Krigens briller er sort/hvide. Alle nuancer forsvinder. Det er venner eller fjender. Man er for eller imod. Det er ja eller nej.

Så i aftes en serie i fjernsynet om Frankrig efter Anden Verdenskrig. Jeg husker ikke, hvem der står bag filmen, men den var sammensat af en lang række dokumentaroptagelser fra årene lige efter krigen – fra 1944 til 1953. En stemme kommenterede billederne.

Og den fortalte – og viste skræmmende tydeligt – at de allierede bombede de franske byer sønder og sammen. Jeg tror, det var ca. 2/3 af husene, der blev ødelagt af bomber, og billederne lignede dem, vi ser fra Gaza i denne tid: store hobe af rygende ruiner.

Og så det underlige. At franske kvinder sås på filmen omfavne og kysse de amerikanere, der lige har smadret deres hjem.

Det er så underligt, at vi aldrig rigtig har hørt om, hvordan krigen endte. Hvilket frygteligt blodbad det var. Det skal ligesom forties, for de allierede vandt jo. Men hvorfor ryster ingen på stemmen, når de taler om den sejr? Hvad den kostede!

 Jeg vidste godt, at Tyskland blev sønderbombet. Jeg besøgte Hamborg i 1957, og da lå en del af byen stadig i ruiner. Men jeg vidste ikke, at Frankrig blev akkurat så smadret som Tyskland. Det hørte vi ikke om i skolen. Og det blev der tiet om. Men vi skal huske det. Vi skal huske, hvad krig er. Det er ikke heltegerninger. Det er mord og drab og ødelæggelse.

Det må vi aldrig glemme – og når vi svælger i oprustningsretorik nu, så burde vi få hvert eneste ord galt i halsen.A

En gang om ugen aflægger jeg visit hos en gammel herre på 97, og når jeg kommer, kan man straks se, at jeg er velkommen: han har gjort forberedelser – den fine lænestol er sat hen foran hans egen gode stol, og så sidder vi over for hinanden og passiarer.

Og det er ikke vind og vejr, vi snakker om, men vejret skal selvfølgelig lige have et par ord med på vejen, for Knud er gammel landmand, og det med klimaet ligger ham i blodet, ligesom det også for ham er vigtigt, at haven fremtræder lige så kultiveret, som han selv gør. Her slår kræfterne dog ikke til, men han har skaffet sig hjælp, og mens vi snakker, hører vi ind imellem Christian med hans hæksaks og plæneklipper og buskrydder. For der skal være pænt. Og der er pænt.

Men når vi er færdig med vejret og har snakket lidt om høsten, glider samtalen videre til den omliggende verdens tilstand, som vi kommenterer fra hvert sit standpunkt, og her når vi aldrig til enighed, for Knud er helt på linje med tidens politiske trends og altså en ivrig tilhænger af oprustning, og han har ingen problemer med at betragte enhver russer som en absolut uværdig beboer af denne klode og slet ikke et rigtigt menneske og som derfor hurtigst muligt bør ekspederes ud af denne verden og ned i det helvede, hvor sådanne djævle hører til.

Og imens plæderer jeg for en fredeligere verden med nedrustning og imødekommenhed og diplomati og samtale og alle gode handlinger mod de folk, der kalder sig vore fjender. Og jeg tager ikke Mette Frederiksens ord for gode varer, når hun snakker om, at vi skal betragte alt derovrefra som det ondes tegn og i en fart se at blive endnu ondere end de ondeste onde, så vi denondelyneme´ kan true dem med at slå først.

Den slags retorik er gift. Men den danske befolkning er åbenbart let at forføre. Jeg synes, at hver dags nyheder, som de præsenteres for os i pressen, er et stadig voksende forsøg på at oppiske en krigerisk holdning i befolkningen. Det næste er vel, at børn skal lære, at det at ære sit land er at dø for sit land.

Det er en dødsdyrkning, som er set før, men det gør den ikke mindre uhyggelig. Tværtimod, for det er utøjlelige kræfter, der slippes løs, når lærdommen er, at det er ædelt at kæmpe (= at slå ihjel) og at en HELT er en, der har taget livet af rigtig mange (=fjender).

