Kokholm 46

Udgivet den 23/07/2021 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu har “Dronning Elisabeth af Kandestederne” trukket sit eget vejr ubesværet i to måneder. Dejligt for mig at opleve.

Jeg har fået gode kontakter i de forløbne to måneder. og det er så skønt. Tak til alle jer, der har ringet og mailet til mig. Jeg vil sige som dronningen (Margrethe): “det varmer.”

Det begyndte med den fine aften på Skagen Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen. Her kunne jeg til min store glæde se, at det ikke kun var mig og mine to medlæsere, der fandt bogen interessant.

I den kommende tid vil jeg reflektere lidt over, hvad der er sket og måske over, hvad der vil ske med mit forfatterliv(skab).

Skønt det sidste må være noget svævende, for jeg er ingen spåkone, og når jeg forsøger mig i den retning, går jeg altid galt.

Men jeg vil prøve alligevel – fejltrin fører ikke altid til fald.

Vent og se!

Mens det sker 12

Udgivet den 18/07/2021 af marianne

Svar

Det er længe siden, jeg har skrevet et indlæg om det her emne: mens det sker. Om demensen, som vi har fået. Jeg skriver “vi” – det kan jeg lige så godt. Og hvad er det så, der sker?

Her er et postulat: Du bestemmer selv, hvordan udviklingen af demens skal forløbe.

Nej, ikke helt hvordan, men hvor hurtigt.

Ikke altid, det ved jeg nok, men som regel er det sådan, det forholder sig.

Man er altså ikke helt magtesløs som nærmeste pårørende.

Tværtimod.

Det har jeg altid troet på, og nu, hvor Hr. Alzheimers har været fast logerende i huset i flere år, er den tro vokset.

Det er nok (heldigvis) sådan, det oftest forholder sig. Og lad os derfor som pårørende forholde os til det! Og holde fast i det som om det var et faktum og ikke et postulat.

Jeg kan også sige det på den her måde: Den demente er sådan, som du behandler ham/hende.

Replikskifte fra forleden: Han: “Hvor er det dejligt at komme hertil. Jeg genkender det hele.” Jeg: “Ja, men det her er altså Ålum. Vi er hjemme nu.” Han: “Hvor er det dejligt.”

Som jeg husker. Fantasibarnet

Udgivet den 11/07/2021 af marianne

Svar

I den kommende tid vil jeg skrive nogle blogindlæg, som alle handler om den lille pige, jeg engang var. Ikke fordi jeg vil skrive en ny bog. Men fordi, det kunne blive morsomt (for mig) at give minderne om dengang for længe længe siden et sprog.

Et af mine første erindringer har (måske ikke så mærkeligt) en religiøs farve. Kulørt ganske vist. Fetishagtigt og ikke spor kristeligt. Når det alligevel ikke er mærkeligt, så er det fordi, min åndelige opdragelse dengang var lagt i hænderne på Bedstemor, som boede hos os, og som var aktiv både i Indre Mission og i Ydre Mission, og det første, jeg husker læst op, var små beretninger fra Afrika. De stod i Yola-Bladet ( Dansk Ydre Missions Tidsskrift) – der må have været et børnetillæg. Jeg husker i al fald fortællingen om en lille negerdreng i Sudan, som spiste rotter, fordi han var så sulten. Og så var der Metodistkirken, hvor vi børn kom fra helt små: spejder og søndagsskole.

Her er den første erindring, som jeg husker selv om den står i et lidt tåget skær.

“Gud. Nej ikke GUD – gud.

Og han er ingens far. Kun gud.

Stanken fra den rygende asfalt trænger ind i næseborene. Jeg nyser og nyser – og holder krampagtigt fast i gud.

Jeg er fem år og ny på jorden. Han er gammel og har været her altid.

Vi to, tænker jeg måske.

Jeg har klædt ham på med en enkelt lang, spraglet klud, en las er det vel nærmest, som jeg har viklet flere gange om hans tynde krop. Jeg ser vinden fange den, løsne den, lege med den og slippe den igen. Så hænger den slapt ned.

