte eksemplarer tilbage, men det ser ud, som om den snart er udsolgt, og jeg har ikke i sinde at genoptrykke den, så hvis du gerne vil eje en bog, så haster det lidt. Købes ved at sende mig en e-mail: marianne@hesselholt.com – skriv din adresse, og jeg sender en bog

 
 

175 – Igen lidt om Krøgerne

Udgivet den af
Svar


 
Forleden havde jeg den glæde at overrække Hændelser ved Hulsig til Ebba Larsen. Og hun er jo ingen Krøg og kommer heller ikke fra Krøggården, men hun var gift med Peter Larsen ( Krøg), søn af Anne Krøg og Christian Peter Larsen. Han var en bror til min bedstemor, Anna Andersen.
Så vi er da tæt på, synes jeg, og Ebba har fortalt om de gamle på gården i forsvundne tider, og hun er nu den ældste, som har forbindelse til den – i al fald så vidt jeg ved. Eller rettere måske: hun er den ældste af dem, jeg kender, efter at Gordon Albøge døde her i foråret.
Herunder et billede fra Ebba Larsens smukke hjem – her overrækker jeg hende bogen:

Bogen kan du få for 220 kr. ved at sende en mail til mig med din adresse. Så sender jeg en bog.
mailadresse: marianne@hesselholt.com
 

174 – nogle billeder fra Hulsig Hede og fra Tranestederne

Udgivet den af
Svar


 
Først en lille annonce!
Det er stadig muligt at købe Hændelser ved Hulsig. Bogen kan erhverves via min e-mailadresse: marianne@hesselholt.com – skriv blot din adresse, og jeg sender bogen med vedlagt faktura. Den fås desuden i Skagen Boghandel, på Skagen Kystmuseum, på museet Skagen Odde og på galleri Hesselholt i Hulsig.
Herunder nogle billeder fra Tranestederne og Hulsig Hede, hvor jo en del af hændelserne udspiller sig. Men sådan her ser der ud august/september 2015:








 

16 – engle

Udgivet den af
Svar


De vil flagre ind på siden, når min ferie er forbi. Så begynder arbejdet igen, og denne gang gælder det ikke familiens fortid, men vores alles fortid, nutid og fremtid. Englen.
 

173 – Hulsig Forsamlingshus d.22 august 2015 og lidt om rødder

Udgivet den af
Svar

 

 
Jamen, så skulle der jo være et billede fra en dejlig eftermiddag i Hulsig Forsamlingshus. Den varmeste dag i sommeren havde jeg den glæde at blive inviteret til Hulsig og fortælle om bogen “Hændelser ved Hulsig”. Da jeg kørte derop tænkte jeg, at ingen da vel havde lyst til at sidde i den hede og høre på foredrag. Men det var der nu mange, der havde, og jeg ved jo ikke, om det var de fremragende, hjemmebagte kager, eller mine tvivlsomme ord, der trak. Et faktum er det i al fald, at jeg blev glædeligt overrasket.
En dejlig dag med det mest lydhøre publikum.
Jeg vender tilbage til dette indlæg med nogle billeder senere. Fra selve foredraget har jeg som sagt ingen, men et af forsamlingshuset, vil jeg sætte ind herunder. I øvrigt var der, som flittige læsere af min blog vil vide, i lærer Wirrings tid i slutningen af 1800tallet en ivrig diskussion om, hvorvidt Hulsig skulle begaves med en kirke eller et forsamlingshus. Det blev kirken, der vandt, selv om mange syntes, at det var en unødvendig udgift ( de betalte selv for bygningen af kirken) – og at et forsamlingshus ville have været en mere overkommelig løsning.
Her er huset, som det ser ud i dag.

 
Her er lidt skriveri om rødderne ( bragt som kronik i Randers Amtsavis d. 27 august):
 
