Månedsarkiv: april 2024

RUDOLF STEINER OG MIG

Udgivet den af
Svar

Rudolf Steiner og mig

Nedenstående billede er ikke fra en Rudolf Steinerskole, men fra den slags skoler, han ville afskaffe

Det er længe siden, jeg har haft skoledrømme. Det plejer at være ubehageligt og at forløbe sådan her: trods min høje alder har jeg fået et lærerjob, og nu skal jeg bare finde min klasse. Men den er væk. Mine bøger er væk. Mit skema er væk. Jeg er selv væk og meget bange.

 I nat drømte jeg så igen om skole. Men det var ikke den sædvanlige drøm. Nogen ville overtale mig til at blive lærer på en bestemt skole, og jeg undslog mig. Husker ikke hvorfor. Var jeg bange for ikke at slå til?  

Jeg kan se skolen for mig, og det er ikke en af dem, jeg har kendt. Hverken kostskolen, eller handelsskolen eller gymnasiet eller nogen af de andre skoler, hvor jeg har haft min gang, og som jeg nu af og til i mine drømme vandrer hvileløs rundt i.

Herunder en time i Den blå Sal på Th. Langs Kostskole. Det er fra venstre Marianne, Vini og Helle Vibeke

Jeg ser den tydeligt – skolen i min drøm. Det er en stor bygning, men indvendigt ligner den en romersk ruin. Hensmuldrende vægge, store defekte trapper. Vældige rum med himlen som tag.  Må trods alt have ladet mig overtale til at se på sagen, for jeg møder jo op og går rundt i bygningen. Fuld af skepsis. Drømmens atmosfære, som er helt speciel, indeholder en blanding af forløsning og rædsel, men jeg kan ikke beskrive den.

Og jeg må derfor slutte min drøm med denne utilfredsstillende konstatering: den gled fra mig, netop, som jeg syntes at have fat om den.  

En ting ved jeg dog: Det var en Rudolf Steiner skole. Og hvad er der så med ham denne Steiner og mig? Ingenting. Kun det stof drømme er gjort af.

På min sengehylde ligger altid en lille stak bøger, som jeg har tænkt at læse. Og hver gang jeg når gennem stakken, sker det samme: der ligger en tilbage. Det er Rudolf Steiners bog ”Teosofi”. Den har ligget der i årevis, og når det sker med bøger, at jeg ikke får dem læst indenfor nogle måneder, så vandrer de uden protest den lange vej til Kirkens Korshær og bliver indlemmet i deres antikvariat og finder sikkert dedikerede læsere der.

Men den her er blevet liggende. Måske er det derfor, jeg drømte om den skole i nat. Ikke at drømmen endte lykkeligt. Jeg vågnede uden at have givet mig en tomme. Der ville jeg ikke undervise.

Vil jeg heller ikke læse bogen? Hvorfor? Og er det derfor, Steiner sniger sig ind i mine drømme?

Jeg tager bogen frem og læser undertitlen: ”Indføring i oversanselig erkendelse af verden og i menneskets bestemmelse.”

Nå for søren! Det var da ellers ikke så lidt. Menneskets bestemmelse? …

Bogen er skrevet i begyndelsen af det 20 århundrede – endnu er Europa ikke kastet ind i de blodige verdenskrige, der kommer til at præge hele århundredet.

Jeg skal sandelig have læst bogen, tænker jeg og går i gang med forordet. Og standser igen. Nej, det orker jeg vist alligevel ikke.

Jeg tror ikke på dens præmisser: at man kan tænke sig til ”menneskets bestemmelse.”

Og så er der den ”advarsel”, som Rudolf Steiner selv giver i sit forord til bogen, hvor han skriver: ( citat fra side 14 i Antroposofisk Forlags udgave 2002):

”Bogen kan ikke læses på den måde man plejer at læse bøger på i vore dage. I en vis forstand må læseren arbejde sig igennem bogen side for side, ja mange steder sætning for sætning. Det er helt bevidst, at bogen er forsøgt skrevet sådan. For kun sådan kan bogen blive det for læseren som den skal. Læser man den bare igennem, har man slet ikke læst den. Sandhederne i den må opleves. Kun på den måde har åndsvidenskaben en værdi.”

Nej tak! Det orker jeg ikke. Og det tror jeg ikke en døjt på.

