Breve fra mit hjerte – ”la petite vie”

Jeg skriver fra hjertet. Ikke fra tarmen. Selv om den er blevet så moderne efter at en vis professor har forsøgt at bilde os ind, at vore handlinger og tanker styres af den og ikke at hjertet.

Tarmen vinder nu aldrig over hjertet her på bloggen. Så er det sagt.

Men hjertet er jo heller ikke den der muskel, der pumper blodet rundt i kroppen.

Sådan et hjerte, som man kan skrive til og skrive fra, er noget helt igennem usynligt og noget, der er adskilt fra kroppen. Det befinder sig i et sjæleligt univers, og det lader sig ikke afbilde. Ganske vist kender vi alle billedet af hjertet og så kan det jo afbildes. Eller? Nej, det er ikke et billede af hjertet – det er blot et symbol. Det lyder lidt vrøvlet, for helt ærligt: symbol og billede på noget som ikke kan albildes. Ærlig talt. Men sådan er det – hjertet er immaterielt, det kan ikke aftegnes.

De store digtere kan med deres smukke ord æstetisere hjertet og alle kroppens øvrige indvolde, så de får en helt anden værdi end den, vi normalt tillægger dem. Sådan gør jo f.eks. Johannes V. Jensen det i Kongens Fald. Og det er så flot. Men i den beskrivelse er kroppen ikke mere krop, den er undergået en metamorfose: er blevet kunst. I kunsten ligger altid en stor ikonografisk kraft. Lad os kaste et blik på J.V.Jensens flotte tekst om kroppens indvolde. Her er et lille uddrag fra kapitel 7:

Det er slagteren (rakkeren), der en kold vinterdag midt i sneen åbner en hestekrop – og hør nu: Citat:

”For hvert Snit af kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. … .. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele. Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.”

Men i det følgende vil jeg ind imellem skrive fra hjertet.

”La petit vie”

Simone de Beauvoir skriver i en af sine bøger, jeg husker ikke mere titlen, om sin mors sidste dage. Jeg læste bogen for mere end 50 år siden, og jeg husker ikke så meget af den, men noget er blevet hængende som en slags ”bonmot”, og lige det vil jeg nu tage frem og vikle lidt tanker omkring.

Således husker jeg, at forfatteren skriver om, hvordan hun konsulterer sin mors læge for at tale med ham om den gamle dames helbred. Og jeg husker, at lægen sagde noget i retning af, at man ikke skulle bekymre sig om helbredet, men bare lade moren i fred og ro leve ”sa petite vie” – underforstået: nu var hun i den fase i sit liv, hvor alt var ret småt og ligegyldigt. Hun var gammel og så var livet reduceret til et ”bitteliv”.

De ord stødte Simone de Beauvoir, og hun irettesatte lægen og gjorde ham opmærksom på, at han ikke kunne vide noget som helst om størrelsen af hendes mors liv. Slet ikke ud fra hendes alder.

Og det havde hun jo ret i.

Nu er jeg selv på alder med forfatterens mor, ældre endda, og det kan jo nok hænde, at mine børn på et tidspunkt synes, at det er en ide at konsultere min læge og høre, hvad han mener om deres gamle mors tilstand. Det tror jeg nu ikke rigtig på – men lad os bare lege med tanken.

Og så vil lægen måske sige nogenlunde det samme som Simone de Beauvoirs læge. Og så håber jeg, at børnene vil irettesætte ham.

Deres mors liv er ikke svundet ind, selv om det set på afstand kan se sådan ud.

”Hvad udad tabtes skal indad vindes” sådan stod der på en mønt, der blev præget i 1872 i anledning af en industri- og kunstudstilling i København. Der stod:

”For hvert et tab igen erstatning findes, hvad udad tabtes skal indad vindes.”

Det var ikke gamle folk, den mønt var møntet på, men Danmark, det kære fædreland, der havde tabt så meget gennem de to sønderjyske krige.

Men vi kan sagtens bruge det på os gamle. Vi mister hele tiden færdigheder og værdigheder, men vi bliver superøvede i at finde nye færdigheder og holde på vore værdigheder.

