Faglitteratur – Saglitteratur – fagligt/sagligt

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Der er grøde i så meget for tiden. Kommer lige fra haven: og se, hvor det myldrer op af jorden derude. Lavendlerne knejser blå og ukuelige midt i haven og rundt om vælter det frem med roser og pæoner og masser af vilde valmuer. Vildskab og kuet natur i smuk forening
.
Men det jo ingen gartnerblog, det her, må jeg minde mig om, og inden jeg helt forsvinder i henrykkelse over blomsterdufte og forførende farver, må jeg forlade haven og lade et blik glide hen over reolens mange mange bøger, der forresten i vores hjem slet ikke er farveløse, men spræller i alle nuancer.
For det her er jo (eller skulle være) en litterær blog. I litteraturens verden sker der også meget nyt. Hver ny bog er et mirakel. Og så taler man om nye genrer.
Men så nye er de jo ikke. Det meste er set før. Unge læsere har glemt det og tror, at det skubber litteraturen i nye retninger, når genrerne brydes op og gensplejses på kryds og tværs, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det, man læser er digt eller virkelighed.
Er det fiction eller non-fiction?
Denne blanding af genrerne er ikke et nyt fænomen, men det florerer for tiden. Det er sandt. Selvbiografier har altid været en skøn blanding af løgn og latin (= af digt og saglighed). F.eks. Ingemanns: Levnetsløb – det er en herlig barndomsskildring og man er ikke i tvivl om, at de mange små erindrede episoder ikke får for lidt under forfatterens pen. Der males op, der pensles, der digtes. Det bliver fiktion. Det samme gælder H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” – et lille digterværk, som da også korrigeres i “Mit Liv uden Eventyr”.
Så Knausgaard bryder ikke ny jord, når han i Min Kamp skriver, som om det her er SELVESTE SANDHEDEN – fortalt i en skønlitterær form.
Da jeg underviste i dansk i gymnasiet lærte jeg eleverne, at man må skelne mellem faglitteratur, som kunne være videnskabelige artikler, akademiske afhandlinger, lærebøger og alt andet, der var fagligt funderet i konkret viden og heftet på et troværdigt kildemateriale – og så alt det andet ikke-skønlitterære, som så var sagprosa.
Faktisk vil jeg, inden jeg går videre med genrebegrebets finurligheder, tilføje, at jeg slet ikke tror, der findes litteratur, som er mere saglig = sand end anden litteratur. Den saglige sagprosaforfatter kan skrive uinspirerende og unuanceret om et komplekst og spændende emne, og så bliver det jo løgn, skønt han holder sig til og lader sig styre af kilder og selvsyn.
Et eksempel på det:
Jeg har for nylig læst Christen Kolds “Rejsen til Smyrna” – og jeg havde da ventet, at jeg der ville blive meget klogere på mange ting både i forbindelse med den store skolemands liv og levned og på tidens særpræg. MEN HAN SER OG OPLEVER INGENTING. Jo, der er da enkelte beskrivelser (dårlige) af nogle bygninger og (endnu dårligere) af nogle udsigter. Men mest fortæller han om den mad, han spiser og om den dødsenstriste og dysfunktionelle familie, han følges med og hvor han er ansat som tjener. I et brev til en en god bekendt, Madam Knudsen, skriver han f.eks.:
… heller ikke har jeg stor lyst til at skrive da jeg egentlig ingen Ting har at skrive om. 
Ikke desto mindre boede han i Smyrna i 5 år og ernærede sig i de sidste år af opholdet som bogbinder. Altså levede han i god overensstemmelse med apostlenes visdom: at arbejde og at leve simpelt. Dog forsøgte han ikke at omvende tyrkerne til kristendommen, og så vidt jeg kan se, var alle hans kunder europæere og han havde næppe nærkontakt med de indfødte.

Jeg har ikke opgivet at skrive en bog om Kold – bare jeg kunne lade være med hele tiden at tænke på ham som “Kedelige Kold” – det er sikkert ufortjent, og han var jo langt fra nogen skrivekugle. Havde vel vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt.
Det er nok bare derfor.
Når jeg i ovenstående har vrøvlet lovligt meget om noget så kedeligt som genrer, så er det, fordi jeg vil begive mig ud i sagprosa- (måske fagprosa-)genren.
Jeg håber, at det vil lykkes. Først kommer Chresten Kokholm – og han var ikke kedelig – så kommer Christen Kold – og det er en hel anden historie, skønt de er navnebrødre og begge er børn af 1800-tallet.
 