Her er en pige, som for allerførste gang går i skole. Hun ser betænkelig ud. Det forstår sig.


JORDEN OG MIG

Udgivet den af
Svar

Det sker undertiden, at folk, der møder op til mine foredrag, holder mig tilbage, efter at jeg for længst har afsluttet og næsten er på vej ud. For der var lige noget, de gerne ville snakke med mig om, og det er så svært at gøre det i store forsamlinger – og heller ikke let i små. Men under fire øjne går det an. Og har jeg ikke lidt tid? Jo da!

Og så kommer det: man vil jo i grunden gerne efterlade sig spor, nu hvor man er blevet så gammel, at man er begyndt at tænke på, at man en dag er borte. Et spor. Ja, for hvem var man? Og hvor kom man fra? Og ikke mindst for ens efterkommeres skyld, så ville man jo gerne efterlade sig lidt mere end bare en bankkonto og et navn. Og måske kunne jeg endda hjælpe? For selv kan man ikke skrive.

Til det sidste svarer jeg altid blankt nej. Jeg kan ikke skrive for andre. Men de kan godt selv. Alle kan skrive. Det lærer vi trods alt alle i skolen. Det behøver ikke at være stor litteratur. Det er stort for børnene og for børnebørnene, og er man barnløs, så er det stort for efterslægten.

Skriv skriv skriv! Ikke for at blive forfatter, ikke for at blive kendt og læst af mange, men for at få rede ens eget liv og for at glæde dem, der kommer efter …

Det er det, jeg plejer at sige. Og måske har det fået en og anden til at gribe pennen. Jeg håber det, for det kan der kun komme noget godt ud af.

I dag har jeg glædet mig over regnen. Det er der ikke så mange, der har, for det har regnet i ugevis – i månedsvis – og alle drømmer om sol og varme. Det gør jeg også. Men jeg har plantet mine kartofler ud i haven dag. Og de skal have regn.

Og så har jeg tænkt, og det tænker jeg hvert år på denne tid, at jeg nok mærker, at jeg kommer fra en slægt af bønder. Gode danske bønder. Ja, det gør de fleste af os jo. Og i mig vokser der stadig en længsel efter at dyrke jorden. En lille rest af det, der engang var livsvigtigt og nu kun er tilbage som en hobby. At så frø og se dem spire og vokse frem. Drivhuset er fuldt af små planter nu. Til sommer eksploderer hele haven i et væld af farver. Hvor jeg dog glæder mig. Men det er nok alligevel ikke bondens længsel. Mon? Men det er en længsel efter at være tæt på det, der spirer frem alle vegne. Al den livskraft!

Thomas Bredsdorff og mig

Udgivet den af
Svar

Har netop læst Bredsdorffs bog: Lykkeligt nær – en oldings optegnelser. God bog. Som alle hans bøger er det. Denne her måske lidt sørgmodig alligevel, for det er jo en slags status over forfaldet, og den bilder ikke sig selv og sin læser noget ind. Det er en ærlig bog. Men det er også en bog, der holder sit emne i strakt arm. Distancen ( som måske alligevel ikke er ret stor) opstår ved, at Bredsdorff bruger 3. person. Akkurat som B. S. Ingemann gjorde det i sin Levnetsbog.

Nu er Bredsdorff et par år ældre end mig, men jeg kan alligevel følge ham i det meste, også i det forhold, at lykken kan melde sig og lyse klart. Jeg citerer lidt fra bogen:

(Citat side 26) Lykke. Fra han stod op denne tirsdag, mærkede han at bedre end i dag kunne livet ikke blive, aldrig nogensinde kunne det komme nærmere lykken.

Og det, der gør ham lykkelig er smertefrihed, barnebarnet og glæden ved at skrive stadigvæk, ved at kunne arbejde som litterat og med succes.

Det oplever han. Og det gør ham lykkelig. Jeg kan også ind i mellem finde den der forbistrede lykke komme trissende ind i mit revir – åh nej, se nu! allerede, når jeg skal skrive om det, så snubler jeg. Sikke et ordvalg: lykken trisser ikke.

Så helt med er jeg vist ikke.