Tja – la petite vie – det behøver slet ikke at være så lillebitte. Vi kan ikke flyve rundt i verden mere, men vi kan stadig flyve rundt i litteraturen og i kunsten. Vi kan ikke møde nye mennesker særlig tit, men vi kan holde fast i dem, vi kan nå og som står os nær. Det behøver man ikke ungdom for at kunne. Måske er det endda noget, man bliver bedre til jo ældre, man bliver.

Det var et par ord fra hjertet. Ikke fra tarmen. Ikke fra pumpen. Men fra det hjerte, der slår varmt for livet.

Nu har jeg nylig været sammen to af mine børn og alle mine børnebørn, og i dag har vi siddet i haven på grønt græs midt i solskinnet og omgivet til alle sider af blomster og bier og med fuglesang i ørerne og kølig hvidvin i glasset. Livet er ikke det værste man har. Og om lidt er kaffen klar. Om lidt.

Om lidt er det fremtiden. Og selv om nutiden er så lys, i al fald var den det i går … og i dag … i al fald var den det for mig, så ved jeg ingenting om fremtiden.

Da jeg var ung, frygtede vi en atomkrig, og staten orienterede os om, hvordan vi skulle forholde os, hvis bomben faldt i nærheden, og vi så rædselsfilm i TV om atomkrigen: ”De overlevende,” ”Når vinden blæser,” ”On the beach”. Krigstruslen var i de år et baggrundsspøgelse, som vi ikke kunne overse og som skræmte os. Så blev det en smule lunere og mere fredeligt i vores nære omverden ( Vietnam og Pol Pot var langt borte), og vi begyndte igen at tro på en bedre fremtid. Nedrustning, sameksistens, opblødning af fronter. Vi troede endda på, at FN havde en fredsbevarende magt.

Vi troede, at vi var på vej ind i en bedre verden. En overgang så det sådan ud. Muren faldt. Sovjet faldt. Grænserne udviskedes en smule – fri bevægelighed i Europa – Men hvad skete der dog? Jeg forstår det ikke. Der er SÅ meget, jeg ikke forstår. Og der er SÅ meget, jeg er bange for i dag. Ikke så meget for mig selv, for jeg er gammel og siger snart farvel, men for dem, jeg elsker. Og som skal til at begynde deres liv i den mørke skov, som verden er blevet. Og nu brugte jeg et upassende billede, for verden er ikke en skov, verden er ved at udrydde skovene og resten af naturen. Det er ikke naturen, der truer, det er den, der er truet. Det er ikke ulven, vi skal være bange for. Det er mennesket – og den ondskab, som vi ser udfolde sig i en verden, vi engang troede skulle blive et bedre sted for vores børn end for os. Og den nye teknik. At vi hele tiden følges i et underligt ubegribeligt rum og manipuleres med af kræfter, vi ikke kan revoltere imod.

Jeg læste en kronik af Iben Krogsdal i Kristelig Dagblad ( fredag d.30 maj), og jeg vil citere fra artiklen, for den formulerer afmagten og frygten mere rammende end jeg kan gøre:

Citat: ”Når jeg ikke længere tror på en bedre fremtid, er det ikke ”bare”, fordi tiden er fuld af løgnagtige statsledere, eller fordi vi opruster, og ulykkelige krige finder sted i vores stadig mere ødelagte verden. Det er, fordi der i al dette er tegn på den magtovertagelse, som allerede nu er ved at ændre stort set alt, der foregår både mellem os og inde i os. Fordi vi er på glidende vej ind i en algoritmestyret virkelighed, hvor vores frie viljer stille og roligt lægges mere og mere i hænderne på kræfter, som er uden for vores kontrol.

At alt imens vi er optagede af Trump, Trump, Trump, Putin, Gaza og Netflix, tømmer maskinerne bit for bit vores sjæle for ægte, menneskeligt indhold. Og det sker næsten blidt og venligt, for vi arbejder alle helt frivilligt med på sagen. Hver eneste dag afgiver vi lidt af os selv og vores frihed til kræfter, vi ikke forstår og aldrig kommer til at forstå. For de er umenneskelige og åndløse. Det er noget helt, helt nyt under solen, der tager over, og vi lader det bare ske.”( Citat slut.)   

