Karsten Lund: “Den amerikanske sømand” og Viggo Stuckenberg: “Valravnen”.
Teksterne er vidt forskellige, og det skyldes jo dels tiden – der er ca. 100 år mellem dem – og dels stilen. Begge er fortalt i et smukt og letlæst dansk – Stuckenbergs viser dog tydeligt, at han er mere til det lyriske – novellen er som et langt vemodigt digt – kun en del af den foregår i Skagen, og her er naturen godt nok skildret, men set og sanset af en ulykkelig forelsket mand, og det farver beskrivelsen. Handlingen udspiller sig i sidste halvdel af 1800 tallet og episoden i Skagen over kun ganske kort tid. I Lunds roman udspiller handlingen sig over nogle tiår, og slutter i den periode, hvor skagensmalerne er ved at takke af.
Citat fra side 172 lyder: “Malernes tid var ved at være forbi oppe i tyverne; mange af de nye holdt den kørende på de gamles renommé. Anchers var her endnu, Anna og Michael, de boede omme på Markvej”.
I romanen er omdrejningspunktet en ret makaber begivenhed. Ane kan ikke få børn med sin mand – der strander en sømand, det sker jo tit – han bringes til Anes hus, hun plejer ham, hvorefter han forsvinder. Ni måneder senere føder Ane en dreng. Han ligner ikke helt sin far, eller de øvrige skagboere. Historien er måske sandfærdig. Sandt er det i al fald, at der strandede mange sømænd på de kanter, og der er ikke så få indbyggere i byen, der har en mørkere lød end den, de hjemlige gener er i stand til at fremstille. I et af de tidligere indlæg citerede jeg et digt af Ole Stjernø, her kan man læse i historien i en anden version.
Jeg vil ikke skrive mere om romanen – men anbefale den som god og underholdende litteratur.
I “Valravnen” der er en roman om ulykkelig kærlighed, et trekantsdrama, er fortælleren en videnskabsmand, som ikke er helt ung, men som har giftet sig med en purung pige – På en rejse til Skagen møder parret en maler, der ikke nævnes ved navn, men som ligner P.S. Krøyer. Den unge kvinde, Hedvig, forelsker sig i maleren, og på et tidspunkt forlader hun sin mand. Mere får vi ikke at vide. Jeg-fortælleren er en tør forskertype, man hører f.eks., at han på et tidspunkt sidder fordybet i en sanskrit-tekst. I et tilbageblik, efter at hun er rejst, ser han sin ungdom sådan:
“Jeg saa de tre Aar ( = årene med Hedvig) for mig som en fjern, lys Stribe under en mørk Himmel. Minderne gled saa hjemløst igennem mit Hjærte, og min Tanke strøg som en træt Maage mod de Aar, der som en fast Strimmel Land dukkede op yderst i Horisonten, de Aar, jeg havde delt med ingen, min Ungdoms menneskefjerne, ensomme Øland.”
Her er en af skildringerne af Skagen, sådan som Jeg-fortælleren husker det, og man mærker både skønheden og vemoden i teksten:
“Jeg ser ned over Stranden. Tæt ved mig staar et graamalet Badehus halet op paa Sandet, og længere borte, saa langt jeg kan se, tegner tjærede Baade deres sorte Skrog paa den gule Flade. Jeg driver uden om Badehuset og følger Havstokken og føler mine Skosaaler fugtige af det vaade Sand. Men Brændingens ensformige Brus trætter mig, og Havets aabne Ensomhed strømmer med Vinden ind over mig og spiler sig ud om mig, saa jeg føler mig lille og fremmed. Jeg vender om og gaar tilbage den Vej, jeg er kommen, og ser ikke til Siden, og jeg mærker intet uden, at Solen bager min Ryg, og at Sandet bliver tungt at træde i, da jeg drejer op mod Huset.”( side 26)
Her er et citat, hvor vi møder de to ved stranden. Endnu er maleren ikke blandet ind i forholdet, men alligevel mærker man ( eller i al fald han) tydeligt, at hun er ved at glide fra ham. Skildringen er næsten et maleri:
( Side 28) “En Tid lang bliver vi staaende tavse. Hedvig ser ud over Havet, og jeg staar og holder paa min Straahat og følger med Øjnene et halmgult Flaskehylster, som ligger og flakker frem og tilbage i Havstokken. Saa kommer der pludselig en Sø, der løber højere op end de forrige.
– Tag dig i Agt! Nu bliver du vaad! siger jeg og ser ned på Hedvigs Remmesko.
