Kategoriarkiv: stort og småt om lidt forskelligt

KUN EN GAMMEL STOL

Udgivet den af
Svar

Det er bare en stol lige som alle de andre stole magen til, som står i vores spisestue.

Og det er alligevel ikke bare en stol. Det er også en historie. En historie, som ganske vist ikke kan fortælles mere, for dem, der indgik i den, er for længst døde. Men historien lever alligevel videre i sit eget tavse univers, og når jeg ser på stolen, så synes jeg, at dem, der engang sad der hver dag, bliver levende igen og taler til mig. At lidt af historien undslipper forgængeligheden.

Bedstefar. Det var dig, der købte stolene. De var så moderne dengang for mere 100 år siden, og du ville så inderligt gerne imponere Magdalene, den unge pige, som du havde friet til og som havde sagt ja til at dele livet med dig. Og du havde jo overtalt hende til at forlade  sin hjemegn dernede syd for Limfjorden, hvor gårdene lå tæt, og der var grønt og frodigt overalt og høsten velsignet og velstanden stigende, og hvor ungdommen så fremad og drømte store drømme.

Men du forlod egnen sammen med pigen, og I flyttede til et af de goldeste og barskeste steder i landet. Til en egn, som i århundreder havde været udsat for naturkræfternes hærgen, og hvor alle familier kunne tale om nød og elendighed, en egn, hvor menneskene var blevet mærkede og mærkelige af det hårde liv. Der kom I til. Magdalene frisk og frejdig fra højskolelivets lethed. Der var ikke meget højskoleånd i Hulsig.  Og nu skulle de bo her.

Jeg tænker mig, at stolene skulle formidle min mormor.

”Se!” sagde Anders til Magdalene, ”Se, hvad jeg har fundet til dig. Til os. En spisestue så fin og moderne, at der nok ikke er mange af dine veninder, der får en, der er lige så flot.” En flottenheimer, det ville han gerne være.

Nej, han sagde nok ikke lige de ord, og måske skulle stolene ikke formilde hende. Eller de kunne ikke. På alle de billeder, jeg har af hende, ser hun alvorlig og yderst betænkelig ud.

Jeg ved fra min mor, at mormor aldrig fandt sig til rette i Hulsig. At hun led af hjemve. Og stolene hjalp nok kun en lille smule på skuffelsen over, at livet kunne være så glædesløst.

Men nu digter jeg. Undskyld mormor! Måske fandt du glæder, jeg ikke kan have den mindste anelse om. Du skabte et hjem. Dig og bedstefar og mor.

Og stolene.

LÆNGSEL

Udgivet den af
Svar

LÆNGSEL

Længslen. Ja, den er ikke til at komme udenom. Men det skal vi måske heller ikke. Vi skal måske trygt lægge os til hvile i den. Mon ikke? Det vil jeg tænke lidt over, inden jeg lige akkurat råber hurra for den tanke. At være til stede i længslen. Og så endda finde det trygt. Det skurrer lidt.

Man kan være til stede i NU’ET, men vel ikke i længslen. Den drager af med en. Er man i længslen, er man ikke mere til stede.

Længslen hærger.

I min alder er ordet længsel måske endda en smule absurd – hvis man da overhovedet kan ”nedsmule” det ord.

Det er en følelse, som jeg ofte overvældes af. For det kan den nemlig (ikke lade være med :at overvælde) .

Jeg gik med de tanker i engene i aftes. Her plejede jeg at gå ture med mine søstre. De kom altid hertil i sommertiden, de seneste to år, hvor Dorte var syg, gik vi i Ålumskovene. Tidligere gik vi i Jylland, fra sø til sø, fra kyst til kyst og ad de støvede hedeveje  –  altid til fods og forsynet med en barnevogn, nogle gode flasker vin, chokolade til kølige dage og ellers det gode humør, som altid indfandt sig, når vi var sammen. Dorte, Annelise, Mona og mig. Vi fire. Vi han kendt hinanden altid, og ord var ikke så vigtige.

