HULSIG I DE FØRSTE ÅRTIER AF DET NYE ÅRHUNDREDE

I det følgende vil vi springe lidt rundt i Hulsig og omegn og kigge på livet, som det udfoldede sig fra Janus Hesselholts død ved indgangen til et nyt årti og frem til 2. verdenskrigs begyndelse. Nogle af personerne og mange af deres nærmeste efterkommere lever stadig, og mit kildemateriale til denne del af bogen stammer delvis fra samtaler, jeg har haft med dem, og fra dokumenter og billeder, som de har lånt mig.
Når jeg her vælger en anden form end romanens, skyldes det, at jeg ville finde det ubehageligt at digte folk fra den nærmeste fortid ind i en sådan fiktiv konstruktion. Skulle jeg ”digte” om perioden så nær min egen tid, ville jeg frygte for min forfløjne pen, der ikke altid lader sig styre af den sunde fornuft eller af de gode viljer.
Jeg vil fortælle lidt om det videre hændelsesforløb for Hesselholt og familien der. Og lidt om livet, som det udfoldede sig i det lille sogn, i dagligdagen, i skolen, i kirken og ved særlige hændelser. En del af kildematerialet til disse beretninger stammer fra gamle udgaver af Skagen Avis. Den blev i de år redigeret af Poul Hansen, og så vidt jeg kan se, var det også ham, der skrev det meste af nyhedsstoffet. Hvis der har været ansat uddannede journalister til det, så har de skrevet i Hansens stil, og deres navne er ikke at finde i bladet. Der er dog et supplement af baggrundsartikler af navngivne skribenter og desuden ind i mellem en romanføljeton.
Men lad os først vende blikket mod den gamle gård Hesselholt og livet der, hvor fire unge mænd alt for brat mistede deres far i vinteren 1919.
 

Sønnerne

Lars, Otto, Karl og Magnus. Jeg tror, de var knyttet til hinanden med stærke bånd, og at båndene holdt livet igennem. Jeg husker fra min barndom, hvordan far ofte startede bilen søndag formiddag for at køre til Hulsig eller til Skagen. Han skulle lige ud til gården og snakke med Otto, eller han skulle en tur til Skagen og høre til Lars. Sommetider fik man lov at køre med, men som regel kørte han ene.

Lars Hesselholt

Lars ville have været dyrelæge. I en nekrolog fra Skagen Avis 27. februar 1979 kan man læse: Efter planerne skulle han have været på højskole, hvorefter han ville have indledt et studium til dyrlæge. Imidlertid mistede han sit ene øje, hvorefter disse planer blev opgivet.
I 1917 tog han lærereksamen på Gedved Seminarium og var en tid lærer i Rudkøbing, men da hans far døde, blev han kaldt  hjem, og efter et kort ophold i hjemmet fik han embede i Øster Holmen, hvor han var enelærer for 104 børn, senere kom han til Gammel Skagen, og de sidste mange år og indtil sin pensionering i 1963 virkede han på Kappelgårdskolen i Skagen. Han giftede sig med Magdalene Skyggebjerg, som han havde lært at kende på seminariet, og de fik fire sønner: Jens Janus, Søren Jacob, Poul Ole og Knud Erik. Jeg husker min onkel som en lun og venlig mand, som var god til at fortælle og som havde en udpræget humoristisk sans, en tone, man tydeligt sporer i de skrifter, han har efterladt. Også min tante Magda var et rart menneske, og jeg kan forestille mig, at de havde et godt liv både som lærere og sammen med deres fire  drenge, hvoraf de dog var så ulykkelige at miste den næstældre, Søren Jacob, der døde som stor dreng.
Lars’ pædagogiske virke har mig bekendt ikke sat sig synlige spor, men det har derimod hans store interesse for historie, idet han deltog i flere lokalhistoriske projekter, bl.a. var han en af initiativtagerne til det museum, der kom til at hedde Skagen Fortidsminder, i dag Skagen By- og Egnsmuseum. Han underviste i historie og tysk og var meget engageret i begge fag, og jeg har talt med et par af hans elever, som var enige om, at han var fagligt dygtig, men kunne være temmelig skrap og forlangte, at eleverne skulle møde velforberedte til timen, ellers vankede der ørevridere. Men en sådan holdning og læreradfærd kendetegnede sikkert de fleste af den tids lærere, og jeg kan ikke forestille mig, at han har været særlig brutal. Så har han i al fald slet ikke lignet sine brødre.
Hvis man vil vide lidt om ”ånden” på Kappelborgskolen, kan man finde fornøjeligt stof i Hanne Marie Svendsens lille erindringsbog ”Himmelsten.” Hun fortæller levende om både sin egen og sin mors skoletid og nævner i den forbindelse flere afskrækkende eksempler på de lærere, hun og moren blev udsat for i deres skoletid i Skagen, f.eks. skriver hun: ”Lærer H havde et djævelsk temperament og slog lussinger.” Men det H står heldigvis ikke for Hesselholt, for vedkommende var nemlig en lærerinde. Og i det store hele var Hanne Marie Svendsen glad for at gå på skolen, men hun var jo også en pige. De elever, jeg har kontaktet for at høre om min onkel, var alle drenge, og drenge kunne man roligt trække i ørerne, uden at nogen fortrak en mine af den grund.
Noget egentligt portræt af min onkel Lars er jeg ikke i stand til at give. Og mine fætre lærte jeg aldrig at kende. De var så meget ældre end os og vist nok flyttet hjemmefra, da vi var børn. Når onkel besøgte vores familie, talte han ikke direkte til os børn, men jeg husker, at han talte meget, og jeg tror, vi lyttede. Jeg husker, vi lo. Til min søster Dortes konfirmation rejste onkel Lars sig spontant op og beklagede, at han ikke havde forfattet en sang, hvorpå han på stedet gjorde fejlen god ved på stående fod at digte en vrøvlevise.
Jeg vil slutte afsnittet om min onkel Lars med et par små episoder fra hans Hulsigminder. Det er et erindringsglimt fra hans barndom og ungdom, der giver en fornemmelse af det frie liv, der var hans. Der skulle arbejdes, det er klart, men der var også tid til et drengeliv så frit og undertiden så vildt, at det kan lede tanken hen på Mark Twains kendte drengeportrætter Huck Finn og Tom Sayers. Det er også ganske interessant, at Lars bedste ven var Kristian Nielsen, barnebarn af Hans Nielsen Rump, der boede i et lille husmandssted, udstykket fra Klarupgaard. Og Kristian var tilmed det, der dengang hed et ”uægte” barn, Hans mor, Hans’  Ane fik hele to af slagsen, en dreng og en pige. Og drengen Kristian var altså Lars’ bedste ven i barne- og ungdomsårene.
Anes hus ligger der ikke mere, men det kan ses nedenfor. Kristians bedstefar kunne mere end sit Fadervor. Han havde afluret den kloge mand, Hals Præst, nogle kunster bl.a. ved at læse i Cyprianus. Lars Hesselholt fortæller:
”Hans Nielsen kunne … standse løbske heste. Hans datter Ane havde en søn, Kristian, der blev vejmand og som jeg gik i skole sammen med. Kristian havde mellemmadder med med hjemmekærnet smør og speget gås. Vi byttede tit madpakker. Senere gik vi på jagt sammen. Vi skød måger, tit 40-50 stykker. Hos dem blev de plukket og brugt til sengefyld. Vi drev også lidt fiskeri sammen, Kristian og jeg. Om sommeren var det mest dybsvod. Når den ene af os hejste en kurv op i flagstangen, var det tegnet pa, at vi skulle drage dybsvod. Det var mest fra kl. 21 til 2 – 3 om natten. Det var et morsomt fiskeri, og det gav også et udbytte, der var meget varieret, makrel, knurhaner og fjæsing, de sidste havde dog nogle giftig pigge. Jeg blev ofte stukket, men det gjorde mig intet. Kristian Nielsen og jeg havde 2 fisketure, som jeg ofte mindes. En dag, jeg var nok 15 – 16 år, hvor jeg lå og tyndede roer, havde Kristian set, at der lå 4 – 5 Aalbækbåde i bugten og snurrede. Der var mange små rødspætter, men det var forbudt område. Når man kom til dem, kunne man få 5 – 6 snese småfisk i land. For at betale lidt, løb jeg over til købmanden og fik en flaske cognac med. Vi roede ud mod bådene, men de blev nok bange, og troede, at det var fiskerikontrollen, hvorfor de lettede og sejlede væk. Der lå vi med en tom sæk og en flaske cognac. Da Aalbækkerne var væk, besluttede vi at dele cognacen og ro i land, men var meget ”søsyge.”
En anden gang tog vi ud til Kløerne, nogle koralrev mellem Hulsig og Bunken, ca. 3 kvarters roning fra land. Vi fandt Kløerne og fik pilket 6 – 8 pæne torsk. Så trak det op med en forfærdelig tæt tåge. Vi kunne ikke se en alen fra os, og det var helt stille vejr. Kristian mente, vi skulle ro hjem, men hvor var ”hjem? Vi havde ingen vind og intet ompas at rette os efter. Derfor blev vi liggende. Da vi havde ligget ca. 1 kvarter begyndte Højen sirene at tude. Vi tog kurs efter lyden og landede velbeholdne i nærheden af Tranestederne, så vi kunne ro langs stranden til vort landingssted.”
 