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette lille indlæg for at meddele, at nye tider banker på værkstedets dør. Der kommer friske pust udefra nu og hvor er det skønt. Og tak for det.
Ja, nu er der en bog, som skal skrives – ikke SKAL skrives og måske ikke engang VIL skrives. Men som jeg har fået lov til og lyst til at skrive. Og sådan begynder mine bogprojekter altid. Med lysten. Og meget få af dem er ikke ført til enden ( var den end ind imellem bitter) – denne her lille bog vil nok også se dagens lys. Hvis det står til mig i al fald. Det gør det så ikke altid.
Men først til orientering for de få, som har fulgt med i mine bogskriverier: jeg skulle jo egentlig skrive en biografi om Chresten Kold. Men det får vente. Det er jo ikke et nyt projekt, og det var da også så småt ved at tage mere fast form.
Men så skete det her. Jeg fik en mail. Den var ikke lang, men gav mig alligevel åndenød. For det var ord, som satte fantasien i bevægelse og den er altid god at lade sig lede af – også selv om den af og til kan blive lovlig livlig og forlede.
Afsenderen til det skønne brev var Lise Troldborg, hvis oldefar, Chresten, var gift med min oldefars søster Elisabeth. Og vi har jo så fælles tipoldefar. Det har jeg jo med så mange. Men Chresten og Elisabeth var specielle ( nå, ja, det er vi jo alle, men de satte sig varige mindesmærker – og det gør vi ikke alle) – for de turde kaste sig ud i et livsprojekt, som i den grad krævede mod og styrke. Hvor de fik styrken fra, ved jeg ikke, men modet sad nok dybt i deres karakter. Og det er netop derfor, at jeg gerne vil skrive en bog om dem.
Og så skal vi jo igen til Hulsig – og der vender jeg gerne tilbage til. Eller rettere Kandestederne. For hertil kom nemlig den unge Chresten Kokholm for meget mere end 100 år siden, og selv om han ikke ændrede ved skaberværket og det ikke er hans skyld, at naturen er så enestående i Kandestederne, så er det hans skyld, at mange mennesker fik mulighed for at opleve den.
Nu ikke mere om det.
Men jeg vil vende tilbage med Lise Troldborg ved hånden, for hun ejer et enestående materiale ( billeder og tekster) om fortiden og dens hoved- og bipersoner, og nu får jeg lov at kigge med.
Tak for det.
Nedenstående billede er snyd, for det er ikke fra Kandestederne, men fra Tranestederne – altså lige øst for ved det andet hav, men de to have er vel skyld i det specielle lys, der er over egnen. Og her ligner de to “steder” hinanden.

De følgende billeder er derimod fra Kandestederne/Råbjerg Mile

En 70 års fødselsdag

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Det er ikke mig, der netop har rundet de 70. Jeg var allerede et stort barn på 5 år, da den fødselar, vi her skal høre om, kom til verden. Og det var en fødsel, der var usigelig smertefuld og meget blodig og slet ikke kan sammenlignes med min fredelige indgang i verden.
En nations fødsel. Israels. Og man kan vel sige, at veerne aldrig er hørt op. Det gør stadig forfærdeligt ondt på alt for mange i det land.
I den seneste tid har jeg genlæst Apostlenes Gerninger – og på den måde fulgt med i de første kristnes færden i det, der i dag er Israel. Den lille fine bog er skrevet af evangelisten Lukas. Noget af det mest dramatiske i den er Saulus’ omvendelse og navneforandring til apostlen Paulus. Der fortælles mest i 3. person ligesom i evangelierne, men ind imellem stikker Lukas hovedet frem og skriver ikke ”de” men ”vi” – så kan vi se, at han selv var med og altså vidste, hvad der skete.
Men det meste af tiden er man i Israel, eller Judæa, eller Jødeland, som det også benævnes. Men apostlene er hele tiden på farten. Også i andre lande færdes de: Grækenland, Tyrkiet, Italien osv. Og det er jo romerretten, der gælder overalt på den her tid, og så vidt jeg kan læse af teksten, så er der religionsfrihed, og selv om de kristnes religiøse modstandere forsøger at få dem dømt og henrettet, så bremses disse forsøg gang på gang af det romerske retsstystem. Man må da dyrke hvilken gud, man vil. Romerne havde jo selv rigtig mange, og man var åben over for nye, også Jesus. Der var endda de romere, der syntes, at man godt kunne indlemme ham i templerne sammen med Jupiter og alle de andre.
Der sker meget fantastisk i Apostlenes Gerninger. Kristendommen vinder frem i lyntempo. En ganske lille håndfuld mænd og kvinder, for de var ikke mange. Men de har virket så ukueligt stærkt og overbevisende, at det lykkedes dem at ”omvende” jøder og hedninger i massevis ( hedningerne er vel romerne og grækerne osv.)
På et tidspunkt gjorde jøderne oprør mod romerne. Der havde hele tiden været optræk til væbnet modstand mod romerne, og tankevækkende nok, så er det lige 70 år efter Kristi fødsel, at det store oprør brød ud. Det knækkede Israel og Templet i Jerusalem blev totalt ødelagt ødelagt. Det var 2. gang. Men denne gang blev det ikke genopbygget.
Der blev aldrig noget 3. tempel i Jerusalem. Kun Grædemuren er tilbage. Og jøderne blev fordrevet – spredt over hele verden. Og sådan gik det i næsten 2000 år.
Men for 70 år siden vendte jøderne altså tilbage til Israel – en ny nation kom til verden og aldrig er nogen nation blevet modtaget med så modsatrettede følelser. Så lidenskabelig en kærlighed, så ubændigt et had.
Det var måske ikke meningen at fordrive palæstinenserne, men i den krig, der udløstes straks efter statens proklamation og kostede jøder og arabere frygtelige tab, og hvis sår måske aldrig vil heles, der blev de fordrevet.
Og vi kender alle historien, der her forleden på 70 års fødselsdagen fik en særlig krølle ved at Amerika (Trump) flyttede sin ambassade til Jerusalem og dermed gjorde byen til Israels hovedstad.
Lad mig slutte af med et par citater af jøder, jeg sætter stor pris på:
Her først et citat fra et interview i Kristelig Dagblad på fødselsdagen. Det er fredsaktivisten Zelda Harris, bosiddende i Tel Aviv, der udtaler følgende:
”Jeg er i dag 87 år. Jeg kan ikke gøre så meget mere. Kun prædike. Men her er min meget naive tro: Vi bor i verdens navle, de tre religioners fødested, og netop her burde de tre religioner kunne bo sammen. Jøderne har ikke tænkt sig at forsvinde, og palæstinenserne heller ikke. Abraham er vores fælles far. Men jeg ved ikke, hvad der vil ske. Havde jeg været palæstinenser, ville jeg gøre nøjagtig, som de unge palæstinensere gør. Jeg ser mig selv i Ahed Tamimi, den unge palæstinensiske pige, der nu er fængslet. Ikke desto mindre elsker jeg mit land.”
Det andet citat er fra et interview med Amos Oz – den israelske forfatter, som nylig har udgivet bogen “Judas”, som jeg har omtalt i et tidligere indlæg: Han skriver (i Neue Zürcher Zeitung):
“Jeg ønsker ingen fred mellem de politiske lejre. Jeg ønsker ikke-vold. Vrede, strid, uenighed, intellektuelle, moralske og politiske skænderier er godt. De danner det bedste klima for kreativitet og kulturel vækst. Jeg ønsker ikke, at Israel bliver til én stor harmoni.”
Det har han nok ret i. Og en stor harmoni mellem de mange modsætninger i Israel er naturligvis en naiv drøm: noget i retning af Guds Riget på jorden. Og det drømmer mange måske nok om, men få tror vel for alvor på, at det vil indtrække. Men jeg synes, at man hele tiden skal forsøge at nærme sig det utænkelige ideal: freden. Men nej, det gør Amos Oz ikke. I sin roman lader han alle stemmer lyde. Han er dog tilhænger af ikke-vold. Det er vel også en slags fred.
I Oz’ bog Judas er der mange stemmer. Jeg har skrevet om bogen i et indlæg fra januar i år. Men her er et af de mange stemmer i bogen. En gammel klog jøde, der siger:
Der er ingen og har aldrig været misforståelser mellem jøder og arabere. Tværtimod. I mange årtier har der rådet fuldkommen forståelse mellem dem: de lokale arabere er knyttet til dette land, fordi det er det eneste land, de har, de har ikke noget andet, og vi er knyttet til dette land af nøjagtig samme grund. De ved, at vi aldrig nogensinde vil give afkald på det, og vi ved, at de aldrig nogensinde vil give afkald på det. Den gensidige forståelse er altså klar og forbilledlig. Der er ingen og har ikke være nogen misforståelser mellem os.”
Og det er vel sagen. Den knude kan vist ingen løse. Mon?
 