Men nu gik jeg der altså igen. Og jeg tænkte på dem. Og længslen sled i hjertet – men det var jo en længsel efter det tabte. Nostalgi kalder man det vist, men det dækker slet ikke det, der skete der. Nostalgi er stille vemod, men jeg fik en voldsom lyst til at græde og rykke træerne op med rode og skælde Gud huden fuld. For hvad lignede det, at de var taget fra mig? Hvorfor? Og hvor er hun nu, min kærlige og sjove søster? Og jeg følte ikke bare, at jeg havde tabt, men at jeg var fortabt. Og at jeg havde svigtet der, hvor jeg burde have stået klar.

Dorte døde. Hanne døde. Med Hanne gik vi andre ture. Lige den sommerdag i Hjørring havde jeg en sær fornemmelse af, at alt skete for sidste gang, og jeg følte en stor ømhed for min søster og ville gerne have vlst hende ( sagt hende) at jeg elskede hende, men jeg fandt ikke ordene og var bare mit vanlige pjatrede jeg. Hende de andre kendte og som fik alle til at grine.         

Der var så meget, vi aldrig fik sagt. Og måske er ordene ikke så vigtige, det forsøger jeg at trøste mig med. . Måske var det godt nok, at vi bare gik sammen og småsnakkede om ingenting.

Dorte. Min sidste vandring med Dorte. Vestervellingbakken. Og vi besteg den ene to.  (Mona var der ikke den sidste sommer, og Annelise var for træt). Jeg har besteget denne ”bjergtop” mange gange siden, og hver gang har jeg tænkt på Dorte og den utrolige vilje, hun besad den dag. Hun ville til toppen. Og hun kom det.  Vi stod der og så ned over ådalen og sagde ingenting, og pludselig havde jeg en stor lyst til at omfavne hende og holde hende helt tæt ind til mig og sige, at hun ikke skulle være så bange, at jeg var der og at jeg ville følge hende altid. Også efter døden. Der ville vi genfinde hinanden i lyset. Hos Gud. Men jeg turde ikke.

Hanne

Annelise, Mona og Dorte

TINGENES TYRANNI

Udgivet den af
Svar

For nogen tid siden bestemte jeg mig igen, igen, igen til at rydde op i mine ting. Syntes for jeg ved ikke hvilken gang, at jeg var ved at drukne i ting, der hober sig op alle vegne. Og det hjælper ikke på det, at vores ældste er flyttet til Danmark efter 6 år i Florida. : der er ting fra hans liv overalt.  Pumper, gasflasker, telte, kasser med dit og dat, vareprøver, møbler etc.

Faktisk har jeg gået rundt med denne fornemmelse tingsforstoppelse i mange år, jeg tror i hen ved tresindstyve, hvis jeg skal sætte et tal på. Og en dag gik jeg så vidt som til at betro min kære søn, hvordan det forholdt sig med mig og oversvømmelsen af unyttige og grimme ting.

”Jeg har fået nok,” sagde jeg, ”jeg vil bytte livet i mit store hus med alle rummene og alle tingene ud med et enkelt liv i en nonnecelle. Ikke som nonne, men omgivet af nøgne vægge og med et enkelt møblement.”

Det grinede han af.

Hørte i dag en podcast ”skønlitteratur”, hvor Nanna Mogensen interviewede digteren Madame Nielsen. Hende/ham har jeg ikke læst noget af, men jeg blev slået over en bemærkning, han kom med: at han ofte havde haft lyst til at flytte i kloster eller at komme i fængsel, for at få ro på og for at få tid til at skrive. Det slog mig, fordi jeg engang forfærdelig gerne ville have mere (meget mere) tid til at skrive, og min tilværelse (især dengang) var absolut skrabet på tid. Og ro var der ikke meget af. Og så var det, at jeg sagde til Ole, at jeg nok i nær fremtid ville begå en eller anden (mindre) forbrydelse, så jeg kunne komme i fængsel for en tid og koncentrere mig om at skrive.

”Ha,!” sagde han, ”der ville du ikke få et øjebliks ro, og du vil blive en del af et ubehageligt fællesskab og sidde resten af tiden og fabrikere små, dumme tøjklemmer.”

