Kategoriarkiv: stort og småt om lidt forskelligt

VILD MED VILJE

Udgivet den af
Svar

Det gælder jo haverne. Der er det sagen lige nu at lade alle vækster gro i frihed og uden at luge ud i ukrudtet( hvad er ukrudt i dag?).

Men det kan man ikke. Lade være at luge altså..

“Il faut cultiver son jardin” siger Voltaire i Candide. Og han mener ikke kun det stykke jord, vi har fået givet, men nok så meget det sind, som vi hver især er velsignet med.

Han mener, at vi bør se ind i sjæl og sind og rydde ugræsset op og fjerne det fra den indre flora.

Hmmm … Det lyder forkert. Sjæl og sind og vækst og flora. Ord, der ikke kan sættes sammen – ord fra helt forskellige verdner.

Vild.

Hvad er det for et ord?

Vildskab.

Igennem hele menneskets historie har vi bekæmpet vildskaben og forsøgt at kultivere naturen. At skabe kultur ud af natur.

Den vilde natur var farlig, tænkte man, og i haverne klippede og skar man løs, så væksterne kom til at ligne skulpturer. Vi formede. Og vi deformerede.

Og nu vil vi frisætte naturen.

Jeg tror, at vi skal være forsigtige med at overlade alt til naturens egne kræfter og vildskab, og jeg er ret sikker på, at den gamle viden: at naturen overladt til sig selv er destruktiv for mennesker, ikke er uden et gran eller mere af sandhed..

Tanker, der lyder kætterske. Det synes jeg også. Men jeg tænker dem alligevel.

Når jeg lader alt gro vildt i min have, tager de stærkeste og langt fra de smukkeste planter over. det ser jeg gang på gang. Altså jeg kan ikke lade vildskaben råde.

Nå, det var lige et par ord, som jeg fik lyst til at dele med en eventuel læser, og jeg vil fortsætte senere.

Her et billede af min have i dette tidlige efterår. Blomsterne vælter frem overalt – en mangfoldighed så skøn. Jeg elsker det gamle ord: mangfoldighed. Allerede i Første Mosebog optræder det – selveste Gud Herren opfordrer os til mangfoldighed.

I dag hedder det diversitet, det lyder knap på poetisk. Og når vi snakker natur, så er det biodiversitet.

Min datter Mette har skrevet et langt indlæg som en kommentar til ovenstående – det kan jeg af tekniske årsager ikke bringe (endnu) Mine evner på det digitale/Ittekniske område er yderst begrænsede.

Men jeg vil citere et digt, som hun også skrevet og som også kan læses som en kommentar til mine ord.

Potentilens kors af gule hjerter/ blomstrer ikke for min glædes skyld/ der er intet ekko af min længsel/ i regnspovens skælvende musik/

Men fordi vi mennesker må digte/ og fordi mit hjerte er et spejl/ rækker jeg min længsel frem mod havet/ plukker jeg min glæde i en blomst

Hvis jeg takker verden for dens skønhed/ hvis jeg trøstes af en tranes kald/ er jeg blot taknemmelig for gaven/ uden illusion om empati

Og det er det, et godt digt kan: sige det hele med få ord

LIVET

Udgivet den af
Svar

Det var en bred overskrift. Og egentlig ville jeg bare skrive, at livet altid ALTID er værd at leve. At den tanke kom til mig i dag. Som så ofte før.

Jeg har tilbragt hele dagen i min have. Den var groet til i ukrudt, sol og regn har veklet hele sommeren, og det var første gang, jeg tog mig tid. Og brugte den til at luge. Det føltes som en fest.

Jeg har luget igennem = jeg har festet igennem.

Jeg har luget så flittigt, at jeg er sikker på, at mine drømme i nat vil bestå af lange, meget lange padderok- og senegræsrødder, som jeg haler og hiver og trækker i. Lange seje træk. Fugtige mod huden – den sorte muld i mine hænder..

Det lyder måske som et mareridt, men tro mig, for mig er det en fryd. At forvandle et vildnis.

