Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Har netop skrevet en ungdomsbog færdig, som handler om kampen mellem det gode og det onde. Gud og Djævelen er på spil i bogen. Og man kan måske sige, at kampen ender uafgjort. Eller rettere, kampen ender aldrig hverken i min nye bog eller i livet. Men netop, fordi vi mennesker kender forskel på godt og ondt, så er det underligt, at kampen ikke kan blive kæmpet til ende.
Det kan den åbenbart ikke, måske fordi den foregår inden i hver eneste af os, og måske er vi alligevel ikke så gode til at se forskel på godt og ondt. Måske er det faldne menneske faldet så dybt, at det ikke kan hive sig op af sumpen og blive til i lyset. Som der står et sted i Bibelen: “Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”
Syndefaldet – ukendt maler
Jeg har længe villet skrive noget væmmeligt om Luther og hans regimenter og noget smukt om Erasmus af Rotterdam og hans tolerance og humanisme. Og det kommer jeg til at gøre senere, men endnu mangler jeg at færdiggøre de studier, som gerne skulle gøre mig klogere på både renæssance og reformation. Så jeg ikke kommer til at forenkle alt for meget.
Men min tese er enkel: Luther er voldelig og intolerant, og Erasmus er venlig og tolerant.
Men først vil jeg forsøge at undersøge, hvad det er, der gør, at vi “falder i Den Ondes kløer” gang på gang. Både i den fælles historie og i det individuelle livsforløb.
I ovenstående sætning har jeg personificeret ondskaben – og det gør man jo i Kristendommen: “Jeg forsager Djævelen og al hans væsen …”
Så lad os bare holde fast ved det.
Det kunne være interessant at finde ud af, hvorfor det onde (=Den Onde) stadig har et så solidt tag i os mennesker, synes jeg. Og her vil jeg tage udgangspunkt i to bøger, der begge handler om nazitiden i Tyskland. Niclas Franks bog: Faderen, og Erich Kästners bog “Notabene 1945”.
Niclas Frank er journalist, født i 1939, og har skrevet mange bøger. En af de seneste, Faderen, er et opgør med nazitiden og med faderen (Hans Frank), som var Hitlers generalguvernør i Polen. Han havde altså bl.a. Auschwitz i sit område, og en af hans opgaver var at udrydde jøder. En af hans primære funktioner var at skaffe slaver til Det Tredje Rige. Han er citeret for følgende replik: “Når vi har vundet krigen, kan vi for min skyld lave hakkekød ud af polakkerne og ukrainerne og hvem der ellers hænger rundt omkring.”
Så kan vi næppe komme ondskaben nærmere.
Erich Kästner var forfatter og har også skrevet mange bøger. Ovennævnte kom i 1961 og er udgivelsen af forfatterens egne dagbogsoptegnelser i de sidste krigsmåneder. Kästner forblev ( i modsætning til de fleste andre forfattere, som var imod regimet) i Tyskland under hele krigen.
Jeg vil fortælle lidt om bøgerne og citere fra dem. De belyser begge “ondskaben” – og forsøger sig lidt med at forstå, hvad det var, der fik så mange millioner tyskere til at “vælge” og underkaste sig et totalitært regime med en indbygget ondskab, der var så modbydelig, at det trodser enhver beskrivelse.
Niclas Frank. Lad os slå fast med det samme, at han ikke forsøger “at forstå” faderen. Han køber ingen undskyldning og slet ikke den med, at faderen skulle være et offer for verdensituationen. Han var ikke blevet skudt, hvis han havde sagt nej tak til jobbet. Men han sagde ja. For han elskede det.
Hvor dybt ondskaben stak i nazisterne belyses gang på gang i bogen. Niclas Frank fortæller, at han som lille dreng blev “passet” af en SS-officer, som tog ham med i et fængsel. Her åbnede han cellen ind til en lille jødisk pige. Drengen så hendes store angst og begyndte at græde. Officeren trøstede ham med ordene: “bare rolig, den lille heks vil være død i morgen.”