Otto Hesselholt

Efter sin mands død overtog Elise Hesselholt gården. Der var ganske vist en arving, nemlig Otto, men han stod ikke på spring. Og vi kan af folketællingerne og andre dokumenter se, at skønt han var 22 år,  da hans far døde, var det i de første mange år ikke ham, der stod opført som ejer af Hesselholt. Han får benævnelsen tjenestekarl på listerne, og var så vidt jeg kan se medarbejder på sin mors gård.
Akkurat som min oldemor Kirsten i sin tid nødigt ville give tømmerne fra sig og række dem til den unge Janus, så ville heller ikke Elise uden videre slippe sit tag og overgive styret til sin søn. Sådan ser det i al fald ud i min optik.
Vi ved fra Janus’ journal, at han skumlede slemt over sin mors måde at drive landbrug på; han fandt den utidssvarende og urentabel, men talte for døve øren, når han foreslog forandringer. Det var et gammelt mønster, der her gentog sig, for også hans far, Lars, havde i sin tid haft vanskeligt ved at overbevise sin onkel Jens om, at man kunne drive Hesselholt på en langt bedre og mere effektiv måde. De kæmpede begge mod vindmøller, når de forsøgte at ”kloge sig” over for de gamle. Lars ville modernisere, onkel Jens ville ikke. Janus ville modernisere, mor Kirsten ville ikke.
Jeg ved ikke, om min onkel Otto havde det på samme måde med sin mor, men jeg tvivler. Hun var måske nok af samme støbning som gamle Kirsten, begge var i al fald stærke kvinder, men Otto var anderledes end sin far, og jeg fornemmer her på mange års afstand, at han nok har følt sig tynget af det store ansvar, der så uventet blev lagt på hans skuldre. Og at hun har forstået det.
Og det var tungt, for hans far havde bestridt et utal af tillidshverv, min onkel Lars skriver hele 20, og dertil kom, at han var et belæst menneske, hvis kyndighed rakte langt ud over hans eget fagområde. Det var f.eks. ham, egnens folk henvendte sig til, når de ville have råd angående syge dyr eller havde andre problemer, der skulle løses. Og hvem af sønnerne kunne i grunden leve op til en sådan far? Endsige løfte en sådan arv? Lars måske, men han var jo fløjet fra reden. Så Otto har sikkert følt det som en tryghed, at Elise valgte at tage over efter den afdøde ægtefælle og køre videre i hans spor. Hun har, som jeg ser det, været en slags dronning. Og tronfølgeren har hun måske fundet for umoden. Han kunne vokse med opgaven.
Men Elise var ikke blot en stout gårdejer, hun var også en myndig moder. Lars havde som sagt frigjort sig og var uden for rækkevidde, men de tre yngste var ved farens død tilbage på gården, og jeg tror, at de har været nødt til at lytte til hendes ord og følge hendes vilje, nu hvor patriarken var død. Matriarken levede. Og det gamle bibelske bud gjaldt i den familie: Du skal ære din fader og din moder. Det gjorde de. De var gode, lydige sønner.
På Tranevej, nogle hundrede meter ned mod Tranestederne ( Tråen ), ligger i dag en moderne ejendom ved navn STADUM. Grunden tilhørte i sin tid Hesselholt, og herfra udstykkedes i 1921 en parcel, hvorpå Elise lod bygge en lille ejendom til sønnen Karl. Han havde nemlig fået indfriet det statslån, som hans far i sin tid søgte, og som han forestillede sig kunne garantere, at den syge søn fik mulighed for at leve et normalt landmandsliv. Nu døde Janus jo aldeles uventet, og måske som følge deraf udviklede sønnens sindssygdom sig dramatisk, og han blev aldrig i stand til at overtage ejendommen. Af folketællingerne kan vi se, at det var den yngste søn, Magnus, altså min far, der i de følgende år kom til at drive det lille sted. Han står på listen opført som bestyrer. Senere blev stedet solgt til Chr. og Marie Husth, og deres søn Erling overtog det, da Marie døde.
Tilbage på Hesselholt var der Otto. Og på et tidspunkt overtog han bedriften og de forpligtelser, han følte, han havde i den forbindelse, men rigtignok med det resultat, at det på et tidspunkt var nær ved at knække ham. Lars Hesselholt skriver i sine erindringer, Hulsig-minder:
Efter hans ( farens ) død blev min bror, Otto, hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham, men med lidt knirken og knagen fik han det hele afviklet.
Otto udviklede sig imidlertid til en dygtig landmand, og blev lidt efter lidt en aktiv medspiller i det lokale liv, hvilket man kan få bekræftet ved at tale med folk på egnen, der har kendt ham. De fleste husker ham som ”en lun jyde”, der var fornøjelig at snakke med.
At han også eksperimenterede lidt med nye avlstiltag, kan man læse om i en artikel i Vendsyssel Tidende fra 4/7 1939, hvor der bl.a. står:
Umiddelbart ved Hulsig Station ligger den gamle Gaard  H e s s e l h o l t, i sin Tid kaldet Hejselholt, som paa Grund af Sandflugten sidste Gang blev flyttet til dens nuværende Plads ved Skagen Landsogns sydligste Grænse ca. 1810. Gaarden har i det sidste Hundredaar været i Slægten Hesselholts Eje og blev for et Par Aar siden af Sparekassedirektør Janus Hesselholts Enke, Fru E l i s e He s s e l h o l t, afstaaet til Sønnen O t t o H e s s e l h o l t, som i Begyndelsen af Aaret 1937, sammen med Chr. H e i l e s e n, Tornby, anlagde en Sølvrævefarm ved Gaarden, i en 2 Tdr. Land stor Plantage.”
Også på det personlige plan skete der i de år store  forandringer, både for Otto og for hans bror Magnus. De skiftede nemlig begge status fra ungkarle til ægtemænd.
Det var sædvane på Hesselholt, at sønnerne giftede sig i en sen alder. Ægteskabet var ikke noget, som man i ungdommeligt letsind sprang ind i. Det krævede lang betænkningstid, inden man lod det skab åbne og lukke efter sig.
Og Otto var da også omkring de 40 år, da springet omsider blev taget. Til gengæld tvivler jeg på, at han behøvede nogen særlig lang betænkningstid, da pigen først dukkede op. Min tante Kirsten kom med de nye tider, som turismen bragte til egnen, og med hende kom der fart over feltet. Også på gården. Hendes verden stod ikke stille, vant som hun var til at færdes blandt kunstnere og folk med højt til loftet. Kirsten var husbestyrerinde for skuespiller på Det Kongelige Teater, Poul Reumert, og man kan jo forestille sig, at hun alene ved den fagkundskab, hun erhvervede sig i en sådan stilling, havde en del at byde på som vordende gårdmandskone. Desuden passede navnet jo som fod i hose. Kirsten. Jamen, bedre kunne det ikke blive. Og dertil kom så, at hun var køn.
Kort sagt, Otto havde skudt papegøjen, og den kom flyvende med hele sit repertoire af fest og farver, og den pige må have været omsværmet, så jeg forestiller mig, at han har måttet gøre sine hoser grønne i en for ham uvant fart. En kendsgerning er det i al fald, at hun af alle valgte min onkel.
Her er et lille uddrag af en artikel om Hesselholtgården fra Aalborg Stiftstidende d. 1. nov. 1964:
Paa eet punkt er sket et brud med traditionen. Den nuværende kone paa Hesselholt er indvandret – helt nede fra Flauenskjold. – Den store verden kom jo til os i slutningen af forrige aarhundrede, da kunstnerkolonien gjorde Skagen mondæn, siger Otto Hesselholt. Sommergæster fra hele landet fulgte efter. De kendte navne boede paa Skagen om sommeren. – Skal det være forklaringen paa mig? Fru Kirsten Hesselholt kommer ind fra sit nye køkken. Det er næsten forklaringen. Fru Hesselholt tog til København i sine unge dage og blev stuepige hos Poul R e u m e r t: – Det var seks aar fra 1927, fortæller hun – de sidste som husbestyrerinde, netop i den periode, da Reumert grundlagde sit ry som den store skuespiller, baade paa vort eget Kongelige Teater og på La Comedie Francaise i Paris. Poul Reumert fik hus i Kandestederne, og jeg kom med herop for at holde skik paa husførelsen. Det endte altsaa med, at jeg i stedet kom til at holde skik paa husførelsen paa Hesselholt. Poul Reumert, det dejlige store menneske, havde sin gang her. Det har han og hans familie stadig, naar den kommer til Kandestederne om sommeren. Men han giver sig lidt, naar vi laver om paa tingene. Nu er bageovnen forvandlet til badeværelse, fordi vi har mere brug for den ting end at bage vort eget grovbrød. Men ovnen og det tilstødende rum, hvorfra vi skød brødet ind, har den oprindelige dimension. Vi siger det som en slags undskyldning, for vi hænger ved det gamle. Hesselholt er et stykke af det Skagen, der er gaaet tabt.
Otto og Kirsten rejste til København og giftede sig på rådhuset der, og så kunne man jo tænke sig, at det gik som i alle gode eventyr: at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men helt sådan kom det ikke til at gå; de blev ikke skånet for en stor sorg i begyndelsen af deres ægteskab, for d. 16. juni 1938 fødte Kirsten tvillinger, en dreng og en pige. Drengen var dødfødt, og pigen levede kun en dag. Den lille pige fik navnet Kirsten Hesselholt. Året efter fik de en sund og rask datter, Vibeke, og et par år efter fulgte sønnen, Jørgen.
Skal jeg give en ansats til en karakteristik af min onkel, så må det være, at han lignede sine forfædre ved at være en stærk personlighed med et skrøbeligt sind. Og som sine forfædre giftede han sig med en stærk kvinde.
D. 26. januar 1970 døde Otto Hesselholt. En af naboerne, Søren Christensen, skrev nogle mindeord i avisen, hvoraf jeg finder, at  følgende rammer meget præcist:
Otto Hesselholt var ikke af den slags mennesker, der higer efter embeder af nogen art, men han undgik det dog ikke helt. Han var f.eks. vurderingsmand og medlem af flere bestyrelser samt sogneraadet. Otto Hesselholt var en omgængelig mand, der ikke fornærmede nogen. Naar man saa alle de nabobørn, han til tider havde omkring sig, forstod man tydeligt, at han var afholdt.
Selv har jeg mange gode minder om min onkel og tante og livet på gården. Og et af mine bedste teenageminder er høsten på Hesselholt, hvor jeg et par gange fik lov at deltage i en lille del af arbejdet. Om dagen, hvor vi kørte ud på markerne og bjergede hø. Morten Korcks tid var for længst forbi i 50’erne, i al fald i Hulsig. Her blev traktoren indført i 1920’erne, og det hele foregik vist nok på meget moderne vis. Det heftede jeg mig ikke ved den gang, men det, jeg husker bedst og med stor glæde, er cykelturene til Kandestederne efter fyraften eller til Hulsig Strand, hvor vi badede i de lune sommeraftner. Den lyse stemning. Som taget lige ud af en af Thøger Larsens sange om sol og sommer og sorgløs ungdom.
Herunder min kusine Vibeke og min fætter Jørgen

