Skriveskam
Det ord har jeg aldrig hørt før, men det ramte mig som en boomerang i går. Det kom lige ud af æteren, mens jeg gik fredeligt omkring og lyttede til en podcast, som jeg gerne gør, når jeg skal forestille at være huslig. Støvsugning går ikke an, men alt muligt andet, og der er jo nok at gøre i et stort hus hver dag.
”Skam” er, især efter at den fine norske serie af samme navn gik over skærmen for nogle år siden, blevet lidt af et modeord, tror jeg nok – eller i al fald er det blevet et ord, man ikke mere skammer sig over at bruge.
I ”gamle dage” for et par generationer siden var sætningen: ”Jeg skammer mig,” noget, børn blev tvunget til at erklære over for den vrede voksne, der havde grebet det midt i et fejltrin. Nu burde det ”skamme sig.”
Ja, sådan var det engang med det ord.
Men ”skriveskam” – nej, det fandtes næppe for år tilbage – selv om følelsen bestemt ikke kan være ny. Men nu hørte jeg det altså. Og jeg blev ikke forundret, følte mig tvært i mod genkendt.
Ja, skriveskam – det ved jeg alt om.
Jeg gik altså og lyttede til en podcast i går. ”Parnasset,” hedder den, og den var som sædvanlig underholdende og vedkommende. Og i går var en af gæsterne i studiet tilmed en af mine yndlingsforfattere Jens Smærup Sørensen.
Men det var nu den anden gæst, redaktionschefen på magasinet Atlas Alexander Rich Henningsen, som også er forfatter, der sagde de ord, der stak mig i hjertet.
Det er den følelse, man kan få, når ens bog udkommer – så bliver man jo heglet igennem, som om man har gjort noget forkert og nu skal stå til regnskab, og ofte bliver man jo skammet ud. Også selv om det, man har skrevet, er OK.
Sådan er det. Det kender jeg alt til.
Værst oplevede jeg det, da jeg debuterede som forfatter af voksenbøger ( havde udgivet et par børnebøger) nemlig romanen om salmedigteren Kingo.
Siden har jeg hadet at udgive bøger. Men når man er forfatter følger det ligesom med at udgive, og jeg har bidt mig selv i tungen og spyttet bog efter bog ud. For det var alle sammen bøger, som jeg vidste var OK, og som jeg havde elsket at skrive.
Da jeg første gang blev hudflettet, var det af ingen ringere end den dengang førende litteraturanmelder, Jens Kistrup. Han skrev en helsides anmeldelse i Berlinske Tidende med den ironiske (og onde) overskrift: KINGO IN LOVE. Og jeg fik tæv i hver eneste spalte ( næsten, for han skrev, at jeg var en velskrivende forfatter ( ha ha ) .
Nu har jeg skrevet mange bøger, og jeg er aldrig siden blevet overfaldet på samme voldsomme måde. Men i lang tid var jeg nær ved at miste modet, og såret ville ikke hele.
Mod er ikke min stærke side, så jeg skulle virkelig sparke mig selv i gang.
Og det gjorde jeg så – jeg skrev videre.
Min Kingobog er en kærlighedsroman, det indrømmer jeg blankt. Og det skulle den også være. Jeg ville vise den side af manden: den kærlige og inderlige, ham, som jeg fandt i salmerne og i de kærlighedssange, han skrev, og i hans prædikener ( de få, der er bevaret).
Den Kingo havde Kistrup og flere andre (dumme) anmeldere aldrig mødt, for de havde ikke søgt ham, men blot slugt det gængse vrængbillede af Kingo som et ustyrligt, uterligt og altædende magtmenneske, der egoistisk og enerådigt albuede sig op til samfundets top.
Jamen, det er jo rigtigt, at han gjorde rejsen fra samfundets bund til dets top, og det er sikkert sandt, at han måtte hærde sig og slå fra sig, og at han gjorde det, så mange kom til skade. Men han var også i stand til at elske og til at tro. Rent og stærkt.
Men somme tider tænker jeg: ”hvem er jeg, at jeg vover at gribe pennen og fremtrylle ord, der bliver stående?” Når man tænker sådan, når man ikke er sikker på, at man har ret til at skrive, så er det, man sejler rundt i et ælte af skriveskam.