Sådan er det bedst.

For han er gud.

Nu står han så der, klemt fast i asfalten.

For lidt siden krøb jeg sammen i vejsiden. Jeg rystede ligesom hele verden, mens den store tromle buldrede forbi og trykkede den rygende asfalt flad.

Bagefter plantede jeg ham i den sorte stinkende flade og foldede hænderne..

Jeg retter mig op. Ser på den lille skikkelse, der står ensom i røgen. Låst fast. Midt i Tornebusken.

Jeg knæler ned og bøjer mig ind over ham, så holder jeg med hænderne om hans tynde, tynde krop og forsøger at rokke ham frem og tilbage, indtil han begynde at duve i mine hænder.

Måske græder jeg for hans fødder.

Men han har ingen fødder.

Min gud er fodløs og hovedløs og årløs og tåreløs.

Og han er ikke urokkelig.

Men hele natten er han hos mig.”

Jeg har aldrig udgivet mine digte. Det er der en grund til. De er ikke særlig gode, og middelmådige digte har det bedst i skuffen. Men jeg har altid skrevet altid, og nu fandt jeg en stak digte frem, som jeg skrev som ganske ung. For jeg vidste, at der var et iblandt mine ungdomsdigte, som handlede om det, jeg har forsøgt at huske herover. Jeg skriver digtet her. Det er dateret 1964 og lyder:

“som barn/ bandt jeg klude/ af gloende rødt/ om fine kviste fra piletræer/ et sted glødede asfalten/ i solens brand/ her knælede jeg/ og med alvor og andagt/ fæstnede jeg/ de røde laser/ i den sorte asfalt/ så sad jeg stille/ og sugede saften/ og den ildrøde farve/ ind i mit blod/ til jeg følte mig hel …”

Jeg har ingen fotos af den pige, der var så mærkelig og som gik så sære, ensomme veje. Det nærmeste er et billede, hvor jeg knuger, ikke en gud, men en dukke ind til mig. Og der er jeg syv år. For dukken fik jeg til min fødselsdag, da jeg blev syv år, og jeg døbte den Ole. Min Dukke Ole fyldte sikkert mere i mit barneliv end de sære gudsfantasier. Jeg var også en helt almindelig pige. Og vist legede jeg med dukker. Og vist hed min favorit Ole.

Intermezzo – fremtiden

Udgivet den 19/06/2021 af marianne

Svar

Fremtid. Det er der ikke noget, der hedder.

Der er kun nu.

Og nu er også i morgen og nogle dage frem.

Kan man kalde det fremtid?

Jeg vil ikke gøre det.

Bartholdy, som var min bedstemors guru, skulle engang have sagt: “Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle dø i morgen og troede på det, så ville jeg alligevel gå ud og plante det træ, som jeg netop har anskaffet. Og jeg ville straks begynde at glæde mig til at se det gro.”

Absurd, ikke?

Men sådan er livet.

Også. Absurd.

Også den her blogs fremtid er en illusion.

Men jeg vil lade illusionen forvandles til noget andet irrationelt – som også findes i mit hoved. Tro.

Jeg vil tro.

RATIO – lad os starte der. Og jeg skal forklare:

Jeg har altid været rastløs, når et projekt var til ende. Og kastet mig hovedkuls ud i et nyt. Det gjorde jeg også denne gang. Da “Elisabeth …” i foråret fik ånde og viste sig at være levedygtig. Jeg kastede mig ud i lange strækøvelser.

Og forstrækte mig.

Det ved jeg nu.

Jeg ville skrive en bog om “heltene fra Ålum” og de findes skam. Men de er allerede velbeskrevne. Der findes en glimrende bog om Sankt Kjeld – og der er også skrevet om Thranerne.

Så hvad skal jeg der?

Forfatterliv lige nu

Udgivet den 29/05/2021 af marianne

Svar

Nu er det en halv snes dage siden, at ”Dronning Elisabeth af Kandestederne” forlod kasserne og fløj ud i verden.