Karl Hesselholt

Onkel Karl. Hvem var han? Ja, sært nok ved jeg på en måde mere om ham end om de to andre, for hans liv blev dag for dag registreret og nedfældet i de lægejournaler, der fulgte ham i de 26 år, han levede som patient på Jydske Asyl i Risskov. Lægejournaler, ja, og de fortæller jo ikke, hvad der foregik i Karls hoved eller noget som helst om de følelser, der rørte sig i ham. Så det er Karl set udefra. Og man kan frygte, at tidens syn på og viden om sindssyge har spærret for en oprigtig tilgang til den unge mands sind.
I min barndom var onkel Karl lidt af en myte, på samme tid virkelig og uvirkelig; jeg så ham jo aldrig, og alligevel fyldte han temmelig meget i min bevidsthed. Vi talte aldrig om ham, men en gang om året rejste far til Risskov for at besøge ham, og når han kom hjem, var han uvant stille i flere dage, og det er muligt, at han fortalte mor om sine oplevelser på hospitalet, men til os sagde han ingenting. Karl var og blev et mysterium.
Det ændrede sig imidlertid for et års tid siden, og den ændring kunne jo være sket for længst. Jeg tog til hospitalet i Risskov og bad om at se min onkels journal, og det viste sig at være ganske uproblematisk; kun måtte jeg ingenting kopiere, men gerne tage notater. Og der var nok at tage af, og i lang tid sad jeg og læste og skrev og læste igen og kom så hudløst nær et menneske, hvis hele liv havde været én lang rejse i mørke.
Hvem der fører pennen i de mange nedfældede notater fremgår ikke af journalen, men det er vel de læger, der har haft det daglige tilsyn med ham. Håndskriften og retskrivningen viser, at der er tale om forskellige afsendere. Fælles for dem er imidlertid, at de noterer ganske kortfattet og nøgternt, kort sagt, at de gør deres arbejde. Men for mig kom de kølige ord til at danne en sær kontrast til de følelser, som læsningen vækkede i mig. Det var bevægende at kigge ind i Karls liv og se, at det var levet år efter år uden glæde og uden håb og i et evigt savn efter dem, han elskede. Og jeg tænkte på min farmor. Elise. Hvor må hun have lidt. Og jeg tænkte på farfar. Janus. Godt, at han ikke skulle opleve det, som han frygtede mest af alt: at sønnen skulle ende på en anstalt.
I det følgende vil jeg citere lidt fra journalen og begynde ved indlæggelsen i januar 1923. Her som ved en senere indlæggelse ledsages Karl af sine brødre. Nu og da kan vi læse, at der har været besøg af en bror, men der står ikke hvem pågældende er, og jeg tænker, at de har været der på skift. Min far besøgte ham i al fald hvert år på fødselsdagen d. 18. november. Det lader ikke til, at andre end brødrene har været der, men det kan jo være sket, uden at det er noteret i journalen. Om hans mors besøg har jeg ingenting kunnet finde, men synes, at hun må have været der. Hun må have savnet ham forfærdeligt, men måske ikke kunnet overvinde sig  til at besøge ham. Det sidste forekommer mig dog usandsynligt, for hun var langt fra nogen svag kvinde.
Jeg vil citere ordret og følge lægernes retskrivning. Nogle af dem skriver f.eks. navneord med stort, andre gør ikke.
Af et skema ved indlæggelsen kan man læse følgende om Karls familie:
Farfaderen sindssyg, har ikke været hospitaliseret. Farfaderens moder ogsaa sindssyg. Moderens farbroder skal ogsaa have været sindssyg ( suicidium ). En kusine til faderen skal være død paa sindssygehospital.
Her er et andet udsnit af en af de første optegnelser:
Patienten skal have været ”sær” fra 15 – 16 Aars Alderen. Men har altid været meget samvittighedsfuld. Meget mistænksom. Mener f.eks. naar han ser nogle Mennesker tale sammen, at det er om ham de taler, eller, at de lægger Raad op om at gøre hans Familie ondt. – Familien havde i Efteraaret 1922 søgt og faaet et Byggetilskud til ham af Staten. 27/2 1922 tog han til Generalforsamling i en Forening. Han mente, at denne var indkaldt for at fratage ham Tilskuddet. Han tog rolig hjem, men sov ikke de følgende Nætter, klædte sig ikke af, men gik rundt i Huset.
Lidt senere står der:
Han erklærede, at han saa Folk gaa til Kirke, og at han ”kunde høre de huggede Hovederne af Folk henne ved Kirken.” Han var meget forpint derover.
1/1 1923 blev patienten indlagt paa Frederikshavn Sygehus; var straks urolig, vilde ikke blive i sengen, faldt dog til ro i løbet af et par dage. Han erklærer, at hukommelsen er taget af i den senere tid. Han skal have været meget ”tung i hovedet” lige før jul. Har i det hele taget lidt en del af hovedpine. Har sygdomserkendelse; er stadig selvanklagende, ”vil nødig dø nu, da han saa er sikker paa at komme i helvede, fordi han ikke har gjort nok for sine medmennesker.” Mener stadig, at folk taler om ham og vil have ham bort fra egnen, ”fordi han ikke er saa god som han skulde være.” Er klar og orienteret, bedømmer sine omgivelser rigtigt.
Faderen Død i 1919 gjorde stort Indtryk; henfører mange Ting til Faderens Liv og Meninger – ”saadan vilde Fader aldrig have gjort” o. s. v.
Kort efter indlæggelsen gives denne karakteristik af patienten:
Hans karakter er retskaffen. Hans sindstilstand er svingende. Har altid været mistænksom og indesluttet. Til tider glad for sig selv, til tider selvransagende. Er meget samvittighedsfuld. I 5 – 6 aarsalderen skal han have lidt af raserianfald, naar noget gik ham imod; han slog sig selv og rev sig i haaret. Kom i skole til sædvanlig tid og klarede sig godt blandt kammeraterne; var flittig og omhyggelig. Han har ikke været soldat ( trak sig fri ). Var paa højskole 1918 – 19 og havde svært ved at forliges med de andre elever.
Den 29/1 kan man i journalen læse:
Patienten er naturlig af udseende. Han gør indtryk af at være ret deprimeret. Han siger, at det er nerverne, der er daarlige, han har altid følt sig lidt ”tung” i hovedet, men særlig slemt er det blevet siden jul … særlig galt blev det efter omtalte generalforsamling; i det hele taget følte han sig meget bange i juledagene, bange for, at folk skulde gøre ham fortræd. Han er ogsaa selvbebrejdende, siger: ”Jeg tager mig alt det skidt for, der tænkes kan;” nævner tobak, spiritus og omgang med kvinder som laster, han ikke kan lægge af. … Tror, at han er saa syg, at han snart skal ud paa ”den sidste rejse” og er ked af, at han ikke kan blive noget bedre, før han skal dø. Beder om, at der ikke maa blive skrevet noget op om ham, for at dette ikke skal komme hans brødre og øvrige familie til skade. Er fuldt orienteret, ligger roligt og stille i sengen.
13/2 – er i Dag bekymret for en Verdenskatastrofe. Ogsaa ængstelig for Gaardens Drift hjemme, bange for at Brødrene ikke er kommet hjem, mener, at Moderen lytter efter Raad fra Mennesker, der kun vil hende daarligt.
22/2 – Han tror, at Brødrene er herinde paa Hospitalet og vilde absolut op paa Vagtgangen i aftes for at se efter, om de ikke laa i Sengen deroppe.
2/3 – Er oppe hele Eftermiddagen til kl. 7; der er i det hele mere Ro over ham.
14/3 – Hjælper til i Køkkenet.
9/4 – Har stadig været flink; tilsyneladende naturlig. Taler ikke om de tidligere Ængstelser, meget flittig i enhver Henseende, omgængelig og elskværdig.
Det første ophold på hospitalet varede fra 29/1 til 9/4 1923. Herefter blev han udskrevet som helbredt. Den 18. dec. genindlægges han imidlertid og nu for aldrig mere at vende hjem.
Karls sindssygdom forværres år for år. Ofte læser man, at han må fikseres, medicinsk eller med bælte. Indimellem giver han udtryk for, at han længes hjem. Generelt skildres han som stærkt depressiv, hvilket næppe kan undre en, når man tænker på den behandling, han hele tiden er udsat for: daglig stærk medicinering og jævnlige bæltefikseringer. Senere kommer hyppige elektrochok til, en behandling, der fortsætter, indtil den mister sin virkning. Det må alt sammen have været stærkt angstfremkaldende. Hvorfor denne behandling? Det ser ud, som om al bestræbelse går ud på at gøre ham føjelig. Det er et ord, der gentages overalt i journalen. Karl skal lære roligt at finde sig i sin skæbne og ikke vredes. Og han bliver hyppigt vred. I et lille notat fra 1924 bliver han spurgt, om der er noget han er ked af, og han svarer:
”ja, af at være her” – senere står der: Orienteret i Tid i Dag. Er meget stille, er lidt oppe om Eftermiddagen. Han gør Indtryk af at være lidt friere i det hele taget. Humøret lidt bedre, men talte i aftes ustandseligt om sine Hallucinationer, kan dog ikke rigtig forklare, hvad der bliver sagt. I dag ved Stuegangen ville han gerne have en Patient flyttet fra Afdelingen, men har meget vanskeligt ved at udtrykke sig, saaledes at man maa hale det ud af ham.
 Og sådan videre år efter år.
I en journalnotits fra 1945 står diagnosen skizofrenia. Og i et resume fra samme år kan man læse følgende:
De sidste mange aar ingen væsentlig ændring i tilstanden. Oppe dagligt – minus bælte ( da man kan se paa ham, naar raserianf. kommer og gribe ind i tide). Piller lidt klude, kan dog ogsaa hjælpe til f.eks. med at hente noget i vaskeriet.
Indimellem hører man om besøg hjemmefra.
10/7 1948 står der i journalen følgende:
I de sidste 2 døgn har patienten været meget støjende, snakkende, henvendende sig til medpatienter. Havde i forgaars besøg af broderen. Kender ham tilsyneladende, men taler ikke med ham.
Senere på året ligger han med lungebetændelse. Der står i journalen:
Rolig, ikke til at komme i kontakt med. Ligger med hovedet hævet fra underlaget og med alle muskler spændte. Autistisk. Koopererer nogenlunde under undersøgelsen.
Behandlingen kulminerer i oktober 1951, hvor han indstilles til ”det hvide snit”, også kaldet leucotomi ( eller lobotomi). Herefter bliver han føjelig.
I journalen står:
Leukotomi indiceret, da han er ret velbevaret, men på grund af sin udskælden og sine aggressioner må være på en ret dårlig afdeling.
Her er et uddrag fra Middelfart Museums hjemmeside om den behandling, Karl udsættes for, leucotomi og lobotomi er begge ord for det samme, nemlig ”det hvide snit:”
”En af de behandlingsformer, som var ret udbredt i Danmark fra 1939 til starten af 1950’erne, var lobotomien, også kaldet ”det hvide snit”Metoden gik ud på, at man overskar nervebaner fra pandelappen fra nogle dybere liggende områder i hjernen, som er centrum for følelseslivet. Man mente, at denne operation kunne dæmpe følelsen af angst og uro, som var et problem for mange patienter. 
Der skal indhentes tilladelse fra de pårørende, før man kan gå så drastisk til værks. Elise bliver spurgt og giver sin tilladelse. Kort tid efter Karls operation bliver metoden forbudt i Danmark, men praktiseredes til op i 1970’erne i USA.
Efter operationen er Karl føjelig. Nu er han ikke mere noget problem for anstalten. Han er helt rolig.
I journalen kan man læse følgende:
Status: Efter leucotomi i oktober 1951 har patientens tilstand været afgørende bedre, for så vidt som aggressiviteten har tabt sig, og han ikke længere er udskældende. Han er i det daglige meget stillestående, er ubeskæftiget, men kan klare eget toilette, spiser selv og er renlig. Han virker af stemning nærmest lidt opstemt, synes gerne glad og oprømt, sidder og griner frem for sig. Kun af og til hænder det, at han sidder og hvæser og hvisler, som om han var vred, og han kan da sige enkelte ord, men det bliver derved.
Som det fremgår af journalen gik Karl fra at være skingrende skør til at være en total tumpe. Og det var måske det bedste for ham. Smerten forsvandt tilsyneladende. Men det gjorde livet vel også.
Karl døde 3/3 1957, 59 år gammel. Han ligger begravet på Hulsig kirkegård.