Nå, men jeg er også glad for at kunne arbejde stadigvæk, selv om mit arbejde aldrig har været velsignet med nogen særlig form for anerkendelse eller succes. En forfatter, der har levet i det skjulte, det er mig. Og jeg har haft det OK med det. Jeg ved, at de bøger, jeg har skrevet, er i orden – det var de bøger, der SKULLE skrives. Og jeg fik lov til at gøre det. Og fik endda læsere. En hel del endda, for mine bøger, og jeg har skrevet i 40 år, findes stadig på bibliotekerne.

Så altså, selv om de aldrig blev bestsellers, så blev de mine bedste venner i perioder.

Og så er der alle de andre venner.

Og så er der familien.

Det er nok at være glad for.

Men i dag har jeg alligevel taget et skridt i en uvant retning: oprydning af det megen studiemateriale, som har ligget i mit lange liv på hylder og i skabe. I dag er det Brorson og Kingo, der har stået for skud. Her et lille udpluk at de papirer, som nu vandrer al kødets gang.

HVORDAN KAN DU VÆRE PACIFIST NU?

Udgivet den af
Svar

Du kan ikke mere være pacifist – så indse det dog!

Efter sigende bliver man stivnakket med alderen – og i den oldingealder, jeg nu har nået, skulle det ikke undre, om man overhovedet ikke mere er i stand til at bøje nakken det mindste.

Efter sigende. Ja. For i virkeligheden er det, som jeg ser det ( altså efter mit sigende =  min virkelighed) nærmest det modsatte, der er tilfældet. Man bliver ”mygere” med alderen.

Man lytter mere, og man flytter mere. Sådan har jeg det i al fald. Men jeg har nu heller aldrig været stensikker på, at mine meninger var skudsikre sandheder, og jeg vil hellere end gerne prøve dem af mod andres meninger.

Der findes så mange, der er klogere end mig.

Men nu er der det med krigen i Europa. Og at jeg stadig er pacifist, og at jeg godt kan være det stadigvæk, ja, at jeg netop nu slet ikke kan lade være.

Og kald det bare naivitet. Jeg føler mig ikke krænket. Kun misforstået.

Du må ikke slå ihjel!!!!  Det er mit første bud. Og det er ukrænkeligt som livet selv.

Hvordan kan jeg så være andet end pacifist? En soldat er en dræber.

Den, du slår ihjel på slagmarken, ved fronten og i bomberegnen, det er ikke en fjende, det er et menneske skabt i Guds billede.

Du slår et MENNESKE ihjel. Du må ikke slå mennesker ihjel.

Det er ikke en Putin – det er ikke engang Satan – den kæmpende ukrainer dræber, det er en anden ung pige eller dreng, som er sendt i krig. Og som ikke bare kunne blive hjemme, ligesom han ikke selv bare kunne.

Ja ja ja – jeg kender alle modargumenterne. Det var de samme, som man brugte, da man tævede skolebørn med et spanskrør: ”Vold er det eneste sprog, de forstår!!” Derfor må vi bruge vold.

Vold er det eneste, Putin forstår. Derfor må vi bruge vold.

Men vi er holdt op med at prygle skolebørn.

I min optik ser det sådan her ud: Russerne nærmede sig Vesten under perestrojka for nogle årtier siden og i nogle år frem, (hvor vi dog håbede dengang!!) og de havde ledere, som nærmede sig Vesten. Og som ville os. Og som ville vore demokratiske værdier. Og hvordan mødte vi dem så? Med kulde, mistro og foragt.

Og Vesten sendte sine tropper tættere og tættere på Rusland. Det er ikke noget, Putin har fundet på at sige. Eller som jeg finder på. Det var sådan, det var.

Vi afviste russernes tilnærmelser.

Vi ydmygede dem.

Nu har vi følgen af det.

En tredje verdenskrig?

Når den russiske forsvarsminister siger, at Vesten skal tage det alvorligt, at Rusland har atomvåben, så skal vi ikke slå det hen med en bemærkning om (og den hørte jeg en højtstående dansk officer sige i TV forleden) at vi ikke skal tage det alvorligt. Det er bare en tom trussel, for at få os til at ryste af skræk.

Man siger, at Anden Verdenskrig brød ud, fordi magthaverne manglede FANTASI.

Krigens dybeste årsag: mangel på fantasi. Tænk lidt over det!

Vi har al mulig grund til at ryste af skræk.

Og vores sindssyge militarisme og oprustningsfeber burde få os til at ryste endnu mere.

Det bringer os nærmere en krig.