Så opgav jeg den ide.

Tingene. Det var dem, jeg ville skrive om.                                                         

Jeg kan lide smukke ting. Jeg kan lide, at verden omkring mig er smuk. Det skal den være. Ude og inde. Ude lader jeg trygt planterne pynte verden. Det er de så gode til: De fylder alt med farver og dufte. Inde skal der være smukke møbler og billeder på væggene, som man gider se på og ligefrem kan stå og falde i staver over. Og så kan man gribe hver en stav og føre den ned på papir. Og se det hele en gang til. Og jeg vil have, at tingene ikke skal blokere for skønheden. Det gør de, når de ligger hulter til bulter og spærrer for hinanden, så man kun ser det omsiggribende roderi.

Derfor rydder jeg op.

Men i går var oprydningen af den slags, der snarere maksimerer end minimerer rodet, for jeg hentede gamle, halvglemte kasser ned fra loftet og hældte indholdet ud på spisebordet. Det var mange hundrede breve og kort fra venner og familie og et væld af glemte fotos og mærkelige skrivelser, som f.eks. en liste til Ole, som på det tidspunkt var på vej til at påbegynde sin lærergerning. Denne liste var fra undervisningsministeriet og angav reglerne for lærerens omgang med sine elever, og her står f.eks., at læreren ALDRIG må røre ved eleverne, hverken for at slå dem eller kærtegne dem. Ja, det står der faktisk.

Så gik dagen i går jo med at læse og kigge og mindes, og ved I hvad: det endte med at det hele (næsten) blev lagt i kasserne igen og sat op på loftet.

Suk. Men det var en god ting at hive det frem og tage det i øjesyn.

Nu ligger det så der.                                                                                                                                                                                                                                 

GAMMEL

Udgivet den af
Svar

Gammel

Gammel vin. Det lyder godt. Rigtig godt. Især for os, der holder af vin.

Gammel kone. Det toner knap så tillokkende.

Gammel mand er ikke spor bedre.

Gammel er et skældsord, når det hæftes på mennesker.

Hvornår blev det sådan? Og hvorfor?

I folkeeventyret tildeles Den gamle Kone en vis værdighed på grund af de magiske kræfter, hun besidder. Men samtidig er hun en heks. Og somme tider spiser hun børn. Hendes bryg er farlig, drik den ikke! og hendes appetit umættelig. Kom hende ikke for nær!

I gamle dage blev folk normalt ikke gamle. Den gennemsnitlige levealder var meget lav, og for bare hundrede år siden var man gammel, når man havde passeret de tredive, og havde man ikke giftet sig, var man en ”pebersvend,” og det var ikke en ærestitel, og hvis man var gift, så havde man fået pondus, d.v.s. man var blevet tykmavet og gik med stok og opførte sig omtrent som en 9oårig ville gøre nu om dage. Langsomt og adstadigt. Har netop læst Knut Hamsuns ”Pan,” og her er en af bipersonerne en ældre herre på godt og vel fyrre år, og han går med stok, selvfølgelig. Og hovedpersonen, den noget yngre løjtnant Glahn, tildeles på et tidspunkt også en stok. Og vi hører, at hans hår er begyndt at gråne. Altså: omkring de tredive gled man over i alderdommen.  

For ugifte kvinder var overgangsalderen fra ung til gammel endnu lavere: hvis man havde rundet de tyve år uden at være blevet gift, så var man ”gammeljomfru,” og det var forbundet med stor skam, og man levede herefter på nåde. Man havde ikke opfyldt sin pligt som kvinde: at blive gift og stå i køkkenet og føde børn i tide og utide.

Vi taler om tiden helt op til midt i nittenhundredetallet.  

Det er ikke så mange årtier siden. Nu er det ikke skamfuldt at være ugift og barnløs, men det er stadig forbundet med skam at være gammel.

Man må ikke kalde en gammel for gammel. Man må af ”respekt” kun kalde ham/hende  ”ældre”. Hvorfor det? Selvfølgelig af samme grund, som man ikke må kalde en sort for en neger, og en inuit for en eskimo. Det er et skældsord.

