Kategoriarkiv: litteratur

AT DU GIDER

Udgivet den af
Svar

AT DU GIDER …

Det er der ingen, der har sagt til mig, i al fald ikke lige med de ord. Måske lidt anderledes formuleret: betragt dit skriveri som en hobby. Det har jeg hørt venner siger, underforstået: du er jo ikke en af de kendte, og lad nu være med at tro, at du er noget.

Nej, det er ikke janteloven. Det er velmente venskabsytringer – som skulle trøste mig, når jeg mistede modet. Og vist har jeg mistet modet ind i mellem, faktisk ret tit. Og det har de fleste af mine kolleger, for det her job er det hårdeste af alle. Af flere årsager: Det er dårligt lønnet, det har en svag ( ikke viljesvag) fagforening, det er ringe agtet ( ikke ringeagtet), det bliver enten knust i tavshed eller knust i ord. Ingen andre arbejder end lige akkurat vores, forfatternes, er i den grad konstant under lup og bliver dissekeret af folk (=anmeldere) der langt fra altid er kvalificerede til opgaven, som alt for ofte er mere obs på at promovere deres egne skriblerier end at promovere det værk, som de har fået til opgave at oplyse deres læsere om.

Jeg skrev de første år lykkeligt og frit. Mine skuespil. De nåede mange amatørteatre, de solgte godt, de var morsomme at skrive, og jeg var god til det. Havde skrevet universitetsopgaver både om Molière og Holberg, og havde også studeret den italienske commedia dell’arte – viste hvad der kunne få folk til at le og græde. Det var godt nok.

Så kom den alvorlige del. Romanerne og novellerne. Her snublede jeg i starten. Min første voksenroman ( efter et par ungdomsromaner) var om Thomas Kingo, og den (jeg) var så uheldig at få anmeldere på, som ikke brød sig synderligt om den. Det var uheld i uheld – Kristelig Dagblads anmelder Claus Grymer jordede bogen uden mange ord, Berlingerens Jens Kistrup harcelerede over den måde, jeg havde beskrevet Kingos forhold til kvinder, mente, at jeg havde romantiseret det – hans overskrift var ”Kingo in love” – han gav dog bogen en del kredit og mente nok, at forfatteren havde talent. Politikens Mette Winge kastede også et par skovfulde jord over den stakkels bog – hun skrev, at jeg havde fremstillet en alt for svag Kingo. Jeg genkendte ikke min bog i deres anmeldelser. De øvrige dagblade havde gode anmeldelser af bogen, men det var jo ikke dem, der skulle sælge den.

Det var den første rigtige roman, og de sorte anmeldelser kastede lange skygger over forfatterens videre færd. Jeg husker et aftenarrangement, hvor jeg var inviteret til at læse op fra bogen, og da jeg tav, kom det spontant fra en af lytteren: ”men du skriver jo godt. Det troede jeg ikke.”

Nej, de anmeldere har en satans magt.

Nå, men jeg skrev videre. Trods alt. Det er jo det, forfattere gør. Og ind i mellem faldt der et par roser, hele små buketter, men der var stadig torne, og de stak, og de mærkedes mere end roserne. Sådan er det.

Nu skrev jeg, at vi har en svag fagforening – jeg mener ikke, at de ikke kæmper vores sag, men vi er en samling individualister, og vi sidder spredt for alle vinde og arbejder ensomt hver især – lederen af den skønlitterære gruppe Stephanie Caruana skriver i sit nytårsbrev bl. a.: “…vi står sammen. Og jeg hepper på at I får nået jeres skrivemål i 2025 ( den manglende kulturdækning, de barske afslag og gnavne anmeldere kan jeg desværre ikke tylle væk). Fuld fart frem, fingrene mod taster eller fast greb om pennen, og visheden om at vi er her, vi skriver, vi gør det.”

Det er så det, vi gør. Skriver.

Vi bider tænderne sammen og bliver ved med at arbejde i den her benhårde branche.

DIGTEREN OG VÆRKET. DE TÆTTE SKODDER

Udgivet den af
Svar

Ja, for de skal være der. Skodderne. Værket er aldrig personen, der skriver det.

Digteren er ikke sit værk.

Nu skriver jeg digteren, for jeg ved mest om litteratur, men det gælder sikkert al kunst, at den opstår af den skaberkraft, der bor i kunstneren.

Så står værket der. Og værket kan være godt eller skidt. Men det bliver aldrig bedre af, at kunstneren er et godt menneske, og det bliver aldrig ringere af, at digteren er et ringe menneske.

Det er sådan fat med digtere, som det er med alle vi andre, at de er mennesker slet og ret. Og mennesker er fulde af fejl – det hører ligesom vores art til, og kunstnere er hverken bedre eller værre end alle andre.

Vi er mennesker.