Hun flytter sig paa Taaspidserne et Par smaa Skridt baglæns og ser forsigtigt ned paa sine Fødder og vender saa atter Øjenene mod Havet og Horisonten.
Men jeg bliver staaende og tager ikke Øjnene fra hende.
– Hvorfor ser du saadan paa mig? spørger hun pludselig og drejer Hovedet og stryger et Par Haarlokker bort fra Kinderne, der rødmer af Sol og af den friske Vind.
– Du skulle vide, hvor smuk du er, som du staar der! svarer jeg. Jeg har aldrig set dig saa smuk før.
Hedvig ler.
–Nu bliver du nok galant! siger hun.
Jeg ryster paa Hovedet – Det er aldrig faldet mig ind, at et Menneske kunde se saa lykkelig ud! siger jeg.
– Lykkelig du! svarer hun, – jeg er mere end lykkelig! Du kan slet ikke finde Ord for, hvor glad jeg er!
– Og saa ung, bliver jeg ved, og saa knejsende – og saa skær, – – jeg bliver helt forskrækket, naar jeg tænker paa, at det er med mig, du er gift, at jeg virkelig kender dig og tør tale til dig!
Hedvigs Øjne skinner af Glæde, og hun rødmer højt op under den gule Hatteskygge.
– Nej, hvor kan du gøre Nar! ler hun.
– Jeg gør ikke Nar, Hedvig, siger jeg ganske alvorlig, tværtimod du, – jeg er beklemt om Hjærtet.
– Mener du virkelig? spørger hun og skyder sin Arm ind under min.
Jeg nikker, og vi begynder at gaa hjemad. Jeg gaar og ser ned.
– Synes du da ikke, her er storartet? spørger hun lidt efter.
– Det ved jeg ikke, svarer jeg og tager ikke Øjnene fra Sandet. Naar jeg ser paa dig, tror jeg, her maa være det!! ( citat slut )
Her er et citat fra en scene, hvor Jeg-fortælleren er med maleren på jagt – endnu ved han ikke noget om de følelser, maleren vækker hos den unge kvinde:
“Langt borte foran os strækker Klitternes kullede Række sig, og op over Klitterne rager en Barks øverste Sejl regnvaade og mørke mod den grå Himmel.
– Jeg vilde egentlig ønske, siger jeg, at De ikke fik Deres Lyst styret.
Han ser bestandig frem for sig med sine graa, søgende Øjne.
– Aa jo, svarer han omsider og føjer lidt efter til: De maa ikke ønske ondt over mit Krudt!
Jeg gaar ved hans Side, og den dybe Stilhed strømmer imod mig klam og kølig, baaren af en sagte glidende Vind, og mit Blod hamrer i nervøs Angst for, at noget levende skal rejse sig og et Skud splintre den graa Tavshed og bore Døden ind i denne regnduggede Hedes ensomt aandende Sjæl.” (Citat slut)
Der skal en solnedgang til for at rive ham ud af melankolien. Her hører vi skildringen af fænomenet:
(Citat side 33) “Solen er lige sunket smukt, og Himlen i Vest gløder af et svagt Rødt, der farver skyernes lange, blødt buklede Bræm. En Tid lang dvæler dette Røde og fylder Stilheden som med en mildt varmende Dugg af Lys. Saa skifter det umærkeligt, ganske langsomt og bliver til en blegt lysende, tyndt Gult, og min Sjæl, som er fyldt af Ensomhedens Højtid, føler dette Skærs stille, stigende Skiften, som flød der imod mig fra et uhyre Orgels Piber en enkelt, dyb, længe lydende Tone, der langsomt stiger og glider over i en høj, skær, dvælende Klang af uendelig Klarhed.
Og jeg svimler under en Lykke, der strømmer fra mit Hjærte og hvisker til mig hendes Navn, hvisker det gennem hver Fiber i mit Legeme, hvisker det i det uendelige, mens Skæret fra Himlen lyser om hendes Billede i min Sjæl og smelter Hav og Jord og Himmel sammen til et luftsitrende, grænseløst Rum, fyldt af et hvidt, uendeligt Lys, der bader i sin fredlyste Glans hendes og min Lykke.” ( Citat slut).
Jeg personen iler hjem og mødes ikke som han forventer af en utålmodigt ventende kvinde:
(Citat si.35) “Men hun rejser sig ikke, hun er ikke løbet hen til mig, intet af det er sket, som jeg har gaaet og fablet sammen i mit Hjærte. Hun bliver siddende tavs og ser paa mig.
– Har du længtes efter mig? spørger jeg og søger at skjule, hvor pludselig forstemt jeg staar.
— Nej! siger hun.” ( Citat slut.)