Kristelig Dagblad havde forleden, 4. januar, en artikel om en præst, Ane Sofie Lindegaard, som har sat sig for at gøre opmærksom på fænomenet ved at portrættere sine gamle sognebørn. Det er der kommet meget flotte billeder ud af, men formålet er altså bl.a. at pege på, at de gamle bliver overset. At fremstille dem og derved stille dem frem.   

Nu snakker jeg om gamle dage. Ja, men vi skal jo ikke tilbage til patriarkernes tid – i dette bibelske univers var alderdom i øvrigt en velsignelse, og ifølge bibelen var levealderen ofte flere hundrede år: Sara fødte jo f.eks. Isak, da hun var højt oppe i halvfemserne.

Siden opgav Vorherre som bekendt at lade folk leve i så mange år, og vi begyndte herefter for alvor at føle vor egen dødelighed som en trussel, og samtidig begyndte vi af al magt at fortrænge den tanke, at det skulle ende lige der. Folk siger derfor stadig: ”hvis jeg dør …”  i stedet for  ”når jeg dør …”

For nogen tid siden hørte jeg, at den lykkeligste gruppe danskere ( og vi er jo i forvejen verdens lykkeligste folk) netop er ”de gamle” – og jeg tror, at jeg måske godt ved lidt om, hvorfor vi er det. For måske hænger det netop sammen med det faktum, at vi for længe siden eller i al fald for de fleste af os for længst har affundet os med den kendsgerning, at vi skal dø.

En visdom, de unge ikke har.

De er ret overbeviste om, at de aldrig skal dø.

Og når de så opdager det, bliver de grebet af panik og vil helst af alt – og prøver det på kunstig vis også – sætte alderen i bero. Standse tidens gang og blive ved at være unge. Og udødelige.

Vi gamle ( ja, jeg kan jo ikke tale for alle gamle) har haft tid – og ind i mellem endda lyst – til at tage livet og hele den brogede verden på os, som den er  – Fødsel – Liv – Død. Og hele den fantastiske sammenhæng og trøst, der er at finde i tanken om, at det alt sammen fortsætter. Også uden os. Når vi er døde, lever alt videre. Og vi – som snart ikke mere er lige her ved vore huse og strande og enge og skove og børn og venner –  vi lever videre i minder og i himle af lys.

Jeg er glad for at være (blevet) gammel.

HER VIL TIES HER VIL BIES

Udgivet den af
Svar

En af mine to læsere henvendte sig for nogle dage siden til mig og spurgte, om jeg ikke mere kunne huske koden til min blog. Eller om der var noget andet i vejen, siden jeg ikke havde skrevet på bloggen i hen ved et par måneder.

Og der kan jo sagtens være så meget i vejen. Hvornår ligger der ikke lige et eller andet og spærrer? Noget, som man skal tage tilløb for at komme (springe) over?

Det er efterår nu. Mørket kommer snigende og tætnes for hver dag, og jeg gribes hvert år på denne tid af et indvendigt mørke, som flyder sammen med det udvendige og gør det svært at være rigtig glad. En slags mørkets konspiration.

I efteråret – i al fald i november – er Brorson min poet. Vi synger i samme tone.

Det var storsnudet skrevet. Brorson er ubestridt Danmarks største lyriker, og jeg er kun en lille digter og kan slet ikke synge.

Men jeg kan nynne sammen med ham, for jeg forstår hvert ord han siger.

Og vist må vi vente.

Kun ved at vente.

Så kan vi hente.

Og selv om dagene længes og vinteren strenges, så varer det kun nogle få uger, så kan vi begyndte at skimte lyset. Så bliver dagene længere, og hvis vi har svært ved at tro på det, så behøver vi blot at vandre en tur i haven. For sandelig om ikke buske og træer allerede er fulde af knopper.

Jovist, forsommers minde er at finde.

Vi skal bare åbne øjnene og se os omkring.

Og blæse mørket et langt stykke.