Den er altså på vingerne, flyver ikke med bedstselleragtig speed ganske vist – ikke, fordi den ikke er er flyvefærdig, det er den – men fordi de litteratursociologiske forhold er som de er i det her land.

Og i den virkelighed er der ikke ilt til små forlag som mit.

Men bogen flyver alligevel, og det er det vigtigste.

D.28. juni lanceres den på Skagen Bibliotek og senere på biblioteket i Randers.

Og jeg vil selvfølgelig holde en række foredrag om den, som jeg plejer at gøre, når en ny bog udkommer.

Jeg har ikke kontrakt med boghandlerne. Jo, med enkelte har jeg fået gode aftaler, og det er fint nok, men det er helt mit eget benarbejde og ikke altid lige behageligt. Her står man med en RIGTIG god roman og vil gerne sælge den, men modtages som var man kolportør af Vagttårnet.

Pyt – Ce n’est pas grave!.

Når jeg har fravalgt en boghandlerkontrakt, så skyldes det flere ting: Dels de mange udgifter, der knytter sig til pengemaskinen Bogportalen og dels PostNords meget høje priser på forsendelser, og desuden, at samme postvæsen ikke mere kører til døren dagligt, og man derfor er ude af stand til hurtig levering af varen.

Herude, hvor vi bor, kommer posten to gange om ugen. Og så er pakken fem-seks dage eller mere undervejs.

Det er en umulig situation for mig. Når jeg sender en bog til en boghandler via Bogportalen, skal jeg betale gebyr til It-systemet, og boghandleren skal have 40% i rabat, og staten skal have 25 % i moms og PostNord skal have 66 kr for at sende bogen.

Og så tjener jeg ingenting. Jeg sætter penge til.

Men husk, kære læser: du kan ALTID købe mine bøger. Det er let:

Send mig en mail med dit navn og adresse, og jeg sender dig en bog. Det tager så nogle dage, inden den når frem til dig, men du får den, og jeg kan overleve som forfatter en tid endnu. Og tro mig, det er et job, som jeg faktisk er ret god til.

Jeg har nu udgivet 20 bøger. Det er et smukt tal. Denne bliver den sidste. Og husk, at hvis du vil læse om mine bøger, så kan du gå på min webside: www.hesselholt.com. Der findes en omtale af hver enkelt bog.

Jeg har snart 30 års jubilæum som forfatter. Og det er 15 år siden, jeg oprettede mit lille forlag Ancethe. For det første syntes jeg, det var nedbrydende for teksten, at den skulle gå gennem en forlagsredaktørs ikke altid lige kløgtige øjne. Der blev rettet alt for meget i mine tekster og ofte til noget ringere end det, jeg havde skrevet. Og for det andet så ville jeg, at mine bøger skulle være smukke i det ydre også – rare at se og føle på. Det sanselige indtryk skulle være OK.

De af mine bøger, der i 15 år udkom på såkaldt anerkendte forlag var direkte grimme. Navnlig ”Isenglens Søn”, som kom på Gyldendal i en klædning, som nærmede sig avispapirstandard – det var SÅ simpelt og billigt hele vejen igennem.

Jeg gjorde derfor et ret stort arbejde for at finde frem til en bogtrykker, som kunne lave et virkelig smukt håndværk – en bog, som det var rart at have i hånden. Det fandt jeg i HORNSLET BOGTRYKKERI. Her er et lille citat fra en anmeldelse af min seneste bog ”Tobias og Englen” – det er Eva Maria Nielsen, der anmelder bogen i tidsskriftet ”Katolsk Orientering.”

Hun skriver:”Da jeg holdt bogen i mine hænder, blev jeg overrasket over det fine tryk på højglanspapir. Bogen føles simpelthen lækker.”

Du kan se hele anmeldelsen på min hjemmeside: www.hesselholt.com

De første år gik det fint med at sælge til bibliotekerne og til boghandlerne, for lektørudtalelserne var i top, og bøgerne blev pænt anmeldt. Med det nye IT-system er min forbindelse til bibliotekernes hylder åbenbart bremset.