Jeg holder af vildskab, men det er mig, der skaber det vilde.

Vild med vilje.

HVEM ER JEG – DISCONNECTED

Udgivet den af
Svar

Det er sådan, jeg føler det.

Afkoblet.

Når jeg racer af sted på skovvejene uden at tænke på andet end glæden ved at cykle. Når jeg svømmer i søen uden tanke for andet end glæden ved at svømme, når jeg går i engene uden tanke for andet end naturen omkring mig, når jeg læser en god bog uden andre tanker end dem, der myldrer gennem hovedet ved læsningen, når jeg samler børn og venner og ser min rigdom blomstre for øjnene af mig. Ja, så er jeg med.

Koblet til verden.

Så er jeg koblet på livet.

Men når jeg slås med min håbløse og umulige tilgang til den moderne teknologi: når min PC, især den, men også alle dens til- og fra- koblinger hårdnakket gør modstand mod min nænsomme tilgang, altså når den kort og godt nægter ethvert samarbejde med mig, så føler jeg mig fortabt i verden.

I dens verden. I IT-verdenen. Som jeg er pokkers bundet til.

Denne sommer har den strejket og koblet mig af et utal af gange. Og den er ellers spritny. Min PC altså.

For Hans (vores ældste) har slået sine folder i familiens skød en tid denne sommer, og han har bl.a. revolutioneret min udgang og indgang til min PC og til vores Fjernsyn, som ikke mere lystrer almindelige små kontaktforsøg, men skal kildes igang med op-og ned-pile..

Efter omhyggeligt og eftertrykkeligt at have ajourført sine forældede forældre med hensyn til det nyeste i IT- er han rejst igen, og her sidder jeg.

Og se, om pivtøjet vil lystre mig. Nej.

Jeg er og bliver disconnectet den nye virkelighed.

Så fat det dog!

Til gengæld har jeg nu et armbåndsur, som ikke frivilligt fortæller mig, hvad klokken er, men som siger mig en hel del om min fysiske færden – og hvordan den påvirker hjerte og lunger og ben og blodtryk.

Jeg må se at lære det.

Ja, det er nok den eneste vej.

Læringens.

Men det kan vente.

Lige nu vil jeg glæde mig over, at min mands gamle slidte PC tager venligt imod mig.

Tak gamle jas!

Men også tak til Hans for de nye tilgange, som jeg skal lære at gå på.

Her i færd med at hjælpe Bedstefar med RAV-arbejde.

Og farverne eksploderer – og hvad er der så at være ked af?

Udgivet den af
Svar

Vi er kun væk en uge, og i den korte tid sker det, at farverne folder sig ud og er ligeglade med, om de passer sammen – de slynger sig gennem haven i et lysende flor, og mit hjerte er nær ved at briste af glæde.

Så bliver det aften, og farverne skifter. Det skift kan jeg ikke fange med mit kamera, men en fornemmelse af skønheden slipper vel igennem nåleøjet og lander på min blog.

HAVEN OG MIG

Udgivet den af
Svar

Denne sommer er så smuk. Regn og sol og sol og regn. Det er frydefuldt. Lige nu sukker haven af glæde, og af væde. Vandet er faldet fra himlen i rigelige mængder, men mine planter er så glade. Så bliver jeg det også.

Ingenting, eller kun få planter blomstrer lige nu – rhododendron flammede for et øjeblik, men kortvarigt. Så venter vi på alle de andre. Men overalt i haven står de grønne planter og bier tålmodigt på en smule mere sol, så vil de kaste deres flammer ud i den sitrende sommerluft.

Bare vent! Det er lige smukt hvert år. Og jeg bestemmer ved den her tid, at jeg vil blive her i min smukke have lige til mine dages ende.

Hvor er verden skøn.

Hvor er vi heldige.

Ikke alle er lige heldige. Det er smerteligt sandt. Men de fleste kan dog åbne øjnene og se alt det grønne, der myldrer op omkring os netop nu – og som bare venter på at blomstre. Det springer snart ud. Spring med, hvis du kan! Og kan du ikke, så gør bare det lille hop af glæde, som du formår. Naturen er der. Den tager imod dig, selv om du ikke er på toppen.

