Erindringer – B. S. Ingemann

Udgivet den 30/03/2022 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1789 til 1862

Ingemann var rendyrket romantiker, så på sin vis kan vi godt kalde ham Danmarks svar på Chateaubriand. Han er vores egen nationale romantiker.

Men selv om de to lever samtidigt og begge skriver romantiske tekster og altså ligner hinanden i det indre (litterære) univers,, så er de i det ydre modpoler. Ingemann lever i Sorø hele sit voksenliv – han foretager den obligatoriske dannelsesrejse som ung, men fra og med sit ægteskab med Lucie Mandix bliver han i Sorø. Somme tider går han en lille tur i parken – så er han i naturen. Chateaubriand søger den vildeste natur i Amerika blandt indianere, og han kaster sig hovedkulds ud i livets voldsomste hændelser, færdes globalt, har intetsteds hjemme. Han oplever alt på sin egen krop: rejseliv, revolutioner, krige, landflygtighed, sult, savn og sorg.

Ingemann bliver hjemme. Og tænker sig til resten. Så dansk.

Ligesom H. C. Andersen og Chateaubriand skrev Ingemann i mange år på sine erindringer, men i modsætning til de to førstnævnte fik ham kun trykt den ene: “Levnetsbog” (når man ser bort fra en udgivelse: “Tilbageblik – udkast til en bog om hans voksenliv).

Levnetsbog fuldførte han i sin livsaften, og den blev udgivet i 1862 kort efter hans død. Han kunne altså godt som Chateaubriand hævde, at det var en røst fra hinsides graven, der her talte. I det første kapitel skriver han (side 5 i Jens Kelds udgave fra 1998):

Efter en Forfatterperiode af 50 Aar, maa han nu (1861) vel snart ansee sin Virksomhed paa denne Planet for afsluttet. Hans hvide Barnehår blev i hans Ungdom brunligt; hvad han i sit 72de Aar har af det tilbage er næsten blevet hvidt igjen. Han sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at giøre den store vedslige Proteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaa Begivenheder Interesse for hin store idelig omvexlende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning. …

Ingemann leverer med sin bog en af de efter min mening smukkeste barneskildringer i dansk litteratur. Fint og forsigtigt og fuld af kærlighed fremstiller han sine første år og sin ungdom i Torkildstrup Præstegård.

Torkildstrup Præstegård – Foto: Ole Henne Hansen

Ingemann tøvede meget længe, faktisk næsten til sin død, med at skrive erindringsbogen, og for at skabe endnu en distance ud over årene, der gik, så brugte han konsekvnt 3. person. Han betragter drengen, der aldrig bliver til et “jeg”, men konsekvent er en “han” – den anden – ham, man kan studere og studse over og glædes med, men ikke komme helt tæt på.

Distancen forekommer stærkt i skildringen af første skoledag, hvor den lille sarte dreng overlades til flokken af utøjlede og bøllede drenge, der mobber ham voldsomt. Men den gamle Ingemann ser på drengenes “løjer” med et glimt i øjet og et smil på læben og synes helt at have glemt den lille drengs rædsel. Eller han har vel ikke glemt den, men han holder den ud i strakt arm. Den skal ikke for tæt på. Her et citat:

(citat side 200) Prygleriet standsede dog et Øieblik ved den nye forbløffede Drengs Indstyrtning med et Rygpuf over Tærsklen og man flokkedes om ham, som Bræmserne om et fremmed Insect, der kastes ind i deres Rede. Under Huien og Skrigen, Latter og Spot over den lille “Jomfrudreng”, som han strax kaldtes, og over hans Landsbydragt, blev han paa engang overvældet med tusinde Spørgsmaal om Navn og Alder om Familie og hele Fortid, og ethvert Svar, han gav, blev fordreiet og gjort latterligt …

Erindringer H.C. Andersen

Udgivet den 21/03/2022 af marianne

Svar

” Nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed.” Det er med de ord in mente, at, Johanne Louise Heiberg kaster sig ud i det store skriveprojekt.

Hvor meget slettelak, der så har været ind over, ved vi ikke – men det er også sagen uvedkommende. Det færdige resultat, værket, er sluttelig blevet det, hun kan stå ved.