Vredens Børn og Vredens Druer – Aakjær og Steinbeck

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Aakjærs mesterværk fra 1905 “Vredens Børn” har jeg læst mange gange, men genlæst for nylig sammen med Steinbecks Vredens Druer.
I de mange år, jeg var dansklærer i gymnasiet, var Aakjærs roman fast pensum for mine elever, og engang i 1980’erne havde jeg endda den sære oplevelse at blive anklaget af et forældrepar, som mente, at jeg indoktrinerede deres søn ved at lade ham læse denne “skammeligt agitatoriske roman”. De var vrede. På mig.
Og for så vidt havde de ret – Vredens Børn er agitatorisk, og hvor den side af bogen tegner sig tydeligst, er det ikke god litteratur. Litterært er Vredens Børn i det hele taget ikke noget mesterværk, og mange af Aakjærs værker hæver sig over den. Men den er ærlig. Og den er ægte i sin indignation. Aakjær kendte til, hvordan man behandlede landproletariatet på den her tid, og bogen er et godt bevis på, at ærlig litteratur kan have stor politisk effekt. Bogen reformerede ganske enkelt tyendelovgivningen, så det herefter blev strafbart at mishandle den underkuede del af landbefolkningen.
Bogen er totalt blottet for den idyllisering af den fattige landbefolknings liv, som vi godt kender (og elsker) fra Aakjærs Rugens Sange. I Vredens Børn optræder den idyl kun som parodi. Her et lille eksempel, hvor præsten taler med den lille trætte Per, der har været på arbejde siden hanegal:
“Finder du nu ikke også, mit barn, at sådan en dag sandelig ret er værd at takke Herren for, så vi lover Gud med vor mund, når vi ser solen sådan rejse sig op i al sin glans, når duggen ligger i græsset, og lærken flagrer op fra sine små! Ikke sandt, mit barn, sådan en dag er sandelig herlig for et kristent menneske! synes du ikke også det, lille Per?”
 “Jow, når en helsen kund bli fri for at kryb i æ turnips”
Og henvendt til en anden lille dreng taler præsten igen om den prægtige natur, disse børn har det privilegium at færdes i fra årle til silde:
“Knægten forstod mindre og mindre af pastor Fryds blomsterrige tale. Fryd fortsatte: “Når du læser disse vældige verselinjer: som guld er den årle morgenstund, … har du så ikke følt noget af lærkesindet røre sig i dig, så det har funklet for dit indre øje som en dag i gyldenåret?”
“Nej!” sagde drengen.
“Hvor tidligt kommer du da op om morgenen?”
“Æ klokk er gerne halvfire.”
“Så må du da ofte have set dette vældige syn.”
“Jamen den tidsdags da er en jo gjan så søvnig!” svarede purken.
Ja, vi har al mulig grund til at læse Vredens Børn også selv om dens behandling af landarbejdere heldigvis har ændret sig. Andre ting i bogen er lige aktuelle. F.eks. har Aakjær så tidligt set, at hedens forvandling til kornmark ikke kun var en yderligere udnyttelse/ødelæggelse af de fattige forknoklede landsarbejderes tilværelse. Det var også en udnyttelse/ødelæggelse af en enestående natur. Et citat. Det er stedets læge, der taler til sin ven, der er en af de folk, der planlægger hedens opdyrkning. Lægen siger:
… I interesserer jer kun for sandet. Heden er i jeres øjne tilsyneladende det eneste helt anstændige for en husmand i vore tider. Det er blevet som en æressag at udslette lyngen af jordens overflade; denne hæderlige gamle grå kofte, som har klædt det jyske land fra Arilds tid, den skal nu rives af dets magre skrot og en ny fremmed klædning anlægges … — al den patriotiske ståhej, hvormed vores patenterede “fædrelandsvenner”, efter at have styrket sig vedbørligt ved sagamjød og trikinfrit Særimmerflæsk, går i gang med at tilintetgøre lynghederne og ødelægge et ejendommeligt dansk landskab til fordel for den prøjsiske bjergfyr, – denne uslestes af alle skovens skabninger, som knap har træ i sig til en krykke, som ikke har en eneste ren linje i hele sit vredne skrog, men hvis eneste fortjeneste er at kunne skyde ryg. Denne lusede pjaltekræmmer, der står og fjærter luften fuld af muggen dunst; denne proletar blandt træerne, der står der og stritter med alle sine bulne fingre og spærrer for udsigten og den vide, klare horisont .. gid dens lus må æde den, før dens mission lykkes: at forvandle Jyllands stolte lyngheder til et kedsommeligt linjeløst prøjserlandskab!” … Nationen har fået lyngskræk, der er gået pyromani i jer alle sammen; den røde hane skal gale over heden! – det råbes nu ud på Rigsdagen, i pressen, i foredragssalen. 
Ja, lægen (Aakjær) hidser sig gevaldigt op og der er lige ved at gå “planteracisme” i ham. Men mange naturvenner nikker vist genkendende til hans vrede.
Og helt i samme stil agiterer Aakjær gennem sin hovedperson Per for en socialistisk revolution. Det er helt fair. Og Aakjær havde oplevet smerten ved en opvækst i fattigdom og strenghed. Det er ikke det barndombillede han giver os i rugens sange. Her et lille citat fra Jeg er født på Jyllands sletter:
Inde var kun lavt til Loftet
Månen kasted Lys i Stuen
Bedstefar i Lædertrøjen
stavred om ved Skorstensgruen
 