Og vi bliver aldrig enige, og Knud slår på, at han har større erfaring end mig, og at han tydeligt kan mærke den samme spænding i luften og det, der flyver rundt i den, som han mærkede i 30’erne, og se bare hvordan det gik! Det var da ellers vand på min mølle, mener jeg. Men det vil han ikke erkende.

Vi slutter i fuld fordragelighed. Og det kunne verdens lande også, hvis ikke dumhed og magtbrynde styrede den.

Og hvis vi ikke bare lod det ske.

Nu er Ulla Poulsen glemt af de fleste, men engang var hun en af Danmarks dygtigste dansere, og alle i kongeriget vidste, hvem hun var. I mange år dansede hun på Det kongelige Teater, hvor hun begyndte sin karriere i 1913 som elev på balletskolen og endte som en feteret solodanserinde.

Jeg har ikke været tæt på Ulla Poulsen, selv om jeg i en årrække var nabo til hendes gård i Tranestederne, Tranegården, og nu og da smalltalkede med hende ved stranden. Hun var venlig og åben over for dem, hun mødte. Mine forældre kendte hende fra ungdommen og havde utvivlsomt deltaget i nogle af de festlige sammenkomster, der blev holdt på Tranegården i de lyse sommeraftner.

Den gamle gård, som man kan se ovenfor, tilhørte en Hulsigslægt, som jeg langt ude er i familie med, alene fordi min slægt stammer fra Hulsig, hvor alle ( i al fald alle gårdfolk) er i familie med hinanden.

Johannes Poulsen fik ikke mange år i Tranestederne, han døde få år efter, at de havde købt og moderniseret den lille gård. Men Ulla Poulsen fik et langt og lykkeligt liv i Tranestederne. Så sent som få år før årtusindskiftet var min mand på besøg på Tranegården for at hjælpe hende med kloakproblemer ( som vi delvis var skyld i, fordi vores bæk, som vi skulle holde liv i, var sandet til.) Ulla Poulsen giftede sig med ejeren af Hotel Phønix i Aalborg, Helge Skou, og sammen med ham tilbragte hun en stor del af året i Tranestederne. Da hun blev enke for anden gang, blev hun ved at komme til stedet sammen med sin gamle husholderske Agnete.

Jeg vil skrive lidt om den sidste bog, hun skrev og udgav på Gyldendal i 1966 “Til alle Årets Tider.” En slags dagbog om livet på Tranegården – fra 1. januar og til 31. december. Hun skriver ikke hvilket år, det handler om, men det er jo lige meget for læsningen.

Ulla Poulsen indleder bogen med et digt ( frit efter) Isabel Fiske Conant:

He who loves an old house/ will never love in vain,/ for how can any old house/ used to sun and rain/ to lilac an to larkspur,/ and arching trees above,/ fail to give its answer/ to the heart that gives it love.

Bogen er som sagt skrevet som en dagbog – ikke hver dag i året er med – men næsten, og i hvert afsnit får man et indblik i, hvordan livet leves på dette øde sted, næsten helt ude i klitten – der er kun to gårde i Tranestederne, og Ullas ligger nærmest havet. Der har været barskt om vinteren, og det beskrives levende i bogen. Samtidig er der hele tiden små eller længere tilbageblik til det liv og de venner, hun har haft gennem sit liv. Hun var således en nær ven af Johannes V Jensen. Og i hendes skildring møder man en helt anden mand end den Jensen, jeg kender. Der er virkelig nogle ganske overraskende møder med kunstnere fra tiden. I et af kapitlerne beskriver hun forårsrengøringens fryd: frydefuld, fordi reolerne skal rengøres og alle bøgerne derfor fjernes, og det arbejde tager lang tid, mange, mange dage, hvor hver bog skal have et kortere eller længere gensyn med sin ejer, og mens hun foretager det, fortæller hun om de enkelte bøger, så vi som læsere ser og oplever hende som læser, der oplever det, hun læser. Smart gjort. Det er f.eks. morsomt at høre om (og læse) afsnit af Johannes Poulsens “Gennem de fagre Riger” – her citerer hun et afsnit, som er ganske tankevækkende. Johannes P. skriver: “Det unge fremskridtsvenlige Kina er på vej, – og ve os om halvtredsindstyve år” – Det skriver han fra en rejse, han foretog i 1912. Tænk, hvilken spådom!

