HVEM ER DU?

Hvem er du?

Man bliver født og er lille og bliver stor og voksen og gammel. Og så dør man. Det er et liv.  

Nu forsøger jeg så det umulige, som det er at fortælle sit liv. Til mig selv og måske til andre. Jeg er så gammel nu, at jeg kan sige, at løbet snart er kørt. De enkelte etaper samler jeg op i små kapitler i det, jeg kalder en fortælling om mit liv.

Men det er sært og svært at fange det barn, man var engang, og den unge kvinde, som skulle have identitetssammenfald med mig.

Det kan man faktisk ikke gøre, så det bliver rigtigt. Men man kan gøre det, så det bliver sandt. Og det er det, jeg har forsøgt. Det skal være sandt

Det er ikke helt umuligt

Og du skulle prøve det. Det er en god øvelse at se sig tilbage og prøve at fange stumperne af det, der engang var en helhed og se, hvad der kommer ud af det.

Jeg har læst Hausgaards erindringsskrift: ”Når vi ånder i takt” – og her skriver han om det med at finde det barn frem, som man engang var:

…(side 161) ”Det bliver til en fortælling og til et billede af noget, der var engang. Det er ret spændende at prøve at huske sig selv som barn. Det burde alle prøve. Ville man egentlig kunne lide det barn, ville man kunne lide ham som søn? Ville man have lyst til at møde ham, også i dag, og hvad ville man sige til ham?”

Jeg har skrevet det meste af min erindringsbog færdig, og når jeg sidder og læser et afsnit igennem, tænker jeg hver gang: var det virkelig mig? Var jeg sådan? Og er det virkelig min mor? Var hun sådan?

Nu forsøgte jeg i dag at huske den scene, hvor min mor fortæller mig, at hun og far har besluttet, at jeg skal sendes på en kostskole. Jeg husker ikke dialogen ordret, men jeg ved helt sikkert, at den fandt sted i køkkenet, og jeg ved også, at mor roste mig for at være den dygtigste til at holde køkkengulvet rent. Og jeg husker min skræk, da hun fortalte mig om mine forældres beslutning om at sende mig på kostskole.

Nu skriver jeg scenen her, sådan som den blev, da jeg halede fortiden frem og gav den nye ord:

DU MÅ REJSE

Jeg ligger på knæ, mens jeg gnubber køkkengulvet med en klud, som jeg dypper i spanden og vrider op, inden jeg klasker den ned foran mig og knokler løs af alle kræfter på det beskidte linoleum. Vandet er så varmt, at jeg brænder hænderne, men det er godt sådan. Jeg kunne sagtens stå op og gøre rent uden anstrengelse, blot bruge skrubben ligesom Mor gør. Den er skruet godt fast på en stang, og så behøver man ikke bukke sig eller noget, det er så let som ingenting. Men jeg foretrækker at være i gulvhøjde, når jeg arbejder, for jeg vil, at hele gulvet skal være skinnende rent og uden en eneste plet, og så findes der kun en metode. Man må bukke sig sammen og lægge kræfterne i.

Begge dørene står på vid gab, for så kan jeg begynde ved den ene dør og kravle hen over hele fladen og fortsætte baglæns ud gennem den anden dør, og jeg er omtrent nået dertil, da jeg støder mod Mors ben.

”Hovså!” siger hun.

Hun står midt i døråbningen, og nu ler hun. Jeg rejser mig op og stryger tjavserne væk fra øjnene og ser til siden. Det drypper fra kluden, som jeg holder op foran mig.

”Der er ingen, der kan vaske et gulv som dig,” siger hun.

Måske mumler jeg et lille-bitte-tak, for hvad er det for en kompliment?

”Jeg mener det,” siger Mor. ”Du er så dygtig.”

”Nå,” siger jeg. Jeg har ellers lige fået min karakterbog med årskaraktererne, og jeg har vist Mor den. Det ser ikke ligefrem ud, som om jeg er dygtig.