Mor gled ind ad Frammesdrøen
slæbende paa Malkespanden
snart har Koens varme Drikke
fyldt hver Barnekop til Randen
 
Far kom kroget ind fra Stalden
hængte Trøjen op ved Bjælken
spiste tavs, indtil han sagde:
“Lad os takke Gud for Mælken!”
 
Bad vi da i Lys fra Maanen
som kun Børn og Bønder beder
medens tunge Stjerner tændtes
over brede, tavse Heder
Vi ser den samme idyllisering i barndomserindringerne. Faren er hedebonde, og det skildres i sangene som den rene og skære idyl. Men sådan var det ikke. Og i Vredens Børn får lille Per lov til at være en lille ulykkelig og skrøbelig dreng, der mishandles og udnyttes på det groveste. Der er endda en scene, hvor det lille barn voldtages af et par voksne, der har deres spas af den affære. Det er barske sager. Men i sangene og erindringerne får vi et helt andet billede. Her vil Aakjær have sin barndom sådan som han ville ønske, den havde været.
Og bedstefaren, der virker fredelig i Rugens Sange er en ren djævel til at opmuntre moren i hendes sadisme overfor de små børn. Men set i erindringens forsonende lys virker også det næsten morsomt og slet ikke slemt endda.
Det får sit idylstempel, selv om det er en mishandling, der vil noget. Her et lille eksempel fra Min Bitte-Tid. Om bedstefar:
Naar han kom hjem fra Marked … kunde han give min ældre Broder Jens en blank Rigsdaler, … mig gav han aldrig noget. Ja, med Undtagelse af de læsterlige Klø, som han betænkte mig med i Tide og Utide. 
Om moderen, som ellers er skildret med megen kærlighed i sangene, hører vi, at hun var en ren sadist. Der står i erindringsbogen:
De bløde Pilvaand blev her ( i saltlagen) blanke og smidige og sejge som Læderremme, og Saltet i dem bed sig godt fast i en Barneende. Jeg har mangen Gang med nogen Gysen set Mor forlade sit travle Dagværk og gaa ind og fiske et nyt Ris op af Saltkarret, naar det gamle var slidt i Laser. Hun havde et Stykke Uldgarn med sig, thi de fleste af Risene var tvegrenede, saa blev de snoede, og Mor, der i alt var en omhyggelig Kone, bandt med det graa Uldgarn trofast og solidt om Risets Top. Somme Tider skulde Riset bruges med det samme, det var det, der bragte mig til at gyse, somme Tider blev det dog sat i Hvil paa sin Plads ved Æggespjaldet i Køkkenet. Saa fik ens Hjærte atter sit vante Slag, der var ingen Skyer paa Himlen denne Gang.
Og sådan hører man om den modbydelige barnemishandling i et humorfyldt tilbageblik, der ligesom forsøger at tage brodden af de smerter, der må have fulgt den lille drengs hverdag. I Vredens Børn er tonen anderledes ærlig. Alene det gør det til en læseværdig bog.
Eller måske har Aakjær villet skildre barndommens idyl for at overbevise ikke blot sig selv, men også læserne om, at der var “så dejligt derude på landet.” Selv om det må have været alt andet end det.
Laura Ingalis Wilder skrev sin “Det lille Hus på Prærien” i samme let idylliserende tone ( fra samme periode)  – med hovedvægten på de værdier, der bandt den fattige familie sammen. Og alle børn har i generationer læst eller set historien om den lille pige, der vokser op i den fattige hytte, og de har elsket den og identificeret sig med den lille modige pige. Der er netop udkommet en biografi om L. I Wilder, som viser hvordan den fortælling er løgn fra ende til anden. Lauras barndom var fuld af vold og den ene ulykke fulgte den anden.
Præriebondens liv var præcis så fattigt og håbløst som hedebondens, og lille Laura voksede op i samme ulykkelige og barske vilkår som den lille Per/Jeppe. Der var ingen kære mor nogen af stederne, og mishandling var en del af dagligdagen.
Steinbeck skrev Vredens Druer langt senere, og jeg har netop hørt bogen på lyd, og derfor ingen citater, de kommer måske senere, men man skulle næsten tro, han havde læst Aakjær. Det har han selvfølgelig ikke – måske har han læst Ingalis Wilders Lille hus på Prærien – men så er han ikke inspireret af den, for han er ganske åbenlyst socialt indigneret og skildrer med stor indlevelse håbløsheden og fattigdommen i den amerikanske landbefolkning. Her er der intet af Den amerikanske Drøm tilbage, som man finder hos I. Wilder. Tværtimod. Men der er noget andet, som ikke findes i Aakjærs roman. En stor og næsten utrolig solidaritetsfølelse imellem de fattige og en lige så stærk familiefølelse. Kærligheden får hele armen og al Steinbeck tro. Der er næsten en Kærligheden Overvinder Alt holdning. Og han skildrer en fantastisk overlevelsesstyrke selv under de mest håbløse livsforhold.
 