Og nogle er kunstnere. Og det betyder, at de er velsignet med skaberkraft. Og gudskelov og tak for det!

Og derfor: jeg læser uden problemer Céline, selv om jeg ved, at han var antisemit. Jeg læser uden problemer Hamsun, selv om jeg ved, at han var nazist. Jeg læser gerne Houellebecq, selv om jeg ved, at han er asocial og ikke sorterer sit affald. Og jeg læser uden problemer Tove Ditlevsen, selv om jeg ved, at hun undlod at redde sit barn fra sin pædofile ægtefælles overgreb, og jeg vil også fortsat læse og glædes over Alice Munros fabelagtige skrivekunst, selv om hun akkurat som Tove Ditlevsen svigtede sit barn.

De er store kunstnere. Også selv om de optrådte (optræder) i livet med store og små fejl.

De skrev som guder.

Og når vi læser, er vi i ikke i deres liv, vi er i deres værk, det, de så gavmildt gav os, og som stadig gnistrer af talent og geni og besidder en skønhed, som vi nødig ville være foruden.

Céline skrev om smerten og sorgen, så man føler den i sit eget hjerte. Ingen har skildret bonden smukkere end Hamsun. Tove Ditlevsen tager os med ind i et univers, der sitrer af sart og skrøbelig kvindelighed. Houellebecq skaber skrækkelige, men fantastiske billeder af det moderne samfunds forfald og undergang. Hans bøger får os ikke kun til at gyse, men også til at tænke.  

De er alle sammen med til at berige vores liv.

Derfor lad os holde skodderne tætte!   

OG VI LÆSER …

Udgivet den af
Svar

Hvad er det, der gør det?

Hvorfor brænder vi os på nogen tekster, mens andre lader os kolde? Hvad er det, der tænder gløden og får os til at flyve gennem en bog, mens vi må trække os ord for ord gennem en anden i endeløs kedsommelighed? Måske handler de endda om det samme?

Er det formen? Er det indholdet?

Først og fremmest er det selvfølgelig individuelt: Den bog, som du slugte, fik jeg galt i halsen og omvendt.

En smagssag? Tja langt hen ad vejen.

Lige nu er det sådan, at klassikerne hales frem fra skjulet og ind på forlagshylderne.

Navnlig er det moderne at hale kvinderne ud af mørket og ind i lyset, så vi kan se dem, og mange af dem er ”nye” for de fleste af os. Og det er vel forståeligt nok, for vist er mange kvinder blevet læst hen over, mens mændenes værker udkom igen og igen. Og jeg underviste da heller ikke selv særlig meget i “kvindelitteratur”, måske lige med undtagelse af Karen Blixen, som ikke var til at komme udenom. Og måske heller ikke særlig meget kvinde?

Ellers var det mest mænd, man lagde på spækbrættet og bad eleverne dissekere, så kan kunne studere indvoldene.

Nu hives de så af mølposen, de oversete kvinder, og jeg har da også med fornøjelse læst mange af de underholdende romaner, som den tids kvinder skrev i første halvdel af forrige århundrede, f.eks. rigtig mange af Karin Michaëlis’.

For nylig genlæste jeg så Thit Jensen historiske roman om Stygge Krumpen, og fandt den langsommelig, og derefter lyttede jeg til ”Den erotiske Hamster” af samme forfatter, som var fornøjelig, men vist ikke stor litteratur. Og forleden læste jeg så Hulda Lütkens ”De uansvarlige.”

Fælles for disse kvinder er, at de skriver mere med følelsen end med forstanden. Og så ved jeg ikke helt, hvad jeg mener med det. Men lad os i al overfladiskhed gribe fat i to af dem, jeg har læst for nylig og som begge er skrevet i samme periode i mellemkrigstiden.

Tom Kristensens ”Hærværk” og Hulda Lütkens ”De uansvarlige”. De kunne for så vidt bytte titler: Tom Kristensens roman handler også om uansvarlige, og Hulda Lütkens om et langt håbløst og fremadskridende hærværk. Og så er der alligevel nogle forskelle, som måske også til dels forklarer, at den ene har opnået klassikerstatus og den anden blot er ”taget til nåde”.

T.K.’s værk, eller hærværk handler om en mand, der vælger at ”gå i hundene”, mens personerne i Lütkens værk ikke har noget valg. Hendes personer er styrede af drifter og begær og af et vilkår, som personerne fødes ind i og ikke kan bryde ud af: fattigdom.

T.K.’s hovedperson er en mand, Ole Jastrau, og Lütkens er en kvinde: Jørgine.   

Ole vil ”gå i hundene” det er en konklusion, han kommer til, fordi alt er ligegyldigt. Altså en nihilist. Så beslutter han sig for at drikke sig ihjel.

Jørgine vil overleve. Hun kæmper for at afbøde de slag, der tildeles hendes nærmeste, som hun holder af – det lykkes ikke. Menneskene er fortabte og alt tabes til slut. Det er en undergangsroman.