Rødder og identitet 
Jeg sidder i mit skriveskjul og kigger ud gennem ruden. Himlen er blå, og det blæser kraftigt, alt er uro og bevægelse: marehalmen, lyngplanterne, grårisene og grenene på de forkrøblede egetræer piskes frem og tilbage, som var de en del af det oprørte hav, der længst ude slutter panoramaet. Flaskegrønt og med lange, hvide skumsprøjt.
Jeg er her nu ikke for at skrive denne gang, men dog i min egenskab af forfatter, idet jeg skal holde foredrag i det nordjyske. Og derfor ligger der ikke nogen manuskriptfil på min PC og skriger på flid og virksomhed. Med god samvittighed kan jeg lade mig opsluge af tidløsheden og opleve en indre ro.
En ro i sindet. Ja, for den finder man her. Men i flere år, var det ikke lige den, jeg søgte, når jeg slog mig ned heroppe på spidsen af Danmark. Tværtimod. Jeg gik i lang tid og legede med planer om at grave stedets fortid frem – lag for lag – og som en anden arkæolog forsøge at finde frem til sandheden. Om egnen. Om gårdene. Om menneskene.
I mands minde levede mine forfædre på disse kanter, og måske var researcharbejdet ikke kun drevet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at den ene generation efter den anden holdt ud i en egn, der var så nådesløs og fjendtlig, hærget af naturkatastrofer og deraf følgende død og ødelæggelse. Hvorfor flygtede de ikke til mildere egne?
Måske lå der også et skjult ønske om at finde ud af, hvem jeg selv er. Måske. Denne identitetssøgen ligger jo i tiden, og samtidig med, at den store, fælles historie fortoner sig for mange moderne mennesker, så skærpes interessen for deres egen individuelle historie. Slægtsforskning er blevet en folkevidenskab. Man vil vide, hvor man kommer fra og hvorfor man tænker og handler, som man gør, og måske kan man finde svarene et sted i de støvede arkiver.
Efterhånden som arbejdet skred frem, voksede papirbunkerne i takt med min egen usikkerhed, for jeg fandt så mange sandheder om min slægt, at skeletterne ind i mellem var umulige at holde inde i skabene. De væltede ud. Men ikke altid lige ind i mit manuskript. En overgang var jeg endda i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte projektet. Men det gjorde jeg. Heldigvis. Mit bagland stod vagt i gevær og tvang mig nærmest til tasterne: ”du skal skrive den bog, for den fortæller noget vigtigt om, hvem vi er,” sagde min datter.
I Det gamle Testamente (2. Mosebog, kap. 3,14) beder Moses Gud om vise sin identitet. ”Hvem er du?” vil han vide. Spørgsmålet hænger lidt i luften, inden Gud giver det underlige svar: ”Jeg er den, jeg er.” Ikke et ord mere til forklaring. Og vi andre kunne såmænd svare akkurat det samme: ”Jeg er den, jeg er.” Men måske kan vi grave lidt i fortiden og finde nogen forklaringer på hvorfor?
Det seje arbejde med mange forskellige kilder: aviser, interviews, kirkebøger og andre arkiver gav mange svar, og nu ved jeg f.eks. lidt mere om, hvorfor jeg imod al rimelighed og fornuft kan falde i et sort hul af mismod og manglende tro på stort set alt. Sådan var de jo nemlig, de gamle. Arven. Generne. Det gav pludselig mening.
Og nu har jeg mødt dem, alle disse forfædre og formødre, og jeg set dem i deres svaghed og i deres styrke. Jeg har set nogle af dem bukke under i kampen for at (over)leve; sindssyge og selvmord har det ikke skortet på i slægtshistorien. Navnlig mændene har været en sær blanding af umådelig styrke og stor sårbarhed. Tre af dem var med i krigen i 1864, og de blev senere redningsfolk, og når vinterstormene rasede, satte de uden tøven deres liv på spil for at redde andres. Det kostede. Og de holdt det ikke altid ud. Kvinderne var stærkere og bar deres hårde skæbne med stolthed og tålmod og en ubegrænset tillid til Vorherre.
Jeg ser ud ad vinduet. Nu trækker skyerne sammen ude over havet, og det sortner. Det er også begyndt at storme, men selv om der ligger skibe derude, så kommer de ikke i havsnød. Tiden har ændret sig, og vi mennesker ændrer os med den, men vi har alle en historie, og vi er præget af dem, der gik forud. På godt og ondt.
 