Og den er for os alle.

Maj – og mig

Udgivet den af
Svar

Maj måned er slut om en uge. Det har været sol og varme hele måneden, og i ådalen sang og synger nattergalen hver aften. Også denne aften. Og hvidtjørnen blomstrer og alt er så smukt. Kønnest af alt er aftnerne, og jeg mangler ord til at udtrykke min glæde over naturen, som den folder sig ud lige nu i vores smukke ådal.

På vejen hjem tænkte jeg på, at vi har lykken så tæt på, og at selv om verden er et uroligt og farligt og barskt sted at opholde sig, så lever vi her i en lomme af skønhed og fred. Kan vi være i den? Og være bekendt at bekende os til lykken og glæden, når vi ved, at verden er i krig, og at naturen er i fare, og at alting går mod undergang og ødelæggelse.

Det er bare ikke til at forstå, når man går i engen.

Og når hvidtjørnen blomstrer.

NATUREN

Udgivet den af
Svar

Jeg har både læst og hørt om den danske forfatter Andrea Hejlskovs liv i de svenske skove. Det er en ældgammel drøm om at leve enkelt og alternativt i forhold til det kapitalistiske samfunds krav og kår, en drøm, som hun sammen med sin familie realiserede for år tilbage og har fortalt om og skrevet om siden.

I følgende blogindlæg vil jeg fortælle om en af foregangsmændene til dette eventyr, nemlig amerikaneren Henry Thoreau, der i årene 1847 og 1848 levede i en amerikansk skov Walden. Det var for ham ikke et valg om definitivt at træde ud af samfundet, det svarer nærmere til vor tids trend med at ”gå i retræte” for en tid. Her altså i to år. Og de erfaringer, han gjorde sig, blev til bogen: “Walden – Livet i Skovene.”

Men her først et citat fra Andrea Heljskovs fortælling om sit ”eksperiment” – i anførselstegn, fordi det nok er et mere permanent livsvalg, hvorimod det for Thoreau var og blev et eksperiment:

Vi har meldt os ud af det kapitalistiske samfund, men vi har ikke meldt os ud af fællesskabet. Jeg er meget optaget af klima, social ulighed og politik. Jeg er også meget solidarisk, men man kan ikke være solidarisk med alle. Når jeg siger til mine foredrag, at samfundet er på vej ud over afgrunden, nikker folk. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der længes væk. Problemet er, at man ikke må lave et alternativ til samfundet, som vi kender det. Men lad os da fikse det, der er gået galt i stedet for at lukke øjnene for det. Der er ikke nogen anden vej ud end den, man selv finder. Og det er det, jeg prøver på nu.

Jeg var ikke forberedt på, at jeg ville blive dyrket som en guru, og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere folks projiceringer. Folk, der synes, at vi er helte. Det er det, jeg har oplevet som noget af det sværeste. For jeg er jo bare en idiot, der ville leve et andet liv. Jeg ser ikke så meget mig selv som foregangskvinde, men mere som en mellemmand, der fortæller om livet i skoven. Fordi jeg bare kommunikerer, hvad mange har gjort før mig. At stå af ræset og flytte ud i naturen. Der bor mange mennesker i skoven, også unge, der bosætter sig derude, fordi de har en drøm om at være autentiske. Folk ved det bare ikke, fordi der ikke er nogen, der taler om det. Men uligheden stiger jo, så det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer flere. Nogle flygter fra økonomisk undergang og fattigdom, andre opsøger kreativitet. Der er mange forskellige mennesker herude.