H. C: Andersen skriver sine erindringer i værk efter værk i forskellige perioder af sit liv. Jeg har nylig lyttet til tre og genlæst den mest kendte version: “Mit Livs Eventyr”. Dertil kommer, at hans litterære værker gang på gang gennemspiller det hele en gang til. Andersen kan ikke få nok af sin egen livshistorie. Hans værk er et kæmpe spejl af levet liv. Hans eget.

Som i grunden alle digterværker er. Mere eller mindre. “Madame Bovary c’est moi” – syndromet er ikke til at komme uden om for en forfatter. Hun lægger det på skærmen, som er i hjertet. I livet. Sit eget. Det eneste, hun forstår. Eller måske netop ikke forstår, men gerne vil forstå og derved måske trænge den tåge bort, der har sløret så meget.

Lise Busk-Jensens foredrag om Karin Michaëlis åbnede en dør for mig. Nu går jeg den vej… hvis jeg tør.

Kryster som jeg er.

Men H.C. Andersen var ingen kryster. Han trådte hårdt på sine egne smertepunkter, og det, der karakteriserer hans måde at skildre sin fortid på, er, at han på én og samme tid afdækker det forfærdelige, som vejen førte ham igennem fra barndommen og langt ind i livet, og samtidig giver os et billede af et uskyldigt, naivt og lykkeligt barn, der ikke et øjeblik lader sig slå ud af modgangen og aldrig tvivler på, at det er på vej lige ind i eventyret.

Billedet mødes hele tiden af sit eget modbillede.

Sådan er hans måde at forholde sig til erindringen.

Her er lighedspunkter med Johanne Luise Heibergs metode: lys og mørke følges ad. Men det vender jeg tilbage til.

H. C. Andersen af Frans Wilhelm Obermann

Som vi skal se senere, så er Andersen ikke ene om denne barnecamouflage – “jeg er et barn, jeg ser og forstår ingenting, gud hjælpe min uskyld!” etc. – Da jeg for år tilbage læste Karin Michaëlis’ erindringer slog det mig, at hun var ualmindelig naiv og barnlig som ung. Men det er jo teknik. Og det virker. Det slører. Og det afslører.

Det kommer jeg tilbage til.

Intermezzo – og nu til noget helt andet

Udgivet den 20/03/2022 af marianne

Svar

Som jeg jævnligt truer mig selv og mine læsere med, så vil jeg skrive mine erindringer, og i dag var jeg til et fremragende foredrag af Lise Busk-Jensen, litterat og forsker, og hun fortalte om Karin Michaëlis’ selvbiografiske skrifter på en måde, som virkelig vækkede ilden i mig. Og det skønt jeg allerede for år tilbage læste Karin Michaëlis’ erindringer – både i den tidlige og i den senere version. Bøgerne er skrevet som fiktion, og det kan jeg godt forstå, for K. M. er skønlitterær forfatter og behersker den skrivemåde.

Det ved jeg ikke, om jeg gør, men jeg behersker ikke andre. Når jeg forsøger mig med fag/sagprosa falder jeg i søvn i skriveprocessen, og det er en dårlig vane, når man vil skrive en bog.

Altså nu kommer Karin Michaëlis ind på linjen, som begyndte med Chateaubriand og som skal ende med Jesper Stein ( Rampen)

Når jeg har læst alle værkerne grundigt, vil de poppe op på skærmen, og jeg vil i al uvidenskabelighed forlyste mig (og måske et par stykker mere) med at sammenligne dem.

Så må jeg se, om jeg kan overkomme det inden for en overkommelig tid. Foråret prikker på min rude, drivhuset og haven og skoven og engen og agrene såmænd kalder, og til sommer myldrer børn og børnebørn frem fra fjerne verdenshjørner ( New Zealand og Florida)

Men jeg må holde mig selv fast på det projekt, jeg er begyndt på. Synes nok, at jeg har forsøgt at lære de hundredevis af børn og unge, som jeg har undervist gennem årene, at det er fint at lave projekter, men at det helst skal munde ud i et produkt.