 
 
 
 
 

172 – Hulsig Kirke – nogle gamle billeder

Udgivet den af
Svar


Som man nok kan gætte af overskriften, så har jeg fundet et par gamle billeder, og hvad man måske også kan gætte, så vil jeg gerne have hjælp til en bestemmelse af dem. Hvornår er de fra? Og hvem er præsten?
I indlæg 171 var vi til Sølv- og Guldbryllup med Christian og Maren Larsen fra Krøggården, og mon ikke det er den pastor F.M.R. Busch, der tog hele den krøgske familie til alters i Hulsig Kirke i 1920 i forbindelse med den førstomtalte fest. Det er samme præst, som døbte og konfirmerede min mor, Vera Andersen, og han har en lang række lignende gerninger på samvittigheden?
Han var præst fra 1910 til 1925
Her ses han, og kom ENDELIG med kommentarer, hvis jeg skulle gætte fejl.

Og her ses kirken, som den så ud dengang indvendigt – der er jo sket forandringer flere gange siden.

Og endelig kirken som den tog sig ud set udefra. Her er ikke mange pejlemærker, synes jeg. Et hegn. Men gravene ser man ikke.

Grundloven

Udgivet den af
Svar


 
I dag er det 100 år siden Kong Christian underskrev Grundloven af 5 Juni 1915. Der var strid til det sidste. Om mange spørgsmål. I de første mange år af det såkaldte Folkestyre havde de fleste folk jo slet ikke stemmeret, og det gjaldt f.eks. for de 3 f’er: Fruentimmere, Fattige og Forbrydere.
Men det største stridspunkt lå måske et andet sted: var det ikke hul i hovedet at indføre flertalsstyre? Kunne man lade uvidende og “dumme” mennesker bestemme, og hvordan skulle man så kunne forhindre, at der blev truffet en række overilede og populistiske beslutninger.
Ja, såmænd, det spørger jeg tit mig selv om? Hvordan kan vi gå ind for, at alle de grødhoveder, der kun meler deres egen kage og ikke gider sætte sig ind i politik, skal have ret til at bestemme?
Hmmmm? Det kan vel alligevel ikke stå til diskussion for alvor? eller? Det kunne jo hænde, at dem, jeg synes er torskedumme, synes, at jeg er endnu dummere – så altså, det ville vist føre os ud i et uføre at indføre en særlig ret for vidende og begavede mennesker. Mon ikke? Og desuden er det jo en smuk tanke, at vi skal have tillid til hinanden og tro det bedste og håbe på, at de fleste vil det gode.
Men det ser nu ikke altid sådan ud.
Her er alligevel et billede af det, vi holder af, og som meget enkelt udtrykker hovedtanken: lige ret for alle.
Om den så bliver ført ud i det virkelige samfund, kan nok betvivles.

171 – et guld/og diamantbryllup i 1920 og 1930 på Krøggården i Hulsig

Udgivet den af
Svar


 
Forleden dag fik jeg et brev fra Maren og Christian Larsens ( Krøggården) oldebarn, Hanna Henriksen. I brevet var et udklip fra Marens og Christians guldbryllup og et billede.
De blev gift i 1870. Udklippet er fra Vendsyssel Tidende 1920.
Billedet, som ses herunder omtaler imidlertid deres diamantbryllup og må altså være fra 1930 og her omtales Chr.L. som forhenværende landmand. Men dertil har jeg ingen tekst:
 

