Nogle tanker ved juletid – men ikke et ord om jul

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Kokholmbogen hviler.  Men rolig. Det er rævesøvn. Jeg kommer tilbage til den. Også på bloggen. Og hvis du er i julestemning, så læs min gamle julefortælling. Den finder du, hvis du søger i bloggen. Du skal nogle år tilbage.
For lidt siden kom jeg til at tænke på, at det her er en skriveblog, men at jeg efterhånden sjældent skriver på den. Alt for sjældent. Hvorfor? Måske, fordi mit eget skriveprojekt er gået i stå – og den er jo tænkt som en forfatterblog. Fri læsning for dem, som interesserer sig for mit forfatterskab. Som jeg synes ret godt om. Faktisk har det moret mig at forfatte det skab. Og ikke alle, men nogle af mine bøger er faktisk vellykkede. 
Nok om det.
I mellemtiden vil jeg snakke lidt om andres bøger. Og jeg har læst flittigt i efteråret – på alle andre områder har jeg været lidt doven. Lad os kalde det sådan – og jeg har i al fald slet ikke været kreativ.
Men det kunne jo tænkes, at refleksionerne over mit seneste indtag af litterær føde, kunne have interesse for andre. Måske endda få nogle af mine læsere til at kaste sig over Knausgaard og Dostojevskij, eller måske til at kaste dem langt væk.
Jeg har haft lyst til begge dele, derom senere.
Men først et par ord om tiden. Ikke efterårets ynkedryp, men tiden i al almindelighed. Set fra min vinkel.
Tiden er gået i stå. Og den accelererer så skræmmende hurtigt. En selvmodsigelse? Det lyder sådan, og en nærlæsningsekspert ville kappe hovedet af en så tosset påstand.
Tiden kan ikke både standse op og løbe stærkt. Jo, det kan den. Der er ting, der ikke rokker sig af stedet, og så er der andre, der flyver forbi, uden at vi når at fange dem.
Nu siger jeg ”vi”. Men jeg kan kun tale for mig selv.
Meget er gået i stå. Men det kan jeg ikke ændre. Som en af mine veninder siger, ja, hun har endda gjort det til sit valgsprog, ”DET ER SOM DET ER”.
Det udsagn er jo så til gengæld en tautologi, og tautologier er ligeså slemme som kontradiktioner. Men derfor kan de alligevel udtrykke sandheder.
Nu lidt om de to hovedværker, der gav mig hovedværk.
Jeg læste dem samtidig. Om dagen Knausgaard, om natten Dostojevskij. Måske skulle det have været modsat.
 
Dostojevskij og Knausgaard
Som sagt har jeg i mere end i et par måneder moret mig med at læse de to forfattere og kun dem – men på forskellige tidspunker af døgnet. Mere præcist drejer det sig om Dostojevskijs: Brødrene Karamassof og Knausgaards Min Kamp bind 1,2,3,4 – de to sidste bind har jeg ikke læst (endnu). Med hensyn til Dostojevskij, så har jeg læst hele forfatterskabet i min studietid, og i mellemtiden genlæst enkelte af dem. Men ærlig talt ikke hygget mig med dem.
Det har været anderledes denne gang. Måske fordi den norske forfatter på en sær måde facetterede min måde at læse den gamle russer på.
Kan man overhovedet sidestille de to forfattere? Det kan man godt, men jeg ved ikke, om det giver mening for andre end mig, og jeg har ikke i det nedenstående lille indlæg tænkt mig at analysere hverken den ene eller den anden af bøgerne. Blot kort at videregive den oplevelse, de har bragt mig ved almindelig ureflekteret lystlæsning.
Det er den måde, jeg læser på.
Begge skriver alenlange romaner, de benytter sig begge af autofiktion ( det hedder det ikke om D. men det er det alligevel), de er begge dybt fanget af barndommens drømme (traumer?) og er begge sønner af voldelige fædre, som de er følelsesmæssigt stærkt knyttet til og som sniger sig ind i deres bøger. Eller som ligefrem i enkelte kapitler tager hele opmærksomheden og får læseren til at se disse fædre og deres gerninger med gysen, samtidig med at de undrende registrerer sønnernes håbløse kærlighed til samme monsterfædre.
Der er jo mere end 170 år mellem de to forfatterskaber, og den politiske situation i Rusland i 1800-tallet ligner på ingen måde den politiske situation i Norge i begyndelsen af 2000-tallet.  Det er to forskellige tider – vidt forskellige samfund – men mennesker er mennesker, og tematisk sammenfald forekommer altså trods alt.
De unge mænd i D’s roman er dybt engagerede i ”De store Spørgsmål” – eller ”De evige Spørgsmål”, der er side op og side ned, hvor det hedt diskuteres, hvor mennesket kommer fra? hvor det er på vej hen? og hvad meningen med eksistensen er? – eller om der er nogen: nihilismen stikker hovedet frem i flere af personerne. Alle tænkelige eksistentielle spørgsmål tages op og behandles.
Knausgård lader dem ligge – de evige spørgsmål – Gud er død for længe siden – det giver ingen mening at tale om meningen – krige har lagt verden i ruiner flere gange siden, en verden, der i dag er fuld af sult, krig og flugt. Ingenting hænger sammen.
Tilbage bliver kun det, man kan nå med sine sanser. Jeg’et og dets sansninger bliver det eneste, der er vigtigt og virkeligt. Så hvorfor bekymre sig om andet end at give sig sanserne i vold og alle drifter frit spil.
De evige Spørgsmål får ikke et ord at sige i K’s bøger. Hos D fylder de det meste.
Jeg vil foreløbig lade det stå. Men kast ikke Knausgaard væk i en håndevending. Han fascinerer ved sin insisteren på hverdagens sanselighed – og han er helt nede ved jorden, mens D ofte tager flyveture langt ud i det blå. Men kast heller ikke ham væk! Flyv med! Også selv om du er bange for at flyve.
 

INTERMEZZO

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette lille intermezzo for at meddele, at jeg i den kommende tid vil fortælle en livs-historie. Den er ikke opdigtet. Lad os kalde den “Kristian”.
Dem, der har læst “Hændelser fra Hulsig” vil måske huske, at der i kapitlet “Socialismens indtog” figurerer en lille, vaks dreng ved navn Kristian Kokholm. Han er på alder med min far, Magnus. Det meste af omtalte kapitel foregår i den lille skolestue i Rannerød Skole.
Drengen Kristian, der er Christen Kokholms næstældste søn, er født i 1901, og hans liv blev omtumlet og på alle måder vanskeligt. Han havde uden tvivl også et vanskeligt sind, og heldet lsmilede ikke til ham. Måske var han blot uheldig, måske var han ikke gjort af det stof, der holder til alt – selv den krasseste modgang.
Samtidig må jeg komme med en tilståelse: I min Hulsig-bog har jeg gjort Kristian til Kristina – det er dog kun et sted, men alligevel en fatal fejl. I navnefortegnelsen sidst i bogen er alle hovedpersoner listet op i et familieskema, og der tildeler jeg rigtignok Christen og Elisebeth 7 børn, men en stavefejl gør så, at en af dem skifter køn. Undskyld Kristian. Håber, du får fuld oprejsning i den lille historie om dit liv. Den kommer, så snart jeg får lidt tid. Det kniber det med i øjeblikket.
Jeg vil fortælle Kristians historie, stykket sammen af de mange breve, han efterlod sig, de fleste skrevet til hans mor og hans søskende. Ingen af dem er stilet til hans far, og det er der en forklaring på.
Men derom senere.
Blandt de mange papirer, som jeg har lånt af Lise Troldborg, er der en meget stor stak, skrevet af og til Kristian. Brevskrivning er en meget privat og fortrolig form for kommunikation, og jeg ved ikke, hvordan Kristian ville have reageret på en sådan “offentliggørelse” af deres indhold. Men jeg vil bruge hans breve med den største nænsomhed og respekt. Og jeg kan tilføje, at jeg har familiens tilladelse.
Jeg blev selv meget berørt af at læse brevene, der ud over det helt private også tegner et billede af livsvilkårene for de mange unge mænd, der i 1920’erne forlod Danmark og drog ud i verden for at finde lykken.
De fleste fandt noget andet. Derom senere.

LIDT BRAGESNAK

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
 
Nogle tanker om Grundtvig og alle de andre hovedhjørnestene i dansk kulturliv. Set fra køkkenet og vaskebaljen.
Ja såmænd, Jeg er på vej ind i Ove Korsgaards nyeste bog: ”Grundtvig rundt”, og da kom jeg til at tænke på, hvor forskelligt, man kan vurdere den herre, og mange andre. Alt efter hvilke øjne, der ser og fra hvilken vinkel.
Jeg sætter stor pris på Korsgaards bøger – han har en både pædagogisk og videnskabelig pen. Man bliver klogere på så meget af at læse hans bøger. Men det her er jo ingen anmeldelse, og desuden har jeg endnu ikke læst bogen.
Men nu er det altså Grundtvig.
Grundtvig ja.
Sagen er den, at jeg netop i nat nåede til vejs ende i den alenlange erindringsbog ( to tykke bind) , som præstekonen Eline Boisens skrev i 1800-tallet om de mennesker, hun mødte på sin vej. Og hvilken vrimmel. Alle de kendte. Og Grundtvig i høj grad. Og hun har ikke for fem flade ører agtelse for ham. 1800-tallet var et århundrede, hvor folk fra embedsstanden og det pæne borgerskab løb ud og ind af hinandens døre, spiste ved hinandens borde og sov i hinandens senge ( i al ærbarhed).
Man var sammen, trods pladsmangel og mangel på alt muligt andet. Man sultede jo ikke ligefrem, skønt maden ofte var enkel, mad var der nok af, men man sparede, man frøs, og man havde altid en eller flere syge personer i husstanden. Navnlig børnene var syge og mange døde. Det forstår man godt. Det virker, som om hygiejne var et ukendt begreb, og små børn, der ikke ville amme – og som man ikke lige kunne skaffe en amme til ( og hun var som regel snavset og havde fnat) – de børn fodrede man med vælling – det tålte små maver ikke.
Det enestående ved Eline Boisens erindringer er imidlertid, at det for første gang er en kvinde, der ”taler ud” – og det gør hun til gavns og lige ud af sit fortravlede koneliv.
Men det var Grundtvig, vi kom fra.
Grundtvig. Han er i hendes øjne totalt blottet for empati. Han mishandler sin stakkels kone med sin surhed og åbenlyse foragt for alt, hvad denne står for, og han flirter åbenlyst med andre damer, mens hans hustru er ved at græmme sig ihjel – hvilket til sidst lykkes, og så gifter han sig igen, og så snart han er gift, retter han sin surhed mod den nye kone. Osv.
Og det er jo et billede af Grundtvig, som vi slet ikke bryder os om. Vi kender det dog en smule fra Ingemann, der også undertiden bebrejder Grundtvig det heftige og iltre temperament – det ser vi i brevene, de to skriver til hinanden. Af denne korrespondance hører vi også, at Grundtvigs sønner har været hjemme fra 3-årskrigen uden at opsøge deres far.  Ja, tænkte jeg, da i sin tid læste Grundtvigs syrlige brev til Ingemann om de to unge mænds dårlige opførsel over for far, måske kunne de ikke helt tilgive ham, at han sendte dem i krig. En krig, han selv var for gammel til at deltage i. Og den gamles bragesnak om romantisk heltedåd for konge og fædreland var måske ikke lige det, de unge mænd så og oplevede ved Dybbøl.
Ja. Grundtvig var muligvis akkurat så uomgængelig, som den gode præstekone mener. Men han var jo alligevel Grundtvig. Og vi vil ALTID elske hans salmer. Ligesom vi altid vil elske Ingemanns og Jakob Knudsens. Lige meget, hvor fåret, de så bar sig ad i livet – så havde de jo alligevel talentets nådegave. Og til min begravelse, vil jeg stadig gerne, at man synger: Hil dig Frelser og Forsoner –
 
 
 

KOKHOLM 3 – Harboøre og et løfte som bandt

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Begyndelsen. Hvordan begyndte det hele?
“I begyndelsen var ordet” – hedder det i Johannesevangeliet.
“I begyndelsen var lyset” hedder en vældig fin bog om Kandestederne, redigeret af Kirsten Obelitz Rode.
Man kunne også sige: “I begyndelsen var mørket.” I indledningen til Skabelsesberetningen står der nemlig: “Og der var mørke over Verdensdybet … og Gud sagde: “Der blive Lys”. Og der blev lys.
Når vi skal tale om dagligdagen, som den levedes ved den jyske vestkyst i 1800-tallets slutning og det nye århundredes begyndelse, handler det mere om mørke end om lys.