Det er Hærværk måske også, men jeg er ikke sikker. Oles beslutning virker påklistret, han er ingen Nietzsche, og Ole tumler rundt i fuldskab hele romanen igennem, og de tanker, han tænker er fuldemandstanker. De kan jo umuligt være andet, for han er stangdrukken fra morgen til aften. Og jeg kan i al fald ikke tage hans tankevirksomhed alvorligt.

Og det kan han heller ikke selv. Det eneste sted i romanen, hvor Ole er glad og tæt på at være lykkelig er der, hvor han kører en tur med sin kone og sin lille søn.

Kærligheden virker ægte. Og måske derfor virker drikkeriet som et postulat. Slutningen er åben. Måske indser han selv, at han har et liv.

Jørgine og de øvrige kvinder i De uansvarlige har ikke nogen mulighed for at finde et liv, der er til at leve.

Jeg husker, at jeg var meget begejstret for Hærværk, da jeg læste den som ung, og jeg tror også, at jeg plagede et par klasser med den i min tid som dansklærer. Og den er faktisk skuffende at læse nu. Det virker SÅ absurd med disse lallende mandevrag, der fede, døddrukne og ugidelige tuller igennem romanen, side efter side.

Men den er godt skrevet.

Så foretrækker jeg Lütkens bog, for her forstår man, at menneskene er sat i verden for at lide, og at det er synd for dem. Og man lider med dem. Og man kan lide dem.

Jeg kan ikke fordrage personerne i Tom Kristensens Hærværk. Hvad rager de mig?

RILKE OG MIG

Udgivet den af
Svar

For kort tid siden læste jeg mine endnu ikke bogfærdige erindringer igennem, og da jeg kom til det afsnit, hvor jeg skriver om mine ungdomsdigte – og en del af dem kredser om Gud – slog det mig, at jeg havde fået SÅ meget inspiration af en anden digter – en stor digter endda, og det er jo selvfølgelig af de store, man trækker guldet ud og som sender de skønneste stråler ind i vores egen langt fattigere verden af ord. En berigelse.

Ord ja – og ord, som forsøger at fange relationen mellem mennesket og Gud. Rilke kunne det. Og det her digt ville jeg gerne oversætte, men det kan jeg ikke, det kræver en større digterevne end min. Men digtet er jo ret åbent og ordene almindeligt kendte, så du kan sikkert læse det på tysk.

Du Nachbar Gott, wenn ich dich manches Mal

In langer Nacht mit hartem Klopfen störe,-

So ists, weil ich dich selten atmen höre

Und Weiss, Du bist allein im Saal

Und wenn du etwas brauchst, ist keiner da,

Um deinem Tasten einen Trank zu reichen

Nur eine schmale Wand ist zwischen uns,

Durch Zufall: denn es könte sein,

Ein Rufen deines oder meines Munds-

Und sie bricht ein

Ganz ohne Lärm und Laut.

Aus deinen Bildern ist sie aufgebaut

Und deine Bilder stehn vor dir wie Namen

Und wenn einmal in mir das Licht entbrennt,

Mit welchem meine Tiefe dich erkennt,

Vergeudet sichs als Glanz auf ihren Rahmen

Und meine Sinne, welsche schnell erlahmen

Sind ohne Heimat und von dir getrennt 

Det er et angstdigt, som ingen kunne skrive stærkere. At føle sig så tæt forbundet med Gud (nur eine schmale Wand ist zwischen uns) og samtidig frygte, at adskillelsen er en mulighed.

Her et andet digt af Rilke, som jeg kom i tanke om, da jeg skrev ovenstående. Her er digterjeg’et i kontakt med Altet og flugt og lyd og liv forener sig i disse smukke vers:

Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen

Rilkes digt:

Ich lebe mein Leben in wachsenden Ringen,

die sich über die Dinge ziehn.

Ich werde den letzten veilleicht nicht vollbringen,

aber versuchen will ich ihn.

Ich kreise un Gott, um den uralten Turm,

und ich kreise jahrtausende lang;

und ich weiss noch nicht:

bin ich en Falke, ein Sturm

oder ein grosser Gesang.

KUNSTEN

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

KUNSTEN

Jeg har aldrig kunnet fordrage ”l’art pour l’art” teorien – det, at kunsten skulle være til udelukkende for kunstens egen skyld – at kunsten ikke er noget, der behøver at have et budskab ud over det ene: at være kunst. For mig er den i så fald tømt for indhold og stivnet i sit eget døde selvbillede. Lige meget, hvor meget den så lever op til kriterierne for ”kunst”. Den samme fornemmelse af afsky har jeg altid næret for betegnelsen ”kulturkristendom” – og vist nok af samme grund. Hvis indholdet i troen kun skulle være ”kultur” altså det af mennesket formålsskabte, så mister det sit indhold: det, som var, er og bliver før mennesket, kort sagt: det som handler om Gud.