Freden kan kun opnås ved klogskab: samtaler, indrømmelser, tilgivelser ( hov! hvad var nu det for et ord???) og al den diplomatiske snilde, der kan opdrives. Og der findes folk, der kan den slags. SÆT DEM DOG PÅ ARBEJDE.

MÅSKE ER DET IKKE FOR SENT.

Jeg vil forsøge at bevare håbet. Men hver gang jeg hører politikerne give oprustningen endnu en tak uden at ryste på stemmen, så svinder håbet.

Lad gå, at de har ret: vi er nødt til at opruste, ellers har vi Putin her hos os i morgen. Hvis det er sandt, hvorfor ryster de så ikke på stemmen? Åh … de er tapre. Tapre landssoldater, og det er så fint at dø for sit land. Og nu får vi snart lov til den lykke. Åh nej, Gud fri os!

Jeg tror ikke, det er tapperhed, jeg tror, det er mangel på fantasi.

Nu fik jeg læst Thomas Bredsdorffs fine bog: “Lykkeligt nær – og jeg vidste jo godt, at han var en åndsbeslægtet. Det har jeg altid vidst. Han har skrevet bøger om europæisk åndsliv, som virkelig åbnede øjnene for nye verdner. “Den brogede Oplysning” giver den fineste indgang til vor tid.

Og han ser de samme tegn i sol og måne som jeg gør. Så er vi da to.

Jeg vil citere fra hans bog, side 114/115: ( han bruger 3. person om sig selv)

“Tredje Verdenskrig er på vej. … Siger det ikke højt, hvad det nævner, men han (=jeg) kan ikke se nogen anden plausibel ende på det hæslige russiske overfald på Ukraine.”

Og lidt længere nede: “lykkes det , kan han (Putin) kalde det en sejr. Men så er det lykkedes at flytte grænser med vold, og det er en skandale som ukrainerne ikke vil finde sig i. Det bliver de nødt til, som danskerne da de tabte Sønderjylland til tyskerne, for trods svenske og norske løfter kom hverken Sverige eller Norge Danmarks til hjælp dengang, i 1864. Anderledes nu, hvor ukrainerne ganske vist ikke får hjælp af soldater fra de vestlige lande, man dog får alt det isenkram de beder om. Hvis den hjælp fører til at Ukraine vinder og russerne må trække sig tilbage bag den oprindelige grænse, kan Putin finde på at bruge hvilke våben, det skal være. Så kan verdenskrigen komme, i hvert fald en europæisk storkrig. Oprustning i vest, afsikring af atomvåben i øst. Eskalering på begge sider. Når ondskab fra øst mødes med dumhed fra vest, er alt håb ude. Han (=jeg) håber, han tager fejl. Men ingen af de aviser han læser, eller de analyser, han hører, kan vise en rationel vej ud af miseren.

Bredsdorff fortsætter med at fastslå, at de “unge” i dag, som er de 50 – 60 årige er kompromisløse og 100 sikre i deres overbevisning. Han nævner som eksempler Birgithe Kosovic og Marianne Stidsen. Og han mener, at deres kompromisløshed er som den 18åriges.

Og han slutter sit lange indlæg om krig og pacifisme med en konstatering af, at hans mere end 70 år gamle pacifisme blev sønderskudt, da Rusland invaderede Ukraine.

(Citat side 166): “Sidder tilbage uden noget svar. Han krydser fingre for at hans havlfjerds års forbenede pacifisme vil genopstå for dem der kommer efter ham, vel vidende at krydsede fingre ikke er noget stærkt forsvar.”

Jeg vil med næb og kløer holde fast i min. Ingen skal sønderskyde den.

MENS DET SKER 27

Udgivet den af
Svar

”Hvad skal jeg gøre?”

”Gøre?”

”Ja, for dig …”

Øh … lige nu har vi siddet sammen løst to svære krydsogtværsopgaver, og jeg har 1000 ting at gøre, og ville helst flyve i gang med arbejdet lige på stedet. Men hvad skal jeg sætte ham til?

Det går ikke bare at gå fra ham.

Hvis jeg gør, lægger han sig. Det er ikke godt. Og han vil ikke gå tur så tidligt på dagen, siger han. Det er for tidligt, siger han, når jeg tilbyder en spadseretur. Som om det var en whisky, jeg tilbød ham.

Han har set til fyret. Det kører.