Og en novembernat i 1893 var det mørket, der sejrede over lyset ved det lille fiskerleje Harboøre. En storm rejste sig pludseligt og uvarslet, og fiskernes robåde kastedes ind mod kysten. Mange af dem endte som vragstumper, og 47 fiskere omkom i bølgerne.

Og det er her, vores historie om Christen (eller Chresten) Kokholm tager sin begyndelse. For han var en af de mænd, der natten igennem måtte kæmpe med døden. Og mange af dem tabte den kamp, og ikke så få har sikkert tryglet Gud om hjælp og lovet ham at de ville omvende sig, hvis bare de blev reddet. Nogen af dem har måske råbt: “kommer jeg levende i land, så vil jeg tilhøre Jesus den Korsfæstede af hele mit hjerte.”
Men der var en som råbte noget helt andet. Og han kom faktisk levende i land. Det var Christen, og han sagde omtrent sådan til Gud (det har vi hans datters ord for): “hvis jeg kommer levende i land, så vil jeg tilhøre Elisabeth i Kandestederne.”
Her er den pige, som Christen lovede troskab, hvis han slap levende fra stormens helvede:

Man behøver blot kaste et blik på pigen for at forstå, at hun var værd at drømme om.
Her er et andet billede af samme pige, men på det er hun yngre. Konfirmand måske. Hun virker sårbar, sart … men hun var livet igennem en stærk kvinde – det fremgår af alt, hvad jeg har læst om hende og hvad hun selv har skrevet. Hun skal måske være hovedpersonen i den bog, som jeg måske skal skrive. Ja, det ville være en ide. At lade Christen ( eller Chresten) komme i anden række. KOKHOLM er nok så meget Elisabeth, som det er Christen. Hun var hotellet. Poul Reumert titulerer hende i et af sine breve: Dronning Elisabeth.
Her ser vi den unge prinsesse:

Chresten kom, så og sejrede. Men der skulle kamp til. Let var det ikke. For hendes far, Mads Houkjær, var en stolt mand, gårdejer og sognefoged, og hans eneste datter skulle indgå et ordentligt ægteskab og det med en fra egnen, som man kunne stå inde for, fordi man kendte slægten. Og dem var der da også nogle stykker af. F. eks. havde Mads’ egen bror, Ole, en søn i passende alder. Peder Houkjær hed han, jo han var et rigtig godt parti, arving til Klarup, en stor og veldrevet gård.
Så Christen kunne rejse hjem, hvor han kom fra, kunne han – og det gjorde han så. Han rejste hjem til Harboøre. Hvad han lavede der, ved vi ikke. Det finder jeg måske ud af senere i min research.
 
 
Men så kom katastrofenatten, og der lige midt i orkanens øje aflagde han sit løfte.
Og hvordan kan jeg nu vide, at han vendte tilbage til Harboøre? – det står der ikke noget om i Hulsigbogen. Nej, men den er jo også langt hen fri digtning. Men takket være det materiale, som jeg har lånt af Lise Troldborg, har jeg faktisk belæg for at mene, at Chresten kom tilbage til Harboøre og at han var med på havet den nat, da 47 fiskere druknede.
Den yngste af hans børn, Rigmor, skrev nogle små lapper papir – noter til noget større, ligner det, og de ligger spredt i papirbunkerne, og her fandt jeg nogle ark, hvor hun skriver løst og fast om sin far, og der står på et af siderne sådan her:

Klik på billedet, hvis du vil have det forstørret!
Desværre er der som sagt tale om løsrevne ark, og det lyder jo lidt mærkeligt, at hestene er “juleudhvilede” – det vil jo sige, at Elisabeth kører Chresten til toget i december, og katastrofen indtræder i november.
Det kan kun forklares på en måde. De to skilles i næsten et år. Mon ikke?
På en anden papirlap skriver Rigmor næsten det samme som i ovenstående. Der står:
Far rejser til Harboøre da Redningstationen er færdig – dengang var kun Romantik i Luften. – Da Far er ved at omkomme, da de mange Fiskere druknede – lovede han sig selv og Vorherre, at overlevede han, da skulle han straks op at fri rigtigt til den søde Lise.
I Troldborgs arkiv finder vi også et par artikler om katastrofen i Harboøre, og det er Rigmor ( den yngste datter) der i 1993 har klippet dem ud fra avisen, hvor de står i anledning af 100 dagen for katastrofen.
Der var i alle landets aviser lange referater af ulykken ved Harboøre, men den, der huskes, er sikkert Politikkens journalist Henrik Cavling.
Her er et lille uddrag fra en af hans artikler:
Vi skal ikke referere prædikenen. For den maa præsten staa til ansvar for sin Herre. Men vi skal referere, hvad der i den tidlige morgen efter rædselsnatten foregik paa selve stranden. I det øjeblik, da havet brølende kastede lig og baade op paa land, kom pastor Madsen ned til 4 fiskere, der stod i begreb med at bortbære en druknet kammerat. 
Saa sagde præsten til fisker Peter Olsen, der hører til reningsbaadens besætning og forøvrigt selv er formand for et baadelav:
“De var det første menneske, jeg tænkte på imorges, Peter Olsen”
“Hvi saa, hr. pastor?”
“Fordi”, svarede præsten, “at var De ogsaa druknet, saa var Deres sjæl faret lige ned i Helvede!”
Fiskeren svarede: “De er sjælesørger, hr. pastor, og ikke hjærtekender. Herrens veje er ikke vore, hr. pastor.”
Og Cavling refererer senere om begravelsen, hvor først pastor Madsen og senere pastor Moe får ordet. Moe siger bla. disse ord til de sørgende:
…”syndens sold er døden, men Jesus er Satans overmand og kan frelse os fra djævelens haand. Jeg spørger: hvem frelser han idag? Han frelser sine øjestene, de helllige. Hvorledes handler han mod de vantro, der staar om denne grav og véd, at de ikke lever deres liv i Jesus? Guds evangelium er prædiket for dem i mange aar, men de har ikke sluppet deres synd. De véd ikke, at et vantro menneske er et stykke kød uden aand, en muldvarp, en træl af hovmod, forfængelighed, gærrighed og kødes lyst. Hvem der hin nat aflagde Gud et løfte og ikke holder det, vandrer lige ind i helvede. Jeg roser ikke de døde. Det er at gøre nar ad dem, og det kan ikke frelse dem af satans haand. Sidst jeg var her, begrov jeg druknede, Gud straffede Eder da; han har endnu en gang besøgte Eder, fordi de vantro levede i synd og løgn!”
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

KOKHOLM 2 – det første spadestik

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, så tænker jeg på at skrive en bog om KOKHOLM. Den tanke kom ikke ud af den blå luft; jeg fik tilbudt at låne Lise Troldborgs private arkiv om familien Kokholm. Det kunne jeg ikke stå for.
Derfor ser mit arbejdsbord kaotisk ud lige nu. Kig engang:

Familien kendte jeg i forvejen, for jeg fandt stof til Hulsig-bogen i hele Skagen Landsogn, også i Kandestederne. På Houkjærgården, den, der senere skulle blive til hotel (skønt gården levede videre som gård) boede mine forfædre i begyndelsen af 1800-tallet og tidligere endnu, og dem, der tog over, da min tipoldefar Peder Houkjær gik på aftægt (han døde 1891), er jo også min familie. Min oldefar Ole Houkjær, arvede ikke gården, det gjorde broderen Mads, og hans datter Elisabeth giftede sig med den navnkundige CHRESTEN KOKHOLM og sammen byggede de det  HOTEL KOKHOLM, der hurtigt skulle blive et yndet feriested for mange af tidens store kunstnere. Og et årligt udfulgtsmål for kongehuset.
Det er den historie, jeg gerne vil fortælle. 
Og hvis jeg finder at fortællingen er OK – , så bliver det til en bog. .
Jeg er ikke forsker. Det vil jeg uddybe.
Fik som ung tilbudt en forskerstilling på Århus Universitet, og et par dage efter fik jeg besked på, at jeg havde fået jobbet som gymnasielærer i Randers. I tre dage gik jeg hvileløst om – jeg prøvede at se mig selv i de to roller:
– fordybet i ord og borte fra verden omkring mig. Det var et godt syn. Jeg er sær nok til det.
Så forsøgte jeg at se mig selv i et klasseværelse, hvor jeg skulle VÆKKE en flok 15-18årige drenge og piger. Det billede foretrak jeg efter lang tids usikker vaklen frem og tilbage. Måske mest, fordi jeg erkendte, at jeg er for usystematisk ( eller for rodet i hovedet) til forskerrollen.
Rollen som pædogog og formidler skræmte mig nu også lidt – jeg er den generte type, men alligevel kunne jeg mærke, at det var en udfordring, som jeg fandt meningsfuld. Og som jeg måske nok kunne klare. Og derfor blev jeg lærer og ikke videnskabsmand.
Jeg var lærer i 25 år.
Og hvad kommer de betragtninger mit nye bogprojekt ved? Jo, det er sådan fat, at jeg ikke tror, at jeg kan skrive sagprosa, så nogen gider læse det. Og desuden, jeg er hverken systematisk eller pedantisk nok til at få alle detaljer til at spille sammen i et tilstrækkeligt autentisk og præcist mønster.
Så det bliver vel noget i retning af Hulsigbogen, hvor jeg ind imellem “snyder” ved at opdigte situationer og begivenheder, men hvor hovedindholdet dog hviler på et solidt kildemateriale af faktuel karakter. Jeg sov ikke de mange timer på Skagen Lokalarkiv. Jeg har heller ikke tænkt mig at sove i den kommende tids intense researcharbejde. Først går turen til Harboøre, for der kommer hovedpersonen fra. Og var de ikke indremissionske? især fiskerne – og var Chrestens far ikke fisker? var han landarbejder? Alt det skal jeg finde ud af og desuden noget solidt om, hvordan det var at være barn i Harboøre i slutningen af 1800-tallet.
Nok om det.
Jeg har de seneste dage læst i 100vis af breve fra Lises arkiv og er dybt bevæget af læsningen. Navnlig Elisabeth Kokholms breve har rørt mig. Det vender jeg tilbage til. Nu ved jeg, at min oldefar Ole Houkjær havde en elskelig søster. Selv var han noget af et bæst, men det var “mandfolkene” ofte i den gren af familien. Og så var kvinderne dog i al deres blidhed de stærkeste.
Mere om det senere.
herunder et billede af min tipoldefar, Peder Houkjær:

Karakterfast. Ja vist. Men hans sønner, Mads, Ole og Jens blev vidt forskellige. Jens blev blid og venlig, Hans barnebarn Christian Houkjær har skrevet så smukt om sin bedstefar Jens Houkjær.
Ole blev skør – det ved vi fra Lars hesselholts erindringer: Hulsigminder.
Og Mads, ja, hvordan var han i grunden?. Han holdt i al fald ikke livet ud og måtte selv gøre en ende på det.
Det må have sat sine dybe spor i børnene? Og i alle vi efterkommere?
Tja … min anden tipoldefar; Christian Krøg, tog også livet af sig. Hmm … hvad skete der egentlig?
Men Jens Houkjær var som sagt et venligt og rart menneske. Harmonisk tror jeg. Det afspejles nu også fint på nedenstående billede, som Hjørring Lokalhistoriske Arkiv sendte mig for år tilbage:

Det er Jens, der her er fotograferet med hustruen Andrea.
Ole Houkjær ( min oldefar) så streng ud, og det var han jo:

Jeg har (endnu) ikke noget billede af den 3. søn, Mads Houkjær – og ærgerligt nok, for han er en af hovedpersonerne i den måske vordende bog, da han jo er svigerfar til Chresten Kokholm og far til den elskelige Elisabeth. Hun er for resten en kusine til min farmor Elise Houkjær. Og hende husker jeg tydeligt. Hun var bestemt rar mod os børn, men sandelig også en bestemt dame.
Hvis du vil læse mere om Hulsigbogen og Hulsig i det hele taget, kan du klikke ind på den kategori i højre side, der hedder “Hjemstavnsroman” – der er over 1000 sider om den lange vej til bogen, og du gider jvelikke læse dem alle. MEN: du kan skrolle eller springe til næste indlæg og det næste igen osv. indtil det hele stopper, og så kan du vælge det lille ord nede til venstre: Older posts – klik på det og du kan fortsætte i Husligbogens spor.
 
 

Jakob Knudsen

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
 

:

Jakob Knudsen:

 
Da jeg er blevet anmodet om at sige et par ord om Jakob Knudsens roman “Lærer Urup” til Ordets Dag i Randers d.3. november 2018, besluttede jeg at bruge sommerferien og lidt mere til at læse (ikke genlæse) forfatterskabet, og jeg vil derfor her ganske kort redegøre for min umiddelbare opfattelse af hvert enkelt værk. Nedenstående er således langt fra litterære analyser.
Jakob Knudsen var indstillet til Nobelprisen, og han er naturligvis en forfatter, man må regne med. Men nu, hvor jeg har læst næsten hele forfatterskabet, sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at selv om emnerne er store: kristendommen og de nye folkelige/religiøse/politiske og pædagogiske bevægelser i tiden, så behandles det alt sammen efter min mening overfladisk: meget vises gennem diskussioner, hvor heltens modpart er karikeret og latterlig. Desuden er der for meget fyldstof i stort set alle værkerne og undertiden en forbavsende mangel på litterær kvalitet.
Som sagt: førsteindtrykkene af de bøger, jeg nåede at læse.
Et Gjensyn (1898):
 
En blanding af Blicher, Morten Korch og dilettantkomedie. Navnlig bipersonerne, er, ligesom mange andre af J. Knudsens personer, fortegnede, så de fremtræder som karikaturer. Og replikkerne er kunstige, nu og da svulstige. Jeg kender jo ikke tidens talesprog, men har dog læst de fleste klassikere fra samme periode, og deri tales der langt mere ”naturligt”.
Ellers er historien ret sød og ind imellem endda underholdende: jeg var underholdt.
 
Den gamle Præst (1899)
 
Måske den bedst kendte af Knudsens romaner. Jeg synes dog ikke, det er den bedste. Den gamle præst, Castbierg, er hovedperson, og han sanktionerer fuldt ud grev Trolles mord og efterfølgende selvmord. Greven dræber en ung mand, der har forsøgt at voldtage hans datter.
En af holdningerne i den her roman som i andre af Knudsens værker, er, at der findes skurke, som er 100% onde, og det er derfor ingen forbrydelse at dræbe dem – de er som dyr eller som negre (sic!). De har fortjent at dø. Og når samfundet ikke vil gøre det, så har man lov at tage sagen i egen hånd og dræbe svinet.
”Que la bete meurt.”
Gjæring. Afklaring (1902)
 
En dobbeltroman. Efter min mening den bedste af Knudsens værker. Navnlig første del fanges man af, her er portrætterne mere nuancerede end ellers, og i første del lægges der op til en gedigen udviklingsroman. Pontoppidans Lykke-Per udkom samme år, og man skulle næsten tro, at de havde læst højt for hinanden af manuscripterne, for der er store ligheder. I dem begge forelsker hovedpersonen sig i en pige fra en fremmed kulturkreds. Begge piger er emanciperede kvinder. Lykke Per forelsker sig i Jakobe, som er jødinde, og Karl i Rebekka, som er fritænker. Begge de unge mænd har fået en streng kristen opdragelse, som de gør oprør mod.
Der er også i begge bøger tale om en dannelsesroman. Personerne drager ud i verden, prøver at gøre sig frie, og de vender hjem igen. Klogere på sig selv og verden. Afklarede.
Og der er to scener, som næsten er identiske. Per rejser ud med Rebekka, og det er idyllisk nok, men så hører han en fjern kirkeklokke, og lyden maner ham tilbage i barndommens kristne forestillingsverden. Karl rejser med Rebekka og det er idyllisk nok, men en aften hører han kirkeklokken, og straks manes han tilbage til kristendommen.
Per drager hjem og gifter sig med en præstedatter, og Karl drager hjem og gifter sig med sin gammeldags og kristne barndomskæreste.
De to hovedpersoner er dog vidt forskellige og deres udvikling ditto.
“Kjærlighed” er et tema i alle bøgerne. Men det er en kysk og usanselig kærlighed.
Det ligger naturligvis i tiden, at sex er synd, at det er noget, man helst helt afholder sig fra. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet sker der en begyndende frigørelse også på det område, men i det pæne borgerskab ser man ikke til den side, men holder fast i de gamle kyskhedsidealer. Det kan man læse meget om i Stefan Zweiks ”Verden af i går”.
Men hos Knudsens hovedpersoner går det da helt over gevind. Her er sexualdrift og dødsdrift så nært forbundne, at seksuel lyst giver feber og krampeanfald. Det vises stærkt i denne roman, hvor Rebekka en sen aften, hvor hun og Karl overnatter i samme hus, går halvt afklædt ind i hans værelse, og han vågner ved lyden af noget så væmmeligt som hendes nøgne fødder, der klasker mod gulvet. Karl bliver rystende angst. Og afviser hende skrækslagen.
Da de to senere faktisk bliver gift, har de heller ikke noget sexuelt forhold, og de betragter med afsky de unge forelskede par, de møder på bryllupsrejsen, og som kysser hinanden. De er enige om, at det slikkeri er afskyeligt.
Ja, Karl er i sandhed et “åndsmenneske”. Og Rebekka opgiver efter hin sære natteoplevelse af hive ham ned på jorden (med al dens smuds).
Selv er hun også indstillet på kyskhed. For hun vil nemlig kun give sig hen til en, der ikke har andre guder end hende. Og Karl er netop begyndt (på deres bryllupsrejse!) at finde vejen tilbage til sin barndoms gode gamle gud.
Sind (1903)
 
En af de bedre romaner, dog også den er fuld af ”fyldstof” – handlingen er ind i mellem dramatisk – melodramatisk til slut – brandstiftelse og mord.
I mange af Knudsens værker er som sagt onde mennesker virkelig 100% onde, og mord på sådanne væsner er retfærdig og OK. Her er det Anders, der dræber den mand, der har gjort ondt mod hans far og mod  kæresten.
Også her ender fortællingen med et mord. Som forsvares og fremstilles som nødvendigt og retfærdigt. Det er skurken, der dræbes af helten.
Det er også ligesom i ”For Livets Skyld” en stærk kærlighedshistorie indlagt i handlingen. Igen kærlighedens ret – selv om det gælder døden – både skurkens og heltens.
For livets Skyld (1905)
 
Helt i Knudsens stil drejer det sig om at belære os. Vi skal være lydige mod Gud og lovene: Dog findes der undtagelser – meget sjældent kan ”Livet” have sin egen lov. Kærlighedens lov. Og i denne fortælling viser det sig, at to unge, som ikke kan få hinanden, elsker stærkt nok og rent nok til, at samfundets love kan brydes.
Jeg synes, at fortællingen er rørende og noget af det bedste, Knudsen har skrevet.
Kun generer det mig noget, at ”heltene” er så viljeløse og rent ud sagt tumpede. Men sådan SKAL de være, for de er jo bønder og tyende, og så kan de ikke være synderlig begavede ( i Knudsens optik). Og de sidder uhjælpeligt fast i skik og brug og er for dumme til at tænke selv.
Inger (1906)
 
Begynder som en dårlig ungdomsroman. Alligevel er begyndelse den bedste og stærkeste del af romanen. Bogen er meget langtrukken – f.eks. uendelige diskussioner om tidens emner, ofte sat ind i en højskole/frimenighedssammenhæng, og sprogligt såvel som indholdmæssigt er disse dialoger tunge og trælse  – og så gammeldags, at det grænser til det komiske (folkekomedieagtige).
Det generer mig desuden, at heltinden, Inger, er fremstillet som naiv og uvidende om alt i verden, og hun burde vel have læserens sympati. Hun er jo frontfigur i diskussionen om kærlighedens ret.
Kærlighedens ret. Emnet er jo smukt. Men i denne bog maltrakteres det.
Sladder fylder utrolig meget i alle bøgerne. Alle almindelige mennesker er sladderagtige i Knudsens univers. Det er de for så vidt også i Dostojevskijs værker, men her virker sladderen interessant, fordi den er meningsfuld i sammenhængen og desuden skaber interessante psykologiske portrætter. Det sker ikke hos Knudsen.
Det forbliver småborgerligt og trivielt. Ind imellem får man desuden kvalme af forfatterens racistiske holdning og foragten for alt, der er ”ikke dansk” – her et enkelt citat ( det er en tysker, der her er tale om):
” … han (helten) fornam (ikke) denne rigtig som en Person, men som en Neger eller Orangutang eller saadan et andet Halvmenneske.”
Fremskridt (1907)
 
Som mange af de øvrige romaner er temaet her i god Luthersk ånd: “Lydighed mod Kald og Stand.”
Romanen indledes farceagtigt med et ”middagsselskab”, hvor alle de gode gamle bønder ”skaber” sig for at leve op til proprietærstanden, som de alle sammen mener, at de er på vej mod. Kun Eiler Borrevad nægter at spille den komedie. Han forlader selskabet i utide, dog ikke uden en alenlang retiradetale. Her bebrejder han bl.a. bønderne, at de ikke mere følger gammel bondeskik. Han omtaler de nye proprietærer som halvmennesker og husmændene som dyr.
 