At forvandle kunst til ren form er som at forvandle tro til kultur, kærlighed til sex og natur til agerbrug. Det er at proppe det store, ubegribelige ned i kasser og bore små kighuller i kasserne, så vi kan betragte det og sige: nej se! det der er kunst, se! det der er kristendom, se! det der er kærlighed. Så bliver det fattigt.  

Jeg kan bedst illustrere det med et eksempel fra den del af kunsten, jeg kender bedst: nemlig litteraturen.  Tom Kristensens novelle ”Ulykken”.

T. Kristensen var ekspressionist, og hans digte malede i grelle farver: det skulle smælde mellem linjerne. I et digt skriver han: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død. Jeg har længtes mod brændende Byer og mod Menneskeracer på Flugt.” For i volden er der blod, og blod er rødt, og det smælder som røde faner, det folder sig ud som valmuer  – osv.

Men på et tidspunkt vender Tom Kristensen sig imod sin egen æstetik: denne trang til at forvandle virkeligheden til farver og former og lyde, til døde ting. Det sker i novellen ”Ulykken.”

Jeg har ikke læst novellen, siden jeg engang i forrige årtusinde underviste i den, men jeg husker indholdet: Det handler om en maler (eller måske en digter) som hører, at der er sket en forfærdelig togulykke lige i nærheden, og hans lyst til at beskrive den kunstnerisk vågner straks, og han farer derud, og han får også fat i billederne af blødende mennesker og farverig rædsel, lige til at gå til.

Men om natten vågner han ved, at en fugl ( hans egen kanariefugl) flyver hen og sætter sig på hans hånd, og han mærker varmen fra det lille liv strømme igennem sig, og det er den oplevelse, der med et får ham til at indse, at livet er det ægte og sande.

Kort sagt: han forkaster æstetikken for moralen.

Måske har Søren Kierkegaard samme tema i ”Enten-Eller” – men her er jeg ikke kyndig.

Jeg vil naturligvis genlæse Tom Kristensens novelle og samtidig forsøge at finde forfatteren til novellen: Tingene, for lige den novelle viser det samme: hvordan vores fascination af, ja netop de døde ting fører os i døden. I den novelle dør hovedpersonen faktisk af sin trang til at “tingsliggøre” alt omkring ham. Det bliver spillet ud i sin yderste konsekvens og kommer derfor også til at virke ( ufrivilligt?) komisk, som f.eks. når han forsøger at lægge sine børn smukt til rette på hylderne, så de pynter i stedet for larmer.

Alt det vender jeg tilbage til.

Jeg vil slutte dette indlæg med at annoncere det næste, som vil blive et lille kig ind i en generation af begavede unge forfattere, der kan det hele: skrive, så englene synger, og samtidig få det skrevne til at give mening.

Jeg nævner de to, som jeg vil bruge som eksempler: Eduard Louis og Glenn Bech. En fransk og en dansk, der har det til fælles, at de begge kommer fra og beskriver underklassen ( det kalder jeg den så) og har et sprog, der er sjældent smukt og poetisk. Det er KUNST, når den er bedst.

En lille tilføjelse, inden jeg forføjer mig: litteratur skal være rigtig god, for at jeg gider bruge tid på den. Men jeg kan ikke, og jeg tror ikke, der er nogen, der kan, formulere de præcise kriterier for, hvornår der er tale om god eller dårlig litteratur. Men det høres. Det er som musik. Det kræver gehør.

Jeg kan fint fornemme, om noget er dårlig eller god litteratur, og indholdet kan være nok så supervigtigt, hvis sproget ikke synger med, så er jeg i al fald ikke i stand til at følge med ret længe. Så står jeg af.

Nu tænker jeg spontant på Fifty shades of Grey, som jeg købte i sin tid af nysgerrighed, for den blev markedsført som en fantastisk flot fremstilling af ”husmodersex” og det kunne da nok være tændbart for en gammel en af slagsen, tænkte jeg. Men uha, sproget var kedeligt og triviallitterært som fra en dårlig ugebladsnovelle de første 60 sider (jeg giver altid en bog 60 sider).

Uden saft og kraft i sproget er en såkaldt erotisk bog den rene tortur. Jeg kommer lige til at tænke på Anaïs Ninn. En god sammenligning, for hendes sprog er levende og smukt, og med sproget tilspidset indholdet er hendes erotiske litteratur en fornøjelse at læse.