Jeg kan sikkert ikke holde op med at skrive.

Men det bliver så her på blokken.

Og så kan du jo downloade det, du gerne vil læse. Det ville være skønt for mig at at tænke på, for vist er skriveriet af fiktion en slags samtale med nogen. Eller tale til nogen.

Men selv uden en enste læser, ville jeg skrive.

Det ligger i blodet.

Og så fik jeg netop i dag – altså 14 efter bogens udgivelse tilsendt bibliotekernes lektørudtalelse, og den er jeg rigtig glad for. Forståeligt nok, for den viser, at lektøren virkelig har læst bogen. Dejligt. Det må være et svært job med de utrolig mange bøger, der udgives hver dag.

Jeg ser først nu og jeg skynder mig at slette mine synder, at lektørudtalelsen er beskyttet af copy right de næste tre måneder. Jeg har kun tilladelse til at trykke 10% af udtalelsen. Det vil jeg så nøjes med at gøre, indtil om 3 mdr. hvor den er tilgængelig for alle. Altså jeg citerer slutningen af udtalelsen:

Vurdering: Underholdende og velskrevet fortælling. En rigtig god læseoplevelse, hvor man bliver inspireret til at læse meget mere om Kokholms Hotel og gense “Badehotellet”

Vurderet af Sanne Mendel

Mens det sker 11 –

Udgivet den 26/04/2021 af marianne

Svar

“Og du siger, at du ikke kan huske! Og så siger du sådan om det, du lige har set!?”

“Ja” sagde han. “Men jeg husker det ikke.”

“Hvad???”

“Ja, det er noget, jeg har glemt. Og jeg husker det heller ikke nu. Det er væk. Men jeg blev så glad. da jeg så det.”

“Så det? Glad?”

“Ja, for jeg kendte jo det hele igen.”

Ole var med en ven på tur. Vennen kørte ham omkring på egnen. De besøgte de små landsbyer, kørte forbi gårdene, gennem skovene, forbi søen og videre … Og det havde været en stor oplevelse, fordi han kendte de hele igen. Og så mente jeg jo, at han trods alt havde husket. At det hele havde ligget i en lille flig af hjernen og var blevet bevaret der. Så var det, at han gjorde mig opmærksom på forskellen mellem at huske og at genkende. Det er ikke det samme, men når man er dement og synes, at man har glemt det meste, så er det en åbenbaring at se noget, man har glemt og så pludselig opdage, at man kender det igen.

Det forstår jeg nu. Men det har jeg aldrig vidst før. Han lærer mig så meget nyt. Han er så klog.

I dag gik vi en lang tur langs åen. Og senere efter aftensmaden og en god film – en tur til spejlsøen. Det er kun tre minutters gang fra huset. Nærmest en del af forhaven. Og det var måneskin. Et lille mirakel af skønhed. Hvor er vi heldige.

Mens det sker 10

Udgivet den 21/04/2021 af marianne

Svar

HÅBLØSHED

Billedet af den lille russiske familie, der synes at have opgivet ethvert håb om fremskridt og et bedre liv. Den fattige russisk embedsstand var måske den grobund, socialismen spirede i. Her er det en maler, som jeg desværre ikke fik fat i navnet på – – som i den grad fanger håbløsheden ind. Jeg købte den billige reproduktion i Moskva i 1964

Digterne lagde sig i samme rille som malerne, og f.eks. Dostojevskijs “De sårede og de ydmygede” kunne have valgt ovenstående maleri som illustration for sine skildringer.

Vi ser ind i en kold verden – men er der alligevel ikke et glimt af håb? Er der ikke en ung pige, som er på vej væk fra håbløsheden – som godt kunne ligne et hvilket som helst lykkeligt barn, der har fundet noget, der rækker ud over håbløsheden?

Her er det en bog. Og den lyser i det mørke rum. Og den sender sit lys op i den unge piges ansigt, som nok er alvorligt, men også synes at have fundet ro og glæde i en verden, der rækker ud over øjeblikkets mørke og kulde.