Dyr er et skældsord hos Knudsen. Ligesom naturen og det naturlige i øvrigt er lavt og grimt. Undtagen i æstetisk sammenhæng = solnedgange og lignende skønhedsåbenbaringer.
Demokrati og socialisme er de frygtelige følger af det såkaldte fremskridt. Jakob Knudsen er helt på linje med Ingemann her. Også han afskyede ”allemandsstyret” = demokratiet.
Ingemanns romaner spiller i øvrigt en stor rolle i Knudsens bøger.
Lærer Urup (1904)
 
Der er som i flere af de øvrige romaner en del dramatik, her er det selvtægt i forskellige former: prygl og drab. Samtidig er bogen en slags programskrift for Knudsens ideer om opdragelse og øvrighed. Socialister og demokrater fordømmes og afstraffelse og lydighed prises.
Her et lille eksempel. Præsten holder selskab og har inviteret Urups. Et treårs barn irriterer fru Urup, og hun foreslår forældrene, at de giver barnet ”nogle ordentlige klø.”
Præstens er ”humanister” og fremstillet så karikerede, at de ikke kan tages alvorligt.
(Citat): (Præsten) ”Men vil de da ligefrem … ha ha ha … at man skal slaa saadan en lille En? Hvor, maa jeg spørge? Ha ha ha …”
”Aa, man fandt vel nok et passende Sted,” kom nu Urup sin kone til Hjælp.”Jeg ved ikke, hvad De finder forkasteligt ved den Sag.”
Urup er skildret som alvorlig og sympatisk med gode pædagogiske ideer: Han vil forvandle skolebørnene fra at være så og så mange ”lispund kød” til at blive åndelige mennesker. Lave dem om kort sagt.
(Citat): ”Ved den levende Fortælling fremtryller jeg en Verden for Børnene, og derved bliver jeg foreløbig en Slags Skaber for dem, der har deres Hjerte og deres Vilje i min Haand og kan forme og danne deres Væsen, som jeg vil …”
Ideerne om det levende ord har han vel nok fra Kresten Kold og Grundtvig. Desværre ser vi ham ikke rigtig i funktion. Når han fortæller for børnene, er det de samme gamle tekster om danske helte, der går igen. Navnlig Uffe hin Spage. Jeg kan forestille mig mange børn falde i søvn, når han tager fat på at fortælle. Jeg tror jeg ville forestrække de tæsk, han også tilbyder.
Desværre er det vanskeligt for Urup at få lov at virkeliggøre denne forvandlingsproces, fordi samfundet er ondt og sætter sig imod. Jeg siger Gudskelov og Tak. Husker fra min skoletid, at jeg hørte et foredrag af en socialdemokratisk undervisningsminister, K.B. Andersen ( det har været i 50’erne) og han sagde omtrent sådan her:
”Børn har deres egen suveræne verden. Mit råd til lærerne, når de spørger mig, hvordan børn skal håndteres, er følgende: ”Hold fingrene væk!”
Men her skal i høj grad fingereres.
(Citat): Men arbejdet blev ham og Ligesindede saa frygteligt besværliggjort af Samfundet, af Staten. Den over fyldte Verden, med sin bagvendte, falske Humanitet, med Menneskekroppe, – som om det var det første af alt, at faa Landet overfyldt med Kroppe, – det myldrede, vrimlede, boblede op fra Bunden med levende Kjød, svedende, begjerende, forslugen Kjødmasse, fordi man med en Iver, der i Sandhed var bedre Sager værdig, med alle optænkelige Kunster og Anstalter og Bekostninger, forhindrede Døden i at gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed.” (Citat slut)
At gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed = slå dem ihjel, så der bliver lebensraum for de rigtige.
 
To Slægter (1910)
 
Det synes at være et i al hast sammenflikket værk. Handlingen er langtrukken og egentlig ligegyldig for læseren. Den skulle vel så have sin force i den psykologiske skildring af de unge mennesker i bogen, men det forbliver usammenhængende og utroværdige portrætter.
Slægten Børgesen er og har altid været studeprangere og hestehandlere, og slægten Theisen har en mere ophøjet fortid som præster og provster og biskopper. Den Theisen, vi møder her er dog sunket til proprietær. Deres børn forelsker sig i hinanden, men som i alle Knudsens værker går de og er forelskede i årevis. Det er næsten til at græde over. Kys bliver der ikke mange af, og da sex er et uhørt frækt fænomen i den her verden, så er alt kysk hele vejen til den bitre ende (ægteskabet) hvor det sexuelle, hvis det udfolder sig holdes langt væk fra de renfærdige romansider. Kun voldtægtsforbrydere kaster sig ud i den slags svineri.
Et eksempel på en utroværdige personskildring ses i hovedpersonen Kresten. Han er i romanens begyndelse en stakkels bange og forkuet dreng uden mindste tiltro til egne evner. Og dette bekræftes i ungdommen. Han dur ikke. Bliver så karl på brorens gård. Og går næsten i stå.
Så kommer der en grundtvigianer til gården som huslærer, og han er fremstillet så åndsforladt, som man kan forestille sig, synes jeg. Slår om sig med frase-stumper fra sin åbenbart mangelfulde viden om Kresten Kold og Grundtvig.
Men Kresten fanges – han har da aldrig hørt noget så skønt – selv om han ikke i sit pauvre ordforråd er i stand til at gøre hverken sig selv eller læseren overbevist om, at han har forstået noget som helst. Så vil han være præst. Og det bliver han så og med udmærkelse. Fantastisk – det havde man ikke set komme! Han tænker og virker som helt igennem afstumpet, selv om det sikkert er Knudsens mening at skildre ham som det modsatte.
 
Rodfæstet (1911):
 
Rodfæstet ligner de øvrige romaner derved, at persontegningen er en vekslen mellem folkekomedieagtige og almindelige triviallitterære klicheer: alle over 55 år harker og læsper og har gigt, og de savler og spytter, hvis de er lidt ældre.
De onde er 100 % onde, og kvinderne er naive og dumme. Næsten alle er sladderagtige.
Her er der dog en stærk kvindekarakter: Agnete. Til gengæld ser vi hende kun i glimt, og ud over enstavelsesord og rødmen agerer hun ikke i bogen, kun gennem personernes (godes som ondes) udsagn ved vi, at hun er rolig, ærlig, stærk og tro.
Hun er desuden opdraget til lydighed.
De øvrige personer er som taget ud af en dansk folkekomedie fra 50’erne. Kapellan Burholdt er helt til grin – han savler rundt omkring præstefruen som en hund om et kødben. Vist nok uden at bide i det. Det har hun ellers nok lyst til, for hun er som ganske ung blevet (tvangs)gift med en gammel præst, og han holder sig til sit studieværelse, hvor han sidder og læser grammatik. Han er skildret som en ulækker sag. Det er ren trivi.
Indtil bogens slutning er kapellanen totalt latterlig, men til slut viser han sig at have en anden side (der svarer til alle de idealer, der er Jakob Knudsens) . Et mord (som han selv har begået) får ham til at indse, at han hidtil har ”spillet” sit liv, og at rollen var falsk. Og det, fordi han ikke i god Luthersk ånd har holdt sig til KALD og STAND – altså ikke er blevet ved sin bondestand og været den og sig selv tro.
Til sidst holder han en lang tale til sønnen Eijler  – der også er forskruet, men gennem kærligheden til Agnete vil kunne reddes – og lydighed har han lært af sin far –
Her et uddrag af kapellanens lange (formanings)tale til Eiler:
”Jeg tror, alt beroer paa Lydighed og Kjærlighed – alt – baade timeligt og evigt – for man faar kun et Begreb om Himmerig, om alt, hvad der er godt og skjønt og sandt, hvis man som Barn har kendt Lydighed og Kjærlighed. Det er vor Sjæls Grobund
….  Aa, saa kom alle disse afskyelige Unoder, som følger af Ulydighed: der er det, at man altid seer sig selv, rykker sin egen Livsrod op for at betragte den. Det, de kalder Reflekterthed. Det skal hedde sig, at det kommer ved den stigende Intelligens og Kultur. Det er noget godt Snak! Der er jo ingen, der kan være mere reflekterte end smaa, uartige, ulydige Bønderbørn. Ligesaa snart et Barn bliver ”kjælle”, saa ser det jo sig selv og spiller Komedie, Nej det er på Grund af Ulydighed i Barndommen, at Folk nu til Dags bliver reflekterte, og at Slægten bliver gammel og udlevet. Et ulydigt Barn kan aldrig betages af en Ting, aldrig glemme sig selv af glæde ….”
Ikke noget med at røre ved hinanden i Knudsens univers. Kærlighed er totalt blottet for kærtegn – eller næsten. Og erotik kan der aldrig blive tale om. For kærligheden skal være ren, og alt sanseligt er beskidt.
Angst (1912) Mod (1914)
 
Disse to romaner handler om Martin Luther, men så vidt jeg kan se, ligger romanen på linje med de øvrige bøger om forkuede drenge, der vokser op i et strengt og patriarkalsk miljø og som udvikler sig derefter. Og ikke så meget om den historiske Martin Luther. Sandsynligvis om Jakob Knudsens egen barndom.
Her er en scene, hvor faderen revser drengen for en forseelse. Drengen har været så optaget af moderens fortælling, at han har glemt at hente to bortløbne kid hjem. Og nu straffen:
”Du har altsaa forsømt at hente Kiddene paa den Tid, som var dig befalet,” sagde Faderen roligt, ”saa har Ræven eller Ulven ødelagt det ene af dem. Det fortjener Du Straf for. Det kan Du vel forstaa.”
Inden han havde udtalt, ramtes Martin af det første Slag af det tynde Reb, hans Fader holdt i Haanden. Det var lagt dobbelt. Slaget kom over Martins Skulder og ned over hans Ryg. Han havde kun en tynd Bluse. Det var som om han skulde daane af Smerte. Men i næste Øjeblik kom det andet Slag, – nu haglede de ned over ham.
Martin plejede at staa ret op, naar hans Fader slog ham, uden at værne eller skærme sig ved nogen Bevægelse. Men disse Slag gjorde saa bidende – saa sindsforvirrende ondt, saa han, uden at ville det, først løftede armene over sit Hoved, lidt efter tumlede til Jorden og væltede sig.
Men han Fader blev ved at slaa …” (Citat slut)
Drengen bliver pryglet til blods. Det er ikke så underligt, at han bliver en forkuet og angst dreng. Kristendommen redder ham.
Jakob Knudsen godtager (ja, lovpriser) i værk efter værk faderens ret til at revse og volde sit barnet ulidelig smerte. Faderen og kongen og øvrigheden har fået magten fra Gud og har derfor ret til at forlange blind lydighed af alle, som IKKE har fået myndighed tildelt; barnet, husmanden, tjenestefolkene, kvinderne og forbryderne for nu at nævne nogle umyndige.
Kald og stand er stiftet af Gud og kan ikke diskuteres. Mere luthersk kan det ikke blive.
Bogen er netop genudkommet i en videnskabelig kommenteret udgave af  Thomas Reinhold Rasmussen. Den glæder jeg mig til at læse og vil kommentere på den senere. Jeg har selv en gammel udgave.
En Ungdom (1913):
 
Her kommer Knudsens hovedtanke klart til udtryk: at mennesket skabes af opdragelsen ( = at lære lydighed og samvittighed). Altså at være underdanig og bange (min tolkning) – bogen er en konfrontationsfortælling, hvor tidens hovedstrømninger, som Knudsen opfatter dem – mødes i heftige dialoger. Vi møder demokrater, grundtvigianere, radikalere, socialister, indremissionske, og så sidst, men ikke mindst, hovedpersonen Niels Andersen, der er ubøjelig antidemokrat og for øvrigt anti- alt det ovenfor nævnte.
 