Og nu, hvor vi er ved det: jeg hørte forleden P. 1’s litterære program ”Skønlitteratur på p1” med Nanna Mogensen. Og det handlede om krimilitteraturen og var et langt helhjertet forsvar for den genres ret til at blive placeret i samme bås som den ”rigtige” skønlitteratur. Jeg har altid været ligeglad med såkaldte plots, så det er ikke en litteratur, jeg er velbevandret i. Men jeg lyttede interesseret, men de lange passager, der blev læst op som bevis på, hvor fin en litteratur, der her var tale om, var så dårligt og ubehjælpsomt skrevet, at de til fulde støttede den ”fordom”, at krimilitteraturen ikke har skyggen af litterær værdi. De oplæste eksempler havde i al fald ikke.

Men det vender jeg tilbage til.

Livets børn – nogle tanker

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

”Vi er alle dødens børn” skriver Knausgård i ”Ulvene fra Evighedens Skov.” I bogen filosoferer han vidt og bredt om livet og om døden. Akkurat som alle store romaner har gjort det til alle tider. Og der er tale om en stor roman her, ingen tvivl om det. Og vist er det en af personerne i bogen og ikke forfatteren selv, der proklamerer, at vi alle er børn af døden. Alligevel må Knausgård stå inde for synspunktet, for alle personer i alle romaner er fabrikerede i en forfatters hoved, og de bærer hans stempel, de er hans børn, og han er langt hen ansvarlig for dem. Også selv om han tager afstand fra alt det, de taler og står for. Dostojevskijs ”kældermenneske” er ikke Dostojevskij, og samtidig er det i høj grad ham, for han springer jo som en anden Athena lige ud af den russiske digters hoved. Som Zeus gik svanger med Athena, går forfatteren svanger med sine personer, og som hun sprang ud af gudens hoved, springer de ud af hans. Sådan er det. At vi er dødens børn må stå for Knausgårds egen regning.

Nu er jeg efterhånden blevet gammel, og døden er ikke mere en fjern trussel, men en nær hændelse, og jeg må om end vrangvilligt tage imod den. Men jeg vil ikke vedkende mig slægtskabet. Den er hverken min mor eller min far. Jeg er ikke barn af den men af livet.

Lyset i en blomst

Jesus siger til dine disciple (Johannes Evangeliet) : ”en kort tid så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Nu vil jeg ikke sammenligne mig med Jesus, men jeg vil sige det samme til mine børn: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere.” Det synes jeg er en rimelig meddelelse og en 100% sikker viden, men når det er sagt, må jeg stoppe med at sige mere, for jeg ved ikke af mere, det gør ingen af os, og Jesu klippefaste forvisning om opstandelsen går over min forstand, også selv om jeg siger trosbekendelsen i god tro hver søndag. Det er min tro. Og det er OK med mig – at tro – og ikke at VIDE.  Men jeg tror med Grundtvig på, at vi er ”lysets børn” ( Den signede Dag med Fryd vi ser), ikke mørkets.

Jeg tror på livet. Og når jeg retter blikket mod de første leveår, så er det liv, jeg ser, og Knausgårds udsagn drukner i den barnlige vise, vi sang ved lejrbålet: ”Vi er børn af sol og sommer.”

I det næste indlæg om min erindringsbog vil jeg berette om en af de lyse dage fra min tidligste barndom, en dag, som stadig har bevaret sit skær af sol og sommer.

lysets børn

 

Digt og virkelighed

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forleden aften talte jeg i et forsamlingshus, der levede op til sit navn. Og jeg fik spørgsmålet: ”Hvor meget i din bog er sandt og hvor meget er ren digtning?

Det var min bog om Dronning Elisabeth af Kandestederne, jeg fortalte om, og denne gang på en seniorhøjskole, og igen blev jeg forbavset over at se så mange mennesker forsamlede for at høre et foredrag.    

Det var langt ude på landet og i en lille søvnig landsby, en snes huse kun, og så kom alligevel alle disse folk strømmende til fra fjern og nær. Og det på en kold og mørk vinteraften. Og hvor kan jeg tale om søvnig? åh nej, de mennesker var sprælvågne og opvakte og så opslugte af det levende ord, at jeg næsten blev rørt. Eller det blev jeg faktisk. Igen.

Men det var spørgsmålet om digtning og sandhed.

Hvor meget af bogen om Elisabeth er sandhed og hvor meget er fri fantasi?

Det vævede jeg lidt om. Det var jo en roman, sagde jeg, og det ligger i genrens natur, at det er digt, altså opspind. Det er ikke faktuel viden, læseren præsenteres for.

Jamen, er det så ikke sandt?

Jo, vist er det sandt. Den Elisabeth, bogen handler om, findes. Men jo kun i min bog. Jeg har ranet hende fra virkelighedens persongalleri og iklædt hende fiktionens klæder. Det gør hende imidlertid ikke mindre værende i verden end hende, der engang gik omkring i Kandestederne.

Og jeg flettede lidt ind om det, som digtningen kan: skabe en ny virkelighed.    