Bogen Der Vater er bygget op som en lang samtale med faderen. I nedenstående får vi et lille glimt fra Nürenbergprocessen, hvor faderen sammen med en række højtstående medspillere i naziregimet, dømmes til døden ved hængning. Forhørslederen har spurgt Frank, om han kender sig skyldig og faderen svarer ikke:
…(318-19) “For helvede, far, du er sådan en umulius … Dr. Seidl: “Jeg dropper spørgsmålet” Men det gør jeg ikke. Jeg forsøger at give dig genoprejsning med hver en fiber i min sjæl. For pokker, det er skærtorsdag, dagen før Jesus, der så ofte blev citeret af dig, af mor, af Himmler, Goebbels … og den del af den treenige Guddom, som I lagde beslag på, blev slået op på korset. Gør det! Og glem ikke mig. Jeg er syv år gammel. Jeg vil leve, længere end jøderne, end polakkerne, end ukrainerne, end flygtningene. End dig.
Dr. Seidl: “Hvad har De at sige til disse anklager …?” Chance nr. 2. Men jeg værfter den væk, før jeg hører dit svar. Der er kun et fløjt fra mor, der kan få dig til at ranke dig, når du forsøger at fedte dig ind hos nogen. Mor er her ikke, så du siger: “til disse anklager har jeg kun at sige, at jeg vil bede retten om at fastslå omfanget af min skyld ved afslutningen af min sag.”
…Seidl lægger op til næste spørgsmål, og du fortsætter: “Selv vil jeg gerne sige fra hjertet og ud fra oplevelsen af denne fem måneder lange proces, at jeg bærer på en stor skyldfølelse efter at jeg har fået indblik i alle de frygtelige grusomheder, der har fundet sted.”
Seidl … genvinder balancen og overtager med det samme: “Hvilke mål havde De sat Dem, da De overtog posten som generalguvernør?” Dig: “Jeg blev ikke informeret.”
Som man kan se af ovenstående citat, er Hans Franks svar meget forvirrende og han lader, som om han ikke vidste noget om grusomhederne, skønt det var ham, der var en af de værste bødler. Forhørsdommeren bliver da også flere gange bragt ud af fatning over svarene.
Bogen ender med, at sønnen “æder” faderens indvolde. Det er en makaber slutning. Jeg citerer lidt fra den her:
( citat 330) :“Jeg synker dig og den sidste syndflod af løgne, indtil din pumpe bliver slatten, og du synker sammen i vidneskranken som en las kød, imens jeg, en evig barnezombie, springer veltilpas derfra, springer derfra igen og igen …”
Bogen er på alle måder barsk. Opgøret med faderen smerteligt og voldeligt – for der er virkelig tale om had og vrede, som næsten er ustyrligt.
Og så kom jeg bagefter til at tænke på, at der engang må have været kærlighed. Hadet lyser, vreden lyser – meget stærk bogen igennem. Men slutscenen, hvor drengen spiser sin far kunne måske alligevel pege i en anden retning. I al fald kom jeg i tanke om et meget fint digt, der også handler om at spise sin elskede, og som er ligeså makabert. Men det handler alligevel om kærlighed. Det er skrevet af Bo Hr. Hansen og lyder (efter min hukommelse) sådan her: “Vil du elske mig/ til døden os forener/ til vi ligger i hver sin/ maddikegrav/ og spiser af hinanden.”
Den næste bog er helt anderledes. Det drejer sig om Erich Kästners “Notabene 45”. Her er ingen egentlig vrede. Forfatteren skriver sin dagbog midt i Det tredje Riges undergang i 1945, og Kästner befinder sig i den periode i Tyrol, hvor han er en del af et filmselskab, mere eller mindre smuglet med som ven af instruktøren. Hans kone Lotte er også med. Man hører skrækkelige historier om flygtninge, som krydser det idylliske Tyrol. Og også Kästner beskæftiger sig med skyldsspørgsmålet. Bogen er skrevet i en rolig, behersket tone.
Er de tyskere, der blev i Det tredje Rige ( inklusive ham selv) uden at gøre modstand, medskyldige?
Egl. ville han ca. 10 år efter krigen skrive en stor roman om hele perioden fra Hitlers magtovertagelse til opløsningen i 1945. Men han opgiver det. Og i stedet udgiver han i 1961 sin dagbog.
Her prøver han at forklare, hvorfor tyskerne handlede, som de gjorde. De levede under et voldsomt tryk. Og det pressede menneske udsættes for tre faser:
“(side 152) I dette første stadium føler mennesker endnu angst. Det er angst for den økonomiske ruin, for fængsler, for prygl, for spark, for pisken, for sult og sygdom, angst for sine pårørendes liv, angst for ens egen død, og angst for af angst at lyve og forråde.