Jeg vil ikke skrive mere om bogen. Læs den, den er ikke kun hyggelig, men også velskrevet. Det er morsomt at læse om det grundige og dedikerede havearbejde, hvordan hun forvandler klitten til en smuk og frodig og givtig have. Den har jeg set og beundret flere gange – og hun skriver, hvordan hun er begyndt at undgå sprøjtning af frugttræerne, for fuglenes skyld. Og lidt efter skriver hun, hvordan hun fjerner nogle skadedyr i køkkenhaven med DDT. Ja, virkelig.

Her et citat fra slutningen:

“Det er vemodigt at sige farvel til et år, der er gået så hurtigt. Jeg er taknemlig for, hvad det gav mig af dage fyldte med glæde og beviser på kærlighed. Ikke alle år var lige lykkelige, nogle bragte både sorger og skuffelser, men alt vendte sig til slut til lykke. Lykke er ikke udelukkende gode trygge omgivelser, for midt i sådanne kan man godt føle sig ensom og ulykkelig. Lykke først og fremmest at leve i harmoni med den, der står én nærmest, og med sine medmennesker.”

Vi elsker vort land, og ved midsommer mest …

Det synger jeg gerne med på, og jeg synger i det hele taget med på det meste, men dybt inde er jeg bange for lige akkurat den følelse: nationalfølelsen.

Der er begået for mange mord i dens kølvand, og jeg vil ikke være med i den bølge, der for tiden skyller hen over landet (landene i Europa).

Kristelig Dagblad, som jeg abonnerer på, kører for tiden et tema om fædrelandskærlighed, og en række personer udtaler sig om deres forhold til emnet. Det går igen hos de fleste, at de føler et fællesskab med deres medborgere, fordi de er danske. En stærk fællesfølelse. Nej, men den kender jeg ikke fra mig selv. Tværtimod. Jeg føler et fællesskab på tværs af nationale tilhørsforhold.

Eksempler: Jeg føler mig mere i slægt med den tyrkiske kvinde på min alder, som jeg traf i Istanbul, og som havde læst de samme bøger som jeg, end jeg gør med den motorcyklist, der lige før larmede forbi mit vindue, og jeg har mere til fælles med min franske kollega i Silkeborg, der også holder af Camus, end med min VVS – mand.

Og sådan kunne jeg blive ved.

Men vi skal oprustes. Vi skal være militante.

Oprustning er et modeord.

Og det er et hæsligt ord.

Og lige nu ligger det tungt over landene, og vi præpareres alle til at være med på at ruste os. En rustvogn uden lige ruller hen over Europa.

Og måske er der virkelig dem, der har gode hensigter og som holder os andre for naive fjolser, der lader os tromle af Putin og hans slæng. Men jeg tror ikke, det er dem, der har ret. Og jeg tror ikke, at Europa er skyldfrit, men det hører man næsten ingenting om i medierne.

Europa pustede til de gløder, der tændte ilden for tre år siden. Jeg tror, at krigen kunne have været undgået, jeg tror, at stærke (og onde) kræfter i Europa spillede med i den magtkamp, som de fandt SÅ meget vigtigere end freden.

En god lille krig ( og lad så bare Ukraine være ofret) skader aldrig, og det gavner produktionen ( våbenindustrien vokser – se blot, hvor de jubler i Elling over igen at få en krudtfabrik!) Og Trump vil pludselig også være med nu, for nu kan han kan se profitten vinke forude: at kunne sælge dræbermaskiner til Europa. Hurra! Hurrra! To fluer med et smæk. Han skal ingenting yde, og han får gang i våbenindustrien. Det gik jo ikke rigtigt med kulminerne.

– Profit og magt. De to onder i forening.

Ja, men nu kører vi altså videre i det spor, som bliver stadig mere blodigt og stadig vanskeligere at skifte.

Og man er jo nærmest landsforræder, hvis man ikke spiller med i våbenjublen.

Men det gør jeg ikke. Jeg er bange for den udvikling, der er i gang ( og som vi har været med til at sætte i gang ) og jeg er ikke bange for at indrømme det.