Han holder på ”de gamle dyder” hvoraf ovenstående (lydighed og samvittighed) er de vigtigste.
Citat: (Helten Niels er ansat på en højskole, hvis grundtvigianske rektor han ikke har megen respekt for. Dennes holdninger er i Niels’ øjne udtryk for holdningsløshed – og især foragter han det ”danske smil” – som rektoren har så let ved) – her møder vi Niels i en diskussion på skolen om forsvarssagen:
”Forsvarsuviljen er netop en Lammelse, og jeg troer, den stammer allerede fra Barndommen, fra Opdragelsen af. – Hvis Tyskerne erobrede os, og det da viste sig, at de fleste af os var bleven moderne Forsvarsnihilister – hvad jeg dog haaber langfra vilde være Tilfældet – da skulde vi saamænd paa en Maade nok hævde os iblandt dem, ikke som Danske – Sprog og Nationalitet vilde en moderne Forsvarsnihilist hurtigt opgive – nej, men som en Pestbacille hævder sig; vi vilde hærge det sunde, tyske Folk med vores Væsen, brede vor Smitte, den nationale Lammelse, i videre og videre Kredse. Tyskerne skulde nok faa at mærke, at det blege, danske Smil var oprunden iblandt dem. Hvad det Smil – Lammelses-Smilet – kan udrette, kjender vi jo altfor godt her hjemmefra. ( …. ) Alle vi Danske kan mere eller mindre efterligne det og bruge det – enten vi virkelig lider af Lammelsessygen eller ej, Fremmede kjender os derpaa, og vi finder Fremmede, hvor vi kommer, mere ”barnlige” end os selv. Det er dette Lamheds-Smil, der i Virkeligheden tænkes paa, naar man taler om, at vor ”Kultur” skal værne os. …”
Endnu et citat fra samme diskussionsaften. Og her taler Peter, som er Niels’ eneste proselyt – og her forsvarer han forsvarstanken:
” … jeg troer aldrig, jeg bliver forlovet. For der er en Kvinde, jeg elsker, hendes Herlighed, hendes Rigdom, en Kvinde, som – man ikke kan faa. Det er den danske Kvinde, hende, der hedder Danmark. Det er ikke blot for hendes Alders og Værdigheds Skyld, at det er umuligt, for sommetider er hun saa ung og seer saa yndig ud, men alligevel. Hun forlanger slet ingenting for sine Gaver; vi kan levehøjt af det, hun skjænker os, og aldrig sige hende Tak derfor.”
Osv. – åh nej, HUN kræver ingenting, siger Peter (Knudsen) men hun kræver så alligevel unge mænds ultimative offer: døden på slagmarken – døden for hende. Og desuden: hun gør åbenbart den forelskede impotent over for den kødelige kvinde, han møder og synes om.
I hele romanen forsøger Peter nemlig at fri til Grete, men i afgørende situationer KAN HAN IKKE. Åbenbart takket være kærligheden til DANMARK.
Jyder (1915) – 17 Fortællinger.
 
Ganske underholdende – vist er Knudsen bedst i novelleform. Hyggelige skildringer af livet i begyndelsen af 1900tallet. Karaktererne er dog også her klicheagtigt tegnede. Men underholdende. Jeg tænker på de Familiejournalfortællinger, jeg slugte som barn. Nu slugte jeg også gerne Knudsens. Rigtig god bliver han, når han fortæller om sine personlige oplevelser som foredragsholder rundt om i landet.
 
En gammel slægt (1918)
 
Hele vejen igennem en sørgelig og håbløs fortælling om en gammel slægts degenerering til sygelige og forbryderiske og i bedste fald komiske eksistenser. Her lades alt håb ude. Sønnerne bliver alle forbrydere, og døtrene dør af tæring. Jeg tænker på Hermann Bangs ”Håbløse Slægter” – men den er dog højt hævet over Knudsens jammerkomedie.
Jeg kom også til at tænke på den gamle sang: ”Her går det godt, Fru Kammerherreinde”.
Jakob Knudsen er dog i stand til at skabe situationer, hvor man mærker, at hans sympati for personerne er ægte, og det kan undertiden blive ganske rørende. Og vist har han evner som forfatter, men han blev altså også omtalt i tiden som mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur.
 
 
Jeg vil slutte mit indlæg om Jakob Knudsen med at pointere, at jeg aldrig har forsket i forfatterskabet, og at jeg sikkert ikke yder forfatteren retfærdighed. Ovenstående er blot mit første indtryk af bøgerne. Og min helt personlige mening.
Og jeg tror stadigvæk, at “Se nu stiger Solen af Havets Skød” skal synges til min begravelse. Sammen med Ingemanns “Dejlig er Jorden.” Men begge forfattere var nogle slemme karle, hvis jeg skal dømme dem. Det skal jeg heldigvis ikke. Og skrive salmer kunne de.
—————
 