Sådan tror jeg altid, der er et lys. At det er muligt at gribe fat i noget, hvis glans ikke er blår, men ægte og måske forløsende. Et lys, man kan være i med sin sorg og smerte. Og som i det mindste trøster.

Jeg forsøger at læse så mange bøger om demens som muligt. Rigtig meget er deprimerende læsning, hvis indhold ligner indersiden af det psykiater-hovede. vi i sin tid blev præsenteret for på demenshospitaltet.

Jeg læser i øjeblikket Dr. Al Power, som er en amerikansk geriater. Han var i mange år plejehjemslæge – til stor undren for fagfællerne, for det er en stilling, der er totalt blottet for prestige. For ham var den fuld af mening. Bogen hedder “Demens – berøvet og bedøvet.”

Han er en meget klog mand. Hans hovedtanke er, at demensramte ikke er ynkelige afvigere, som vi andre viger tilbage fra at møde, men mennesker på et nyt “udviklingstrin”, der giver dem færre, men også andre og nye livsmuligheder.

Det oplever vi hele tiden her i huset.

Det er sådan det (også) er.

Andre beskriver alzheimers som en snigende sygdom – og som EN laaaang begravelse.

Ingenting kan i mine ører lyde mere vrøvlet. Og helt forkert.

Sygdommen er ikke SNIGENDE den er LANGSOM

Og gudskelov for det. Det giver hver eneste dag sit skær af unika og skønhed, som man kan være (=hvile) i. Den her dag er dejlig. Nu skinner solen. Eller den velsignede regn falder på vores planter. Og det er nu, vi skal nyde den gode vin, den gode cigar, den skønne vandretur, hvor vi måske møder andre og får en snak. Og også i aften lyser kirken rødt foran vores vinduer – og også i aften skal vi spise en rigtig god middag. Og vi skal vælge en god aftenfilm. Og meget meget mere af samme herlige skuffe, der heldigvis ikke bliver tom i dag eller i morgen eller lige snart.

Og så vil jeg gentage, at det er fint at være pårørende til en dement. Som at få en uventet (op)gave sidst i livet. At betyde alt for et andet menneske er det kun meget få beskåret at få lov til.

Og så igen. Hurra for langsomheden. Den giver os tid. Den giver os håb om, at også i morgen bliver en god dag.

Langsom er et dejligt ord. Forestil dig et gourmetmåltid, hvor der er kælet for maden, og hver mundfuld er som at tage en bid af himlen. Det oplever vi ikke så tit. Men af og til. Og så kan vi da kun spise langsomt (ikke snigende, vel) – vi kan tale om et langsomt måltid, ikke et snigende måltid.

Al den fryd, sanserne kan fylde os med, skal vi lade os tanke langsomt op med. Nyde hver duft, hvert syn, hver smag, hver lyd … det skal ikke snige sig ind i os – det skal langsomt fylde os.

Når jeg har stået i køkkenet i lang tid og gjort mig umage, så vil jeg gerne, at mine gæster spiser langsomt. Mine egne børn og børnebørn har ikke lært kunsten – de kaster sig grådigt over maden og lader sig fodre.

Kærlighed – mad – varme – lys – lad det fylde os langsomt.

Og når sygdommen banker på, må den gerne komme langsomt. Så får vi tid til at tage imod på den rigtige måde.

Kristelig Dagblad havde 8. april en artikel “De kæmper for at holde fast ved noget, der ligner hverdag.” Det drejer sig om et ægtepar, hvor kvinden Connie har fået diagnosen alzheimers, den fik hun for 7 år siden. Jeg vil citere et par afsnit fra artiklen, for der er noget, jeg kan genkende:

“Hvor de før havde lagt planer for deres tredje alder, skulle de nu planlægge med al den usikkerhed og det kontinuerlige tab af færdigheder, som følger med en alzheimerdiagnose. De valgte at være åbne om sygdommen og har ikke tal på de gange, hvor folk har sagt til dem, at Connie Steen Rasmussen ikke ser spor syg ud. Det er sikkert venligt ment, men selvfølgelig ligner Connie sig selv. Det er jo ikke et fysisk handicap, hun har fået. Selvom man ikke umiddelbart kan se sygdommen, er hverdagen svær og udsigterne dystre, siger Helge Krog Rasmussen. … De var blevet stillet i udsigt, at sygdommen ville udvikle sig hurtigt, men på det punkt er de blevet positivt overraskede.”