”Så bliver jeg nok en god tjenestepige,” siger jeg.

”Hold nu op!” siger Mor, ”du skal da ikke i huset.”

”Hvad?”

Har hun fundet ud af, at jeg aldrig vil giftes, eller hvad? Det har jeg da kun fortalt mig selv. Jeg vil godt i huset. Så kan jeg ligge på knæ resten af mit liv og skure løs som bare fanden, indtil alt omkring mig skinner som ind i himlen.

Lige nu kan jeg mærke surhedsgraden vokse for hver tanke, der farer gennem mig, så jeg slår tankevirksomheden fra og ser på Mor, der har pyntet sig.

Håret er nylig permanentet, og dragten sidder som støbt på hende. Det er den, Far har købt til hende i København. Den er fra et modehus, måske er det endda en Dior-model. Den har i al fald været dyr. Så skal hun sikkert til møde i Innerwheel.

”Vi har snakket sammen, Far og mig. Du skal noget helt andet.”

”Hvad?”

”Læse.”

”Det gør jeg da også.”

”Du skal studere.”

”Men Mor … jeg … det …” Jeg tier stille og tænker igen på min karakterbog. Der er g- i alle skriftlige fag. Og halvlunkne karakterer i de andre fag, for jeg pjatter for meget i timen, siger lærerne, og jeg forbereder mig ikke ordentligt. Og det er sandt. Det gør jeg ikke. Jeg læser, men ikke lektier. Jeg cykler, men uden hund. Jeg strejfer om på stranden og drømmer mig ind i andre liv, skæbner, som ikke findes, men som jeg opfinder, men det fortæller jeg ingen. En dag går jeg langs stranden og drømmer, at jeg er en pige, der er forladt af alle og som ikke har noget sted at tage hen. Hun går og går, indtil sålerne falder af skoene, og hun selv falder sammen i kanten af havet. Her bliver hun liggende. Bølgerne skyller op over hendes ansigt, bølge efter bølge. Vådt og blidt.

”Men så må du rejse.”

Jeg siger ingenting, men jeg kan mærke kulden, der breder sig i kroppen. Rejse? Jeg kan ikke rejse.

”Og det vil du vist også gerne,” siger Mor.

”Ja,” siger jeg med munden fuld af løgn.

”Og vi har undersøgt sagen for at finde den rigtige skole til dig. Far har tjent godt på havnen de senere år, og vi har råd til den bedste kostskole. Herlufsholm havde vi først tænkt på, men det er så langt væk. Så er der Th. Langs Skole i Silkeborg. Hvad siger du til det?”

Jeg siger ingenting. Måske nikker jeg. Jeg vil ikke på kostskole. Det tør jeg ikke. Jeg vil blive her. I Strandby. Ved stranden. Ved havnen. Ved Anders og Hans.

”Jamen, så siger vi det,” siger Mor.    

BETRAGTNINGER – LIV OG DØD

”J’ai quinze ans et je ne veux pas mourir.”

”Jeg er femten år og jeg vil ikke dø.”

Det er titlen på en selvbiografisk roman af Christine Arnothy, der oplevede russernes angreb på Budapest i 1945. Bogen handler om en ukuelig livsvilje hos en stor pige, hvis liv hænger i en tynd tråd. Hun vil leve og trodse den død, der omgiver hende og hvert øjeblik truer med at ramme hende. Hendes odds for at overleve er minimale.

”Jeg er firs år og jeg vil ikke dø.”

En bog med den titel kunne jeg i et kort glimt godt tænke mig at skrive, men titlen lyder jo forkert, og måske kunne jeg ændre den til: ”jeg er firs år og jeg vil nok død.” Det lyder måske lidt bedre, men er tvetydigt, ”nok” kan fortolkes som ”gerne”, og det vil jeg ikke så gerne, og som ”sandsynligvis”, og her er den jo OK:. Mine odds for at overleve nærmer sig nul.  