“I andet stadium af forandring under tryk føler mennesket kun en eneste angst: at sige noget andet end det, man vil høre af ham. Og i det tredje stadium har han overhovedet ikke mere angst. Processen at ændre ham under tryk er lykkedes … Han er tilfreds med sig selv, fordi man er tilfreds med ham. Han er lykkelig, fordi han af egen fri vilje deler de herskende forbryderes synspunkter. Skulle de slæbe ham for retten og anklage ham for en afvigende, eventuel human mening eller handling, behøvede de ingen anklager. Han ville selv være mest opbragt over sit tilbagefald” (citat slut).
Alligevel frikender Kästner ikke de tyske modstandere af diktaturet, som forblev inaktive, som ikke gjorde modstand. Han føler sig skyldig. Mener endda, at denne passivitet ligger i tyskerens karakter. Han er sådan indrette, at han må lade sig undertrykke. Han skriver:
(Citat side 194) (Vi tyskere) tager bibelordet “vær øvrigheden underdanig!” mere bogstavelig end andre folk. Vi bliver ved med at være underdanige undersåtter, selv når storhedsvanvittige massemordere regerer os. Og hvad der hindrer os i oprøret, er ikke bare lænkerne. Hvad der lammer os, er ikke bare den nøgne angst. Vi er rede til at dø i hundredetusindvis, endog for en dårlig sag, når blot det sker efter højere ordrer. Vi ofrer os selv en gros og på kommando. Vi er ingen attentatmænd, heller ikke for en ædel sag, nej, slet ikke for den. Vore attentater mislykkes. Det hører med til karakteren. Vi er politisk subalterne. Vi er statsmasochister. “Spanskrøret ligger jer for dybt i blodet,” skrev jeg en gang. …(Citat slut)
Når jeg læser det dagbogsnotat, som altså er skrevet lige efter sammenbruddet i 45, så kommer jeg til at tænke på Alice Millers bog: “I begyndelsen var opdragelsen” – her fortæller hun, hvordan Hitler systematisk og dagligt blev pryglet og på anden vis mishandlet af sin far barndommen igennem. Men det mest uhyggelige ved hendes bog er dokumentationen af, at vold i børneopdragelsen er almindelig accepteret i samtidens Tyskland. Det er altså daglig kost for mange børn.
Kästner slutter sin dagbog 2. august 1945. Netop den dag kommer der en tidligere kz-fange til det lille smørhul i Tyrol, hvor digteren bor, og denne mand fortæller ham om, hvordan livet var i lejrene. K¨stner skriver i dagbogen:
( Citat side 198) Væmmelsen over det, der er sket i lejrene, lader sig overhovedet ikke gengive. Man kan kun opregne eksemplerne, som om det drejer sig om et katalog, om statistisk materiale, om poster i registret, i synderegistret, i et forbryderherredømmes dødssyndsregister. Det er eksempelløse eksempler. Morderne var dyr, der anså sig selv for mennesker. Ofrene var mennesker, man anså for dyr. Det, der skete, hører ikke til i historien, men i djævelens salmebog. Lejrene lignede sindssygeanstalter, men her var det bare omvendt, for det var ikke beboerne, men peronalet, der var sindssyge.” (citat slut)
Derefter giver han sig alligevel nøgternt til at opremse eksempler ( fra kataloget) og det er så grusomme hændelser, at jeg ikke kan gengive dem her. De er ikke til at begribe.
Ondskaben kan ikke forklares. Djævelen? Jo, men det er nu mest i Middelalderen, man for alvor troede på ham. Der stikker han fjæset frem på rigtig mange kalkmalerier f.eks. Eller er det sådan, at han stadigvæk dukker op alle vegne? Da præsten Jacques Hamel blev myrdet af en islamist i sin kirke i Normandiet forrige år, var hans sidste ord: VIG BAG MIG SATAN. Han så altså ikke blot det onde, men også Den Onde og gav ham navn: SATAN. Ukært barn har også mange navne.
Det lille indlæg her kommer jo ikke sandheden om ondskaben nærmere, men måske sætter det nogle tanker igang? Så gør det jo lidt gavn.