VILD MED VILJE

Udgivet den af
Svar

Det gælder jo haverne. Der er det sagen lige nu at lade alle vækster gro i frihed og uden at luge ud i ukrudtet( hvad er ukrudt i dag?).

Men det kan man ikke. Lade være at luge altså..

„Il faut cultiver son jardin‟ siger Voltaire i Candide. Og han mener ikke kun det stykke jord, vi har fået givet, men nok så meget det sind, som vi hver især er velsignet med.

Han mener, at vi bør se ind i sjæl og sind og rydde ugræsset op og fjerne det fra den indre flora.

Hmmm … Det lyder forkert. Sjæl og sind og vækst og flora. Ord, der ikke kan sættes sammen – ord fra helt forskellige verdner.

Vild.

Hvad er det for et ord?

Vildskab.

Igennem hele menneskets historie har vi bekæmpet vildskaben og forsøgt at kultivere naturen. At skabe kultur ud af natur.

Den vilde natur var farlig, tænkte man, og i haverne klippede og skar man løs, så væksterne kom til at ligne skulpturer. Vi formede. Og vi deformerede.

Og nu vil vi frisætte naturen.

Jeg tror, at vi skal være forsigtige med at overlade alt til naturens egne kræfter og vildskab, og jeg er ret sikker på, at den gamle viden: at naturen overladt til sig selv er destruktiv for mennesker, ikke er uden et gran eller mere af sandhed..

Tanker, der lyder kætterske. Det synes jeg også. Men jeg tænker dem alligevel.

Når jeg lader alt gro vildt i min have, tager de stærkeste og langt fra de smukkeste planter over. det ser jeg gang på gang. Altså jeg kan ikke lade vildskaben råde.

Nå, det var lige et par ord, som jeg fik lyst til at dele med en eventuel læser, og jeg vil fortsætte senere.

Her et billede af min have i dette tidlige efterår. Blomsterne vælter frem overalt – en mangfoldighed så skøn. Jeg elsker det gamle ord: mangfoldighed. Allerede i Første Mosebog optræder det – selveste Gud Herren opfordrer os til mangfoldighed.

I dag hedder det diversitet, det lyder knap på poetisk. Og når vi snakker natur, så er det biodiversitet.

Min datter Mette har skrevet et langt indlæg som en kommentar til ovenstående – det kan jeg af tekniske årsager ikke bringe (endnu) Mine evner på det digitale/Ittekniske område er yderst begrænsede.

Men jeg vil citere et digt, som hun også skrevet og som også kan læses som en kommentar til mine ord.

Potentilens kors af gule hjerter/ blomstrer ikke for min glædes skyld/ der er intet ekko af min længsel/ i regnspovens skælvende musik/

Men fordi vi mennesker må digte/ og fordi mit hjerte er et spejl/ rækker jeg min længsel frem mod havet/ plukker jeg min glæde i en blomst

Hvis jeg takker verden for dens skønhed/ hvis jeg trøstes af en tranes kald/ er jeg blot taknemmelig for gaven/ uden illusion om empati

Og det er det, et godt digt kan: sige det hele med få ord

LIVET

Udgivet den af
Svar

Det var en bred overskrift. Og egentlig ville jeg bare skrive, at livet altid ALTID er værd at leve. At den tanke kom til mig i dag. Som så ofte før.

Jeg har tilbragt hele dagen i min have. Den var groet til i ukrudt, sol og regn har veklet hele sommeren, og det var første gang, jeg tog mig tid. Og brugte den til at luge. Det føltes som en fest.

Jeg har luget igennem = jeg har festet igennem.

Jeg har luget så flittigt, at jeg er sikker på, at mine drømme i nat vil bestå af lange, meget lange padderok- og senegræsrødder, som jeg haler og hiver og trækker i. Lange seje træk. Fugtige mod huden – den sorte muld i mine hænder..

Det lyder måske som et mareridt, men tro mig, for mig er det en fryd. At forvandle et vildnis.

Jeg holder af vildskab, men det er mig, der skaber det vilde.

Vild med vilje.