To ægteskaber er aldrig ens. Heller ikke to alzheimer-ægteskaber, og vores ligner og ligner ikke ægteparret Rasmussens. Men noget kan jeg genkende: andres manglende tro på, at han (min) virkelig fejler noget. Han ser jo rask ud. Ja vist. Heldigvis da. Men han simulerer ikke – han ER meget syg.

Mens det sker 9

Udgivet den 10/04/2021 af marianne

Svar

Hver morgen og hver aften holder vi om hinanden.

Hver morgen og hver aften kysser vi hinanden.

Sådan begynder vores dag.

Sådan slutter den.

Det er ikke noget nyt. Sådan har det været i mere end 60 år. Der har været enkle aftener og morgener, hvor det onde trods aftenens bøn om at fri os fra det, tog magten, og der var aftner, navnlig i de første år, hvor vi fjernede os fra hinanden. Men de kan tælles på et par hænder, og jeg husker dem kun, fordi de var så onde.

Nu gør vi daglig fælles front mod det onde. Og vi forsøger at holde det ude af vores liv med hinanden. Vi tåler ikke nogen trekant. Men Hr. Alzheimer har boret sig ind imellem os og lader sig ikke smide på porten. Han har angrebet os frontalt, og han er uden nåde, og vi ved godt, at her hjælper ingen kære mor.

Vi må hjælpe os selv. Og bede til Gud, det kan vi altid, for vi har troen. Og vi tror, at den kærlighed, som binder os sammen, sejrer til sidst. Det er i al fald i den tro, vi lever vores liv. Måske vakler troen ind i mellem, men så tager håbet over. Og som Paulus siger: størst er kærligheden.

Vi er i al fald stærkere, end vi troede, vi var, da fjenden første gang stak sit hæslige fjæs ind mellem os og ramte os lige i synet. Da han spyttede sit navn ud: Alzheimers.

Og han lo så ondt, at vi græd i mange dage. Vi græd til der ikke var flere tårer. Sådan har vi ikke grædt siden.

Glæden og latteren og den lykke, at vi stadig er sammen, fylder dagene.

Og hver af dem er blevet så kostbar.

Vi er beredte! Og nu er det forår. Og jorden er skøn. Og himlen er skøn. Og vinden er mild og vinen er liflig.

Ja.

Vi vil leve!

Mine foredrag

Udgivet den 28/03/2021 af marianne

Svar

Coronatid har betydet næsten totalt foredragsophør. Det er mit ønske at fortsætte med den virksomhed, men i begrænset omfang. Foredragene er reduceret til kun nedenstående tre. Men det er klart, at hvis nogen virkelig ønsker foredrag om de store salmedigtere, så er jeg parat. Jeg har elsket at rejse med de tre store: Brorson, Kingo og Ingemann.

På nedenstående billede har jeg den ære at blive peget på af en af de kære gamle danske konger. En ære, som helt sikkert smittede af på mit foredrag – sjældent har jeg følt mig så besjælet af mit stof. Vi kunne flyve.

Billedet er fra festsalen i Sorø Akademi

Herunder er det Ingemann og Lucie der er på talerstolen med mig – det var herlige tider med os tre

DE NYE FOREDRAG

1. Hjemstavn og Udsyn

Da gården Hesselholt blev bygget i den nordligste del af Jylland, var den omgivet af løvtræer, klimaet var mildt og jorden frodig, men i 1600tallet ændrede klimaet sig. Sandstorme og oversvømmelser ødelagde de fleste gårde på egnen, og mange bønder flygtede til mildere strøg. Nogle få gårde overlevede. Hesselholt var en af dem. Den blev ligesom en del andre flyttet til Skagen Landsogn, lidt syd for købstaden. Her levede ca. 15 familier i et par århundrede, isolerede og i stadig kamp med naturkræfterne. Folkene lærte at holde sammen og at holde ud. Men det var ikke uden omkostninger. I foredraget vil jeg fortælle om de gamle gårde og de slægter, der boede der i mange generationer. Et ganske særligt folkefærd.