Magnus Hesselholt

Magnus. Min far. Om ham skulle jeg også skrive. Og yderst forsigtigt slog jeg tonen an og hørte straks, at den var falsk. Jeg forsøgte igen, men det var, som om min far unddrog sig, hver gang jeg ville slå pennen i ham. Nej tak! Ikke tale om, at han ville lade sig fiksere i en bog. Glem det!
Og jeg sad meget længe og grundede over, hvorfor det føltes så umuligt at fange ham ind. Og mens jeg således hang modløst over mit genstridige tastatur, blev jeg mere og mere døsig, og til sidst må jeg være faldet hen, og for anden gang dette forår sank mit hoved til hvile på tasterne, og jeg gled hen i en drøm, som kastede mig lige ind i et univers af tilgroede stier. Her var ingen veje åbne, og hvad skulle jeg i det vildnis?
Så var det, jeg syntes at ane en svag bevægelse i det sære landskab, og jeg spærrede øjnene op – og ganske rigtigt: en lille skikkelse tonede frem og kom stadig nærmere, indtil den til sidst stillede sig helt inde i min urørlighedszone, lige der, hvor jeg plejer at træde et skridt tilbage for at forhindre, at nogen kommer mig alt for nær. Og jeg hørte en latter så perlende ren, at det var som om luften med ét fyldtes af de lyseste klokker. Og lige ind i mit ansigt åndede en dreng på 8 – 9 år. Og nu begyndte han at tale.
”Jeg er Magnus,” sagde han.
”Ja, det kan jeg se.”
”Nå, det troede jeg ikke, du kunne.”
”Du ligner billedet. Men hvorfor er du her?”
”Her? Hvor?” ”
”I min drøm.”
”Hvor skulle jeg ellers være?”
”I min bog.”
”Nå … den.” Nu lo han igen.
”Hvorfor ler du hele tiden?”
”Dig,” sagde han bare.
”Hvad er der med mig?”
”Jo,” sagde han, ”det er jo meget morsomt.”
Han holdt en lille pause og så på mig, som om han overvejede, om han skulle fortsætte. Så fortsatte han, og nu var han alvorlig: ”Men du kommer til at tage pennen i den anden hånd.”
”Skeen, mener du.”
”Skriver du med ske?”
”Du vrøvler.”
”Ja. Men det troede jeg du holdt af. Vrøvl altså.”
”?”
”Ja, jeg har jo lige læst din bog.”
”Og den er noget vrøvl?!!”
”Nej, uha da. Eller … jo … lidt.”
”Hvordan?”
”Du mener hvor?”
”Ja.”
”Det synes jeg, du skal lade din læser finde ud af.”
”Men kunne du ikke præcisere? Bare lidt.”
”Jo da.”
”Altså?”
”Ja, altså,” han lo igen. ”Jeg ku’ ret godt lide det der kapitel med altervinen.”
”Der fik du mig, indrømmet. Det kapitel er opdigtet. Men det er min soleklare ret at digte. Jeg er digter.”
”Jeg siger jo også kun, at det morede mig.”
”Tak.”
”Men hvordan kunne du vide noget om vores børnebrannert?”
”Vide …? Jamen, nej, hør nu … vil det sige, at … at …”
Han lo igen. Jeg vidste fra min mor, at han var en værre drillepind som barn. Og blev vist lidt fornærmet og ville forklare.
”Langt det meste i bogen har jeg læst og snakket mig til. Det er faktuelle begivenheder.”
”Det siger du ikke!”
” … men enkelte episoder af mindre seriøs karakter har jeg tilladt mig at opdigte.”
”Mindre seriøs! Man kan sandelig høre, at det ikke var dig, der fik de klø.”
”Klø?”
”Ja. Og du ku’ godt være lidt mere forsigtig, inden du drak os fulde?”
”Hold så op! Og for resten: Det er mig, der er skaberen. Du er kun en romanfigur.”
”SKABEREN, siger du? Det er vist mere, end du kan gabe over. Vor Herre Bevar Os Vel.”
Stemmen havde pludselig forandret sig, og nu kendte jeg den igen.
”Den her drøm er ved at løbe af sporet,” tænkte jeg forskrækket, ”og jeg aner ikke, hvor vi er på vej hen.”
Jeg søgte skjul bag lukkede øjne.
Og da jeg atter åbnede dem, var jeg lysvågen. Alle drømmeskyer var som blæst bort, og i sin gode, gamle plydsesstol sad Magnus behageligt tilbagelænet, og nu var han en gammel mand og så ud, som da jeg tog afsked med ham i 1988. Han iagttog mig med det skæve smil, der var så karakteristisk for ham, så tog han et sidste sug af cigaren, hvis gløder langsomt slukkedes, og lagde stumpen fra sig i askebægeret, hvorpå han straks fiskede en ny op ad æsken.
”Far! Du har lige slukket en.”
Han pulsede voldsomt og betragtede mig gennem tætte røgskyer.
”Ja, men så er det vel også på tide at tænde en ny.”
”Hvor du ligner dig selv, far.”
”Hvem sku’ jeg ellers ligne?”
Der opstod en lille pause, som ikke syntes kunstig, men helt nødvendig. Endelig lagde han atter cigaren på kanten af askebægeret og fiskede sit smil frem.
”Men vi skal ikke snakke om mine rygevaner, vel?”
”Nej. Hvad skal vi snakke om?”
”Din bog,” sagde han, og nu mærkede jeg for første gang en sitren under huden.
”Skal det være nu?”
”Hvorfor ikke?”
”Jeg er bange.”
”Det skal du ikke være.” Han greb atter cigaren og tog et kraftigt sug, og jeg begyndte at hoste.
”Undskyld, men jeg troede, at du røg.”
”Ja. Dengang. Men jeg har været røgfri i årevis. Mine børnebørn. Og al den forurening.”
Magnus lænede sig tilbage i stolen og studerede cigaren, som han holdt op foran sig. Så lagde han den atter på kanten af askebægeret.
”Så foreslår jeg, at vi venter til en anden drøm.”
”Tak, far.”
Jeg ville smile til ham, men han forsvandt op i den røg, der endnu hang som tykke, mørke skyer i luften.
Jeg vågnende.
Tilbage var en mild duft af Havanna.
Jeg prøvede at kalde billedet af ham tilbage, men det var pludselig Vera, jeg så. Min mor. En lille, meget smuk og forsagt ung pige, stadig mere barn end voksen. Hun stod foran indgangen til Hulsig Kirke, og hun var klædt i en konfirmationskjole med ynde og vidde, så den rigtig kunne blafre i den lette efterårsbrise. Drengene stod for sig og opførte sig ordentligt for en gang skyld, Viggo Hjorth, der var så genert, lignede sig selv, og Svend Husth, der altid skulle spille abekat og være den sjoveste i klassen, lignede i dag en engel med det lysende hvide, vandkæmmede hår, og selv mejeristens Holger opførte sig med en værdighed, som var han sin egen far, og for en gang skyld drømte han vist ikke om at trække den kønne Vera i fletningerne. Det kunne han også have fået vanskeligt ved, for de var kunstfærdigt flettede og lå som en gylden krans om det smalle ansigt. De andre piger var Olga og Anna og Helga. Helgas far var hotelejer, og hun var næsten ligeså fin som Vera, hvis kjole skinnede i det flotteste silketaft, for ingenting var for godt til uddelerens eneste barn.
Mor har engang fortalt mig, at hun som stor pige sværmede for en af Hesselholtdrengene, men jeg kan desværre ikke mere huske, hvem det var. Magnus var det ikke, for han var en drillepind, det har hun selv fortalt, og så er der jo kun to muligheder: Otto eller Karl. Otto kunne hun godt lide, for han var rar og drillede aldrig, men at hun ligefrem skulle sværme for ham … nej, det tror jeg ikke. Og så er der Karl? Vera og Karl? Hvilken kringlet og rørende roman kunne der ikke komme ud af det? Nå, men her taler netop romanforfatteren, og i virkeligheden har det nok ikke været helt sådan fat. Eller? Det sandsynlige er måske, at lille Vera på én gang har følt sig tiltrukket og skræmt af den kønne, unge mand, der sandelig ikke var uden charme og desuden kunne virke yderst sympatisk. I april samme år, som Vera blev konfirmeret, blev Karl udskrevet fra Sindssygehospitalet i Aarhus som erklæret helbredt.
Men tilbage til omtalte konfirmationssøndag d. 30. september 1923. Her er sandsynligvis alle Hesselholtsønnerne til stede, og måske har Vera haft øje for Karl, det kan vi kun gisne om, men der er noget, vi ved med sikkerhed, og det er, at der er en anden person til stede, der har øje for hende eller rettere, som har fået øje på hende. Det er den unge organist, Magnus Hesselholt.
Netop som han slog de første akkorder an, slog lynet ned i ham, og den tanke fór gennem ham, at der gik pigen, som han ville giftes med. Hun var 14 år, og han var 23.
Hun trådte så forsigtigt, den lille pige, som var kirkegulvet brolagt med gløder, og den unge mand ved orglet kunne ikke slippe hende af syne, for også i hans hjerte brændte en ild. Og den skulle blive ved med at sende varme gennem ham, lige indtil den sidste glød slukkedes, da han 64 år senere lukkede sin øjne ”til fredens blund højt op i de 80.”
Alligevel skulle der komme til at gå næsten 12 år, inden det løfte, han gav sig selv hin mindeværdige dag, kunne gå i opfyldelse.
Blandt min mors efterladte papirer fandt jeg et stilehæfte med ansats til en levnedsbeskrivelse. Det er skrevet på plejehjemmet i Frederikshavn, hvortil hun flyttede, da hun allerede var langt henne i sin Alzheimers demens, og man kan både af skriften og indholdet se, hvilken kamp, det har været for hende at finde de rette ord og at stille dem sammen, så de dannede mening. Hele sider er da også absurd læsning. Men så lige pludselig følger der nogle passager, hvor det hele står klart og med den skrift, vi børn kender fra hendes breve til os. Og nu er der pludselig ingen stavefejl. Det er næsten, som om hun her er trådt ud af sin sygdom og for en stund er blevet ”sig selv.”
Jeg vil citere et par steder fra hæftet, som handler om den første tid med far, og jeg lader mors retskrivning stå uændret og tilføjer i parentes de ord, der mangler.
”Jeg har ikke fået (klarhed over), hvorfor jeg blev gift med Magnus han siger selv at den gang han så mig blive konfirmeret bestemte han med sig selv, at vi to ( skulle) blive gift med hinanden men det varede jo nogle aar, inden jeg blev gammel nok til det, men vi havde det godt med hinanden, og jeg tror det var godt vi lærte hinanden at kende. Jeg husker at hver dag vilde jeg hente vores Aviser fra Stationen. Avisen kom først klokken 8 om Aftenen. Magnus hentede sin samme aften, så på den måde kom vi jo en lille smule til at kende hinanden, Lise Hesselholt, Magnus og så mig.
Det er ganske morsomt, at Vera nævner Lise Hesselholt her sammen med skildringen af de allerførste stævnemøder med hendes søn. Har Magnus’ mor blandet sig i forholdet lige fra den spæde start? Eller fyldte hun så meget i Veras bevidsthed, at hun ikke kunne udelades. Ja, for hun deltog vel ikke ligefrem i de daglige møder mellem de to unge?
Der skulle som sagt gå mange år, før de giftede sig. Magnus var da fyldt 34 og Vera 26. Jeg ved ikke, hvorfor de ventede i så mange år. Måske fordi Magnus havde for mange jern i ilden, han var lige så foretagsom som sine forfædre, og vi ved, at han ud over at spille i kirken i en årrække bestyrede sin bror Karls gård, at han opdyrkede heden for fuld motorkraft, at han gravede og solgte martørv, at han kørte taxa i Skagen og omegn og desuden havde et lille vognmandsfirma, og at han købte og drev en købmandsbutik i Hulsig, og der var sikkert et par småjobs mere, som jeg ikke husker. Desuden rejste han nu og da til landbrugsmesser. Fra en sådan messe engang i 1920’erne, jeg tror det var i Tyskland, hjembragte han en traktor, og han fik den billigt eller gratis på betingelse af, at han ville demonstrere den for sine kolleger nordenfjords.
Det er meget interessant, at et så stort teknisk fremskridt som traktoren vinder indpas i Hulsig som et af de allerførste steder i Danmark. Vist var det en fattig jord, og vist var der flest fattige husmænd deroppe i det lille sogn. Men de var mange unge, og de var fulde af virketrang og nærmest i gang med at lave om ikke verden så Hulsig om. Det vender jeg tilbage til i et senere kapitel.
Havde Magnus så slet ikke tid til at gifte sig? Eller ville mors forældre ikke give deres samtykke? Var Elise imod forholdet? Og hvorfor mon? Vi får det aldrig at vide. Men de mange billeder i diverse albums fortæller deres tyste historie, og her ser vi jo, at den unge Vera og den knap så unge Magnus er sammen om så meget, og undertiden er det Vera, der stikker hovedet ud af førerhuset på en af Magnus’ lastbiler.
Fra 1926 var de uadskillelige.
Vera og Magnus. Men alligevel mest Vera og Sigrid i de første mange år. Og nu er vi nødt til at foretage et lille sidespring. For har man sagt Vera, må man også sige Sigrid. De to var nemlig uadskillelige hele livet igennem. Den søster, hun ikke fik, skaffede hun sig i Sigrid.
Og vi ser mange billeder af dem i det gamle Hulsig: to svingpjatter eller backfischer i 20’erne, to rødstrømper i 30’erne? Nej nok alligevel ikke det sidste, skønt de var med på noderne. De ville være selverhvervende og blev det, ikke som tjenestepiger, men for Veras vedkommende som ekspeditrice, ganske vist i brugsen hos far og mor. Sigrid fik job som telefonistinde på centralen hos Christine Høgenhaven. Og min mor har engang fortalt mig, at de to var enige om, at de gerne ville have en mand, men ikke tale om, at de ville have børn og blive husmødre. De drømte. Måske drømte de sig væk fra Hulsig og langt ud i den store verden. Billederne viser piger, der klædte sig i sidste skrig, og vi ser badeliv og fritidsliv. Sandt er det da også, at de begge forlod Hulsig, men et eventyrligt liv blev det vel ikke ligefrem, og langt ud i verden nåede ingen af dem. Vera kom til Strandby og Sigrid til Sæby. Og vist fik de børn og blev husmødre.
Jeg vil citere lidt mere fra mors hefte. Et sted skriver hun om den tid, hvor hun forlader Hulsig første gang.  Hun rejste til Silkeborg for at lære husholdning på Silkeborg Husholdningsskole:
Jeg blev voksen og kom til Silkeborg hvor (jeg) lærte at lave mad og mange Ting (hvor) Skolen lå. Vi havde pæne værelser og vi sejlede til Himmel Bjerget flere gange og fik mange ting at vide. Men jeg var glad den Dag Magnus kom og besøgte mig han havde selv Bil vi var paa Himmel Bjerget sammen vi var glad for hinanden men heller ikke mere. Men efterhaanden blev vi gift og da min mand var Købmand og far var Uddeler flyttede vi til Strandby hvor vi havde Købmandsbutik.
På et par af billederne i det gamle album ser vi, at far tog hende med på en udflugt til Sønderjylland. Hvor langt de nåede kan vi ikke se, men her står de ved Kongeåen. Og bilen er min fars.
Når jeg kigger i de gamle albums fra 20’erne og 30’erne og ud fra dem forsøger at forestille mig mine forældres liv, falder to ord mig ind. Livsglæde og virksomhed.
Da min far fyldte 75 år og stadig var aktiv på sit arbejde og andre steder i lokalsamfundet, holdt min bror Anders en tale for ham, hvori han fortalte om alt det meget, far nåede hver dag, om alle de aktiviteter, han satte i værk, om alle de mennesker, han daglig havde kontakt med, og den samme sætning gik som et omkvæd gennem hele talen: ”men far har aldrig travlt.” Og det var sandt. Han var virksom, men aldrig travl. Der var en smittende ro omkring ham.
Fars ungdom? Før mor. Vi ved, at han kørte taxa, så snart han var gammel nok til at køre bil, og de første bilnøgler fik han stukket i hånden næsten af vanvare en dag, hvor vognmand Saxild ( eller Saxberg) i Skagen stod så desperat og manglede en chauffør og far tilfældigvis var i nærheden.
”Men jeg har ikke kørekort,” mumlede far, dog ikke alt for højt.
”Nej, men det får du. Og du kan køre traktor, så kan du også køre bil.”
Saxild kendte landbetjenten, så det havde ingen hast med det kørekort. På et tidspunkt fik Magnus det jo også og blev chauffør for folk, der skulle køres til og fra de fine nye hoteller. En dag kørte han for en plakatfuld Stauning, som havde købt en mølle i Kandestederne og anbragt den helt oppe på toppen af en klit, og far har fortalt os, hvordan han sled og slæbte med at bugsere det tunge og temmelig berusede menneske helt derop.
En anden minderig køretur var med skuespilleren Poul Reumert, der allerede dengang var så berømt i København, at han havde råd til at holde sommerferie i Kandestederne, og det gjorde han de første år på Kokholms Hotel, senere i sit eget sommerhus. En dag kørte far ham fra stationen i Hulsig og til Kandestederne, og skuespilleren må have været i et usædvanligt godt lune, for han inviterede min far indenfor.
Magnus lod en bemærkning falde om, at det da var grove mange bøger, Reumert slæbte med sig på ferie, og kunne han nu også nå at læse alle dem?
Læse dem??? himlede skuespilleren, ”unge mand, jeg læser dem ikke. Jeg kan dem udenad.”
Far protesterede svagt, mente jo ikke, at nogen kunne lære så meget udenad, og her var det, at Reumert overgik sig selv og trådte ud rollen som arrogant og højt hævet over almuen, og min far fik en af sit livs store oplevelser. Han bad venligt min far tage en bog i stakken, åbne den på en tilfældig side og læse den første linje højt. Far fik sig stavet igennem en linje, og nu rettede den berømte skuespiller sig op, slog ud med armene og glemte, at han ikke stod på scenen i Det kongelige Teater, men overfor en måbende bondeknøs. Og så reciterede han hele resten af Terje Vigen for min far, som bagefter måtte tørre en tåre af øjenkrogen. Far bukkede og sagde tak. Og den store skuespiller vågnede ligesom op, han så strengt på min far og kvitterede med ordene: ”Unge mand, De kan få bogen her, men på betingelse af, at De går hjem og lærer den udenad.”
Det lovede far. Og det løfte holdt han, og alle vi børn fik nu og da Terje Vigen at høre som godnathistorie. Og også vi lærte den udenad. Og vi holdt vist aldrig op med at græde over de lede englændere.
Mine forældre blev gift i 1935 og flyttede fra byen. Far ville ikke være konkurrent til sin svigerfar og blev købmand i Strandby, hvor det ret hurtigt gik det op for ham, at byen nok havde brug for en dygtig købmand, men endnu mere for en velfungerende havn. Fiskerne solgte stadig deres fisk på stranden, og i et interview fra 13/3 1981, på fars 80 års fødselsdag med overskriften ”en sæk kartofler og en kasse isinger var starten,” fortæller han om, hvordan havneprojektet blev søsat. Selv blev han fiskeauktionsmester, en stilling, han bestred med stor stolthed og glæde i mange år.
 