Joseph Roth – en jøde

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Hermed en henvisning til indlægget fra 31/1 om Amos OZ’ seneste roman: Judas. Denne fremragende fortælling om en moderne (og evig) jøde, bragte mig på sporet af Joseph Roths bøger. Han skrev ikke ret mange. Var først og fremmest journalist, og han var ikke en genial kunstner på niveau med Oz.
Men hans liv var hårdt, lige fra opvæksten i en lille østeuropæisk by (det nuværende Ukraine) og til han døde som 44-årig i Vesteuropa (1894-39), underkastet de hårde vilkår alle jøder levede under på den tid.
Hans hovedværk er bogen “Job”, om en jøde, der vokser op samme sted som forfatteren og er på en måde en del af hans egen familiefortælling. Og samtidig er hovedpersonen en parallel til den bibelske Job.
Den vise, gamle mand i OZ’ roman Judas forklarer sit syn på (og afsky for) ideen om en verden delt op i nationer, der bekriger hinanden. Se indlægget fra 31/1 om A.Oz.
Og i et lille skrift af Joseph Roth “Jøder på Flugt” skriver han om samme emne, som behandles i Judas, følgende:
“For det kan da aldrig være meningen med verden, at den skal bestå af “nationer” og fædrelande, og ønsket om at bevare kulturel særegenhed kan da aldrig begrunde, at man ofrer så meget som blot et enkelt menneskeliv. Fædrelande og nationer vil imidlertid både mere og mindre end det: nemlig ofre liv for materielle interesser. De skaber “fronter” for at bevare baglande. Og i de jammerlige tusinde af år, jøderne har overlevet, har de kun haft én trøst: nemlig den, at de IKKE ejer et fædreland. Hvis der overhovedet findes en historisk retfærdighed, så vil jøderne blive belønnet for at have bevaret deres sunde fornuft, for ikke at have haft noget “fædreland” på en tid, hvor hele verden hengav sig til det patriotiske vanvid.”
Ja. Det skriver Roth i 1927 – og det er jo før oprettelsen af staten Israel, og det er i den tro, at netop jøden af alle er pacifist og foragter nationalismen med dens indbyggede krigsbegejstring.
Roth taler om “jøden” men i sit lille skrift omtaler han selvfølgelig også den assimilerede jøde, som gladeligt kæmper for sit engelske eller franske eller tyske “fædreland”. Og han omtaler zionismen, som en stor fare for jøden og han ser den styret af “ikke-jødiske” interesser.
Virkeligheden skulle blive helt anderledes, end Roth forestillede sig. Og ingen steder er nationalismen vel stærkere end i det moderne Israel. Men Roth oplevede det ikke. Han lukkede sine øjne i1939. Godt for ham.
Hvis emnet interesserer dig, så kan jeg anbefale endnu et værk, nemlig Hanne Arendts “Vi Flygtninge.” Som jeg i øvrigt også har et indlæg om et sted på bloggen. Herom senere.