HVEM ER JEG – DISCONNECTED

Udgivet den af
Svar

Det er sådan, jeg føler det.

Afkoblet.

Når jeg racer af sted på skovvejene uden at tænke på andet end glæden ved at cykle. Når jeg svømmer i søen uden tanke for andet end glæden ved at svømme, når jeg går i engene uden tanke for andet end naturen omkring mig, når jeg læser en god bog uden andre tanker end dem, der myldrer gennem hovedet ved læsningen, når jeg samler børn og venner og ser min rigdom blomstre for øjnene af mig. Ja, så er jeg med.

Koblet til verden.

Så er jeg koblet på livet.

Men når jeg slås med min håbløse og umulige tilgang til den moderne teknologi: når min PC, især den, men også alle dens til- og fra- koblinger hårdnakket gør modstand mod min nænsomme tilgang, altså når den kort og godt nægter ethvert samarbejde med mig, så føler jeg mig fortabt i verden.

I dens verden. I IT-verdenen. Som jeg er pokkers bundet til.

Denne sommer har den strejket og koblet mig af et utal af gange. Og den er ellers spritny. Min PC altså.

For Hans (vores ældste) har slået sine folder i familiens skød en tid denne sommer, og han har bl.a. revolutioneret min udgang og indgang til min PC og til vores Fjernsyn, som ikke mere lystrer almindelige små kontaktforsøg, men skal kildes igang med op-og ned-pile..

Efter omhyggeligt og eftertrykkeligt at have ajourført sine forældede forældre med hensyn til det nyeste i IT- er han rejst igen, og her sidder jeg.

Og se, om pivtøjet vil lystre mig. Nej.

Jeg er og bliver disconnectet den nye virkelighed.

Så fat det dog!

Til gengæld har jeg nu et armbåndsur, som ikke frivilligt fortæller mig, hvad klokken er, men som siger mig en hel del om min fysiske færden – og hvordan den påvirker hjerte og lunger og ben og blodtryk.

Jeg må se at lære det.

Ja, det er nok den eneste vej.

Læringens.

Men det kan vente.

Lige nu vil jeg glæde mig over, at min mands gamle slidte PC tager venligt imod mig.

Tak gamle jas!

Men også tak til Hans for de nye tilgange, som jeg skal lære at gå på.

Her i færd med at hjælpe Bedstefar med RAV-arbejde.

Og farverne eksploderer – og hvad er der så at være ked af?

Udgivet den af
Svar

Vi er kun væk en uge, og i den korte tid sker det, at farverne folder sig ud og er ligeglade med, om de passer sammen – de slynger sig gennem haven i et lysende flor, og mit hjerte er nær ved at briste af glæde.

Så bliver det aften, og farverne skifter. Det skift kan jeg ikke fange med mit kamera, men en fornemmelse af skønheden slipper vel igennem nåleøjet og lander på min blog.

HAVEN OG MIG

Udgivet den af
Svar

Denne sommer er så smuk. Regn og sol og sol og regn. Det er frydefuldt. Lige nu sukker haven af glæde, og af væde. Vandet er faldet fra himlen i rigelige mængder, men mine planter er så glade. Så bliver jeg det også.

Ingenting, eller kun få planter blomstrer lige nu – rhododendron flammede for et øjeblik, men kortvarigt. Så venter vi på alle de andre. Men overalt i haven står de grønne planter og bier tålmodigt på en smule mere sol, så vil de kaste deres flammer ud i den sitrende sommerluft.

Bare vent! Det er lige smukt hvert år. Og jeg bestemmer ved den her tid, at jeg vil blive her i min smukke have lige til mine dages ende.

Hvor er verden skøn.

Hvor er vi heldige.

Ikke alle er lige heldige. Det er smerteligt sandt. Men de fleste kan dog åbne øjnene og se alt det grønne, der myldrer op omkring os netop nu – og som bare venter på at blomstre. Det springer snart ud. Spring med, hvis du kan! Og kan du ikke, så gør bare det lille hop af glæde, som du formår. Naturen er der. Den tager imod dig, selv om du ikke er på toppen.

Og den er for os alle.