 

Kapitel 18

Rannerød 1911

 
Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne. Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre.”
Lars Hesselholt: Hulsig-minder
Mest prominent blandt dem alle var dog daværende kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine. Når kongetoget nærmede sig Hulsig, var det skik, at alle var på perronen for at vinke til dem og byde dem velkommen til det nordligste Danmark … Far kendte de, da han hver sommer kørte dem til Kokholms Hotel i Kandestederne, hvor kronprinseparret drak kaffe og spise æbleskiver … Men nu var der et år sket det, at vi havde fået en ny lærer i Hulsig, der vistnok var lidt af en socialist. I hvert fald havde han forbudt vi børn at vinke til de kongelige. Og respekt for læreren havde vi selvfølgelig.”
 
Magnus Hesselholt: En sæk kartofler og en kasse isinger var starten. Interview i Vendsyssel Tidende 13 marts 1981
 
Lærer Dueholm klappede i hænderne, klask klask klask lød det, akkurat som når det haglede med ørefigner, tænkte Magnus og tog sig til kinden, så pilede han sammen med de andre børn ind mod skolegårdens midte, hvor han fandt sin plads i den lange række af smukt opmarcherede børn. De stod efter størrelse, ikke alder, og Magnus fik som altid en fornemmelse af, at han krympede ligesom de uldtrøjer, Petrea lagde i alt for varmt vand. Lidt efter stod alle børnene på en lang lige række, og bag Magnus grinede mindst tre, der både var yngre og højere end han. En skam, at han hverken kunne læse eller vokse sig ordentlig stor. Han var ikke engang stærk. Han snød næsen, spyttede og prøvede at være ligeglad.
Dueholm gik hen til det forreste barn, mejeristens lille Karl Åge, der stod og trippede, som om han skulle tisse. Han var nok bare bange, det sølle skvat.
Læreren tog hans hånd i sin og kiggede ned på ham med rolige øjne. Ikke være bange, lille ven, sagde øjnene, og drengen faldt til ro. Det gjorde Magnus også.
Så trak Dueholm Karl Åge med sig ned langs rækken af drenge og piger, som han mønstrede med et alvorsblik, som ville han om lidt slippe dem løs på en blodig slagmark. Og Karl Åge gik da også med stive skridt som en rigtig soldat.
”Ret ryggen! Se mod himlen! Lad jeres blikke blive stål!” kommanderede læreren.
Børnene rettede sig lydigt op og stod stive og gloede op mod den sommerblå himmel. Som om man fik ståløjne af det, tænkte Magnus. Enkelte så endda lige op mod solen, og det blev man blind af, det sagde Bedste selv. Magnus gjorde sig alligevel umage og var lige ved at dratte bagover. Dueholm tjattede til ham.
Så marcherede de ind.
Inde i klasseværelset stillede børnene sig ved hver sin pult og ventede. Dueholm foretog endnu en kort mønstring, så pegede han på en halvstor dreng.
”Du Valdemar bliver stående. I andre kan sætte jer og finde tavle og grifler frem.”
”Nå, min dreng. Hvad hedder så du?” sagde han, så snart, der atter var ro i klassen.
Drengen blev gloende rød i hovedet. ”Valdemar Høgenhaven,” mumlede han.
”Valdemar! Netop! Og hvem er du monstro opkaldt efter?”
”Øh … Min oldefar vist nok. Eller …”
”Eller …?”
”Valdemar Sejr.” Drengen rankede sig og så direkte på læreren.
”Bravo, min dreng. En helt altså. En sejrherre. Og skal vi efterligne ham? Skal vi kæmpe som Valdemar gjorde?
”Ja, vi skal kæmpe!” kom det i kor fra børnene.
”Det var ret, nu har I lært det.”
De havde kun haft lærer Dueholm i et par uger, og allerede nu hviskede og tiskede de om ham i skolegården. Han var underlig. Men rar nok. Og de var enige om ikke at snakke alt for højlydt om ham derhjemme på gårdene. For selv om det var svært at sige ham noget på, så kunne forældrene måske finde fejl hos ham, ligesom de havde gjort ved lærer Due. Men det var nu mest, fordi Due havde knaldet en af drengene en lussing, der var så hård, at han blev døv på det ene øre. Og Magnus var mere end en gang kommet hjem med en kind, der var ophovnet og glødende rød, som om den havde fået feber. Og Bedste havde set ham græde omme i haven, og en aften, mens de var samlet omkring bordet, havde hun snakket højt om, hvor skammeligt det var, og far var blevet meget vred og havde sagt, at ingen skulle komme godt fra at slå hans børn. Eller andre børn, havde han føjet til. Revselse var ene forældrenes ret. Og selv de burde holde igen og huske på, at barnesindet var sart og ikke skulle aves unødigt. Og Magnus, på hvis kind det stadig blomstrede rødt efter slaget, havde kigget på far og følt sig så glad. Men far havde ikke gengældt hans blik, han var blevet ved med at se dystert på Bedste, som om det var hende, der havde slået et af hans børn. Magnus lukkede øjnene og sugede mørket til sig, indtil alt i ham blev sort som fars øjne og glæden forsvandt.
Så var Due rejst. Og de havde fået Dueholm i stedet. Og skolekommissionen havde været ovenud tilfreds med hans første undervisningstime, som de sad øverst oppe i skolestuen og overværede, mens de nikkede opmuntrende til læreren, når han vendte sig om.
En mand med en fast karakter, sagde far, da de kom hjem, og far var ikke bare formand for kommissionen, men også for sognerådet, så hans ord gjaldt lige så meget som præstens. Og måske mere.
 