Jeg jeg brugte ikke det sprog, for dengang så man ikke alting gennem erhvervslivets afstumpende linser.

Rusland

Udgivet den 16/03/2022 af marianne

Svar

Jeg var 13. Den alder, hvor man hverken er barn mere eller voksen endnu.

Om søndagen gik jeg undertiden i kirke sammen med min bedstemor. Vi gik ad engstien til Elling Kirke, for Strandby havde ingen kirke, og det var en god tur. 3 – 4 kilometer hver vej. Så der var tid til at snakke.

Og det var her – i den gamle Elling Kirke, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Rusland. Eller rettere med en rigtig russer. Præsten var dansk nok, han hed Pastor Mostrup, og han var en tør, vist nok lidt kedelig type, grundtvigsk i al fald, og min bedstemor holdt ikke af ham, for han havde ikke de missionske præsters salvelsesfulde måde at udtrykke sig på. Ordene komme stille og jævnt, men for mig var de værd at lytte til, og jeg fik jo overtalt bedstemor til at gå med, når det var Mostrup, der prædikede. For han elskede at læse andre bøger end Biblen, vidste jeg, og hans tale var spækket med gode eksempler fra litteraturen. Og især den russiske, og lige den dag, som jeg nu husker og hvor jeg var blevet 13 år og følte mig voksen, læste han op fra Dostojevskijs “Brødrene Karamassof”. Det var kapitlet med den gamle “Starest” fra klosteret, som mødes med hovedpersonen Aljosja. Den dag vågnede min interesse for den russiske litteratur.

Mens vi gik hjem, fik jeg overtalt bedstemor til at vælge den bog, som præsten havde læst op fra som vores næste højtlæsningsbog – jeg lånte den på biblioteket, og vi læste også i den, men vi kom vist ikke særlig langt, det var alligevel for stor en mundfuld for den gamle og barnet. Og bedstemor fandt den desuden for verdslig – det husker jeg, at hun sagde. Så er der mere at hente i Biblen, mente hun.

Og det var der sikkert for hende, men ikke for mig.

Jeg kan ikke huske, om jeg selv læste bogen færdig, men jeg ved, at det frø, præsten såede den søndag, faldt i god jord. Det spirede, og det var sikkert grunden til, at jeg blev så glad for Rusland og russisk litteratur, og at jeg mange år senere valgte at læse russisk på universitetet. Det gjorde jeg af en bestemt grund: jeg ville kunne læse de store mestre på det sprog, de skrev deres værker på.

Det, der sker i det gamle Sovjet i dag, er forfærdeligt, og det er jo ikke sådan, at vi ikke har set det komme. Tjetjenienkrigen viste vel tydeligt nok, at Rusland har drømme om at få de gamle “frie” sovjetlande tilbage.

Men jeg blev kold af skræk – som alle andre – da Putin invaderede Ukraine.

En af mine tidligere bekendte (jeg var med til at kalde ham til vores gymnasium, da Jugoslavienskrigen rasede), er Jan Øberg. Han ved virkelig noget om krig og fred – har arbejdet som fredsforsker gennem årtier. Og han skriver i Kristelig Dagblad:

( Citat fra Kristelig Dagblad 7. marts – Jan Øberg)

“Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad Nato og vestlandene giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende. Der er kun rygmarvs-had, og følelser: Vi er gode, og de er onde. Der er ingen politisk-intellektuelle analyser, og det er dén psyko-politiske endimensionalitet, jeg betragter som farligere for fremtiden end Ruslands invasion.”

Rusland begyndte dog krigen …

“Ja, denne krig, men ikke den underliggende konflikt, som volden er symptom på. Forud for invasionen ligger 30 års total foragt over for Ruslands behov og protester. Nato har udvidet og udvidet, selv Ukraine, Sverige og Finland er i praksis forlovet med alliancen. Nato har uden grund ekspanderet helt op under skørterne på Rusland. Det handler om oplevet ydmygelse. Intet land i verden har siden 1945 dræbt så mange millioner mennesker og sendt så mange millioner mennesker på flugt i Mellemøsten og andre steder som USA, og Danmark har hjulpet til. Nu gør Rusland – stærkt trængt af Vesten i 30 år – det samme, og i øjeblikket er 350 mennesker døde. Principløse beslutningstagere og andre mener åbenbart, at der er gode og onde krige.”