Da jeg er blevet anmodet om at sige et par ord om Jakob Knudsens roman “Lærer Urup” til Ordets Dag i Randers d.3. november 2018, besluttede jeg at bruge sommerferien og lidt mere til at læse (ikke genlæse) forfatterskabet, og jeg vil derfor her ganske kort redegøre for min umiddelbare opfattelse af hvert enkelt værk. Nedenstående er således langt fra litterære analyser.
Jakob Knudsen var indstillet til Nobelprisen, og han er naturligvis en forfatter, man må regne med. Men nu, hvor jeg har læst næsten hele forfatterskabet, sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at selv om emnerne er store: kristendommen og de nye folkelige/religiøse/politiske og pædagogiske bevægelser i tiden, så behandles det altsammen efter min mening overfladisk: meget vises gennem diskussioner, hvor heltens modpart er karikeret og latterlig. Desuden er der for meget fyldstof i stort set alle værkerne og undertiden en forbavsende mangel på litterær kvalitet.
Som sagt: førsteindtrykkene af de bøger, jeg nåede at læse.
Et Gjensyn (1898):
En blanding af Blicher, Morten Korch og dilettantkomedie. Navnlig bipersonerne, er, ligesom mange andre af J. Knudsens personer, fortegnede, så de fremtræder som karikaturer. Og replikkerne er kunstige, nu og da svulstige. Jeg kender jo ikke tidens talesprog, men har dog læst de fleste klassikere fra samme periode, og deri tales der langt mere ”naturligt”.
Ellers er historien ret sød og ind imellem endda underholdende: jeg var underholdt.
Den gamle Præst (1899)
Måske den bedst kendte af Knudsens romaner. Jeg synes dog ikke, det er den bedste. Den gamle præst, Castbierg, er hovedperson, og han sanktionerer fuldt ud grev Trolles mord og efterfølgende selvmord. Greven dræber en ung mand, der har forsøgt at voldtage hans datter.
En af holdningerne i den her roman som i andre af Knudsens værker, er, at der findes skurke, som er 100% onde, og det er derfor ingen forbrydelse at dræbe dem – de er som dyr eller som negre (sic!). De har fortjent at dø. Og når samfundet ikke vil gøre det, så har man lov at tage sagen i egen hånd og dræbe svinet.
”Que la bete meurt.”
Gjæring. Afklaring (1902)
En dobbeltroman. Efter min mening den bedste af Knudsens værker. Navnlig første del fanges man af, her er portrætterne mere nuancerede end ellers, og i første del lægges der op til en gedigen udviklingsroman. Pontoppidans Lykke-Per udkom samme år, og man skulle næsten tro, at de havde læst højt for hinanden af manuscripterne, for der er store ligheder. I dem begge forelsker hovedpersonen sig i en pige fra en fremmed kulturkreds. Begge piger er emanciperede kvinder. Lykke Per forelsker sig i Jakobe, som er jødinde, og Karl i Rebekka, som er fritænker. Begge de unge mænd har fået en streng kristen opdragelse, som de gør oprør mod.
Der er også i begge bøger tale om en dannelsesroman. Personerne drager ud i verden, prøver at gøre sig frie, og de vender hjem igen. Klogere på sig selv og verden. Afklarede.
Og der er to scener, som næsten er identiske. Per rejser ud med Rebekka, og det er idyllisk nok, men så hører han en fjern kirkeklokke, og lyden maner ham tilbage i barndommens kristne forestillingsverden. Karl rejser med Rebekka og det er idyllisk nok, men en aften hører han kirkeklokken, og straks manes han tilbage til kristendommen.
Per drager hjem og gifter sig med en præstedatter, og Karl drager hjem og gifter sig med sin gammeldags og kristne barndomskæreste.
De to hovedpersoner er dog vidt forskellige og deres udvikling ditto.
“Kjærlighed” er et tema i alle bøgerne. Men det er en kysk og usanselig kærlighed.
Det ligger naturligvis i tiden, at sex er synd, at det er noget, man helst helt afholder sig fra. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet sker der en begyndende frigørelse også på det område, men i det pæne borgerskab ser man ikke til den side, men holder fast i de gamle kyskhedsidealer. Det kan man læse meget om i Stefan Zweiks ”Verden af i går”.
Men hos Knudsens hovedpersoner går det da helt over gevind. Her er sexualdrift og dødsdrift så nært forbundne, at seksuel lyst giver feber og krampeanfald. Det vises stærkt i denne roman, hvor Rebekka en sen aften, hvor hun og Karl overnatter i samme hus, går halvt afklædt ind i hans værelse, og han vågner ved lyden af noget så væmmeligt som hendes nøgne fødder, der klasker mod gulvet. Karl bliver rystende angst. Og afviser hende skrækslagen.
Da de to senere faktisk bliver gift, har de heller ikke noget sexuelt forhold, og de betragter med afsky de unge forelskede par, de møder på bryllupsrejsen, og som kysser hinanden. De er enige om, at det slikkeri er afskyeligt.
Ja, Karl er i sandhed et “åndsmenneske”. Og Rebekka opgiver efter hin sære natteoplevelse af hive ham ned på jorden (med al dens smuds).
Selv er hun også indstillet på kyskhed. For hun vil nemlig kun give sig hen til en, der ikke har andre guder end hende. Og Karl er netop begyndt (på deres bryllupsrejse!) at finde vejen tilbage til sin barndoms gode gamle gud.
Sind (1903)
En af de bedre romaner, dog også den er fuld af ”fyldstof” – handlingen er ind i mellem dramatisk – melodramatisk til slut – brandstiftelse og mord.
I mange af Knudsens værker er som sagt onde mennesker virkelig 100% onde, og mord på sådanne væsner er retfærdig og OK. Her er det Anders, der dræber den mand, der har gjort ondt mod hans far og mod  kæresten.
Også her ender fortællingen med et mord. Som forsvares og fremstilles som nødvendigt og retfærdigt. Det er skurken, der dræbes af helten.
Det er også ligesom i ”For Livets Skyld” en stærk kærlighedshistorie indlagt i handlingen. Igen kærlighedens ret – selv om det gælder døden – både skurkens og heltens.
  For livets Skyld (1905)
Helt i Knudsens stil drejer det sig om at belære os. Vi skal være lydige mod Gud og lovene: Dog findes der undtagelser – meget sjældent kan ”Livet” have sin egen lov. Kærlighedens lov. Og i denne fortælling viser det sig, at to unge, som ikke kan få hinanden, elsker stærkt nok og rent nok til, at samfundets love kan brydes.
Jeg synes, at fortællingen er rørende og noget af det bedste, Knudsen har skrevet.
Kun generer det mig noget, at ”heltene” er så viljeløse og rent ud sagt  tumpede. Men sådan SKAL de være, for de er jo bønder og tyende, og så kan de ikke være synderlig begavede ( i Knudsens optik). Og de sidder uhjælpeligt fast i skik og brug og er for dumme til at tænke selv.
Inger (1906)
Begynder som en dårlig ungdomsroman. Alligevel er begyndelse den bedste og stærkeste del af romanen. Bogen er meget langtrukken – f.eks. uendelige diskussioner om tidens emner, ofte sat ind i en højskole/frimenighedssammenhæng, og sprogligt såvel som indholdmæssigt er disse dialoger tunge og trælse  – og så gammeldags, at det grænser til det komiske (folkekomedieagtige).
Det generer mig desuden, at heltinden, Inger, er fremstillet som naiv og uvidende om alt i verden, og hun burde vel have læserens sympati. Hun er jo  frontfigur i diskussionen om kærlighedens ret.
Kærlighedens ret. Emnet er jo smukt nok. Men i denne bog maltrakteres det.
Sladder fylder utrolig meget i alle bøgerne. Alle almindelige mennesker er sladderagtige i Knudsens univers. Det er de for så vidt også i Dostojevskijs værker, men her virker sladderen interessant, fordi den er meningsfuld i sammenhængen og desuden skaber interessante psykologiske portrætter. Det sker ikke hos Knudsen.
Det forbliver småborgerligt og trivielt. Ind imellem får man desuden kvalme af forfatterens racistiske holdning og foragten for alt, der er ”ikke dansk” – her et enkelt citat ( det er en tysker, der her er tale om):
” … han (helten) fornam (ikke) denne rigtig som en Person, men som en Neger eller Orangutang eller saadan et andet Halvmenneske.”
Fremskridt (1907)
Som mange af de øvrige romaner er temaet her i god Luthersk ånd: “Lydighed mod Kald og Stand.”
Romanen indledes farceagtigt med et ”middagsselskab”, hvor alle de gode gamle bønder ”skaber” sig for at leve op til proprietærstanden, som de alle sammen mener, at de er på vej mod. Kun Eiler Borrevad nægter at spille den komedie. Han forlader selskabet i utide, dog ikke uden en alenlang retiradetale. Her bebrejder han bl.a. bønderne, at de ikke mere følger gammel bondeskik. Han omtaler de nye proprietærer som halvmennesker og husmændene som dyr.
Dyr er et skældsord hos Knudsen. Ligesom naturen og det naturlige i øvrigt er lavt og grimt. Undtagen i æstetisk sammenhæng = solnedgange og lignende skønhedsåbenbaringer.
Demokrati og socialisme er de frygtelige følger af det såkaldte fremskridt. Jakob Knudsen er helt på linje med Ingemann her. Også han afskyede ”allemandsstyret” = demokratiet.
Ingemanns romaner spiller i øvrigt en stor rolle i Knudsens bøger.
Lærer Urup (1904)
Der er som i flere af de øvrige romaner en del dramatik, her er det selvtægt i forskellige former: prygl og drab. Samtidig er bogen en slags programskrift for Knudsens ideer om opdragelse og øvrighed. Socialister og demokrater fordømmes og afstraffelse og lydighed prises.
Her et lille eksempel. Præsten holder selskab og har inviteret Urups. Et treårs barn irriterer fru Urup, og hun foreslår forældrene, at de giver barnet ”nogle ordentlige klø.”
Præstens er ”humanister” og fremstillet så karikerede, at de ikke kan tages alvorligt.
(Citat): (Præsten) ”Men vil de da ligefrem … ha ha ha … at man skal slaa saadan en lille En? Hvor, maa jeg spørge? Ha ha ha …”
”Aa, man fandt vel nok et passende Sted,” kom nu Urup sin kone til Hjælp.”Jeg ved ikke, hvad De finder forkasteligt ved den Sag.”
Urup er skildret som alvorlig og sympatisk med gode pædagogiske ideer: Han vil forvandle skolebørnene fra at være så og så mange ”lispund kød” til at blive åndelige mennesker. Lave dem om kort sagt.
(Citat): ”Ved den levende Fortælling fremtryller jeg en Verden for Børnene, og derved bliver jeg foreløbig en Slags Skaber for dem, der har deres Hjerte og deres Vilje i min Haand og kan forme og danne deres Væsen, som jeg vil …”
Ideerne om det levende ord har han vel nok fra Kresten Kold og Grundtvig. Desværre ser vi ham ikke rigtig i funktion. Når han fortæller for børnene, er det de samme gamle tekster om danske helte, der går igen. Navnlig Uffe hin Spage. Jeg kan forestille mig mange børn falde i søvn, når han tager fat på at fortælle.
Desværre er det vanskeligt for Urup at få lov at virkeliggøre denne forvandlingsproces, fordi samfundet er ondt og sætter sig imod. Jeg siger Gudskelov og Tak. Husker fra min skoletid, at jeg hørte et foredrag af en socialdemokratisk undervisningsminister, K.B. Andersen ( det har været i 50’erne) og han sagde omtrent sådan her:
”Børn har deres egen suveræne verden. Mit råd til lærerne, når de spørger mig, hvordan børn skal håndteres, er følgende: ”Hold fingrene væk!”
Men her skal i høj grad fingereres.
(Citat): Men arbejdet blev ham og Ligesindede saa frygteligt besværliggjort af Samfundet, af Staten. Den overfyldte Verden, med sin bagvendte, falske Humanitet, med Menneskekroppe, – som om det var det første af alt, at faa Landet overfyldt med Kroppe, – det myldrede, vrimlede, boblede op fra Bunden med levende Kjød, svedende, begjerende, forslugen Kjødmasse, fordi man med en Iver, der i Sandhed var bedre Sager værdig, med alle optænkelige Kunster og Anstalter og Bekostninger, forhindrede Døden i at gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed.” (Citat slut)
To Slægter (1910)
Det synes at være et i al hast sammenflikket værk. Handlingen er langtrukken og egentlig ligegyldig for læseren. Den skulle vel så have sin force i den psykologiske skildring af de unge mennesker i bogen, men det forbliver usammenhængende og utroværdige portrætter. Slægten Børgesen er og har altid været studeprangere og hestehandlere, og slægten Theisen har en mere ophøjet fortid som præster og provster og biskopper. Den Theisen vi møder her er dog sunket til proprietær. Deres børn forelsker sig i hinanden, men som i alle Knudsens værker går de og er forelskede i årevis. Det er næsten til at græde over. Kys bliver der ikke mange af, og da sex er et uhørt frækt begreb i den her verden, så er alt kysk hele vejen til den bitre ende (ægteskabet) hvor det sexuelle, hvis det udfolder sig holdes langt væk fra de renfærdige romansider. Kun voldtægtsforbrydere kaster sig ud i den slags svineri.
Stilen er her så meget mere klumpet og ubehjælpsom end i Knudsens øvrige bøger. Et kort eksempel:
”Gamle Theisen kunne ikke faa noget Smil frem i sit ellers så bevægelige Ansigt, da han gav sin Svigersøn Haanden; der gik tværtimod en uvilkaarlig Trækning som af legemlig Smerte hen over det, idet han hilste. Gamle Theisen havde egentlig ikke, før i dette Øjeblik, da han virkelig skulle afstaa Eline, anet, hvor stærk Modviljen mod Kresten havde vokset sig hos ham. De havde aldrig vekslet et ondt Ord. Forandringen i deres Forhold var for Theisens Vedkommende vistnok nærmest skeet ad indirekte vej: gjennem Søren.” osv. …
Et eksempel på en utroværdige personskildring ses i hovedpersonen Kresten. Han er i romanens begyndelse en stakkels bange og forkuet dreng uden mindste tiltro til egne evner. Og dette bekræftes i ungdommen. Han dur ikke. Bliver så karl på brorens gård. Og går næsten i stå. Så kommer der en grundtvigianer til gården som huslærer, og han er fremstillet så åndsforladt, som man kan forestille sig, synes jeg. Slår om sig med stumper af sin åbenbart mangelfulde læsning af Kresten Kold og Grundtvig. Men Kresten fanges – han har da aldrig hørt noget så skønt – selv om han ikke i sit pauvre ordforråd er i stand til at gøre hverken sig selv eller læseren overbevist om, at han har forstået noget som helst. Så vil han være præst. Og det bliver han med udmærkelse. Han virker på mig som helt igennem afstumpet, selv om det sikkert er Knudsens mening af skildre ham som det modsatte.
 