Her ser vi altså de to kære, gamle mennesker.
Maren døde i 1933 og Christian i 1937.
Gordon Albøge har i et brev fortalt mig, at Christian var meget syg til sidst og blev kærligt plejet af sin datter Marie. Hende holdt vi alle sammen af. Mie var festlig og blev for øvrigt aldrig gift. Det blev hendes tvillingesøster Martha heller ikke. Martha døde i Hulsig Brugsforening i en ret ung alder. Hun var på besøg der ( uddeleren var gift med hendes søster Anna). Her fik hun et ildebefindende og døde altså. Tvillingesøsteren Marie blev meget gammel.
Herunder er teksten fra Vendsyssel Tidende i 1920:
GULDBRYLLUP I SKAGEN LANDSOGN
Ondsag den 11. ds. fejrede et af Landsognets mest agtede Ægtepar, Alvsbruger Chr. Larsen og Hustru, Hulsig, deres Guldbryllup. Når man ser Guldbrudeparret, der er henholdsvis 75 og 73 Aar, skulde man ikke antage, at de begge har passeret Støvets Aar. Saa friske, raske og fornøjelige ser de ud, at man meget vel kunde antage dem for at være først i 60’erne. Chr. L. har ikke alene drevet sin Landejendom mønsterværdigt. Han har i en Menneskealder været Landpostbud og i en lang Periode Strandfoged. 11 Børn er født i det lille Hjem. 9 af dem er endnu i Live. I Skagen bor en Søn, fhv. Fisker Laur. Larsen, Østerby, og en Datter. En anden Datter er gift med Sognefoged Peter Houkjær, Hulsig. Sønnen Chr. P. Larsen driver Hjemstedet.
Vi bringer det afholdte og agtværdige Ægtepar vor hjerteligste Lykønskning og knytter hertil Ønsket om endnu mange gode og lykkelige Dage for de to Gamle og deres kære. (Chr. H. L.)
– et par dage senere stod der flg. at læse i avisen:
GULDBRYLLUPPET I HULSIG blev en sjælden smuk Festdag for Avlsbruger Chr. Larsen og Hustru. Efter Togets Ankomst, ved 2-Tiden, tog Sognepræsten, Pastor F. Busch, Guldbrudeparret, deres Børn og Børnebørn til Alters i Hulsig Kirke. Derefter tog man til Hjemmet, hvor der var mødt talrige Gratulanter med Blomster og Gaver af forskelligste Art. Der blev ved den paafølgende Middag holdt en hel Række Taler, og der indløb henimod 100 Telegrammer. Det blev med andre Ord en Festdag, som hverken Guldlbrudeparret eller Deltagerne vil glemme.
Men unge har de to nu altid set ud. Billedet herunder er det, som man også kan se i bogen “Hændelser ved Hulsig” – det lå blandt min bedstemors billeder og det viser dem vel i en vis alder trods alt – men i al fald han ligner jo en stor dreng:

 
De fik kønne børn. Her ser vi de 9, der omtales i artiklen – måske er billedet af dem taget i anledning af guldbrylluppet. Min “bedstemor” står øverst til venstre.

Og til slut Maren og Christian Larsens gravsten, som netop i år er fjernet. Syndigt. Men der er desværre ingen respekt for de gamle. Her ses den imidlertid:

 
Tak til Hanna Henriksen og tak til alle jer, der bliver ved med at ringe og skrive til mig. Også tak selvfølgelig til alle jer, der har købt bogen.
Jeg har dog stadig nogle stykker tilbage – så … send mig et praj, hvis du vil have Hændelser ved Hulsig til at komme ilende med det danske postvæsen.
 
 
 

HELLE ELLER HELVEDE

Udgivet den af
Svar


Jeg ved det godt. For alle dem, der er på min alder eller ældre, giver den overskrift associationer til 1930′ ernes berømte valgplakat: STAUNING ELLER KAOS.
Men her er nu ikke tale om en valgplakat, men en overskrift i WEEKENDAVISEN fra 13. maj, og den henviser ikke til et valg, men til et dilemma, som de færreste måske tænker over til daglig, som alligevel er af samfundsmæssig relevans. Det drejer sig om fænomenet INSTITUTIONALISERING. Et grimt og klodset ord, som ikke desto mindre indeholder flere nuancer end man umiddelbart skulle tro. Det vil jeg skrive lidt om. Og giv endelig dit besyv med, hvis du har lyst.
Det psykiatriske Hospital i Risskov.
 