Så er der kun håbet tilbage, og det må vi ikke slukke, lige meget hvor meget modvinden truer med at blæse det ud. Sker det alligevel, og håbløsheden griber os i struben, så har vi pligt til at tænde det igen.

Og vist skal vi kæmpe. Siger en pacifist. Og der findes andre våben end droner og kanoner.

En af mine kolleger på Randers Amtsgymnasium sagde engang til mig i fulde alvor, at hun foretrak oplyst enevælde frem for et system, hvor dumheden gang på gang sejrede over fornuften.

Og så var der også min kære bror Anders, der tit sagde, at oplyst enevælde var den eneste vej frem, fordi folk var alt for dumme til at vælge den klogeste vej. Men han tilføjede altid, at han kun ville acceptere enevælden, hvis han selv kunne få stillingen som hersker. Og hmm … Og det var jo alt sammen spøg. Og det er det vel også, når Hausgaard synger: ”Er de fleste de bedste eller bare de fleste” i sang ”hvem bestemmer.” Men der ligger alvor bag.

Som bror Anders altid sagde, når vi diskuterede for alvor: Alle alternativerne er værre.

Men det fungerer jo bare ikke for tiden de steder, hvor det burde.

USA er et skræmmende eksempel på, at dumheden kan sætte demokratiet ud af spillet. Jeg ved ikke præcis, hvor megen magt den amerikanske præsident har – der er jo trods alt stadig tale- forsamlings- og trykkefrihed i landet. Men jeg ved ikke, hvad en fri presse er værd, når de sociale medier som bekendt har sejret stort over den etisk engagerede og seriøse presse.

På nettet florerer løgnen som bekendt, og den abonnerer flertallet på.

Jeg er virkelig kommet i tvivl om, hvor meget det skrøbelige demokrati kan tåle. Tvivl. Ja. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på kære gamle konservative B.S. Ingemann, som rystede ved tanken om, at man skulle lade sig styre af det, som flertallet ville. Af folket. Uha! Det vil jo blive et pøbelvælde, sagde han.

Et pøbelvælde.

Ja, når folk er uoplyste, så er det dumheden, der har overtaget roret. Så er det pøblen, der bestemmer.

Det ved Trump jo meget godt, og det er vel derfor, han med hård hånd slår ned på universiteterne. For en stupid og uempatisk leder er viden klart nok den største modstand. Og en fri forskning – uha, den fører til sandheder og afslører løgne.

Et demokrati hviler på konsensus opnået gennem frie samtaler og åbne debatter mellem mennesker, der ved, hvad de taler om. Derfor er VIDEN den eneste vej til et sandt og velfungerende demokrati. Sådan et bilder jeg mig faktisk ind, at vi har i Danmark. Vores uddannelsessystem er ikke rettet mod en elite, men er for alle.

For hele FOLKET. Se, da blev jeg alligevel lidt Grundtvigsk til slut.

Men ham kunne vi da også lære af. Og har jo gjort det. Godt nok var han langt fra at tro på, at folkestyre var det rigtige, men han vidste, og han arbejdede for, at OPYSNING skulle være for folket. For kun som oplyst ville det kunne styre.

Det vidste Grundtvig.

Da jeg for nogen tid siden hørte en af dagens ivrigste høge tage ordene ”åndelig oprustning” i sin mund, undrede det mig alligevel, og det selv om jeg efterhånden er blevet mentalt hårdhudet og forsøger at ruste mig til at lægge øre til lidt af hvert, for det udtryk vækker (i al fald hos mig) ret vamle mindelser fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Mon alle andre har glemt det? Er jeg virkelig så gammel?