Erindringer – Hans Lyngby Jepsen

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu springer jeg lidt uden for min liste af erindringsforfattere. Men sagen er den, at jeg har givet mig selv den opgave at genlæse alle de bøger, der står og samler støv på reolerne. Inden de støver helt til, skal de læses. Og det bliver de jo ikke, for mine bøger er utallige, og mine dage er talte. Så det når jeg ikke.

Men lige nu glæder jeg mig over Lyngby Jepsens lange erindringsværk ”til Andrea” – det er noget af det sidste han skrev, sådan som erindringer bør være noget af det sidste, man skriver. Han var tæt på 80 år, da de udkom – og også derfor genlæser jeg dem, for jeg vil måske også skrive mine erindringer, og i fald jeg gør det, så skulle udgivelsen helst ramme min 80 års fødselsdag. Så jeg har faktisk travlt.

Men det er ikke det eneste, jeg har til fælles med den forfatter. Der er så meget. Hans holdning til mange af de store spørgsmål deler jeg med ham. Samfundsspørgsmål f.eks. Her befinder vi os begge på venstrefløjen uden at være socialister.

Og her kommer et citat, der handler lidt om det at være dansk. Det er fra ”En dag er vi lige gamle” :

”Sproget er et mirakel – alle sprog, dansk for mit vedkommende. Knap tredive bogstaver i alfabetet, og hvad kan man ikke skrive og sige med dem! Det særlige og mirakuløse ved alle sprog, også det danske, er dets intimitet for dem der kender det. Sproget knytter danskerne sammen og skiller dem fra andre folk, sproget samler og skiller. Det er det sande familieskab. Derfor værdsætter vi litteraturen – i endnu højere grad end musikken og billedkunsten der også taler til os om national tilknytning. Helt og fuldt ud og i krogene kender vi kun det sprog, vi er vokset op med, den betydning og underforståelse der omgiver mange ord og vendinger, også når de dukker op i sammenhænge de ikke oprindelig blev anvendt i. De lokker en erindring og et smil frem, de sender tanker på flugt, de åbner udsigter og maler billeder.”  

I sidste del af sidste bind af erindringsværket skriver han naturligt nok en del om døden. Det er et tema, der bliver aktuelt, når vi som gamle står tæt på tærsklen og statistisk set allerede har overskredet den.

Og også her kan jeg sagtens samklinge med ham, og så er jeg alligevel slet ikke der, hvor han befinder sig. Han er en hjernens mand, et gennemført rationelt tænkende væsen, og som sådan frasiger han sig enhver form for religiøs forståelse af livet og døden. Og det gør jeg jo ikke.

Men forstår ham.

Hjernen accepterer ikke nogen varm og kærlig overgang til noget som helst andet end biologisk forvandling, og i rummet er kun det store INTET. Det er måske rigtigt, men den tanke, kan jeg hverken leve eller dø med. Men jeg VED jo lige så lidt som Lyngby Jepsen noget om, hvad der sker efter døden, altså ud over, at vi enten bliver brændt eller begravet. Det er der ikke noget opløftende ved. Vel?

Og jeg tror på noget andet. Jeg tror på en almægtig skaber – en kærlig gud – Gud, som tager over, når vi giver slip.

Det er ikke rationelt, og jeg kan ikke forklare det. Og at ville bevise det er helt umuligt.

Jeg vil slutte med et langt citat fra bogen. Og så glæde mig over, at når Jepsen skal finde noget dybere end blot det biologiske, så tyr han til Biblen, ja han gør så:

“Uvisheden er god at leve med. Den er et fundament af viden om uvidenhed. Selvfølgelig, alt er muligt, slip fantasien løs. Lev videre på Saturns ring eller en af Jupiters måner, tro på reinkarnation og vågn som bæltedyr eller vandrotte, søg Nirvana eller Edens Have. For mig er uvisheden den absolutte frihed som ingen religiøs kirke kan begrænse. Jeg venter mig intet. Dem om det, der har behov, så længe de ikke generer andre med deres fantasier. … Jeg slår mig til tåls med glæden over et langt liv, dets tusinder af lykketimer. Prædikeren, kongen i Jerusalem, efter eget udsagn en mand af stor visdom og kundskab, siger: Hellere dødens dag end fødslens dag, hellere ende end begyndelse, hellere gå til sorgens hus end til festens hus. Det lyder trist. Og solen står op og går ned. Endeløs tomhed, siger han om livet, alt er tomhed. Endeløs tomhed. Og alle de ting, som sker under solen er tomhed og jagen efter vind. Men to spalter længere fremme i den autoriserede danske bibeloversættelse korrigerer den kundskabsrige konge sig selv: Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid. Det har vi forsøgt, min kone og jeg, ikke at jage efter vind men at nyde frugterne af vores slid.”