De begyndte altid skoledagen med religion, som var det vigtigste fag, sagde Bedste, for religionen var de vinger, man skulle flyve til Himlen med, når man blev gammel og døde, og det var godt nok ikke sjovt at være uden.
Men Dueholm var uden. Og nu stillede han sig helt hen til børnene og begyndte at tale til dem.
”Denne første time skulle I lære om det himmelske liv efter døden. Det kræver vort såkaldte folkestyre, som imidlertid slet ikke er et folkets styre. Men det ville være spild af tid, for sådan et liv findes slet ikke. I har kun dette ene liv. Husk det! Og I skal leve det i kampen for en ny og bedre verdensorden. Lille Thomas vil du komme herop?”
Thomas rejste sig og gik op til Dueholm, som tog hans hånd. Han var 7 år og så mager og spinkel, at de lappede klæder slaskede om hans krop, når han gik.
”Hvad hedder du, min lille dreng?”
”Thomas,” hviskede han.
”Og hvad hedder dine forældre?”
”Kresten og Jane Thomsen.”
”Og de er daglejere og arbejder for andre og ejer ikke selv jord, ikke sandt min lille ven?”
Drengen kiggede ned i gulvet og sagde ingenting.
”Svar mig, dreng!”
”Jo, men …”
”Men hvad?”
”Far sagde en dag, at bønderne kan leje ham, men ikke eje ham.”
”Ja, din far er ikke så ringe. Han mangler blot viden.”
Dueholm holdt ham stadig i hånden, og nu vinkede han med den anden i retning af Magnus, der blev bedt om at komme op til læreren. Mon han skulle have en lussing? Dueholm vidste da endnu ikke, at han ikke kunne læse. Eller gjorde han? Så stod han deroppe, og læreren tog ham i den anden hånd. Hans hud var varm og tør som fars.
”Se engang på de her to drenge! Thomas er fattig, hans far ejer ingenting, og både hans krop og hans sjæl hænger i en tynd tråd, og måske dør han af sult og kulde. Magnus er rig. Hans far ejer mere jord end nogen anden bonde i Hulsig, og hans drenge er sunde og savner ingenting. Hvor er retfærdigheden i det?”
Der blev frygtelig stille i det lille værelse. Det kunne Magnus godt forstå. Når nu Thomas snart skulle dø og op og ligge på kirkegården. Med det var da ikke deres skyld. Var det?
”Og hvad skyldes denne uretfærdighed? Svar!”
Valborg Houkjær rejste sig op, mens resten holdt vejret. Det her var meget sært.
”Valborg?”
”Det er arvesynden,” sagde hun uden at blinke.
”Mener I andre også det?”
De rystede på hovedet, garanteret fordi de kunne se, at det var det, læreren forventede. Men nu rejste Karl sig, og Magnus følte et lille sug i maven.
”Ja, Karl, sig frem!”
”Man kan godt kalde det arvesynd,” sagde han langsomt, som om han stod og vejede hvert ord, og han fortsatte: ”Men det er ikke den, vi lærer om i religion og som siger, at vi skal straffes for vore forfædres onde gerninger. Det er en helt anden slags arv. Jeg kan ikke helt forklare det.”
”Du er en klog dreng, Karl, og du vil kæmpe for den fattige mands ret til et værdigt liv, ikke sandt?”
Karl nikkede. Så satte han sig. Dueholm slap de to små og bad dem finde på plads.
”Nu skal I høre. Vi fødes alle lige, og vi burde være det hele livet. Men det er vi ikke. Vore kår er forskellige, og man ærer og agter de rige og fornemme og håner og foragter de små og fattige. Har jeg ret?”
Nu rejste Kristian Kokholm sig. Hans far var i hvert fald også rig, tænkte Magnus.
”Ja sig frem!”
”Vi er alle lige meget værd for Gud og kongen,” sagde han alvorligt.
”Vrøvl, Gud er noget forbandet sludder, knægt. Og kongen er en idiot. Og han betragter os alle som undersåtter og ikke som ligeværdige.”
Var Gud sludder? Og kongen idiot? Nu var der ingen, der vovede at sige noget. Men så tog pokker ved Dueholm, og han blev ligesom de foredragsholdere, far inviterede til gården og som kunne snakke i timevis om noget så ubegribeligt, at ikke engang de voksne fattede det.
Læreren fortalte nu, at der ville komme et nyt rige engang, og det havde intet med himlen at gøre. Det var jordisk, og i det nye rige skulle alle eje lige meget og alle skulle arbejde i et stort fællesskab som brødre og søstre. Og den nye tids helte var ikke konger som Valdemar Sejr eller rige bønder som Janus Hesselholt, nej, det var arbejdere som Thomas’ forældre.
Aline fra Klarup rejste sig pludselig midt i det hele, og det hjalp ikke, at hendes storesøster Kristine halede og trak i hende.
”Tal frimodigt, min pige!” sagde Dueholm og afbrød sig selv midt i en sætning.
”Det er bare det, at kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine kommer til Hulsig på søndag med kongetoget.”
Nu blev der røre i klassen. En efter en fik de lov at komme til orde. Karl sagde, at kongetoget godt nok kom på søndag, og at alle børnene skulle stå på perronen og vinke til Kronprinseparret. Og når de havde været i Skagen nogle dage, ville de komme tilbage Hulsig, og det var Karls og Magnus’ far, Janus, der skulle køre dem til Kandestederne. Her tog Kristian Kokholm over og fortalte rivende stolt, at de kongelige kom til Kokholms, fordi de elskede hans mors æbleskiver.
Da de tav, kunne de se, at læreren var vred. De blev musestille, og for første gang så de ham gribe fat om riset, og der gik en gysen gennem børneflokken, da han hævede det højt op over sit hoved. Men så gik han om bag sit eget bord og stillede sig der, stadig med riset højt hævet.  Derpå hamrede han det med al kraft ned i bordet og kastede det fra sig.
”Sådan!” sagde han. ”Kampen kommer, ja den er allerede begyndt. Og I har lovet mig at kæmpe bravt. Glem nu ikke jeres løfte!”
”Hvordan kæmpe?” mumledes der rundt i klassen, og nu sagde læreren, at han ikke slog på børn, men at han ville gøre en undtagelse og slå de børn meget hårdt, der vovede at hilse på de kongelige.
”Altså, jeg vil ikke se et eneste venligt ansigt eller hænder der vinker, når kongetoget standser i Hulsig. Ham der Christian kalder sig nok prins, men han er en ærkeslyngel. Og vi er ikke hans ydmyge undersåtter. Vi er frie mænd. Er det klart?”
Var prinsen virkelig en slyngel? Og prinsessen og kongen og dronningen og alle hofdamerne? Det måtte han spørge Bedste om, når han kom hjem.
 
Himlen var nydeligt broderet med flossede, hvide lammeskyer, og vinden havde lagt sig, tilbage var blot en let brise, der bevægede Dannebrog så tilpas, at det foldede sig ud og sendte sine røde og hvide farver op mod den klare, lyse himmel. Folkene fra Hulsig og Karred og Tranestedet og Rannerød og Starholm og Klarup og Kandestederne havde taget opstilling i små tætte grupper, og om lidt ville kongetoget rulle ind på perronen, og prins Christian ville stå ved vinduet og vinke så venligt til dem, som han plejede. Og han skulle snart blive deres konge, sagde man og blev varm om hjertet, for kong Frederik var syg og døde måske. Tavse og forventningsfulde stod de og biede.
Kun børnene virkede utilpasse og kunne ikke holde sig i ro, og deres lærer marcherede frem og tilbage foran dem og talte formanende til dem. De nærmeste voksne undrede sig over ordene.
”Husk nu, at I er soldater,” sagde han, som om de legede ude i skolegården. Og de små nikkede, men så beklemte ud. Ja Magnus kunne slet ikke lide det, og da han havde fortalt Bedste om det i aftes, havde hun ikke villet tro et eneste ord af det, og hun havde sagt, at han ikke måtte lyve og endda smækket til ham, men det gjorde ikke ondt, for hun gik med det ene ben i graven og havde ingen kræfter. Nu kom toget.
Toget holdt kun et øjeblik, og aldrig havde de set kronprinsen vinke så energisk og smile så anstrengt. Så tøffede det videre mod Skagen, og voksne og børn spredtes i al hast. Navnlig børnene havde forfærdeligt travlt med at komme derfra.
 
Nogle få dage senere var Janus atter på stationen. Denne gang med de sorte heste spændt for den nye, flotte kalechevogn, som karlene og pigerne omhyggeligt havde rengjort og pyntet. Han skulle hente den kongelige familie.
Janus sprang ned fra bukken og overlod tømmerne til banevogter Pedersen, så stillede han sig strunk midt på pladsen. Prinsen havde ikke meldt sin ankomst i dag til andre, han ønskede at arrivere inkognito, som han skrev i sit brev til Janus.
Nu kom toget tøffende og rullede ind på perronen, og prinsen og prinsessen og de to små prinser steg af og så sig lidt om.
”Aha! se engang drenge, der har vi jo selveste Hesselholt. Så fik De mit brev,” småsnakkede prinsen.
”Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede.
Lidt efter rullede de ud ad lyngvejen, der smal og ujævn førte til Kandestederne, og den 11årige prins Frederik havde fået lov at sidde sammen med Janus på bukken. Nu bad han om at måtte holde tømmerne. Modstræbende overlod Janus styringen til drengen, men han måtte slå knude på sig selv for ikke at tage dem fra ham igen, for prinsen sad jo og legede, og nu slog han de tykke reb hårdt mod hestenes bagparti, så de vrinskede og blev urolige og satte farten op.
”Hyp alle mine heste!” råbte den spinkle dreng henrykt. Han var nær ved at miste sit greb om tømmerne og tumle forover. Der lød advarende råb omme fra vognen, og Janus tog hastigt tømmerne fra prinsen og tvang hestene til at standse. Da de igen var helt rolige, gik han om til kalechevognen og kiggede ind.
”Deres kongelige Højhed må undskylde, men Prins Frederik er jo kun et barn.”
Prins Christian sprang adræt ud på lyngvejen.
”Var det hans skyld, Hesselholt, så må De smække ham en ørefigen. Prinsen er jo uartig. Hestene kunne være løbet løbsk.”
”Undskyld mig, men det kan jeg ikke gøre.”
”Nå ikke. Nej, det er måske ikke så let. For Dem. Men streng opdragelse er dog nødvendig, vil De ikke give mig ret i det, Hesselholt?”
”Jeg vil ikke modsige Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede. Så rettede han sig op og så sin vordende konge i øjnene, og det var ikke første gang, de havde haft øjenkontakt og været uenige om vigtige spørgsmål.
”Og så ønsker jeg for resten at blive orienteret om, hvad der dog gik af Hulsigbørnene forleden! De var jo ganske uforskammede imod mig og min familie.”
”Jo, ser De, sagen er den, at vi har fået en ny lærer i Rannerød.”
”Ja, det bliver børnene vel ikke uvorne af,” indvendte Prins Christian. ”Eller hvad?”
”Ham, vi har ansat, er socialist, og han er just ikke royalt indstillet, og jeg er bange for, at han har påvirket vore børn i en skadelig retning.”
”Socialist!” Prinsen lo. ”Det skulle lige have været kongen, der blev så ilde modtaget af sit folk. Min far ville være blevet rasende, og han ville fluks være stået af toget og have forlangt en forklaring. Jeg nøjedes med at vinke min arm af led i et forsøg på at få ungerne til at gengælde min elskværdighed, men der var kun en eneste lille pige, der vinkede igen. Hm … socialist, siger De?”
”Ja, Deres kongelige Højhed.”
”Det må vi gøre noget ved, Hesselholt. Det sørger De vel for, ikke sandt? Vi kan ikke have, at revolutionen starter i Hulsig.”
”Nej, Deres kongelige Højhed.”
Nu lo Prinsen højt og kunne slet ikke blive alvorlig igen.
”Socialismen er nået til Hulsig, har du hørt det, kæreste Alexandrine?” råbte han, og prinsessen stak hovedet ud af vinduet og rystede på det og sagde, at nu måtte de videre. Og ikke stå der og spilde tiden på tåbelig sniksnak.