Forleden stod det stille. Så gik der en formiddag og det meste af en eftermiddag med at få gang i det igen.

Rense det. OK. Det kan vi gøre i fællesskab. Men jeg tænker, at vi bliver nødt til at skifte det fyr ud med noget vedligeholdelsesfrit, noget som ikke strejker mindst en gang om måneden, fordi vi glemmer at få det renset, enten fordi jeg fortrænger det som så meget andet ubehageligt, eller fordi Ole glemmer det.

Hver uge skal det renses. Hver gang det samme mareridt, for skruerne, som tidligere blev lagt pænt og rydelig til side, nu nemt flyver væk og ikke er til at opspore igen, når de skal sættes i. Åh, men så må jeg stå lige i nærheden og redde hver eneste skrue, efterhånden som de løsnes.

Forleden glemte vi at rense kanalerne. Vi rensede alt andet. Men kanalerne glemte vi. Det må vi huske en af dagene.  Ellers går det rådne fyr i stå.

Det er lige meget nu, hvor vejret er lunt, men i vinters var det ind i mellem slemt. Og vi frøs. Måtte endda hente hjælp udefra. Det undgår vi helst.

Jeg gav ham en sort pose i hånden for et øjeblik siden. Den var fuld af plasticaffald og et par flasker.

”Hvad skal jeg med den?”

”Kan du ikke bare gå ned med den? Og tømme den.”

”Jo, selvfølgelig. Hvad skal jeg gøre?”

”Du skal gå til skrællebøtte nr. 2, og der står plast og glas over det ene rum. Der plumper du det hele i. Posen skal jeg have igen.”

Han ser forvirret ud, men tager posen. Lidt efter kan jeg høre ham rumstere i det inderste kælderrum. Jeg går ned til ham. Han står og flagrer med posen.

”Hvad skal jeg med det her?”

Jeg tager den fra ham og går ud med den.

Det vidste jeg jo godt, at han ikke kunne.

Men jeg glemmer det.

Glemmer det.

Han ser så helt normal ud. Og han er så klog. Hvorfor kan han så ikke gøre en simpel ting som at tømme en pose i den rigtige beholder?

Han har jo lige løst en vanskelig ord-opgave – kaldet Kloge Åge. Og det er ikke mig, der finder de rigtige ord. Det er ligeså ofte ham.

Hvordan hænger det samnen?

ARS SENESCENDI

Udgivet den af
Svar

Kunsten at ældes. Skulle det nu være en kunst? Det kommer jo helt af sig selv, og man kan hverken gøre fra eller til. Alderdommen er en uafvendelig dom. Vi dømmes til alderdom og død fra fødslen, så hvori ligger det kunstneriske?

Åh jo, det er ikke så lige til, som vi tror og frygter.

I mange år rejste jeg land og rige rundt med et foredrag, der hed: “Alderdom er visdom.” Og nogle steder troede man virkelig, at titlen var ironisk ment. Ha ha ha … alderdom er vel lig med manglende alt muligt kognitivt.

Men nej, det er først i alderdommen, at man når til visdom om livet og døden. Måske især det første, for det sidste kan man nok ikke blive så farligt meget klogere på.

Jeg har netop i dag anskaffet Thomas Bredsdorffs nyeste bog: “Lykkeligt nær – en oldings optegnelser”, og jeg vil skrive mere om den på bloggen, når jeg får den læst.

Da min mand fik diagnosen “alzheimers syge” læste jeg Bredsdorffs fine bog “Tøsne og Forsytia” om hans kones demens. Den var så klog og så smuk, og jeg blev så meget klogere på sygdommen – eller i al fald fik jeg en anden vinkel – en bredere vinkel.

Nu har han skrevet om det at ældes. Og det glæder jeg mig til at læse om.

Der følger mere om bogen senere.

OG VI LÆSER …

Udgivet den af
Svar

Hvad er det, der gør det?

Hvorfor brænder vi os på nogen tekster, mens andre lader os kolde? Hvad er det, der tænder gløden og får os til at flyve gennem en bog, mens vi må trække os ord for ord gennem en anden i endeløs kedsommelighed? Måske handler de endda om det samme?

Er det formen? Er det indholdet?

Først og fremmest er det selvfølgelig individuelt: Den bog, som du slugte, fik jeg galt i halsen og omvendt.

En smagssag? Tja langt hen ad vejen.