Sådan talte man på Ingemanns tid

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
For nogen tid siden faldt jeg over en bog. Det gør jeg jo hele tiden. Og som regel samler jeg den op og køber den. Hvis den altså er skrevet i et sprog, der er smukt eller på anden vis siger mig noget.
Den før omtalte bog er morsom, fordi den viser os sort på hvidt og uden litterære krummelurer, hvordan dagligsproget var for nogle hundrede år siden. På Guldalderens tid. Da B. S.Ingemann levede.
Det er en lærebog i konversation, og det er naturligvis overklassen, den er skrevet for. Men de fine herrer ( og der er tale om mænd) taler jo med “de lavere” klasser, så deres sprog kommer med. Jeg synes, det kunne være morsomt at gengive nogle af bogens eksempler på den korrekte måde at takle hverdagssproget på.
Her er det en typisk morgenstund – og sig mig nu, om det lige er de ord, man fisker frem, når man vågner til en ny dag i vor tids Danmark!
Der er to talende. Den ene herren, den anden tjeneren. Det er ret interessant, at der ikke er kvinder blandet ind. I den første samtale drejer det sig om at gå i seng. I den anden om at stå op igen.
“Jeg ønsker at gaa til Sengs straks”.
“På Øieblikket. Ønsker De, at jeg skal varme Deres Seng?”
“Nej; men gør Ild i mit Værelse, thi det er meget koldt.”
“Alt er færdigt; De kan gaae op, naar det behager Dem.”
“Giv mig mine Tøfler og min Nathue.”
“Skal jeg hjelpe at klæde Dem af?”
“Det gjøres ikke nødigt; jeg kan godt selv komme ud af det. Har der Ingen været at spørge efter mig?”
“Der har været en Herre, som jeg ikke kjender, og som ikke har villet sige sit Navn. Han sagde, at han vilde komme igjen imorgen tidlig.”
“Har De ikke faaet noget Brev til mig?”
“Der er kommen 3 Breve, som ligge paa Deres Chatol, i Cabinettet.”
“Gaa og hent mig dem, at jeg kan læse dem, inden jeg lægger mig.”
“Her er desuden et Indbydelseskaart til et Selskab.”
“Lad mig ikke glemme imorgen Formiddag at sende Svar paa Invitationskaartet.”
“Jeg skal sørge for at huske Dem paa det.”
“Jeg har Meget at gjøre imorgen tidlig; jeg maa derfor staae noget tidligere op.”
“Hvad Tid ønsker De, at jeg skal vække Dem?”
“I det seneste Klokken 7; men fremfor Alt glem det ikke!”
“De kan stole på min Nøjagtighed.”
“Sørg for mit Uhr, og læg det ved Hovedgjærdet af min Seng.”
“Ønsker De at faae Lys? Natlampen er gjort i Stand.”
“Godt! De maa tænde den, inden De gaaer bort; men pas paa at sætte den saaledes, at der ikke er Fare for, at den skal stikke Ild.”
“Jeg vil sætte den i Krogen ved Kaminen.”
“Træk Gardinerne lidt bedre for, saa at Lyset ikke skinner mig i Øinene.”
“Har De Intet mere at befale?”
“Jeg har drukket en smule mere end jeg er vant til, og jeg føler mig lidt hed i Hovedet; sæt et Glas Sukkervand paa Narbordet.
“Dersom De ikke føler Dem ret vel, vil jeg tilbringe Natten hos Dem.”
“Nei, nei, gaa De kun til Sengs; desuden hvis jeg behøver Noget, skal jeg ringe.”
 Og her er det en morgenstund:
“Min Herre, De sagde igaar, at jeg skulde kalde tidlig paa Dem. Klokken er 7.
Træk Gardinerne til Side og luk Skaaderne op, at jeg kan see.
Ønsker De, at jeg skal lægge i Kakkelovnen, inden De staaer op?
Det vil ikke være af Veien; thi jeg har svedt stærkt, og jeg er bange for at forkøle mig
Imidlertid gjør De bedst i ikke at kaste Tæppet af Dem.
Naar det brænder i Kakkelovnen maa De sætte Rækken hen for Ilden, for at afdampe det Linned, jeg bruger.
Hvilke Klæder ønsker De at tage paa idag?
Dem, jeg havde paa igaar; jeg har ingen særdeles Visitter at gjøre og vi vente ingen Fremmede.
Jeg troer, at Deres Linned er tørt nok, saa at De kan staae op, naar det behager Dem.
Har De sørget for at have varmt Vand til at vadske mine Fødder?
Theekjedlen staaer over Ilden, og Vandet begynder at koge
Giv mig et Stykke Sæbe og en Serviet til at tørre mig paa.
Sæben ligger paa Bordet ved Siden af Dem, og Servietten hænger paa Ryggen af Deres Stoel.
Dette Linned er meget slet vadsket; det er snarere rødt end hvidt.
I denne Aarstid er man nødt til at tørre det ved Ilden, hvilket gjør, at det aldrig bliver saa hvidt, som naar det er tørret i Luften.
Gjør i Stand Alt, hvad der bruges til at frisere mig.
Alt er færdigt; dersom De vil sætte Dem foran Deres Toilette, saa vil jeg begynde.
Mine Haar begynde at blive noget vel lange; jeg troer, at de kunne trænge til at skæres.
De veed, at jeg ikke forstaaer mig paa at klippe Haar; men jeg skal lade Friseuren det vide.
Ja, siig ham, at han kommer imorgen tidlig henved Klokken 9.
Jeg skal ikke glemme det.
Disse Strømper ere ikke til at tage paa; der er en Maske, som er løben op lige midt paa Benet.
Her er et andet Par, som ere ganske nye.
Jeg kan nu nok gjøre mig færdig uden Dem. Gaa ud og sig, at man maa gjøre Frokosten i Stand, thi jeg maa gaae tidlig ud.”

Tobias og Englen (igen)

Udgivet den af
Svar


 
 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
 
“Tobias og Englen” fløj fra harddisk til boghandlerdisk i januar.
Boghandlerne har taget godt imod bogen. Bibliotekerne derimod måtte jeg tigge om en lektørudtalelse, der så omsider kom. Og den var sur og så ingenting i Tobias. Og bibliotekerne købte den så ikke. Jeg tror ikke, at der er nogen i den verden, der har læst den.
Den lille håndfuld lektører, der afgør forfatterskæbner, har ikke tid til at læse alle de bøger, der kommer i denne tid.
De bladrer dem løseligt igennem, i bedste fald – og i det her tilfælde fældede de følgende dom over Tobias: Et øksehug.:
“For et religiøst … interesseret publikum”
“Lille fortælling om det gode og det onde, om religion og tro og menneskers frie vilje. Romanen er velskrevet, men ikke alle dialoger er lige mundrette og det kan sommetider være svært at forstå, hvem, der siger hvad. Illustrationerne bagerst er i en ret dårlig opløsning.”
Men den udtalelse er kun vidnesbyrd om én ting: manglende evner til at læse en tekst.
For bogens replikker er lette at forstå. Og den henvender sig til store børn og unge. Der er ingen dialoger, som ikke fuldt ud begribes af normalt begavede læsere. Og emnet er mere aktuelt end nogensinde. Som der står i nedenstående anmeldelse, så handler den om “fattigdom, identitetskrise, theodicé og migration.” Der er stadig et Nineve, nu hedder det bare Mosul.
Heldigvis har folk, der har læst bogen, ringet og fortalt om den oplevelse, de har haft. En af mine mest trofaste læsere sagde endda, at det her var den bedste bog, jeg endnu havde skrevet.
I dag kom der en anmeldelse fra Katolsk Orientering ( der er det eneste tidsskrift, der har bedt om et anmeldereksemplar). Og vi sender ikke uopfordret.
Der står: – klik på teksten for at gøre den større,

 

Samtale 2 – 10. marts

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
T: “du går til præst”
A: “Ja, og så?”
T: “Så ved du noget om Gud.”
A.: “Lidt.”
T: “Fortæl mig, hvor han er!”
A: “Man kan sige, han er i dig.”
T: “Er han SÅ lille?”
A: “Du er meget større end du tror.”