Folk har en meget fast forestilling om, hvordan det er at bo i skoven. At det er ren lykke, hold kæft, og vær smuk, harmoni og balance. Men hvorfor må man ikke komme tilbage en gang imellem eller have en blog, hvor man skriver om livet i skoven? Hvorfor skal man være mod teknologi for at være ét med naturen? Og hvorfor må man ikke gå op i skønhed? Æstetik er et overskud, som jeg tillader mig selv igen, nu hvor alt ikke længere handler om overlevelse. Nu har vi fået vores bjælkehytte op at stå og er blevet selvforsynende. Vi har været igennem vildt mange kriser, fordi vi har sat spørgsmålstegn ved alt. Og derfor har jeg også lyst til at indrette vores bjælkehytte, selv om jeg aldrig kunne drømme om at købe noget. Æstetik er overskud, og det kan du ikke købe dig til.

Ovenstående citat er fra nettet, hvor hun skriver mere om sit eksperiment, og det er værd at læse om, ligesom hendes bog “Den store Flugt” er en flot skildring af hele eksperimentet.

Jeg ved ikke, om Hejlskov er inspireret af Thoreau, men de finder samme vej ud af et system, som de foragter og helst vil vende ryggen. Det bliver så til et liv i skovene = i naturen. Thoreau er romantiker, som de fleste åndsmennesker var det i første del af 1800tallet, men han er også i moderne. Forholder sig analytisk til sin omverden og i sin egen selvforståelse er han videnskabsmand (=  filosof? naturvidenskabsmand? lidt af hvert). Han iagttager og noterer og konkluderer, og meget af det, han når frem til, er brugelig viden for os i dag, eller i al fald kan det bruges som en kilde til inspiration, og det har det jo været i snart et par hundrede år.

Jeg vil citere et sted fra ”Walden” hvor han skriver om sin foragt for den dygtige landmand = den, som har opnået at drive et mønsterbrug og tjent mange penge på det. Her er der direkte paralleller til vor tid storbønder, der også først og fremmest tænker på profit og udnyttelse af naturen frem for at beundre og ære den.

Tankerne om mønsterbondens hærgen i og hersken over naturen kommer til ham, mens han kigger ud over en sø og bliver betaget af synet. Søen har navn efter den bonde, der ”ejer” den og hedder derfor ”Flint’s Pond” – og det forarges han over:

(Citat side 178)

Flint’s Pond! Så fattig er vores navngivning. Med hvilken ret har den smudsige og ubegavede bondemand, hvis jorder stødte op til dette himmelvand, hvis bredder han hensynsløst har ribbet for bevoksning, givet den sit navn? En flinthård gnier, som holdt mere af en spejlblank dollar eller en nyslået cent, som han kunne betragte sig eget kobberrøde ansigt i, som anså selv de vildænder der levede i den for uvedkommende som krænkede hans ejendomsret; og hvis fingre var blevet krumme og hornede som rovfuglekløer af i årevis at have grebet grådigt efter bytte på harpyisk vis – …

Og videre ( citat side179 Om søen)

  • Han, der ikke havde tanke for andet end dens (=søens) værdi i penge, hvis tilstedeværelse måske lagde en forbandelse over hele bredden, som udpinte jorden omkring den og hellere end gerne ville have udpint vandet i det; som kun var fortrædelig over at der intet forsonende var ved den – og som ville have tørlagt den og solgt den for mudderet på bunden. Den drev ikke hans mølle, og for ham var det ikke nogen god forretning at betragte den. Jeg har ingen respekt for den der ejer en gård hvor alting har sin pris, for den som ville fragte landskabet, ja, sin Gud til marked hvis han kunne få noget for ham, som i virkeligheden tilbeder markedet som en gud; på hvis gård ingenting kan vokse gratis, hvis marker ikke bærer afgrøder, hvis enge ikke bærer blomster, hvis træer ikke bærer frugt, men dollars; som ikke elsker sine frugters skønhed, som ikke anser sine frugter for modne før de er forvandlet til dollars.  …
  • En mønstergård, hvis bygninger skyder frem som svampe på en mødding, med rum til mennesker, heste, køer, svin, med og uden grebning, alle forbundet med hinanden! En stald for mennesker! En stor fedtplet, duftende af gødning og kærnemælk! Dyrket efter alle kunstens regler, gødet med menneskers hjerter og hjerner! Som om man ville dyrke kartofler på en kirkegård! Sådan er en mønstergård.