Det første, jeg tænkte på, da M. F talte om ”åndelig oprustning,” var den højreekstremistiske religiøse bevægelse, der opstod i 30’ ernes England under navnet Oxfordbevægelsen og senere bredte sig til resten af Europa, og i Danmark kom til at gå under navnet Moralsk Oprustning. Jeg husker den som en dyrkelse af idealet om det syndefrie menneske. Min svigermor, der var barn og ung i 30’ernes Esbjerg, har fortalt mig, hvordan det finere borgerskab i byen (hun kom meget hos dyrlægens) var grebet af bevægelsen og forsøgte at indpode de unge mennesker ”renhedsidealer” – her navnlig med henblik på seksuel afholdenhed. Muligvis var det en overklasseting dengang. Og som sådan kunne det måske betragtes som en finere afart af Indre Mission.  

Jeg har også hørt danske politikere sige, at folkekirken i en krisesituation skal være regeringens forlængede arm og at hvis (når?) vi går i krig, så går vi med kirkelig velsignelse. Og så er ørerne jo ved at falde af!! Ånd kan da aldrig spændes for en vogn, og slet ikke en krigsvogn. Ånden dør, når den instrumentaliseres. Det er derfor ”politisk” litteratur og kunst aldrig bliver særlig ægte og aldrig når ret højt ( eks. Sovjetkunst) , men kommer til at handle om noget helt andet end ånd. Det bliver til materie.

Ånden vil altid være fri – det er åndens dna. Frihed. Hvis ånden fanges og spændes for en vogn, ender det hele i et blodbad. Det fortæller historien, men den har man måske også glemt: oplysningstidens flotte frihedsidealer blev spændt for en vogn – revolutionens, men det var barbariet, der sejrede, som det altid vil være, når ånden ikke er fri.

Derfor kan vi ikke opruste ånden. Den lever i sig selv. Den lever i det enkelte menneske, og hvis vi er heldige (det synes jeg, vi er i Danmark) så lever den i fællesskabet.   

Så blev det fjerde maj, og vi tænder lys. Det har vi også gjort i aften – sådan har det været så længe, jeg kan huske tilbage. I år fulgte vi DRs udsendelse fra Mindelunden, og det var højtideligt selvfølgeligt, og fint på mange måder. Men jeg synes, at der manglede nogle toner i de strenge, der blev slået an, og det er skræmmende tydeligt, at ALLE bifalder oprustningen. Og måske SKAL vi bifalde den. Men det kunne aldrig falde mig ind.

Jeg tror, at jo mere vi opruster, jo farligere bliver verden. Så kan det godt være, at det er vore værdier, vi vil værne. Vort elskede fædreland. Ja, jeg elsker det også, men jeg tror stadig ikke på, at våben er vejen.

Og jeg må tro sådan som kristen.

Nu fandt jeg et par vers af Halfdan Rasmussen, som jeg vil skrive herunder, og som bedre end jeg udtrykker det, jeg tror på:

“Vi søger en sandhed/ ikke bare store ord,/ ikke hvor stål og sprængstof/ hamrer mod rum og jord./ Vi søger en sandhed,/ som ikke er hel og rund,/ en sandhed gemt i et hjerte/ eller en blomsterbund.“

“Vi ved at den sandhed findes!/ Engang gik en mand omkring/ og fældede denne sandhed/ ind i hver levende ting./ Træerne synger om den./ Børnene er den nær./ Den taler i elskerens øjne./ Den tier i bål og sværd.”

“Menneskesønnen på korset/ kendte den, da man drev/ naglerne i hans fødder./ Og tornekronen skrev/ sandhedens blødende runer/ over hans rene blik./ Hans råbte den udover verden/ før han forgik.”

Sådan kan den store digter sige store ting med enkle ord.