 
 

Samtale 1 – 6. marts

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
“Nu kommer lyset.”
“Hva’ skal det?”
“lyse”
“nå.”

“Og mørket?”
“Det forsvinder ikke.”
“Nej.”
“Det er smukt”
“Nej”
“Men det kan være smukt – se!”

“Gud fri os”
“Ja, mon ikke?”

KRIGEN OG AL DENS UVÆSEN

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
 
I forlængelse af forrige indlæg om Mellemøsten – hvor krigen har raset i årtusinder, kommer nu dette indlæg om KRIGEN.
Da jeg for flere år siden brugte det meste af en vinter på at læse Det gamle Testamente, tænkte jeg, at i al fald én ting var uændret i den egn: de mange drab. De finder stadig sted.
Hvornår har der været FRED i Mellemøsten?
Jeg husker, at jeg i 1961 hørte et foredrag på Th. Langs Gymnasium i Silkeborg. Det hed ”Fred i Mellemøsten” og foredragsholderen var pastor Poul Borchsenius fra Randers. Jeg glemmer aldrig den aften. Han var ikke blot en stor foredragsholder, han var også skuespiller og tryllebandt os i et par timer. Han var med til at danne vores opfattelse af Israel og hele konflikten omkring oprettelsen af den nye stat.
Under 2. Verdenskrig var Borchsenius aktiv i evakueringen af jøder i Danmark, og i 1943 måtte han selv flygte til Sverige. Han begyndte sit foredrag med at skildre arabernes grusomme adfærd (ikke kun mod jøder, men også indbyrdes). Der var ingen tvivl om, hvor hans sympati lå i konflikten mellem araberne og jøderne. En sætning husker jeg tydeligt: ”Det eneste, de arabiske lande kan blive enige om, er at jøderne skal fordrives fra Israel.”
Jeg tror ikke, at krig løser konflikter. Vold avler vold. Det viser historien, og det viser litteraturen.
Men jeg er helt sikker på, at pastor Borchsenius IKKE var pacifist. Og Israels premierminister på den tid, Ben Gurion, var i al fald ikke. Han var ivrig zionist lige fra sin ungdom. Og han var leder af ”Frihedskrigen” mod araberne. Staten Israel var oprettet og forsvaret gennem ham og hans bevægelse.
Jeg tror, ligesom den unge enke i Amos OZ’ roman ”Judas” og ligesom hendes far, at man ALDRIG skulle have oprettet en jødisk stat, fordi det KUN kunne føre fra krig til krig. Det har det gjort siden.
Det er efter min mening forkert at oprette små supernationale stater (Catalonien som seneste skud på den stamme – Jugoslavien som en af de nyere – ) Det rigtige er at lade udviklingen og oplysningen medføre fremskridt og demokrati. Ikke krige.
Og jeg tror, ligesom den indiske leder Gandhi, at ikkevold er den eneste vej at gå, fordi vold altid fører til mere vold. Og fordi vold er det værste et menneske kan øve mod et andet menneske.
Og jeg tror ikke, at et menneske må slå et andet menneske ihjel. Det er der en lov imod i al fald i min religion. Man skal kæmpe. Ja. Men med ord. Ikke med dødbringende våben. Knæk riflen! Skærp ordet!
Og ja, jeg kender alle modargumenterne: At der findes ”gode” krig og ”onde” krige. At nazismen f.eks. aldrig ville have kunnet standses ad fredelig vej. At atombomben over Hiroshima var nødvendig for freden. At israelerne ville være blevet fordrevet (endnu engang), hvis de ikke havde grebet til våben. Og som den gamle mand i OZ’ bog siger: At nok så mange kopper kaffe aldrig vil kunne gøre dødsfjender til livsvenner.  At vi er nødt til at forsvare os i en ond verden af syndige mennesker. Det skyldes alt sammen syndefaldet, siger Luther, og derfor kan vi ikke være fredelige og gode mennesker.
Den køber jeg ikke. Men jeg er som sagt heller ikke rigtig lutheraner.
Argumenterne imod krig har jeg derimod købt. F.eks. fra Erasmus, der er samtidig med Luther. Og fra Voltaire, der levede et par hundrede år senere.

Her ses Erasmus ved skrivebordet foreviget af Albert Dürer i 1526.