Ja, den får ikke for lidt. Jeg vil helst tro, at en moderne landmand ikke ligner ovenstående, og at han inddrager naturen i sit arbejde. Men jeg er ikke sikker. Kender ikke så mange landmænd, og jeg kan mest have ondt af dem, fordi de i dag vist nok kæmper en hård kamp for at overleve på konkurrencesamfundets og kapitalismens og liberalismens benhårde vilkår. Den landmand, der oprigtigt holder af livet i den friske luft og af sine dyr og blomster og i det hele taget er åben for naturens skønhed, han findes sikkert stadig. Og jeg holder af ham. Fordi han holder af jorden. Og fordi det er en dyd i min verden at dyrke jorden og i forening med naturen skabe liv og skønhed og nå ja: livsfornødenheder som mad og drikke.

JORDEN OG MIG

Udgivet den af
Svar

Det sker undertiden, at folk, der møder op til mine foredrag, holder mig tilbage, efter at jeg for længst har afsluttet og næsten er på vej ud. For der var lige noget, de gerne ville snakke med mig om, og det er så svært at gøre det i store forsamlinger – og heller ikke let i små. Men under fire øjne går det an. Og har jeg ikke lidt tid? Jo da!

Og så kommer det: man vil jo i grunden gerne efterlade sig spor, nu hvor man er blevet så gammel, at man er begyndt at tænke på, at man en dag er borte. Et spor. Ja, for hvem var man? Og hvor kom man fra? Og ikke mindst for ens efterkommeres skyld, så ville man jo gerne efterlade sig lidt mere end bare en bankkonto og et navn. Og måske kunne jeg endda hjælpe? For selv kan man ikke skrive.

Til det sidste svarer jeg altid blankt nej. Jeg kan ikke skrive for andre. Men de kan godt selv. Alle kan skrive. Det lærer vi trods alt alle i skolen. Det behøver ikke at være stor litteratur. Det er stort for børnene og for børnebørnene, og er man barnløs, så er det stort for efterslægten.

Skriv skriv skriv! Ikke for at blive forfatter, ikke for at blive kendt og læst af mange, men for at få rede ens eget liv og for at glæde dem, der kommer efter …

Det er det, jeg plejer at sige. Og måske har det fået en og anden til at gribe pennen. Jeg håber det, for det kan der kun komme noget godt ud af.

I dag har jeg glædet mig over regnen. Det er der ikke så mange, der har, for det har regnet i ugevis – i månedsvis – og alle drømmer om sol og varme. Det gør jeg også. Men jeg har plantet mine kartofler ud i haven dag. Og de skal have regn.

Og så har jeg tænkt, og det tænker jeg hvert år på denne tid, at jeg nok mærker, at jeg kommer fra en slægt af bønder. Gode danske bønder. Ja, det gør de fleste af os jo. Og i mig vokser der stadig en længsel efter at dyrke jorden. En lille rest af det, der engang var livsvigtigt og nu kun er tilbage som en hobby. At så frø og se dem spire og vokse frem. Drivhuset er fuldt af små planter nu. Til sommer eksploderer hele haven i et væld af farver. Hvor jeg dog glæder mig. Men det er nok alligevel ikke bondens længsel. Mon? Men det er en længsel efter at være tæt på det, der spirer frem alle vegne. Al den livskraft!

HVORDAN KAN DU VÆRE PACIFIST NU?

Udgivet den af
Svar

Du kan ikke mere være pacifist – så indse det dog!

Efter sigende bliver man stivnakket med alderen – og i den oldingealder, jeg nu har nået, skulle det ikke undre, om man overhovedet ikke mere er i stand til at bøje nakken det mindste.

Efter sigende. Ja. For i virkeligheden er det, som jeg ser det ( altså efter mit sigende =  min virkelighed) nærmest det modsatte, der er tilfældet. Man bliver ”mygere” med alderen.