 
Rodfæstet (1911):
Rodfæstet ligner de øvrige romaner derved, at persontegningen er en vekslen mellem folkekomedieagtige og almindelige triviallitterære klicheer: alle over 55 år harker og læsper og har gigt, og de savler og spytter, hvis de er lidt ældre.
De onde er 100 % onde, og kvinderne er naive og dumme. Næsten alle er sladderagtige.
Her er der dog en stærk kvindekarakter: Agnete. Til gengæld ser vi hende kun i glimt, og ud over enstavelsesord og rødmen agerer hun ikke i bogen, kun gennem personernes (godes som ondes) udsagn ved vi, at hun er rolig, ærlig, stærk og tro. Hun er desuden opdraget i lydighed.
De øvrige personer er som taget ud af en dansk folkekomedie fra 50’erne. Kapellan Burholdt er helt til grin – han savler rundt omkring præstefruen som en hund om et kødben. Vist nok uden at bide i det. Det har hun ellers nok lyst til, for hun er som ganske ung blevet (tvangs)gift med en gammel præst, og han holder sig til sit studieværelse, hvor han sidder og læser grammatik. Han er skildret som en ulækker sag. Kapellanen bor i værelset ved siden af kapellanen. OSV. – det er ren trivi.
Indtil bogens slutning er kapellanen totalt latterlig, men til slut viser han sig at have en anden side ( der svarer til alle de idealer, der er Jakob Knudsens) . Et mord (som han selv har begået) får ham til at indse, at han hidtil har ”spillet” sit liv, og at rollen var falsk. Og det, fordi han ikke i god Luthersk ånd har holdt sig til KALD og STAND – altså ikke er blevet ved sin bondestand og været den og sig selv bekendt.
Til sidst får han lov (og nyt liv) i en lang tale til Eijler (der også er forskruet, men gennem kærligheden til Agnete vil kunne reddes – og lydighed har han lært af sin far) –
Her et uddrag af kapellanens lange (formanings)tale til Eiler:
”Jeg tror, alt beroer paa Lydighed og Kjærlighed – alt – baade timeligt og evigt – for man faar kun et Begreb om Himmerig, om alt, hvad der er godt og skjønt og sandt, hvis man som Barn har kendt Lydighed og Kjærlighed. Det er vor Sjæls Grobund
….  Aa, saa kom alle disse afskyelige Unoder, som følger af Ulydighed: der er det, at man altid seer sig selv, rykker sin egen Livsrod op for at betragte den. Det, de kalder Reflekterthed. Det skal hedde sig, at det kommer ved den stigende Intelligens og Kultur. Det er noget godt Snak! Der er jo ingen, der kan være mere reflekterte end smaa, uartige, ulydige Bønderbørn, Ligesaa snart et Barn bliver ”kjælle”, saa ser det jo sig selv og spiller Komedie, Nej det er på Grund af Ulydighed i Barndommen, at Folk nu til Dags bliver reflekterte, og at Slægten bliver gammel og udlevet. Et ulydigt Barn kan aldrig betages af en Ting, aldrig glemme sig selv af glæde ….”
Ikke noget med at røre ved hinanden i Knudsens univers. Kærlighed er totalt blottet for kærtegn – eller næsten. Og erotik kan der aldrig blive tale om. For kærligheden skal være ren, og alt sanseligt er beskidt.
Angst (1912) Mod (1914)
 Disse to romaner handler om Martin Luther, men så vidt jeg kan se, ligger romanen på linje med de øvrige bøger om forkuede drenge, der vokser op i et strengt og patriarkalsk miljø og som udvikler sig derefter. Og ikke så meget om den historiske Martin Luther. Sandsynligvis om Jakob Knudsens egen barndom.
Her er en scene, hvor faderen revser drengen for en forseelse. Drengen har været så optaget af moderens fortælling, at han har glemt at hente to bortløbne kid hjem. Og nu straffen:
”Du har altsaa forsømt at hente Kiddene paa den Tid, som var dig befalet,” sagde Faderen roligt, ”saa har Ræven eller Ulven ødelagt det ene af dem. Det fortjener Du Straf for. Det kan Du vel forstaa.”
Inden han havde udtalt, ramtes Martin af det første Slag af det tynde Reb, hans Fader holdt i Haanden. Det var lagt dobbelt. Slaget kom over Martins Skulder og ned over hans Ryg. Han havde kun en tynd Bluse. Det var som om han skulde daane af Smerte. Men i næste Øjeblik kom det andet Slag, – nu haglede de ned over ham.
Martin plejede at staa ret op, naar hans Fader slog ham, uden at værne eller skærme sig ved nogen Bevægelse. Men disse Slag gjorde saa bidende – saa sindsforvirrende ondt, saa han, uden at ville det, først løftede armene over sit Hoved, lidt efter tumlede til Jorden og væltede sig.
Men han Fader blev ved at slaa …” (Citat slut)
Drengen bliver pryglet til blods. Det er ikke så underligt, at han bliver en forkuet og angst dreng. Kristendommen redder ham.
Jakob Knudsen godtager (ja, lovpriser) i værk efter værk faderens ret til at revse og volde sit barnet ulidelig smerte. Faderen og kongen og øvrigheden har fået magten fra Gud og har derfor ret til at forlange blind lydighed af alle, som IKKE har fået myndighed tildelt; barnet, husmanden, tjenestefolkene, kvinderne og forbryderne for nu at nævne nogle umyndige.
Kald og stand er stiftet af Gud og kan ikke diskuteres. Mere luthersk kan det ikke blive.
Bogen er netop genudkommet i en videnskabelig kommenteret udgave af  Thomas Reinhold Rasmussen. Den glæder jeg mig til at læse og vil kommentere på den senere.
En Ungdom (1913):
Her kommer Knudsens hovedtanke klart til udtryk: at mennesket skabes af opdragelsen ( = at lære lydighed og samvittighed). Altså at være underdanig og bange (min tolkning) – bogen er en konfrontationsfortælling, hvor tidens hovedstrømninger, som Knudsen opfatter dem – mødes i heftige dialoger. Vi møder demokrater, grundtvigianere, radikalere, socialister, indremissionske, og så sidst, men ikke mindst, hovedpersonen Niels Andersen, der er ubøjelig antidemokrat og for øvrigt anti- alt det ovenfor nævnte.
Han holder på ”de gamle dyder” hvoraf ovenstående (lydighed og samvittighed) er de vigtigste.
Citat: (Helten Niels er ansat på en højskole, hvis grundtvigianske rektor han ikke har megen respekt for. Dennes holdninger er i Niels’ øjne udtryk for holdningsløshed – og især foragter han det ”danske smil” – som rektoren har så let ved) – her møder vi Niels i en diskussion på skolen om forsvarssagen:
”Forsvarsuviljen er netop en Lammelse, og jeg troer, den stammer allerede fra Barndommen, fra Opdragelsen af. – Hvis Tyskerne erobrede os, og det da viste sig, at de fleste af os var bleven moderne Forsvarsnihilister – hvad jeg dog haaber langfra vilde være Tilfældet – da skulde vi saamænd paa en Maade nok hævde os iblandt dem, ikke som Danske – Sprog og Nationalitet vilde en moderne Forsvarsnihilist hurtigt opgive – nej, men som en Pestbacille hævder sig; vi vilde hærge det sunde, tyske Folk med vores Væsen, brede vor Smitte, den nationale Lammelse, i videre og videre Kredse. Tyskerne skulde nok faa at mærke, at det blege, danske Smil var oprunden iblandt dem. Hvad det Smil – Lammelses-Smilet – kan udrette, kjender vi jo altfor godt her hjemmefra. ( …. ) Alle vi Danske kan mere eller mindre efterligne det og bruge det – enten vi virkelig lider af Lammelsessygen eller ej, Fremmede kjender os derpaa, og vi finder Fremmede, hvor vi kommer, mere ”barnlige” end os selv. Det er dette Lamheds-Smil, der i Virkeligheden tænkes paa, naar man taler om, at vor ”Kultur” skal værne os. …”
Endnu et citat fra samme diskussionsaften. Og her taler Peter, som er Niels’ eneste proselyt – og her forsvarer han forsvarstanken:
” … jeg troer aldrig, jeg bliver forlovet. For der er en Kvinde, jeg elsker, hendes Herlighed, hendes Rigdom, en Kvinde, som – man ikke kan faa. Det er den danske Kvinde, hende, der hedder Danmark. Det er ikke blot for hendes Alders og Værdigheds Skyld, at det er umuligt, for sommetider er hun saa ung og seer saa yndig ud, men alligevel. Hun forlanger slet ingenting for sine Gaver; vi kan levehøjt af det, hun skjænker os, og aldrig sige hende Tak derfor.”
Osv. – åh nej, HUN kræver ingenting, siger Peter (Knudsen) men hun kræver så alligevel unge mænds ultimative offer: døden på slagmarken – døden for hende. Og desuden: hun gør åbenbart den forelskede impotent over for den kødelige kvinde, han møder og synes om.
I hele romanen forsøger Peter nemlig at fri til Grete, men i afgørende situationer KAN HAN IKKE. Åbenbart takket være kærligheden til DANMARK.
Jyder (1915) – 17 Fortællinger.
Ganske underholdende – vist er Knudsen bedst i novelleform. Hyggelige skildringer af livet i begyndelsen af 1900tallet. Karaktererne er dog også her klicheagtigt tegnede. Men underholdende. Jeg tænker på de Familiejournalfortællinger, jeg slugte som barn. Nu slugte jeg også gerne Knudsens. Rigtig god bliver han, når han fortæller om sine personlige oplevelser som foredragsholder rundt om i landet.
En gammel slægt (1918)
Hele vejen igennem en sørgelig og håbløs fortælling om en gammel slægts degenerering til sygelige og forbryderiske og i bedste fald komiske eksistenser. Her lades alt håb ude. Sønnerne bliver alle forbrydere, og døtrene dør af tæring. Jeg tænker på Hermann Bangs ”Håbløse Slægter” – men den er dog højt hævet over Knudsens jammerkomedie.
Jeg kom også til at tænke på den gamle sang: ”Her går det godt, Fru Kammerherreinde”.
Jakob Knudsen er dog i stand til at skabe situationer, hvor man mærker, at hans sympati for personerne er ægte, og det kan undertiden blive ganske rørende. Og vist har han evner som forfatter, men han blev altså også omtalt i tiden som mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur.
 
Jeg vil slutte mit indlæg om Jakob Knudsen med at pointere, at jeg aldrig har forsket i forfatterskabet, og at jeg sikkert ikke yder forfatteren retfærdighed. Ovenstående er blot mit første indtryk af bøgerne. Og min helt personlige mening.
Og jeg tror stadigvæk, at “Se nu stiger Solen af Havets Skød” skal synges til min begravelse. Sammen med Ingemanns “Dejlig er Jorden.” Men begge forfattere var nogle slemme karle, hvis jeg skal dømme dem. Det skal jeg heldigvis ikke. Og skrive salmer kunne de.
—————

Intermezzo

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Det er sommer. Det er tid for haven, gæsterne, børnene, besøgene. Og jeg når ikke andet og sætter derfor min blog på stand-by.
Ja, men der står den jo udmærket.
God sommer!