 
Nu fandt jeg mellem en stak gamle fotos et billede af Jens Christian Madsen. Ham har jeg nævnt et par gange i romanen. Han boede i den ene Tranegård ( den Fru Hering nu ejer) , var far til Anton Peter Jensen, der var far til Anne ( senere Anne Krøg)
– Jens Peter og Ane Kristine fik kun det ene barn, Anne. Hun blev til gengæld en personlighed ligesom sin bedstefar. Hendes forældre holdt hvert år juletræ på Tranegården, og det var noget, alle børn så frem til, har min mor fortalt. Jeg har fra et andet familiemedlem hørt, at Ane Kristine var “skrækkelig” – men det kan jeg umuligt uddybe.
Datteren Anne Krøg havde også et underligt omdømme: hun var kvik og snarrådig, reddede f.eks. en såret mand i at få blodforgiftning, men hun skulle efter sigende også være en hund efter sladder. Og der er dem, der siger, at hun var ondsskabsfuld – det gider vi ikke høre efter.
Og så blev hun jo forresten mor til Sylvia, som blev mor til Maja, som jeg altid har betragtet som kusine, hvad hun absolut ikke er.
Men Anna Krøg ( eller Ane Krøgh, eller Anne Krøg) blev gift med en af Maren og Christian Larsens drenge Christian Peter på Krøggården ( eller på Hulsig – og der er også dem der kalder gården Lundholm ) – I hulsig har kært barn mange navne og det vrimler med kære børn.
Jeg er p.t. ikke i stand til at koncentrere mig om arbejdet. Her er børn og børnebørn. Og i onsdags døde Anders. Vi har sorg og glæde lige nu.
Jeg vender tilbage.
 

 
 

Nedenstående vil forekomme min læser bekendt, hvis han/hun har læst med i romanen, mens den vokser frem. Men kapitlet var ikke færdigt i forrige indlæg. Det er det nu. Det har også skiftet navn fra kap. 16 til kap. 17. Det skyldes, at der midt i romanen ( som måske ikke helt er en roman) er indføjet et nyt kapitel, men det kommer ikke med i bloggen. Hvis nogen gerne vil læse det, kan de sende mig en e-mail adresse, hvortil jeg kan sende kapitlet.

Kapitel 17

Hulsig 1910 – 1916

 
Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg sogns Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.
 Øst for Niels Husth boede Simon Simonsen…. Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en julehistorie, og vi havde det festligt … Peter Mathiesen havde vel nok bedre uddannelse end Simon, men Simon var den bedste til at fortælle børnehistorier.
 Inger Tammes var fast daglejer og næsten uundværlig, især når der skulle slåes hø i klitten. Tammes var meget mørkeræd og angst i tordenvejr…
Vi drenge ville gerne drive lidt sjov med Inger Thomas, skønt vi godt kunne lide ham. Om aftenen udhulede vi en roe, skal øjne, næse og mund, så satte vi et rødt papir foran og tændte et julelys deri. Det stillede vi foran hans vindue og lavede lidt støj, så han så ud af vinduet og fik øje på spøgelset. Han opdagede, at vi var med, og kom og klagede over os til vor fader. Vi fik i alvorlige vendinger at vide, at det måtte vi ikke gøre.
Lars Hesselholt: Hulsig-minder, Vendsyssel Årbog 2003
Elise lukkede for madternen og sørgede for, at der var saftevand nok til hele den lange sommerdag. Der var så varmt i dag, og sådan et par små karle holdt sig jo ikke i ro et øjeblik og blev let tørstige. Hun sukkede lidt ved tanken om at skulle sende drengene alene ud klitten, hvor de skulle holde øje fårene, der denne sommer græssede i det store klitstykke indenfor milen. Hvem skulle se efter børnene, sukkede hun, selv om hun vidste, at de var ligeså trygge i naturen som i stalden.
”Nu må I være nogle gode drenge og passe godt på fårene og strikke flinkt på jeres hoser og ikke lave ulykker.” Mor klappede dem på håret og smilede, så hele verden blev lysere end før. Mor var den skønneste i verden, og hun blev aldrig gal.
”Ja,” nikkede både Karl og Magnus og hankede op i deres poser med mad og strikketøj. Nu var de store og havde fået rigtigt arbejde. I sommer skulle de vogte fårene ude i klitten og endda også en vædder, der var slem til at stange. Det var ikke småbørnssysler, og en smule skræmmende, syntes Magnus, mens han storkede hen over heden og for en sikkerheds skyld havde taget Karl i hånden.
Otto skulle være hjemme og hjælpe karlen Alfred, mens far var i Hjørring med grise. Og Lars? Det var så underligt med Lars, for selv om han var den ældste, skulle han ikke arve gården. Til sin tid, som far altid sagde. Han var så klog. Og derfor skulle han læse. Optagelsesprøve, hed det og var højtideligt som selveste juleaften. Og far hjalp ham. Og de to havde rigtig travlt for tiden. Hver aften når de andre gik i seng, blev Lars oppe og læste. For han skulle have en fin eksamen og blive dyrlæge og tjene mange penge.
Far var også selv dyrlæge, og alle sendte bud efter ham, når de havde syge dyr, eller hvis et af børnene skrantede. Han havde bare ingen eksamen fået, men lært sig det hele selv, og hjemme på hylderne stod der flere bøger end i skolen. Far kunne ikke få eksamen, da han var ung, for farfar var død, og Bedste Kirsten havde måttet slide som et bæst, for at far kunne komme på Ladelund Landbrugsskole, og det var næsten ligeså godt. Mor behøvede ikke slide som et bæst, for at Lars kunne komme på skole. De havde jo far.
Magnus knugede hårdere om Karls hånd, ikke fordi han var bange, men fordi han med ét blev ked af det. Lars var så dygtig. Og Otto var der ikke noget i vejen med, og han skulle arve gården. Og Karl var et stort lys, som han brændte i begge ender, sagde mor, og det skulle han lade være med. Men far sagde: ”brænd du endelig løs, min dreng, bare du ikke sætter dit lys under en skæppe, som skrevet står.”
Magnus kunne ikke læse, og han var ikke noget lys, og han vidste ikke en gang, hvad en skæppe var. Men mor kyssede ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for han kunne så meget andet. Som f.eks. hvad? ville far vide og lød gal, og så sagde mor ikke noget, men hun så på Magnus med nogle øjne, som han godt forstod og som uden et ord sagde: det er lige meget, om du kan læse. Jeg er lige så glad for dig for det.
Det var lærer Pinholt ikke. Han havde prøvet alt, endda lussinger, men de hjalp ingenting, de gav ham bare ørepine. Og bogstaverne tumlede lige tovligt rundt for det. Ja, de blev næsten endnu mere uregerlige af alle de lussinger.
Men nu var det sommer, lyngen belavede sig på at blomstre, og lærkerne sang på himlen, og de skulle ikke i skole. Kun passe får. Og det var let nok. Fårene løb måske nok deres vej, men så var det ikke drengenes skyld.
”De er da for små, Janus” havde mor sagt, da far foreslog, at de skulle overtage de store drenges arbejde i sommer. ”Men herregud, Lise,” svarede far, ”det kan de sagtens klare”.
Og det kunne de i hvert fald. ”Kan vi ikke også, Karl?” Magnus havde ranket sig på bænken. ”Jo,” havde Karl sagt og gnasket videre og slet ikke hørt efter.
Nu gik de hen over heden, mens de omhyggeligt forsøgte at sætte fødderne de steder, hvor der ikke groede lyng og de kunne se det hvide sand eller på de små tuer af mos, så de ikke blev bidt af de satans hugorme, der lå på lur efter dem. Satans, måtte han ikke sige højt, men han måtte gerne tænke det.
Nu var de snart nået til den lange klitrække, hvor fårene gik og græssede frit, og hvor de skulle være hele dagen. Det var godt, for så kunne de nå at lege og endda lave ulykker uden at få skænd, for der var ingen voksne i klitten. Allerhøjest nogle drenge fra de andre gårde.
Men de skulle selvfølgelig helst nå at strikke lidt, så de havde noget at vise mor og Bedste Kirsten, når de kom hjem. Og heldigvis var garnet sort, så de kunne roligt grise sig til, det ville ikke kunne ses.
Nu fik de øje på fårene. De gik lige så roligt og græssede nede i lavningerne, og halvvejs oppe på en af de store klitter sad en dreng. Han hang sært fremover, som om han sov.
Det var Karl Kristian Senius, men de kaldte ham bare Senius, for Karl og Kristian var der så mange, der hed, men Seniusnavnet havde han helt for sig selv. Ellers havde han ikke ret meget for sig selv, det vidste de nok, og mor sagde, at de skulle være søde ved ham, for hans far var død, og hans mor boede i fattighuset i Aasted, og hans liv var ikke let. Men hun glemte da rent, at han var en stor og stærk dreng, og at de var små. Og det var meget lettere at være stor end at være lille.
”Han er vel nok ikke nogen flink dreng, ham Senius. Se, han sidder og sover. Selv om han er så stor,” sagde Karl og pegede på drengen.
Ja, han var stor. Alt for stor, tænkte Magnus, og de kendte ham ikke godt nok til at vide, om han var ufarlig eller hvad. Det var første gang, de skulle være alene med ham. Og både ham og en vædder, der ville stange, det var næsten for meget, og Magnus rykkede i Karl.
”Skal vi ikke gå hjem?”
”Er du tovlig, så får vi smæk,” sagde Karl.
”Ja,” sagde Magnus og holdt godt fat i hans hånd.
Når de kom til søndagsskole på Lundholm, sad Senius altid pænt med foldede hænder ligesom de andre børn, men han skar ansigter, når Simon ikke så det, og lignede slet ikke en af Jesu små venner, når de bad fadervor i kor.
”I er alle Jesu små venner, når I beder til ham. Og det er et venskab, I kan regne med,” sagde Simon Simonsen og så så rar ud, at Magnus tænkte, at det nok snarere var ham, de var venner med. Og det var de i hvert fald, for når de var færdige med at bede og synge og læse mannakorn, så fortalte han de skønneste historier akkurat som Pinholt, når han ikke var gal. Og de var også venner med Kirsten Marie, for hun gav dem småkager og saftevand. Alt det saftevand, de kunne drikke.
Men med Senius vidste de ikke rigtig.
Han sov godt nok, selv om han sad op og bare hang lidt forover, så det så ud, som om han granskede noget i sandet. Men øjnene var lukkede.
De listede sig helt hen til ham og dumpede ned ved siden af ham og sagde ingenting, men de så lidt beklemte på hinanden. Og det var åbenbart nok til at vække ham, for pludselig rejste han sig op, og nu kunne de rigtig se, hvor stor og lang og stærk, han var.
”Jeg sov ikke,” sagde han og skulede ud mod fårene.
”Nej,” sagde Magnus og rejste sig også op, for det var nok det klogeste.
Karl blev siddende.
”Skal I være her?” nu lød Senius forundret og gloede på dem, som om de var snothvalpe, der ingenting kunne finde ud af.
”Ja,” sagde Karl og borede de nøgne fødder længere og længere ned i sandet.
”Hvor er Otto?”
”Hjemme,” sagde Magnus, ”for nu er det nemlig os, der skal vogte fårene. Og vi skal også hente kreaturerne hjem til malkning,” tog han munden fuld, for det var da løgn, men det var nødvendigt at finde på noget voldsomt, der kunne imponere den store dreng.
”Hå!” sagde Senius bare, ”det kan enhver kløvning vel finde ud af.”
”Ja … men …,” Magnus kunne ikke finde på flere spændende løgne og så appellerende på Karl, der stadig sad og borede og borede med tæerne, som om der var en hemmelig skat begravet lige der, hvor han sad. Og det var måske også det, han selv tænkte, for pludselig så han op på dem, og hans øjne skinnede.
”Jeg har set lyset. I nat.”
”Hvad for et lys?” Senius sparkede i sandet uden at det ramte Karl, der sad med opvendt ansigt.
”Det, der brænder i ”Iijern.”
”Det er løwn,” sagde Senius. Og det var det da også, tænkte Magnus og kom alligevel i tvivl. Karl kunne somme tider både se og høre ting, andre var blinde og døve for. Så måske.
”Du kan selv gå med derop, når det bliver mørkt. Hvis du tør,” sagde Karl og kneb øjnene sammen.
”Der er slet ingen skat. Det er bare overtro, som hedenske mennesker vil bilde os ind. Det siger min far selv.”
”Du har slet ingen far,” plumpede det ud af Magnus, og han blev gloende rød og meget flov. Og Senius stod bare og virrede med hovedet, som om han ville stange ordene væk. Men han sagde ingenting.
”Om forladelse,” mumlede Magnus utilpas.
Men nu rejste Karl sig op og sagde, at fordi Simon mente, at det var overtro, så kunne det da godt være sandt. Det havde Bedste Kirsten selv fortalt, og hun var ingen hedning og hun måtte vide det, for hun var ligeså gammel som de ældste træer i ”Iijern”, og hun havde set al ting i sit lange liv. Også lyset.
”Ja,” sagde Senius, ”men så er plejefar jo fuld af løwn.”
”Det er de fleste af dem,” sagde Karl alvorligt.
”Af hvem?”
”De voksne selvfølgelig.”
”Jeg går til præst, så jeg er næsten voksen,” kom det lidt forurettet fra den store dreng.
”Men ikke helt. Og du lyver ikke?”
”Nej. Jeg er jo ikke konfirmeret endnu,” sagde Senius og dumpede ned ved siden af Karl.
”Det er sørme godt, du ikke er det, Senius,” sagde Magnus og var glad igen. ”Så må du også godt få mit saftevand.”
”Tak. Og når jeg bliver konfirmeret, så må jeg gerne drikke rigtig brændevin.”
”Hold da op! De hellige drikker ikke brændevin,” sagde Karl forarget, for var der noget Simon var, så var det hellig. Og så måtte Senius da også være det. Lidt.
”Det skal jeg da bare lige love dig, at de gør. Oppe i kirken nemlig.”
”I kirken?” sagde Karl og Magnus i munden på hinanden og lod den stå åben af bare forbløffelse.
”Ja, og det er præsten selv, der giver dem det, og så drikker de det helt oppe ved præstens bord, og de er skidefulde, når de går hjem.”
”Jeg tror da ikke på, at det er brændevin, de får af præsten. Bedste Kirsten går i kirke hver søndag, og hun drikker det også.”
”Prøv selv at lugte til hende, når hun kommer hjem på søndag,” foreslog Senius.
”Jeg vil nu hellere undersøge sagen ordentligt,” sagde Karl voksent, ”for det skal man altid, når man er i tvivl, siger vores far.”
”Undersøge? Hvordan?”
”Vi ku’ jo prøve at smage på det. Bare lidt. Men så skal vi også vædde.” Karl så Senius lige ind i øjnene og stak næven frem.
”Jo … men … det ka’ vi da ikke bare gøre? Smage altså.” Senius virkede forvirret, og Magnus følte sig pludselig meget stor og stærk, selv om han var den mindste, for han stod netop og fik en rigtig god ide.
”Det ka’ vi nemlig godt,” sagde han.
De to andre så mistroisk på ham. Det føltes helt godt, og han sad lidt og nød deres blikke, inden han fortsatte. Så sagde han langsomt: ”for vores Inger …”
”Inger Tammes?”
”Nemlig ja – ham. Og han er både graver i kirken og daglejer hjemme hos os. Og vi kender ham lige så godt som vores egen familie.”
”Og hvad så?”
”Han er nem at narre.”
Og det var jo sandt. Inger Tammes, som de kaldte ham, selv om han ikke var en pige, var hos dem hver dag, og det var også ham, der huserede og regerede oppe i kirken, gjorde rent og ringede med klokken og holdt gravene pæne og endda gravede folk ned, når de altså var døde. Han kunne sagtens hjælpe dem, så de kunne komme til at smage.
”Det vil han da ikke,” indvendte Senius.
”Det må han slet ikke,” supplerede Karl.
”Nej, men vi kan få ham til det,” sagde Magnus, ”og jeg ved nok hvordan.”
Og han forklarede i korte vendinger, hvordan det kunne lade sig gøre at overtale ham. Det var jo ikke første gang, de havde narret ham, sagde Magnus og glemte helt de solide klø, de havde høstet sidst, de var løbet om hjørner med Inger.
Resten af dagen nåede de både at lege og slås, men mest for sjov, selv om Senius var så gruelig stærk, at det var lige ved ikke at være ret sjovt, og Magnus fik næseblod, men det tørrede han af i strikketøjet, og det røde forsvandt næsten helt ind i det sorte garn, og hvis mor alligevel spurgte, så ville han bare sige, at han var faldet over en sten, da han løb efter et får for at redde det fra ulven. Men så kom han i tanker om, at Lars havde sagt, at den sidste ulv i Hulsig døde for mange år siden, og at der nu kun var ræve tilbage. Ræve åd næppe får. Så måtte han finde på noget andet. Men pyt, verden var fuld af gode historier, og det gjorde ikke noget, man var en smule opfindsom, sagde far selv.
Magnus var meget opfindsom.
Det undrede Elise en smule, at de små ikke var vendt hjem fra klitten. Egentlig ængstelig var hun dog ikke, de havde det sikkert morsomt og glemte vel bare tiden, tænkte hun, og det blev jo ikke rigtig mørkt mere.
De havde ikke travlt med at komme hjem. Man spiste silde på gårdene i sommertiden, så de nåede det nok. Nu gjaldt det et væddemål.
Allerede på afstand kunne de se Inger Tammes humpe om på kirkegården. Han havde kun et brugbart ben, det andet slæbte efter ham, alligevel var han den hurtigste arbejder i Hulsig, og gårdene sloges om ham i høstens tid. Men han var heldigvis mest deres, tænkte Magnus ejestolt og løb i forvejen.
”Goddag Inger?” råbte han.
”Goddag, bitte pjok!”
”Vi kommer for at snakke med dig.”
Inger Tammes var snakkesalig, så han satte straks riven fra sig og vendte sig om mod de tre drenge, der stillede sig i en halvkreds om ham.
”Du ved godt, at Senius er hellig, ikke Inger?”
”Jo … det,” kom det sindigt fra graveren.
”Og nu er de så blevet syge hjemme ved Simons’, det ved du nok også,” sagde Magnus og sænkede sørgmodigt sine øjne og lod underlæben hænge.
”Nej … jamen, bitte Senius da også … ,” sagde Inger trøstende, selv om det lød tosset, når nu Senius nu var så stor.
”Ja,” kom det trist fra den store dreng, ”og jeg ved jo, at det hjælper at bede i kirken.”
”Det gør det”, sagde Inger fast.
”Og vi er rendt med ham for at hjælpe med at få det sagt til Gud på en ordentlig måde. Det er Karl nemlig så god til,” sagde Magnus fromt.
”Karl, ja ja,” Inger Tammes nikkede venligt mod Karl, der slog øjnene ned og foldede hænderne og pressede læberne sammen.
”Kan jeg hjælpe jer?”
”Ja, det kan du,” sagde alle tre i kor.
 