Lige nu er det sådan, at klassikerne hales frem fra skjulet og ind på forlagshylderne.

Navnlig er det moderne at hale kvinderne ud af mørket og ind i lyset, så vi kan se dem, og mange af dem er ”nye” for de fleste af os. Og det er vel forståeligt nok, for vist er mange kvinder blevet læst hen over, mens mændenes værker udkom igen og igen. Og jeg underviste da heller ikke selv særlig meget i “kvindelitteratur”, måske lige med undtagelse af Karen Blixen, som ikke var til at komme udenom. Og måske heller ikke særlig meget kvinde?

Ellers var det mest mænd, man lagde på spækbrættet og bad eleverne dissekere, så kan kunne studere indvoldene.

Nu hives de så af mølposen, de oversete kvinder, og jeg har da også med fornøjelse læst mange af de underholdende romaner, som den tids kvinder skrev i første halvdel af forrige århundrede, f.eks. rigtig mange af Karin Michaëlis’.

For nylig genlæste jeg så Thit Jensen historiske roman om Stygge Krumpen, og fandt den langsommelig, og derefter lyttede jeg til ”Den erotiske Hamster” af samme forfatter, som var fornøjelig, men vist ikke stor litteratur. Og forleden læste jeg så Hulda Lütkens ”De uansvarlige.”

Fælles for disse kvinder er, at de skriver mere med følelsen end med forstanden. Og så ved jeg ikke helt, hvad jeg mener med det. Men lad os i al overfladiskhed gribe fat i to af dem, jeg har læst for nylig og som begge er skrevet i samme periode i mellemkrigstiden.

Tom Kristensens ”Hærværk” og Hulda Lütkens ”De uansvarlige”. De kunne for så vidt bytte titler: Tom Kristensens roman handler også om uansvarlige, og Hulda Lütkens om et langt håbløst og fremadskridende hærværk. Og så er der alligevel nogle forskelle, som måske også til dels forklarer, at den ene har opnået klassikerstatus og den anden blot er ”taget til nåde”.

T.K.’s værk, eller hærværk handler om en mand, der vælger at ”gå i hundene”, mens personerne i Lütkens værk ikke har noget valg. Hendes personer er styrede af drifter og begær og af et vilkår, som personerne fødes ind i og ikke kan bryde ud af: fattigdom.

T.K.’s hovedperson er en mand, Ole Jastrau, og Lütkens er en kvinde: Jørgine.   

Ole vil ”gå i hundene” det er en konklusion, han kommer til, fordi alt er ligegyldigt. Altså en nihilist. Så beslutter han sig for at drikke sig ihjel.

Jørgine vil overleve. Hun kæmper for at afbøde de slag, der tildeles hendes nærmeste, som hun holder af – det lykkes ikke. Menneskene er fortabte og alt tabes til slut. Det er en undergangsroman.

Det er Hærværk måske også, men jeg er ikke sikker. Oles beslutning virker påklistret, han er ingen Nietzsche, og Ole tumler rundt i fuldskab hele romanen igennem, og de tanker, han tænker er fuldemandstanker. De kan jo umuligt være andet, for han er stangdrukken fra morgen til aften. Og jeg kan i al fald ikke tage hans tankevirksomhed alvorligt.

Og det kan han heller ikke selv. Det eneste sted i romanen, hvor Ole er glad og tæt på at være lykkelig er der, hvor han kører en tur med sin kone og sin lille søn.

Kærligheden virker ægte. Og måske derfor virker drikkeriet som et postulat. Slutningen er åben. Måske indser han selv, at han har et liv.

Jørgine og de øvrige kvinder i De uansvarlige har ikke nogen mulighed for at finde et liv, der er til at leve.

Jeg husker, at jeg var meget begejstret for Hærværk, da jeg læste den som ung, og jeg tror også, at jeg plagede et par klasser med den i min tid som dansklærer. Og den er faktisk skuffende at læse nu. Det virker SÅ absurd med disse lallende mandevrag, der fede, døddrukne og ugidelige tuller igennem romanen, side efter side.

Men den er godt skrevet.

Så foretrækker jeg Lütkens bog, for her forstår man, at menneskene er sat i verden for at lide, og at det er synd for dem. Og man lider med dem. Og man kan lide dem.

Jeg kan ikke fordrage personerne i Tom Kristensens Hærværk. Hvad rager de mig?