Man lytter mere, og man flytter mere. Sådan har jeg det i al fald. Men jeg har nu heller aldrig været stensikker på, at mine meninger var skudsikre sandheder, og jeg vil hellere end gerne prøve dem af mod andres meninger.

Der findes så mange, der er klogere end mig.

Men nu er der det med krigen i Europa. Og at jeg stadig er pacifist, og at jeg godt kan være det stadigvæk, ja, at jeg netop nu slet ikke kan lade være.

Og kald det bare naivitet. Jeg føler mig ikke krænket. Kun misforstået.

Du må ikke slå ihjel!!!!  Det er mit første bud. Og det er ukrænkeligt som livet selv.

Hvordan kan jeg så være andet end pacifist? En soldat er en dræber.

Den, du slår ihjel på slagmarken, ved fronten og i bomberegnen, det er ikke en fjende, det er et menneske skabt i Guds billede.

Du slår et MENNESKE ihjel. Du må ikke slå mennesker ihjel.

Det er ikke en Putin – det er ikke engang Satan – den kæmpende ukrainer dræber, det er en anden ung pige eller dreng, som er sendt i krig. Og som ikke bare kunne blive hjemme, ligesom han ikke selv bare kunne.

Ja ja ja – jeg kender alle modargumenterne. Det var de samme, som man brugte, da man tævede skolebørn med et spanskrør: ”Vold er det eneste sprog, de forstår!!” Derfor må vi bruge vold.

Vold er det eneste, Putin forstår. Derfor må vi bruge vold.

Men vi er holdt op med at prygle skolebørn.

I min optik ser det sådan her ud: Russerne nærmede sig Vesten under perestrojka for nogle årtier siden og i nogle år frem, (hvor vi dog håbede dengang!!) og de havde ledere, som nærmede sig Vesten. Og som ville os. Og som ville vore demokratiske værdier. Og hvordan mødte vi dem så? Med kulde, mistro og foragt.

Og Vesten sendte sine tropper tættere og tættere på Rusland. Det er ikke noget, Putin har fundet på at sige. Eller som jeg finder på. Det var sådan, det var.

Vi afviste russernes tilnærmelser.

Vi ydmygede dem.

Nu har vi følgen af det.

En tredje verdenskrig?

Når den russiske forsvarsminister siger, at Vesten skal tage det alvorligt, at Rusland har atomvåben, så skal vi ikke slå det hen med en bemærkning om (og den hørte jeg en højtstående dansk officer sige i TV forleden) at vi ikke skal tage det alvorligt. Det er bare en tom trussel, for at få os til at ryste af skræk.

Man siger, at Anden Verdenskrig brød ud, fordi magthaverne manglede FANTASI.

Krigens dybeste årsag: mangel på fantasi. Tænk lidt over det!

Vi har al mulig grund til at ryste af skræk.

Og vores sindssyge militarisme og oprustningsfeber burde få os til at ryste endnu mere.

Det bringer os nærmere en krig.

Freden kan kun opnås ved klogskab: samtaler, indrømmelser, tilgivelser ( hov! hvad var nu det for et ord???) og al den diplomatiske snilde, der kan opdrives. Og der findes folk, der kan den slags. SÆT DEM DOG PÅ ARBEJDE.

MÅSKE ER DET IKKE FOR SENT.

Jeg vil forsøge at bevare håbet. Men hver gang jeg hører politikerne give oprustningen endnu en tak uden at ryste på stemmen, så svinder håbet.

Lad gå, at de har ret: vi er nødt til at opruste, ellers har vi Putin her hos os i morgen. Hvis det er sandt, hvorfor ryster de så ikke på stemmen? Åh … de er tapre. Tapre landssoldater, og det er så fint at dø for sit land. Og nu får vi snart lov til den lykke. Åh nej, Gud fri os!

Jeg tror ikke, det er tapperhed, jeg tror, det er mangel på fantasi.