Erasmus af Rotterdam skriver f.eks. følgende i sin afhandling om krigen fra 1515:
( Citeret fra Aage Marcus: Livsanskuelse gennem tiderne. Gyldendal 1958)
Teksten er jo mere end 500 år gammel, så sproget og billederne er derefter. Alligevel. Læs blot disse udpluk af afhandlingen for at få en fornemmelse af den gamle humanists holdning til krig:
”Om der er noget i verden, som man bør betænke sig på at iværksætte, ja, som man burde undgå med alle midler … da er det visselig krigen. Intet er mere umoralsk, intet mere ulykkebringende, intet mere omfattende, vedholdende og gruopvækkende i sine ødelæggende virkninger. Kørt sagt: intet er mere uværdigt for mennesket – for da slet ikke at tale om et kristent menneske.”
Erasmus undrer sig over, at oplyste mennesker som jurister og teologer kan gå med til at opildne folk til at gå i krig. Og han fortsætter:
”Nu om dage (er) krigen i den grad en anerkendt institution, at man finder det underligt, at der er mennesker, som ikke billiger den; den er så fuldkomment accepteret af den offentlige mening, at det anses for upatriotisk at misbillige noget, som dog er mere forbryderisk og ulykkesbringende end noget andet.”
Erasmus går nu over til at karakterisere mennesket som et i grunden blidt og fredeligt væsen. Det kan man så diskutere, om han har ret i. Krigens realitet, ikke mindst i 1500tallet, hvor religionskrigene og krigene fyrsterne imellem strakte sig ud over hele Europa. Men det mener han alligevel og fortsætter:
Betragter man blot menneskelegemets bygning og ydre, er det da ikke umiddelbart indlysende, at naturen, eller rettere Gud, har skabt dette væsen ikke til krig, men til venskab, ikke til indbyrdes fordærv, men til gensidig hjælp, ikke til voldshandlinger, men til velgerninger. Alle andre levende væsener er nemlig udrustet med angrebs- eller forsvarsvåben … nogle har et rygskjold, andre en tyk hud eller skal. Nogle, som duen, har hurtighed til værn, andre har fået giftens våben. … Kun mennesket er fra naturens hånd nøgent, svagt, spinkelt og våbenløst, dets hud er glat og ubeskyttet. Intet som helst i dets legemsbygning er indrettet til kamp eller voldshandlinger. …
Og han fortsætter med at påkalde sig naturens indretning af mennesket som ganske uegnet til krigshåndværk. Han siger:
Naturen har således villet, at mennesket skulle anse livets gave for givet mindre til det selv end til dets medmenneskelighed, at det skulle føle sig viet til næstekærlighed og venskab.
Tankevækkende, at Erasmus taler nok så meget om NATUREN som han taler om GUD.
Langt senere i sin afhandling skriver han:
Hvordan er det nogensinde faldet os ind, at den ene kristne skulle drage sværd mod den anden? Kristi bud er ét, nemlig kærlighed. Og gives der noget mere stridende  imod dette bud end krigen?
Erasmus kommer nu ind på begrebet tolerance. Han tager som eksempel krigen mod tyrkerne – relevant emne på denne tid, hvor det osmanniske rige ekspanderede og truede store dele af Europa. De fleste er enige om, at krigen mod tyrkerne er retfærdig og at det jo er vantro, man dræber og at det derfor ikke kan være en ugerning.
Erasmus siger:
”Når du myrder dem (=tyrkerne), der ganske vist er vantro, efter vor formening, men som dog er mennesker, for hvis frelse Kristus er død, bringer du så ikke djævelen et slagoffer, så den gamle fjende glæder sig dobbelt, både fordi der dræbes et menneske, og fordi den, der dræber, er kristen? Hvis de gamle forkyndere af evangeliet havde været af samme sind over for os, som vi er over for tyrkerne, hvor ville vi da være nu? – vi, som takket være deres fordragelighed er kristne —- Jeg foretrækker en god tyrker for en hyklerisk kristen.”
Godt scoret Erasmus – siger jeg – 500 år efter, at de ord er nedfældet. Og så kan man jo komme en gang til og påstå, at Luther gik ind for krig og nedslagtning af oprørske bønder, fordi han var barn af sin tid.
Det var han sikkert. Det var en grusom tid.
Men Erasmus var også barn af sin tid. For det var også en humanismens tid.
Tidsånden var ikke kun for krig. Den var også for fred.
Jeg er helt sikker på, at Luther var MODIG – det viser hans holden fast ved sine ideer, selv om han ved, at kætterbålet brænder tættere og tættere på ham.
Jeg er også sikker på, at Erasmus var mindre modig. Det var han sikkert nok. Men han var ingen kryster. Der skal også mod til at gå imod ”den offentlige mening.”
Der er nogen, der siger, at blindt mod skyldes fantasiløshed. Jeg tror i al fald, at mange krige ville været undgået, hvis dem, der rustede op til dem og satte dem i gang havde haft en større og mere veludviklet forestillingsevne.
Mod KAN være en form for afstumpethed.
Nu er par citater fra Voltaire, og vi er sprunget et par århundrede år frem og befinder os i den såkaldte oplysningstid:

Gipsafstøbning af Voltaire

Voltaire levede meget af sit liv hos Frederik d. Store og var forvist fra sit hjemland bla. på grund af det store spørgsmåltegn han stillede ved den gængse kristendoms opfattelse af Gud.
I et af sine hovedværker “Candide” tegner han et ironisk portræt af sin tid. I kapitel 3 kommer han ind på “krigen” og fremstiller den jo med den ironi, der hersker i hele bogen. Hovedpersonen, Candide, har forvildet sig ind midt i en krig: Jeg oversætter indledning fra en fransk udgave. “Candide ou l’optimisme” NIZET, Paris 1959):
“Intet er så smukt, så forfriskende, så strålende, så velordnet som to hære. Trompeterne, piberne, oboisterne, trommerne. Kanonerne dannede en harmoni,  man aldrig havde set mage til i Helvede. Kanonerne fældede først næsten seks tusinde mænd på begge sider; dernæst befriede musketererne denne den bedste af alle verdener for henved ni eller ti tusinde slyngler, og inficerede derved jordenoverfladen. Bajonetterne var den tilstrækkelige årsag til nogle tusinde mænds død. Alt i alt beløb det sig til henved 30 tusinde sjæle. Candide skælvede som en filosof og gemte sig, så godt han kunne, under dette heroiske slagteri.”  
 Jeg kunne finde mange flere citater fra Voltaires skrifter, men vil nøjes med det her, der vel ret præcist udtrykker hans holdning til krig.