Fælles for de to institutioner og for mange af de andre, der blev bygget i 1800-tallet er det palæagtige i byggestilen. Æstetisk fremstår de som en fryd ( eller en pryd) for øjet – en kende for voldsomme måske, men imponerende.. Det er landets største arkitekter, som har været på spil, og det gælder også, når talen er om de udvendige rammer, f.eks. det smukke have/parkanlæg ved Sankt Hans, udtænkt af Gottlieb Bindesbøll i 1860.
Ingenting kunne være for godt til de psykisk syge. Og helst byggede man hospitalerne langt fra byens larm og uro – midt i en smuk og levende natur. Bygningerne og omgivelserne skulle så at sige gå op i en højere enhed af harmoni og ro. Et privilegium, der ellers var forbeholdt adelige og de rigeste familier – de højst placerede i samfundet.
Men de sindssyge var hverken dengang eller nogen sinde før eller siden at finde blandt “de højst placerede.” Tværtimod. Ingen rangerede lavere på den sociale rangstige end de “tossede”. Men hvordan hænger den kendsgerning sammen med det skær af herskabelighed og luksus, der omgav dem? Hvorfor denne kontrast mellem ydre pragt og indre elendighed.
Ideen med at anbringe de syge i afstand fra de raske og i skønne omgivelser og smukke huse er jo tiltalende, ikke sandt? Her var ro til at finde helbredelse – ja, og der har da også været tænkt skønne tanker i kloge hoveder.
Men det var jo som allerede antydet langt fra et luksusliv, der ventende den, der blev indlagt i disse smukke 1800- talshuse. Det var ikke altid kærlige hænder, der tog imod, og det var ikke ligefrem sympati, der strømmede den syge i møde. Men det var heller ikke det modsatte, der skete. Det skal vi se om lidt.
Går man en tur gennem rummene på Risskov Psykiatriske Museum får man syn for sagn. Tvangsmedicinering, tvangsfiksering og tvungne kirurgiske indgreb var en synlig del af den syges virkelighed. Men det var alligevel ikke hele virkeligheden.
Også inden for murene var der arbejdet med de “rene linjer” og begreber som skønhed og velvære var faktisk tænkt ind i konceptet. Ikke at rammerne og rummene var ens for alle patienter. Langt fra. Den klasseforskel, der herskede uden for murene, sås også indenfor. Og nu kan vi se helt bort fra tidens fattigste. Hvor sindssyge, de end blev, så fik de aldrig adgang til de flotte hospitaler. De levede et usselt liv i fattighusene, i udhusene eller som fattiglemmer i småkårshjem, hvor man tjente lidt på at holde dem i live.
Sindssygehospitalerne var forbeholdt dem, der kunne betale. For der skulle afregnes ved kasse 1 for hver eneste ydelse, og det kunne løbe op for de stakler, der var henvist til at leve år efter år på institutionen. Eller rettere for deres familier, for der måtte være et bagland, der kunne og ville betale.
Mens standsforskelle var der rigtignok i de store huse. De rige boede, som de var vant til. De andre måtte tage til takke med en enklere boform. Her et par billeder til illustration af disse forskelle. Sådan så spisesalen ud for dem, der havde midler. Maden var muligvis også bedre:

Og her spiste de mindre bemidlede:

Min onkel Karl boede på Risskov fra 1920 og til han døde i 1957 – 60 år gammel. Jeg har læst hans journal, og han holdt aldrig op med at længes hjem til Hulsig og familien.
Og sådan var det for en stor del af beboerne. Langsomt, dag for dag, måned for måned, år for år institunaliseredes deres tilværelse, og de mistede kontakten med livet og deres familie udenfor. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det har været, men man kan danne sig et indtryk ved at besøge museet i Risskov og ved læse i de bøger, der er skrevet om stedet.
Her kan man læse om et samfund i samfundet. Der er en hel verden, som lever mere eller mindre selvforsynende og på sine egne præmisser og uden ret megen skelen til verden udenfor. På Sankt Hans levede der over 1000 personer i den lukkede verden, som institutionen var. På Risskov = Jydske Asyl, var der ligeledes altid en svæm af ansatte og indsatte, som indgik i en slags fællesliv i dagligdag og fest. Ansatte havde bopælspligt, så man var sammen altid.
Og vist var der også festlige stunder, og vist blev der gjort meget for, at livet skulle “ligne” det normale liv. Til stederne hørte f.eks. landbrug, hvor sindssyge fra bondestanden kunne arbejde under beskyttede forhold, og der var køkkenhaver, hvor de kunne deltage efter evne. Og de syge hjalp til i køkkener og vaskerier. Og havde den syge et særligt talent, så blev det plejet ligeså omhyggeligt som det syge sind blev det. Således var der mange af de indlagte på Risskov, som var talentfulde billedkunstnere. Det mest kendte eksempel er Louis Marcussen, der også kaldtes Ovartaci, som i øvrigt har lagt navn til et lille udsøgt kunstmuseem: Ovartaci Museet i tilknytning til Psykiatrisk Museum. Her kan man beundre en lang række kunstværker skabt af de syge, der i tidens løb har boet her. Ovartaci var indlagt i 59 år – og i alle årene malede han de smukkeste billeder.
Fest og glæde. Jo, det var der tid til. Der blev f.eks. afholdt baller, hvor alle, der kunne, måtte deltage i dansen, og der var dilettantkomedier og udflugter og badeture og meget andet af det, der kendetegner et liv i en almindelig familie. Men plejeren var ikke en bror, og lægen var ikke en far og oldfruen var ikke en mor. De var og blev erstatninger på godt og ondt, men efterhånden og som årene gik, kunne de syge undertiden glide ind i en slags tryghed, hvor de (måske) var bedre stillede, end de ville have været det ude i samfundet. Man holdt sikkert aldrig op med at savne familien udenfor – men institutionen gav den syge faste rammer og et overskueligt liv, der kunne dulme smerten i et nerveforpint menneskesind.
Det er også værd at tænke på, at det at have et “tosset” familiemedlem føltes som en stor skam. Man var en plet på familiens ære. Det var man ikke på hospitalet. Her blev man accepteret – ind i mellem endda respekteret – man var jo det egentlige grundlag for hele institutionens eksistens. Uden syge ingen læger. Uden syge ingen plejere. Uden syge ingenting.
Herunder et lille kig ind i festsalen på Risskov:

Det er mit indtryk, at der i den lange opbevaring på hospitalerne, som var det almindelige i gamle dage ( hvis man elllers kunne betale) gjorde to ting: den virkede vanedannende på de syge på den måde, at de faldt til ro i de faste rammer, og den gjorde dem muligvis uegnede til at vende tilbage. Men ingen forsøgte at skubbe dem ud i det mindste.
ASYLER hed de gamle huse. Asyl betyder fristed. Et tilflugtssted for plagede og jagede mennesker. Og de gamle huse forsøgte i det mindste at leve op til den betegnelse.
Jeg ved ikke meget om, hvordan livet former sig i dag i de gamle huse. Kun ved jeg, at de lider af  åndenød. I dag kan man ikke tidligt nok få sluset den syge ud i samfundet igen. Sengepladserne nedlægges, og det går rivende hurtigt. Det er meget muligt, at ideen er smuk: at normalisere den syges liv – lade ham tage del i det liv, de raske lever. Inkludering hedder det vist også. Derfor har man skabt den såkaldte distritspsykiatri, der går ud på, at de syge skal gå til ambulant behandling og ellers klare sig selv i boliger, man har prikket ud til dem.
Man vil decentralisere og normalisere. Der er bare det, at den syge ikke kan leve under de forhold, og det ender alt for ofte med vold – mord eller selvmord. Den syges vrangforestillinger ( som er en del af sygdomsbilledet) forsvinder jo ikke automatisk, når han/hun får påbud om at leve udenfor i den almindelige verden, der for alle meget syge er alt for hård og barsk. Det ender undertiden mord eller selvmord. Den syge bliver en fare for sig selv og ofte også for omgivelserne. Det sidste måske fordi folk i dag er præcis så uvidende om sindssyge, som de var for 100 år siden.
Her ses ideen udformet, som den nok så smukt er tænkt ( fra Den store Danske):
distriktspsykiatri, organisation af psykiatrisk behandling med hovedvægt på ambulant behandling i patientens lokalsamfund frem for indlæggelse på psykiatriske afdelinger. Distriktspsykiatri tilstræber dermed en decentralisering af behandlingen og større integration af den psykisk syge i lokalmiljøet.
Men det fungerer jo kun, hvis der nok af “omsorgspersoner” udenfor: læger, sygeplejersker, psykologer, socialansatte osv. som har tid til at tage sig af den enkelte syge “udslusede” person. Det er der ikke, og alt for mange sindssyge overlades til et liv på gaden eller i stor ensomhed og angst.
Da jeg læste på Århus Universitet og boede i byen – og det er mange år siden – traf jeg tilfældigt en af mine klassekammerater fra Th. Langs Gymnasium. Erik, hed han, og han var psykisk syg allerede da vi gik i skole sammen – det sidste år var han meget fraværende, men bestod sin studentereksamen.
Nu mødte jeg ham så mange år efter og tilbragte en dag sammen med ham. Det meste af tiden gik vi rundt i skovene ved Risskov og snakkede sammen. Han var ret syg, og jeg husker ikke tydeligt, hvordan vi skiltes. Det forekommer mig, at han blev indlagt. Jeg så ham kun den ene dag og besøgte ham ikke på sygehuset. Jeg turde ikke. Var forelsket i en anden og sandt at sige bange for mine egne følelser.
Et svigt. Ja, men sådan har jeg beklageligvis svigtet flere gange i mit liv, men det kan jeg ikke gøre om – bare føle mig flov over, at jeg ikke var stærkere og bedre til at tage hånd om mennesker i min nærhed.
Hele dagen gik vi i al fald sammen, og jeg husker, at det hjalp på hans angst, at der var en at snakke med og som ville holde om ham, og som i det mindste forsøgte at forstå hans smerte.
Det var i maj. Sommeren stod på spring, alt spirede og blomstrede omkring os, mens vi gik der i de lysende grønne skove. Men skønheden og lyset fik hans smerte til at vokse, og han kunne slet ikke glæde sig over foråret, men krøb mere og mere ind i sin egen onde verden, og alt det spirende liv omkring ham syntes at gøre ondt værre.
Mange år senere skrev jeg en novelle, som var inspireret af den underlige dag sammen med Erik, som jeg altså ikke kunne hjælpe særlig meget.
Novellen foregår ikke for 50 år siden, men lige nu og kommer her:
 