Nu fik jeg læst Thomas Bredsdorffs fine bog: “Lykkeligt nær – og jeg vidste jo godt, at han var en åndsbeslægtet. Det har jeg altid vidst. Han har skrevet bøger om europæisk åndsliv, som virkelig åbnede øjnene for nye verdner. “Den brogede Oplysning” giver den fineste indgang til vor tid.

Og han ser de samme tegn i sol og måne som jeg gør. Så er vi da to.

Jeg vil citere fra hans bog, side 114/115: ( han bruger 3. person om sig selv)

“Tredje Verdenskrig er på vej. … Siger det ikke højt, hvad det nævner, men han (=jeg) kan ikke se nogen anden plausibel ende på det hæslige russiske overfald på Ukraine.”

Og lidt længere nede: “lykkes det , kan han (Putin) kalde det en sejr. Men så er det lykkedes at flytte grænser med vold, og det er en skandale som ukrainerne ikke vil finde sig i. Det bliver de nødt til, som danskerne da de tabte Sønderjylland til tyskerne, for trods svenske og norske løfter kom hverken Sverige eller Norge Danmarks til hjælp dengang, i 1864. Anderledes nu, hvor ukrainerne ganske vist ikke får hjælp af soldater fra de vestlige lande, man dog får alt det isenkram de beder om. Hvis den hjælp fører til at Ukraine vinder og russerne må trække sig tilbage bag den oprindelige grænse, kan Putin finde på at bruge hvilke våben, det skal være. Så kan verdenskrigen komme, i hvert fald en europæisk storkrig. Oprustning i vest, afsikring af atomvåben i øst. Eskalering på begge sider. Når ondskab fra øst mødes med dumhed fra vest, er alt håb ude. Han (=jeg) håber, han tager fejl. Men ingen af de aviser han læser, eller de analyser, han hører, kan vise en rationel vej ud af miseren.

Bredsdorff fortsætter med at fastslå, at de “unge” i dag, som er de 50 – 60 årige er kompromisløse og 100 sikre i deres overbevisning. Han nævner som eksempler Birgithe Kosovic og Marianne Stidsen. Og han mener, at deres kompromisløshed er som den 18åriges.

Og han slutter sit lange indlæg om krig og pacifisme med en konstatering af, at hans mere end 70 år gamle pacifisme blev sønderskudt, da Rusland invaderede Ukraine.

(Citat side 166): “Sidder tilbage uden noget svar. Han krydser fingre for at hans havlfjerds års forbenede pacifisme vil genopstå for dem der kommer efter ham, vel vidende at krydsede fingre ikke er noget stærkt forsvar.”

Jeg vil med næb og kløer holde fast i min. Ingen skal sønderskyde den.

ARS SENESCENDI

Udgivet den af
Svar

Kunsten at ældes. Skulle det nu være en kunst? Det kommer jo helt af sig selv, og man kan hverken gøre fra eller til. Alderdommen er en uafvendelig dom. Vi dømmes til alderdom og død fra fødslen, så hvori ligger det kunstneriske?

Åh jo, det er ikke så lige til, som vi tror og frygter.

I mange år rejste jeg land og rige rundt med et foredrag, der hed: “Alderdom er visdom.” Og nogle steder troede man virkelig, at titlen var ironisk ment. Ha ha ha … alderdom er vel lig med manglende alt muligt kognitivt.

Men nej, det er først i alderdommen, at man når til visdom om livet og døden. Måske især det første, for det sidste kan man nok ikke blive så farligt meget klogere på.

Jeg har netop i dag anskaffet Thomas Bredsdorffs nyeste bog: “Lykkeligt nær – en oldings optegnelser”, og jeg vil skrive mere om den på bloggen, når jeg får den læst.

Da min mand fik diagnosen “alzheimers syge” læste jeg Bredsdorffs fine bog “Tøsne og Forsytia” om hans kones demens. Den var så klog og så smuk, og jeg blev så meget klogere på sygdommen – eller i al fald fik jeg en anden vinkel – en bredere vinkel.

Nu har han skrevet om det at ældes. Og det glæder jeg mig til at læse om.

Der følger mere om bogen senere.