Jeg er pacifist, det ved dem, der kender mig, og det er jo nærmest en sær ting at være, når verden er truet af krig. Lidt lige som at ville forråde sit land. For lige nu vil ALLE opruste til “den gode krig” – men kære venner: der findes ingen god krig. Venlige bomber slår ligeså hårdt som fjendtlige bomber, og A-bomben dræber os alle.

Så hold fingrene væk fra våben!!!

Men nej, folk elsker jo krig, selv små børn leger krig på deres iPad – vi opfostrer dem til at elske vold. Er der nogle af vores børn og børnebørn, som ikke har øvet sig på at dræbe et andet menneske? Nej vel!!

Selv om de fleste vil påstå det modsatte. Men sådan er det: Folk kan ikke få nok af vold: altså vold rettet mod “de onde.”

Nu tror jeg ikke, at vi kan deles op i gode og onde.

Er det ikke sjovt, at vi skriver på tobakspakkerne: rygning kan dræbe?

Et det ikke vildt, at vi ingenting skriver på tanksene og geværerne, selv om de ikke kan andet end dræbe?

Vil jeg så ikke kæmpe mod diktatur og tyranni og verdens ondskab? Jo, men ikke med våben, der dræber andre mennesker. Jeg tror på ordet. ORDET.

Jeg ved, at ondskaben findes – også i mig – jeg kan komme i en situation, hvor jeg handler ondt, fordi ondskab er en realitet i os alle, og i nogle – alt for mange – tager den magten og kaster mennesket ud i onde handlinger.

Den ondeste af alle handlinger er krig.

DJÆVELEN findes, det er jeg ret sikker på – jeg tror ikke, at Putin eller Hitler eller Stalin er (var) djævle – men jeg er sikker på, at ondskaben har taget magten i deres hjerter. At de er (var) besatte af djævelen.

Du går måske selv i kirke en gang i mellem, så er du jo med til at bekende det her: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger.

Når vi forsager ham, så findes han vel?

I gamle dage ( i Bibelen) talte man om, at mennesker kunne blive besat af Djævelen – det har såmænd aldrig ændret sig.

Jesus kunne drive Djævelen ud. Vi andre kan ikke. Men vi kan forsøge.

Jeg ved det godt: alle synes lige nu, at jeg er naiv.

Sikkert.

Som jeg husker – at skrive om liv/død

Udgivet den 11/03/2022 af marianne

Svar

En strandbypige – Mit liv gennempløjet i erindringen

Tak til jer, der ikke slap mig de mange år, hvor jeg svævede over vandene, altid i fare for at styrte ned, mens jeg forsøgte at skabe verdner, der var mine egne, men som jeg alligevel tilegnede jer, for hvad skulle jeg ellers stille op med dem? De var ikke enestående, og de kunne derfor ikke stå alene. I var nødvendige, og I holdt mig oppe.

De fleste af jer har jeg aldrig mødt og skal jeg heller aldrig møde. Men på de mange foredrag, som jeg i årenes løb har drysset ud over landet fra Gedser til Skagen, har jeg jo set jer – og set jer som de smukke blomster, I altid vil være i mine øjne. Mens tiden gik, visnede vi en smule, og vi dør til sidst, men som der står i Biblen: ”hvis kornet ikke dør …”( Johannes k.12,v.24) jeg håber, at jeg hen ad vejen har spredt nogle frø, som vil spire i en fremtid, som ikke er min.

Ofte ser jeg mit liv som en mark. Ikke en eng. Ikke et sted med vilde blomster og bække, der risler gennem alt det grønne. Der er ingen idyl i det syn. Det er hårdt arbejde og altså en mark. En ager. Et sted, hvor jeg lever, som Gud har tænkt:: “I dit ansigts sved osv.” Og jeg høster det, jeg sår.

Ingenting kommer ud af den blå luft.

Og så tænker jeg, at det må være sådan.