Og her lidt længere mod slutningen skriver han, så vore hjerter slår i takt:

“De undertrykte lider stadig som for tre tusinde år siden, de dør uden trøst. Men få linier forinden taler Jerusalems konge om glæden: Intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt hvad det gør: det er dets løn. Spændt ud mellem livets glæde og sorg, mellem fødsel og død. Verden er ond. Verden er god. Voltaire rådede enhver til at dyrke sin have. Udlagt efter behov: Dyrke det nære som du kan overkomme, det fjerne har du ikke forstand eller indflydelse på. Dyrk dine bedste talenter i stedet for at sprede dig på mange gøremål. eller simpelthen: Hvis du uopfordret møver dig ind i naboens have, risikerer du at blive slået ned. Siden Voltaires glade 1700-tal er Jorden blevet en provins, vi alle har ansvar for og indflydelse på, en fælles have.”

Rusland

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg var 13. Den alder, hvor man hverken er barn mere eller voksen endnu.

Om søndagen gik jeg undertiden i kirke sammen med min bedstemor. Vi gik ad engstien til Elling Kirke, for Strandby havde ingen kirke, og det var en god tur. 3 – 4 kilometer hver vej. Så der var tid til at snakke.

Og det var her – i den gamle Elling Kirke, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Rusland. Eller rettere med en rigtig russer. Præsten var dansk nok, han hed Pastor Mostrup, og han var en tør, vist nok lidt kedelig type, grundtvigsk i al fald, og min bedstemor holdt ikke af ham, for han havde ikke de missionske præsters salvelsesfulde måde at udtrykke sig på. Ordene komme stille og jævnt, men for mig var de værd at lytte til, og jeg fik jo overtalt bedstemor til at gå med, når det var Mostrup, der prædikede. For han elskede at læse andre bøger end Biblen, vidste jeg, og hans tale var spækket med gode eksempler fra litteraturen. Og især den russiske, og lige den dag, som jeg nu husker og hvor jeg var blevet 13 år og følte mig voksen, læste han op fra Dostojevskijs “Brødrene Karamassof”. Det var kapitlet med den gamle “Starest” fra klosteret, som mødes med hovedpersonen Aljosja. Den dag vågnede min interesse for den russiske litteratur.

Mens vi gik hjem, fik jeg overtalt bedstemor til at vælge den bog, som præsten havde læst op fra som vores næste højtlæsningsbog – jeg lånte den på biblioteket, og vi læste også i den, men vi kom vist ikke særlig langt, det var alligevel for stor en mundfuld for den gamle og barnet. Og bedstemor fandt den desuden for verdslig – det husker jeg, at hun sagde. Så er der mere at hente i Biblen, mente hun.

Og det var der sikkert for hende, men ikke for mig.

Jeg kan ikke huske, om jeg selv læste bogen færdig, men jeg ved, at det frø, præsten såede den søndag, faldt i god jord. Det spirede, og det var sikkert grunden til, at jeg blev så glad for Rusland og russisk litteratur, og at jeg mange år senere valgte at læse russisk på universitetet. Det gjorde jeg af en bestemt grund: jeg ville kunne læse de store mestre på det sprog, de skrev deres værker på.

Det, der sker i det gamle Sovjet i dag, er forfærdeligt, og det er jo ikke sådan, at vi ikke har set det komme. Tjetjenienkrigen viste vel tydeligt nok, at Rusland har drømme om at få de gamle “frie” sovjetlande tilbage.

Men jeg blev kold af skræk – som alle andre – da Putin invaderede Ukraine.

En af mine tidligere bekendte (jeg var med til at kalde ham til vores gymnasium, da Jugoslavienskrigen rasede), er Jan Øberg. Han ved virkelig noget om krig og fred – har arbejdet som fredsforsker gennem årtier. Og han skriver i Kristelig Dagblad:

( Citat fra Kristelig Dagblad 7. marts – Jan Øberg)

“Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad Nato og vestlandene giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende. Der er kun rygmarvs-had, og følelser: Vi er gode, og de er onde. Der er ingen politisk-intellektuelle analyser, og det er dén psyko-politiske endimensionalitet, jeg betragter som farligere for fremtiden end Ruslands invasion.”

Rusland begyndte dog krigen …

“Ja, denne krig, men ikke den underliggende konflikt, som volden er symptom på. Forud for invasionen ligger 30 års total foragt over for Ruslands behov og protester. Nato har udvidet og udvidet, selv Ukraine, Sverige og Finland er i praksis forlovet med alliancen. Nato har uden grund ekspanderet helt op under skørterne på Rusland. Det handler om oplevet ydmygelse. Intet land i verden har siden 1945 dræbt så mange millioner mennesker og sendt så mange millioner mennesker på flugt i Mellemøsten og andre steder som USA, og Danmark har hjulpet til. Nu gør Rusland – stærkt trængt af Vesten i 30 år – det samme, og i øjeblikket er 350 mennesker døde. Principløse beslutningstagere og andre mener åbenbart, at der er gode og onde krige.”