2. Dronning Elisabeth

Der er skrevet flere bøger om Kandestederne og det mondæne liv, der udfoldede sig der i begyndelsen af 1900tallet. Og der var meget at skrive om, for Kokholms Hotel havde årligt besøg af medlemmer af Det danske Kongehus, og mange berømte kunstnere yndede at tilbringe somrene der. En populær TV-serie, ”Badehotellet,” tager afsæt i den nostalgiske forestilling om en forgangen idyl og gennemspiller fortællingerne om de sorgløse sommerglæder. Men der var et ganske andet liv på egnen, før Kandestederne blev ”opdaget” af den fornemme verden, og det liv står i skarp kontrast til ovennævnte idyl. De to unge mennesker, der byggede hotellet, Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm, voksede op under forhold, der var præget af slid og fattigdom. Hun var hedebondens datter, han var søn af en daglejer. Men de havde en fælles drøm, og den slap de aldrig, selv om vejen dertil var lang og brolagt med forhindringer. Med en ufattelig kraft og viljestyrke trodsede de vilkårene, og det lykkedes dem at realisere drømmen, og da pigen blev en gammel kone, blev hun af Danmarks største skuespiller, Poul Reumert, tituleret ”Dronning Elisabeth”. Hun fortjente titlen. Jeg vil fortælle om livet og menneskene, før stedet blev et paradis.

3. En rejse i Skyggernes Land

Foredraget vil handle om alzheimers, en diagnose, der var ret ukendt, da min mor fik den i 1982. I 2009 skrev jeg bogen ”Skyggelys” om min mor og holdt i årene derefter mange foredrag om emnet. Mest af alt for at forsøge at fjerne de mange fordomme, der knytter sig til sygdommen. I februar 2019 fik min mand diagnosen alzheimers, og i et par år havde jeg ikke mod til at fortsætte foredragene. Dertil fyldte det for meget i min hverdag, men min mand fik mig overtalt til at tage emnet op igen. Alzheimers er en alvorlig og uhelbredelig sygdom, men når det er sagt, er ikke alt sagt. Der er lys også på den vej, den syge går, og som man går sammen med ham/hende.

Jeg vil fortælle om dette lys, som ingen sygdom formår at slukke, men som man meget tit glemmer i fortvivlelsen over, hvor hårdt det kan være at leve i nærkontakt med den syge.

Info:

Marianne Hesselholt, Sct Kjeldsvej 2, 8920 Randers NV – tlf: 29 66 46 83

Pris for et foredrag: 3000 kr. +kørsel – bestilles på e-mail eller telefon.

E-mail: marianne@hesselholt.com

På hjemmesiden kan man læse mere om foredrag og bøger: www.hesselholt.com

På bloggen: blog.hesselholt.com kan kigge ind i mit værksted og få et indblik i, hvad der bedrives pt. Og se billeder.

Udgivelser:

Johan (1993)

Isenglens Søn (1995)

Skyd dig igennem, sagde Oldefar (1996)

Gylden Sol og sorte Skyer (1996)

Brorsons Billeder (1999)

Outside (1999)

Cirkelbarn og Sommerfugl (2000)

Det tabte Paradis (2001)

Blues (2001)

Landsbybarnet (2002)

Lucie (2003)

Dejlig er Jorden (2005)

Fugl i Danmark (2006)

Fugl i Argentina (2007)

Mellemlandet (2008)

Skyggelys (2009)

Digteren og Malerinden (2011)

Hændelser ved Hulsig (2015)

Tobias og Englen (2017)

Dronning Elisabeth (2021)

Bøgerne er udgivet på flg. forlag: Modtryk, Gyldendal, Netbogklubben, Thaning og Appel, Haase og Søn og Ancethe.