KOKHOLM

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

KOKHOLM

Da min mor blev gammel, glemte hun det meste omkring sig. De nære ting skiftede karakter og fyldte hende med utryghed. De blev til fremmede og sære billeder på noget, hun ikke kunne forholde sig til.
Hun boede da i en lille stationsby, som ganske vist ikke hed Hulsig som den by, hvor hun var født og opvokset, men som dog lignede den på ét punkt: Også her lå en lille station, og også her stod folk af toget og gik med deres bagage ned ad den lange landsbygade.
Fra sin lænestol havde hun godt udsyn over vejen, og når de rejsende passerede forbi derude, kunne hun lyse op og udbryde: ”Ih … se! nu kommer der badegæster?” Og stemmen var fuld af glæde. Det var vel først og fremmest genkendelsens glæde, der et øjeblik trodsede Alzheimers hærgen. ”Det her ved jeg, hvad er”
Men det var også et genskær af den glæde, der engang greb alle beboerne i Hulsig, når Skagenstoget spyttede disse fremmede folk ud i den lille by, hvor den samme håndfuld familier havde levet isoleret i generation efter generation.
Nu skete der noget nyt. I begyndelsen af det 20ende århundrede blev det lille forblæste sted forvandlet til et mondænt ferieparadis for nogle af landets rigeste og kendteste danskere. Et kontrastrigt møde mellem de traditionsbundne Hulsigboere og “Le Grand Monde”.
For mange, og i al fald for min familie – og både min far og min mor er født i Hulsig – blev det en omvæltning. Farfar blev kusk for Kong Frederik d.8. og for Kronprins Christian (senere Kong Christian d.10.) og min morfar, der var uddeler, fik pustet nyt liv i sin lille butik.
Det var nye tider. Min mor bar minderne om de lyse somre med sig gennem hele livet. Ikke engang Alzheimers formåede at viske den ud.
Det var tidernes gunst for den fattige egn. Skagen var for længst blev et af de mest mondæne feriesteder i Danmark. Tiderne ja, lad os se lidt på dem. Var de nu så gunstige?
Jeg kender bedst tiderne (set indefra) gennem litteraturen. Her får man et andet billede af Danmark i 10’erne og 20’erne end det, der udfoldede sig i fredelige Hulsig. Herom senere.
Fra journalistikken har jeg også et kendskab til tiden. For nogle år siden, da jeg skrev Hændelser ved Hulsig, trevlede jeg mig møjsommeligt gennem Skagen Avis – fik alle årgangene leveret og læste så meget, jeg kunne nå. Et broget billede tegnede sig. En ny tid. En materialistisk tidsalder. Det så man også i Skagen. Men på afstand.
Maskinerne buldrede frem. Og nu digterne. De unge jublede. Futurismen er fuld af blind tro på fremskridtet og iskold og maskulin tro på styrke og kraft. På alt det nye. Maskinerne. Hygiejnen. Farten. Det kan kun gå én vej: FREM
Fremdriften. Men det er en blind drift. Andre, mere følsomme digtere ser den katastrofe nærme sig, som udløses af den blinde dyrkelse af muskel (maskin)kraft. Henrik Pontoppidan f.eks. i ”De dødes Rige” og ”Roger Martin du Gard” i Familien Thibault.
Et vældigt materielt kvantesspring – ja, men også et spring lige ind i den alt omfattende ødelæggelse – 1. Verdenskrig, som alle andre end danskerne kalder Den store Krig.
Men i Hulsig mærkede man ikke meget til truslen. Eller krigen, da den kom. Der lå ganske vist et engelsk krigsskib for anker ud for Hulsig. Var det mon en fjende eller en ven? Det kunne man diskutere. For 100 år siden var man i krig med England. Siden har man været det med Tyskland, og i 1864 måtte også folk herfra drage i felten. Min tipoldefar måtte sende alle sine tre sønner i krig. En stod ved Dybbøl, og to kæmpede ved Helgoland. Alle tre overlevede, men var velsagtens mærkede af krigens rædsler. En af dem tog langt senere sit eget liv.
Alt var ikke idyl i den smukke naturperle deroppe på toppen af Danmark. Det var en barsk egn, og det var barske folk, der beboede den. De havde måttet kæmpe hårdt for at overleve. For dem var naturen ingen ven. Den var fjenden. Sandstormene og oversvømmelserne – alle disse ødelæggelser – det kunne en krig ikke gøre mere effektivt.
Men alt det så badegæsterne ikke. De så den storslåede natur, de så himlen og havet og sandet. Og menneskene fandt de pittoreske. Og i litteratur og billeder fik de ansigter og mæle.
Skagen havde allerede tidligt i 1800tallet trukket kunstnere til stedet. Senere blev det også feriested for landets velhavende familier. Men hvordan gik det til, at også Hulsig begyndte at tiltrække landets overklasse?
Hvad skete der? Hvornår skete det, og hvem fik det til at ske?
Det vil jeg forsøge at finde svar på i det kommende efterår og senere skrive en bog om. Bogen skal hedde KOKHOLM. Ja, for det var først og fremmest hans og hans kone Elisabeth Houkjærs skyld, at den udvikling, som jeg har givet et rids af, kom i gang og tog fart og forvandlede det lille sted til et stort sted.
Nogle billeder:

Ægteparret i midten (lidt til højre) er Kong Christian d.10 og Dronning Alexandrina. Til højre for dem står min farfar Janus Hesselholt

Hulsig Kirke

En af de tre Houkjærsønner hjemvendt fra krigen 1864 (Vist nok Jens Houkjær)

Lærer Pinholt med en klasse – Rannerød Skole

Intermezzo

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette lille mellemstykke er på sin plads –  navnlig efter al den forrige snak om faglighed og saglighed.
Det drejer sig om en rettelse.
Jeg blev ringet op af Egon Ebbesen, som er bror til Ulla Poulsens (solodanserindens) husholderske, som jeg kun kender under navnet “Nete”. Han kontaktede mig dels for at fortælle mig, at Nete døde i 2015 og dels for at korrigere et indlæg, som jeg har på bloggen d. 13 november 2016. Her står, at Ulla Poulsen blev gift med Knuth til Knuthenborg, men skilt fra ham igen, fordi hun ikke kunne skaffe ham arvinger. Det er ikke rigtigt. Hun blev i 1939 gift med baron Rosenørn-Lehn til Oreby – og ham blev hun skilt fra.
Det var desuden på Oreby, hun traf Nete, som hun bevarede et fint forhold til resten af livet.
Det er imidlertid ikke mig, der har anbragt Ulla i det forkerte ægteskab. Det er Ellen Åmand, hvis lille hefte om Ulla P. jeg har trykt for hende og fået lov at lægge ind på min blog. Jeg vil alligevel gå tilbage til indlægget og notere den lille fejl. Ellen var levende optaget af at skrive om sit liv og sine venner, og jeg har trykt flere af hendes små hefter,  Hun var imidlertid ikke akademisk trænet i kildekritik. Men jeg har aldrig rettet i hendes skrifter.
Det vil jeg så undtagelsesvis gøre nu.
Og tak til Egon Ebbesen – det er SÅ berigende for mig, hver gang nogen reagerer på mine indlæg. Rettelser er jeg naturligvis især glad for, men også kommentarer af enhver art. Så forestiller jeg mig, at der virkelig findes nogen derude, der kan have glæde af det, jeg skriver.

Faglitteratur – Saglitteratur – fagligt/sagligt

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Der er grøde i så meget for tiden. Kommer lige fra haven: og se, hvor det myldrer op af jorden derude. Lavendlerne knejser blå og ukuelige midt i haven og rundt om vælter det frem med roser og pæoner og masser af vilde valmuer. Vildskab og kuet natur i smuk forening
.
Men det jo ingen gartnerblog, det her, må jeg minde mig om, og inden jeg helt forsvinder i henrykkelse over blomsterdufte og forførende farver, må jeg forlade haven og lade et blik glide hen over reolens mange mange bøger, der forresten i vores hjem slet ikke er farveløse, men spræller i alle nuancer.
For det her er jo (eller skulle være) en litterær blog. I litteraturens verden sker der også meget nyt. Hver ny bog er et mirakel. Og så taler man om nye genrer.
Men så nye er de jo ikke. Det meste er set før. Unge læsere har glemt det og tror, at det skubber litteraturen i nye retninger, når genrerne brydes op og gensplejses på kryds og tværs, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det, man læser er digt eller virkelighed.
Er det fiction eller non-fiction?
Denne blanding af genrerne er ikke et nyt fænomen, men det florerer for tiden. Det er sandt. Selvbiografier har altid været en skøn blanding af løgn og latin (= af digt og saglighed). F.eks. Ingemanns: Levnetsløb – det er en herlig barndomsskildring og man er ikke i tvivl om, at de mange små erindrede episoder ikke får for lidt under forfatterens pen. Der males op, der pensles, der digtes. Det bliver fiktion. Det samme gælder H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” – et lille digterværk, som da også korrigeres i “Mit Liv uden Eventyr”.
Så Knausgaard bryder ikke ny jord, når han i Min Kamp skriver, som om det her er SELVESTE SANDHEDEN – fortalt i en skønlitterær form.
Da jeg underviste i dansk i gymnasiet lærte jeg eleverne, at man må skelne mellem faglitteratur, som kunne være videnskabelige artikler, akademiske afhandlinger, lærebøger og alt andet, der var fagligt funderet i konkret viden og heftet på et troværdigt kildemateriale – og så alt det andet ikke-skønlitterære, som så var sagprosa.
Faktisk vil jeg, inden jeg går videre med genrebegrebets finurligheder, tilføje, at jeg slet ikke tror, der findes litteratur, som er mere saglig = sand end anden litteratur. Den saglige sagprosaforfatter kan skrive uinspirerende og unuanceret om et komplekst og spændende emne, og så bliver det jo løgn, skønt han holder sig til og lader sig styre af kilder og selvsyn.
Et eksempel på det:
Jeg har for nylig læst Christen Kolds “Rejsen til Smyrna” – og jeg havde da ventet, at jeg der ville blive meget klogere på mange ting både i forbindelse med den store skolemands liv og levned og på tidens særpræg. MEN HAN SER OG OPLEVER INGENTING. Jo, der er da enkelte beskrivelser (dårlige) af nogle bygninger og (endnu dårligere) af nogle udsigter. Men mest fortæller han om den mad, han spiser og om den dødsenstriste og dysfunktionelle familie, han følges med og hvor han er ansat som tjener. I et brev til en en god bekendt, Madam Knudsen, skriver han f.eks.:
… heller ikke har jeg stor lyst til at skrive da jeg egentlig ingen Ting har at skrive om. 
Ikke desto mindre boede han i Smyrna i 5 år og ernærede sig i de sidste år af opholdet som bogbinder. Altså levede han i god overensstemmelse med apostlenes visdom: at arbejde og at leve simpelt. Dog forsøgte han ikke at omvende tyrkerne til kristendommen, og så vidt jeg kan se, var alle hans kunder europæere og han havde næppe nærkontakt med de indfødte.

Jeg har ikke opgivet at skrive en bog om Kold – bare jeg kunne lade være med hele tiden at tænke på ham som “Kedelige Kold” – det er sikkert ufortjent, og han var jo langt fra nogen skrivekugle. Havde vel vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt.
Det er nok bare derfor.
Når jeg i ovenstående har vrøvlet lovligt meget om noget så kedeligt som genrer, så er det, fordi jeg vil begive mig ud i sagprosa- (måske fagprosa-)genren.
Jeg håber, at det vil lykkes. Først kommer Chresten Kokholm – og han var ikke kedelig – så kommer Christen Kold – og det er en hel anden historie, skønt de er navnebrødre og begge er børn af 1800-tallet.