Inde i kirken var der køligt og dunkelt, og Magnus følte et lille samvittighedsstik, for det var nu lidt sært at skulle bede for nogen, der var raske, og så var det også forkert at lyve. Og endda i en kirke. Gud sad sikkert lige nu og rynkede brynene i vrede, ligesom far, når han var rigtig gal. Gud var jo større end far og kunne sikkert blive endnu galere. Men det var nu svært at tro.
”Er det der oppe, man beder?” spurgte Magnus og pegede på alteret. ”Og kan man gøre det uden brændevin?”
”Hvad?”
”Ja, det ved du godt, Inger, at de voksne drikker, før de beder.”
”Nå, kalken?”
”Er det kalk?” Nu måbede alle tre drenge.
”Er det så helt hvidt?” spurgte Magnus.
”Nej.”
”Må vi se?”
”Nå … nå … ikke så hidsig.” Inger Tammes haltede hen til et lille skab, åbnede det og tog en flaske frem.
”Det er denne her, og den er jo rød.”
”Du lyver, Inger. Det er slet ikke kalk,” sagde Magnus heftigt, mens de to store prøvede at dæmpe ham.
Tammes satte flasken på plads.
”Nu må I hellere bede jeres bønner, og det kan I gøre uden kalken. Og bagefter kommer I ud til mig, så jeg kan låse efter jer.”
Han vendte sig om og haltede ud, mens han lod døren stå på klem. Måske lyttede han udenfor, og Senius skyndte sig at hale en bøn over læberne, og her var han på hjemmebane, for de bad i et væk hjemme på gården, og han kendte alle de rigtige ord.
Så holdt han brat inde. De stod tavse en stund og lyttede til stilheden. Så skyndte de sig hen til skabet, åbnede det og kiggede på flasken.
”Vi er da nødt til at smage,” sagde Magnus tøvende og rakte ud efter den, ”ellers får vi aldrig at vide, om det er kalk eller brændevin.”
Senius gav ham ret, han tog flasken fra ham og åbnede den. Så snusede han til indholdet.
”Det er sgu’ da saftevand.”
Forbavset rakte han flasken til Karl, der også snusede. De så på hinanden. Magnus mente, at de umuligt kunne vide noget som helst med sikkerhed, før de havde smagt på det, og han hev flasken til sig, satte den for munden og drak en slurk.
”Det er godt nok saftevand,” sagde han, ”bare sådan lidt underligt.”
De andre drenge smagte efter tur på den søde, rødbrune væske.
”Det er bare fordi, det ikke er blandet op med vand endnu. Men det smager vel nok godt,” sagde Senius og smaskede ligefrem. Så tog han endnu et par slurke. Og inden de ret vidste af det, havde de delt det meste af indholdet mellem sig. Men pyt, saftevand koster ingenting og det havde præstens kone sikkert nok af, og han ville da slet ikke lægge mærke til, at det var sunket en smule i flasken. Senius holdt den op mod lysstrålen, der faldt ind gennem et af kirkeruderne og fik det mørke glas til at glitre. Og nu så de, at flasken var tom. De satte sig på gulvet og kiggede på hinanden og syntes med et, at de blev så døsige.
”Vi kan da også godt lige ligge lidt,” sagde Senius og strakte sig på det bløde altertæppe.
”Ahh … her ligger man da godt.” Magnus gabede og glemte, at de skulle hjem.
 
Inger Tammes begyndte at undre sig. Så længe det tog børnene at bede. Og så fromme de knægte var dybest inde, skulle man nu have troet det? Der var ellers så mange spilopper i Janus’ drenge, men her var åbenbart en side af deres væsen, han aldrig før havde bemærket. Ja, ja, et barn kunne indeholde allehånde, tænkte han halvvejs rørt og bestemte sig for at bede sammen med dem. En bøn i utide kunne jo heller aldrig skade, og et godt eksempel ville man jo gerne være for de små børn.
Han humpede hen til kirkedøren og skubbede den op. Der var dødsens stille i det lille rum, og nu hvor solen gemte sig bag træerne, trængte der ikke meget lys ind. Han stod lidt for at vænne øjnene til mørket. Så var det, han så dem.
Langsomt og lidt ængstelig nærmede han sig drengene, så standsede han brat og begyndte at le. Det var dog alligevel satans! Der lå alle tre i en lille klynge og snorkede. Ved siden af dem så han en væltet vinflaske, og den var vist tom.
 
Heldigvis var Janus ikke vendt hjem fra Hjørring, da Inger Tammes kom trækkende med sin store trillebør, hvori der lå to sovende drenge. Senius stumplede af sted ved siden af Inger. De humpede om kap.
”Her har du en håndfuld knægte, Lise, og jeg tror nok, du kan lægge dem i seng uden aftensmad.” Inger Tammes væltede trillebørn om på siden og lod to små drenge trille ud på gårdspladsen.
”Ham her følger jeg hjem” sagde han og tog et fast tag i Senius. ”Så kan jeg også med det samme høre til de syge.”
”De syge? Hvilke syge?”
Men Tammes var allerede på vej væk.