Kokholm 45 – Dronning Elisabeth – en bog

Udgivet den 26/03/2021 af marianne

Svar

Middelalderen og de berømte mænd fra Ålum må vente et par måneder. Jeg har ellers godt nyt i den skuffe. Men den lukker jeg op senere. Nu gælder det Elisabeth. Så vender jeg tilbage til Middelalderen i al dens gru og glæde, men først er der et bump på vejen.

Jeg er nødt til at skemalægge mit liv. Sådan er det, og sådan har det altid været. I skolen havde jeg jo folk til det, men jeg var så til gengæld pisket til at følge skemaet time for time: når 3y skulle undervises i fransk, så nyttede det ikke noget, at jeg i stedet foretrak at cykle sorgløs om i det spirende forårs solskin til lyden af lærkesang. Det gik ikke an bare at ”være til.” Man skulle man være ”til noget.”

Det var meget sjældent, jeg skulkede.

Men da jeg hellere end gerne skulker fra dagens pligter nu om dage og i stedet hengiver mig til ørkesløse vandringer uden mål og med, så må jeg altså tvinge mig ind under åget og strukturere min tid og endelig indse, at skolens skemalæggere ikke kommer mig til hjælp og indfletter mig i deres glade vanvid med at spærre folk inde i 100% rigide skemablokke. Som jo altså alligevel var en slags tryghed for tryghedsnarkomaner som mig.

Jeg må selv gøre det.

Og mine pligter er for resten ikke altid sure. Det var de heller ikke, når en matematikerklasse for 117 gang skulle lære at forstå delingsartiklens mysterier. Lidt træls. Men også sjovt.

Og sådan er mit arbejde som regel. Lidt træls. Men også sjovt.

Men jeg har et forestående bijob, som er surt ad helvede til (og læg nu mærke til, hvor sjældent jeg bander!) – nemlig at fungere som sælger. Fy for F…..

I april skal jeg arbejde for at få hele den danske befolkning (i al fald kvinderne) til at indse, at de ikke kan leve videre uden at læse min nye bog: ”Dronning Elisabeth” – de må forstå, at livet vil blive tristere og koldere uden kendskab til en kvinde, som satte ALT ind på skabe det, hun drømte om. Og som indfriede drømmen.

Mine trofaste læsere ved, at jeg ikke skriver bøger, som jeg ikke brænder for at skrive. Og når jeg endelig har skrevet en bog færdig, så sender jeg den kun ud, hvis den er god nok. Jeg har som alle forfattere skufferne fulde af bøger, der aldrig nåede længere.

Altså: nu kommer der en bog, som nok er værd at læse. Måske endda at købe. Bogen koster 220 kr. i boghandlen og 150 hos mig. Jeg er ikke momspligtig og desuden ikke boghandler. Som vanligt kan bogen købes via en telefonopringning eller en mail. Jeg er selvfølgelig sur på PostNord, som nu skal have 66 kr i porto, hver gang jeg sender en bog – så ryger min fortjeneste. Men pyt: jeg er heldigvis ikke købmand. Jeg vil blot gerne have læsere. Desværre kan jeg ikke helt undgå den kommercielle side af det projekt, som en bog jo er.

Så det kommer april til at gå med. Her må jeg sparke mig selv i gang hele tiden. Og når jeg så øm og forslået vender tilbage til livet igen, så er bøgerne forhåbentligt sluppet ud af deres nuværende skinliv i lukkede kasser og havnet hos levende mennesker, der gerne vil læse en god historie om de mennesker, der byggede det samfund, som vi nu lever mere eller mindre højt på at være en del af.

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Kokholm 46

Mens det sker 12

Som jeg husker. Fantasibarnet

Intermezzo – fremtiden

Forfatterliv lige nu

Mens det sker 11 –

Mens det sker 10

Mens det sker 9

Mine foredrag

Kokholm 45 – Dronning Elisabeth – en bog