FREDERIKS FORÅR

 
Han vakler på sin søjle af 20 år. Så ser han, at døren er åben. Ja, det er sandt. Han skal ud nu. Jo, jo, siger de, for nu fungerer han fint: pulsen slår, øjet blinker, læberne skiller sig, og der er tænder i munden. Lidt spyt endda. Og se bare: det ene ben følger det andet. Han går. Benene bærer ham ubesværet fremad og ud. Så åbner de alle sluser, og lidt efter er han ikke mere inde, men ude. Udenfor læner han sig tilbage og presser ryggen mod muren.
En tid stå han stille og ser ind i den nye frihed. Derude pulserer byen. Der skal han være. De har sagt det. Med venlige smil har de gjort ham begribeligt, at han er fri. Nu kan han gå, ingen holder ham tilbage. Absolut ingen. Ansigter, piller og spænder er taget væk, og de peger, og han følger retninger, som de afstikker. Lydigt siler han ud i det fri. Den vej der, kom nu Frederik, ja, ja, godt gået, Frederik. Og benene bærer ham uden besvær, bærer ham som et blad, der blæser i vinden.
Så giver de ham plads. Også det. En lejlighed. Hans. Egen. En plads på toppen, hører ham dem sige og sluger det lille smil, der følger efter. Det kunne han trænge til, mener de, sådan som han har lidt og i tavshed. Og alt for længe. Nu er det hans tur. Deroppe fra kan han se verden, det tænker de måske. Og få nye ideer, udsyn.
Men Frederik kan ikke. Selv om benene bærer hans tynde krop, så kan han ikke gå. Ingen steder. Og han kan ikke se. Jeg kan ikke gøre for det, hvisker han, for han vil nødig skuffe dem, men han kan ikke gøre noget. Han hvisker, men de hører ingenting. Så skulle han tale højt. Men han hvisker.
Det er der. Det er vokset frem ligesom stemmerne, der begyndte at mumle og sive fra alle sprækker og revner, ja, selv fra havens tæer og blomsterne i parken. Sådan svor de sig sammen.
Det er forår, og der er alt for mange træer, alt for mange blade, der kværner, saftspændte, mens de sender grønne stød ind under huden. Og blomsterne. Der står de og skriger i rødt og gult. Og han ville kvæle alle farver, hvis han kunne. Han ville nå dem, før de når ham. Farverne, der blotter sig og vil trænge ind i ham. Og som kalder smerten frem og maler falske og vilde fester ind i hans blod. Safter det til i brogede billeder af løgn.
Nej, nej, nej. Så hellere vinterens hvidhed. Dens kulde og renhed. Lige nu vildner alt omkring ham, det strækker sig spændstigt i det skærende dagslys, og han krænges ned i de få huller af mørke, der er tilbage. Suges i svimlende fart bort fra lyset, der blænder og dræber. Laserstråler mod hans sarte sind.
Han går ind i det hus, de har valgt til ham. Stiger op til de to rum, hvor han skal leve. Han finder sengen, en alkove, trækker forhænget til side og falder en smule til ro.
Her er så stille og mørkt, at han kan være her. Stiller sig i et af alkovens dunkleste kroge og presser kroppen ind mod væggen. Vil ikke ligge udstrakt, tør ikke, men vil heller ikke rulle sig sammen og blive cirkelbarn igen.
Som han står sådan, oprejst i alkovens indre, kan det ikke ramme ham. Herind trænger ingen farver og ingen spjættende forårsspring. Ingen syge fugle skriger her, ingen safter søler ham til, her tordner tavsheden ro.
Hans tanker samler sig i et enkelt dødt punkt, hvor de ikke kan stikke syle i ham. Her lader han dem dø, ord for ord. Så er han tom og ren, og den store hvidhed fylder hans ensomme mørke, sort og hvidt favnes mat, men hellere det end de lange fangarme af liv, der spræller udenfor, og som vil ham med hud og hår.
Her i mørket kan smerten vel dø i små suk, og den brændende svie, som vågner ved hvert fuglefløjt, vel visne.
Men nu slår lydbrokker ind i hans stilhed og truer den. De brister som bobler i ørerne, og han kan ikke bruge skriget, for hvis lydene bryder ud af hans mund, kryber dæmonerne frem og omarmer ham, nedlægger ham. Han kramper sig fast, vil ikke væltes. Han vil stå her, indtil vinteren lægger et slør over livet og knuser det i is og kulde. Så han igen kan høre og se. Indtil da er der kun mørket for ham. Og dette hjørne af verden, hvor han endnu kan stå oprejst.
Men han ved det godt. Her kan han ikke blive. De vil komme og lægge hænder på hans sjæl og tø den op. Og de vil fiske ham ud af mørket og sende stråler af liv ind over ham, og blidt vil de lægge ham i senge og stole og på grønne plæner og i sol og vind.
De kommer. Og han vil strække hænderne imod dem endnu engang.
Længe bliver han i mørket. Så længe, at nætterne barmhjertigt trækker dagene bort og lægger slør over himlen. Det er godt, for han tåler ikke solens brand. Frivilligt trækker han nattens tæppe over sig.
Men en dag er det slut. Han har længe mærket det komme, og ved, at nu må han følge med kroppen ud i lyset, hvor skarpt det end er. Og sammen vakler de hen til ruden. Svajer i det skærende hvide, banker panden mod glasset. Så giver det efter og splintres, og blodet siler ned over hans ansigt og rammer de nøgne, hvide arme. Røde blomster springer ud på huden og gror i sollyset.
Nu står han i vinduet og mærker vinden, og kroppen begynder et liv uden ham. Den spreder arme ud, den lader blodet dryppe ned i karmen. Han følger det med øjnene, dråbe for dråbe. Vokser fast. Smerten kryber ind i hudens alt for tynde panser og fylder ham helt.
Armene bliver fuglevinger, en på hver side, og han vil give dem fri, så de kan slutte sig til koret af stemmer, men opdager, at de er låst fast og vil forblive vinkelarme til hans krop. Så må han følge dem i faldet. Han læner sig frem.
Så flyver han.
 