Jeg er pacifist, det ved dem, der kender mig, og det er jo nærmest en sær ting at være, når verden er truet af krig. Lidt lige som at ville forråde sit land. For lige nu vil ALLE opruste til “den gode krig” – men kære venner: der findes ingen god krig. Venlige bomber slår ligeså hårdt som fjendtlige bomber, og A-bomben dræber os alle.

Så hold fingrene væk fra våben!!!

Men nej, folk elsker jo krig, selv små børn leger krig på deres iPad – vi opfostrer dem til at elske vold. Er der nogle af vores børn og børnebørn, som ikke har øvet sig på at dræbe et andet menneske? Nej vel!!

Selv om de fleste vil påstå det modsatte. Men sådan er det: Folk kan ikke få nok af vold: altså vold rettet mod “de onde.”

Nu tror jeg ikke, at vi kan deles op i gode og onde.

Er det ikke sjovt, at vi skriver på tobakspakkerne: rygning kan dræbe?

Et det ikke vildt, at vi ingenting skriver på tanksene og geværerne, selv om de ikke kan andet end dræbe?

Vil jeg så ikke kæmpe mod diktatur og tyranni og verdens ondskab? Jo, men ikke med våben, der dræber andre mennesker. Jeg tror på ordet. ORDET.

Jeg ved, at ondskaben findes – også i mig – jeg kan komme i en situation, hvor jeg handler ondt, fordi ondskab er en realitet i os alle, og i nogle – alt for mange – tager den magten og kaster mennesket ud i onde handlinger.

Den ondeste af alle handlinger er krig.

DJÆVELEN findes, det er jeg ret sikker på – jeg tror ikke, at Putin eller Hitler eller Stalin er (var) djævle – men jeg er sikker på, at ondskaben har taget magten i deres hjerter. At de er (var) besatte af djævelen.

Du går måske selv i kirke en gang i mellem, så er du jo med til at bekende det her: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger.

Når vi forsager ham, så findes han vel?

I gamle dage ( i Bibelen) talte man om, at mennesker kunne blive besat af Djævelen – det har såmænd aldrig ændret sig.

Jesus kunne drive Djævelen ud. Vi andre kan ikke. Men vi kan forsøge.

Jeg ved det godt: alle synes lige nu, at jeg er naiv.

Sikkert.

Tanker i en kold tid

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

”Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af en ukendt art” – Ole Sarvig: Vindrosen sommer 1960.

Fremmedfølelsen er et centralt element i Sarvigs digtning – et grundvilkår. Langt senere tages begrebet op af de marxistiske digtere, men nu har det skiftet betydning. Der er nu tale om en menneskeskabt følelse: fremmedfølelse = fremmedgørelse – mennesket er gjort fremmed af den måde, det har indrettet samfundet på = kapitalisme. Det har gjort sig selv fremmed og kan altså også gøre sig selv fri = revolution.

Men for 60’ernes modernisme er det som sagt et grundvilkår. Der er således ikke meget håb om forløsning – vi er og bliver ukendte planter på den her fremmede klode.

Og hvis der alligevel er en forløsning, så ligger den på det metafysiske plan. Og her står Sarvig ikke ene – han var i samklang med de fleste af dem, der kaldte sig heretikere (f.eks. Martin A. Hansen, Poul la Cour ), der i al fald var enige om, at tiden var stivnet i rationalisme og systemtænkning.

Sarvig, som så præcist udtrykker fremmedfølelsen med ovenstående citat, endte med at tage sit eget liv. I den sidste ende af livet skrev han mange salmer. Så han har vel troet på, at der eksisterede en skaber. At den fremmede (for mennesket) klode er Guds skaberværk. Og vel også, at frøet skulle spire og vokse i et hinsides liv.

Det synes jeg ikke helt jeg kan forstå, Nej, selvfølgelig ikke, for det hverken KAN eller SKAL forstås. Væk med forstanden!! Så langt rækker vor fantastiske hjerne ikke.

I dag taler man om evidensbaseret viden: det  man har evidens for = har bevist gennem en række metodiske forsøg..

Det vendte man (Sarvig) sig imod og holdt fast i, at vi ikke kan ”erkende” sandheden empirisk, men må acceptere uigennemtrængeligheden og at der er en ”højere sandhed” en trancendent virkelighed, som vi aldrig fanger mere end en flig af. Den kan åbenbares, men ellers ser vi den kun stykkevis. Sådan er vort vilkår.

Ja, det er jo sådan set også det, kristendommen siger. Og så er det jo lige her, at man blander to ting sammen (tro og viden) , når man i et hug udtaler sig om videnskaben og dens love og kristendommen og dens forkyndelse.

Der er jo faktisk så stor forskel på LOV og FORKYNDELSE, at de aldrig kan mødes.

til slut endnu et citat:

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. Kor. 13,12)