Men tilbage til udsendelsen fra Mindelunden. Jeg blev også rørt, da pigekoret sang fædrelandssange. Det var ikke der, det lød falsk. Men den store blinde begejstring for kamp og krig skinnede nu og da igennem de smukke og sande ord. F.eks. så havde TV inviteret en teenagedreng med i panelet, en dreng, som var med, fordi hans store interesse er Anden Verdenskrig og især modstandskampen, og navnlig en sætning, som jo ikke kunne klippes væk, for udsendelsen var direkte, afslørede helt tydeligt drengen. Han blev spurgt om, hvorfor han var så interesseret i krigen, og han sagde: “jo, for det er jo så spændende med bomber og geværer og alt det …”

Og den blinde forherligelse af modstandsfolkene virkede også SÅ enøjet, for de af os, der har læst litteratur fra den tid, ved jo godt, at mange af de unge var med, ikke fordi de ville forsvare danske værdier osv., men fordi det var spændende. Jeg vil ikke tage helteglorien fra dem, men jeg vil pille alvorligt ved den.

Og det samme, da brevene for de unge dødsdømte blev læst op. Ja, det var rørende, men også afslørende. En af dem skrev til sin kone: “jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig det her.”

Nej, jeg er ret sikker på, at Anden Verdenskrig skete, fordi alt for mange havde alt for lidt fantasi. Og det har alt for mange stadig.

Vej vejs ende

Titlen er stjålet fra Bergmanns smukkeste film – smultronstället på svensk – filmen så jeg som ganske ung, sikkert kort efter, at den var udkommet i 1957. Sammen med Anders cyklede jeg til Kino i Frederikshavn, hver gang, der var premiere på en ny, god film. Og der kom en del Bergmannfilm i 50´erne, og dem skulle vi se og det var film, der blev siddende i sindet som noget stærkt og smukt. Det er vist nok sådan, at når man oplever et stort kunstværk, så bliver det en del af den ballast, som skaber balance i sindet og som gør, at man ikke kæntrer, selv om man ind imellem kastes lige ud i det værste uvejr.

Vi skal huske at have en solid ballast.

Alligevel kan jeg ikke huske handlingen på lige den film – kun enkeltheder – men stemningen husker jeg – de stærke erindringsglimt, som rammer den gamle doktor på hans vej til Lund, hvor han skal kåres til æresdoktor – jubeldoktor på svensk – en fornem titel, men på vejen overfaldes han af minder, og rejsen til Lund bliver en rejse tilbage i livet. Og minderne skaber en stor fortrydelse i ham – ja, så meget ville han have gjort anderledes, hvis han kunne. Lidt lige som i Dickens´ Et juleeventyr – Scrooge får dog muligheden for at rette op, at gøre det onde godt igen. Det får Doktor Isak i filmen ikke.

Den gamle doktor er, så vidt jeg husker, 80 år og altså yngre end jeg. Og jeg bliver ikke æret i det her liv for noget som helst, og jeg er heller ikke på rejse noget sted hen. Og dog. For også jeg rejser i  fortidens mange minder. Som nu f.eks. i går, hvor jeg endevendte indholdet i en kassen med breve og fotos fra langt tilbage.

Der var tusindvis af breve, for jeg har gemt alle dem, jeg har modtaget i hele mit lange liv. Brevene forsøgte jeg først at inddele i grupper – så læste jeg nogle af dem – inddelte igen – læste lidt flere – blev ført tilbage til for 60 år siden.

Jeg fandt mange breve, hvis afsendere jeg har glemt. Skræmmende, at man kan glemme mennesker, som man havde en god og engageret brevveksling med engang. En del breve fra Karen (???) gode breve. En del breve fra Annie (???) gode breve. Men nu husker jeg hverken Annie eller Karen. Og sådan fremdeles med rigtig mange af brevene. Væk med dem! Men det er lidt svært at lade store tanker ende som småt brændbart.

Nå, men jeg vil ikke ligne mig selv med de to omtalte herrer. Jeg spiller heller ikke med i nogen film eller i en roman, og mit liv er ikke et kunstværk. Eller … det er det måske? Måske er vore liv kunstværker i Guds hånd? Den tanke kan jeg godt lide.

Nå, men jeg fortryder nu heller ikke mit livs beslutninger – de har ført derhen, hvor jeg er nu, og der befinder jeg mig glimrende.

Tilbage til oprydningen. De mange fotos flyver ingen steder. Her under et lille udsnit.

Små glimt fra et liv.