Og så alligevel. For når jeg tænker på jer? Hvor kom I fra? Ud af den blå luft, synes jeg.

Jeg tænker på at pløje marken nu, hvor jeg er blevet gammel. Jeg ved, at jeg vil støde ind i sten, og at det kan gøre ondt … men … jeg vil pløje den igennem alligevel. Akkurat, som man fester igennem. Ikke uden stop selvfølgelig, og måske når jeg ikke til vejs ende.

Nu nok.

Jeg ved ikke, hvor jeg går hen, når jeg forlader jer. Det overlader jeg til Gud. Det er sådan, jeg synes, at det skal være.

Men nu får I alligevel to opstandelsesdigte. Og det ene er morsomt, og det andet er dybt alvorligt. Jeg tror på dem begge. Jeg tror på naturen, og at vi er i den, og jeg tror på Gud og at vi er i Ham.

Hans Hartvig Seedorf: Vi har retten til at drømme:

Vi har Retten til at drømme, at vi lever,
naar det lykkes os at leve i en Drøm. . .
Se nu brast den danske Drue
bagved Glassets lette Bue,
som vi løfted imod Solens brede Strøm.

Kun den lykkelige lever, mens han drømmer.
Kun den glædesløse drømmer om at dø.
Har vi sat de sidste Kærner
under Høstens høje Stjærner,
da vil andre Hænder sanke vore Frø.

Hvilket Under, at vort Kød og Blod forvandles,
at vi genopstaar engang som saligt Græs!
Vi skal slumre under Kulde;
springe frem igen af Mulde,
vorde Ax paany i Danmarks gyldne Hæs.

En skal genopstaa som Rose, én som Lilje,
én skal finde sig som Kløver i en Lo.
En skal dufte for de Døde.
En skal genopstå som Føde
og med Velbehag forsvinde i en Ko.

Men ihvad der end skal hænde mine Venner,
vil jeg bede til det Forsyn, som er mit:
“Lad mig spire i en Ager, –
nok saa lille, nok saa mager –
blot jeg genopstaar engang som Aquavit!”

Grundtvig:

Hil dig, frelser og forsoner!
Verden dig med torne kroner,
Du det ser, jeg har i sinde
Rosenkrans om kors at vinde,
Giv dertil mig mod og held!

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
Og hvad elsked’ du hos støvet,
At du ville alt opgive
For at holde os i live,
Os dig at meddele hél?

Kærligheden, hjertegløden,
Stærkere var her end døden,
Heller giver du end tager,
Ene derfor dig behager
Korsets død i vores sted!

Ak! nu føler jeg til fulde
Hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
Navnet værdt, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror, af dine vunder
Væld udsprang til stort vidunder,
Mægtigt til hver sten at vælte
Til isbjerge selv at smelte,
Til at tvætte hjertet rent!

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
Floden, som kan klipper vælte,
Floden, som kan isbjerg smelte,
Som kan blod-skyld tvætte af!

Du, som har dig selv mig givet,
Lad i dig mig elske livet,
Så for dig kun hjertet banker,
Så kun du i mine tanker
Er den dybe sammenhæng!

Skønt jeg må som blomsten visne,
Skønt min hånd og barm må isne
Du, jeg tror, kan det så mage,
At jeg døden ej skal smage,
Du betalte syndens sold!

Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi gå til Paradis!

Det er jo for så vidt to uforenelige livsanskuelser, de to digte udtrykker, og de er skrevet til to forskellige lejligheder: Seedorffs til fest og Grundtvigs til begravelse. En fest og en begravelse. Det hænger jo ikke sammen.

Jo, det gør det i mit hoved. Det kan du så måske forarges over. Men sådan er det. For mig er sorg og glæde tæt forbundne.

Livet er stærkere end døden.

Læs digtene og fortvivl ikke – selv om Putin kan slå os ihjel, kan han ikke forhindre os i at leve.

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Månedsarkiv: marts 2022

Erindringer – B. S. Ingemann

Erindringer H.C. Andersen

Intermezzo – og nu til noget helt andet

Rusland

Som jeg husker – at skrive om liv/død