For nogle år siden var jeg ude at læse op, jeg tror det var i Holstebro, og jeg læste bl.a. novellen om Frederik. Det gør jeg aldrig mere.
Bagefter var der en kvinde, der græd. Jeg lod som om jeg var døv og blind og efter en pause fortsatte jeg med en anden tekst. Men bagefter kom hun op til mig og jeg følte mig utilpas. Men hun ville bare sig tak. Jeg havde læst om hendes søn, sagde hun, og ham var der ellers ingen, der forstod. Hun var taknemmelig, fordi der var nogen, der kunne se ind i det sind, der var så forpint og fremmed.
Jeg ved ikke, om jeg kunne det, men der var altså en, der mente det. Og tak Erik, fordi du åbnede en dør ind til den verden, vi andre ikke forstår ret meget af.
Og nu endnu et par ord og et hjertesuk: Vi svigter de sindssyge, og det har vi altid gjort, og det vil vi måske altid gøre. En brækket arm er til at forstå, men det syge sind er ubegribeligt for os “normale”.
Og også i dag rangerer psykisk sygdom nederst i sygdomshierarkiet. Som der står i artiklen i Weekendavisen skrevet af den fremragende journalist Pernille Stensgaard: I sygdommens hierarki gælder det om at have en fin sygdom i et ærbart organ. Og hun citerer lægen på Sankt Hans Karin Garde for følgende udtalelse:
“Det er de følelser, som sygdommen og den syge vækker i andre, der bestemmer om den bliver mødt med det fulde utræk af højteknologi og behandling. Det er en helt almindelig magtkamp, og den taber psykiaterne hver gang, fordi der er det stigma, at de syge selv er lidt ude om det, at de er farlige og besværlige.”