Jeg må altså helt omforme min sætning, hvis den både skal passe og være passende. Så bliver titlen:

”Jeg er firs år og vil gerne leve.”  

Og det er sådan, det er. Men når man kravler over 80årsgærdet er det OK at tænke på døden. For den er kommet så nær, at man gør klogt i ikke at fortrænge dens eksistens alt for meget. At gøre sig fortrolig med tanken er svært, men jeg tror, at det er en god ide. Jeg prøver det hver dag. Og det går fremad.

Jeg er lige blevet færdig med at læse Hausgaards ”Når vi ånder i takt” en slags erindringsbog, men også bare en klog mands betragtninger over livet, og altså også for mig SÅ MEGET en åndfælles tanker om det at være menneske. Og det åndelig beror ikke på noget fint og luftigt, men på det faktum, at vi begge er Vendelboer af hjertet. Vore hjerter slår i samme sindige vendelbotakt, når talen er om ”de store spørgsmål,” og hertil hører jo ”døden.”  

Hausgaard skriver om, hvordan han oplevede det, da han fik hjertestop, og var ”død” i flere minutter:

Jeg mærkede en uendelig fred og var egentlig lidt ked af at blive kaldt tilbage. Mens jeg lå på båren, råbte folk, at jeg skulle sige mit navn, og det irriterende mig: ”Kan I ikke stoppe, jeg har det lige så godt!” Men jeg er godt opdraget, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte svare. Umiddelbart efter hørte jeg én sige: ”Jeg tror, vi har ham.” Og så blev jeg levende igen.”

Jeg har læst og hørt om flere nærdødsoplevelser, som ligner Hausgaards, så måske er der noget at glæde sig til.

Men jeg tænker også på tiden efter døden. Og jeg er kristent opdraget (det er Hausgaard også og endda i samme Indre Mission) – og samtidig er jeg et barn af oplysningstiden. Og jeg VIL, at de sider skal finde en samklang i mig, og det kan godt være lidt af et slagsmål, men så slås jeg med mig selv en tid og kommer altid til den erkendelse, at jeg 1.:  ikke kan leve i det mørke, religionerne har det med at kaste ind over mennesket, og 2.: må erkende, at en gudløs verden er for kold og skræmmende for mig. Jeg må altså bekende mig til begge dele: LYSET (kald det bare videnskaben) og GUD ( kald det bare skaberkraften). således forenes lyset og kærligheden.

Og så nu vi er ved det åndelige, så falder det her citat fra Bøgernes Bog mig ind. Fra Johannes Evangeliet:

’Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.’”

Sådan udtrykker Jesus det og set med de andre briller, videnskabens, ja, så falder de to udsagn sammen i skøn harmoni: vi dør og vi indgår i det nye liv : Alt i naturen visner og blomstrer igen. Men det er vigtigt, at det visner. Ellers kommer der ingen blomster.

Jeg vil slutte to citater fra Hausgaards bog: ”Når vi ånder i takt”

1. Betragtninger om, hvad han anser for det ideelle samfund. For det kan jeg 100% slutte mig til. Vi har samme baggrund, og jeg tror, at vi langt ude ligner hinanden. Han skriver på side 210:

Hvis man forestillede sig et socialistisk samfund båret af en kristen moral, så er det nok for mig det optimale. Et samfund båret af kristne værdier, der langt hen ad vejen ligner de socialistiske. Og godt med tilgivelse og kærlighed.”

Betragtninger om, hvorfor det er godt at bo i det lille samfund ude på landet:

”Herude ville vi være prisgivet, hvis vi ikke interesserede os for hinanden, meget mere end i en by. Jeg ville ikke kunne ligge her og dø, min nabo, Ole, kunne heller ikke, for vi holder øje med hinanden, mere eller mindre bevidst.”